Ewald, Johannes Digte og fragmenter, trykt efterJohannes Ewalds dødsår 1781

Digte og fragmenter, trykt efter Johannes Ewalds dødsår 1781

110

        

111

Impromptu

HER hviiler Madam Godike
Hun faldt fordi hun stoed ikke
Dog tabte vi vort Mod ikke
Thi Himlen os forlod ikke;
Og hendes Presse stoed ikke -
Gaae Vandrer bort og roed ikke
Hos hendes Legems Bodike! -
A° 1780.

I Abrahamsons Stambog

TRE Ting - o skiærp mit Syn, Kalliope,
Tre sieldne Under ønsker jeg at see:
Den Draabe i Neptunus's salte Skiød
Som Solen greb, og ikke giorde sød;
Det bitre Blomster, som en vittig Bie
Forgieves søgte Kraft og Honning i;
Og saa den Gift, hvoraf den Vises Bryst
Ei tilbereder Dyd og salig Lyst.

Ja en forsagt, en haard, en nedrig Sjæl,
Ja Daarskabs usle, Lastrets feige Træl,
Ja den, hvis Øyne Pluto rørte ved,
Seer selv i Himlen ingen Salighed -
Den vrantne Klynkere, som troer sig viis
Opdager Dødens Frugt i Paradiis -
Og agter glad ved Skrækken som han fandt,
112 Ey Myrtherne hvorunder Pison randt -
Den som tør vrage, hvad Al-Godhed gav,
Som nipper Draaber, hvor han seer et Hav -
Hans sjeldne hans for tit befølte Lyst -
Er mat og lunken før den naaer hans Bryst -
Og da, naar Mørkets Konge stiger ned
Fra Østens Bjerge - naar han vild og vred
Forfølger Hesperus - Naar Intets Ven,
Forsøger at udslette Skabningen -
Da blender Angst der' Sjæl - - Mon Almagt flyer,
Du feige Hob? - Er Godhed qualt af Skyer? -
Ha see dens vink i Lynild - Hør dit Kald
Til Salighed i høye Torden Skrald! -

Lyksalig er en Viis, hvis lyse Sjæl,
I Mulm og Straaler altid seer sit Vel -
Hvis Øye Lastrets Gift - og Blodets Magt,
Og Svaghed selv kan ikke gjøre svagt
Hans Tanke fængsler Glæden og hans Bryst,
Er som en Kobber-Muur om Edens Lyst -
Hans Kreds er Vellyst - den Alvise lig,
Som finder Himlen, hvor han finder sig -
I skumle Ørk'ner saae han dine Spor
Al Godhed - og dit Smiil bag Nattens Flor -
Og om Cocyti Virvel trak ham ned,
Da sank han dog i Svælg af Salighed -
Derfor gid Amors Ild og Pluti Glands
Og Martis Palmer og Apollons Krands
Forøge din Lyksalighed min Ven -
Men Verdens Fald kan ey formindske den

113

Fragment

FØR Kunsten kom var Pragt og Orden
Før Vid og Smag var Lyst paa Jorden
Om Gamle Sagar gjelde skal. -
Før Guldet var et gyldent Rige,
Om vi skal troe, hvad Skjalder sige,
Der neppe kjende den Metal. -
Nok er det at en Tid har været;
Da Smag og Kunster ey var æret.

Fragment

LÆR mig
Vor Sjæl er Ild, - som utaknemmelig,
Fortærer det hvorved den føder sig -

Fragment

ER det kun Lyst som viise glædes ved;
Hvor arm er da vor Jord paa Salighed! -

Til Cecilia Wormstrup

BRØD vel Apoll sin Daphnes spæde Græne
Til Krands for mig? - Naar stammede jeg Digt,
Beruuset af din Kraft o Hippocrene? -
At Doris vil opfordre mig til sligt
Kun den som ni Æoniske Gudinder
114 Opammed, under Skjærts og Sang og Spil,
Hvis spæde Tinding Lorbær strax omvinder,
Kun den kan synge naar og som han vil. -
Naar Eraton i kjælne Toner klirrer,
Hyrdindens Stolthed og den troe Damoet;
Strax græder hiin og Ruusen som forvirrer
Omdanner ham til en forelskt Poët.
Saasnart Terpsichore harmonisk dandser
Ens Død, en andens seyerrige Mod
Saa er han snart i Flor og snart i Pandser
Og Taarer koster ham saa lidt, som Blod.
Og møder Satyr slig en færdig Digter,
Da naar han hyler mod en Konges Grav. -
Strax spøger han selv med Regentens Pligter,
At Sørge-Skaren skoggerleer deraf. -
Vi ønske kun - hos ham kan alting haves
Vi frygte og han skjælver strax derved
Vi lee, han leer - vi døer og han begraves
Vi gifter os - han døer af Kjærlighed. -
Af det man havde, har og sildig venter,
Gaaer intet hans Opmærksomhed forbi,
Og Himmel Jord og alle Elementer,
Har intet som undgaaer hans Poësie.
Men ey omvandt du mig med Laurbær-Græne
Latones Søn - Ey stammede jeg Digt
Beruuset af din Kraft o Hippocrene -
Vi vil man da opfordre mig til sligt. -

Vel sang jeg ofte - - men min Sang var Smerte
Chiddekel hørte det og Gabbatha
Min Sang jeg selv min Skæbne og mit Hjerte
Blev stemt til Taarer af Urania
Hvad vil du da du muntre Glædens Datter
Som spøgende udfordrede min Pen! -
Sorg er min Sang - prosaisk er min Latter
Cæcilia - kjend og undskyld din Ven.

115

Dog at du ey, opirred nu maae sige;
Han synger ey min Fest af Egensind. -
Vel! - rime vil jeg! - og du muntre Pige,
Syng Tanker til de Riim som faldt mig ind! -

Fragment

INDHYLLET i mig Selv og taus og Mørk som du
Guddommelige Nat o Yongs Veninde
Gik jeg ved Lethes Bræd - en taare stoed endnu
uføelt - og Kold og glemmende at rinde
taus var du Natt og Mørk og bag dit tykke Sløer
Saae jeg kun Siælden røde Stierner spille
og du o Vand, hvor i det forbigangne døer
Dit matte Skin forhøyede det stille -
alt knælte ieg ved Dig du dødelige Bræd
Alt smiilede Cypressernes Dryader
Alt var min Læbe vaad og alt falt Dækket need
Vor Jord forsvant bag skinnende Monader
Da kom en venlig Røst bag ved Cypresserne
igiennem Natten, naaede sang mit Øre
O for en liden tiid bliv glemt forglemmelse
thi her er noget som jeg først maa høre
Piloten - Søens Søn, naar han halv kold og Stiv
er følesløs og døv mod Venners Taarer
Da røres han endnu og gisper efter Liv,
Ved den bekiendte Lyd af Seil og aarer

116

Vers

MIN Bendsen naar Englernes Ild
opvarmer og smelter dit Bryst
naar Sandsen og Tanken er vild
og Siælen forgaaer i sin Lyst
Naar Venus giør følelsen Varm
da send fra den snee hvide arm
et smagtende smiil til din Ven -
og Glem ham fortryllet igien

Natte-Tanker

I tourn'd the tonefuld Art
From sounds to things from Fancy to the heart

I Nattens fredelige Skygge,
Naar Armod og den trætte Flid,
Og nøgne Dyder slumre trygge,
Og drømme om en bedre Tid -
Naar Trættens Træl er hæs af Skrig
Naar Vold er mæt af Armods Taarer
Og Naar den Viise glemt af Daarer,
Tør nyde Skaberen og sig -

Naar Haab venskabelig besøger
Den angrende Misdæders Bryst -
Naar Smerten glemmer sig og spøger
Med Billeder af fremmed Lyst
Naar Ærens og naar Guldets Træl
Omvelte sig blant Angst og Kummer
Da kommer Glæde til min Slummer
Og salig Vellyst til min Sjæl

117

Da naar den bange Vandrer standser
Ved Mosens blege Meteor
Og ved den røde Ild som dantser,
Bag Nattens frygtelige Flor
Naar Haaret kryber - Naar hans Knæ
Blev Svagt - Naar Spotteren paakalder
En Gud af Skræk for Løv som falder
Af Angst for Skyggen af et Træ -

Da naar han lever op og glemmer,
En Frygt som truer ham med Dyd,
Ved vidt adspredte Hundes Stemmer
Og ved bekjendte Klokkers Lyd -
Indtil igjen et StjerneSkud
Udpresser Anger af den svage
Som ønsker Lyset snart tilbage
For ret at turde trodse Gud -

Naar Mørkets Førster forestille
Ret løyerlige Spøgelser
For; til et Tids-Fordriv at drille
De taabelige Mennisker. -
Naar Uglen Skriger om ...
Og Dødens lodne Spaa-(Mænd) ...
Da kommer Haabet til ...
Og Livet til mit Hv(...)

