Ewald, Johannes TREDIE OPTRIN

TREDIE OPTRIN

ORONTES, ARAMINTE OG LEANDER

ARAMINTE

Hvad vil de ikke taale? - Gud bevare os, hvad de seer forstyrret ud, Fetter! - Jeg bliver bange for dem

LEANDER
(Han springer op og kaster sig paa Knæ for Araminte)

Jeg er det ulyksaligste Menneske paa Jorden, naadige Tante! - Han tager hende.

ARAMINTE

Hvem? - Hvilken? - De maae være saa koldsindig, at jeg kan forstaae dem!

319
LEANDER
(Han springer hastig op)

Ha jeg er en Utaknemmelig - dersom jeg havde sagt dem det før, at den guddommelige Leonore, var den eneste, som jeg kunde elske - saa havde jeg nu været lykkelig - førend den forbandede Arv

ARAMINTE

Jeg igientager det, at de maae være koldsindig, og saa koldsindig, at de endog kan tage imod Bebreydelser af deres Veninde, førend hun taler videre med dem

LEANDER

Jeg er, som et Lam

ARAMINTE

Et er det, at de virkelig har giort min Orontes Uret, med deres ringe Fortroelighed - Han fortiente Tillid af dem - Ikke, som om vi ey skulde have vidst deres Kiærlighed - de er for heftig i deres Tilbøyeligheder, til at skiule dem - Men vi undskyldte deres Taushed, og ønskede dem indbyrdes til Lykke med deres Valg - Leonore uden Penge, og selv uden Skiønhed, havde været en Velsignelse for dem

LEANDER

O Himmel! - Og hende skal jeg miste!

ARAMINTE

Stil! - Jeg har endnu en Bebreydelse - Uagtet deres ædle Hierte - Uagtet deres gode, deres store Egenskaber, giør deres overdrevne Heftighed - om de vil høre det af mig - deres Ubesindighed, at jeg længe vilde betænke mig paa, at give dem min Leonore, om det og virkelig stod i min Magt, at give hende bort - Til en Elskovs Varighed, som er saa heftig, at den sætter Fornuften til Side, bør enhver have Mistillid - Dersom min Orontes havde kaldet mig guddommelig; eller han havde bandet en mig tilfalden Arv; saa havde jeg maaskee - Ja jeg vil tilstaae dem det Jeg havde været daarlig nok til at tage ham - Men han havde end ikke været min Ven

320
ORONTES
(omfavner hende)

O min Araminte!

LEANDER

Og nu, naadige Frue?

ARAMINTE

Nu staaer det ikke i vor Magt, at give dem Leonore

LEANDER

O Himmel!

ARAMINTE

Jeg vil fortælle dem heele Sammenhænget - De har uden Tvivl hørt tilforn, at deres Farbroder Ariste, den redelige Mand, som saa uformodentlig drog herfra, uden at nogen vidste hvorhen, levede her længe i fortroeligt Venskab med vor Leonores Fader - Og at han, da hans Ven var død i slette Omstændigheder, i en rum Tid underholdt den efterblevne Enke, Moderen til Leonore - Vel havde hun en eneste Slegtning, et rigt Sydskende-Barn - Just Hr. Argantes - Men saa rig, som han var, havde han altid giort hende meer ont, end got

LEANDER

Den Niding!

ARAMINTE

Ofte bragte Ariste Leonore og hendes Moder til os - Han og min Orontes og jeg rev Barnet af hinandens Arme. Allerede den Gang beundrede vi de spæde Yndigheder, som daglig udviklede sig meer og meer - Vi troede alt, at finde sindig Vittighed, og Dyd hos hende - Omsider døde Leonores Moder, og kort derefter giorde en uforsigtig Caution Ariste ulykkelig - Han kom til os med Barnet - Han lagde det i mit Skiød - Jeg seer det endnu - Taarene stod ham i Øynene - Hendes Moder, sagde han, er død - Hendes Fetter er en ynkesløs, ugudelig Mand - Mig kan støde noget til - Men jeg besværger dig, Orontes, og Eder, Araminte, ved Eders hellige Forbindelse, ved Eders ubrødelige Kiærlighed til mig skeer det - saa lad 321 Leonore ikke være forladt - Lad hende være Eders Datter!

LEANDER

Den ædle - den værdige Mand!

ARAMINTE

Strax derefter blev han usynlig, og vi tog Leonore i Huset

LEANDER

Og Argantes?

ARAMINTE

Lod vi det vide - Men alt, hvad vi kunde aftvinge ham for vort Foster-Barn, var det Løfte, at hun skulde være hans Arving, om han efterlod sig noget - Fra den Tid er han af og til kommet i vort Huus - Orontes har kun taalt ham for vor Leonores Skyld; thi det er en ond Mand

LEANDER

En Nederdrægtig!

