Ewald, Johannes Udvalgte digte

1. Barndoms- og ungdomsår

Skal man tro Levnet og Meeninger, var Johannes Ewald allerede i puberteten blevet sig sit høje kald bevidst. Værket beretter om hans liv til og med femtenårsalderen; om årene op til skrivetidspunktet, hvor Ewald er 31, hører man så godt som intet. Men sådan som han selv fremstiller sin personlighedsudvikling, er det de tidlige begivenheder, der afgør hans videre liv. Den følgende beretning om Ewalds barndoms- og ungdomsår op til udgivelsen af »Lykkens Tempel« bygger til dels på, hvad forfatteren meddeler i erindringsfragmentet og i den nævnte Fortale.

Han blev født i København 18. nov. 1743 som den næstyngste 193 af fem søskende. Forældrene var vajsenhuspræsten Enevold Ewald (1696-1754) og den meget yngre Marie Wulf (1715-91), som havde fromme aner, men skal have været et livslystent gemyt. Enevold Ewald var en fremtrædende forkynder af pietismen. Denne fromhedsverden, i hvilken der lagdes vægt på det individuelle gudsforhold, og hvis sprog talte til følelsen, fik siden en væsentlig betydning for Ewald.

Straks da faderen var død, blev Ewald sendt til Domskolen i Slesvig. Her boede han hos skolens rektor, J. F. Licht. Den lærde filolog gjorde Ewald fortrolig med Horats og Vergil, hvad der satte sig spor i hans digtning. Men rektoren gav også drengen adgang til sin store bogsamling. Her fandt han læsning, der talte til, hvad han kalder sin »romanske Tænkemaade«, hvormed han mener, at han havde smag for det fantastiske, usædvanlige og heroiske. Daniel Defoes Robinson Crusoe fra 1719 fik ham til at løbe hjemmefra med den plan at stikke til søs i håb om at strande på en øde ø. Også den pikareske roman eller vandreromanen mødte han i skoletiden: Henry Fieldings festlige og vittige Tom Jones (1749), som appellerede til hans smag for eventyr.

Hvad der dengang stod ham i hovedet, var if. Fortalen ikke at blive digter og besynge helte, men selv at blive en helt. Det var godt for hans debut som digter, at den blev udsat nogle år, for unge Ewald var ved at koge over af brusende fantasi og følelse. Og som det hedder i Fortalen i en betragtning om digtekunsten, der er blevet berømt: »Man bør, troer jeg, være nogenledes kold, for at kunne skildre sin Ild« (s. 170).

Ewalds selvindsigt siger ham, at den hidsige fantasi, som gjorde ham til digter, brænder af den samme energi, der drev hans ungdommelige begejstring for krigsdåd - en begejstring, som heller ikke helt slap den ældre Ewald, jf. »Kong Christjan« (1779) og »Til Min M***« fra 1780, i hvilken det hedder: »Mig har Krigslyd og Vinen og Elskov / Altid mægtig fortryllet (...)«. Om det fantasibillede, han som dreng havde dannet sig af krigen, siger han i Fortalen, at der må have været »Poesie skiult deri« (s. 170). Ewald har været forud for sin tid med sin anelse om, at poetisk fantasi og drømmen om det heroiske kan hænge farligt sammen og føre ud på dødsruter af forskellig art. Sammenhængen er erkendt af senere 194 tiders digtere; nogle har set det skræmmende i den, andre har ladet s ig fascinere af den.

I krig kom Ewald. Knap 16 år gammel stak han af hjemmefra og kom med i Den preussiske Syvårskrig (se n.t.s. 11), men erfarede hurtigt, at krigshæren er en maskine og slagmarken ikke nogen scene for ædel dåd. Soldatens første og ypperste dyd er underkastelse; der gives ikke plads for den unikke handling.

Men inden da havde han haft et par afgørende oplevelser: Hjemkommet fra Slesvig til København i 1758 for at tage studentereksamen og studere teologi mødte han den jævnaldrende Arendse Huulegaard og tabte sit hjerte til hende. Det var ikke bare krigsbegejstring, men også kærligheden, der fik ham til at løbe hjemmefra sammen med sin ældre bror for at deltage i Syvårskrigen. Han havde indset, at den 15-årige Arendse var en voksen dame, som kunne blive giftet bort når som helst, mens han selv var en fløs med lange udsigter til at kunne gifte sig. Han håbede da at kunne gøre hurtig karriere som kriger og på den måde blive en værdig ægtemage for den elskede.

