Johannes Ewalds samlede skrifter - Det Kgl. Biblioteks tekstportal

✂

      Skue-Pladsen er uforandret, som i de fire første. - Handlingen aabnes af Adam og Ewa. Begge Skyts-Engle blive staaende i Indgangen ved den Side af Skuepladsen, hvor Obaddon har skiult sig. Deres dybe Taushed og nedslagne Mine viser efterhaanden den meest grundede Frygt og den kiærligste Medlidenhed. - Dog er Irmiel den eneste, som undertiden opløfter Øynene, for at see til sin Ven og udstrekker Armene for at vinke af ham. - Ithuriel vender Ansigtet bort ved Mandindens første Ord, som ere følgende:
    Lad Himlen tordne Skræk! - mit kiekke Hierte hæves
Ved dens Misundelse - den truer mig forgiæves. -
Mit Forsæt vakkler ey - om Døden synlig stod;
Saa var dog al min Lyst forhærdet derimod. -
Men Manden græder- Gud! - min Adam fælder Taarer! -

✂

ADAM

Som overtaler? -

✂

EWA

Ak! -

✂

ADAM

Som rører? -

✂

EWA

Meer! - som saarer! -
Ak! - Adam, Adam! - min...

✂

ADAM

Din Mand - ham hader du! -
Dit Hiertes Lyst -

✂

EWA

Du var...

✂

ADAM

Skræk! -

✂

EWA

Ak! - du er endnu. -

✂

ADAM

Jeg bad Gud om dit Liv -

✂

EWA

Og fik det mig til Smerte! -

✂

ADAM

Var ey dit Hierte mit? -

✂

EWA

Og du har knuust mit Hierte. -
Du kan forbyde mig - en Frugt! - at ligne Gud! -

✂

ADAM

Jeg byder ey - mit Suk...

✂

EWA

Dit Suk er meer end Bud. -
Men Adam vær en Mand! - Bryd Frygtens tunge Lænke! -
Tænk...

✂

ADAM

Gud! - at tænke Synd! - før vil jeg aldrig tænke. -
Dit Bud...

✂

EWA

Et Træ forbudt, naar Haven kaldes vor! -
Kun Sclaven lyder blind, og spørger ey hvorfor? -
Hvorfor just dette Træ? - See Frugterne! - hvor smukke? -
De tænde Siælens Lys - Døm, om de samme slukke? -
De vise got og ont; men hvem ifald vi døer? -
Min Adam det er Ting, som undersøges bør. -

✂

ADAM

Hvad undersøge? - Skræk! - hvorledesveludtyde
Det reene Forbud? -

✂

EWA

Sandt! - det synes at forbyde -
Men...

✂

ADAM

Ak! - forvovne men! -

✂

EWA

Min Ven forklarte det,
Hvorledes denne Frugt er Død for Mennisket? -
Man...

✂

ADAM

Den Forbandede! -

✂

EWA

Hvi søger du med Smerte
En Fiende? - hvi betoeg Mistanke Mandens Hierte? -
Betænk det! - taler han, og Herren sig imod,
Og negter vel min Ven, at Skaberen er god? -
Den tykke Blindhed selv, som Frugten kan betage
Forkaster han ey reent - Han byder ey at smage -
Hans Ord er Mandens Ord, at roelig Nøysomhed
Giør den lyksalig nok, som intet bedre veed. -
Har Herren ikke sagt: paa den forbudne Stamme
Groer Kundskabs Frugt - men han bekræfter ja det samme; -
At om vi smagte den, vi skulde kiende meer,
End det vort spæde Syn i Edens Skygger seer -
At vor Uvidenhed om meer og disse Skygger
Et billigt Skiul for Gud og Thronens Glæde bygger -
At han ey troede selv, at vi taalmodig saae
Det, som vi ikke har, og det vi kunde gaae -
Og negtede han vel hans Ord? - at vi ophørte,
At være Mennisker, om vi ved Frugten rørte? -
Det kalder han at døe; thi ellers siger han,
At intet, som er skabt til intet giøres kan. -
Vi ligne Guder! -

✂

ADAM

Skræk! -

✂

EWA

Kan Kundskab giøre mindre? -
Et Onde som er seet, kan Viisdom best forhindre. -
Og tabes det vi har, ved andet, som vi seer? -
Da kan vi om ey gaae, dog vist betragte meer. -
Og Gud! - da skulde din lyksalige Mandinde
Betragte den, som hun tilbeder nu i blinde! -
Da skal jeg see min Gud! - og kiende Godheds Vey,
Og prise den! - og da! - ha Fryd! - hvi døer jeg ey? -

✂

ADAM,

(bevægeligt.) Og du vil holde op at være min Mandinde? -

✂

EWA

Jeg? - Himmel! -

✂

ADAM

Vov da ey! -

✂

EWA

Om vove var at vinde? -

✂

ADAM

Ak om! - men grumme om, som Siælen gyser ved! -
Ifald... men Tanke flye, for denne Muelighed! -
Mandinden - flyder, flyder Taarer! - ak min Glæde! -
Om - ak! - men da skal Evigheden see mig græde! -
Du kan ja tabe - Gud! - og jeg skal aldrig see...
Hvor fæl en Muelighed? - hvor grusomt et Maaskee? -
Jeg elsker dig - jeg elsker- see de ømme Taarer! -