Thi den som Phoebus ti(ilig) ...
Sin underlige Harm(onie)
Hans varme, fulde ...
Udbrede Himlene sig (i)
Hans Sjæl omspænder Soel(...),
Hans stærke Tank(e) ...
Og nu og da og ...
Adspreder ey ...

118

Over Johannes Kinast

MON den, som knæler for den Høye
Fornemmer Lyd af Skabningen? -
Seer han vor Jord? - og veed hans Øye,
Om Nattens Vinger skjule den.
Mon Mulm, som Støvet Gyser ved,
Kan naae den høye Sjæl, som roelig,
Seer ned imod sin faldne Boelig,
Fra Cherubimers Evighed -

Ney Kinast, Ney! - I Livets Strømme,
Som rev dig bort - i Lysets Hav,
Hvor Herlighedens Soele svømme
Rundt om din Aands bundløse Grav -
I Rigdoms Dyb - I Naadens Skjød,
Kan Smertens Skygger ey opdages -
Du veedst ey, at dit Støv beklages,
Du seer kun Livet i dets Død -

Din Sjæl, som Glædens Chor alt lærte
Sin underlige Harmonie
Dit varme fulde store Hjerte,
Udbrede Himlene sig i -
Hvad er din tabte Tid? - Det Gran -
I hine Svælg hvor du tilbeder -
Det Blink i Almagts Evigheder -
Det Stænk i Naadens Ocean?

Mon Støvets Sysler - mon dets Glæder
De Veyrlys, som det smiiler ved,
Og mon den Dunst, hvorved det græder
Bemærkes i din Salighed -
Mon disse Klager naae til dig? -
O Salige? - Mon du fornemmer
Vort Suk blant Himlens høye Stemmer,
Og blant Udvalgtes Fryde-Skrig -

119

Ney! - ak men vi hvis bundne Tanker
Kun flaggre lavt omkring vort Leer
Hvis Sjæl indklemt i snevre Skranker,
Kun fatter, hvad vort Øye seer. -
Vi see kun usle Levninger,
Af Kinast - af vor Ven - vor Lærer -
Det Muld som Tiden snart fortærer
Og føle dens Forstyrrelser -

Hvor dybt - hvor grundløs dybt, du Høye,
Nedsank din stolte Lignelse -
Hvor mat! - hvor mørkt er nu det Øye,
Hvori din Godhed straalede! -
Er det den Mand, som var din Lyst? -
O hvem begriber, at den Gode,
At Gud, at Aanders Fader boede
I dette kolde, tause Bryst -

Og disse Øyne som tilsmiilte
Vort Hjerte Glæde, Haab og Mod! -
Og dette Bryst, hvorved vi hviilte,
Og denne Haand, hvorved vi stod -
O Tanke hvor ydmyger du! -
Hvor billigt er det om vi græde! -
Og disse Træk, som var vor Glæde,
Skal Ormene fortære nu! -

Og skjønt du selv varst mæt af Dage,
Og skjønt din Isses Krands var hvid,
See vi umættede tilbage,
Til din forsvundne Leve-Tid
Ak en som du - en troefast Ven -
En kjærlig Fader, og en Hyrde
Som stærk og villig bar sin Byrde -
Kan vi for sildig tabe den

120

Hviil sødt! - hviil æret, skjult og roelig,
O elskte Støv! - Indtil din Gud,
Igjen fornyer dig til sin Boelig
Ved hans Barmhjertigheders Bud
Men vort taknemmelige Bryst
Skal gjemme paa dit Eftermæle,
Indtil og vore frelste Sjæle,
Bortrykkes i en Strøm af Lyst -

Over Andreas Schyth

MON Støv kan følge med den Høye,
Hvem fandt hans Spor og hvilket Øye
Har seet hans underlige Vey -
Forvovne Støv hold op at svimle
I dette Svælg af Himles Himle
Den evige begribes ey

Min Sjæl, min fængslede, min svage
Min faldne Sjæl, vil du opdage,
Hvad Lysets Aander ey kan see
Velan! - Forsøg det, om du taaler
At stirre paa det Hav af Straaler
Som bruser om den Herlige

Ak! - dybt i Støvet vil vi knæle
Og Graad og hellig Angst skal quæle
Hver Tanke som udforsker dig
Vor Aand skal zittre og tilbede
Dig, hvis Al-Godhed og hvis Vrede
Er viis og ubegribelig -

121

Men om vi med et ydmygt Hjerte
Modtager Bitterhed og Smerte
Af dit alviise Velbehag -
Og om vi knæle mens du saarer,
Da Gud tilgiv de stille Taarer
Som ene bøde for dit Slag,

Naar du fordobbler Støvets Dage
Som aander sig og os til Plage
Og snart bortrykker Jordens Ven
Da er du Gud og den alviise -
Din Villie skal vort Hjerte prise
Endskjønt det ey begriber den -

Alt hvad du gjør er got vor Fader,
Det Onde selv, som du tillader
Er frugtbart paa Lyksalighed -
Og af det Tab, hvorfor vi græde
Udspiirer Fryd og salig Glæde,
Som Himlens Aander smiile ved -

Han lever - han, hvis Muld vi gjemme
Alt blander han sin høye Stemme,
Med Cherubimers Fryde-Skrig
Alt straaler Naaden og veyleder -
Hans Sjæl igjennem Saligheder
O Gud, til Thronen og til dig

Du kaldte din troefaste Hyrde
Til Hvile - du borttogst hans Byrde,
Og du omgjerder ham med Lyst -
Hvor herlig kroner du hans Dyder
Vi veed det - Gud! - men Taaren flyder
Og Smerten svulmer i vort Bryst -

Thi ak vor Sjæl er svag du Høye -
Vort Hierte fængsles af vort Øye
122 Og lænkes til det Tab vi see -
Vi veed vor døde Faders Glæde -
Men ak vi see hans Grav og græde
At vi har tabt den Salige -

Og dyrebare var hans Dage
Ak en var meer end al vor Klage,
En Times Tab fortjente den -
Det er ey lidt som Døden røver -
Det veedst du selv, du Nyre-Prøver,
Og du, som gavst og togst vor Ven -

Thi som et Lys i Dødens Dale,
hvis Glimt veylede og husvale -
Og styrke trætte Vandrere
Saa sjelden er dit Ords Forkynder
Som ey formørkes Selv af Synder
Hvis Afgrund han opdagede

Saa var vor Schiøt - Saa var din Tjener
Et himmelsk Lys blant Syndens Venner
Et saligt Gjenskin af dit Bund -
Han levte troefast, som han lærte
Din Kjærlighed var i hans Hjerte
Og hellig Sandhed i hans Mund

Svag og Brøstfældig var hans Hytte -
Men stærk Hans Sjæl som Himlens Stytte
Utrætted i sit store Kald
Han understøttede den svage,
Han holdt den synkende tilbage
Og greb den Faldne i sit Fald -

Hans Røst var kjær - thi den var kjærlig,
Og mægtig, thi dens Grund var ærlig
O Gud - man kjendte strax din Tolk -
Kun en som han, der selv er dydig
123 Opvækker Angst hos hver ulydig
Og salig Tillid hos dit Folk

Nu tier han - derfor du Høye
Formørke Taarer Folkets Øye -
Hans Stemme trøster dem ey meer -
Vort Lys forøger Himlens Glæde
Vi kan ey øyne det - vi græde
Hos det tilbage blevne Leer -

Men Taaren trøste Himlens Venner
Og Godhed, som borttog sin Tjener,
Har derfor ikke skjult sin Vey -
Men ak - vi, som en kjærlig Fader
Uigjenkaldelig forlader,
Os kun - os trøster Taaren ey -