I Hamborg, fortæller Levnet og Meeninger, fik broren kolde fødder og ville hjem. Ewald drog videre alene med en flaske stjålen vin under armen. På en høj ved Elben, fri og ubemidlet, hjulpet på vej af vinen og med hjertet fuldt af Arendse, oplevede han en forbigående, gennemgribende udvidelse af sindet i et kosmisk klarsyn, i hvilket de »ædle Billeder« indfandt sig. Det blev if. selvbiografien hans indvielse til digter, og derom handler citaterne ovenfor om »den hellige Ild«.

Der blev som sagt ingen krigshelt af Ewald. Han havde først planer om at deltage på preussisk side; de blev ikke til noget. Siden lod han sig hverve af østrigerne og endte i Prag, hvor han på ydmygende vis måtte hentes hjem for sin lidet elskede stedfars penge, alvorligt syg, vistnok af den gigtlidelse, som forfulgte ham resten af livet.

Ewald var en flittig teologistuderende. Teologien har haft betydning for ham derved, at Bibelen har gennemtrængt hans tænkning og sprog i en sådan grad, at en nutidslæser, der ikke er usædvanlig bibelstærk, delvis går glip af denne dimension i Ewalds tekster.

Han blev hurtigt teologisk kandidat. Men i 1764, mens han 195 endnu var for ung til embede, indtraf kærlighedsulykken: Hans Arendse blev gift med en noget ældre hørkræmmer. »Nu blev det min Plan at slentre Livet igiennem, som jeg best kunde, og, saa got som muligt, at forskiønne min Vei med en vis Art af Lyksalighed«, skriver han i Fortalen og opregner de beskedne goder, han fra nu af begærede, såsom en rolig hytte og retskafne venner, men ikke kærlighed og ægteskab (s. 172).

Selv har han sagt i Fortalen, at han skrev »Lykkens Tempel« »ikke for at skrive noget skiønt og priisværdigt Stykke, men blot for at sige mig selv mine egne Tanker«, og at den »i mere end en Forstand, nemlig baade i Hensigt til sit Indhold og til sin Skiebne, kan med Sandhed siges at have været Moder til alle de øvrige« (s. 172). Det lyder sandsynligt. Om end i helt traditionel form fortæller historien om et vigtigt eksistentielt valg, der efter Ewalds udsagn svarer til hans eget. Den timelige lykke, som Ewald if. Fortalen havde så godt som afskrevet på det tidspunkt, bliver også i fortællingen opgivet til fordel for den evige. Den var Ewald i resten af sit liv lidenskabeligt optaget af.

Hvis man skal tro Fortalen, betød tabet af Arendse altså ikke blot, at han forblev ugift. Kærlighedstabet afgjorde også hans skæbne derved, at smerten endte med at blive til kunst (se dog n.t.s. 172). »Lykkens Tempel« opnåede kritikkens bevågenhed. Det førte til, at Ewald forlod teologien for at blive digter. Publikums hjerte vandt han i 1766 med sørgesangene til Frederik V. Den ros, Ewald indkasserede, »pustede mit uerfarne Hierte til det urimeligste, til det meest ødeleggende Overmod« (s. 173); senere priser han sig heldig, fordi han blev tvunget til at lægge denne udyd på hylden. Herom i digtet »Da jeg var syg« (1771), et digt om selvbesindelse. Man har sagt om det, at det introducerer den personlige lyrik i Danmark. En ironisk reaktion på digtet udeblev ikke, herom senere.

Inden da havde Ewald været på vej til for alvor at komme ind i varmen. Han var blevet ven med den beundrede Klopstock og hans kreds. Klopstock var af den danske udenrigsminister J. H. E. Bernstorff (1712-72) blevet ført til Danmark, hvor han modtog kongelig understøttelse. Den tyske digter omgav sig med en kreds af intellektuelle landsmænd, heriblandt digteren og kritikeren H.

196

W. Gerstenberger (1737-1823), som var den, der indførte Ewald i kredsen. Gerstenberger var optaget af gammelnordisk digtning og Ossian, hvad der, med Klopstock som mellemmand, fik betydning for Ewald. Teologen J. A. Cramer (1723-88) introducerede Edward Youngs poetik i kredsen. Foruden inspiration og selvbekræftelse skal Ewalds omgang med den tyske koloni have givet ham udsigt til materielle fordele: håb om fast digtergage og om en rejse til Skotland og Island med det formål at indsamle folkedigtning.