✂

EWA

De! - ak de quæle mig. - Men steds at blive Daarer! -
Steds blinde! - steds i Frygt! - steds skielve for et Bud! -
Og aldrig, aldrig meer, at torde ligne Gud! -

✂

ADAM

Du ligner ham. -

✂

EWA

Han blind? -

✂

ADAM

Hvor klare Bække rinde,
Der følg mig hen at see, hvor smuk du er Mandinde! -
Han seer ey meer end sig -

✂

EWA

Og, det er stort han seer;
En herlig Gud! - men jeg? - høytetoplivet Leer! -

✂

ADAM

Forvovne, det er Tid, at stille Herrens Vrede;
Foreen dit Suk med mit! -

✂

EWA

Hvorfor? - hvorom at bede? -

✂

ADAM

Dit Liv - dig - Mandens Fryd! -

✂

EWA

Ha! - Livet er en Last! -
Blind i en Evighed? - Ney! - bedre død i Hast! -

✂

ADAM

Du døe! -

✂

EWA,

(med Taarer og meget kiælent.) Ja - lever jeg, da er det dig til Glæde;
Dig, hvis Fornøyelse det er at see mig græde. -

✂

ADAM,

(heftig.) Velan! - og om jeg døer, da døer jeg best for dig. -

✂

EWA

Skræk! - Adam du at døe! -

✂

ADAM

Og du at dræbe mig! -

✂

EWA

Jeg dig? - jeg Manden? - Gud! - og Smerte som bespænder 

242
							
Mit Bryst! - men Siælen døer - ak Himmel, ak jeg kiender,
Jeg føler Skyldens Vægt. - Ja, Mand, ja jeg har stræbt
At dræbe dig - jeg dig - jeg vilde have dræbt. -
Forlad! - ney straf! - dræb! - glem! - da først kan du forlade. -

✂

ADAM

Min Kiærlighed...

✂

EWA

Ney Had! - jeg vil at du skal hade. -
Had mig! - forglem mig! - flye! - det er et vanskabt Dyr -
Det er Naturens Skræk - jeg er den, som du flyer. -
Jeg som har hadet dig - jeg, som har vildet døde -
Gaae, gaae, beklag dig! - gaae, sig Himmelen min Brøde,
Og sig til Dyrene, og til de mindste sig;
At jeg, det fæle Dyr har vildet dræbe dig! -
Du tier Adam! -

✂

ADAM

Ak! -

✂

EWA

Og Taarer i dit Øye! -
Du græder Adam! -

✂

ADAM

Ak! - hvor dybt? - hvor dybt nedbøye? -

✂

EWA

Og du kan elske mig? - dit Suk? -

✂

ADAM

Er meer end Ja. -

✂

EWA

Du elsker mig endnu! - hvor roelig døer jeg da? -
Ja! - voxer Dødens Frugt, paa de forbudne Greene,
Da skal den dræbe mig! - men dræbe mig alleene! -
Da vil jeg døende, dog komme glad ihu,
At Adam, at min Lyst er ikke død endnu. -
Og, naar dit kiælne Suk - naar dine Taarer rinde -
Og naar du kalder mig den sidste gang Mandinde; 

243
							
Skal min halvdøde Mund udstamme: Himmel giv,
At min Lyksalighed blev lagt til Adams Liv! -

✂

ADAM

Lyksalighed! - du død! -

✂

EWA

Blev da Naturen øde? -
Blev Mueligheden tom? -

✂

ADAM

Hvad mueligt om du døde? -

✂

EWA

En anden jeg og en, som giør dig lykkelig. -

✂

ADAM

Skab Verdner fuld af Fryd! - men ingen Fryd for mig! -
En Tomhed seer jeg alt omspænde Siælens Øye. -
Jeg savner dig - o Skræk! - og intet kan fornøye -
Og alting fattes mig - og Godhed selv er tom -
Og Glæden daaner i det Skiød hvoraf du kom. -
Da skulde tykke Skyer, og Mørket see mig græde,
Og jeg forgiæves lede om min døde Glæde! -
Da skiul dig Soel og flye! - og flye bag Biergene! -
Jeg seer min Fryd ey meer - og jeg vil intet see. -
Du døe! -

✂

EWA

Jeg døer kun halv - det søde halve Hierte
Vil leve efter mig og være...

✂

ADAM

Mig til Smerte,
En beesk Erindring om sin tabte halve Deel -
Gud! - Jeg at leve halv! - før! - ak! før døe jeg heel! -

✂

EWA

O reene Kiærlighed, som ingen Flamme laaner
Af Viisdoms Slutninger! - hvori mit Hierte daaner! -
Og Adam kan jeg troe; dit Hierte tvivler ey,
Naar Ewa viser Død; og Himlen Glæde? -

✂

ADAM

Ney. -

✂

EWA

Men Adam lev! - fat Mod! - thi troer du! at jeg stræbte
Saa heftig efter Død, og efter Frugt, som dræbte? -
At døe var mig en Skræk - og om jeg loe derved;
Var det ey Rædsel nok, at Adam døde med? -
Du hørte Himlens Bud, og troede hvad du hørte. -
Vel! - thi hvorledes troe, at Himmelen forførte? -
Men hvad forførte mig? - Jeg veed - hvem af os to
Kan feyle? - Hvad er vist, at vide eller troe? -
Ja - om der skiules Gift i denne Guders Føde,
Da vil jeg dræbes først - Bie Adam! - om jeg døde,
Da kan du flye endnu -Vent! -

✂

ADAM

Jeg forlade dig? -
Men Ewa...

