Ewald, Johannes Uddrag fra JOHANNES EWALDS LEVNET OG MEENINGER

Næsten fortryder det mig, at jeg har spildt mine Ord paa det StykFad - Men dig beklager jeg, du ædle Drue-Saft, du som umisbrugt er Guders og Menniskers Glæde; at du saaledes skal fordærves i en Vom, der ligesaagot kunde udspiiles ved Moose-Vand, som ved dig - i den dunstfulde Sphære af en chaotisk Sjæl - proh Phoebe! - i det aërohydrogasteriske Svælg hvoraf en lille Kant af et Hjerte pipper op, ligesom Loths forsaltstyttede Hustrue af det døde Hav - hvor du er ligesaa ufølt, som du var i dit Hochlandiske OxseHoved, ligesaa spildt, som om du var kastet i Maël-Strømmen - Virkelig der maae allerede være gaaet Kold-Fyr i den Sjæl, som Viinen - Viinen selv ikke kan opvarme til Følelser, til Munterhed - ikke opløfte til ædle og store Forsæt - hvori den tvertimod quæler den sidste lille Grad af Virksomhed, hvorved den rørte sig - en hver Kraft foruden Vim inertiæ - Den ærlige, pjaltede, slunkne, bombogranotympotaratandiniske Caspar MaurenBrecher, som, naar han har drukket sin Flaske suur Landviin, slaaer Flasken mod Veggen med den ene Haand, og giver det sidste af sin Leening til en Stodder med den anden; er meer Menniske og bedre Menniske; end hans corpulente Excellence, som naar han har drukket sex Flasker Champagner, sætter sig i sin LæneStoel at snorke, og giver sin Tjenere Ordre, at slaae Døren i for Næsen af alle hans Creditorer - Hans Excellence

        

265 er en Esel, som var bestemt til at æde Tidsler, og ved et Vanheld kommer over en Kiste fuld af Makroner - Lige følelseløs, lige uskjønsom føler han kun, at han har faaet Bugen fuld - Men endnu engang, lad ham sove! -