Ewald, Johannes I. Myten Ewald

I. Myten Ewald

En af Karen Blixens personer, den gamle madam Bæk i »Et Familieselskab i Helsingør« (1935) mindes, da hun passerer Rungsted Kro, at hun som tiårig mødte Johannes Ewald og blev venner med ham. Skønt syg og svag og trods brændevinslugten tiltrak han barnet med »den Magnetisme, som Livets store Magter besad (...) Endnu tre Aar senere, da hun gik til Præsten, havde hun tænkt sig den Herre Jesus med Haaret i en Pisk, og med den døende Digters brudte, straalende, vilde, blide og hovmodige Smil« (Syv fantastiske Fortællinger, 1957, s. 224).

Her er en kær og kendt myte om Johannes Ewald koncentreret, så den afgiver sin fulde lyskraft. Denne kunstnermyte med sit strejf af helgenlegende har vist sig levedygtig. Den er opstået ikke bare af forfatterskabets udsagn, men også af talrige anekdoter fra Ewalds levnedsløb; desuden har portrætterne af ham gjort deres, navnlig måske Erik Pauelsens fra o. 1780.1 Endelig har eftertidens romantiske forestilling om det herlige geni stadig et godt greb i os; vi slipper den nødigt.

Det er ikke tanken her at undersøge myten og afgøre, om den er sand eller falsk. Men med myten som udgangspunkt styres opmærksomheden mod de energier i forfatterskabet, der har bidraget til den, og mod de sider af værkerne, der ser ud til at modsige den. Her kommer det naturligvis især til at gælde lyrikken; men det forsøg på en karakteristik af Ewalds univers, der skulle blive resultatet, støtter sig også til enkelte af prosateksterne.

184