✂

EWA

See og flye, ifald den dræber mig! -
Jeg tør - ja - see jeg tør! -

✂

ADAM

Skræk! -

✂

EWA

Den uvisse vanker -
Min trygge Sikkerhed bekræfter mine Tanker. -
Jeg - see nu er det giort. -

✂

Hun har virkelig smagt den, og dette sidste siger hun med en Stemme, som allerede synes at forraade Beængstelse. - Ithuriel sukker temmelig høyt, løfter Hænderne op imod Himmelen, og gaaer. - Irmiel, som seer, at hans Ven staaer paa Pynten af Af-Grunden, udtrykker sin Frygt med de heftigste Bevægelser. - Han vil kalde; men det er ham ikke tilladt. - Han vinker; men Adam, som har beslutted at deele sin Mandindes gode eller onde Skiæbne, har ikke sine Øyne vendte fra hende. - Paa den anden Side af Skueladsen lader nogle af de onde Aander sig af og til see; dog med den største Forsigtighed. - Mandinden, som endnu ikke vil troe det, hendes Hierte synes at føle; har ikke smagt Frugten selv, førend hun rækker sin Mand den og siger: Min Adam frygter du? -

✂

ADAM

(i det han spiser.) Døm om min Kiærlighed, af det jeg vover nu! -

✂

IRMIEL

Ak! - Adam!

✂

Soelen skiuler sig bag de forskrækkeligste Skyer. - Jorden ryster, og en heftig Storm som reiser sig med et, synes at true alting med en hastig Undergang. - 245 Adam og Ewa ere maalløse. - De see forskrækkede til hinanden; og Mandens Øyekast synes selv at være bebreidende. - Irmiel holder efter det sidste Udraab Haanden for Øynene. - Den forfærdelige Obaddon nærmer sig -; hans opløftede Sværd blinker alt over Mandens Hoved; og Biergene give Gienlyd af den skrækkelige Røst, hvormed han raaber: Døe Rebell -

✂

ADAM

Mandinden! - Gud! -

✂

OBADDON

Hans Torden
Skal knuuse dig - Døe! -

✂

Adam omfavner sin Mandinde, for at give hende en Art af Trøst, som han selv fattes, eller rettere for ikke at skilles fra hende i en Død, som han ikke troer at kunde undgaae. - Men det bliver ikke længe mørkt. - Obaddon vender sig om, for at see hvor det stærke og usædvanlige Lys kommer fra, som med et oplyser Jorden. - Han seer at det er en Aand, og en stoer Aand. - Han kiender ham ikke, og staaer atter i Begreb med at knuse de zittrende Mennisker, da den ubekiendte griber ham i Armen og raaber: Holdt! -

✂

ADAM

Hvor er et Skiul i Jorden? -

✂

      Manden og Mandinden, som see den ubekiendte Glands, og ikke længer føle Dødens overhængende Skræk, betiene sig af dette gunstige Øyeblik for at flye. - Uvisse hvorhen, flye de til den Skov, hvor de onde Aander har skiult sig. Det er i et Øyeblik, at Obaddon seer sit Sværd udrevet af sin Haand, og at den ubekiendte er forsvundet. - Efter nogen Taushed raaber han:
    Han flyer - og see mit Sværd udrevet af min Haand! -
Hvo var saa dristig? - Gud! - saa stærk er ingen Aand. -
Du som jeg kiender ey - som Synet neppe taaler,
Flye! - skiul dig for min Harm i underlige Straaler! -
Men hvo du er, da viid! - du bryder Herrens Fred! -
Jeg gaaer at klage dig, for hans Retfærdighed! -

✂

IRMIEL

Den Dag er stedse mørk -

✂

Begge de Faldne, som i deres Flugt til Skoven, ere blevet omringede af de onde Aander, har revet sig løs fra dem; og kommer hastig løbende ind paa Skue-Pladsen. - Satan forfølger dem og raaber: Hvorhen? -

✂

ADAM

Bort! - bort Forræder! -

✂

SATAN

Kom! - følg mig! - er det dog for sildig at du græder?

✂

ADAM

Bort! -

✂

Fredens Aand gaaer imellem dem, da Satan er nærmest ved sit formeente Bytte. - Adam og Ewa falde paa Knæ, ved den anden Ende af Skue-Pladsen saaledes, at de vende Ryggen til den; og holde hinanden fast indsluttede i Armene. Irmiel holder Forføreren fast, og siger til ham: Holdt Tyran! - din Magt er ey saa stoer endnu -
Før Dommen faldt...

✂

SATAN

Hans Synd! -

✂

IRMIEL

Gud...

✂

SATAN

Og hvad haaber du? -

✂

IRMIEL

Gud kan...

✂

SATAN

Din Gud er stærk, men er han ey retfærdig? -
Og troer du; Hævnens Gud beskiærmer en uværdig? -
Mon han, som knuser os - som er for evig døv,
Mod Aanders Klage-Skrig; mon han vil skaane Støv? -
Jeg kiender Godheds Magt. - Alt, hvad han længtes efter,
Var at benaade; men det overgaaer hans Kræfter. -
Hans Væsens Hellighed besmittes ved at see,
Et Gran ustraffet Synd hos den Gienstridige. -
Han er sig selv en Lov - han...

