Herr Panthakaks Historie og Meeninger - Det Kgl. Biblioteks tekstportal

↩

Efterskrift og noter

158
159

✂

Efterskrift

✂

1. Johannes Ewalds debut

✂ Der var ingen grund til at tro, at det var en moderne ånd, som i 1764 debuterede med prosafortællingen Lykkens Tempel. Fortællingen, der blev offentliggjort i skriftrækken Forsøg i de skiønne og nyttige Videnskaber, er en from allegori om valget mellem jordisk og evig lyksalighed. Inden for rammerne af en komposition, hvis linier er som trukket efter en lineal, færdes Fromheden, Dyden, Affekterne, Tilfældet, Frygten og Misundelsen i skikkelse af kvinder så kølige og højbarmede, som man kender dem fra stik efter den samtidige maler Nicolai Abildgaard. Fortællingen munder ud i en fornuftig hyldest til den evige lyksalighed, og den indbragte sin forfatter en pris på 20 rigsdaler fra Selskabet til de skiønne og nyttige Videnskabers Forfremmelse, i daglig tale kaldet Det smagende Selskab. Han gik straks efter i gang med at skrive et drama om Guds algodhed.

✂ Den tyveårige Ewalds arbejde er et produkt af vedtagen smag og moral. Han synes helt igennem rede til at bekræfte den humane oplysningstid i dennes tro på borgerdyd, fremskridt og altings viselige orden, synlig for den der blot ser ordentligt efter.

✂ Men denne optimisme stod for fald, både i Ewalds eget liv og i et større historisk perspektiv. Som det snart skal ses, havde Ewald allerede selv gjort erfaringer, der kun svært lod sig føje ind i kompositionen fra Lykkens Tempel, og han skulle komme til at gøre flere. Han havde formentlig også hørt om, ja måske allerede læst den bog, der mere end nogen anden skulle lægge sprængstof under optimismen: Voltaires Candide. Bogen var udkommet i Genève fem år før Lykkens Tempel - og syv år efter finder man den som ferment, anstødssten og diskussionspartner i en anden af Ewalds prosafortællinger: Herr Panthakaks Historie. Her viser det pæne unge menneske sig at være blevet til et anfægtet og forvirret hoved.

160

✂

2. Den bedste verden

✂ Den optimistiske rationalisme fik sin geniale talsmand i den tyske filosof Gottfried Wilhelm Leibniz (1646-1716) - og sin myreflittige systematiker i hans discipel Christian Wolff (1679-1754). Leibniz, der var en af de sidste universelle ånder: jurist, fysiker, matematiker, teolog, historiker, diplomat, hofmand, og altså filosof, havde i 1710 sammenfattet sin og tidens visdom i værket Essais de Théodicée, Forsøg på en Retfærdiggørelse af Gud.

✂ At Gud skulle retfærdiggøres, beroede på den gamle, men evigt aktuelle konflikt mellem teologernes påstand om, at han er algod og almægtig, og ethvert menneskes erfaring af, at den verden, Gud har skabt, rummer både ondskab og lidelse.

✂ Leibniz' spekulative udgangspunkt er, at denne verden består af uoverskueligt mange, indbyrdes forskellige væsener, de såkaldte monader. De findes på alle udviklingstrin, og overgangene imellem dem er uendeligt små. De laveste monader ligger i det rå stof, mens de højeste udgør menneskelige sjæle, og enhver højerestående monade organiserer et større eller mindre hierarki af lavere monader omkring sig. Den højeste, urmonaden, hvoraf alle de andre er fremgået, er Gud.

✂ Hvorfor har Gud nu ikke i sin algodhed valgt at skabe en kombination af monader, som var fuldkommen, dvs. uden ondt? Almægtig som han også er, kunne han jo, på trods af menneskenes frie vilje, overskue verdens fremtid, og så kunne han vel også have skabt den anderledes, bedre? Omtrent således havde den franske filosof Pierre Bayle (1647-1706) spurgt, og det var ikke mindst foranlediget af ham, Leibniz udformede sin theodicé.

✂ Leibniz besvarer Bayles spørgsmål ved at minde om, at Gud selv er fuldkommen, og skulle han have skabt en fuldkommen verden, ville den blot være blevet en gentagelse af ham selv. En verden forskellig fra Gud, en skabt verden, måtte nødvendigvis blive ufuldkommen. Eller m.a.o.: den måtte hvile på selve dét metafysiske onde, at den ikke kunne optage hele Guds væsen i sig. Det metafysiske onde blev igen udgangspunktet for det moralske onde, som er skabningens mulighed for at begå onde eller syndige handlinger. Og som en konsekvens af det moralske onde - som syndens nødvendige straf - fulgte 161 endelig det fysiske onde, hvorved forstås de lidelser, som skabningen er underkastet. Så vidt så godt. Leibniz hævder nu, at Gud, fordi han er algod, har valgt at skabe den kombination af monader, som uden at være ét med hans eget væsen ligner det mest muligt. En verden, som kun indeholder det nødtørftigste onde, - den bedste af de verdener, som det var muligt at skabe på de nævnte metafysiske betingelser.

