Ewald, Johannes Udvalgte digte

VI. Liv og digt

1. Barndoms- og ungdomsår

Skal man tro Levnet og Meeninger, var Johannes Ewald allerede i puberteten blevet sig sit høje kald bevidst. Værket beretter om hans liv til og med femtenårsalderen; om årene op til skrivetidspunktet, hvor Ewald er 31, hører man så godt som intet. Men sådan som han selv fremstiller sin personlighedsudvikling, er det de tidlige begivenheder, der afgør hans videre liv. Den følgende beretning om Ewalds barndoms- og ungdomsår op til udgivelsen af »Lykkens Tempel« bygger til dels på, hvad forfatteren meddeler i erindringsfragmentet og i den nævnte Fortale.

Han blev født i København 18. nov. 1743 som den næstyngste 193 af fem søskende. Forældrene var vajsenhuspræsten Enevold Ewald (1696-1754) og den meget yngre Marie Wulf (1715-91), som havde fromme aner, men skal have været et livslystent gemyt. Enevold Ewald var en fremtrædende forkynder af pietismen. Denne fromhedsverden, i hvilken der lagdes vægt på det individuelle gudsforhold, og hvis sprog talte til følelsen, fik siden en væsentlig betydning for Ewald.

Straks da faderen var død, blev Ewald sendt til Domskolen i Slesvig. Her boede han hos skolens rektor, J. F. Licht. Den lærde filolog gjorde Ewald fortrolig med Horats og Vergil, hvad der satte sig spor i hans digtning. Men rektoren gav også drengen adgang til sin store bogsamling. Her fandt han læsning, der talte til, hvad han kalder sin »romanske Tænkemaade«, hvormed han mener, at han havde smag for det fantastiske, usædvanlige og heroiske. Daniel Defoes Robinson Crusoe fra 1719 fik ham til at løbe hjemmefra med den plan at stikke til søs i håb om at strande på en øde ø. Også den pikareske roman eller vandreromanen mødte han i skoletiden: Henry Fieldings festlige og vittige Tom Jones (1749), som appellerede til hans smag for eventyr.

Hvad der dengang stod ham i hovedet, var if. Fortalen ikke at blive digter og besynge helte, men selv at blive en helt. Det var godt for hans debut som digter, at den blev udsat nogle år, for unge Ewald var ved at koge over af brusende fantasi og følelse. Og som det hedder i Fortalen i en betragtning om digtekunsten, der er blevet berømt: »Man bør, troer jeg, være nogenledes kold, for at kunne skildre sin Ild« (s. 170).

Ewalds selvindsigt siger ham, at den hidsige fantasi, som gjorde ham til digter, brænder af den samme energi, der drev hans ungdommelige begejstring for krigsdåd - en begejstring, som heller ikke helt slap den ældre Ewald, jf. »Kong Christjan« (1779) og »Til Min M***« fra 1780, i hvilken det hedder: »Mig har Krigslyd og Vinen og Elskov / Altid mægtig fortryllet (...)«. Om det fantasibillede, han som dreng havde dannet sig af krigen, siger han i Fortalen, at der må have været »Poesie skiult deri« (s. 170). Ewald har været forud for sin tid med sin anelse om, at poetisk fantasi og drømmen om det heroiske kan hænge farligt sammen og føre ud på dødsruter af forskellig art. Sammenhængen er erkendt af senere 194 tiders digtere; nogle har set det skræmmende i den, andre har ladet s ig fascinere af den.

I krig kom Ewald. Knap 16 år gammel stak han af hjemmefra og kom med i Den preussiske Syvårskrig (se n.t.s. 11), men erfarede hurtigt, at krigshæren er en maskine og slagmarken ikke nogen scene for ædel dåd. Soldatens første og ypperste dyd er underkastelse; der gives ikke plads for den unikke handling.

Men inden da havde han haft et par afgørende oplevelser: Hjemkommet fra Slesvig til København i 1758 for at tage studentereksamen og studere teologi mødte han den jævnaldrende Arendse Huulegaard og tabte sit hjerte til hende. Det var ikke bare krigsbegejstring, men også kærligheden, der fik ham til at løbe hjemmefra sammen med sin ældre bror for at deltage i Syvårskrigen. Han havde indset, at den 15-årige Arendse var en voksen dame, som kunne blive giftet bort når som helst, mens han selv var en fløs med lange udsigter til at kunne gifte sig. Han håbede da at kunne gøre hurtig karriere som kriger og på den måde blive en værdig ægtemage for den elskede.