✂

IRMIEL

Nedrige, du viser,
Hvorledes Ondskab selv sin strænge Herre priser. -
Du kiender Vredens Magt - du føler, at din Gud
Vil aldrig skaane dem, som trodse mod hans Bud. -
Vel! - føl din Dom! - og skielv for den, som evig hævner! - 

247
							
Men viid, du kiender ey den Godhed, som du nævner. -
Et Dyb - et saligt Svælg, hvori min Aand forsvandt;
Hvis Bund ey Verdener ey Evigheder fandt! -

✂

SATAN

Som kan opsluge Synd? -

✂

IRMIEL

Vist aldrig din, Bedrager! -
Ney! -naar du nævner den, forøges dine Plager! -
Synk i en evig Skræk! - See! - Godhed, Godhed selv
Kan ikke hjelpe dig. - See det Tyran, og skielv! -

✂

SATAN

Men ham? -

✂

IRMIEL

Jeg veed hans Synd - hans Dom - Men Medynk raaber
Endnu for Adam. - Hør! - ja hør det, at jeg haa ber! -

✂

SATAN

Velgrundet! - og hvorpaa? -

✂

IRMIEL

Han er forført af dig. -
Dig Himlens Afskye - Had - mit Had opmuntrer mig. -
Om Suk - Cherubers Graad - om Himlen kan af bede;
Og er et Middel til, som stiller Herrens Vrede;
Ja Herre! - kan min Bøn - min Fryd - min Evighed...

✂

SATAN

Et værdigt Offer, at forsone Thronen med! -

✂

IRMIEL

Ney! - en fortørnet Gud! - hvad er jeg, at jeg taler
Til ham, som Himle flye, saa snart hans Vink befaler? -
Et Gran i Havets Svælg! - Ak! - men Al-Godheds Vey,
Hvo kan udforske den? - Hvo kan...

✂

SATAN

Jeg sikkert ey. -
Det Svælg, hvoraf saa let Retfærdighed opsluges;
Naar den ey længer af særdeeles Vrede bruges -
Den Vey, som Avind kun, og Harm kan lukke til! -
Sandt! - den er evig god, som er det naar han vil! -

✂

IRMIEL

Og du! - dybt i det Fald, hvori du evig falder! -
Du, som en Evighed til Skræk og Pine kalder! -
Nedtrykt af Synd og Dom! - du spotter ham endnu! -

✂

SATAN

Jeg taler Himlens Sag, og den fornærmer du. -
Med slig Medlidenhed blev Dommeren uværdig,
At giøre Verden Ret. - Da var han uretfærdig. -
Han bør nedtrykke Synd, hvor helst den forekom;
Hvis ikke føler jeg, men knurrer mod hans Dom. -

✂

IRMIEL

Jeg veed det, Nedrige, at Mandens knuuste Hierte,
Allene mætter dig. - Hævn kiøler kun din Smerte. -
Jeg veed at Gud har talt - Hans Dom - den fordrer Blod,
Men...

✂

SATAN

Hvilket men? -

✂

IRMIEL

Ak Gud! - ak han er evig god. -

✂

SATAN

Den Godheds Evighed, som evig intet nytter,
Beleer jeg. -

✂

Bespotteren har neppe udtalt det sidste Ord, førend en stærk Tordcn-Straale treffer ham, og hævner Al-Godheds Ære. - Han flyer forskrækket tilbage i Skoven. - Adam og Ewa som høre det heftige Skrald, ansee det, som et Forbud paa deres Død; og falde om i Afmagt. - Irmiel viser her det første Glimt igien af Glæde. - Han føler Godheds Magt, og raaber henrykt: Gud! - og Navn, som Almagt selv beskytter! -
Vær stort! - vær stort i Dag! - ak min - ak før min Ven! -
See! - men en ond! - kan jeg? - kan Godhed ynke den? -
249Og dog - et stille Suk, som ingen Vrede dæmper! -
En Følelse, hvormed min Aand forgiæves kiæmper! -
Jeg - ak! - jeg saae dit Fald - forbittret saae jeg det. -
Men Død! - min - ak, jeg maae begræde Mennisket! -

✂

      (I det han vender sig om, og seer dem.)
    Dybt sover han - omspændt af Dødens skumle Skygge -
Hvem tør forstyrre dem? - Da, naar de hvile trygge? -
Han slumrer Skræk og Død - ak om! - jeg zittrer, om
Guds Vrede vekker ham til en retfærdig Dom. -
I Dag brød Soelen frem, og Adam var retfærdig -
Lyksalig - Himlens Fryd - sin store Skaber værdig -
Min Ven - ak! - hvilket Navn! - skal jeg forglemme dig? -
Ney! - heed endnu min Ven, til det forbydes mig! -
Min - min fortabte Ven! - ak! - hver en Tanke saarer. -
Ja! - Glæden mørknedes - Cheruben fælder Taarer. -
O Gud! - ak, Adam, at - ak Adam, at du ey -
Ey kunde see dit Vel; og følge Livets Vey! -
Vaagn Adam! - vaagn min Ven! - at jeg endnu maae kiende,
Endnu engang min Lyst - ak! - førend den faaer Ende! -

✂

Han berører dem med den Palme-Green, som han holder i Haanden, og de vaagne. - Men saa snart de blive ham vaer; holde de Hænderne for Øynene, og Adam raaber, i det de undflye: Gud! - Irmiel har seet - han seer os! - hvilken Skam! -
Ak! - skiul mig, skiul mig Bierg! - ak skiul mig dog for ham! -

