Ewald, Johannes VITE OPTRIN

VITE OPTRIN

PHILEMON ALLENE
I Guder veed det selv, om jeg har før begiert
Meer, end det Brød, som I saa naadig har beskiert? -
Med skiønsom Nøisomhed saae jeg, hvor overflødig,
I daglig gav mig Orm, alt hvad jeg havde nødig -
Dog tør en gammel Mand, tør han paa Gravens Bred,
Forvoven ønske sig end en Lyksalighed? -
En, før han døer? - O Zeus! - Ei Høihed, eller Ære,
Og ei min Ungdoms Kraft, er det jeg vil begiere. -
Og ei et varigt Liv - nei, gode Guder, nei! -
Døe snart! - til mine Børn er ingen anden Vei - 155
Dem staaer min Attraae til - dog - - - harmes ikke over
En Skabnings Dristighed! - En Bøn, som Ormen vover! -
Og om det tiener mig, og om du vil, saa giv
Et Aar, et Glædes Aar, endnu i dette Liv! -
Den Lyst, at giøre vel - den Roes at ligne eder -
Den Magt, at lindre Nød, og Ulyksaligheder -
Magt, at omskabe dem til ny e Velsignelser -
O Vellyst! - Sielen døer, i dine Billeder! -
Naar nød jeg dig? - dog Zeus har negtet dig med rette -
Kun vise, store Mænd, kun Guder gav han dette! -
O høye Dyd, kun dig! -
Aria.

Af Dybets Diamantne Sluuser,
Frempible Væld af Salighed -
Fra Klippen risler, skummer, bruuser,
Velsignelsernes Fylde ned. -
Dig flakke Dal, og eder Enge,
Bød evig Viisdoms Lov at trænge,
Til Klippens Strøm, og Dybets Væld -
Saa var det, at den kun beskierte,
Dig dybe Siel, dig høie Hierte,
Magt at uddeele Lyst og Held. - E.