↩ Endskjønt jeg vist veed, at Deres Høy Velbaarnhed vil undskylde den utaalmodige Længsel, hvormed jeg i disse fjorten Dage har seet ud efter Dem og Herr Naumann, saa finder dog mit Hjerte, noget, jeg veed ikke hvad, noget alt for dristigt deri, og jeg skulde neppe vove at tilstaae Dem den, dersom der ikke begyndte at blande sig en Art af Frygt deri, som gjør mig det umuligt at tie - Ak min kjæreste Velynder, maaskee min Frygt er ugrundet, maaskee den selv mishager Dem - men hvad skal jeg gjøre? - Apollo giver mig paa saa mange Maader af Sporerne - baade som Digternes og som Patienternes Rytter - at jeg nødvendig tilsidst maae blive øm, blødhjerted, frygtsom - og jeg er det vist indtil Barnagtighed; saa at den mindste Muelighed af et Uheld forestiller mig det allerede som hængende over min Isse i al sin sorte Størrelse - Og det var mig vist et af de smerteligste Uheld, som nogentid kunde hændes mig, om De min ædleste Velynder - car il faut lacher le mot - om De havde fatted den mindste Mis-Tillid til den Iver at arbeide hos mig, som Deres Yndest baade har opmuntred og gjort mig til Pligt - Min Uvirksomhed i For-Aaret kunde virkelig give Anledning til denne Mistillid - men 356 ved min Ære, min Tilstand undskyldte mig - eller synes Dem intet om det De allerede har hørt af mit Arbeide? - Endnu engang, kjæreste Velynder, af Medynk tilgiv mig min maaskee fornærmende Frygt! og af Medynk end den - Jeg bevidner helligt, at dersom jeg endog ikke, som det dog virkelig forholder sig, stadig ventede alle mine Ønskers Opfyldelse af Deres Haand, saa skulde dog det mindste Skaar i Deres Yndest være mig utaaleligt.