Ewald, Johannes Uddrag fra JOHANNES EWALDS LEVNET OG MEENINGER

Virkelig Himmelens Datter, Dydens Datter kan ikke andet end foragte alt saadant Spidsbuberie; og selv afskye hvert Træk, som kunde gjøre hende mistænkt derfor - Hun vil føle i sit Hjerte, at hendes Øyne, at enhver af hendes Miner ikke kan fortolke andet, end den ædle Velvillighed - den Agt, eller den Medynk, som hun veed sig at skylde ethvert af hendes Med-Mennisker - Og hun vil ikke bekymre sig om at lære dem et andet Sprog - Men naar da, et hende fremmed, Dyden ulignende, skurrende Ord, en frek Mine, vover at fornerme hende - da vil af sig selv, og hende ubevidst en Engels Bedrøvelse sprede sig ud over hendes Ansigt - en venskabelig straffende Taare vil, halv mørkne hendes fromme Øyne - og hastig skal Himmelen ved sin Morgen-Røde give sin beskjærmende Nærværelse tilkjende i ethvert af hendes Træk - Taus, forvirred, beskjæmmed, nedtrykt, skal da den lasterhafte selv tilbede den

        

311 Allerhelligste, under hendes Billede - hemmelig ønske sig hende værdig - sætte sig for, at stræbe derefter - og vist langtfra at skrækkes for hende, kun skrækkes for nogentid, at fornærme den Dyd, der har sit Tempel i hendes ædle Hjerte -