Johannes Ewalds samlede skrifter - Det Kgl. Biblioteks tekstportal

↩

FØRSTE HANDLING

✂

FØRSTE OPTRIN

LEANDER OG HENRIK

LEANDER: DEK Bordet! - Hurtig! - Hvad der er ved
Haanden - Hvad nøler du efter?

HENRIK: Men Herren kommer - tænkte jeg - lige fra et Giæstebud

LEANDER: Hos min Farbroder

HENRIK: Ja saa er det Tid, at jeg løber - Jeg veed meget
vel, hvad for Appetit det giver, at spise til Middag, hos Hr. Orgon.

(Han gaaer.)

LEANDER: Fortvivlede Hexe! - Ulykkelige Farbroder! - Men han vil ikke have det bedre - Ha! - Hans Frihed! - Den arme Mand! Han maae være glad, om han faaer Tilladelse at sidde i sin Lænestoel, og sukke med Freed - Og det er den Frihed, som han beraaber sig saa meget paa! - Herlige 303 Levnet! - Jeg kan ikke blive koldsindig derved! - Henrik!

HENRIK: (Endnu bag ved Scenen.)
Herre!

LEANDER: Jeg maae giftes - og det uden Ophold!

HENRIK: Vil Herren ikke spise først?

LEANDER: Thi elendigere Creatur er dog ikke til, end en gammel Ungkarl - Hvilken Uorden hos min Ondes! - Hvilken Plage! - Og Ydmygelse! - Er du færdig? -

HENRIK: Paa Øyeblikket -

(Han gaaer.)

LEANDER: Men hendes Ære har hun opofret ham! - Og det er derfor at han maae være hende meget forbunden, at hun ikke kradser hans Øyne ud - Ja! - Pernilles Ære! - Ha! - Haha! - Pernilles Ære! - Jeg vil ikke sige uopdraget - af den nedrigste Pøbel - neppe født til at sælge Citroner - derfor kunde hun være ærlig nok - men - ak min gode Farbroder! - Dersom jeg maatte overtyde dig! - Du skulde vist - vist faae at see, at de ikke altid ere troe, som ere arrige, herskesyge Furier - Men han kan ikke - Han vil ikke see - Men det, som jeg meest fortryder paa, er det evige det skaldede Paaskud, at han ikke gifter sig, fordi han under mig sine Midler - ligesom han ikke kiendte mig - som om jeg ikke selv havde mit Udkomme - eller, som om jeg var gierrig - Og jeg arve ham! - Ja hans Huusholderske! - Hendes gode Ven, den føre, bredskuldrede Jens! - En Snees af hendes Systre eller Fettersker! - Af Rende-Kiærlinger - Koblersker! - de, de vil arve ham

HENRIK: Alting er færdigt

LEANDER: Hør Henrik! - Jeg har længe tiltænkt dig en 304 Belønning, for din troe Tieneste, og jeg kan ikke give dig noget bedre, end en Kone

HENRIK: Ja - - med sit Tilbehør

LEANDER: Hvad synes dig, om min Leonores Kammer-Pige? - Jeg troer, at du kan lide hende

HENRIK: Ak Herre! - Dersom jeg havde den store Molochs Penge-Kister, saa gav jeg dem for min Lucie - Men det er sandt - Hun sagde mig før, at hendes Jomfrue syntes meget uroelig, og, at der uden Tvivl var forefaldet noget vigtigt -

LEANDER: Hvad maae der nu vel være paa Færde? - Elskværdigste Leonore! - Dine Bekymringer ere mine egne! - Men jeg skal snart giøre Ende paa vor tvivlagtige Tilstand! - Snart! - Dog jeg vil spise først, og siden vil jeg - Jeg veed nok, hvad jeg vil - Bliv du imidlertid her, i Fald noget Bud skulde komme fra hende - Gustav kan blive hos mig, om jeg vil noget -
(Han gaaer.)

