Ewald, Johannes Uddrag fra Herr Panthakaks Historie (DK)

Marquien af V*** havde i sin Ungdom været en Tilhørere og en Tilbedere af den store Leibnitz - Denne udødelige Mand var, som bekjendt, den beste Verdens første Triumuir - Wolf og Pope var de to andre - Marquiens lille Nerine, den nydeligste Mops af Verden, forsømte ligesaalidet nogen af den dybsindige Philosophs Forelæsninger, som dens Herre. - Den kunde i visse Maader siges at fuldende sit academiske Løb, og sine adelige Øvelser ligesaameget som han, og 64 den fandt sig ordentlig ind paa alle Collegier, paa Ride-Skoelen, Fegte-Boden og hvor der var noget at lære - Thi de kunde ikke afsee hverandre. - Vi kan ikke sige, hvorvit den skulde have bragt det - men ak! - det stod skrevet i Skjæbnens Bog, at den ikke skulde fuldende sin herlige Løbe-Bane - Som alle store Lærde skal have deres Svaghed, saa havde Leibnits den, at han var ligesaastor en Elskere af andre Hunde som Marquien af Mopser. - Burmann, en stor Bullen-Bidere af dansk Herkomst pleyede at indstille sig ligesaaflittig ved Læse-Timerne, som Nerine. - Ligesom om den skulde have været Defendens, sadt den med en alvorlig, eftertænksom og magisterialsk Mine for ved sin Herres Catheder - Nerines Plads var lige overfor, der hvor Opponenten skulde have staaed, ifald man skulde have disputered. - Om det var Stedernes Indflydelse, eller en blot Hændelse, der engang gjorde, at disse to ikke længere kunde lide hinandens Ansigter, taler Historien ikke om. - Nok er det, at da alle de ovrige Tilhørere med en Art af Henrykkelse opsnappede den store Verdslig-Viises mindste Ord; og han paa sin Side var ligesaa fordybet i at fremsætte sine gyldne Lærdomme; begyndte den ulykkeligste Trætte imellem Burmann og Nerine. De havde allerede i nogen Tid vrænged Mund af Hinanden, da Burmann brummende fremsatte en Setning og Nerine knurrende opponerte derimod - Da det almindelige Sprog dengang var ligesaalidet opfundet som nu, vides heller ikke egentlig hvorom det var; men den meest antagne og, som vi troe den rimeligste Formodning er, at det var om den beste Verden - Saameget er vist at Disputen ikke varede længe - Burmann var ikke nær saa veltalende eller saa dreved i sin Logik som Nerine; og denne stod paa Springet, at deducere ham til absurdum, da han, erindrende sig, sin Jydske Herkomst, Sin Herres og sin egen Værdighed, og den uudslettelige Skam, som han stod Fare for; paa engang oplod sin Skrækkelige Mund, og formerede et Argument, som den stakkels Mops aldrig kunde svare et Ord paa. - Kort, den sprang til og bed Halsen tvertover paa sin Contrapart, saa at den neppe fik Tid til at pibe og endnu engang at see op til sin Herre, førend den for evig glemte ham og denne onde Verden. - Dette maae vi endnu sige til Nerines Æreminde, at dersom Trætten har været om den Punct, som man formoder, og Burmann som rimeligt har forsvaret sin Herres Grundsætning, saa var dens Død selv en Triumpf for den, og den

        

65 gode Burmann kunde aldrig have blevet refutered bedre, end med sit eget Argument. -