Ewald, Johannes VTE OPTRIN

VTE OPTRIN

PHILEMON OG BAUCIS

BAUCIS
Den Mands Velsignelse, den - ak, den smelter mig! -
PHILEMON
Ak Baucis, er det ei en sand, en bitter Smerte,
Som egen Mangel giør den Frommes ømme Hierte? -
Ak! - den forhindrer os, at give Hungrige
Alt det, vi unde dem, til Vederqvægelse! -
BAUCIS
Ja, gode gamle Ven; nu leve vi dog længe
I Hytten her; og veed ei hvad det er, at trænge -
Men nu fornemmer jeg, hvor lidet vi dog har -
PHILEMON
Veedst du da intet meer, at give dette Par? -
BAUCIS
Vor Høne, veedst du vel, de stial for nogle Dage.
Nu er den ene Gaas alt, hvad vi har tilbage - 154
O Børn! - jeg feedte den til eders Høitids Dag -
Nu er den loved Zeus - det er den hele Sag.
PHILEMON
Gaae Baucis, lav den til! - thi denne maae de have.
Og derved bliver den for Zeus en Offer-Gave.
Dog skal vor lille Koe ei kalve snart igien?
Saa vil jeg bringe Zeus vor Kalv - - -
BAUCIS
Min vise Ven,
Philemon, dine Raad var altid dog de beste! -
Jeg gaaer - men bliv du her, og vent de fromme Giæste! -
Aria.

Venlig, trofast understytte
Eger den forfaldne Hytte -
Grenen af et ringe Træ
Stivner dig, mit svage Knæ -
Men, naar Sielen vakler, raver,
Og fortumled segner hen;
Saa kan du kun styrke den,
Edleste blant Himlens Gaver,
Du min troe, min vise Ven! - E.

(Hun gaaer.)