Nytaarsdigt til en Moder

O du mit Intets troe Veninde,
Hvad var jeg, da dit varme Bryst
Oplivede mig til at finde
Det første Gysende af Lyst? -
Hvor var min Sjæl? - O Elskte sig -
O du, som fødte mig med Smerte,
Fortæl - Hvor sov jeg, da dit Hjerte,
Med stærke Slag opvakte mig? -

Ak! - hvilket rædsomt Mulm omspændte
Min Sjæl - og bandt min Phantasie, -
Før dine reene Luer tændte
Det første Glimt af Lys deri -
Dybt sank jeg - Strudler trak mig ned
I Chaos - Natten greb mig svage -
124 Da drog din Straale mig tilbage
Ufattelige Kjærlighed

Oplys mig da min Sjæls Veyleder
Hvi valgte du Hvor fandst du den
Blant Myriader Mueligheder? -
Hvad var jeg, at jeg blev din Ven? -
Viis mig du Gnist af Gud, og du
Dens Helligdom og dens Præstinde
Lær mig, hvormed jeg kunde vinde
Din Yndest, før jeg var endnu

Fortæl, hvordan det kjælne Hjerte
Blev haardt og turde ruste sig
Mod Dødens Frygt og Dødens Smerte
Og kjæmpe for at frelse mig
Viis mig mit Forbund med din Lyst
Vort Venskabs underlige Kjæde
Du som opelskte mig til Glæde
Med Blodet af dit ædle Bryst

Dog ney, du Gjenskin af den Høye
Du Mødres ømme Følelse
Din Straale blender Støvets Øye
Dit Svælg opsluger Tankerne
Min Sjæl har maalt Orions Vey
Og fulgt med Vredens røde Straale
Afgrunden kan min Tanke maale
Men dine Grændser naaer den ey -

HVi zittre da de fulde Læber? -
Hvi ruste de sig ud til Sang?
Hvi svulmer Harpens Lyd - og stræber
At naae din Straale med sin Klang
O følg mig Muse føl og tie! -
Til at fortolke det jeg finder
125 Har alle Pindi Sangerinder
Kun kold og kunstled Harmonie

Og har Camoenen Sang til eder
I underlige Billeder
Af hine spæde Saligheder,
Min Barndoms ædle Prydelser -
Hvad Farve skal du skildres med,
Du Dyd, som Mødres Bryster lærte
Vor Sjæl - og tyldte i vort Hjerte;
Du rødmende Uskyldighed -

Slaae sagte paa de fine Strænge
Min Muse - Syng de spædes Lyst,
Og lad det kjælne Klynken trænge
Saa dybt saa himmelsk i vort Bryst -
Udfind en Stræng hvis Zittrende,
Er stærk som den frygtsomme Tone,
Hvormed de Angrende forsone
Den mindste Overtrædelse -

Den Taare, som saa villig flyder -
Og som saa let er stilt igjen -
Den ømme Sjæl - de nøgne Dyder -
Den dybe Frygt For Skaberen -
Den Drift til Venskab og til Fryd -
Den Tillid, som ey kjender Kummer -
Den muntre Spøg - den trygge Slummer -
Er meer end høye Harpers Lyd -

Men du, som gavst mig denne Glæde -
Som har bestrød min Barndoms Vey
Med Roser; og bevart mig spæde,
At Torne saarede mig ey -
Men du hvis Haand veyledte mig
Paa Dyds og Viisdoms snevre Stier,
126 Hvor fandt jeg stærke Harmonier
Som sige hvad jeg skylder dig -

Hvad er min Muse? - tør hun stræbe,
At naae den kjælne Lyd, hvormed
Din søde reene viise Læbe
Indbød mig til Lyksalighed -
Hvad eller kan min Stemme naae
Det stærke Bud, den høye Klage,
Hvormed du kaldte mig tilbage -
Fra Farer, som din Ømhed saae -

Og nu? - ak! - naar min Sjæl opregner,
De trøstende Velgjerninger,
Hvormed din Haand endnu betegner,
Hvert Øyeblik, hvori jeg er -
Da - o da flye Camoenerne
Da svimler Sjælen og fornemmer
En Gjenlyd af AlGodheds Stemmer -
Og drukner i sin Følelse -

Du som forvandlede min Smerte,
Til Slummer og til Haab om Lyst
fortolk du selv mit fulde Hjerte! -
Læs din Erindring i mit Bryst -
Der - Elskte, som jeg aander ved,
Min troe, min eneste Veninde -
Der skal du see dig selv - og finde
Et Gjenskin af din Kjærlighed -

Og den Alvidende skal mærke
Mit Suk; og agte paa min Bøn -
Han, den AlGode - Han - den Stærke -
Han være selv din Store Løn -
Hans Villie give at du maae
med Glæde sildig see tilbage
127 Med Mod erindre disse Dage
Hvis Kreds vi nu begynde paa

Hans Arm skal gjenne Frygt og Fare
Og Tvivl og Kummer af din Vey -
Hans Viisdoms Straale skal advare
Dit Fodtrin, at du snubler ey
Men naar du mættes af en sød,
En roelig, høy og æret Alder
Da byde Naaden at du falder
I dens Barmhjertigheders Skjød -

Nytaarsdigt til en Fader (I)

O du min Ungdoms troe Veyleder,
Som styrer mig til varig Lyst
O du som planter Saligheder
Og unge Dyder i mit Bryst
Troer du, at Nattens Svælg fortærte
Det Aar som var? - Ak Ney - det er! -
Du selv, du bandst det i mit Hjerte
Med evige Velgjerninger
Min Tak har gjemt hvad Jorden taber
Den hindrer Aaret i at flye
Min levende Erindring skaber
Den alt forsvundene Tid paa nye
Mit Øye seer med Lyst tilbage -
Min Fader! - og min rørte Sjæl
Foreviger de glade Dage
Som du betegner med mit Vel -
AlGodhed lønne dig - og byde
Din Sjæl at see med Tillid frem,
At Øyne Glade Aar - at nyde -
Og ey at kunde tælle dem -
128 Han lyse dig! - og han udbrede
En lang og tryg og baned Vey
For ved dit Ansigt og veylede
Din Sjæl til Fryd som endes ey
Rigdommens - Glædens Herre træde
I din Gjeldbundne Datters Sted -
Han selv gjengjelde dig den Glæde,
Som du har overøst mig med -
Hans Naade skjæn(ke) dig en Alder -
Som er ærværdig (hø)y og sød -
Han byde at du ikke falder
Før du hensegner i hans Skjød -

Nytaarsdigt til en Fader (II)

SOM Snee bortsmelter Støvets Dage
Som Nattens Dug forgaaer vort Liv
Hvo sagtner Tidens Gang? - Hvo binder
Det Øyeblik, som nu forsvinder
Mon du kan sige kom tilbage
Du stærke Gud, som sagde bliv! -

Glimt, som den evige betroede
Min Sjæl, af Skabningen og sig
O du som voxer ved at nydes
O Glimt, som aldrig meer tilbydes,
Uigjenkaldelige Gode,
O Tid vær meer, end Guld for mig -

Men du min, Fader, du som lærte
Mit Bryst sit første Aande-Dret
Og du, som først har viist mit Øye,
129 Mig selv, Naturen og den Høye -
O at du kunde see mit Hjerte,
Thi Ord kan ey fortolke det -

Ak selv den største Tak er liden
Er svag for dig, min første Ven? -
Hvad er da min uvante Læbe? -
Tør den vel haabe - tør den stræbe,
At lønne ham som gav mig Tiden
Og lærte mig at nyde den -

Men han som helst bønhører svage -
Gud skal betale al min Gjeld -
Ja Tidens Fader skal fornemme
Min Bøn og mærke paa min Stemme
Han skal forlænge dine Dage
Og han skal krone dem med Held

Ved ham skal du med Haab tiltræde,
Med Tak beslutte dette Aar -
Ved hans Velsignelse formeere
Din Alder sig med mange fleere,
Og han beslutte dem med Glæde
Med salig Lyst, Som ey forgaaer -