✂ Reduceret til det mindst mulige viser Leibniz' tænkning sig at hvile på en cirkelslutning: Eftersom Gud er algod og almægtig, må han have skabt den optimale verden. Men væsentligere end denne logiske spinkelhed er selve den tilgrundliggende vision: anskuelsen af verden som et kæmpemæssigt, kompliceret urværk, hvis dele alle er indbyrdes forskellige og dog organiseret til et harmonisk hele. Ser man især disharmonien, det onde, beror det på, at éns udsyn er begrænset.

✂ Leibniz' discipel Christian Wolff satte sig for at udmønte denne vision i solide værker, der led for led demonstrerede det hensigtsmæssige og fornuftige i verdens indretning. Det var især gennem Wolff, der i 1745 blev baroniseret af preusserkongen Frederik den Store, at tankerne vandt indpas i Danmark.

✂

3. Voltaires Candide

✂ Wolffs og filosofiens velynder Frederik den Store var også en ven af Voltaire; men ironisk nok såede kongen samtidig ved sine handlinger tvivl i Voltaires sind om rigtigheden af den livsanskuelse, som Leibniz og Wolff repræsenterede. Voltaire, hvis filosofiske standpunkt hidtil ikke havde været fjernt fra optimismen, begyndte ikke mindst under indtryk af den preussiske Syvårskrig (1756-63), som Frederik var ansvarlig for, at finde Wolff utilstrækkelig og fladbundet. Også det voldsomme jordskælv i Lissabon 1755, hvor 30.000 mennesker med ét slag omkom, udfordrede hans skepsis. Den skepsis, som mest koncentreret kom til orde i hans lille filosofiske roman fra 1759 Candide ou l'optimisme.

✂ Candide er en ung mand, troskyldigheden selv som navnet siger, der får sin opdragelse af en optimistisk filosof. Gudhengivent indsuger han læren om, at alt i denne verden er så godt som det kan blive, 162 og derpå sendes han af forfatteren ud i verden, for at doktrinen kan blive prøvet af. Han bliver tvangshvervet som soldat, deltager i en let maskeret udgave af Syvårskrigen, oplever jordskælvet i Lissabon og bliver pisket af inkvisitionen. Efter at være flygtet til Sydamerika undgår han med nød og næppe at blive ædt af kannibaler, oplever negerslaveriet i de hollandske kolonier, bestjæles, bedrages - og begynder at tvivle på optimismen.

✂ Hvad der giver Voltaires roman liv og kraft til at overbevise, er, at den ikke besvarer den optimistiske doktrin med filosofiske ræsonnementer, men alene med kendsgerninger. Foruden de allerede nævnte: syfilis, fattigdom, prostitution, pest, voldtægt, skibbrud, mishandling, justitsmord, religiøs fanatisme, hovmod og dumhed.

✂ Candide ender under vægten af alt dette med at lade optimismen fare, dog uden derfor at blive pessimist. Han vender i stedet filosofien ryggen og lægger sig efter livskunst. Et stilfærdigt arbejde uden for megen spekulation - »vi må dyrke vor have« - det er det enkle bud, han til slut giver på en mulig lyksalighed.

✂

4. Ewalds barndom og ungdom

✂ Johannes Ewald (1743-81) havde allerede i sin pure ungdom gjort en række erfaringer om denne verden, som skulle sætte ham i stand til at forstå Candide med hjertet. Han var søn af en af pietismens pionerer i Danmark, præsten ved Det kongelige Vajsenhus, dr. theol. Enevold Ewald (1696-1754), og hans nitten år yngre kone Marie (1715-91). Der har verseret rygter om, at denne kone, som ejede letsindighedens gave, bedrog sin ægtemand, således at Johannes i virkeligheden skulle være et uægte barn. Og hvad enten det er sandt eller ej, har rygterne ikke været ukendte for ham selv.

✂ Endnu samme dag som Enevold Ewald døde, blev Johannes, der dagen efter fyldte elleve år, sendt ud af huset. Han kom til Slesvig, hvor han blev sat i latinskole og i kost hos skolens rektor, J.F. Licht. Knap fire år efter vendte han tilbage til København for at tage studentereksamen.