I Hamborg, fortæller Levnet og Meeninger, fik broren kolde fødder og ville hjem. Ewald drog videre alene med en flaske stjålen vin under armen. På en høj ved Elben, fri og ubemidlet, hjulpet på vej af vinen og med hjertet fuldt af Arendse, oplevede han en forbigående, gennemgribende udvidelse af sindet i et kosmisk klarsyn, i hvilket de »ædle Billeder« indfandt sig. Det blev if. selvbiografien hans indvielse til digter, og derom handler citaterne ovenfor om »den hellige Ild«.

Der blev som sagt ingen krigshelt af Ewald. Han havde først planer om at deltage på preussisk side; de blev ikke til noget. Siden lod han sig hverve af østrigerne og endte i Prag, hvor han på ydmygende vis måtte hentes hjem for sin lidet elskede stedfars penge, alvorligt syg, vistnok af den gigtlidelse, som forfulgte ham resten af livet.

Ewald var en flittig teologistuderende. Teologien har haft betydning for ham derved, at Bibelen har gennemtrængt hans tænkning og sprog i en sådan grad, at en nutidslæser, der ikke er usædvanlig bibelstærk, delvis går glip af denne dimension i Ewalds tekster.

Han blev hurtigt teologisk kandidat. Men i 1764, mens han 195 endnu var for ung til embede, indtraf kærlighedsulykken: Hans Arendse blev gift med en noget ældre hørkræmmer. »Nu blev det min Plan at slentre Livet igiennem, som jeg best kunde, og, saa got som muligt, at forskiønne min Vei med en vis Art af Lyksalighed«, skriver han i Fortalen og opregner de beskedne goder, han fra nu af begærede, såsom en rolig hytte og retskafne venner, men ikke kærlighed og ægteskab (s. 172).

Selv har han sagt i Fortalen, at han skrev »Lykkens Tempel« »ikke for at skrive noget skiønt og priisværdigt Stykke, men blot for at sige mig selv mine egne Tanker«, og at den »i mere end en Forstand, nemlig baade i Hensigt til sit Indhold og til sin Skiebne, kan med Sandhed siges at have været Moder til alle de øvrige« (s. 172). Det lyder sandsynligt. Om end i helt traditionel form fortæller historien om et vigtigt eksistentielt valg, der efter Ewalds udsagn svarer til hans eget. Den timelige lykke, som Ewald if. Fortalen havde så godt som afskrevet på det tidspunkt, bliver også i fortællingen opgivet til fordel for den evige. Den var Ewald i resten af sit liv lidenskabeligt optaget af.

Hvis man skal tro Fortalen, betød tabet af Arendse altså ikke blot, at han forblev ugift. Kærlighedstabet afgjorde også hans skæbne derved, at smerten endte med at blive til kunst (se dog n.t.s. 172). »Lykkens Tempel« opnåede kritikkens bevågenhed. Det førte til, at Ewald forlod teologien for at blive digter. Publikums hjerte vandt han i 1766 med sørgesangene til Frederik V. Den ros, Ewald indkasserede, »pustede mit uerfarne Hierte til det urimeligste, til det meest ødeleggende Overmod« (s. 173); senere priser han sig heldig, fordi han blev tvunget til at lægge denne udyd på hylden. Herom i digtet »Da jeg var syg« (1771), et digt om selvbesindelse. Man har sagt om det, at det introducerer den personlige lyrik i Danmark. En ironisk reaktion på digtet udeblev ikke, herom senere.

Inden da havde Ewald været på vej til for alvor at komme ind i varmen. Han var blevet ven med den beundrede Klopstock og hans kreds. Klopstock var af den danske udenrigsminister J. H. E. Bernstorff (1712-72) blevet ført til Danmark, hvor han modtog kongelig understøttelse. Den tyske digter omgav sig med en kreds af intellektuelle landsmænd, heriblandt digteren og kritikeren H.