Fragment

SVULMENDE Vellyst, du som mit Bryst af Leer
Længe forgjæves stræber at dæmme for
Bundløse Veld af Støvets Glæder
Flyd kun, o strøm fra mit fulde Hjerte! -
Styrt i din Vælde! - Bruus over Dalene
Høyt, at den trætte Vandrer maae finde dig
Og fylde sig med Kraft - og nyne
Skaberens Priis paa sin tørre Foed-Stie -
130 Ikke nedsvælger MoorLands forbrændte Fjeld,
Graadig i Løndorn den sig betroede Fryd -
Den mætter tusinde - den Arme
Drænker Aegypti umaalte Sletter
Syvfold udspreder Nilen til Fremmede
Fedmer som Himlen skjænkte din Barm af Steen;
Navnløse Bjerg! - Omspændt af Ørkner,
Hører du ey dine Fostres Lov-Sang
Tøver ey Havets kolde ustadige
Vandrer at qvæge falmende Lilier -
De mætte aande Guders Vellyst
Svindende Skye, som du ey fornemmer -
Og jeg, hvis Hjerte lignende Skaberen -
Tusindfold nyder Held, som det øser ud -
Og skulde jeg i Kreds af Brødre
Stable mit Leer for AlGodheds Kilde
Styrt i din Vælde salige Strøm af Gud
Bruus fra min Læbe, høyt, at dit raske Fald

Aftenen. (I)

INDSVØBT i al sin Skræk og vred, og vild,
Nedbruser han fra Bjergene - O flye,
Du Roesens og de spæde Liliers Ven! -
O skjærts ey meer saa tryg med Søelunds Høy! -
Din Fiende kommer! - Flye du gyldne Soel! -
Fra Helsinge - fra Østens nøgne Fjeld
Nedbruser han - hans Aandedræt er Storm -
Og huul og sørgelig, som Bølgens Lyd,
Der tørner mod en ensom Klippes Fod;
Er Lyden af hans Komme - Glædens Spor -
Hvert yndigt Malerie af Grønt og Guld -
Hver Gnist af Skovens skummende Christal -
Hvert flygtigt Glimt af Bølgens sølvblaae Ryg,
131 Har alt hans store Skygge sletted ud! -
Bag ved den Morder er Naturen død! -
O flye du Glædens Ven! - o skjærts dog ey
Saalænge med Sophies gyldne Spiir! -
Forlænge kysser du hver enkelt Busk,
Hver vestlig Høy, hvormed du drevst din Skjærts! -
De rødme ved dit kjælne Afskeeds-Kys! -
Snart skal de blegne! - som den stolte Møe,
Hvis Hjerte Helte kun tør trettes om -
Hvi sidder hun, saa ensom i sin Port -
Saa tankefuld? - Hvi løfter hun saa tit,
De store Øyne; dem, som Dyd, og Mod,
Og Viisdom, og endnu jeg veed ey hvad,
Saa yndigt blandes i - Hvi løfter hun
Dem smagtende saa tit mod Bjergets Vey? -
Hun venter ham - sit Hjertes skjulte Haab -
Sin stille Tankes Ven - den unge Helt -
Hun skildrer ham sig seyerrig - beladt
Med Jetters Rov - Og alt tillaver hun
Et meer end venligt Smiil; og Helte Sang -
Og paa sit Skjød udbreder Kampens Møe,
Det bunte, det med Guld isprængte Skjærf,
Som hun har virked til sit Hjertes Helt -
Nu kommer han - han kommer! - - - ha, han flyer! - -
Nu blusser hendes Kind - Hun skjuler vred
Det Guldisprengte Skjærf - Men ak hun seer
Den sorte Jette, som forfølger ham
Med høyt opløftet Sværd - Nu zittrer hun -
Nu svømmer hun i Graad - Hun blegner - Flye
Guulhaarede, før Jetten knuser dig! -
Saa rødme Leyre Høye ved din Flugt -
Og vrede skjule de der' gyldne Pragt,
Som hver for sig udbredte dig til Lyst;
Du bunte Høyes Elsker! - Men de see
Din sorte Fiende - Skrækkelig og vild
Forfølger han der' Ven i lange Skrit -
Da zittre de - da svømme de i Dug -
132 Snart skal de blegne! - Flye du elskte Soel,
Før Jetten naaer dig! - Guul er Jettens Hjelm,
Som Dødens Farve - Fra dens høye Kam
Nedsvæver Busken, smudsig rød og bleg,
I tynde Streifer af hans brede Ryg! -
Sort er hans Skjold, som Sorgen - Som det Floer,
Bag hvilket Enken græder - Skrækkeligt,
Som Almagts Sløer, hvormed den skjuler sig,
Naar den i Harm tillaver Dødens Ild -
Et ildrødt Meteor, er Jettens Sværd -
O see det lyne bag hans Hjelm! - og flye,
Du milde Kjæmper med de gyldne Haar! -
Ewald.

Død og Dom

HVO kan opholde Ormens Liv,
Og standse Støvets Dage? -
Hvo siger til Minutet: Bliv! -
Til Timen: Vend tilbage? -
De flye - og Døden nærmer sig -
O Angst som overfalder mig! -
O gresselige Tanke! -

Du nærmer dig med Vredens Bud,
Forfulgt af Hævnens Luer -
Du haster ned fra Dommens Gud
O Dag hvorfor jeg gruer! -
O Time, svanger af min Død
O Øyeblik, som Almagt bød,
At kalde mig for Thronen -

Ukjendeligt for Mennisket
Fra Glædens Øyeblikke
133 Lumsk som en Morder kommer det
Og Dolken blinker ikke -
De muntre Timer flye Forbi
Det Leer, som Sjælen slumrer i;
Hvo kjender den som knuser?

Hvo sinkede dens jævne Fart,
Og trættede dens Vinger -
Den kommer sikkerligt og snart,
Og det er Død den bringer -
Ak nu maaskee, det næste nu,
Forfærdelige kommer du
Og fordrer mig for Dommen

Den Hellige tilreder sig,
At prøve den han skabte
Han forsker om jeg er ham lig,
Jeg usle, jeg fortabte
Bruus Hav, bort skyl dog dette Dynd! -
Bræk AfGrund og opslug min Synd,
At jeg maae synes hellig -

Fragment

SKJØNT Himlen taug og Dagens Hersker smiilte,
Saae Vandreren en svanger Torden-Skye,
Han saae kun den - han kjendte den og iilte;
Med lange Skrit i Tide til et Lye

134

Til Generalinde Elisabeth Mokke

KEN og ukunstled er den Fryd,
Som flammer i vort Bryst
Enfoldig er vor Glædes Lyd,
Og jævn vor Sang om Lyst -
Vi føle dybt i Hjertets Grund,
Det Held, som Øyet seer,
Og ingen Kunst har lært vor Mund,
At udbasune meer

Vi see dit Liv Elisabeth
Vor Lyst, vor Tak vort Haab
Vi føle og fortolke det
Med raske Glædes Raab -
Vi see din Fest og prise den,
Med vilde Toners Klang
Og kun den raae Natur, vor Ven
Istemmer med vor Sang

Uklipped Skov besvarer kun
Ustemte Fryde Skrig -
Og raaber længe leve Hun
Hvis Smiil opliver mig,
Vor Herskerindes Moder see
Sit elskte Kraagerup
I Lye og Hegn af Planterne
Som nu først spire op -

Bemooste Høye stemmer i
Med Dalens glade Raab
Og svare - Ædle, vær, som vi
Endnu de yngres Haab -
Du Armes Moder lev og nyd
Vor Afkoms Tak og Lyst -
Og see, som i et Speyl din Dyd
Udvikkled i der Bryst

135 Og han, som finder Velbehag
I spæde Læbers Bøn,
Han skal velsigne denne Dag
Som er saa mild og skjøn
At den maae længe blive det
Som den har vært os nu
stolt af dit Liv Elisabeth
Og god, og stoer som du -

Epigram

THOREN, wie lange verfolgt ihr den Barden? - und hascht nach ein Luft-Kind? -
Lächelnd entflieht er euch - über den Dunstkreis, mit Flügeln der Geister
Schertzt mit den Sternen und dünckt sich ein Irrlicht, mit feürigen Locken;
Schvach wie das Flüstern des Windes im Schilfe, vernimmt er bisweilen
Unglück weissagender Weiber Geschrey, wie der Wespen Gesümse
Hört er den müssigen Pöbel sich härmen und krähen und kreischen -
Wundert sich, was doch für Thierchen hierunten ihn hassen und fürchten,
Schüttelt das flammende Haupt; und verfolgt die weitschweifende Bane
Ruhig und lächelnd und hell wie der Mond beym Gebelle der Hunde

