Ewald, Johannes Uddrag fra Samtlige Skrifter I, Fortale (DK)

KUN sielden kan en Fortale være nødvendig, og jeg tør sige, at den aldrig kan blive det, uden ved en eller anden Ufuldkommenhed i Verket selv, især naar dette er digterisk. Jeg har ikke læst, eller havt Taalmodighed til at læse, tre i min Levetid, og dog bilder jeg mig ind, at have forstaaet de Skrifter, som jeg ønskede at forstaae, saa got, som jeg nogentid kunde lære det af en Fortale. Det vilde imidlertid være haardt for en Mand, der havde anvendt stor Flid og Bekostning paa at beværte og fornøie endeel Fremmede, om han ikke selv, i det mindste eengang, turde lade sig see i Giestesalen; pege paa nogle Retters fine Smag, eller deres Sieldenhed, eller deres Kostbarhed; undskylde andre; og ved selv at laste dem, om muligt, forekomme alle de Anmerkninger, som andre kunde giøre derimod; overalt ved at udbrede sine Hensigters Redelighed, ved at opregne de Vanskeligheder, han havde maattet overvinde, ved at beraabe sig paa andres Bifald, ved Høfligheder og skiulte Trusler, paa alle Maader saavidt som muligt, forvisse sig om sine Giesters Bifald og Beundring, og det som meer er, modtage den Virak, som han venter sig, saa personlig, som det kan lade sig giøre. Samme Beskaffenhed har det omtrent med en Forfatter, og jeg kunde aldrig fortænke den Mand, der, efterat have anvendt vaagne Nætter paa at fornøie mig, endnu af Mistillid til sit Arbeide, søgte at sette alle mine Lidenskaber, indtil min Frygt og min Medynk selv, i Bevægelse, for at afskræmme, aftvinge, eller aftrygle mig et Bifald, som var alle hans Ønskers Formaal. Jeg, som troer at kiende Menneskets Svaghed, jeg vilde, som sagt, ikke fortænke ham deri; men da jeg tillige, uroest, kiender deres og min Egensind, vilde jeg neppe formode, at han paa denne Maade befordrede sin Hensigt et Haarsbrede. Skal vort Bifald være en Gave, da maae det i det mindste være frivilligt. Men blot den sande og øiensynlige Fortieneste kan aftvinge os det; og denne kan bedre findes i Verket selv, end bevises i nogen Fortale. Men vil man paalegge Egoismen, denne de fleste Prolegomeners snaksomme Moder, Tavshed, og det burde man, saasnart man saae det Latterlige deri; hvad bliver da tilovers, som kunde tvinge en Digter til at opholde sine Læsere, endog imod deres 165 Ønske, i sin Forstue? Hvad kan, hvad bør han sige dem andet, end: her ere mine Skrifter! Andet havde jeg ikke heller besluttet at sige dem, dersom ikke saadanne Venner, hvis Dom jeg har meer Tillid til, end min egen, saa got som havde tilsvoret mig, at det var en plat Urimelighed at bekiendtgiøre et heelt Livs Arbeider, uden at tale noget i Forveien over denne vigtige Beslutning. Nu at skrive en Forerindring, blot af den Aarsag, at ville skrive en, det synes mig endnu langt urimeligere, end alt hvad Kierlighed til os selv kan frembringe. Og hvad skal en Forfatter i dette Tilfælde sige sine Læsere, som nogenledes kan interessere dem? uden saa er, at han vil lade en Afhandling, eller et Digt, være Fortale til alle de øvrige. Paa den anden Side vilde jeg ligesaa ugierne vove at synes besynderlig, selv maaskee uhøflig, ved at unddrage mig fra en gammel Sædvane, som overalt er saa let at efterleve. Denne Betragtning driver mig igien tilbage paa Egoistens alfare Vei, og jeg vil, for at føie Mængden af mine Læsere, anvende nogle Blade paa at tale om mig selv, da jeg paa dette Sted intet veed at anbringe, som havde bedre Sammenhæng med mine Skrifter. Men jeg skal stræbe efter at være saa kort, saa almeennyttig, med andre Ord: saa lidet kiedsommelig, som muligt. Forresten frasiger jeg mig høitidelig enhver Hensigt at bestikke, eller at overile, eller at røre, eller at forblinde, eller at skræmme mine Dommere; og jeg beder dem indstændig at ville udfinde disse Skrifters Værd eller Uværd efter den Anledning, som deres egen Skiønsomhed kan give dem, og i den Henseende lade alt det, som jeg her kan sige om den Person, der skrev, eller om de Vilkaar, hvorunder, eller om de Aarsager, hvorfor han skrev, være fuldkommen som usagt.