196

W. Gerstenberger (1737-1823), som var den, der indførte Ewald i kredsen. Gerstenberger var optaget af gammelnordisk digtning og Ossian, hvad der, med Klopstock som mellemmand, fik betydning for Ewald. Teologen J. A. Cramer (1723-88) introducerede Edward Youngs poetik i kredsen. Foruden inspiration og selvbekræftelse skal Ewalds omgang med den tyske koloni have givet ham udsigt til materielle fordele: håb om fast digtergage og om en rejse til Skotland og Island med det formål at indsamle folkedigtning.

2. Byliv og landliv

Håbene brast ved Bernstorffs fald i 1770 (se n.t.s. 23). I digtet »Philet en Fortælning« fra samme år beskriver Ewald sin sorg over begivenheden, der synes at have forstærket en følelse af håbløshed, han på det tidspunkt led af. Et af hans udaterede fragmenter indledes: »Indhyllet i mig Selv og taus og Mørk som du / Guddommelige Nat o Yongs Veninde« (s. 115). Det fortæller om depression og dødstanker, men også om, hvordan en sang, måske glimtet af et nyt digt, sætter hans hjerteslag i gang igen: »Da røres han endnu og gisper efter Liv«. Fragmentet kunne, med sin tale om Young, være fra denne nedslående periode8 - Young var i begyndelsen af 1770'erne et ret nyt bekendtskab for Ewald.

Efter Klopstock-miljøets opløsning var Ewald alene, måtte fægte sig frem og ernære sig som lejlighedspoet. Samtidig havde han siden 1769 været stærkt plaget af sin sygdom, og i 1770 blev han indlagt på Frederiks Hospital. Efter hospitalsopholdet sank han ned i en tilstand af druk og elendighed. Vennen Torkel Baden kom ham til undsætning; han fandt ham i 1771 på et usselt kammer i stærkt forkommen tilstand og lod ham bo som rekonvalescent på sin gård, Rygård ved Gentofte. Her skrev Ewald »Da jeg var syg«. Digtet synes at fortælle, at digteren efter at have passeret et nulpunkt har bevæget sig ud af den ufri tilstand af forfængelighed og beruset overmod, hvorom Fortalen beretter, og har erobret sig selv.

Men nu fulgte nogle urolige år, hvor Ewald med kvarter i Vingårdsstræde og med ryggen til det borgerlige samfund førte en livlig tilværelse med en broget venneskare. En del af den bestod af drikkebrødre og løse piger, men også Laurids Bendsen og den trofaste ven Peder Spendrup hørte til flokken. Om den kommers, 197 Ewald havde med vennerne, fortæller hans og Spendrups rimbrev fra 1772 til Bendsen (s. 157-59). - Til kredsen hørte desuden de tre noble og brave officerer Arnsbach, Schleppegrell og Abrahamson, alle mænd af ånd, den sidste tillige kritiker og en stor beundrer af Ewald. Til disse tre har Ewald skrevet hengivne digte. Foruden sørgedigtet over Arnsbach skriver han i 1772 til Schleppegrell det store, personlige tankedigt »Haab og Erindring«, igen om et jeg, der søger et holdepunkt i sig selv - og ønsker en mere afbalanceret måde at omgås sin inspirationshunger på.

Ved sin skønhed giver dette digt læseren en æstetisk tilgang til den oplevelse, det selv bønfalder om. Øjeblikket er forgængeligt, men poesien giver det varighed. Poesien har, med et udtryk af Jorge Luis Borges, evnen til at »genvinde en fortid og foregribe en fremtid«.9

Også det udaterede »I Abrahamsons Stambog« er et tankedigt; det ønsker vennen jordisk lykke, men desuden indsigt i, at lidelse er en nødvendig del af livet; før man har forstået det, er man ikke »viis«: »Lyksalig er en Viis, hvis lyse Sjæl, / I Mulm og Straaler altid seer sit Vel -« (s. 112). Selv lærte Ewald sig »Smertens Glæde«, som ikke er masochistisk, men består i, at livet ses i et stærkere lys på baggrund af smerte:

Er det kun Lyst som viise glædes ved;
Hvor arm er da vor Jord paa Salighed! -

lyder et fragment (s. 113).

