Ewald, Johannes Johannes Ewalds samlede skrifter

ANDEN HANDLING

FØRSTE OPTRIN

ARGANTES

Holla hol - Der er ikke en Siæl - Men dersom de tænker, at de skal beholde Leonore, nu da hun har 30 000 Rixdaler, da kiende de Hr. Argantes ikke ret - Jeg veed, hvad jeg skal paastaae - Ja, da hun ikke havde noget - Men 30 000 Rixdaler! - Bevare os! - De Renter kan jeg ja holde min heele Huusholdning for ti Gange, og endda legge Penge op - Kort sagt, jeg maae, førend en ung Springere - Vel har jeg tusinde Gange forsoret, at gifte mig - En Kone er en ædende Capital - En Ødelæggelse i et Huus! - Jeg kan jo see det paa denne Araminte - Jeg tør bande paa, at hun bruger allene for to Rixdaler Handsker om Aaret - Nu Knappenaale, nu Hovedvand, nu Bendler - Av væ! - Men er jeg ikke Mand? - Jeg skal nok lære hende at spare - Og førend jeg lader den Capital tage mig bort for Næsen! - Stille! - Jeg troer der kommer nogen - Holla ho!

ANDET OPTRIN

LEANDER, ARGANTES OG SIDEN HENRIK

LEANDER
(Heftig) Hvad er der? - (Foragtelig) O Hr. Argantes
ARGANTES
Deres ydmygste Tienner, Hr. Leander!
316
LEANDER
Deres Tienner
ARGANTES
Jeg er her, for at tale med Hr. Orontes, i en vis
LEANDER
Hr. Orontes taler med sin Broder i Familie-Sager - Men jeg skal lade ham sige, at de er her - Henrik!
HENRIK
Herre!
ARGANTES
(Alt imedens Argantes taler, giver Leander, med alle sine Geberder Utaalmodighed tilkiende.)

O jeg beder - Giør Hr. Orontes ingen Uleylighed - Jeg kan komme igien - Jeg har desuden et lille Ærinde paa Torvet - Jeg maae sørge for min Huusholdning Hr. Leander - I gamle Dage var det mig en Fornøyelse - Men i disse besværlige Tider - Haaret kan staae en paa Hovedet - Hvad mener de? - Nu er det saamen ikke to Maaneder siden jeg kiøbte en Skieppe Gryn; og nu er de saamen allerede slupne - Men, hvad mener de? - Skulde de troe det, om min gamle Agnete, at hun var saa ugudelig? - Et Christen-Menneske! - Thi det kan ikke være andet, end at hun maae give Katten Grød - Ja saamen maae hun saa - Thi den bliver øyensynlig federe og federe, og dog er der hverken Muus, eller Rotter i mit heele Huus - Og hvad meener de? - Naar hun kunde spare noget fra sin Mund, bør det da komme mig til Fordeel, eller Katten? - Men hvad skal jeg giøre? - Jeg kommer ligesaa got først, som sidst til at kiøbe en Skieppe igien - Ja saamen giør jeg saa - Nu faaer jeg at see - Jeg skal strax have den Ære, at Være her

(Han gaaer.)

LEANDER

Bliv borte til evig Tid! - Den Nederdrægtige! - Den Nar!

HENRIK
(Raaber ud af Skue-Pladsen efter Argantes)

Hey! - Hey! Glem ikke, at tælle Grynene!

317
LEANDER

Den Nar, siger jeg? - Ney jeg, jeg er det, som burde rende med Hovedet imod Væggen! - Det dumme, dumme Hoved! - Og mit uskiønsomme Hiertel - Ha! - Kiendte jeg da ikke Araminte? - Ikke Orontes? - Har jeg ikke været opdraget i deres Huus? - I deres Skiød? - Eller havde jeg Mistillid til dem? - At jeg ikke kunde betroe dem min Kiærlighed til Leonore? - Førend den forbandede Arv! - Nu, nu havde min Lykke været kronet! - Ak Leonore! - Det var din Skyld - utidige Betænkelighed! - Ha jeg maatte gaae fra Viddet!

HENRIK

Bevare os! - Hvorledes tager Herren afsted?

