Johannes Ewalds samlede skrifter - Det Kgl. Biblioteks tekstportal

↩

DEN FIERDE HANDLING

✂

DET FØRSTE OPTRIN

VIGGO ALENE5): O I Guder, den Afskyelige!.. O du Vanskabning, Uhyre af Nastrond!.. Forbandede!.. Meer

* * * * * 340

: glubende end Fenriks-Ulven, giftigere end Midgaards-Ormen!.. O!... Ved de helligste Guder, dersom Hagbarth ikke havde bekræftet det, og soeret mig til at det var sandt, hvad den fortvivlede Morder brølte... Han soer mig det ja til, Hagbarth?.. Men det er alt for sandt.. Hiartvar, Hiartvar.. du har myrdet min Konge, Hiartvar.. min Konge...1). Ha!.. der... Jeg tør ikke gaae derhen.. retfærdige Guder, jeg tør ikke gaae derhen .. han er det.. Rolf.. min Konge.. død... Han ligger jo, som den, der er død.. maalløs.. uden Rørelse.. ja død er han... Rolf er død.. Men jeg Ulyksalige!... Jeg som forlod ham!... Ha Hiartvar, det var derfor at Helvede.. O I Guder, hvor er Hagbarth?.. hvor var Hagbarth, da han døde? .. og jeg?...2). Rolf, Rolf, tilgiv mig, at jeg ikke var hos dig!.. Svar mig min Konge!.. Ha svar din Viggo;.. Men det er ude.. alting er ude.. Vel! .. Saa døe da med!.. døe troeløse Viggo, som forlodst din Konge.. O!.. men jeg var dog uskyldig .. Ved Odin, Rolf, du veedst det, at jeg var uskyldig... befalte du mig det ikke selv?... og jeg døe?... Jeg, som tilsoer ham, at hævne hans Død? ...3). Jeg finder nogen Lindring i denne Tanke... du skal dog heller ikke glæde dig.. Ved Odin, du skal ikke glæde dig længe, Forræder... Ha døe, døe skal du Tyran... thi jeg tilsoer min Konge det, da han gav mig disse Guldsmykker.. da jeg fik disse Guldsmykker, løftede jeg min Arm høit op mod Odin, at jeg skulde støde mit Sværd i dens Side.. og rase i hans Indvolde.. og mætte mine Øine ved hans Blod, dens som dræbte min Konge .. Ret!.. Hævn din Konge, Viggo, hold dit Løfte, og saa døe!.. Denne Beslutning giør mig fuldkommen roelig.. og jeg vil heller ikke spilde mit Liv i Striden.. eller kiempe, hvor jeg ikke seer ham..

* * * 341

: og heller vil jeg ikke falde ham an, naar han er omringet af sin Vagt.. det er got.. Men du, du min Konge.. Ha, jeg skal fortælle dig i Valhal, at du er bleven hævnet... Inden maaskee Solen gaaer op, skal jeg fortælle dig det i Valhal.. Imidlertid..1) der kommer nogen.. det er uden Tvivl Hialte.. Han veed det ikke endnu..2). Imidlertid vil jeg bære dig her hen i Skyggen.. Og jeg vil heller ikke sige Hialte det, at han ikke berøver mig min Hævn...3). Hans Vaaben vil jeg og giemme...4) og saaledes vil jeg bedekke ham med Grene.. Ingen, ingen skal vide det... Her, her vil jeg sætte mig ned ved hans Hoved..5). Ha, der er Hialte.. Her vil jeg skiule mig, og ofre min Konge Taarer, til jeg kan ofre ham Blod..

✂

ANDET OPTRIN

HIALTE OG SIGNE

HIALTE6): Vagterne ere alle forladte.. Overalt i Staden høres Tumulten endnu.. Her er øde.. Øde, som i en Findsk Udørken, hvor man kun hører enkelte Ravne skrige Ulykker.. en Taushed, som er forfærdelig... Kongens Dør staaer aaben.. og jeg tør neppe gaae derind.. Hother, som jeg betroede min Vagt, er borte.. Han maae være falden, eller i en rasende Hede have efterjaget Kampen.. Ha, jeg maae ind og see, hvor Kongen... 7).

SIGNE: Ingen Gudinde er mægtig, som Frigga... Hun omskaber Sielen, og giør den frygtsomme Pige til

* * * * * * * 342

: en Heltinde.. Hvem skulde søge Signe her i denne græsselige Nat, her imellem Kamp og Mord.. og sige, at den Friehed at være her, havde kostet hende Taare?.. Og dog synes mig ikke at jeg frygter, saalænge jeg holder ved min Hialtes Arm.. Han saae det ugierne, at jeg fulgte ham.. Dersom han nu forlader mig.. men det kan han ikke..1).