✂ Her kom han lige i rette tid til at få en stedfader. Moderen var i mellemtiden flyttet ind som lejer hos den velhavende hørkræmmer Peder Huulegaard (1711-69), og i januar 1759 giftede de sig. 163 Huulegaards kone var død nogle få måneder forinden, og der måtte en kongelig tilladelse til for at fa et nyt giftermål i stand så hastigt.

✂ Forholdet mellem Johannes og hans stedfader var dårligt, og et halvt års tid efter brylluppet stak drengen af hjemmefra. I selskab med sin storebroder Mathias drog han sydpå, idet de havde fattet en plan om at begive sig i Frederik den Stores tjeneste og deltage i Syvårskrigen, som da havde varet i tre år.

✂ I Hamburg fortrød Mathias og vendte om, men Johannes lod sig hverve som livtjener hos generalløjtnant von Mauteuffel, der havde kvarter i Pommern. Af grunde, som ikke er kendt, nåede han imidlertid aldrig frem til Manteuffels regiment. Nogle kilder hævder, at han i stedet blev stukket ind som menig i infanteriet og hurtigt blev træt af dét; andre mener, at preusserne slet ikke ville have ham, da det kom til stykket. Hvorom alting er, lod Ewald sig i stedet hverve af fjenden, den østrigske kejserinde Maria Theresias armé. Han begyndte som trommeslager, men blev siden underofficer. Den femtenårige dreng deltog i et felttog i Böhmen og i adskillige træfninger, var med ved Dresdens belejring og bombardement i sommeren 1760 og endte, dødssyg, i Prag. Herfra måtte han ud på efteråret hentes hjem ved hjælp af stedfaderens penge.

✂ Medvirkende til Ewalds krigseventyr var også en kærlighedshistorie. I 1758 havde han forelsket sig hovedkuls og aldeles i sin stedfaders niece, Arendse Huulegaard (1743-94). Skønt de var jævnaldrende, var hun allerede giftefærdig og han kun en dreng, så krigen skulle også være en hurtig genvej til ære og manddom. Det blev den altså ikke, og da Ewald atter var i København, gav han sig til at studere teologi i håb om, at hun ville vente på ham. Men heller ikke dette håb holdt. Ganske vist blev Ewald kandidat allerede i 1762, hvilket var meget hurtigt selv efter datidens forhold, men ifølge en bestemmelse i Christian V's Danske Lov kunne han først søge præstekald, når han var fyldt de 25 år. Så lang tålmodighed havde Arendse (eller hendes fader) imidlertid ikke; formentlig i samme år som Ewald tog sin eksamen, blev hun forlovet, og i 1764 giftede hun sig med en hørkræmmer, der var tolv år ældre.

✂ Kort tid efter udkom Lykkens Tempel.

✂ Da Ewald havde mistet sin elskede og vundet Det smagende Selskabs pris, besluttede han at blive digter i stedet for præst. Han syntes også at have heldet med sig, for i slutningen af 1760'erne finder vi 164 ham i den toneangivende litterære kreds omkring tyskeren F.G. Klopstock (1724-1803). Klopstock, der var ophavsmand til det episke digt Messias, repræsenterede den frembrydende følsomhed inden for digtekunsten, og i samtiden var han genstand for enestående beundring. Siden 1751 boede han i København og nød understøttelse af den danske stat på foranledning af udenrigsministeren, den mægtige J.H.E. Bernstorff. At være Klopstocks ven betød imidlertid også at være Bernstorffs protegé; og snart var der planer om, at Ewald på statens regning skulle sendes til Skotland, Island m.v. for at indsamle folkepoesi. Kun lidt længere ude i horisonten vinkede den faste digtergage.

✂ Men grunden under denne gyldne fremtid var allerede undermineret, da den viste sig for Ewald. Med Frederik V's død i 1766 var Bernstorffs position blevet usikker, og da Struensee kom til hoffet tre år senere, blev der arbejdet målbevidst for at få ham fjernet. Det lykkedes i 1770; Bernstorff fik sin afsked og trak sig tilbage til sit gods i Holsten. Med ham rejste også Klopstock fra København, og Ewald sad alene tilbage, pludselig uden anden udsigt end hvad han kunne tjene som lejlighedspoet.

✂ Hertil kom sygdom. Formentlig under sit krigseventyr havde Ewald pådraget sig en ledegigt, som skulle følge ham resten af livet og lidt efter lidt deformere hans krop. Det første store udbrud af gigten kom i 1769, og året efter måtte han indlægges i tre måneder på Frederiks Hospital. Da han kom ud igen, blev han opsøgt af sin ven Torkel Baden, der fandt ham på et loftskammer, nøgen, forkommen - og nedbrudt af druk. For på dette tidspunkt var Ewalds tidlig vakte hang til spiritus blevet så stærk, at den var ved at gøre ham til dranker. Så vidt man kan forstå af hans selvbiografi, var det tabet af Arendse, der fik ham til for alvor at drikke, men gigtsmerterne har også krævet bedøvende midler.