✂

IRMIEL,

      (som først tier noget, og seer efter dem.)
    De Ulyksalige! - de flye! - Ak alt for silde 

250
							
See de - dog see de det, at de har handlet ilde. -
Et Haab! - men, ak hvor svagt! - de brød den Herres Bud. -
Gud vred! - Gud fordrer Hævn! - hvad kan forsone Gud? -
Gienstridighed er Synd, som Døden kun forsoner. -
Ney! - græde vil jeg - Slaae min Cither sagte Toner;
At Urims glade Chor ey hører dig! - min Ven! -
Men stille! - at det ey blev hørt i Himmelen! -
See! - Manden er ey meer - Halvdøde Blomster klage,
Paa Slangens grumme Tand - hvo kalder dem tilbage? -
Det er ey meer - og see! - Den Rose var min Lyst,
Om den jeg sagde, du skal blomstre paa mit Bryst! -
Den er ey meer - min Aand beklager Cedrens Skygge,
Om den jeg sagde glad: herunder vil jeg bygge. -
Den faldt - et graadigt Dyr oprev dens stærke Rod;
Men jeg vil græde der, hvor før min Ceder stoed. -
See! - gaaer den tause Død, ey langsom over Jorden? -
Skiult i en skræksom Nat bereder den sin Torden. -
Den skiælvende Natur seer den, og kuer ned,
Og søger Skiul i sig for Guds Retfærdighed. -
Men Herrens Haand er tung paa Jorden - høyt ophæver
Han en almægtig Arm, og alt det skabte bæver. -
Ak! - viis dig ey saa grum! - ey saa, forfærdelig! -
O Godhed! - Godheds Gud! - kan Vreden skiule dig? -

✂

      Hidindtil har det forfærdelige Mørke altid taget meere og meere Overhaand. - Af og til har man hørt det tordne langt borte i den Egn over Herrens Bierg; og et vedvarende Lynild har været det, som meest har oplyst Skue-Pladsen. - Nu bryder Soelen igiennem de tykke Skyer; og den opmærksomme Cherub troer at høre nogle glade Stemmer, som dog endnu blive afbrudte ved de stærkeste Tordenskrald. - Efter nogen Taushed siger han:
    251Men svimler jeg? - den Røst, jeg synes at fornemme
Er Glædens Røst - o Gud! - den glade Aschers Stemme! -
Han! - Godheds Sangere! - hans Cithar! - stille Lyst! -
O Haab, som sniger dig i det beklemte Bryst! -
Men, hvilket saligt Lys opfylder ey mit Øye? -
Ak! - Naaden, Naaden selv, som Straaler fra det Høye! -
Op Irmiel! - tilbed! - op, at din høye Lyd! -
Op at! - din Godhed! - Gud! - jeg daaner i min Fryd. -
Ret! - Gud - Al-Godheds Gud, er evig, evig værdig,
At være stor, og stærk, og hellig, og retfærdig! -
Hans Ære! - men - min Lyst! - og hvilke mørke Raab
Tør hindre dig? - hvo vil misunde mig mit Haab? -
Jeg hører Vredens Røst, mod Glædens Stemmer raabe. -
Hvad skal jeg? - frygte mig? - ak! - Herre, tør jeg haabe? -
O Godhed overdøv Obaddons grumme Røst! -
Byd ham at tie! - Gud! - mit Haab! - min Frygt! - min Trøst! -

✂

Gabriel en af de syv og Al-Godheds besynderlige Tienere, kommer ind, fra den Side af Skue-Pladsen hvor Adam og Ewa før blev borte. - Den reeneste Glæde tindrer i hans Øyne. - Fredens Aand, som er i alt for dybe Betragtninger, til at bemærke dette strax, siger forundret: Men Glædens Bud! - og du tør vove dig til Eden! -
Viid Aand, at Sorrig, Graad, og Døden boer herneden! -

✂

GABRIEL

O salige, hvor stoer er Godhed? - ak! - hvor stoer? -
Min Aand er fuld af Ting - Gud! - som den neppe troer. -

✂

IRMIEL

Kan Adam frelses? -

✂

GABRIEL

Haab! -

✂

IRMIEL

Han? -

✂

GABRIEL

Godhed selv befaler. -

✂

IRMIEL

Men sug mig...

✂

GABRIEL

Det er Ting, som ingen Tunge taler. -
Et Dyb - et Godheds Svælg - umaalt og uden Bund -
Et Ord, som nævnes kun med Naadens egen Mund -
Et helligt Rædsel for de allerstørste Magter,
Som kun Eloah selv og bævende betragter! -

✂

IRMIEL

Hvorledes veedst du da? - meddeel mig det du veed! -
Dit Haab - ak, hvem kan staae for Guds Retfærdighed? -

✂

GABRIEL

Det er det Viisdoms Dyb, hvori de største svimle -
Et fremmed Under for de allerældste Himle -
Ufatteligt, og dog - men hør den heele Sag,
Og tving dig til at troe, det jeg har seet i Dag! -
Vi saae det frække Greb - men Himlen foer tilbage,
Og skiulte sig i Skræk, saa snart den saae dem smage. -
Strax blev et Bulder hørt, som løb fra Magt til Magt -
En saae den anden an, og sagde: Han har smagt. -
Men Thronen selv var mørk - den skialv, og Myriader
Faldt tause ned, og bad for Evigheders Fader. -
Eloah blegnede - Forvirred saae han ned
I Hævnens aabne Svælg, og Baals Evighed. - 