HIALTE: Han er der ikke.. hans Vaaben ikke heller.. overalt en sørgelig, en skrækkelige Taushed... Han er i Kamp.. om ikke.. men jeg vil ikke tænke det .. Ha, det ulyksalige Giestebud!..2). Tumulten nærmer sig.. Hører du Signe?.. Ha, hører du de græsselige Raab?.. Kampen maae være fortvivled, siden de raabe saa høit.. Jeg kiender Bølvises og Biarmers Røst over dem alle.. Biarke hører jeg ikke.. Her er alting stille, som i Stenenes Kreds, som paa de forrige Tiders Valpladse... Ha!.. Lev vel, Signe..3).

SIGNE: Er det endnu ikke nok, at jeg overvandt min jomfruelige Frygt for din skyld, grusomme Hialte? .. og fulgte dig i denne afskyelige Nat, og glemte, at det var Mulm og Skræk og Kamp og Død rundt omkring mig.. og døde ikke ved Lyden af de grusomme Hug og af de kløvede Hielme.. at du nu vil forlade mig.. nu her.. i denne Udørken..

HIALTE: Viggos Røst kan jeg heller ikke høre.. Jeg har intet fornummet til ham siden det forfærdelige Raab, hvormed han kaldte mig til Strid.. Han forsvarer sin Konge eller er død, siden han tier?.. og jeg4). Ha!.. Flye min Signe, og Odin Valfaudr skal sende Guder til din Beskyttelse..

* * * * 343

SIGNE: Jeg flye?..Jeg, da den, som mit Hierte brændte for, river sig løs af mine Arme, og agter Døden høiere end mig?.. Og det uden mindste Tvang.. ikke engang af Æren.. uden at kunde haabe den glimrende Røg, dens Belønninger, og uden at have nødig at frygte for dens Bebreidelser?... Hvem vil bebreide min Hialte det?.. du kan jo have sovet og ikke hørt Viggos vederstyggelige Raab..

HIALTE: Ha!.. Jeg maatte rase!.. hvi jeg staaer her og hører paa Qvinde-Snak.. Dit Hierte, Signe, staaer kun aabent for Elskov og kielne Følelser... Ved Odin, det er alt, hvad jeg kan sige til din Undskyldning.. Skal Æren da.. behøver den at tvinge Hialte til hans allerhelligste Pligter?.. Bør Tieneren betinge sig Belønninger for at beskytte sin Herre?.. og kan nogen giøre mig smerteligere Bebreidelser, end jeg selv?.. 1). Ha!.. hører du?.. det er den stærke Handuan, som raaber paa mig og Biarke.. Hvor er Biarke?.. Han sover dog ikke.. Han kan ikke have sovet i denne Forvirrelse..2). Slip mig!.. slip mig, og flye!..

SIGNE: Skal jeg da forglemme min Hialte?..

HIALTE: Skal jeg forglemme ham?.. O I Guder!..

SIGNE3): Du kan dog ikke.. du kan ikke støde din skielvende Brud fra dine Knæe Hialte.. Ikke mig.. før den, som dit Hierte var stolt af.. ak før., See mit svulmende, mit arbeidende Bryst!.. bær Medynk med mine Taare, om du ikke vil med dig selv..

HIALTE: Ha!.. Odin og i gode Guder, frier mig dog fra

* * * 344

: denne fortryllende!.. Hvorlænge?.. Ha Slange, hvorlænge vil du hvisle Gift i mine Øren?.. Nithers Dotter i Friggas Lignelse!.. Forræderske! slip1).

SIGNE: Dine Forurettelser.. din Haardhed, Hialte, er mig en sød Musik.. Dine Skields-Ord er Harmonie.. Yndigere, end Vesten-Vinden, naar den hvisler imellem Roserne.. Saalænge min Hialte.. min Brudgom, som du udstøder Forhaanelser mod mig.. Saalænge seer jeg dig.. og saa længe lever du..

HIALTE: Ha!.. jeg maatte rase.. hvi jeg ikke.. Signe jeg elsker dig.. ved Himmelen og Jorden og alle hellige Guder, jeg elsker dig høiere, tusende gange høiere, end mig selv.. men som min Pligt.. og min Konge, kan.. og bør.. og skal jeg evig ikke elske dig.. Slip mig.. Endnu engang.. Jeg vilde nødig..

SIGNE: Grusomme Hialte, hvad vilde du nødig?..

HIALTE: Beskadige dig.. Staae op!..