✂

ANDET OPTRIN

HENRIK ALLENE: Saa er hans Sind. Han er i Stand til, at frie, og gifte sig, inden Solen gaaer ned, og at fortryde det inden Ugen er omme - Sandt nok, at disse Peber-Svende ere usle Stakkeler - og at disse Perniller burde druknes - Men jeg veed dog for en Ulykke, at man ikke kan fare til at gifte sig, som man drikker et Glas Viin - Ney, ney, min gode Hr. Leander! forsigtig, meget forsigtig maae man være - Men deres Leonore er en Engel - men hun eyer intet, undtagen en rig Fetter; og en rig Fetter, som Argantes der ikke vil skille sig ved sine Penge, og ikke har Lyst at døe, er lige saa meget som intet 305 - Men havde deres anden Farbroder Hr. Orontes ikke selv Børn med sin Frue, saa fik de vist nok al deres Rigdom med Leonore, saa meget er hun afholden af dem begge - Ja, havde de ikke selv Børn - Nu da! En Kone uden Medgift - - Men der er jo Hr. Orgons, eller rettere Jomfrue Pernilles Marie - Hvad mon hendes Ærinde være? -

✂

TREDIE OPTRIN

MARIE OG HENRIK

MARIE: Tienerinde, Monsieur Henrik! - Hvor er hans Herre? - Han var lykkelig, at han undflyede Stormen

HENRIK: Helst, da han maatte seyle uden Baglast -

MARIE: Hvor er han nu? -

HENRIK: Han har lagt sig for Anker, og indtager hvad ham fattedes - Nogle gode Skiver af en Fleske-Skinke - Men Skierts til Side - Hvad er det for Historier med hendes Jomfrue? -

MARIE: Hvad andet, end de Gamle? - Har hans Herre ikke fortalt ham det? - Som sædvanligt - Banden og Skielden - En Dør op, en anden i - Dugen revet af Bordet - Glassene paa Gulvet - Kokke-Pigen blaae og blodig, og deres Tienerinde paa Hovedet ned af Trapperne -

HENRIK: Saa at den ene blev lek i Stormen, og den anden kuldseylede - Men hvoraf kom al denne Støy?

MARIE: (Grædende.)
Men bie kun - du skal betale mig det - Saa sandt jeg heder Marie, du skal betale mig det! - At slaae en ærlig Pige! - du! du! - Som, om hun 306 var meer end en anden, fordi hun er opsminket - Jeg veed nok den, som seer lige saa got ud, som hun - naar man fik Klæder paa Kroppen - Men jeg elsker min Ære, det er min Ulykke - Men du skalst dog ikke have giort mig det Puds for intet -Jeg veed nok, hvad jeg veed - Men det er sandt - Jeg skulde hilse Hr. Leander fra Jomfruen, og sige ham, at -

HENRIK: At hun i det mindste maae lade ham have Roe, at spise i sit eget Huus. -

MARIE: Jeg kan bie -

HENRIK: Imidlertid fortæl mig, hvad der gav Anledning? -

MARIE: Hvad veed jeg det? - Maaskee, fordi Hr. Orgon bragte sin Broder-Søn hiem med sig, uden at have sagt hende det i Forveyen - saa at han til al Uheld traf hende upyntet, og, som hun sagde, ikke belavet paa noget, endskiønt hun og Jens veed det bedre - og jeg veed og noget deraf - Men Herren, og hans gode Venner, kommer altid, enten for tilig, eller for silde -

HENRIK: Arme Hr. Orgon! -

MARIE: Jeg kunde græde for ham - Og det siger Lisette og - og Martin - og Kudsken.

HENRIK: Men Jens? -

MARIE: Han bliver feed, og leer - Han seer os alle over Skuldrene - det er ret en Ynk, at see, hvorledes de spille Giek med den gode Herre - Og med alt det kan han ikke have den kiære Huus-Fred - Som i Dag, med Vinen -

HENRIK: Hvorledes? -

307

MARIE: Det var derover, at Hr. Leander blev stødt. Rev hun ikke for deres Øyne Pengene af Haanden paa Martin, som Herren flyede ham til Viin? - Og paastod, med Skrigen, og Banden, at Vinen, hun havde foresat dem, var saa god, som nogen kunde forlange, at drikke den; uagtet den var suur, tyk, kun sammenplumpede Levninger af Bouteiller, tømmede i Smug med Jens! -

HENRIK: Ha du arrige Trold! - Dersom jeg var Hr. Orgon -

MARIE: Han blev og noget vred - Martin siger i det mindste, at han har aldrig seet ham vredere - Han stod op fra Bordet, og sagde, at hun i det mindste burde undsee sig noget for Fremmede - Men da var først Ulykken løs -

