Ewald, Johannes Uddrag fra DE FREMMEDE

Herr Frankhuysen derimod, hvis Hjerte laae paa hans Tunge, sagde til dem ligesom til alle andre, altid ligefrem, hvad han meente - Heraf kom det, at han vel ofte roeste dem i deres Øyne, og selv lastede dem i deres Fraværelse, men at han, efter sin Modsigelses Aand, endnu oftere gjorde det modsatte - Men det, som fra denne Side karacteriserer ham nøyere, er, at han sjelden eller 224 aldrig roeste nogen nærværende, eller lastede nogen fraværende uden Indskrænkning - Han frygtede saameget for at blive holdt for en Smigrere, at naar dens Handling eller Meening, som han talte med, aftvang ham sit Bifald, han strax søgte et og andet at sætte ud paa denne Person, for jo at overtyde den om, at han aldeeles ikke i en Post havde talt saa vel om den, for at behage, men allene fordi han meente det - Naar han derimod af et Satyrisk Opkaag eller i Hidsighed, eller fordi Sandheden tvang ham dertil, talte ilde om en eller anden Person der ikke var tilstede, indgav hans i Grunden gode Hjerte ham strax hundrede andre gode Egenskaber hos denne Person, hvilke han alle lagde ligesom et Plaster paa det Saar, han fortrød, at have gjort en værgeløs - I det modsatte Tilfælde var han ikke nær saa betænksom, og han roeste ofte den fraværende og lastede altforofte den nærværende uden Maal eller Maade - Denne Opførsel synes vel at være for en stor Deel ædlere, end Herr Schlikers, men man kun-||de nogenledes med Vished spaae deraf, at Herr Frankhuysen aldrig vilde gjøre sin Lykke til Hove - Han forspildte virkelig derved i en Hast begge sine Skole-Monarkers Gunst - Jeg har lovet ved et Par Exempler, at give et Begreb om, hvorledes han omtrænt bar sig ad dermed -