- ↩
- LEANDER
-
Her er det, at Leonore lovede mig, at møde, for at høre, sagde hun, nogle Øyeblik paa mine Daarligheder - Men, med hvilken indtagende Mine, sagde hun dette! - Ha! - Hun veed for vel, at den reene Kiærlighed er Viisdom, og Dyd, og Belønning for Dyd - Fortredelige Selskab, som opholder min Leonore! - Som røver mig hendes liflige Røst, hendes Smiil, hendes Aandedræt - Hendes Skygge! - Hvilken Vanskiæbne har i Dag samlet Byens latterligste, ekkelste Peber-Svende hos Orontes? - En Samuel Smalbeen, som søger en Ære i, at fortælle heele Verden, at han er ugift, fordi han er liderlig - En Herr von Lilleput, som troer, at det er dumt, at gifte sig, fordi det staaer 328 i Bibelen - En Magister Træknub, som troer, at giøre Verden større Tieneste, med at besmøre Papier til Kræmmerhuse, end med at forsørge en Familie - En Claus Dosmer, som ikke vil gifte sig, førend han kan faae en riig Brygger Enke - Himmel! - Hvilke Dyr! - Hvor frække i deres Snak! - Hvor ubehøvlede i deres Manerer! - Saa aabent, som vort Hierte er, saa redebonne, som vi ere til at være fornøyede med alle, naar vi ere lykkelige, saa kunde jeg dog ikke holde dem ud - Hvor kan du det min Leonore? - (Han seer paa sit uhr) Hun bliver længe borte - Vil hun da bie til vi ikke mere kan komme til at tales ved allene, og udøse vore Hierter for hinanden? Men der er hun, der er hun! - Mit Liv! - Min Glæde! - (Han vil modtage Leonore, og bliver i hendes Sted Henrik vaer) See, er det den Slubbert?