HENRIK: Hvad blev deraf? -

MARIE: Han sukkede, tog sin Hat, og gik ud -

HENRIK: Og dertil fik han dog Tilladelse? -

MARIE: Han faaer den ikke altid - Men i Dag har hun ventelig sine gode Aarsager, hvorfor hun vil være allene, og i det Fald, maae han afsted, om han og havde Feberen -

HENRIK: Han giorde dog meget bedre, i at gifte sig, med en brav og dydig Kone - som elskede ham -

MARIE: Han tør ikke - dog, om han saae, hvorledes det gik til - Hvad der blev slæbet ud - hvorledes han bliver bestiaalet - og naar han kiendte Jens - saa troer jeg, at han giorde det - Og, imellem os, jeg troer, at hun frygter for noget - Hun giør i nogle 308 Dage intet andet, end at bande, de peene, stadselige, unge Tøser, som, siger hun, vil forlokke de gamle Narre - Iblant andet er der et artigt Fruentimmer i Nabolauget -

HENRIK: Som heder Leonore -

MARIE: Ret saa - Just Jomfruen i eders Huus - Hende maae hun ikke kunde lide for sin Død - Hun nævnede hende et Par Gange i sin største Heede; og det er ventelig hende, som jeg skal advare Hr. Leander for -

HENRIK: Du Leander? -

MARIE: Dersom hun kunde skrive, eller dersom hun havde nogen anden, eller om hun turde haabe, at Hr. Leander, efter det, som er skeet, vilde snakke med hende selv, saa havde hun vel ikke betroet mig dette Ærinde - Men nu, maae hun betroe mig saa meget -

HENRIK: Og kan hun ikke betroe mig det igien? - Det om Leonore? -

MARIE: Nu, hun har just ikke sagt, at det var hende - Men imidlertid, har hun bedet mig, advare ham, for et Fruentimmer, der omgaaes ham hver Dag, som en Veninde, og uagtet al sin Smiger legger Snarer ud, for at skille ham ved en Arv, som tilkommer ham med Rette - At hun har sikkre Beviis paa alt dette; og, at hun af blot Høyagtelse for Hr. Leander, skulde giøre det, som hun kunde, til at forebygge det; men at hun nødvendig maatte snakke nærmere herom, med ham selv -

HENRIK: Han kommer gandske vist

MARIE: Han kan vel tænke, at jeg har først og sidst hundrede Undskyldninger at giøre, for den Uorden i Dag - Og at jeg skal skyde al Skylden paa hendes 309 mange Fortredeligheder, og især paa den underlige knarvurne Farbroder

HENRIK: Den Uforskammede! - Veed hun intet meer, om Leonore?

MARIE: Men jeg maae forrette mit Ærinde selv - Ey Herren!

(Orgon kommer grandske dybsindig ind, uden, at see nogen af dem.)

HENRIK: Hr. Orgon i egen Person! - Hvor tankefuld og melancholsk! - Det sees paa ham, at han tabte Slaget, og maatte rømme Pladsen.

✂

FIERDE OPTRIN

ORGON, MARIE OG HENRIK

ORGON: (I det han bliver Marie vaer, studser han og seer uroelig rundt omkring.)
Marie! - Er din Jomfrue her? - Hvor er hun?

MARIE: Vær kun ikke bange Herre! - Jomfruen er hiemme

ORGON: Hvad vil du sige med dit bange, Næsviis?- Og hvad giør du da her?

MARIE: Jeg er i Ærinde for Jomfruen.

ORGON: Og i hvilket, om jeg maae spørge?

MARIE: Jeg tør ikke sige Herren det - Jomfruen har udtrykkelig forbudet mig

ORGON: Og jeg befaler dig, at du skal sige det

MARIE: Jeg vilde gierne Hr. Orgon, men jeg tør ikke - Jeg var ulykkelig - Jeg veed ikke, om de kan tie, og jeg veed gandske vist, at de ikke kan tage mig i Forsvar - Jeg kommer igien Monsieur Henrik
(Hun gaaer.)

310

ORGON: (Han seer forbittret efter hende, og stamper i Jorden.)
Hum, hum! - Er din Herre hiemme, Henrik?

HENRIK: Ja, Hr. Orgon!

