Ewald, Johannes IIDET OPTRIN

IIDET OPTRIN

JUPITER. MERCUR. DE FORRIGE

JUPITER
To Vandringsmænd, som Nat og Hunger overfaldt,
I stakkels gamle Folk, begiere nu af Eder,
Det Ly, som negtes dem paa alle andre Steder -
PHILEMON
En Ynk!... men kommer kun, o Venner!... dristig til! -
BAUCIS
I er velkomne her, saa længe, som I vil -
PHILEMON
Først hilser Guderne, som elske og beskytte,
Dem, som gaaer ind og ud i denne snevre Hytte! -
Man skar dem kun af Lind - Men da selv Jupiter
Fik Billeder af Træ, var fleest Velsignelser. -
Da Støvet kunstlede paa Gud, stolt af at giøre
Ham Lignelser af Guld, da lukte han sit Øre. -
BAUCIS,
(som peger paa Bænken.) Her sætter Eder, her! - thi trætte blev i vel -
149
JUPITER
Hvor meget, elskte Par, indtager Du min Siel! -
MERCUR
Er I alene her? - Gav Himlen ei den Lykke,
At et og andet Barn blev dette Straatags Smykke? -
BAUCIS
Den har velsignet os, og med den beste Søn -
Dog ak!...

(Hun sukker.)

PHILEMON
Den tog ham og... Hans Dyd fik tilig Løn! -
Hvor mange Taarer flød paa denne Askekrukke! -
Han, Venner, veed det best, som tæller vore Sukke -
Her ligger Resten af vor Søn... og af hans Brud!...
BAUCIS
Philemon, sig dem det, imedens jeg gaaer ud! -
Fortæl det haarde Stød, som daglig kom tilbage
Til vor udpiinte Siel! - vor Smerte og vor Klage! -
Jeg vil imidlertid tillave hvad jeg har,
Til Spise - og en Seng til dette kiere Par! -
(Hun gaaer.)