Ewald, Johannes Uddrag fra Samtlige Skrifter I, Fortale (DK)

Her vil jeg blot pege paa det Hæng til en vis Tungsindighed, som jeg før har omtalt, som jeg troer, at min Skiebne har mere Deel i, end min Natur, og som maaskee har givet mig desto større Held i visse Fag af Digtekonsten, da det derimod har giort mig reent uskikket til en stor Deel andre. Har jeg nogentid kunnet skildre noget af Glæden med Sandhed og Styrke, da har det vist været dens Taarer og ikke dens Latter. Religionens festlige, dens gysenopvekkende Fryd, Dydens og de store Handlingers, og de uforskyldt nydte Velgierningers, og den stille helligende Kummers smeltende vemodige Vellyst har maaskee undertiden strømmet følelig igiennem min Harpe. Al anden slags Glæde vilde blive ukiendelig ved min Sang, og naar jeg undertiden har forsøgt at skildre, enten Selskabeligheds, eller Elskovs, eller en blomstrende Egns eller andre slige Gienstandes smilende Vellyster; da har jeg ikke vidst det selv, førend jeg fandt min Tone klagende, og ufrivillige Taarer dryppede hede fra de Øine, der havde sat sig for at lee. Ved de faa Skrifter, hvori jeg har stræbt at opvække andres Latter over Daarligheder, der allene kunde revses og rettes paa denne Maade, har jeg langt fra at lee selv, vist været plaget af den fortrædneste, den bitterste Lune, som det kan være den tilladt at skrive Satyrer i, der afskyer at være en 178 Menneskefiende. Hvad den skildrende Poesie betreffer, da har jeg uden Tvivl havt større Held, til at treffe mine Brødre, saavel i Hensigt til deres Characterer, som til deres Handlinger, og Nuancerne imellem begge, end til at udtrykke noget andet af Naturens Under. Og jeg skulde uden Tvivl være ligesaa uskikket til Idyller, som til anacreontisk Sang. I Hensigt til Udtrykket af mine Følelser, har jeg maaskee fundet en Rigdom i vort Sprog, som de fleste, af mine Formænd har forsmaaet at søge efter, og som de Konsterfarne har tilstaaet mig at have brugt med Fordeel. Hvad Correctionen betreffer, har jeg altid været yderlig stræng imod mig selv. Jeg overdriver det ikke, naar jeg paastaaer, at det var mig en Lidelse, om ikke en Umulighed, at slippe endog den Linie af Hænderne, som jeg forudsaae at være bestemt til Forglemmelse, førend jeg selv var fuldkommen fornøiet dermed. Venskabelige og uvenskabelige Anmerkninger har jeg rettet mig efter med lige Villighed, saasnart jeg fandt dem rigtige; og jeg tænker, at jeg har handlet ret.