✂ Torkel Baden var ejer af en gård, Rygaard i Gentofte. Her fik han installeret Ewald som rekonvalescent, og her - i 1771 - blev Hen Panthakaks Historie formodentlig skrevet.

165

✂

5. Herr Panthakaks Historie

✂ Formen til sin roman har Ewald fået fra den bog, han ville diskutere med, Candide. Men i øvrigt var den filosofiske rejseroman en yndet genre i det 18. århundrede. Montesquieu havde slået tonen an i 1721 med Lettres persanes, og et kor af oplysningens bedste hoveder fulgte: Swift (Gulliver's Travels 1726), Holberg (Niels Klim 1741), Samuel Johnson (Prince Rasselas 1759), Diderot (Jacques le Fataliste o. 1773) og Voltaire, der skrev adskillige værker i genren.

✂ Den filosofiske rejseroman er inspireret af opdagelsesrejserne og det deraf flydende kendskab til fremmede kulturer. Den former sig i alt væsentligt efter én af to skabeloner: enten er hovedpersonen en fremmed rejsende, der med undrende øjne betragter de europæiske sæder (Lettres persanes), eller det er en europæer, der i det fremmede ser groteske tilstande, som imidlertid ved nærmere eftersyn blot er forstørrelser af hjemlige uvaner (Gulliver's Travels). Formålet er i begge tilfælde at gøre det tilvante relativt og diskutabelt.

✂ I sit anlæg er Herr Panthakaks Historie et modstykke, en antitese til Candide. Vi har i begge fortællinger at gøre med en ung, troskyldig europæer, der opdrages i en færdig, altomfattende anskuelse af verden. Og begge sendes de af en ironisk fortæller ud i verden for at få realiteterne at mærke. Men i modsætning til den unge westfaler er sønderjyden blevet præpareret med pessimisme. Af sin skinhellige, pietistiske moder har han først lært, at verden er ond, og at menneskene handler ondt mod hinanden, ikke fordi de ikke kan indse, hvad der er godt, men fordi de vil det onde. Moderen, der til trods for sin fromhed omgiver sig med hellige elskere, er selv et levende argument for teorien.

✂ Det lille positive hul, som dog findes i moderens verdensanskuelse, tilstopper dernæst Panthakaks lærer med det sigende navn Misocosmus, Verdenshaderen. Misocosmus mener, at menneskene er ude af stand til overhovedet at indse, hvad det gode er, og at denne forstandens fordærvelse er årsag til verdens ondskab.

✂ Som Ewald selv omhyggeligt gør rede for, må en sådan opdragelse udvikle barnet til en knarvorn og klynkende menneskefjende. Det bliver Panthakak da også; men ikke blot. Da han fra naturens hånd er udstyret med et godt hjerte, og da selv de tåbeligste handlinger åbenbart kan få utilsigtet gunstige følger, udvikler han også egenskaber 166 som videlyst, arbejdsomhed, tålmodighed og - mærkeligere endnu - medlidende kærlighed til denne verdens elendige børn. Alt i alt tør fortælleren konkludere, at Panthakak vandt mere end han tabte, ved at tilbringe atten år blandt forrykte opdragere.

✂ Allerede her begynder Ewalds fortælling imidlertid at dreje i en anden retning end Voltaires - og ud af sin egen genre. Det 18. århundredes filosofiske roman er netop ikke psykologisk. Dens figurer er flade og uselvstændige, marionetter i en ferm fortællers hånd. Det er næppe tilfældigt, at genren trivedes i en tid, hvor laterna magica, skyggespil og dukketeater hørte til blandt de selskabelige fornøjelser.

✂ Candide er også i attenårsalderen, da han forlader sine opdragere, men det sker på en af romanens første sider. Voltaire interesserer sig ikke som Ewald for selve opdragelsen og underkaster ikke dens konsekvenser nogen analyse. Tilsvarende finder man ikke hos Voltaire nogen udredning af forholdet mellem Candides person og de hændelser, han kommer ud for. Ikke ud over det rent logiske forhold, at han omsider opgiver sin optimisme. Men hos Ewald er der en psykologisk sammenhæng.