SIGNE: Nei!.. før evig ikke staae op.. døe, døe kan den frygtsomme Pige.. døe kan den elskende Brud.. men forlade dig.. det kan hun ikke..2).

HIALTE: Marter, Hel og alle Nastronds Hug-Orme!.. Tumulten bliver altid større.. og jeg staaer her.. og min Konge.. Ha! Tanke!.. Hører du ikke Bulderet?.. Hører du ikke de klirrende Sværd?.. Hører du ikke Raabet af mine faldende Staldbrødre?.. Hør, Hør, Hør og Slip!..3).

* * * 345

SIGNEl): Vel umenneskelige!.. meer grusom, end.. Ha mine Suk, mine Taare skal være spildte, Hialte?..

HIALTE: Den græsselige Gienlyd, som høres overalt i Skoven af Rolfs Navn?.. Hvi raabe de saa meget paa Rolfs Navn?.. Himmel!.. og her er Taushed?.. er han maaskee?.. men jeg vil ikke tænke det.. I Staal og Jern er min Konge, og Biarke, og Viggo og alle, og jeg skulde skiule mig her i dine bløde Arme?.. det vil du Signe og du elsker mig? .. Lev vel!2).

SIGNE: Ha!.. han gaaer.. han er haard, som en Steen .. Han hører mig ikke.. Ha jeg ulyksaligste blant alle Møer. Hialte, Hialte, et Ord.. et Ord endnu, og saa gaae!..

HIALTE3): Hvad vil du?.. Snart!..

SIGNE: Jeg veed ikke.. dræb mig!..

HIALTE4): Flye min Signe, og lev!..

SIGNE: Og hvem skal jeg leve for?.. naar du døer?..5) Ha, det rørte ham.. Hvem skal din Signe omfavne, naar du er i Valhal?..

HIALTE: Hvem du skal leve for.. hvem du skal omfavne .. naar jeg er i Valhal?.. Ha troeløseste!.. O du falskeste blant Emblæ Døttre.. Og det er den evige Kierlighed som du saa ofte tilsoer mig, du smigrende Slange!.. Og derom tør du spørge mig.. Men tag mit Svar!.. Jeg har ikke Tid til at svare

* * * * * 346

: dig anderledes.. 1) Omfavn den første Skygge som møder dig af de faldne Forrædere.. Jeg skal sørge derfor, at der møde dig Skygger...2). Hun døde troer jeg?.. og jeg har dræbt hende.. jeg Signe?..Men vel!.. Hun vilde det ikke anderledes.. og jeg kan heller ikke leve længe.. lad det være dig en Trøst, Signe, at jeg skal følge dig snart ... Retfærdige Guder, hun rører sig ikke.. hun svarer mig ikke, hun er død.. min Signe, min Signe, hvad har jeg giort jeg ulyksalige?.. Ha, men her vil jeg ikke staae og begræde Overilelser.. I Kampen vil jeg bringe min pinte Siel, i Kampen min alt for sildige Fortrydelse; og i tusinde Forræderes Blod vil jeg kiøle min rasende Smerte..3).

SIGNE4): Hialte, min Hialte, jeg vil døe med dig.. Jeg vil ingen omfavne af de heslige Skygger.. Hvor er jeg?.. hørte jeg ikke min Hialtes Røst.. som rasede fordi jeg vilde omfavne Skygger.. hvor er han nu?.. Her er stille overalt.. Her er en Udørken rundt omkring mig... Er jeg da virkelig død?.. Hvor vil det da smerte den ulyksalige Hialte, at han dræbte mig i sin Overilelse?... Men veed han da og, at jeg kun vilde friste ham.. at det ikke var mit Alvor?.. Ha, hvor skulde han vide det?.. O l Guder! min Hialte foragter mig...5) Men hvilken Afsindighed!.. Her er jo Rolfs Løvsal, og her er jeg.. hvi forvilder min Siel sig da i lutter forvirrende Drømme?.. Men har jeg da drømt alt dette?.. Saae jeg ikke, at han dræbte mig?..6). Ha, hvis er den blege, den grædende Skygge.. Saaledes saae Viggo ud, da han levede..

* * * * * * 347

: Ha, jeg vil ikke omfavne dig blege Skygge!.. Jeg er Hialtes Brud..1).

✂

TREDIE OPTRIN

VIGGO OG SIGNE

VIGGO: Vogn af din Forvirrelse, Signe!.. bliv!.. Jeg har noget at aabenbare dig.. Jeg er Viggo, og ikke hans Skygge..