ARAMINTE

Han giør heller ikke andet, end plage hende, naar han kommer - Men han har ikke talt om, at tage hende under sin Opsigt, førend denne uformodentlige Arv tilfaldt hende - Nu paastaaer han det

ORONTES

Og han har Lovenes Medhold - Vi kan ikke vel negte ham det - I det mindste kan vi ikke give hendes Haand bort, uden hans Samtykke

LEANDER

Beste Onde! - Værdige Tante! - Hav Medlidenhed med mig! - Hvad skal jeg giøre? - Tager han hende bort, saa er jeg Dødsens

ARAMINTE

Jeg tænker, min Orontes, at det kun er den Mand om at giøre, at have Leonores Penge imellem Hænderne - Hun har, som du veedst, altid, langt fra at være os til Byrde, været den største Glæde vi kiendte, næst vor Foreening - Jeg troer, at om vi lade Argantes raade for Pengene, saa lader han sig gierne overtale til at skiænke os vor Datter

322
ORONTES

Det skulde jeg ogsaa troe - Tiden maae da raade for det øvrige

LEANDER

O jeg lever op igien! - O lad mig! - Lad mig paa mine Knæ - (Araminte forhindrer ham i at falde paa Knæ) takke for mit Liv - Men jeg døer af Glæde - Min Fader! - Min Moder! - Mine Skyts-Engle!

ARAMINTE

Atter overdrevet - atter for hastigt!

LEANDER

Thi han vil, han maae, han skal lade sig overtale! - Han kan ikke staae imod, naar de vil overtale - naar Araminte vil nedlade sig til Bøn - Leonore, min Leonore maae vide det

(Han gaaer hastig bort)

ORONTES

Borte er han! - Hvilken Heftighed!

ARAMINTE

Hos saa retskaffent, og saa ædelt et Gemyt, som hans, er den tilgivelig, om ikke elskværdig

ORONTES
(Han omfavner hende)

Hvor rører det ømme Hiertelaug mig ikke, som min Araminte viser imod alt det, som hører mig til? - Dog tør jeg sige, at vor Leander vil giøre sig værdig til din Godhed, naar han bliver sindigere

ARAMINTE

Der har vi ham allerede igien

FIERDE OPTRIN

LEANDER, LEONORE, OG DE FORRIGE

LEANDER
(Han halv trækker Leonore ind paa Skue-Pladsen)

Iil, min deyligste Leonore, iil, at kaste sig ned, for de Ædelmodigste, de beste Forældres Fødder at udøse sit heele taknemmelige Hierte - og at anraabe dem om deres Velsignelse!

323
LEONORE

O, med hvilken Glæde! - (Hun standser, da hun seer dem noget alvorlige) Himmel! - O Leander! - Jeg tør ikke løfte mine Øyne op - O min Fader! - Min ømme, min medlidende Moder! - Forladelse, Forladelse! - Jeg seer, at han har sagt dem det altsammen - Min Ubesindighed - Min Dristighed - Og jeg har ikke tilstaaet dem den selv - Jeg er en Uværdig, min Moder! - Jeg tør ikke see paa dem, førend de har tilgivet mig - Aldrig, aldrig skal jeg vige et Skrit, fra den Rette-Snoer, som de foreskrive mig

ARAMINTE

Jeg burde virkelig være halv fortrydelig paa min Datter - Om jeg kun kunde være det - Men i et Stykke fordrer jeg dog, at du skalst adlyde mig, til Belønning for min Godhiertighed

LEONORE

I alle, alle Stykker, kiærligste Moder!

ARAMINTE

Nu saa befaler jeg dig da, at du skalst holde op, at elske Leander

LEANDER

Ikke elske mig? - Min Leonore ikke elske mig? Før - (Leonore sukker dybt, han springer hastig hen, og tager hende ved Haanden)

ARAMINTE

Ikke saa hidsig, min Herre! - Det er hendes eget Beste - Thi turde hun vel forbinde sig for evig med et Menneske, som er saa heftig? - Turde du Leonore?

LEONORE
(undseelig)

Hr. Leander er vel noget heftig, men - (Hun seer kiælent til ham) Han er Oprigtig

ARAMINTE

Elsker hinanden mine Børn! - O at vor Velsignelse maatte befordre eders Lyksalighed!

ORONTES

Himlen bekræfte den, og bøye Hiertet paa Argantes!

324
LEANDER
(Han omfavner den ene efter den anden.)

O min Fader! - Min Moder! Min Leonore! - Jeg er drukken af min Lyksalighed! - Jeg

ARAMINTE

Stille! - Stille! - Der kommer nogen

LEANDER

Ha! - Det er uden Tvivl Argantes - Jeg vil løbe hen, at Omfavne ham - (Han kommer noget fortræden tilbage) Ak Himmel! Det er den evige Magister Træknub - Paa min Ære, om jeg kan tale et venligt Ord til den Karl, saa glad, som jeg er