Ewald, Johannes DET FØRSTE OPTRIN

DET FØRSTE OPTRIN

HOTHER ALENE
(MED BLOTTED SVERD)

Nanna, min Nanna!... En Lyksalighed, som Guderne selv misunde mig!.. som Odins Søn vover sin Udødelighed for!.. men her tør jeg ikke tænke dig... Ha!.. var dette en Finlandsk Udørken... Var det Hels Nat i Nifisheim, saa turde jeg tænke dig, Nanna.. men her, her, salige Skygge, her forskrekker du mig... Kom ikke.. kom ikke bebreidende Nanna, og spørg: Hvad giør min Hother her?.. Din Hother?.. Ha!.. slaaer jeg ikke Øinene ned og tier?... Ved de hellige Guder, den som slaaer Øinene ned, fortiener ikke at være din ... Men spørg kun.. spørg i din billige Vrede, hvad giør Hother i Forræderens Følge?.. Bebreidelse,

* * 319

som fortærer mit Hierte!... Mig fortære Bebreidelser, Nanna.. mig, som du holdt bedre end en Halv-Gud, mig, som du selv med dine himliske Læber lærte Dydens Yndighed.. og dens Magt... Ha!.. tramp ikke af Vrede, stræb ikke at vikle dine Fødder løs fra min skiælvende Arm, Nanna!... Jeg er uskyldig, jeg er uskyldig.. eller jeg ønsker dog at være det... Og er jeg ikke straffet nok?... Hiartvar bliver ikke saa haardt straffet som jeg.. thi han er lastefuld... Nu, nu begriber jeg først, hvorfor Gevar sagde, at den som var sig noget ont bevidst, frygtede for en Skygge... Han kunde aldrig have Mod.. og naar han giorde en dristig Gierning, var det af Fortvivlelse... Ha!.. synes mig ikke, at Lyden af Sværdene, og Lyden af de Faldende, denne mig saa bekiendte Lyd bliver meer og meer forskrekkelig.. Men det er Forræderen, som har trakt Sverdet, og det er den Dydige, som falder... Og hvem har bragt mig i denne afskyelige Udørken, hvor Lasterne brøle Triumpf, og Dyden sukker.. og døer?.. Hvem har bragt mig her?... Gevar.. Nannas Fader.. Den ædle, den dydige, den viise Gevar... Og jeg giør mig endnu Bebreidelser?... Men jeg merkede det, at hans Venskab til Helge, at Hævngierrighed kiempede haardt med hans Dyd.. og overvandt.. Ha!.. du har selv lært mig det Gevar, at Pligterne aldrig stride mod hinanden.. og hvortil da de mange Konster, for at forlige dem?... Er det en Pligt, at Rolf skal døe?... Krydser ikke Asmund da med Floden uden for Isefiord?.. Bør han leve? ... Hvi tillodst du mig da ikke, at advare ham i Dag?... Den Hemmelighed, hvormed du overtalte mig til at gaae i Hiartvars Tieneste!... og, Himmel, du fulgte selv frivillig med Hiartvar.. Men han aabenbarede dig først sine Hensigter, da det var for sildigt at vende om... Kan det undskylde dig, da Guderne havde aabenbaret dig dem før?... Men vi var for svage, til selv at tage Hævn

320

af den Danske Konge, af den store Rolf... Ha, Hævngierrighed, Hævngierrighed, du forførte ham .. Den Viise... Er Venskab da stærkere end Naturen?.. Ha, jeg er uskyldig, Nanna.. men vend dig bort, fortryllende Forestilling!.. blodige, blodige Billeder skal rase i min Siel!.. Ha! min Fader!... Men jeg hører en tung Trampen i Skoven.. som af en flygtende Kiempe.. stønnende.. aandeløs.. seer jeg ret?..1) Det er Viggo.. den ædle Viggo... Retfærdige Guder, lærer mig nu, hvad jeg skal svare ham!..