253
							
Da soer han ved sig selv. - Han soer, og alt det skabte
Skialv ved hans Eed - Han soer, og kaldte dem Fortabte. -
Men alle taug - hans Skræk var over Himmelen. -
Fuld af Forventning saae hver frygtsom til sin Ven. -
Udrydderen greb alt til Dommens strænge Torden,
Og ventede hans Vink, at sønderknuse Jorden. -
Alt saaes Obaddons Sværd at blinke - Skræk forbød
Vort Suk, at sige meer, end: ak, nu er han død. -
Men - Ascher saae det først - hvorledes vel beskrive? -
Ney - saa forundret kan en nyelig skabt ey blive. -
En Helt! - du saae det vel -

✂

IRMIEL

Som med Obaddon streed -
Den tappre Helt! - men hvem? -

✂

GABRIEL

Just det, som ingen veed. -
Det syntes alle, som vi neppe turde vide
Naar og hvorfra han kom, og neppe see ham stride. -
Vi undrede - vi taug - men lønlig Suk og Bøn
Steeg op for Helten - Gud! - hvor var han ikke skiøn? -
En Engels Glands mod ham var Skygge - Soelen maler
Ey Eden halv saa smuk, saa yndig naar den daler -
Enhver tilbad ham snart, uvidende hvorfor,
Og alle troede vi hans Striid at være vor. -
Det overgik vort Haab - han vandt - Obaddons Kræfter
Gav da den førstegang til alles Under efter -
Vor Vældige forsvandt, og Dødens grumme Aand
Saae fnysende sit Sværd udrevet af sin Haand. -
Som Flammen brager op af Dybets svangre Huuler, 

254
							
Saa foer han op, den Aand, hvorfor al Fryd sig skiuler. -
Tregange raabte han paa Guds Retfærdighed;
Og Jordens Grundvold skialv, og Himlen skialv derved. -
Da - men o Fredens Aand, du fatter ey min Glæde -
Det Syn meddeeles ey - hvi var du ey tilstæde? -

✂

IRMIEL

Jeg hørte glade Raab. -

✂

GABRIEL

Ak! - veedst du, hvad vi saae? -
Vor Helt, som alt paa Knæ for Dommens Throne laae. -
Før havde Vredens Aand ey forebragt sin Klage,
Før Dekket skiltes og Eloah gik tilbage. -
Da først - da saae vi ham - hvor salig saae han ud? -
En Haand mod Mennisket, og en mod Hævnens Gud. -
Strax taltes overalt om Fryd - om en Forsoner -
Om Naaden - Urims Chor slog Harpens høye Toner. -
Obaddon ene skialv, opløftede sin Arm,
Og græd - hans Røst var høy, men ey som før af Harm. -
Eloah zittrede - men ingen af os kiendte
Den Helt, hvis Ansigt steds mod Dommens Throne vendte. -
Den store Aand, som staaer ved Guds Retfærdighed,
Saae meer end vi - men skialv, og bævede derved. -
Da kom et mægtigt Raab: Al-Godheds Gud er værdig,
At være stor, og stærk, og hellig, og retfærdig. -
Og heele Himlens Hær igientog samme Raab;
Til Thronens Skiul faldt ned. -

✂

IRMIEL

O Trøst! - o saligt Haab! -
O Godhed uden Maal! - hvor værdig at tilbede? -

✂

GABRIEL

Men veedst du, Satan vil endnu engang forlede? -
Han troer det ikke nok, at Manden syndede,
Men frister ham til Trods og til Fortvivlelse. -

✂

IRMIEL

Jeg veed det. -

✂

GABRIEL

Ondskab seer, at den, som intet haaber,
Stolt spotter med sin Straf, og selv paa Hævnen raaber. -
Og ofte, naar han troer, at Død dog kun er Død,
Og at den er ham vis, fortvivled meer forbrød. -

✂

IRMIEL

Ak! - om...

✂

GABRIEL

Men Godheds Gud, som saae det fra det Høye,
Den - mærk, at Synderen var stor i Naadens Øye! -
Den sendte mig herned, at byde Manden Trøst,
At han ey andengang maae høre Satans Røst. -
Jeg fandt dem - zittrende - med Dødens Skræk omgivet,
Og neppe gispede de langsomt efter Livet. -
De slyngede sig om, og fælleds Taarer flød,
Som for at varme det alt næsten kolde Skiød. -
De saae kun Skræk og sig, og sig igiennem Taarer;
Og da forlod i Hast alt Blod de kolde Aarer,
At farve Kinder rød - da kom de først ihu,
At Siælen bluedes, og var ey død endnu. -
Da stoed jeg over dem, og de fornam min Glæde. -
Thi mindre følesløs begyndte de at græde. -
De skialv - men ey som før, og saae det kun med Skam,
At have været viis og dog fortørnet ham. -

✂

IRMIEL

Ak see! - de komme - Gud! - kom, at de uden Hinder -
De blues. -

✂

ADAM

Død! - ney Synd, hvis Bitterhed jeg finder! -
Hvor utaknemmeligt? -

✂

EWA

Ak, Adam, ak vi døer! -

✂

ADAM

O Synd! -

✂

EWA

O Skræk! -

✂

ADAM

O Svælg imellem nu og før! -
Forførerske! - mit Liv - min Gud - de første Dage! -