Fra begyndelsen af 1770'erne stammer nok også det stolte digt »Natte-Tanker« (s. 116-17). Nærværende udgaves noter til digtet giver oplysninger om Chr. Thaarups rekonstruktion af de to sidste strofer i Liebenbergs Ewald-udgave. Digtets udgang lyder i Thaarups version, efter at det har talt om mørke og angst:

(...)
Naar Uglen skriger om For[træd,]
Og Dødens lodne Spaa[mænd tude:]
Da kommer Haabet til [min Pude,]
Og Livet til mit Hv[ilested.]
198 Thi den som Phoebus tilig l [ærte]
Sin underlige Harm[onie,]
Hans varme, fulde[, store Hierte]
Udbrede Himlene sig [i;]
Hans Sjæl omspænder Sol[ene,]
Hans stærke Tanke [griber Tiden,]
Og nu og da og [før og siden]
Adspreder ei [hans Følelse.]

(Lieb. bd. 2, s. 50)

Her hviler digteren i en beåndet stund roligt og selvtillidsfuldt i den »underlige Harmonie« eller den usynlige verdensorden, som inspirationen eller solens og kunstens gud Phøbus Apollon - igen en ild- og lysmetafor - har givet ham indblik i. Den rastløshed, der var problemet såvel i »Da jeg var syg« som i »Haab og Erindring«, er her ophævet. Det er ikke den kristne gud, der takkes, som i bodsdigtet »Hellige, Hellige, Hellige Gud«, men nærmere en kraft i digteren selv.

Enden på det vilde liv i Vingårdsstræde blev, at Ewalds mor allierede sig med pastor Schønheyder om at få Ewald, som var ved at blive ødelagt af druk, bort fra byens fristelser.

Moderen havde Ewald et besværligt forhold til. I et brev fra 1778 kalder han hende sin »Hjertelskte Moder« og »søde Mama«, men driller hende også med nogle spydige vers (s. 160), der antyder, at hendes omsorg for ham er overfladisk. Pastor Schønheyder kom til at fylde meget i Ewalds liv. Han har uden tvivl været fuld af vilje til at hjælpe, men hjælp var i hans øjne at lede den vildfarne tilbage til flokken og til ydmygt at finde sin plads inden for den borgerligt-kristelige orden. Som kunstner levede Ewald i en fri åndelig sfære, i hvilken præsten nok anede en uortodoks opfattelse af, hvem og hvor Gud var. Den må han have betragtet som et af tidens symptomer på farlige forstyrrelser i Guds og verdens orden. Det Skønne var ved at skille sig fra det Sande og det Gode. De nye tanker om geniet, som har sin egen orden uafhængig af samfundets, var på vej ind i det danske åndsliv, og Klopstockkredsen gjorde sit dertil. En mand som Schønheyder måtte nødvendigvis forfærdes ved en tankegang, der ikke alene tillægger geniet visionære 199 evner og giver ham ret til at bryde alle regler og fejle, men også udpeger det kontroversielle i hans værker og handlemåde som fascinerende.10

Ewald blev sat i kost hos en fiskerfamilie i Rungsted i 1773, og hans økonomi kom under Schønheyders administration. Her i de rolige, smukke omgivelser menes han at have oplevet sin bedste periode. Inspirationen har i hvert fald lejlighedsvis strømmet ubesværet, naturligt og ikke »ved Kunst opblæst«. Han kunne tage imod verdens skønhed, og han havde ord for den: »da voxte min Sang!« hedder det i oden »Rungsteds Lyksaligheder«, som er skrevet i Rungsted i 1775.

Det var også her, Ewald begyndte at skrive det veloplagte, lidet bodfærdige bekendelsesskrift Levnet og Meeninger, der radikalt og energisk fornyede dansk prosa. Men her skrev han tillige et sorgfuldt digt »Til Jomfrue Anna Hedevig Jacobsen, da Solen var overtrukken med Skyer i Sommeren 1773«; det handler om et depressivt mørke, som går hen over sindet. Og fra marts 1774 stammer et galgenhumoristisk brev til »Søvne-Trynen« Spendrup, som i nogen tid har forsømt at skrive til sin Ewald. Digteren forestiller sig, at Spendrup, den dag, han får budskab om vennens død, vil blive forbigående vemodig: »Saa er han da endelig død, den gode ærlige Gnuff?«, men glemme ham samme aften (SS bd. 4, s. 347-49). Brevet fortæller om forladthedsfølelse og dødstanker, men de mørke stemninger bliver omsat i vital og vittig prosa.