ORGON: Siig ham, at jeg er her! (Henrik gaaer, og Orgon kaster sig i en Lænestoel) Dersom hun ikke var mig saa hengiven - Men hun giør mig dog kied af mit Liv - Hvilken Uorden! - Hvilken Foragt! - Hvilken Ærgrelse! - O Frihed, Frihed, du er en ædel Ting! - Men du koster mig meget! - Men jeg kan dog skille mig ved hende, naar jeg vil - og hvorledes? - O Leonore! - Leonore! - Dersom jeg vidste, du ikke foragtede mig - Dersom jeg kunde rive mig løs - Men jeg tør ikke tænke derpaa.

✂

FEMTE OPTRIN

LEANDER OG ORGON

LEANDER: Velkommen, min Onde! - De kommer ret beleyligt - Tør jeg byde dem, det jeg har ved Haanden? - De har ikke spiist

ORGON: Og jeg har heller ingen Lyst dertil - Men jeg maae vel undskylde mig

LEANDER: O, jeg beder for alting

ORGON: Og den stakkels Pernille med

LEANDER: Ney, min kiære Onde! - Det er meer end overflødigt - Hun er over alle Undskyldninger

ORGON: Hun har vist nok forløbet sig, det gode Barn - Men hun har opofret alting for mig - Hun har 311 mange Besværligheder - Mange Fortredeligheder. Hun

LEANDER: (Bitter.)
Fortiener ikke deres Godhed

ORGON: Jeg veed det, at hun er forhadt af alle - Men det er mig en Aarsag meer, hvorfor jeg bør tage hende i Beskyttelse

LEANDER: Ak min kiære, min saa inderlig elskte Onde! - Forlad mig! - Det er mig ikke anstændigt - ikke tilladt, at giøre dem Erindringer- Men skulde jeg og vove at fortørne dem - Jeg maae tale - Vilde de dog lade dem overtyde! - Hvorfor vil den retskafne Borgere, den ædle Menneske-Ven, den ellers saa viise Orgon, ikke see det eneste, som kan giøre ham lykkelig?

ORGON: Og, hvad er det for et eneste?

LEANDER: Et varigt, et helligt Baand, som er knyttet under Himmelens Velsignelse, under Dydens Varetægt, under Lovenes Bifald, og under alle gode Medborgeres Lykønskninger

ORGON: Men det er altid et Baand

LEANDER: Fælleds Høyagtelse, og selv i Mangel af den, fælleds Fordeel, giør det let og behageligt, og ærværdigt - da derimod - De maae forlade mig det min Onde! - Den Lænke, som de sukker under, er tung og haanlig - Skulde de og være ulykkelig nok, til at faae en slet Kone - og slettere, end Pernille kan ingen være

ORGON: Hum! - Hum!

LEANDER: Forlad mig det - saa vil hun dog ikke plyndre dem, thi hun veed at hun bestiæler sig selv - Hun vil ikke let vanære dem - Hun vil i det mindste 312 tage den Udvortes Anstændighed i Agt, thi hun har en Ære, at miste - Hun vil være øm over deres gode Navn, thi det er hendes Prydelse, og hendes Børns Arve-Gods - Hun vil være høflig, omhyggelig, ja lydig, for at undgaae Skam - Deres Brødre ere hendes Brødre, og deres Venner, hendes Venner - Et Fruentimmer derimod, som ingen Love giøre sikkert, for deres Ubestandighed, eller for Mangel efter deres Død - En Pernille, vil ansee sin Fordeel, for reent adskilt fra deres - Hun vil, for at sætte sig i Sikkerhed, uden Indskrænkning betiene sig af den Tid, da hun har Roret i Hænderne - Hun vil bedrage, bestiæle, ødelægge dem, for at berige sig og sine Venner - De derimod, som elske dem, vil være hende til en Afskye, thi hun veed, at de hade hende - Deres Ære vil være hende ligegyldig, thi hun vil ikke, at de skal være mere agtet, end hun er selv - Erindrer hun sig, opvakt af den almindelige Foragt, sit første Feyltrin, og hvad hun kunde have været, da vil hun lade dem føle sin tabte Dyd, og det, som hun har opofret for dem, og Vægten af sin Fortvivlelse - Hun vil bebreyde dem sin Ulykke, hun vil bande, hun vil hade, hun vil afskye dem - Og snart vil Virkningen af hendes Fortvivlelse vise sig i al hendes Adfærd - Hun vil foragte en Ære, som hun troer, at have tabt for evig - Hun vil blive tøyleløs - liderlig - Troer de ikke, at det andet Skrit til Laster, er lettere, end det første? - Eller troer de, at de er den Mand allene, som hun kunde opofre sin Dyd for? - Forlad mig - Jeg er hæftig, min kiære Onde! - Jeg taler frit