LEANDER

Har jeg ikke sagt dig? - Han tager

HENRIK

Hvem Herre?

LEANDER

Hvor tit skal jeg sige dig det? - Han! - Den Forbandede! - Karlen med Grynene!

HENRIK

Hvad tager han?

LEANDER

Leonore, Leonore, Leonore tager han!

HENRIK

Til Kone?

LEANDER
(Han springer hen imod ham)

Til Kone, Dumdristige? - Tør du sige til Kone?

HENRIK

Hvortil da i al Verden? - Jeg veed ikke selv, hvad jeg skal tale - De er og alt for utaalmodig

LEANDER

Du skal holde din Mund, naar jeg er vreed - forstyrret - Ha gid Fetter og Arv var paa Bloksbierg! - Og Batavia med!

318
HENRIK
(Afsides)

Det var Skade for Hollænderne

LEANDER

Hvad skal jeg giøre, min beste Henrik? - Hvad skal jeg giøre?

HENRIK

Lad dem endnu i Dag vie til hende!

LEANDER

Det vil hun ikke

HENRIK

Om de - Ney, saa veed jeg intet

LEANDER

Du er en Dosmer

HENRIK

Stille Herre! - Der kommer Orontes og Araminte

LEANDER

Ha! - Jeg veed hvad jeg vil giøre - Jeg vil sige dem det altsammen - Gaae imidlertid - (Henrik vil gaae) Holla! - Du kan skaffe mig at vide, hvad hun vil mig, med sin Mistanke - Furien - Huusholdersken? (Henrik gaaer, og Leander kaster sig i en Lænestoel, uden at hilse Orontes, og Araminte, som staae lige ved Siden af ham) - - Ney, dersom jeg taaler det - dersom jeg taaler det, saa

TREDIE OPTRIN

ORONTES, ARAMINTE OG LEANDER

ARAMINTE

Hvad vil de ikke taale? - Gud bevare os, hvad de seer forstyrret ud, Fetter! - Jeg bliver bange for dem

LEANDER
(Han springer op og kaster sig paa Knæ for Araminte)

Jeg er det ulyksaligste Menneske paa Jorden, naadige Tante! - Han tager hende.

ARAMINTE

Hvem? - Hvilken? - De maae være saa koldsindig, at jeg kan forstaae dem!

319
LEANDER
(Han springer hastig op)

Ha jeg er en Utaknemmelig - dersom jeg havde sagt dem det før, at den guddommelige Leonore, var den eneste, som jeg kunde elske - saa havde jeg nu været lykkelig - førend den forbandede Arv

ARAMINTE

Jeg igientager det, at de maae være koldsindig, og saa koldsindig, at de endog kan tage imod Bebreydelser af deres Veninde, førend hun taler videre med dem

LEANDER

Jeg er, som et Lam

ARAMINTE

Et er det, at de virkelig har giort min Orontes Uret, med deres ringe Fortroelighed - Han fortiente Tillid af dem - Ikke, som om vi ey skulde have vidst deres Kiærlighed - de er for heftig i deres Tilbøyeligheder, til at skiule dem - Men vi undskyldte deres Taushed, og ønskede dem indbyrdes til Lykke med deres Valg - Leonore uden Penge, og selv uden Skiønhed, havde været en Velsignelse for dem

LEANDER

O Himmel! - Og hende skal jeg miste!

ARAMINTE

Stil! - Jeg har endnu en Bebreydelse - Uagtet deres ædle Hierte - Uagtet deres gode, deres store Egenskaber, giør deres overdrevne Heftighed - om de vil høre det af mig - deres Ubesindighed, at jeg længe vilde betænke mig paa, at give dem min Leonore, om det og virkelig stod i min Magt, at give hende bort - Til en Elskovs Varighed, som er saa heftig, at den sætter Fornuften til Side, bør enhver have Mistillid - Dersom min Orontes havde kaldet mig guddommelig; eller han havde bandet en mig tilfalden Arv; saa havde jeg maaskee - Ja jeg vil tilstaae dem det Jeg havde været daarlig nok til at tage ham - Men han havde end ikke været min Ven

320
ORONTES
(omfavner hende)

O min Araminte!