136

Fragment

HELLIGE, Hellige, Hellige Gud,
Du som ufaldne med Rædsel tilbede -
Skyggerne flye for en Lyd af dit Bud
Natten forsvinder i Glimt af din Vrede
Væ den besmittede! - Væ ham! - Du kommer
Natten forsvandt, som tilsoer ham sit Lye -
Greben - omspændt af sin straalende Dommer
Væ ham! - den faldne! - hvorhen skal han flye.
Om gridsk og stolt Unøysomhed - om Trods -
Om misbrugt Friehed - om en daarlig Kamp
Af Følelsers ved Kunst opblæste Ild -
Mod Viisdoms Lye, mod Almagts kjendte Bud!
Om feig Misundelse - om giftigt Had
Til hver en ældre hver en større Aand
om selv den mig ufattelige Drift,
Den, at nedstræbe fra sit Væsens Rang
At søge Skjul dybt under sig - i Støv,
I Mulm - en Tilflugt for AlGodheds Vink
Om - med et Ord - om Frækheds Raserie
Om Ondskabs Gift - Om selv chaotisk Dynd
Som uselt Mismod villig synker i
Om det maaskee kan blænde til en Tiid
Om - og hvorledes Ont maaskee formaaer
At synes taalelig - bag sine Skyer,
Skjøn bag den Damp der brækker Viisdoms Glands,
Lys i den evig skumle Nat, hvor Gud
Langmodig sjelden viser at han seer -
Om Synd formaaer at lyve Glædens Dragt
Og Fredens Smiil - Og Viisdoms høye Sprog
For sine Dyrkere
Og himmelsk Ild - for den letsindige -
Som slumre i dens Skjød - det veed jeg ey
Men Himle naar som nu - naar Dommens Røst
Med et forkynder den Alseende -
Naar Tordner vække dem - og pludselig
137 Den Damp af Synd - der altfor svage Sløer,
Fortæres i et Glimt af Hævnens Ild
Og de med Skræk, med Afskye see sig selv
Og blottede forgjæves krympe sig -
Forgjæves kalde den forsvundne Nat
Ey kan undgaa at see sig - ey at see
Den Helligste og al hans Vredes Harm,
Og de

Til Thalias Caroline paa hendes Fødselsdag d 5te Febr: 1772

O du som henrykt seer vor Fryd,
Og hører Glædens høye Lyd,
Thalias tause Ven -
O Fremmede, hvis varme Bryst,
Udvidet føler al vor Lyst
Og ey begriber den

Udanske, som kan spørge her,
Hvi alle Musens Yndlinger
I Dag just glæde sig -
Bøy Øret til min Harpes Klang,
Og Carolines Fødsel-Sang,
Skal undervise dig -

Thalia saae fra Pindus ned,
Og saae den Dag vi glædes ved,
Og følte den sin Fest -
Og med en Moders travle Iil,
Og med et stolt og vigtigt Smiil
Bad hun Olymp til Gjæst -

138

Al Musens pludselige Fryd
Kom af de spæde Læbers Lyd,
Som hørtes første Gang -
Gudinden kjendte let deri
Sin egen elskte Harmonie
Og sine Søstres Sang

Den snilde kjendte alt for vel -
Sin Carolines raske Sjæl,
Endskjønt den først frembrød,
Da bad hun stolt Gudinderne,
At haste fra Olymp og see
Den Muse, som var fød. -

De kom i herlig Høytids Dragt
Hver ærede ved særskildt Pragt
Thalias Fest og sig -
Thalia glemte sig og dem -
Og toeg sin lille Yndling frem -
Og smiilte moderlig

Hun kyste Øye Mund og Bryst;
Og sagde vær til Danskes Lyst,
Der Hjertes trygge Speyl! -
Afbild dem i dit Vink - og byd,
Din Taare skildre Helte Dyd
Dit Smiil at skildre Feyl

Da kyste Polyhymnia,
Og alle Muser kyste da
Den spæde Sangerske -
De kyste hende alle ni,
Og alle sagde, syng som vi,
Og syng for Følende! -

139

Da kom de hulde Gratier
Og Caroline fik af hver
En himmelsk Yndighed,
De Træk i Gang og Smiil og Sprog
Som Skildres ey, og som vi dog
Saa vist fortrylles ved

Ja sagde Venus trædskelig
Dit Danmarks Ungdom elske dig -
Vær Venus i dit Nord -
Hun holdt sit Ord kun altforvel,
Nu sukker mangen ærlig Sjæl
Ved Aphrodites Ord -

Saa rask kom Hebe springende
Bagefter hinkte Cybele
Af Alder krum og tung
De trættedes af Hjertets Grund,
Og raabte i hverandres Mund
Bliv gammel og bliv ung! -

Dog Juno skilte Trætten ad
O Hebe, smiilte hun, tillad
Vor Yndling mange Aar! -
Dog det forstaaer sig Cybele,
Her tales ey om Rynkerne
Og ey om sølvgraae Haar -

Hun kyste Carolines Barm,
Bliv sagde hun, bliv længe varm! -
Bliv gammel ung endnu
Som Ninon fiin i Lyst og Smag;
Som Ninon føel din For-AarsDag -
Som Ninon falme du

140

Høy vinkte nu Saturnia,
Og alle Muser knælte da! -
Hør, bød hun, og adlyd! -
Enhver som elsker Lyst og Smag
Skal ære Carolines Dag
Ved Skjærts og Sang og Fryd! -

O Fremmede, hvis varme Bryst,
Udvidet følte al vor Lyst;
Og ey begreb dens Maal -
Nu veedst du det - Vær glad som vi! -
Og drik ved Pindi Harmonie,
Vor Carolines Skaal! -

Aftenen Et Fragment (II)

KLOGSKAB skaan en følsom Daare -
Skaan ham, for dit kolde Raad! -
Viisdom røv mig ey min Taare! -
Haab misund mig ey min Graad! -
Ewald.

Poenitenten et Fragment

HVIS var den tunge, velsignende Haand, som berørte mit Øye,
Vandrere? - ligner han Jordens Gud, som han stod for sin Skaber -
Hellig, og herlig - et Aftryk af ham, fra hvis Hænder han udsprang?
Er han i Adfærd og Gang, som Støvets usmittede Broder,
Engang - ak engang var, da han tilbad ved Euphrats Bredde? -
141 Siger mig: seer i hans FodSpor endnu? - Velsigner han Jorden? -
Svømmer han langsom og smilende bort i rødmende Straaler?
Tung var hans Haand af Midlerens Lyst af Forjættelsens Fylde -
Drukken af Glæde bortsank jeg i Bøn, og slumrede Lov-Sang
See da nedfaldt et Sløer af Purpur, og skjulte Naturen -
Himmel og Hav og den spraglede Jord løb i et for mit Øye -
Sangerens Røst, og den sværmende Støy af bekymrede Trælle,
Sagtnedes meer og meer og taug - I en bundløs AfGrund
Svimlede Sjælen, og famlede for sig, og søgte sin Frelser -
Henrykt fornam den hans Glimt, og forfulgte med Jubel hans Gjenskin
Vandrere! - seer i hans blegnende Glands? - thi jeg føler, han var det -
Ewald.

Vinteren, et Fragment.

NED fra Finlands nøgne Skjær,
Stiger Vinteren ukaldet,
Zittrende og grim og skaldet,
Kold og bleg, paa Næsen nær -
Knarvurn knurrer han og brummer
Langs med Doffres mørke Ryg -
Væmmelig i Sang, og styg,
Naar han stønnende forstummer -
Mosens kniprende Tyran
Fandt hans Toner altfor hæse -
VildGjæs, som dog selv kun hvæse -
Selv Kivith mishager han -
Droslen flyer fra fulde Rønner -
Svalen stum - men fiin i Smag,
Flyer fra det bekjendte Tag;
Naar den hører, at han stønner -
Skræk for Skovens Harmonie! -
142 I kun sørgelige Fugle -
Heyre, Krage, Ravn og Ugle
Stemmer melancholisk i -
Kun de tørre Granner knage -
Kun en enkelt Ulv en Bjørn,
Tude ned mod Dalens Børn,
At indbyde dem til Klage -
Jorden synes bag sit Sløer,
Stiv og dorsk og grim af Alder -
Løvet bruunes, krummes, falder -
Græsset guulnes, helder, døer -
Søen hvidnes, hærdes, fryser, -
Bække sagtnes, standse, staae -
Er det vel at undre paa,
Om min stakkels Muse gyser? -

Paa min Ære, Ney! - Men om den gode Jomfrue ikke gjerne kunde have taugt til hun var blevet optøet - det er en anden Sag -

Ewald

Cantata for Raadhuus-Strædets Concert*

Recitativ.