✂

EWA

O Smerte! -

✂

ADAM,

(grædende.) Giv mig dem, ak giv mig dem tilbage! -

✂

EWA

Og Taarer! - ney! - o Død! - lad Hiertet skilles ad! -
Ak Adam, Døden er ey piinlig som dit Had. -

✂

ADAM

Forførerske! -

✂

EWA

Jeg døer - og du har knuust mit Hierte. -
Jeg Ulyksalige, jeg føler dobbelt Smerte. -
Jeg taber tvende Liv - min Gud - min Adam vred! -
O dobbelt Skræk! - o Angst! - o Ulyksalighed! -

✂

ADAM

Mandinde lev! - ak lev! - det Hierte, som du saarer,
Det elsker dig endnu, og føler dine Taarer. - 

257
							
Ak! - skal min Skræk endnu fordobbles ved din
Nød? -
Du var mit andet Liv - og er min anden Død. -
Ak! - at jeg døde først! -

✂

EWA

Men Adam, mon vor Skaber
Er ikke meere god? - mon den Bundløse taber,
Om han tilgiver os? - knæl Adam, og maaskee...

✂

ADAM

O svage Haab, o Skam, at gaae Forladelse! -
Vor Skabere! - vor Gud! - Godheds bundløse Kilde! -
Som gav vort intet alt! - jeg skielver - men for silde. -
Ey Frygt bevæger mig - kan Død forsone Gud,
Da slette Taarer mig med min Misgierning ud! -
Uværdig til mig selv! - og ikke værd at være! -
O Skam! - o Nag! - o Last, som Siælen ey kan bære! -
Jeg synker under den - tag, gode Skaber, tag
Den Byrde! - læt min Siæl, og lad mig døe i Dag! -
Jeg har fortient - o Skræk! - o Gud, hvad kan jeg vente,
Af din Retfærdighed? - o Dom, som jeg fortiente! -
At døe - var Døden nok! - men Vrede! - Godhed vred! -
Nat skiul mig for mig selv! - Død tryk min Tanke ned! -
Forførerske! - dit Raad - din Bøn, hvorved jeg rørtes! -

✂

EWA

Og hin fordømte Orm, hvorved min Aand forførtes! -
Jeg havde styrt min Lyst, men Gud! - jeg tænkte ey...

✂

ADAM,

(bittert.) At synde ved dit Ja, naar Himlen sagde: Ney. -

✂

EWA

Ak Adam, Gudergod - maaskeehankanforlade -
Maaskee og mig - min Bøn...

✂

ADAM

Vor Bøn maae Himlen hade. -
Algodhed tordner selv, og vred maae Naaden see,
At den har skabt et Støv til sin Foragtere. -
Hver Lyd af Mennisker maae tænde Hævnens Luer. -
Hver Bøn - hvert Suk om Liv, med nye Misgierning truer. -

✂

EWA

Et Liv! - et Bud endnu! -

✂

ADAM

Bed! - knæl Forvovne, græd! -
Og er du da bønhørt, gaae, lev, og overtræd! -
Jeg veed, at Gud er god - jeg - er det da for silde? -
Du kan tilgive os - du kan det, om du vilde. -
Men Skamfuldhed og Skræk, min Brødes første Frugt,
Erkiender alt for vel din Godhed for misbrugt. -
Jeg gyser ved at døe - jeg skielver for din Vrede -
Dog overvandt min Skam - jeg vover ey at bede. -
O Skam! - det ene Bud! - min Gud! - min Skabere! -
Viis nok! - lyksalig nok! - og nu en Syndere! -
Dog, Gode, kan du? -

✂

EWA

Ak! -

✂

ADAM

Men ney, mon Herren lover,
Og holder ey sit Ord? - Jeg alt for meget vover. -
Gud skulde lyve? - Ney - ak! - døe, det Ord er sagt -
Det staaer, og rokkes ey, ved Godheds egen Magt. -
Dog Gud! - tillades Suk og Taarer i din Glæde -
O Herre kan du taale, at de Faldne græde - 

259
							
Da mærk paa Støvets Bøn! - Slaae! - straf mig! - tryk mig ned! -
Tag al min Fryd! - mit Liv! - men vær ey meere vred! -
Ney Godhed skiul dig kun! - ak! - Mennisket, du skabte,
Fortiener ey at sees - vi Usle! - vi Fortabte! -
See til de Salige! - til dem, som prise dig! -
Ak! - Himlen gnier for en Utaknemmelig. -
Hvad var den store Ting, du negtede den Høye,
O Mand? - og hvad var meer, end Herren i dit Øye? -
See den, og døe af Skam! - flye for din Skam! - hvorhen? -
Til Vreden - Døden - ak! - kun Døden er din Ven. -
Gud! - Herre! - hvilket Navn! - Gud, som er vred - som dræber -
Min-men det hellige flyer for misbrugte Læber. -
Han er ey meere min - dog, grumme Følelser -
Skam - Dødens Forbud - Skræk - som tordner, jo han er! -
Han er min Fiende - Jeg kan ønske mig at være? -
Ha! - Døden ender snart de Smerter som fortære. -
Har Dybet vel et Skiul, hvor jeg ey seer min Skam? -
Er det saa ont at døe, som at fortørne ham? -

✂

      Den Torden, som hidindtil bestandig er bleven hørt paa Herrens Bierg, tager kiendelig til. - Fordobblede Lynild forkynde den tilstundende Dom. - Begge Skyds-Englene gaaer ind paa Skue-Pladsen. - Satan og hans Følge lader sig see i Udgangen af Skoven. - Mandinden holder skiaelvende fast ved Mandens Arm, og søger ved sine Taarer, at opmuntre ham til Bøn. - Adam selv viser tydelig sin tiltagende Skræk og Forvirring og siger:
    Algodhed! - Naadens Gud! - ak tør - ak tør vi bede! -
Ey Livet - kun en Tid - et Haab! - formild din Vrede! -
Ak Dommen tordner alt - jeg føler alt - jeg døer -
Din Godhed Herre! - Skræk! - Forbarmere bønhør! -
Farvel min...