✂ Da Panthakak under sit selvvalgte navn - Alt er ondt, betyder det - rejser ud i verden for at finde sin ukendte fader, oplever han at blive bestjålet af en ung mand, som han af lutter frygt for landevejsrøvere har slået følge med. Og han forbander naturligvis verden for dens falskhed. Men hvad han ikke tænker på, er, at han kun blev røverens offer, fordi hans egen frygt og mistro havde flet ham til at fortælle højlydt i en landevejskro, hvor mange penge han stod i fare for at miste. Hans åbenlyse angst havde udfordret den unge mands dristighed og gjort ham til røver, hvad han ikke var i forvejen. Det er Ewald selv, der i en fortællerkommentar blotlægger denne sammenhæng.

✂ Panthakak bliver derpå samlet op af et selskab bestående af to damer og en pietistisk herre. Denne herre, hvori Panthakak mener at se sin egen fader, bedrager ham for hans sidste ejendele, bortset fra det tøj han går i. Panthakak forbander menneskene for deres ondskab, og han har ret. Men han glemmer, at en medvirkende årsag til bedrageriet var den mistanke, som han selv nærede til selskabet, og som fik ham til at hale sit guldur og en veksel frem for dets øjne - nemlig mistanken om, at det skulle betragte ham som en økonomisk byrde.

✂ Fra Frankfurt, hvor pietisten har gjort sig usynlig, fortsætter 167 Panthakak til fods mod Genève. På vejen opholdes han af en pikant brunette, som øjensynlig er ved at begå selvmord af fortvivlelse over en bedragerisk ægtemand. Panthakak iler hende til hjælp - og opdager for sent, at hun er medlem af en røverbande. Under damens rå latter ribber hendes kumpaner Panthakak for den sidste trævl, slår ham ned og efterlader ham bevidstløs i skovbunden. Nu har han virkelig grund til at forbande verden. Ganske vist var røverne måske ikke blevet opmærksomme på ham, hvis han ikke havde talt højt med sig selv på vejen, og måske havde de heller ikke haft så let ved at narre ham, hvis han ikke var blevet fascineret af damens bryster; men dette er dog biomstændigheder.

✂ Ved således at udsætte Panthakak for tre udplyndringer, hvori han selv har henholdsvis megen, nogen og liden eller slet ingen skyld, leverer Ewald et nuanceret materiale til diskussion af det spørgsmål: hvorvidt vore fordomme om verden selv hidkalder de begivenheder, som bekræfter dem. Dermed fører han debatten om optimisme og pessimisme ind på det individuelle sjælelivs område - og gør den filosofisk meningsløs. Intet under, at en af de litteraturhistorikere, der siden har prøvet at udlægge fortællingen som et filosofisk udsagn for eller imod Leibniz, for eller imod Voltaire, er blevet uenig med sig selv om meningen (Hans Brix: Johannes Ewald s. 55 og 59).

✂ Psykologiseringen føres videre, omend på et mere lavkomisk niveau, da Panthakak atter kommer til bevidsthed. Nøgen og forslået finder han vej til et ensomt slot og bliver indladt hos marquis'en af V***, der her lever i landflygtighed formedelst sin ubændige lyst til at skrive satirer mod den bedste af alle verdener. Ewald kan ikke have tænkt på andre end selveste Voltaire, der i 1754 havde købt lystslottet Les Délices uden for Genéve og fire år senere slottene Tourney og Ferney på grænsen mellem Frankrig og Schweiz, netop for at kunne undslippe de franske myndigheder. Man ser altså nu Candide's forfatter, ivrigt lyttende til Panthakaks historie, som han straks efter omsætter i en pessimistisk satire med titlen Panthakak eller den reysende Jyde.

✂ Ewald er ikke fri for at ironisere over denne marquis, der ved sine skrifter har erhvervet sig både rigdom og berømmelse, goder af denne verden, som han dog holder for helt igennem slet. Filosofisk er der ikke meget ved denne argumentation, som tager sigte på manden frem for hans tanker. Men rent galt bliver det, da Ewald skal forklare, 168 hvorfor marquis'en er blevet pessimist. Det kommer sig angiveligt af, at han, der i sin ungdom var en svoren discipel af Leibniz, blev uenig med denne om en hund! Den personlige uoverensstemmelse blev øjeblikkelig pustet op til en filosofisk, og marquis'en viede sit liv til at gennemhulle theodicéen.

✂ Kort efter at Ewald således har reduceret striden mellem optimisme og pessimisme til et uværdigt hundeslagsmål, ender hans fortælling, ufuldendt. Det er ikke noget særsyn; fragmentet er, som Ernst Frandsen har sagt, typen i Ewalds produktion i hans forvirrede år 1770-73 (Johannes Ewald, 2. udg., s. 55).