SIGNE: Du er Viggo.. men der var falden en tung Slummer over mig.. den har reent forvirret mig.. Jeg veed neppe endnu hvor jeg er..

VIGGO: Jeg var Vidne til alt det, som skeede imellem dig og Hialte.. Her sad jeg bag ved disse Træer..

SIGNE: Hørte du da og, at han talte om nogle Skygger?..

VIGGO: Han var først fortørnet over dit ubesindige Spørsmaal, men siden rasede han over sig selv, da han troede at du var død.. Men hør mig Signe!..

SIGNE: Du maae vel kalde mit Spørsmaal ubesindigt .. Og han tilgav mig det den ædle?.. Han rasede, siger du, da han troede, at jeg var død?.. Ha, jeg maae see ham endnu engang den dydigste Helt og den kierlige Brudgom.. Jeg har et Indfald..

VIGGO: Derom kan vi tale siden.. men nu..

SIGNE: Ja..jeg vil udruste mit Hierte med Hialtes Mod .. Han vil døe.. og jeg vil ile hen i Kampen og døe ved hans Side.. at han maae see, at jeg er ham troe, den beste Brudgom.. Men jeg vil kun tage

* 348

: mit lette Jagt-Spyd; thi de tunge S værd kan jeg ikke bære.. og det buntede Skiold, som min Hialte forærte mig; at han maae kiende mig igien i Kampen1).

VIGGO: Kiekke Signe...

SIGNE: Og naar du da seer mig.. du som mit Hierte brænder for.. naar jeg ligger ved din Side.. da vil du falde i en sød Henrykkelse.. og tilsidst strække dine kierlige Arme ud imod mig.. og kalde mig din Signe!

VIGGO: Fortreffeligste blant Leyre-Møer.. Guderne kunde misunde Hialte dit Hierte.. men hør mig!.. Eders Huus, det i Skoven.. staaer det aabent?..

SIGNE: Der var jeg i Nat.. og nu løber jeg derhen..

VIGGO: Jeg følger da med dig.. der vil jeg skiule mig.. er Vermund hiemme?..

SIGNE: Du veedst jo, at min gamle Fader ikke meer kan gaae ud.. det fortrød ham nok, den ærværdige graae Helt, at han ikke kunde følge med Hialte.. Han græd og min Moder med ham.. Men du skiule dig Viggo?..

VIGGO: Jeg skal fortælle dig det paa Veien, naar du vil tilsværge mig Taushed.. Men kom snart, førend nogen seer os..

SIGNE: Naar du kan følge med Skovens letspringende Sønner, saa følger du mig, nu da jeg brænder efter at være ved dens Side, som jeg elsker..2).

* * 349

✂

FIERDE OPTRIN

ALUILDE: Skal jeg fornegte mine Øren, mine Øine.. eller skal jeg troe dem?..Var det ikke Viggo, som sneg sig bort med Hialtes Signe?.. og hende, den ublue, .. men det foragter jeg.. den Tid kommer ikke, at slige Fornærmelser opirre Aluilde.. Og er jeg ved en lykkelig Hendelse tilig blevet overbeviist om dens Utroeskab, som jeg havde skienket mit Hierte.. saa bør jeg takke Guderne derfor.. Men han vil skiule sig.. det begriber jeg ikke.. Hvorfor skiule sig?.. Hvorfor er han kommet tilbage fra Skibene?.. Ha, det er en græsselig Nat.. Er her Forræderie paa færde.. og det er her, thi jeg kan ja høre Lyd af Vaaben.. men hvi flyer da denne nedrigste af alle Forrædere?.. og med Signe?.. Men jeg vil ikke tænke meer paa den troeløse.. det kommer nærmere og nærmere.. Jeg maae vekke min Veninde og Biarke..1). Er det ikke Hialte og Bøi vise, som komme.. blodige og skummende, som to opirrede Biørne?..

✂

FEMTE OPTRIN

ALUILDE. HIALTE OG EN DANSK KIEMPE

HIALTE: Her er det Bøluise.. Bag ved de store Graner voxer det blodstillende Græs.. Naar du har lagt paa dine Saar.. saa kom snart, og kun en Haandfuld til dette dybe her i Armen; at Blodet ikke forløber mig for tilig.. 2). Nødig vilde jeg døe, førend jeg fik giort retskaffen fyldest for mig.. Øieblik! .. høitideligt for den troe Tiener, og for den Taknemmelige... Du, det eneste, hvori Kiemperen kan giengielde sin Herres Velgierninger.. Du skal ikke undgaae mig.. Vær mig velkommen, græsselige Nat!.. værer mig velkomne klirrende Sværd!

