Ewald, Johannes Uddrag fra DE FREMMEDE

Der er dem, der give bort, alt hvad de eye, uden at gjøre det, enten af en christelig Grundsætning, eller af Hyklerie, eller af en sand Genereusité, eller af Pralerie, eller || af en ægte Godhjertighed, eller af Ødselhed; men blot af en naturlig og uovervindelig Modbydelighed, for at sige det Ord: Ney - Enhver der beder disse Folk om noget, sætter dem i en vis Forstand, virkelig Pistolen for Brystet, og 229
de kan ikke afslaae ham noget, uagtet de ikke sjelden ønske sig ligesaalangt borte fra ham, som fra en anden Røvere - Den eneste Udflugt disse arme Antineyister har, er at love, i det visse Forsæt aldrig at holde deres Løfte - Og man veed; at en stor Deel af de fornemme iblant dem, altid hjelpe sig selv dermed, uden i mindste Maade, at hjelpe dem, der bede dem om noget - Men denne Udflugt hjelper intet hvor de øyensynlig ere i Stand til at give os det strax, som vi bede dem om - Som f. E., naar saadant et beklageligt Menniske, er saa uheldig, at byde mig en Priis Tobak, og jeg falder paa det Indfald, at bede ham om Tobaksdaasen, saa er han uden Redning skilt derved - Jeg skulde snart have troet at Herr Frankhuysens besynderlige Give-Syge, kom allene af denne Svaghed, og hverken af en ægte Godhjertighed, eller af blot Ødselhed - Thi det var ham vist saa umueligt eller i det mindste saa tungt, at sige Ney i slige Tilfælde, at han ofte gav Ting bort paa en blot Anmodning, hvorved han ellers meget ugjerne skulde have skilt sig; Ting, hvortil han aabenbar trængte meer, end den der bad ham derom; Ting som af deres Natur i Øyeblikket maatte erindre ham, om alle de ubehagelige Følger, der naturligviis vilde flyde for ham, af deres Mangel; og han gav dem ofte til Folk, hvis Venskab, han hverken troede, eller i mindste Maade ønskede at have - Men om han og i disse Tilfælde handlede saaledes, af den føromtalte Svaghed, saa er det dog vist, at han gav ligesaameget bort, hvorom ingen bad ham, og hvor den følgelig ikke kunde have Sted - Af Pralerie gjorde han det ikke, thi han søgte altid, saameget som mueligt at skjule det for alle, og selv for den, der havde Fordeelen deraf - Af Religion, kunde man i Betragtning af hans øvrige Opførsel ikke just haabe, at han var saa gavmild; og af Hykklerie var han det vist endnu mindre - Han maatte følgelig vel være det, enten af en ægte Godhjertighed, 230 eller af en naturlig Ødselhed, eller maaskee noget af begge Deelene - Uden at man vil antage en Drift for muelig i Mennisket, og sætte den forud hos ham, hvilken jeg før engang har berørt; en, hvor- af den simple Ødselhed kun kan være en Green - en Drift, der strider || lige og umiddelbar imod vor Egennytte, en naturlig Tilbøyelighed til at ødelegge sig selv - Saameget tør jeg sige, at dersom denne Drift har havt Sted hos nogen, saa var det hos Herr Frankhuysen - Thi saalænge han levede, gav han ikke allene, men han kastede han stødte bort, alt hvad andre Mennisker sætte Priis paa, og hvis Værdie han selv meget vel indsaae, naar han ikke havde det meer - Det kunde følgelig vel være denne Drift, der var Hoved-Kilden til hans GiveSyge, ligesom til alle hans øvrige Feyl; men dog har jeg uomstødelige Beviis paa, at en ægte og ædel Godhjertighed, havde ofte en stor Deel, i den første - Hvorom alting er, saa var den til Deels Aarsag i, at hans Forældre meer end engang, maatte complettere hans Garderobe og hans Bibliothec, om han ellers skulde blive ved Skolen med Anstændighed; og herom syntes hans Fader kun lidet, og hans Moder sletintet - Der var heller ingen der roeste det, og alt hvad man kunde gjøre, var at undskylde denne Opførsel - Men ingen var ivrigere i at laste den, end Herr Schliker, ventelig, fordi han efter sin Character iagttog den modsatte deraf - Og dog, naar jeg skulde troe det, som Clement betroede mig, under Løfte om Taushed; saa profiterede denne unge Herre meget ofte, af sin SelskabsBroders GiveSyge - Men for at lade enhver vederfare sin Ret, maae jeg sige, at Herr Frankhuysen aldrig vilde tilstaae dette; og altid, naar man saae noget virkelig i Herr Schlikers Eye, hvorom man vidste, at det før havde tilhørt ham; halstarrig paastod, at han havde faaet Betalning derfor, i hvilken Paastand Herr Schliker da troelig nok stoed paa hans Partie -