✂

EWA,

(grædende.) Ak min Mand! -

✂

ADAM

Farvel! -

✂

SATAN,

(i det han gaaer nærmere.) Fald ned at knæle! -
Du haaber? -

✂

ADAM,

(uden at see til ham.) Gud er god. -

✂

SATAN

Ney, alt for svage Siæle! -
Mon Godheds Kilde selv afvasker eders Dynd,
Da den fortørres reent ved stærke Aanders Synd? -
Ney! - Guds Retfærdighed foragter, at i beder,
Og selv i Godheds Dyb er ingen Hielp for eder. -
Hør Dommen tordner alt, og Døden følger den. -

✂

ELOAH

Hvor est du Adam? -

✂

SATAN,

(til de Faldne.) Skielv! -

✂

ADAM

Hvor flyer jeg? - Gud! - hvorhen? -

✂

ELOAH

Hvor est du Adam? -

✂

SATAN

Skielv! -

✂

ADAM

Din Skræk, o Død, omspænder...

✂

ELOAH

Hvor est du Adam? -

✂

SATAN

Skielv! -

✂

ADAM,

(som tager Ewa ved Haanden og gaaer frem.) O Gud! - i dine Hænder. -

✂

ELOAH

See Manden frygter sig - saa siger den, hvis Magt
Den Onde zittrer for - mon han har brudt min pagt? -

✂

ADAM

Gud! - den hvormed du selv forenede mit Hierte;
Og blandede min Lyst - ak! - da hun først begierte -
Hvor kunde jeg da staae min anden jeg imod? -
Ak! - jeg har syndet høyt- men Gud er evig god. -

✂

ELOAH,

(til Mandinden.) Og du? -

✂

EWA

Ak! - jeg bedroeg - men loed mig først bedrage. -
Jeg troede Slangens Ord, at det var got at smage. -
Den Falske kaldte sig dit eget Sendebud. -
Jeg har fortient at døe - men alt mit Haab er Gud. -

✂

ELOAH

Saa siger Herren: hvo tør lade sig forlede,
Til at fortørne mig, og trodse mod min Vrede? -
See! - var det ey mit Ord: - o Mand, rør hvad du vil! -
Allene Kundskabs Træe skal høre Herren til! -
See! - soer jeg ey en Eed, som heele Himlen hørte;
At Døden var dig vis, o Mand, saa snart du rørte? -

✂

SATAN,

(ved Enden af Skuc-Pladsen.) Triumpf! -

✂

ELOAH

Uskiønsomme, saa lyder Herrens Dom: -

✂

      (Begge de Faldne og begge Skyds-Englenc knæle.)
    Det blive Støv igien, som før af Støvet kom! -
Dit Legeme, o Mand, som Rigdom ey kan mætte, 

262
							
Skal Hunger, Uselhed, og meget Arbeid trætte; -
Da først skal Jorden frit oplade dig sit Skiød,
Naar du er Jord som den - Det er den første Død, -
Din Lyst Mandinde skal forkynde farlig Smerte! -
Dit Hiertes Frugt - dets Fryd, skal brænde paa dit Hierte! -
Du har forført din Mand-nu vær hans Underdan,
Indtil du skilles fra det jordiske som han! -
Faae men besværlige skal Støvets Dage være! -

✂

(Efter en Pause.) Men Mand, du har en Siæl, som intet kan fortære -
Indblæst af Herren selv - bestemt til Evighed -
Dens Død...

✂

IRMIEL OG ITHURIEL

Ak! -

✂

ELOAH

Var i sær min Trusels Øyemed. -

✂

SATAN,

(som kommer frem med den yderste Frekhed.) Var? - ney retfærdige, som aldrig eftergiver,
Dit Ord skal staae ved Magt! - den var - den er og bliver. -
Jeg fordrer det -

✂

ELOAH

Og du, som ønsker disses Død;
Hvad Aarsag? -

✂

SATAN

Spørg kun ey! - du veedst, at Hævn er sød. -
Men ey at tale meer - om Gud vil holdes værdig
Til Lov, til Dom og Straf; da blive han retfærdig! -
Hans Ære fordrer det - han selv, ja han har sagt:
At eftergive Synd staaer ey i Naadens Magt. -

✂

ELOAH

Og om en anden Aand tilbød sig at forsone? -

✂

SATAN

Ha! - hvo var værdig, og tør staae for Dommens Throne? -
Døe Døden! -

✂

IRMIEL og ithuriel

Naade! -

✂

SATAN

Død! -

✂

ELOAH,

(til Satan.) Holdt! - styrt Forbandede! -

✂

ELOAH,

(pegende derop, til Adam:) See den, som bar din Straf! -

✂

ADAM

Min Gud! - min Frelsere! -

Ewald, Johannes Johannes Ewalds samlede skrifter

DEN FEMTE HANDLING