Ewald, Johannes Uddrag fra JOHANNES EWALDS LEVNET OG MEENINGER

Da jeg var kommet ud paa Gaden, gav jeg mig først Tid til at drage min Aande - Ney - jeg paastaaer at der ikke gaaer og ikke kan gaae saa stor en Revolution for sig i vor Sjæl, som den der frembringes af den første sande Kjærlighed - Det er ligesom vi pludselig blev henrykte i en anden Sphære - Et tykt Teppe falder fra vore Øyne - bestyrtede see vi Fornuftens og Himmelens fulde Glands, og blive, som ved en Omskabning paa engang af Børn til Mennisker - Saaledes gik det mig i det mindste - Eller, dersom det kan være mig tilladt endnu engang at betjene mig af en Lignelse, som jeg allerede før har brugt i en anden Begivenhed; saa var jeg ligesom et Skib, der nu løber af || Stabelen - Knik, knik, knik sagde i nogle faae Øyeblik, enhver barnagtig Lyst, enhver krybende eller uædel Tilbøyelighed, og pludselig forandrede jeg mit Element, og svømmede stolt og roelig i et Hav af - - Vellyster - Hvad Hovedsagen betraf allerede dannet, ventede jeg nu kun paa Mast

        

317 og TovVærk og andre ubetydeligere Prydelser; for at kunde tiltræde min store Reyse, saa got og bedre end det ældste Skib - Det var Cupido selv som kappede Hoved-Tovet - Du skal have hende, du skal fortjene hende, du skal blive dydig, du skal blive stoer - det var ligesaamange Straaler af Himmelen, som Glimt i Glimt foer ind i min Sjæl, førend jeg endnu var ti Skrit fra det Huus, der skjulte alt hvad jeg ønskte mig af Jorden - Du er hende ikke værd, men du skal ikke lade af, førend du bliver det - Og det kan ikke feyle - Og saa faaer du hende - Og saa intet, intet, intet meer, af denne heele Planet! - Kun, kun min Arendse, sagde jeg, og følte ikke at mine Fødder rørte ved Steenene - Heller skal jeg ikke understaae mig at aabne mine Læber til en forvoven Bekjendelse af min Kjærlighed, eller at løfte Øynene op til Arendse, førend jeg er hende værd - men det kan ikke feyle mig - og snart - og saa - og saa skal jeg ikke ville bytte Skjæbne med Kayseren af Indostan - Alt dette var jeg blevet enig om med mig selv, førend jeg var kommet to Gader igjennem - Og nu bredede den sødeste, den roeligste, den stolteste Glæde sig ud over min heele Sjæl - Jeg følte mig selv en større, en værdigere Gjenstand, end jeg nogentid havde følt mig før - jeg følte, jeg nød paa engang al min tilstundende Lyksalighed, uafbrudt i en lang Række af Aar - lige ind i den Grændseløse Evighed - Jeg smiilte til enhver som mødte mig, begjærlig efter at udbrede den Glæde til alle, som jeg ikke kunde romme i min altforfulde Sjæl - Drukken, ravende, af Kjærlighed og Vellyst og store Forsæt, kom jeg endelig hjem, uden at vide hvorledes - Man kan tænke at jeg glemte min Prude, og al min daarlige Forfængelighed - Jeg begyndte strax at studere, med en Iver, som skulde have bragt mig meget vit, om ikke andre Betragtninger snart havde svækket den -