* * 350

: .. og du mit Blod!.. Kun at Odin holder sit skinnende Skiold over min Konges Hoved.. og over mine unge Venner.. og over de ubevæbnede Borgere!... Dette mit tydske Sværd gav Rolf mig, da jeg havde soret derpaa.. Nu, nu skal det erindre mig om min Eed.. og opfylde den!...

ALUILDE: Hialte, Hialte, hvorledes staaer det?..

HIALTE: Som ved Einheriarnes Giestebud, Aluilde... Men hvorfra kommer du?.. hvor er Biarke?..

ALUILDE: Han sover.. Ha, hvi tøver jeg længe her?..1).

HIALTE: Han sover?.. Biarke?.. nu da Kampen raser over alt?.. og ingen veed, hvor Kongen er.. Voger op alle Kong Rolfs eedsorne Kiemper!.. Voger op alle I, som han kiøbte med sine Velgierninger! .. River eder løs fra Søvnen og fra de kielne Arme!... Hugger dem i Stykker, de smigrende Slanger, som snoe sig omkring den Dydiges Bryst, og qvæle hans Mod og skiule ham for Døden!...2). Men du stolte Biarke, hvem har fortryllet dig, at du sover, hvor det er din Pligt at døe.. og at døe for din Konge?.. Kom herud Biarke!.. Hundrede Sværd vente paa dig.. Hvo, som vil være den ypperste Kiempe i Rolfs Gaard, maae ikke sove naar de unge Krigere falde i Slotsporten!.. Ha lader os holde det stortalende Ord, vi lod falde i vor Drukkenskab!.. Lader os vise det nu, at vi har mere Blod i Brystet for vor Konge, end han i Gaar lod fylde Viin i vore Begere!..3). Saaledes er det got... Kom Bølvise!...

* * * 351

✂

SIETTE OPTRIN

BIARKE, OG NOGET DEREFTER HOTHER OG GEVAR

BIARKE: Aluilde har ret.. Det er den stærke Hialtes Stemme.. men hvorledes?.. Det begriber jeg ikke endnu.. Skulde Rudes Mistanke have været grundet? .. thi dersom det var blot Bulder af de drukne Giester, hvad skulde da Hialte?.. 1). Imidlertid giør Ild, Skalk!.. Jeg kan ikke tage mig noget for, førend jeg bliver varm... og hør!.. jeg kan høre hans Hug.. og det er Bølvise som raaber..2). mine Vaaben Skalk!.. mit brede Sverd!.. Snertir!.. Hvad vil disse to Spøgelser, som snige sig igiennem Buskene, som dem der har ont i Sinde, eller har begaaet det?... Hvem ere I?.. Fiender, eller Venner?..

HOTHER: Bevæbne dig, du Dødsens Mand, hvem du er, eller flye!..

BIARKE: Forbandelse komme over dig, Forvovne, som tør raade Biarke at flye!.. Ha min Snertir, at jeg maae adsprede hans Ledemod, som Avner adspredes forvinden!..3). Vent mig, om du tør!..

HOTHER: Ved en anden Leilighed, skulde du vel faae at see stolte Biarke, at jeg turde oppebie dig.. men nu tør.. og vil jeg ikke.. Det er en græsselig Nat .. Gevar, Gevar!.. Jeg frygter, at vi har taget for megen Deel i dette Forræderie..

GEVAR: Jeg tilstaaer dig det.. Nu da mit Venskab er stillet tilfreds, da jeg er mæt af Hævn.. nu vogner jeg som af en Drøm, og alting er mig afskyeligt.. Saaledes er ingen Alder, anvend denne Tilstaaelse til din Nytte, ikke den graaehærdede Erfarenhed

* * * 352

: er sikker for Hiertets Blændverk. Mit Venskab til Helge vandt Seier over det, jeg skyldte Dyden.

HOTHER: Viise Gevar!..

GEVAR: Heller vil vi ikke tage meer Deel i alt dette, eller lade os længe opholde her... Som du siger, faldt Rolf her.. bevæbnet.. kiempende..

HOTHER: Her faldt Helten.. Jeg seer endnu den høie Mine, hvormed han faldt.. Nu har de taget ham bort..

GEVAR: Og du hævnede ydermere hans Død.. dens Død, hvis Fader dræbte Hothbrod.

HOTHER: Dersom det kan kaldes at hævne Rolf, eller rettere min Ære, at jeg opofrede Hunding og nogle andre nedrige, navnløse Forrædere.. Men Hiartvar traf min Arm ikke..

GEVAR: Og det var uædelt om du blottede Sværd mod Hiartvar!.. du har tilsoeret ham Troeskab..