3. Ægteskabsplaner og krise

Midt i 1770'erne arbejdede Ewald på at få en professortitel. Det hang måske sammen med, at han havde faet den formastelige ide at ville gifte sig, vistnok med en pige fra Rungsted. Begge planer kuldsejlede, den sidste, fordi moderen og Schønheyder bestyrtet greb ind. Ewald blev tvangsforflyttet til Søbækshuset ved Humlebæk, et logi, han ikke brød sig om. Her tilbragte han et par mørke og bitre år, fra 1775 til 77, stærkt plaget af sit digterarbejdes to hovedfjender, fattigdom og sygdom. Gigten hærgede og krumbøjede ham mere og mere. Sin ægteskabsplan havde han i 1776 endnu ikke opgivet. Schønheyder havde tidligere over for Ewald antydet trusler om frihedsberøvelse (jf. F. C. Olsen, s. 72). I efteråret 1776 har han 200 åbenbart luftet den ide, at Ewald burde optages på en stiftelse. Vredt afviser den stolte digter i et brev 9. okt. 1776 tanken om at blive »et Hospitals Lem«: »(...) Jeg seer det nu (...), at jeg i Deres Øyne kun er et hjelpeløst elendigt Kræ, som maae takke Gud, om det faaer det daglige Foer, indtil det creperer« (SS bd. 4, s. 353).

4. Pønitenten

Det kan ikke afgøres, hvad der førte til den påståede omvendelse i 1777, efter hvilken Ewald kom til at bo i København under venlig pleje. Det er nærliggende at begrunde hans ændrede holdning med, at han var knuget af ensomhed og af den tiltagende sygdom, der hindrede ham i at skrive. Skriften var den vigtigste og måske den eneste mulighed, han havde for at holde sig mentalt oppe og den nedværdigende fattigdom nogenlunde fra døren. Men uafladelig havde han »travelt med at være syg«.

Det er imidlertid misvisende at hævde, at digtene fra de sidste år fortæller om en knækket person. Nok frygter Ewald Gud, men han gør det næppe, fordi han frygter Schønheyder eller andre jordiske autoriteter. Der er kvaliteter i digtene, der viser et personligt tilegnet gudsforhold, hvor »Gud« kan forklares psykologisk som en styrket indre overinstans; desuden bringer trosforholdet frugtbare meditative tilstande med sig. Disse erfaringer har tilsammen ført til højt disciplineret poesi af stor skønhed. Et højdepunkt er »Til Sielen«, desuden »Følelser ved Den hellige Nadvere«, som skal omtales nedenfor. Fra perioden stammer vistnok også fragmentet »Svulmende Vellyst«, som snarere end pønitense udtrykker selvbevidsthed om digterkaldet:

Svulmende Vellyst, du som mit Bryst af Leer
Længe forgjæves stræber at dæmme for
Bundløse Veld af Støvets Glæder
Flyd kun, o strøm fra mit fulde Hierte! -
(...)
Styrt i din Vælde salige Strøm af Gud
Bruus fra min Læbe, høyt, at dit raske Fald

(s. 129-30)

201

Det må have været et alvorligt ønske hos Ewald at give sine visioner varighed, ikke i form af ekstaser tidlig og silde, men ved at forvandle sine indblik i verdens usynlige sammenhænge til klogskab og sindsro og på den måde blive bedre rustet til at møde livets og dødens krav. Han ønskede øjensynlig at blive »taalmodig og stolt«, som et beslægtet lyrisk gemyt, Sophus Claussen, udtrykte det godt hundrede år senere - blive i stand til at vente på de beåndede øjeblikke, der huskes og anråbes i »Haab og Erindring«:

O gylden Øyeblik! hvor skiønt, hvor vægtigt!
Hvor stort! hvor fuldt af Gud!

(s. 46)

Denne selvopdragelse foregik i en kristen billedverden, men måske på et andet religiøst plan end kirkens. Godt nok var Ewald en uregerlig natur, han var ubundet af konvention og må have følt sig behersket af en anden lov, et andet overjeg end samfundets og den ortodokse kirkes; det er vel i den betydning, Blixen karakteriserer ham som »vild«. Men han har næppe ønsket at være »vild« i betydningen: rastløs, uafladelig jagende efter stjernestunder, bragt uden for den skjulte orden i verden, som han vidste besked med. Han synes at have ønsket sig en myndig indre stemme, der kunne stille krav til ham. Han har, forekommer det, stræbt efter at opretholde en indre orden, der kunne svare til en orden i verden, han i opladte øjeblikke har faet indblik i. En altafgørende orden, som han følte, han blev bragt ud af ved sine »Uordener«, som han kalder sine udskejelser - skønt hans hensigt med rusen jo tit netop var at opsøge synerne.