ORGON: Vel frit - Men din Alder, din Redelighed og mit Venskab kan tillade dig det - du taler uegennyttig

LEANDER: Er de derimod saa lykkelig, som jeg haaber, og som de fortiener, at de faaer en dydig Ægtefælle 313 - Hvilken Lyksalighed! - Hvilken Velsignelse! - De behøve kun at betragte deres Broder, den lykkelige Orontes, og hans Araminte

ORGON: Ja ja min Søn, der er noget i det du siger, men du betænker ikke, hvad Frihed betyder

LEANDER: Den, at drikke, hvad Viin man lyster, er vist nok artig

ORGON: Du har dog vel ikke fortalt den Historie her i Huset

LEANDER: Til ingen, uden til Araminte - I min første Heede kunde jeg ikke tie - Men hun har lovet mig, at holde det hemmeligt

ORGON: Ja til hun faaer sin Orontes at see - Jeg kan ikke nære mig - Jeg giør lige saa got, at jeg gaaer

LEANDER: Araminte elsker sin Mand for høyt til at betroe ham noget, som kunde giøre ham Kummer, og hun veed, at intet kan bekymre ham meer, end naar det gaaer hans Broder ilde - desuden har de altid nok, at tale om deres egen Lyksalighed

ORGON: Og Leonore?

LEANDER: Til hende taler Araminte aldrig om sligt - Hun, saavel som Orontes, skiulte gierne deres ulykkelige Aag, for heele Verden - den dydige, den uskyldige Leonore, har heller ingen Mistanke derom - Hun bærer tvertimod stor Høyagtelse for dem, og taler ofte om deres Retsindighed, deres Menneske-Kiærlighed.

ORGON: Hun taler ofte om mig, siger du? - Det rører mig - det

314

✂

SIETTE OPTRIN

HENRIK (med et Brev i Haanden) DE FORRIGE

HENRIK: Et Brev til dem, Hr. Leander!

ORGON: Jeg vil lade dig allene - Jeg vil gaae ind til min Broder - Hr. Argantes har desuden lovet at møde her i Eftermiddag - Vores lærde Magister kommer uden Tvivl og - bliv kun!

(Han gaaer.)

HENRIK: Argantes, og Hr. Magister Træknub! - Et herligt Selskab, for Hr. Orgon! - Det bliver et heelt Knippe Peber-Svende - I Eftermiddag vil det gaae ud over Konerne

LEANDER: (Som endnu seer efter Orgon.)
Arme Mand! - At saa giftig en Fordom skal forblinde - plage - vanære dig! - Men jeg maae læse mit Brev - det er fra Leonore -Jeg skielver for at bryde det - der var noget vigtigt, sagde du før? - Ak min Leonore; naar vil du tillade mig at nyde, at være vis paa min Lykke? - Den fortredelige Hemmelighed forbittrer al min Glæde - Men jeg maae see

: (Han bryder Brevet og læser) »Jeg kan ikke komme til at tale med dem -
»Men jeg er ulykkelig - Jeg skal have faaet en
»uformodentlig Arv paa 30 000 Rixdaler, efter
»en Slægtning i Batavia - Alting er ude - Min
»Fetter, Hr. Argantes - Men jeg kan ikke sige
»dem meer - Jeg er i dette Øyeblik allene i
»Haven - Kom snart, og trøst deres
»bedrøvede Leonore.«

HENRIK: Ak hvilken Ulykke! - 30 000 Rixdaler fra Batavia! - Hvilken Elendighed! - Dersom saadant et Vanheld hendtes min Lucie, saa troer jeg, at jeg giftede mig med hende af Fortvivlelse.

315

LEANDER: Jeg veed ikke selv, hvad jeg skal tænke herom - Hendes Fetter Argantes? - Hvad kan det nedrige Menneske have i Sinde? - Jeg maae vide, hvad det er - Kom, og pas paa Have-Døren, at du kan advare os, om nogen kommer
(De gaae.)

✂ ENDE PAA DEN FØRSTE HANDLING

Ewald, Johannes Johannes Ewalds samlede skrifter

FØRSTE HANDLING

FØRSTE OPTRIN

ANDET OPTRIN

TREDIE OPTRIN

FIERDE OPTRIN

FEMTE OPTRIN

SIETTE OPTRIN