HUN falmede, og mat og nu afmægtig,
Og kold hensank hun i sin Fiendes Arme.
See! - Livet døer! Thi har ei Livets Moder
Holdt op at føde? - Ak! Naturen falmer;
I Skoven taler Norden kun, og Ravne;
Men du, guddommelige Philomele,
Du tier! Har du da forglemt din Ithys?
Du synger ei din Smerte meer for Skoven!
Men er ei Markens høie Sangerinde

* 143

Saa taus som hun? Naturen priser
Sin Skaber kun med gresselige Toner;
Den hyler, hviner, tuder, brummer, brøler;
Thi kold og følesløs er al Naturen.
Men jeg; hvis Bryst er varmt, hvis Hierte brænder,
Ak! af den elskte, af den rene Lue,
Af den, som I har tændt, og daglig tænder,
O Ædleste! af Skiønsomhed, og Lyst!
Men jeg! - min Sang! - Ak! skiønt den svagt udtrykker
Min Følelse, min Pligt, og Eders Ære;
Er den dog varm af Tak, og høi af Glæde.

Aria.

Pindi høie Sangerinder,
Kommer venligt til mit Bryst,
Seer den Vellyst, som jeg finder!
Byder mig at synge Lyst!
Styrker mig, I Himliske!
Høi og sterk skal Sangen være,
Høi, som Eders Venners Ære,
Sterk, som Deres Følelse!

Til Jomfrue Anna Hedevig Jacobsen, da Solen var overtrukken med Skyer i Sommeren 1773

SOLEN flygter, Taarer skiule*
Sporet af den Himmelske;
Norden brøler i sin Hule,
Glædens Morder vaagnede,
Snart skal Zemblas Hvirvel-Vinde
Hvine høit mod Harpens Klang.
Ak, hvad vil du? Ak, Hyrdinde!
Hvi begierte du min Sang?

* 144

Lær min bange Siel fornemme
Glimt af Vaarets tabte Lyst,
Byd, at Zephirs kielne Stemme,
Hvisler Glæde til mit Bryst!
Tal til Stormen, at den tier,
Dæmp dens Røst, min Hedevig!
Da skal høie Harmonier
Prise Himmelen og dig!
Deilige! hvis ædle Hierte
Svolmer af uskyldig Fryd,
Luk dit Øie for min Smerte,
Flye min Klages hæse Lyd!
Dig, hvis aldrig mørke Øie
Dydens Himmel straaler i,
Dig kan Glæden kun fornøie
Med sin egen Melodie.

Morgen-Sang

O Du, som aabner nu mit Øie
Paa ny til al din Herlighed!
O Guders Gud! o evig Høie,
Hvis Vink nu Solen straaler ved;
O aabne dog i Dag mit Bryst
Til Troe, til Dyd, til hellig Lyst!

O byd mig - lær mig selv at prise,
O lær mig at tilbede Dig;
Du eene Gode, Stærke, Viise,
Som denne Nat bevarte mig!
Som gav mig i Dit eget Skiød,
Et Skierm for Fare, Synd og Død!

145

Opløft mit Støv til Dig, Alfader,
Mit frelste Støv til Thronens Fod,
Hvor alle Himlens Myriader
Udraabe: Gud! hvor er Du god!
Lær og min Mund at stamme ud:
O hvor barmhiertig er vor Gud!

O lær mig, følende at sige,
Du som behersker Himmelen,
Seraphers Gud, Du er tillige,
Vor Fader og vor ømme Ven!
Og lad det Navn, som giør saa trygt
Besiele mig med sønlig Frygt!

Da skal jeg Arme turde raabe,
Betrygget i Din egen Favn:
Gud Zebaoth, hvorpaa vi haabe,
Er stor, og helligt er hans Navn!
Og Cherubs Chor beundre da
Mit stammende Halleluja!

O lær mig saa alvorlig glemme
Al jordisk Rigdom, Glands og Lyst!
Lad Hiertet sige ved min Stemme
Dit Rige komme til mit Bryst!
Lær mig, at naar jeg nyder det,
Da findes alt det andet let!

Lær mig, som Ondskab tør forføre,
O byd - o tving mig Usle til,
At lide villig, og at giøre,
Med Lyst, hvad Verdens Herre vil!
Alviseste din Villie skee,
Paa Jorden, som i Himlene!

O giv mig! Du det Godes Kilde,
Arbeidsomhed og dagligt Brød!
146 Og trænger jeg og gaaer det ilde,
Da giv mig Kræfter til min Nød.
Alt hvad der tiener til mit Gavn,
O giv mig det i Jesu Navn!

Og Hellige, hvis vaagne Øie,
Seer al min Ondskab til dens Rod;
Forskyld mig ei du evig Høie!
Udslet min Skyld med Jesu Blod!
Og lad mig ydmyg see til dig,
Naar Mennesker fornærme mig!

Og du som kiender alle Snarer,
Som Kiødet stiller for min Siel;
Og du, som seer i hvilke Farer,
Jeg styrtes tit af Ondskabs Træl.
O slip mig ei i denne Nød!
O fri mig dog fra Synd og Død!

Da skal jeg evig, evig være!
Din Ven, Dit Øies Lyst, Din Priis! -
Thi Dit er Rige, Magt og Ære!
Kun Du er god og stoer og viis!
Hvor henrykt skal jeg raabe da:
Forløser! Gud! Halleluja!

Over M. B** (1772)

ALMAGTS Ord, du store Anker,
Du, som Verden hviler ved,
Hold min Siel! - heft mine Tanker
Til din trygge Salighed!
Let og svag og uden Roer
147 Kastes jeg af Virvelvinde.
Herre, lad mit Øie finde
Havnen, som din Naade soer!

Naar jeg paa en troeløs Bølge
Seer et Glimt af Stiernerne,
Og den viger for sit Følge,
Og jeg synker gysende,
O da kom min Siæl ihu!
Store Styrmand og Veileder,
Viis mig Glimt af Saligheder,
Der var evige, som du!

Viis mig bag ved Dødens Skygge,
Som omspænder Støvet her;
Stedet, hvor Udvalgte trygge
Lære først, hvad Livet er!
Livets Kilder, viis mig dem,
Vælde ud af Almagts Throne;
Og den evig grønne Krone;
Og det nye Jerusalem!

Ak! - hvad var vi uden dette?
Bølgers og Orcaners Spøg,
Klippens og Hav-Strudlens Trette.
Prøv det! - Glæd dig til Forsøg!
Skab dig et lyksaligt Liv!
Knyt det fast ved Sundheds Kiede!
Kald det da en Drøm om Glæde,
Og et flygtigt Tidsfordriv!

Følg mig hist, hvor Fromme raabe
For et elsket Liv om Aar,
Som Forjettelsen lod haabe,
Og en munter Ungdom spaaer!
Hist, hvor de Forladtes Graad -
148 Den, som ei forgieves flyder -
Hist, hvor selv Natur og Dyder
Gaae i Kamp mod Dødens Braad!

Haab med mig, at hine vinde!
Mueligt de afvende den!
Viid, min Morbrors troe Veninde
Ung alt havde Gud til Ven!
Han har sagt: O Lydige,
Længe leve du paa Jorden! -
Og alt, hvad du har af Orden,
O Natur, har svart: Det skee!