Det disciplinerende »overjeg«, han ønsker, far i de sene pønitensedigte Guds skikkelse, hvad man kunne forklare ved, at han ikke så selvbevidst som tidligere tør tro på sin egen regulerende selvjustits.11

Omvendelsen har næppe været et knæfald for kirken som magtfuld institution. Noget andet var, at kirkens ritualer ved deres binding til traditionen kunne være rammerne om et personligt fromhedsliv, som ellers kunne blive en fritsvævende spiritualitet. Oden »Følelser ved Den hellige Nadvere«, tilegnet Schønheyder, 202 fortæller om, hvordan det kirkelige ritual giver jeget oplevelsen af »Religionens festlige, dens gysenopvekkende Fryd« (jf. s. 177):

Brødre, hvis er den Glands? - Seer i det herlige
Purpurskier, som min Siel gysende svømmer i;
Nu da Naadens Herold festlig nedstiger fra
Verdners Dommer - fra Ham, under hvis Vredes Vink
Lysets trodsende Aand sank i en haabløs Nat?

(s. 94)

»Naadens Herold« i purpurskæret er ikke pastor Schønheyder iført messehagel, hvad man ved første øjekast fristes til at tro, ligesom man i »Poenitenten« (s. 91-94) har villet se velærværdigheden som adressaten for jegets henvendelse:

(...) Min Ven, min Ven,
Du sagde det, du bad mig Daare:
Vend om! (...)

(s. 92)

Men følges figurerne, henholdsvis »Naadens Herold« og »Min Ven«, gennem begge digte, ser man, at det er - eller bliver - Kristus, jeget konfronteres med. Det er tydeligst i nadverdigtet, at der må være tale om meditative tilstande, hvor jeget synker ind i sig selv, næppe i en mystisk forening med Jesus, men i en kosmisk oplevelse, et løft ind i en himmelsk uendelighedstilstand. En sådan erfaring er i det pietistiske univers en forudsætning for, hvad der betegnes som et kærlighedsforhold eller et ægteskab med Jesus, det vil sige et tæt, vedvarende åndeligt liv. Det betød ikke, at man efter den pietistiske lære skulle give afkald på et jordisk-sensuelt kærlighedsforhold til fordel for livet med Jesus, men at man skulle tage vare på kærlighedens åndelige eller religiøse dimension og ikke dræbe den ved en evig jagt efter seksuel lyst alene,12 jf. Ewalds afvisning af »ureen Lyst« (s. 190).

Vi ved, at Schønheyder forestod Ewalds omvendelse, men ikke, hvor radikal den var. Måske kunne det efter 1777 stadig hænde, at Ewald befandt sig i et mistrøstigt gudsforladt øde. Angeren var nok 203 oprigtig, men det er et spørgsmål, om frelsen var total - om der var tale om en permanent tilstand af harmoni og afklaring hos digteren. Dybt mismod præger fragmentet »Aftenen« (s. 60), trykt 1778, men var det skrevet tidligere? De usikre dateringer af tilblivelsestidspunkterne for især de utrykte skrifter gør det svært at sige noget præcist om en udvikling i forfatterskabet. Men i alle tilfælde har Ewald også efter 1777 ladet trykke og altså vedgået nogle lidet fortrøstningsfulde tekster. Og i Fortalen, hvor Ewald ellers fremstiller sig som den, der er gået i sig selv, far vi hans ord for, at han »aldrig har skrevet otte Linier, som jeg med Grund kunde ønske uskrevne i min sidste Time« (s. 179).

Det lader heller ikke til, at det fandenivoldsk lystige og lidet ydmyge hos Ewald, som vi kender fra Levnet og Meeninger, er ganske uddrevet af hans univers i de sidste år. Man finder det i versene i det nævnte brev til moderen, i den mildt ekvivokke, muntre travesti om skødehunden Maske, muligvis skrevet allerede i Rungstedtiden, men trykt 1778, og i epigrammerne fra 1779, ikke mindst »Claus Rimers Gravskrift«. Der er desperat lystighed i den groteske prosafortælling »Mester Synaals Fortelling«, skrevet i 1772, men trykt i 1780; den taler snarere om erkendelse af livets absurditeter end om fortrøstning til den af Gud indstiftede verdensorden.