LEANDER

Og nu, naadige Frue?

ARAMINTE

Nu staaer det ikke i vor Magt, at give dem Leonore

LEANDER

O Himmel!

ARAMINTE

Jeg vil fortælle dem heele Sammenhænget - De har uden Tvivl hørt tilforn, at deres Farbroder Ariste, den redelige Mand, som saa uformodentlig drog herfra, uden at nogen vidste hvorhen, levede her længe i fortroeligt Venskab med vor Leonores Fader - Og at han, da hans Ven var død i slette Omstændigheder, i en rum Tid underholdt den efterblevne Enke, Moderen til Leonore - Vel havde hun en eneste Slegtning, et rigt Sydskende-Barn - Just Hr. Argantes - Men saa rig, som han var, havde han altid giort hende meer ont, end got

LEANDER

Den Niding!

ARAMINTE

Ofte bragte Ariste Leonore og hendes Moder til os - Han og min Orontes og jeg rev Barnet af hinandens Arme. Allerede den Gang beundrede vi de spæde Yndigheder, som daglig udviklede sig meer og meer - Vi troede alt, at finde sindig Vittighed, og Dyd hos hende - Omsider døde Leonores Moder, og kort derefter giorde en uforsigtig Caution Ariste ulykkelig - Han kom til os med Barnet - Han lagde det i mit Skiød - Jeg seer det endnu - Taarene stod ham i Øynene - Hendes Moder, sagde han, er død - Hendes Fetter er en ynkesløs, ugudelig Mand - Mig kan støde noget til - Men jeg besværger dig, Orontes, og Eder, Araminte, ved Eders hellige Forbindelse, ved Eders ubrødelige Kiærlighed til mig skeer det - saa lad 321 Leonore ikke være forladt - Lad hende være Eders Datter!

LEANDER

Den ædle - den værdige Mand!

ARAMINTE

Strax derefter blev han usynlig, og vi tog Leonore i Huset

LEANDER

Og Argantes?

ARAMINTE

Lod vi det vide - Men alt, hvad vi kunde aftvinge ham for vort Foster-Barn, var det Løfte, at hun skulde være hans Arving, om han efterlod sig noget - Fra den Tid er han af og til kommet i vort Huus - Orontes har kun taalt ham for vor Leonores Skyld; thi det er en ond Mand

LEANDER

En Nederdrægtig!

ARAMINTE

Han giør heller ikke andet, end plage hende, naar han kommer - Men han har ikke talt om, at tage hende under sin Opsigt, førend denne uformodentlige Arv tilfaldt hende - Nu paastaaer han det

ORONTES

Og han har Lovenes Medhold - Vi kan ikke vel negte ham det - I det mindste kan vi ikke give hendes Haand bort, uden hans Samtykke

LEANDER

Beste Onde! - Værdige Tante! - Hav Medlidenhed med mig! - Hvad skal jeg giøre? - Tager han hende bort, saa er jeg Dødsens

ARAMINTE

Jeg tænker, min Orontes, at det kun er den Mand om at giøre, at have Leonores Penge imellem Hænderne - Hun har, som du veedst, altid, langt fra at være os til Byrde, været den største Glæde vi kiendte, næst vor Foreening - Jeg troer, at om vi lade Argantes raade for Pengene, saa lader han sig gierne overtale til at skiænke os vor Datter

322
ORONTES

Det skulde jeg ogsaa troe - Tiden maae da raade for det øvrige

LEANDER

O jeg lever op igien! - O lad mig! - Lad mig paa mine Knæ - (Araminte forhindrer ham i at falde paa Knæ) takke for mit Liv - Men jeg døer af Glæde - Min Fader! - Min Moder! - Mine Skyts-Engle!

ARAMINTE

Atter overdrevet - atter for hastigt!

LEANDER

Thi han vil, han maae, han skal lade sig overtale! - Han kan ikke staae imod, naar de vil overtale - naar Araminte vil nedlade sig til Bøn - Leonore, min Leonore maae vide det

(Han gaaer hastig bort)

ORONTES

Borte er han! - Hvilken Heftighed!