✂ Det er altid risikabelt at gætte på, hvordan et fragment skulle have været fortsat. Særlig farligt bliver det, når man har at gøre med det 18. århundredes litteratur, hvor fragmentet er en yndet kunstform (jf. nedenfor s. 175). Men i dette tilfælde er det næsten sikkert, både at og hvordan Ewald oprindelig havde tænkt sig en fortsættelse. Herr Panthakaks Historie begynder in medias res: Vi ser hovedpersonen på vej til at drukne sig selv i kanalen ved Christiansborg en oktoberaften i 1728. Derefter bryder fortælleren af og giver os Panthakaks levned fra begyndelsen, men han når aldrig frem til indledningsscenen igen. Så vidt ligger det fast, at hovedpersonen efter sit besøg hos marquis'en (men uvist ad hvor mange omveje) skulle have været ført til København. Det er ydermere sandsynligt, at han skulle have oplevet Københavns brand, som netop brød ud om aftenen den 20. oktober 1728. Denne katastrofe, der lagde størstedelen af byen i ruiner, er øjensynlig Ewalds eneste begrundelse for at henlægge en historie, skrevet i 1771, til 1728. Hans Brix har gættet på, at branden skulle indtage samme plads i Hen Panthakaks Historie, som jordskælvet i Lissabon indtager i Candide (Johannes Ewald s. 54). Det lyder rigtigt. Men derudover at gisne, fx om hvilken virkning branden skulle have øvet på Panthakaks sjæl, er omsonst.

✂ Hvad der ligger fast, er, at Ewald i Panthakaks historie, anfægtet af Voltaires Candide, har taget livtag med skepticismen. I en periode, hvor hans udsigter menneskeligt og borgerligt var elendige, har han spurgt sig selv, om ikke troen på den bedste verden var en naragtighed, om ikke det onde var massivt nok til, at man burde fortvivle. Han når ikke frem til noget klart svar, for i fortællingens løb viser det sig, at spørgsmålet er meningsløst eller i hvert fald forkert stillet. Det 169 gode så vel som det onde er for en stor del afhængigt af øjnene, der ser, og hvad der faktisk hænder os, er langthen en funktion af vor egen indstilling til verden. Spørgsmålet om verdens indretning må da omformes til et spørgsmål om sjælsforfatning, om individualitet.

✂

6. Digteren og borgeren

✂ Da Ewald fra rekonvalescensen på Rygaard flyttede tilbage til København, tog han meget betegnende ophold i Vingårdsstræde, oven i købet i et hus, der tilhørte en brændevinsbrænder. Hans drikkeri tog her et voldsomt opsving, han færdedes mellem døgenigte og prostituerede og var i enhver borgerlig henseende at regne for et subjekt. Men samtidig med, at han således trak sig ud af samfundet og gled til bunds, foregik der i hans indre en modsat bevægelse. I en række personlige digte fra 1771-73 afskriver han det omgivende samfund som uvæsentligt og koncentrerer sig om sin egen sjæls muligheder for at hæve sig over det. Disse muligheder er forbundet med hans digterevne, hvis sande omfang og rækkevidde han først nu bliver sig bevidst. Som digter-subjekt (nu med en anden betoning) formår han at omspænde kosmiske vidder, sole og himle udbreder sig i hans bryst. Den verdensorden, som han før har forsøgt at udgrunde, er han nu på nippet til at kunne skabe i sit eget indre (jf. fx digtet Natte-Tanker).

✂ Det er på én gang ironisk og dybt vemodigt at iagttage dette sammenstød i Ewalds liv mellem en voldsomt potenseret selvfølelse og et borgerligt eller menneskeligt forfald. Eftersom Ewald med denne disharmoni foregriber, hvad der bliver en almindelig erfaring for digtere i det 19. og 20. århundrede, er det berettiget at kalde ham en moderne skæbne.

✂ Disharmonien når sit foreløbige højdepunkt, da Ewald i foråret 1773 bliver sat under administration - vel ikke juridisk, men praktisk. Hans moder, nu enkemadam Huulegaard, og hendes sjælesørger, præsten ved Trinitatis kirke J.C. Schönheyder (1742-1803), indgår et arrangement, hvorefter Ewald fjernes fra hovedstaden og sættes i kost hos en brav familie i fiskerlejet Rungsted. Moderen betaler, hvad hans ophold koster i de første seks uger, og hjælper derefter, når det behøves. Til gengæld må Ewald lade sin økonomi administrere af Schönheyder. 170 Denne Schönheyder, hvis indflydelse herefter gør sig stærkt gældende i Ewalds liv, er kun et år ældre end digteren selv. Men han ejer al den sikkerhed, som et godt embede, medborgeres agtelse, grundfæstet tro og en vis mangel på fantasi kan give et menneske. Derfor kan man i breve høre ham formane og irettesætte den jævnaldrende Ewald, som om denne var et uvornt barn. I øvrigt er Schönheyder velvillig. Han hjælper Ewald, hvor han kan, og han betragter det som sin opgave at vejlede digteren til det, der for ham selv står som de dyreste goder: et ærbart levned og en ydmyg tro på Gud.