Nu alt riig paa modne Dyder,
Viisdom, Ægte-Kierlighed,
Og dig, Mødres Ømhed! - bryder
Døden disses Tempel ned? -
Mon ei Himlen naadig seer
Til den Angst, min Morbror finder?
Til vor Graad? - Nei! - Taarer rinder
Bittre! - Thi Hun er ei meer. -

Salige! - thi Du har vundet,
Os allene traf Din Død!
Vi har tabt, men Du har fundet
Livet i Algodheds Skiød! -
Min - mit Raad! min Hielp! min Lyst!
Moder! - Han, som havde givet,
Rev Dig af en Drøm til Livet,
Og fra vort til Naadens Bryst! -

Salige! tilgiv min Smerte!
Taaren flyder ei for Dig.
Ak, mit sønderknuste Hierte
Føler kun mit Tab og mig!
Hvad skal Støvet hvile ved?
149 Hvor er Tryghed? - Verdens Anker,
Almagt, heft de bange Tanker
Til den Dødes Salighed!

Over M. Th** (1772)*

O! forskaan mig, viise Daare,
Tret ei længer med Naturens Røst!
Denne tunge, hede Taare,
Er mig meer end al din kolde Trøst.
Ak jeg elsker denne Smerte,
Denne Nat, hvorfor du vil befrie.
Mit beklemte fulde Hierte,
Lindres ved den Graad det smelter i!

Har jeg glemt at Myriader
Daglig tabe Støvets usle Liv?
Veed jeg ikke at Alfader
Sagde: døe, saasnart han sagde: Bliv?
Eller troer du, at mit Øie
Er for blind af Taaren, til at see
Glimt af Glæden, som den Høie
Har tilsvoret den Retfærdige?

O jeg veed, jeg seerjeg finder
Haabet, og den store Sandheds Magt.
Men den bange Taare rinder,
Og en Draabe skiuler Himlens Pragt!
I et Hav af rene Lyster
Sank Din Siel, o Salige! Du leer,
Engel! Ak men før min Søster!
Du har alt og jeg har intet meer.

* 150

Koldt og brustet er det Øie
Som den bedste Siel har straalet i.
Du, min Dorthe, seer den Høie,
Men Dit faldne Støv betragte vi!
Blege blev de fromme Læber,
Som saa tidt oplod sig til vor Lyst,
Og den Sang, hvormed Du stræber
Op til Tronen, smelter ei vort Bryst.

Himlens, Dydens, vor Veninde,
Tidlig sank Du om for Dødens Lee.
Men vor hede Graad skal rinde
Paa Dit Støv, Du faldne Lilie!
Levning af det bedste Hierte,
Haandfuld Jord, som var Din Skabers Huus,
Du bortsmulrer. Men vor Smerte
Bygge Ære-Støtter paa Dit Gruus!

En dybtsaaret Ægtefælle
Prise Dine Dyder med sit Skrig!
Og en Moders Graad fortælle
Hvilken Datter hun har tabt i Dig!
Klynk og du, forladte Spæde!
Brist i Graad, - men føel den ei endnu! -
Seer Du ei, at alle græde? -
Og dog taber ingen det som du.

Suk og du, som læser dette,
Føel vort Tab, Du kolde Vandrere,
Klag, at Døden tør udslette
Dydens Aftryk - Godheds Billede.
Og den fromme Graad, som flyder
Paa vor salige Venindes Grav,
Skienke dig et Glimt af Dyder,
Som hun alt for kort har straalet af!

151

Paaskrift paa en Kaffekande

SOM Venskab, saa din Saft, du ædle Mokka Frugt,
Bør være reen og stærk og varm og umisbrugt.

Til B*** og E*** (1772)

O du, hvis stærke Flammer drive
Det store Hiul i Verdens Ur,
Hvis Straaler varme og oplive
Den ellers staaende Natur,
O Godheds Smiil! O Almagts Bud!
Du som opholder og bestyrer
Alt Liv, fra Elefant til Myrer,
Fra Støvets Vrimmel til dets Gud;

O Du, som Himmelen betroede
Det største Gienskin af sin Lyst,
Det største Glimt af den Algode,
Som kan faae Rum i Faldnes Bryst;
O Du, hvis Smiil vi smelte ved;
Hvis Vink vi stammende tilbede;
Din Lov, Dig skal min Sang udbrede,
Guddommelige Kierlighed!

Du glædede den nyelig Skabte,
Da han endnu var god og viis!
Du blevst ham troe, endskiønt han tabte
Sin Høihed og sit Paradiis.
Du straalte Vellyst i hans Harm,
Liv i den skielvende Mandinde;
Og venlig hjalpst du dem at finde
Et Eden i hinandens Arm.

152

Saa øm, saa venlig og fortrolig,
O Glædens Moder, haster du
Fra Fyrstens Slot til Hyrdens Bolig,
Saa trofast er dit Smiil endnu.
Selv Æren aagrer med sin Lyst;
Kun du frembyder og udbreder
Din Rigdom, dine Saligheder
I Heltens og i Slavens Bryst.

Du sammensmelter vrede Prindser
Dem ubevidst i salig Fred;
Og de udtømmede Provindser
Udtømme din Lyksalighed.
Og saae min Sangerske dig tidt,
Med himmelsk Lyst belæsset, snige
I Smilet af en kielen Pige
Til en usavnet Eremit.

Kun til det sorte Bryst allene,
Som skyer, som hærder sig mod Dyd,
Har du, o Hellige, o Rene,
Ei selv det mindste Glimt af Fryd.
Styg, svovlet, giftig, stinkende
Er dyrisk Ild, som Laster tænde;
Kun morderiske Flammer brænde
Paa Chamos skidne Altere.

Men, Herlige! hvis Bryst kan rumme
Din Vellyst, hvo kan skildre den?
Naar du nedstraaler paa den Fromme,
Paa Menneskets og Himlens Ven.
Da svulmer hans opfyldte Bryst,
Da sitrer først hans rene Læbe,
Da gyser han, og Taarer stræbe,
At vise Gienskin af hans Lyst.

153

Min B***, udbred Dit Hierte!
O viis, forklar min Sangerske
Det kielne Suk, den søde Smerte,
Den mægtige Fortryllelse.
Beskriv den Strøm af Ild og Iis,
Som kryber om i hver en Aare;
Fortolk den underlige Taare,
Som taler om Dit Paradiis.

O siig mig, lær mig, hvad Du finder,
Nu da et evig helligt Baand,
Af Almagt selv velsignet, binder
Dig og Din Elskte Haand til Haand,
Og Bryst til Bryst, og Kaar til Kaar;
Og naar hun rødmer ved Din Side,
Og stammer, Ja; saa lad mig vide,
Hvor tidt, hvor høit Dit Hierte slaaer.

Thi hvert et Glimt af Saligheder,
Som naaer Din Siel, som lønner den;
Hver Skygge, som Din Lyst udbreder,
Hvert Suk er vigtigt for din Ven.
Ja, ved almægtigt Sympathie
Skal min henrykte Sangerinde
Begribe, see, og troe at finde
Den Vellyst, som Du svømmer i.

Da skal hun, drukken af sin Glæde,
Af hellige Fornemmelser,
Opdage Skiebnens skiulte Kiede,
Og Himmelens Beslutninger.
Og spaae: Min B***, min Ven,
Spaae skal min Sang, og Godhed svare:
Ja, længe skal din Glæde vare,
Og himmelsk Lyst skal krone den!

154

Til F* og L* (1773)

NU smiler Solen stolt bag aabne Himle,
Naturen føder, unge Glæder vrimle
Omkring dens Bryst;
Den blev befrugtet under Almagts Vinger,
Nu føder den, og af dens Skiød udspringer
Nyeskabtes Lyst.

Et Svælg af Haab, som ingen Skye indskrænker,
Og salig Tak besiele den som tænker,
Han føler sig.
Og hine Dyr, som Tanke ei var givet,
Forkynde hede Følelser af Livet
Ved Frydeskrig.

Jordguden kiender kun de store Skygger
Af Skaberen, som trindt omkring ham bygger
Sit Paradiis;
Men Spurven selv opflagrer mod sin Skaber
Og priser ham, og al Naturen taber
Sig i hans Pris.

Den Svageste udruster sig. Den Spæde
Udvider selv sit lille Bryst til Glæde,
Som Himlen spaaer.
Et Sødt, jeg veed ei hvad, en kielen Smerte,
En salig Længsel svulmer i det Hierte,
Der neppe slaaer.

Men Du, min Broder! Du, som Godhed leder,
Imod den Største blandt de Saligheder,
Der naae vort Bryst;
O Du! hvis ædle Hierte fandt sin Mage,
Udviid det, til at rumme, at modtage
En himmelsk Lyst!