ARAMINTE

Hos saa retskaffent, og saa ædelt et Gemyt, som hans, er den tilgivelig, om ikke elskværdig

ORONTES
(Han omfavner hende)

Hvor rører det ømme Hiertelaug mig ikke, som min Araminte viser imod alt det, som hører mig til? - Dog tør jeg sige, at vor Leander vil giøre sig værdig til din Godhed, naar han bliver sindigere

ARAMINTE

Der har vi ham allerede igien

FIERDE OPTRIN

LEANDER, LEONORE, OG DE FORRIGE

LEANDER
(Han halv trækker Leonore ind paa Skue-Pladsen)

Iil, min deyligste Leonore, iil, at kaste sig ned, for de Ædelmodigste, de beste Forældres Fødder at udøse sit heele taknemmelige Hierte - og at anraabe dem om deres Velsignelse!

323
LEONORE

O, med hvilken Glæde! - (Hun standser, da hun seer dem noget alvorlige) Himmel! - O Leander! - Jeg tør ikke løfte mine Øyne op - O min Fader! - Min ømme, min medlidende Moder! - Forladelse, Forladelse! - Jeg seer, at han har sagt dem det altsammen - Min Ubesindighed - Min Dristighed - Og jeg har ikke tilstaaet dem den selv - Jeg er en Uværdig, min Moder! - Jeg tør ikke see paa dem, førend de har tilgivet mig - Aldrig, aldrig skal jeg vige et Skrit, fra den Rette-Snoer, som de foreskrive mig

ARAMINTE

Jeg burde virkelig være halv fortrydelig paa min Datter - Om jeg kun kunde være det - Men i et Stykke fordrer jeg dog, at du skalst adlyde mig, til Belønning for min Godhiertighed

LEONORE

I alle, alle Stykker, kiærligste Moder!

ARAMINTE

Nu saa befaler jeg dig da, at du skalst holde op, at elske Leander

LEANDER

Ikke elske mig? - Min Leonore ikke elske mig? Før - (Leonore sukker dybt, han springer hastig hen, og tager hende ved Haanden)

ARAMINTE

Ikke saa hidsig, min Herre! - Det er hendes eget Beste - Thi turde hun vel forbinde sig for evig med et Menneske, som er saa heftig? - Turde du Leonore?

LEONORE
(undseelig)

Hr. Leander er vel noget heftig, men - (Hun seer kiælent til ham) Han er Oprigtig

ARAMINTE

Elsker hinanden mine Børn! - O at vor Velsignelse maatte befordre eders Lyksalighed!

ORONTES

Himlen bekræfte den, og bøye Hiertet paa Argantes!

324
LEANDER
(Han omfavner den ene efter den anden.)

O min Fader! - Min Moder! Min Leonore! - Jeg er drukken af min Lyksalighed! - Jeg

ARAMINTE

Stille! - Stille! - Der kommer nogen

LEANDER

Ha! - Det er uden Tvivl Argantes - Jeg vil løbe hen, at Omfavne ham - (Han kommer noget fortræden tilbage) Ak Himmel! Det er den evige Magister Træknub - Paa min Ære, om jeg kan tale et venligt Ord til den Karl, saa glad, som jeg er

FEMTE OPTRIN

MAGISTER TRÆKNUB (smudsig og uordentlig i Klæder). DE FORRIGE

TRÆKNUB
(Til Araminte)

Saluete quamplurimum! - Den naadige Frues underdanige Tiennere! - (Til Leonore ) Og de, min lille Gudinde af Cythere, er de og her? (Orontes byder ham en Stoel og alle sætte sig) Quid noui ex Africâ?

LEANDER

Keyseren af Monomotapa, har ladet to af sine Fortænder trække ud

TRÆKNUB

Min Herre er i got Humeur - Han behager gunstigst at skiertse med sin ydmygste Client - Thi de veed meget vel, at man paa Latin kan spørge om Nyt fra Afrika, naar man vil vide noget fra Grønland - Det er bekiendt, at de gamle Rommere

LEANDER

Jaja! - Det var brave Folk! - Men hvad ellers for got Nyt af den lærde Verden, Hr. Magister?