✂ Under disse omstændigheder oplever Ewald i Rungsted - sin lykkeligste tid. Hans følelse af digterisk styrke slår ud i genial selvtillid. Verdens vidunderlighed blomstrer i hans indre, og han ved sig i stand til både at rumme og fortolke den.

✂ I Rungsted - i slutningen af 1774 - begynder Ewald også at skrive sin selvbiografi, Levnet og Meeninger.

✂

7. Den selvbiografiske genre

✂ Den genre, som Ewald hermed bevæger sig ind i, er dybt rodfæstet i europæisk kultur. Den har sit udspring i den kristne tradition for samvittighedsprøvelse, en tradition der i de første århundreder efter vor tidsregning dels afsatte skriftemålets sakramente, dels førte til en egentlig konfessionslitteratur. Historiens første selvbiografi, der skyldes kirkefaderen Augustin (354-430), bærer netop titlen Confessiones (Bekendelser). Den fortæller om det syndige levned, som Augustin førte frem til sit 32. år, da han pludselig fik en religiøs oplevelse og lod sig omvende til kristendommen. I erindringens perspektiv fordømmer han sin egen ungdom, men ser dog samtidig i begivenhederne Guds finger, der ubevidst for ham selv ledte frem mod omvendelsen. Selvbiografien bliver til i et spændingsfelt mellem det levede liv og forsynets plan, mellem et menneskeligt og et guddommeligt perspektiv; men der råder ingen tvivl om styrkeforholdet. Augustins liv tilhører i dybeste forstand ikke ham selv, men Gud; og her ligger det, der adskiller ikke bare hans bekendelser, men hele den middelalderlige selvbiografi fra genrens senere historie.

✂ At Ewald har kendt Augustin, da han skrev sit eget levned, ses allerede af det faktum, at han citerer ham i teksten (s. 101). Vigtigere er 171 imidlertid, at Levnet og Meeninger til dels er opbygget som en bekendelse, »en authentiqve Tilstaaelse af mine Daarligheder« (s. 76), oven i købet rettet til den pietistiske formynder og skriftefader J.C. Schönheyder.

✂ Men indgår Augustin således som en inspirationskilde for Ewald, da er det også værd at bemærke, at hans moderne efterfølger i en vis forstand vender op og ned på ham. I Ewalds selvbiografi oplades det levede liv, så uregelmæssigt og syndigt det tager sig ud for andre, med en indre styrke, der gør det muligt for den skrivende at overtage det som sit. Og styrken beror på, at livet tilhører et geni, et individ som netop gennem det har formået at hæve sig til Guds niveau. Herom mere i det følgende.

✂ Mange linier eller tendenser i oldtiden løber sammen i Augustins værk og gør det rimeligt at sige, at den selvbiografiske form er frugten, det koncentrerede udtræk af en tidsalder, som ellers er ved at gå under. Da en ny tid opstår, er formen til rådighed, men indholdet må skabes forfra. Mennesket må, fra renæssancen at regne, opdage sig selv påny, lære at anskue sig selv med øjne, som ikke først og fremmest er Guds - eller kirkens. Selvbiografien bliver på én gang et redskab og et udtryk for denne proces.

✂ Renæssancens humanister brugte ganske bevidst deres selvbiografier som en art psykologiske laboratorier, idet de her lagde deres egne handlinger til grund for en intellektuel afsøgning og kortlægning af den menneskelige personlighed (se fx Girolamo Cardanos De vita propria, Om hans eget liv, 1574-76; findes i en moderne tysk udgave fra 1969). Når Johannes Ewald taler om sin selvbiografis »HovedØyemed [...] nemlig det, at bidrage saameget til Kundskaben om det menniskelige Hjerte, som mueligt« (s. 145), og når han omtaler sin egen livshistorie som »Anledning« til at lære selve mennesket at kende (s. 91), så synes man at høre et ekko fra disse humanister. Eller rettere: man hører et i tiden udbredt motiv, som blev anslået to-tre århundreder forinden. Det klinger også hos Rousseau.

✂ Den egenskab, som man i første omgang måtte anse for personlighedens bærende, var fornuften. Den rationelle tænkning sikrede identiteten og livets sammenhæng. Dette var et synspunkt, som den franske filosof René Descartes gennemførte konsekvent i sin filosofiske selvbiografi Discours de la Méthode, Om metoden, fra 1637. Bogen beskriver, hvordan han led for led har arbejdet sig frem til en række 172 principper for sikker erkendelse, og omdrejningspunktet er de berømte ord: Jeg tænker, altså er jeg til.