155

Thi ei de grønne guldindsprengte Skove,
Og ei den emailerte Dal kan love
En Lyst som den.
I Biergets Skiød kan ingen Glæde findes
Som den, hvortil du nu for evig bindes
Af Himmelen.

Den skiønneste blandt alle Vaarens Dage
Er mod et Smiil af en elskværdig Mage
En Vinter-Nat;
Og mod den Ild, som Dyd og Elskov tænder,
Og mod den Ild, hvoraf Dit Hierte brænder,
Er Solen mat.

Naar Liljen falmer; naar nu Stormen leger
Med sammenskrumpet Løv af Nordens Eger;
Naar alt er Iis:
Da blomstrer Salighed i Dine Arme,
Og Glimt af Gud bestraale og opvarme
Dit Paradis.

Omfavn Din Fryd! Betroe Dig til Din Glæde!
Vær tryg ved Pagtens diamantne Kiæde,
Ved Herrens Haand!
Han bandt den! - Han velsigne den! - Han give
Sin Engel seent sit Vink, at sønderrive
Saa smukt et Baand!

156

Tanker ved Salig Hr. Ulrich Friderich Suhms Grav

JA stræng var Gud, og vreed var Himmelen;
Ey Bønner den, ei Graad bevæge kunde.
Forbarme dig! saa raabte alle Munde;
Men ubønhørt kom Graad og Bøn igien.
Han er ey meer - o grumme Dødens Bud!
Saa skinnende en Ungdoms Morgenrøde
Af Vredens Skye saa hastig sluktes ud!
Saa stort et Haab i feyrest' Blomster døde!

Min unge Ven! jeg svimler ved Din Grav!
Mørkt er Guds Raad, og Nat mit Syn omgiver,
Vellysten groer, tit sølvgraa Lasten bliver;
Men Himlen Dig saa kort en Bane gav!
Og - ach Du var den beste Faders Lyst,
Du var Din ømme Moders eene Glæde,
Din Alders Ziir, den Hielpeløses Trøst,
Mit Haab, min Ven. Hvis Øie maa ei græde?

Ja strænge Gud! for haardt var dette Slag!
Dog tie Fornuft og knæl for Naadens Throne!
Kun Godhed, kun Retviished er din Krone
Retfærdige! skaan, straf, og giv og tag.
Forblindet jeg dit Raad ei her forstaaer,
Men hist jeg skal din Miskundhed tilbede.
Her Hierte! har du Balsom for det Saar,
Som Herren slog i en barmhiertig Vrede.

Maaskee han skuer alt, den Salige,
Den Labyrinth, de Falskheds skiulte Snarer,
De Fristelser, de Millioner Farer,
Som en uskyldig Ungdom truede:
Maaskee han deres Engel være skal,
Hvis Lyst han var, hvis Glæde her paa Jorden:
157 Maaskee han her iblant Cherubers Tal
End i sin Kreds udbreder Held og Orden.

O smiil da tit, min Ven! medynksom ned
Paa mig, som end omkring i Mørket traver,
Og dersom Du for Jorden Omsorg haver,
Saa glem, o glem ey i Din Salighed,
De Elskede, hvis eeneste Du var!
Giør Sorgen mild, skab Trøst i deres Smerte!
Men du, som vist for Jorden Omsorg har,
Du Trøstens Gud, læg selv det knuste Hierte!

Rimbrev til L. Bensen (1772)

Høystærede Herre! -
Udvalgteste Venl-
Patron!
og Moecen!
og Apoll
og Monfrere!
Og hvad du vil være! -

Forund dine troe Domestiquer den Ære,
Med heldende Hoved, og zittrende Pen,
Deels liggende, deels paa en Stoel at frembære
Vor Sjæls Pretioser! - En vigtig Affaire -
Hans ender og Peder begynder iglen -
En vigtig Affaire forrycker og trycker
Vort Hierte og sprænger det næsten i Stycker,
Det hovner af Tanker og brister af Riim,
O hielp os Gudinde som styrker og smycker
Den strandende Paars og den synkende Cliiml
158 Tæt Tankernes Skib med en digterisk Liim!
Dog skal det da synke - vel! - Muse besvim! - -
Haha! - Min Collegas Gudinde fik Nykker! -
Og min, som man veed, gik alt længe paa Krykker -
Og det, som jeg her maae bekjende med Skamme;
Den stakkels Madamme
Er læk, og brøstfældig, forfalden og svag,
Hvorhelst man beseer hende, for eller bag;
Da nemlig, og saasom, Vi tvende bekjende,
At Frændskab, Bekjendskab og Venskab i Dag,
Da atter et Aar af dit Liv gaaer til Ende;
Har optændt en Ild af det varmeste Slag -
En Flamme, hvoraf vi bestandig vil brænde -
En Lyst-Ild i Brystet og Glædes-Raquetter,
Hvis evige Hale først Døden udsletter;
Saa er det vor Sag,
I dette Poëm, af den nyeste Smag,
At - hidt nu med Pennen - at viise den Iver
Som varmer, opliver og river og driver
Vort Hierte magnetisk til alt det som giver
Dit Hierte Behag. -
Vi ville tillige - ieg Peder som skriver
Og Hans i sin Seng, hvor han ventelig bliver -
Vi ville udbrede din Ære og trække
Din Roes og dit Minde - - saa langt det kan strække;
At Store og Ringe og Viise og Giække
Maa skryde og nyne og sladdre og kiække,
Saa Jorden maae sprække,
Om dine Bedrifter, Du Helt af vor Digt; - -
Saa ville vi og iagttage vor Pligt
Og som det sig giæve Poeter mon sømme
Vor Skyldigheds Randsier til Bunden udtømme
Og ynske - Lad mig! - Jeg er øvet i sligt -
Som springende Lax i forsølvede Strømme,
Saa gid du i Glæde maae pjaske og svømme! -
Minerva kapsuun dig med Viisdommens Tømme
Mercur skal befrie dig fra sclaviske Drømme! -
159 Vær stoer hos Apollo - Vær skaanet af Mars! -
Vær elsket af Guderne himmelske Lars! - -
Calliope selv skal besætte din Hylde! -
Din Pung og din Skuffe skal Plutus forgylde! -
Dit Begger skal Bacchus bekrandse og fylde! -
Og Sødhed i Hiertet skal Gratier tyldel - -
Og Venus skal skjænke en blomstrende Pige,
En sortøyed Doris -, - Ey blaae vil han sige! -
Bort med hans Brunetter! - min kiære Monfrere
Jeg veed dog at blaae skulle Øynene være!
Nei mørke! - Ney lyse! - Ney sorte! - Ney blaae! - -
Lad dem alle da staae! -
Et mørkt - og et lyst - og et sort - og et blaae -
Saa fik vi med Æren en Ende derpaa. - -

Gud give dig hastig et Brød til dit Suul! -
Det ynske vi

troe Domestiquer og Venner
Din Spendrup - din Ewald - din Petter og Tjener

Paa Stoelen - I Sengen. Den nittende Jul:

Og som vi kan skrive foruden at lyve
Sytten Hundrede to og Halvfierdesindstyve
JoPehandernes SpenEdrupwald. -

[Fra et brev til moderen, Marie Huulegaard, dateret: D. 6te Novbr 1778]

Opfordrer jeg min Sangerinde,
At tænde Flammer i min Sjæl -
Strax spørger hun til mine Vinde;
Og om jeg kan fordøye Vel -
Berører jeg de gyldne Strænge,
160 Og vil jeg tvinge dem til Sang;
Da er et evigt Penge, Penge,
Fra først til sidst der Jammer-Klang -

Det er til Dunsers Borg, den slagne Lande-Vey -
Din Sang er skurrende, og - tie kan Du ey -

Frue Mary, hun ligger paa bløden Seng,
Saa stadselig.
Hun tænkte sig paa sin syge Dreng -
Hvor gaaer det dig? -
Saa sørgelig klinger den gyldne Harpe -
Frue Mary hun ringer paa Tærnen blaae -
Klingelingelingeling -
Vær snar Grete lille, lad Rokken staae! -
Kilt dig op og spring. -
Saa sørgelig klinger den gyldne Harpe -