HOTHER: Ha!.. Erindring, afskyelig.. græsselig, som denne Nat!.. O Nat!.. for min Roelighed, og for saa mange ædle den sidste!..

GEVAR: Jeg kiender de Danskes Troeskab.. Faae de først at vide at deres Konge er falden, vil neppe blive levende Mand tilovers af dem.. de faae, som har havt Tid til at bevæbne sig, ere adspredede.. og overalt en Haandfuld mod Hiartvars.. dog skal de neppe kaste deres Vaaben, eller flye, skiønt Natten og Fienderne selv give dem den beste Leilighed dertil.

HOTHER: Ha!.. forbandet være Forræderiet og Forræderne!..

353

GEVAR: Den Dydige maae evig afskye det.. Jeg kræver de alvidende Guder til Vidne, at min Hensigt var blot, at hævne min beste Vens, din Faders Død, og at mit Hierte aldrig slog høit naar det følte denne Hensigt.. og at jeg ikke indsaae flere Mueligheder til at opnaae den!.. Men vi opholde os her for længe.. Hiartvar mistænker os allerede, og vi vil ikke oftere lade os see af ham.. om vi kan undgaae det.. dog Vinden kuler stærk af Norden, og Flaaden kan være her, inden Dagbrækningen.

HOTHER: Veed Asmund, at det er Tid at komme?

GEVAR: Han ligger for Anker tæt uden for Isefiord.. da Guderne af en mig fremmed Aarsag stedse skiulte Udfaldet af dette Foretagende for mig, giorde jeg Aftale med ham, at han skulde legge sig der, saa snart Hiartvars Flaade var løbet ham forbi; og at han de følgende Nætter idelig skulde lade smaae Skibe løbe ind i Fiorden, hvilke saasnart de saae Lys i mit Mers, skulde give ham Tegn, at han strax kunde legge ind.. Saasnart du fortalte mig, hvorledes det var gaaet til ved Rolfs Fald, troede jeg at det var nødvendigt, at sætte sig i Sikkerhed.. Gunde har allerede givet Tegnet, og nu vil vi saa meget mueligt skille os fra de andre.. fra disse blodige.. disse afskyelige Optrin1).

HOTHER: Her er en nye.. ak Hialte!.. min Ven.. Jeg kan ikke beste Gevar..2).

GEVAR: Saae du ikke ham med den ildsprudende Drage paa Hielmen?.. eller kiender du ikke Hiartvars Vaaben?.. Kom inden du bliver seet!..

* * 354

HOTHER: O i Guder.. han viger.. Ha Gevar, du vilde hævne din Ven, og jeg maae ikke beskytte min!.. Seer du?.. Han har ingen uden en Skioldmøe.. og det er en døende Kiempe, som de holde under Armene og skiule med deres Skiolde.

✂

SYVENDE OPTRIN

DE FORRIGE. HIALTE, EN SKIOLDMØE, EN DANSK OG NOGLE SVENSKE KIEMPER I INDGANGEN AF SKUE-PLADSEN

HIALTE1): Min Ven!.. men gaae foran til Valhal og hils Rolf.. at jeg er strax hos ham.. strax med hundrede af disse Forrædere.. de trænge sig ind paa mig for at trygle Døden af min Arm.. men du glubende Uhyre!.. du først.. Hal..2).

HOTHER: Gevar jeg kan ikke..3).

HIALTE4): Det var en Hilsen af Døden.. men endnu ikke.. ikke førend jeg har revet dit forræderske Hierte udaf dit Bryst.. Et Øieblik.. kun et Øieblik giver mig Tid.. flyer forgieves Nidding!.. du.. Hvad var det for tre Biørne, som kom udaf Skoven og skremmede Ulvene?.. den, som havde kastet Skioldet paa Ryggen, var ingen uden dig, ædleste Hother.. Men hvorledes du nu lever og Rolf er død.. det begriber jeg ikke.. Og den sorte Kiempe .. snart skulde jeg troe paa hans vældige Hug at

* * * * 355 *

SIGNE: Hvorledes er det tappre Hialte?..

HIALTE: Kiekke Skioldmøe!.. Ha jeg seer, at min ulyksalige Signe hævner sig efter sin Død.. dette Skiold, hvormed du beskiermede mit Liv, havde jeg givet hende.. Men Livet er en bedrøvelig Gave, Skioldmøe, naar man har mistet alt det man elsker.. Min Konge og min Brud..

SIGNE1): Min Hialte!.. din Signe lever.

