Ewald, Johannes II. Den himmelske ild

II. Den himmelske ild

Blixens billede af den kristuslignende digter med det mærkelige smil forsøger at sammenfatte det indtryk, Ewalds digtning og livshistorie kan give. Ewald ses som en mand, der led og døde for kunsten, men genopstod eller udødeliggjorde sig i den. Med en omskrivning af Blixens ord: Han opfyldte i ensomhed, ubundet, selvbevidst og i kærlighed sin høje bestemmelse, der var den at nære og lade sig opbrænde af »den himmelske Ild«. Denne metafor er en af Ewalds benævnelser for inspirationen, således i det selvbiografiske fragment Levnet og Meeninger (1774-78, trykt 1804-08):

»(...) da han [Ewald] blev undfanget, havde den guddommelige lagt en Gnist i hans Hjerte - og allerede havde den grebet om sig - allerede begyndte den himmelske Ild, at ulme« (LM, s. 98).2

Blixens barnlige iagttager ser denne ild i digterens strålende blik. Hvilke skikkelser antager den i Ewalds digtning og liv, og hvilke glæder og kvaler voldte den ham?

Blixen lader den ganske unge pige opfatte Ewald som en helt og martyr, ofret til »Livets store Magter«, dvs. de kræfter, der driver kunsten. Selv har Ewald i et udateret fragment en mere illusionsløs og sørgmodig betragtning om omkostningen ved et liv med kunsten. Den består i en særlig hensynsløshed hos kunstneren, der ikke blot rammer ham selv, men livet som sådant - herunder omverdenen - når det skal forvandles til kunst:

Lær mig
Vor Sjæl er Ild, - som utaknemmelig,
Fortærer det hvorved den føder sig -

(s. 113)

Den himmelske ild, siger Ewald, er givet os af Gud. Mennesket er, med et udtryk, han tit bruger, en »Jordgud«, skabt i Guds billede. Men ilden er et farligt element i daglig omgængelse. Værkerne vidner om, at Ewalds vurdering af de skabende tilstande ikke er 185 den samme fra først til sidst i forfatterskabet. Holdningerne til kunstnerrollen spænder fra det højeste hovmod til den dybeste, ydmyge anger over denne luciferiske opsætsighed mod Gud, som jeget har misbrugt sin ild til.

Digterhovmodet når et højdepunkt i et epigram på tysk, sandsynligvis fra 1774: »Thoren, wie lange verfolgt ihr den Barden?« (s. 135). Her svæver jeget frit på åndevinger som en luftens søn, der har kappet jordforbindelsen. Højt hævet over vrimlen driver han spas med stjernerne.

I et andet udateret fragment: »Hellige, Hellige, Hellige Gud« (s. 136-37) gruer jeget for straffen, som venter den, der i »misbrugt Friehed« og ved »Følelsers ved Kunst opblæste Ild« har været ulydig mod Guds bud. At ilden er opblæst ved kunst, kan hentyde til sindstilstande, hvor jeget pisker sig ekstatisk op i selvherlighed, eller som slet og ret kommer fra alkoholen. Også i dette digt tales om »himmelsk Ild«, men nu som den kraft, der er nedlagt i »Viisdoms høye Sprog«3 - dvs. det af Kristus formidlede Guds ord - en kraft, vi ydmygt bør takke skaberen for. Det er en nærliggende, om end ikke sikker antagelse, at digtet er blevet til i tiden efter Ewalds såkaldte omvendelse4 til en pietistisk farvet fromhed. Til omvendelse hører »at erkjende og oprigtigt angre sine Synder«, og »alvorligen at vende sig til Gud og tragte efter Naade«, siger Katekismen.5 Denne begivenhed i Ewalds liv, der har voldt litteraturforskningen problemer, fandt angivelig sted i 1777 (jf. Brix, s. 148 ff.). Den blev dirigeret af moderens ven og sjælesørger, den kun ét år ældre J. C. Schønheyder (1742-1803).

Imellem de yderpunkter i Ewalds liv og digtning, som de to nævnte tekster angiver, lægger sig andre, hvor jeget i større eller mindre grad hviler i en selvberoende tillid til, hvad guddomsgnisten kan udrette i et menneske. Det gælder eksempelvis det kendte digt »Natte-Tanker«, som vi skal vende tilbage til. Også efter den såkaldte omvendelse arbejder inspirationen i Ewald, som et krav, en anfægtelse, eller i beåndede udtryk for de autentiske religiøse oplevelser, fromhedslivet gav ham.

Ewald kan således til tider tale om digteren som en luftånd, der suverænt har ophævet tyngdekraften, og til andre - senere - tider 186 om sjælen som den »Arme Nedfaldne« ørneunge, der må krybe på myrens fodsti efter stolt at have svunget sig mod det himmelske. Det sker i oden »Til Sielen« (1780), som også indeholder det berømte billede af sjælen, der kaster sig »Høit, som en springende Hval mod Solen«. I Ewalds poesi finder man en vilje - og kunstnerisk evne - til at forbinde himmel og jord. Denne forbindende drift ytrer Ewald tillid til i Levnet og Meeninger:

Salige Formaal [dvs. forbillede, Gud], kan den henrykte Digter tænke - føle dig - føle din Himmel? - - og see tilbage til en Tue, hvorunder han fordum nød nogle af dine svageste Glimt - indhyllede, dæmpede, næsten qualte i en Skye af jordiske, af daarlige Glæder? - Han kan det! - Han skal det! (LM, s. 99)

Her finder man også en række af forfatterskabets tillidserklæringer til den flammende indbildningskraft og de ekstatiske tilstande, beskrevet i »Til Sielen« og andetsteds, hvor sjælen løfter sig mod sit guddommelige udspring; i Levnet og Meeninger især i det kapitel om »Høyen«, som citaterne ovenfor er hentet fra. Værket har også inderlige hengivenhedserklæringer - der samtidig overkommer at være jordisk selvironiske - til rusen og »de nye, de besynderlige, de store og ædle Billeder«, den kan indgive sjælen. En tilstand, der til stadighed må friste en digtersjæl, »uden at tilsidst enten Stregen, eller den RendeSteen, den AfGrund, som laae bag ved Stregen kunde skrekke mig derfra« (LM, s. 106).

Evnen hos Ewald til at forbinde højt og lavt har at gøre med, at hans usædvanlige formsans og -vilje kombinerer sig med stor fantasirigdom, et vidt følelsesregister, nærvær og tankens skarphed. Det giver sig altså blandt andet udslag i en humor, der viser sig tydeligst i prosaen. Ewald siger selv (i digtet til Cecilia Wormstrup s. 114), at »Sorg er min Sang - prosaisk er min Latter«. Men også i visse af digtene ytrer hans sans for det himmelske i det jordiske sig som humor, ikke mindst i bryllupsdigtene. Her besynges den sanselige kærligheds himmelske ild gerne højtideligt og muntert, som i digtet til Herr Berling og Jfr. Godiche ved deres bryllup i det kolde efterår: »Den tykke Junker flyer til sin Camin, / Og Nympher pandsre sig med Hermelin«, mens de elskende kan se frem til 187 at lune sig i hinandens arme »ved Amors søde Lue, / En Himmelsk Ild, som tændt af Guders Gud (...)« (s. 48).