TRÆKNUB

Per Jouem, det skal jeg have den Ære, at sige dem - Jeg kommer lige fra et lærd Selskab, hvor 325 der blev forelæst en meget erudit Dissertation, om, salua uenia, Kayser Constantinus Copronymus - paa Dansk

ORONTES

O Hr. Magister, giør dem ingen Umage! - Vi veed alle, hvad det heder paa Dansk

TRÆKNUB

For Jomfruens Skyld

LEANDER

O, Jomfruen kan Græsk paa sine Fingre!

TRÆKNUB

Hvad siger de? - Hun kiender da vel og noget til den Græske Historie og Mythologie? - Til Danae, til Leda, til lo, til Europa?

LEONORE

Ney, jeg kiender ingen, uden Diogenes

TRÆKNUB

Diogenes var en stor Mand, Jomfrue

LEANDER

En stor Nar var han - En Peber-Svend i en Tønde

TRÆKNUB

At han blev ugift, er det, hvorpaa man fornemmelig skal kiende hans Viisdom - Havde Diogenes spildet sine kostbare Timer i en Kones Arme, i Steden for at han tilbragte dem i en Tønde, saa skulde Alexander aldrig have sagt: Si non essem Alexander, uellem esse Diogenes - Fordansket: Om jeg ikke var Alexander, vilde jeg være Diogenes

LEANDER

Alexander var en Nar, som Diogenes, og en besynderlig, som han - Han vilde bemærkes, i hvad det skulde koste

TRÆKNUB

Alexander min Herre? - Har de ikke læst deres Curtius? - Sed, quid hoc ad rem? - Hvad giør det til Sagen? - Diogenes elskte sine Muser, og var dem troe - Og saaledes bør vi Lærde alle være 326 - de taale ingen Medbeylersker - Enhver af vore Timer, er dem kostbar - Det er kun Ignoranter, som gifte sig - En Kones kiælne Kiærlighed, er Mænd, der har med saa alvorlige og vigtige Ting at bestille, som vi, uanstændig og til Overlast - Deres Luuner, og deres Egensindigheder forstyrre os - Børn og Huusbekymringer vilde giøre os galne

LEONORE

Har de aldrig været gift Hr. Magister?

TRÆKNUB

Per Jouem, jeg giør mig en Ære af at kunde sige Ney - Uden at prale, jeg skulde da ikke have forestillet den Person i den lærde Verden, som nu

LEANDER

Og de vil ret alvorlig heller aldrig giftes!

TRÆKNUB

Me Deus fidius! - Ikke, om Helena laae paa sine bare Knæ for mig!

LEANDER

Stakkels Helene! - Men, om alle tænkte, som de, hvad vilde ikke da Fruentimmeret tabe?

TRÆKNUB

Ja lad dem tabe! men jeg vinder

ARAMINTE

Ikke i alle Henseende Hr. Magister - deres Lintøy, tillad mig, at sige det

TRÆKNUB

O det er ikke, af det udvortes, at man skal dømme om Manden - Forma uirum neglecta decet

ARAMINTE

Reenlighed Hr. Magister, Reenlighed er dog en god Ting

TRÆKNUB

Concedo: For dem, som ikke har andre og ædlere Prydelser, eller vigtigere Ting at passe paa; men hvad os Lærde betræffer - Nego - Men, for 327 at komme igien til vor Hovedsag, saa har store Mænd endnu en Aarsag, hvorfor de ikke bør gifte sig - Man har snart aldrig seet en ret stor Mand, som har været lykkelig i sit Giftermaal - Der kunde skrives en herlig Bog herom - Sokrates fik en Xantippe - Periander, en af de syv Viise i Grækenland, blev nødt til, at sparke sin Kone ihiel

LEANDER
(Afsides til Araminte)

Sparke sin Kone ihiel! - Hvilken ubehøvlet Pedant!

EN TIENNER

Kaffeen staaer paa Bordet

ORONTES

Dersom dem da behager, saa vil vi gaae ind

(De staaer op, og gaaer saa nær som Leander)
LEANDER

Himlen skee Tak! - Han skulde tilsidst have paastaaet, at en Foliant, var bedre, end en Kone

(Han gaaer.)

ENDE PAA DEN ANDEN HANDLING