HIALTE: Ha du kommer for at kalde mig til Valhal, velkomneste Valkyrie.. og jeg priser Odin, som belønner min Troeskab saa overflødig.. saa uventet.

SIGNE: Jeg lever, min Hialte.. og for dig..

HIALTE: Nei, nei, søg ikke at forblinde mig fortryllende Skygge!.. Ha du lever.. og for mig.. endnu for mig efter saa grusom en Fornærmelse!.. Og det er dig som frelste mit Liv!.. men den Glæde er for stor.. den har jeg ikke fortient.. den.. Jeg vil lukke Øien og Øren fast i, og mit Hierte skal tie stille, og ikke sige, at du er Signe!

SIGNE: Det skal sige dig meer; at jeg er din troe Signe.

HIALTE: Himmel!.. og dog altid.. den forførende Signe .. Havde du ikke nær øst Vellyster i mit Bryst?..

* 356

: Har Hialte ikke for din Skyld et Øieblik glemt at hans Konge var død?..

SIGNE1): Seer du stolte Hialte?.. Signe kan og bløde for sin Konge og for dig!..

HIALTE: Du bløder.. O i Leyre Møer kommer og seer at min Signe.. hun, som I saa ofte spottende kaldte den kielne.. hun bløder for sin Konge.. og jeg?.. Ha, alt mit Blod udøst er ikke saa kostbart ikke saa smukt som en af disse Draaber... Riv dig løs Hialte, riv dig løs fra denne fortryllende!.. Ha skaan mig Signe, skaan mig for meer Glæde, at jeg kan have Lyst til at døe!..

SIGNE: Er det din Pligt at døe Hialte; saa skal du ikke bebreide mig, at jeg har forført dig til at leve een Dag.. Men saa er det og min.. og at døe ved din Side det har jeg fortient..

HIALTE: Himmel! og hvilken Fortryllelse.. hvad har omskabt Signe til en Heltinde?..

SIGNE: Kierlighed.. men min Broder..2) her faldt han.. Bølvise!.. Han er død..

HIALTE: Han er død min Ven.. men han døde, som en Helt, og som en ærlig Undersaat.. du maae ikke begræde ham Signe.. Men her.. hvis er dette Liig, som en omhyggelig Ven har tildekket med Grene?...3) det er... Rolf!...

SIGNE: Ak min Hialte, du fælder Taarer..

* * * 357

HIALTE: Du har ret min Signe.. det er ikke Taarer, det er Blod han fordrer.. Ha Rolf.. og Blod, Forræderes Blod og mit skal jeg ofre dig... Men hvad giør da Biarke saalænge?.. Sover du endnu Biarke, eller hvad forhindrer dig?.. Eja følger mig efter!.. vi vil brænde disse Biørne inde, og sætte Ild paa Portene saa at ingen af dem skal undkomme!.. Siden vil vi gaae i Kamp, og stride for Kong Rolf, som vi tilsoer ham og Odin!..

✂

OTTENDE OPTRIN

DE FORRIGE. RUDE. ALUILDE

RUDE: Hvi raaber du saa høit, Hialte? bleg og blodig og grum er du at ansee..

HIALTE1): Der ædle Rude.. der...

ALUILDE: Signe i Vaaben!.. og her?.. hvorledes?.. hvor er Viggo, Signe?..

SIGNE: Viggo?.. det veed jeg ikke..

ALUILDE: Du veedst det ikke?..2) bedrager hun mig?.. hvad giør hun da her? Ha, skulde Viggo være mig troe, og sin Konge utroe.. men det kan han ikke være.. er det.. var det blot af en nedrig Frygt.. o hvor foragtelig er han da?.. og jeg?.. da først var jeg ulyksalig!..

SIGNE: Hvi staaer du som en henrykt?.. seer du ikke atRudedøer?..

ALUILDE: Ak Rude, min Rude!..3).

* * * 358

HIALTE1): Han er død.. men hans Rygte er stort og evigt .. I evige Bauta Steene skal Rolfs Helte-Gierninger indgraves, og efter tusinde Vintre skal Skialderne endnu synge om hans Fromhed og Gavmildhed.. hvorledes han nedlagde den gierrige Rørik.. og deelte alle de i mange Aar sammenskrabede og bevogtede Skatte imellem sine gode Krigsmænd.. Thi aldrig var ham nogen Ting saa kier, at han jo deelte den med sine Venner.. Han agtede ikke Guld meer end Aske.. heller er det ikke for Guld, at man kiøber et stort Navn og mange Aars Ihukommelse... og modig var han medens han levede, og dristig og rask mod sine Fiender, som Ørnen...2). Ha, nu trodse hans Mordere imod os..3). Men vi vil døe glade, og som Mænd vil vi døe med vor Konge.. at ingen Tegn sees hos os til Frygt.. og døe?.. Naar vore Legemer ere bortsmulrede i Støv, da skal vor Dyd og vor Troeskab giøre os udødelige.. Ha Biarke, min Biarke, hvorledes gaaer det da til, at du ikke vil vogne, da jeg nu tredie Gang har raabt paa dig?..

