Ewald, Johannes Uddrag fra AVISARTIKEL II (1772)

DET Rygte, at jeg har skrevet de brutale Klappere, er sandt.- Uden at være stolt, og langt fra at rødmes derved, bekræfter jeg det -Jeg skrev dette Stykke, for at viise en baade vigtig og forbederlig Feil i en Deel af mine Landsmænds Smag og Tænkemaade, fra dens latterlige Side - For hvorvidt jeg har naaet eller burdet naae min Hensigt? og hvad Vittighed der er i mit Arbeide, maae Kiendere dømme - Hr. N. maae forlade mig, at jeg ikke holder ham for en af disse - det er umueligt, at en Kiendere, der er saa upartiisk, som Hr. N. paastaaer at være det, kan finde nogen ægte Vittighed i den omtvistede Satyre - Jeg vil forbigaae, at den Sammenligning imellem Muserne og vore Nat-Nympfer er temmelig anstødelig, og ikke saa passende som den i første Øiekast synes at være - Men at sætte en Gravskrivt over det, som jeg begraver i Lethe, i Forglemmelsens Flod, det er en aabenbare falsk Tanke. For hvorvidt man kan bede Gud alvorlig, at befrie sig fra noget, som man saa let kan glemme, som Forfatteren de slette Vers, vil jeg her ikke undersøge - Men at bede ham i et Aandedræt og med samme Andagt, befrie os fra Forrædere og slette Versemagere, det er noget, som jeg ikke engang vil give sit rette Navn - Udtrykkene deri ere desuden hverken ædle eller udsøgte. Versifikationen er haard og skurrende. Hvad den moralske Hensigt betræffer, saa er den Feil, som Forfatteren afgiver sig med, hverken vigtig eller forbederlig. Men det værste af alting er, at han saa got som navngiver og mindst skaaner den ærværdigste og undskyldeligste Person af alle hans Modstandere - Hvorfor jeg troer, at det vilde være Tegn til en krybende Tænkemaade hos mig, om jeg indlod mig i en Trætte med vore Viiseskrivere, 181 har jeg tydelig nok tilkiendegivet i mit forrige Avertissement. Det kommer mig endnu ikke anderledes for, end som om en, der i det mindste lagde sig efter at blive Kunstdreiere, ville misunde, forfølge og om mueligt ødelægge de Stakler, der giøre Svovelstikker - Min Medlidenhed med sultne Mennesker, Medborgere og Christne kan ikke være latterlig; men Medynk med Forrædere i Lænker, kan meget vel være utidig bekiendtgiordt, og andet har jeg ikke sagt - Af anførte Aarsager beder jeg, at Hr. N. vil holde mig det til gode, om jeg ikke vil være mistænkt for den omtvistede Satyre - Om det ellers skulle behage Hr. N. at indlade sig i videre Korrespondence med mig, saa udbeder jeg mig hans fulde og rette Navn, uden saa er, at han vil tillade mig at give hans N. den Bemærkelse, som best synes at kunne passe sig til hans Anmærkning om Poeternes Besættelse af den onde Aand.