Noget kunne altså tyde på, at Ewalds livsforløb ikke udgør en kontinuerlig udvikling fra ungdommens vilde Sturm und Drang frem til manddommens høje og fromme afklaring. Han har måske hele vejen bevæget sig fra den ene tilstand til den anden. If. A. D. Jørgensen stammer digtet »Død og Dom« fra 1770-71. Holder man sig til denne datering, fortæller det om tidlige anfægtelser;13 tilsvarende kan dykkene ned i intetheden også have meldt sig i den sene fase.

At Ewald døde som et troende menneske, kan man dårligt tvivle på i betragtning af den lidenskab, der er lagt i de strofer, han dikterede kort før sin død den 17. marts 1781, de såkaldte »sidste poetiske Følelser« (s. 106-107). Af dem lyder de tre første:

204

Udrust dig, Helt fra Golgatha!
Løft høit dit røde Skiold;
Thi Synd og Skrek - du ser det ja -
Angriber mig med Vold.

Udstræk dit Glavind i din Harm
Mod dem, som trodse dig!
Nedstyrt dem med en vældig Arm
Fra Lyset - og fra mig.

Da skal jeg, sikker ved din Haand,
Ei frygte Døden meer;
Men offre dig min frelste Aand
Paa dens nedbrudte Leer.

Man må huske på, at dødsangst på den tid stadig var forbundet med en konkret helvedesfrygt, som liberalteologien først ca. 100 år senere gjorde diskutabel. Men det er alligevel et spørgsmål, om ikke den synd og skræk, der tales om, kunne være Ewalds tvivl og angst for tomheden og mørket, og om ikke de trodsige væsener, der skal besejres, kunne være hans egne, syndigt tvivlende, luciferiske tanker.

En anden tolkning kunne være, at Ewald har sin egen, suveræne form for tro, som er af en anden karakter end den, folk som Schønheyder repræsenterer. Denne personlige tro bliver anfægtet af »dem, som trodse dig«, dvs. de konventionelt kristelige præster og lægfolk, Ewald er omgivet af; de har ikke fattet kærlighedsbudet og sanset det himmelske lys, sådan som Ewald selv har modtaget det. Set fra en sådan vinkel kan man måske læse en identifikation med en ensom Kristus ind i digtet, når han i anden strofe sidestiller »Lyset« og »mig«.14 Påfaldende er også de associationer til Jesus i Gethsemane Have, som de »poetiske Følelser«s afsluttende bøn giver, på trods af, at Ewalds tale om at blive revset tyder på, at han betragter sig som en arm synder mere end en Kristus:

205

O Herre! forund mig Liise og Roe;
Men revser du mig med Smerte,
Da lær mig at taale - at bede - og troe,
Og JESUS opfylde mit Hierte.

Personer, der opfyldt af en ideal forestilling (et trosforhold eller en ide, de kæmper for) udsættes for stærke smerter, fx ved sygdom eller tortur, har berettet om oplevelser af en mental løftelse. Jeget kan da opleve sig indsat i en overindividuel sammenhæng, der giver kræfter til at overkomme smerten; det fortæller fx modstandsmanden Kim Malthe-Bruun om i sine sidste breve (udg. posthumt 1946). Det kan være en sådan sindstilstand, Ewald har erfaret og i sin bøn ønsker at fastholde.

Når Blixen sammenligner Ewald med den heroiske Kristus, skyldes det måske den døende digters sidste udsagn og så et kendt øjebliksbillede fra Ewalds sidste tid, givet af forfatterinden Friederike Brun (f. Münter, 1765-1835). Det skildrer digteren krumsluttet på sit smertensleje: »(...) kun det herligt formede Ansigt og de store blaa, himmelske Øjne straalede mig med overjordisk Glans kjærligt imøde!« (Ungdomserindringer, 1917, s. 97).

Friederike Bruns portræt er præget af eftertidens tendens til idealisering i almindelighed og af Ewald i særdeleshed. Men husket bliver det.