✂

NIENDE OPTRIN

DE FORRIGE. BIARKE OG NOGLE ANDRE DANSKE KIEMPER

BIARKE4): Flyer da Niddinger!..5). Hvorfor raaber du stærke Hialte saa høit paa mig, at jeg er Kong Rolfs Svoger?.. den, som har meget i Munden er sielden den dueligste.. Ikke har Biarke Lyst at sove, heller ikke at tale meget, hvor det gielder

* * * * * 359

: om, at bruge sin Arm.. Men ti Mænd, som min døde Svoger gav mig, at føre i mit Vaaben, skal jeg endnu ofre ham!..

HIALTE: Ak Biarke!.. din Svoger.. min Konge.. der ligger han.

BIARKE: Jeg veed det, at han er død.. Men jeg vil ikke see ham, førend i Valhal..

RUDE1): Biarke, min Biarke!..

BIARKE: Jeg hører Valkyriens Røst.. Hvad vil denne yndige Stemme her?.. denne mig bekiendte Musik, som saa ofte optændte mig til de retfærdige Guders Lov-Sange, eller dyssede mig i Søvn imellem Brødre, og tilhvislede mig Drømme om Dydens Belønning?

RUDE: Ingen Drømme, min Biarke.. Du føler i dette Øieblik at det er meer end Drømme.. Siig mig, svulmer ikke dit Hierte?.. opløftes din Siel ikke til Guderne.. nu da du bløder for din Konge?.. Men du bløder stærkt.. kom, at jeg med min skielvende Haand, maae forbinde dine Saar!..

BIARKE: Og hvortil min Rude, behøves det?..

RUDE: Til Skræk for Forræderne, og en seierrigere Død for dig..

BIARKE: Fortreffelige Rude!.. Ha!.. Har jeg ikke fortient dig før, dig ædleste, dig min Konges eneste Syster, da vilde jeg nu, om jeg havde tusende Liv og om tusende Liv kunde fortiene dig.. Men det meeste Blod, som du seer, er forræderisk Blod.. du skal ikke besmitte dine Hænder dermed, ikke de

* 360

: reneste Hænder..Ved Rolfs Siel, Hænder, som aldrig bleve opløftede uden til Gudernes Priis, eller til Glæde for dem, som boe paa Jorden!.. Ha i frimodige Danske Mænd, følger nu mit Raad, og aflegger eders Harnisk, kaster eders Skiolde paa Ryggen, og strider saa med det bare Bryst.. binder Armbaand om eders Hænder, at i kan slaae des haardere!.. og enhver træde dristig mod sine Fiender og agte det for den største Lyksalighed at hævne sin Konges Død!.. Nu Brødre!.. nu min Hialte!.. Hvor er nu den stortalende Mand, som tilforn raabte paa mig saa stolt, som om han havde tolv Mænds Styrke?..

HIALTE: Hvor du er min Biarke, er jeg ikke langt borte1).

✂

TIENDE OPTRIN

RUDE. SIGNE OG ALUILDE

RUDE2): En Ven, som min Biarke er den største Trøst i slige Ulykker..

SIGNE3): En elsket, som min Hialte, giør Fare behagelig for den frygtsomme..

ALUILDE: Jeg alene, jeg er ulyksalig.. Viggo, Viggo, Forræder!..Væ mig, at jeg nogen Tid har kundet elske dig!..

SIGNE: Giør Helten ingen Uret, Aluilde!.. Hvorledes kan den være en Forræder, som elsker dig?..

ALUILDE: Ha!.. jeg vil ikke svare!.. men Frigga hør mit Løfte!.. før skal denne Dolk igiennemstøde mit Hierte; førend det et Øieblik skal føle andet, end Foragt for den frygtsomme, for den som skiuler

* * * 361

: sig, naar hans Konge og hans Strids-Brødre gaae i Kamp!..

RUDE: Beskyld ham ikke Aluilde, eller glem ham!.. Kom!.. vi vil forlade dette bedrøvelige Sted.. Vi har længe nok stirret paa den myrdede Helt.. nu vil vi see hans Hævn!..1).

Ewald, Johannes Johannes Ewalds samlede skrifter