✂ Men i løbet af det følgende århundrede træder personlighedens irrationelle områder med stigende intensitet ind i menneskebilledet. Hos Holberg, der godt en generation før Ewald skriver sine latinske levnedsbreve (1728-43), udgør de et kaotisk stemningsrige, som fornuften har stort besvær med at holde i skak. Med gysen kaster Holberg blikket ned i de evigt vekslende stemningers heksekedel, men øjner ingen orden i omvekslingerne og bruger betegnelsen uhelbredelig sygdom for, hvad han har set.

✂ Andre følte sig imidlertid tiltrukket af synet. Det 17. og 18. århundredes kultur rummede en betydelig understrøm af religiøs mystik. Den fandt bl.a. udtryk i en autobiografisk litteratur, der gjorde sig til medium for skildringen af det subtile stemnings- og lidenskabsliv hos mystikeren, som dannede basis for (eller blev affødt af) hans særlige erfaringer. Et hovedværk er Jeanne-Marie Guyons Vie écrite par elle même, Levned skrevet af hende selv (1688-1709); hun fik i øvrigt stor betydning for Rousseau.

✂ Et særegent udslag af den mystiske strømning var pietismen. Denne fromhedsretning, der jo beherskede Johannes Ewalds barndomsmiljø, appellerede i særlig grad til det subjektive, både til følelsen og selvransagelsen, hos sine tilhængere. Den fik også udtryk i en omfangsrig selvbiografisk litteratur, specielt i Tyskland. Det er dog en litteratur der i sin bestandige pointering af Guds forsyn kan minde om de middelalderlige bekendelser. Intet tyder på, at Ewald har modtaget nogen direkte inspiration herfra.

✂ Det har han heller ikke fra det 18. århundredes betydeligste autobiografi, Jean-Jacques Rousseaus Les Confessions, Bekendelser. Den blev ganske vist skrevet i årene 1765-70, altså lige inden Ewald begyndte på sit levned, men henlå i manuskript til 1782, da både Rousseau og Ewald var døde.

✂ Hos Rousseau erkendes de irrationelle egne af personligheden på et rent verdsligt grundlag. Og den erkendende fornuft tildeler sig selv en underordnet rolle i forhold til det kaotiske følelsesliv. Når dette imidlertid ikke indebærer, at Rousseau i selvbiografien opfatter sit liv som et kaos, skyldes det, at følelseslivet netop i erindringens perspektiv viser sig at have sin egen, dybere eller mere omfattende logik (som identificeres med begrebet natur). At Rousseau tør 173 anerkende følelseslivet som bærende for personligheden, hænger sammen med, at han retrospektivt kan afvinde dets bevægelser en mening og retning, som førhen var ubevidst. Følelse og identitet viser sig at falde sammen i den individuelle dannelseshistorie, og selvbiografien står som det eneste rigtige middel til erkendelse af dette sammenfald Eller sagt med andre ord: I Rousseaus Bekendelser møder man for første gang den på følelsessammenhæng grundede dannelseshistorie, og værket markerer derved et foreløbigt højdepunkt i genrens historie.

✂ Har Johannes Ewald ikke kunnet læse Rousseaus Bekendelser, så har han dog ikke af den grund været afskåret fra at påvirkes af de ideer, som bærer værket. I 1762 havde Rousseau udgivet sin pædagogiske afhandling Émile, hvori de samme ideer fandt udtryk, og netop til Émile hentyder Ewald i Levnet og Meeninger (s. 89, noten til »Rousseaus Afgud«).

✂ Når Ewald i sin selvbiografi tillægger barndommen - den periode hvor fornuften sover - så stor betydning for sit senere liv, at han næsten alene skildrer dén, da er det usædvanligt og nyt i genrens sammenhæng, men det er i pagt med Rousseaus forestillinger. Ligeledes, når Ewald taler om den nødvendige dannelse, som barnets natur må gennemgå, dvs. den gunstige påvirkning, som dets opdragere må udøve, for at de barnlige anlæg kan folde sig harmonisk ud. Når han omvendt bebrejder sine lærere, at visse af hans egne anlæg, som i sig selv var gode, blev fejludviklet, fordi man proppede ham med unyttig lærdom, gloser og bibelsprog, i stedet for at lære ham at leve, ja så er det som skrevet ud af Émile.

✂ Rousseausk er også den adskillelse, som Ewald stedvis foretager mellem den menneskelige natur og det borgerlige samfund - og hans dertil hørende tro på, at mennesket af naturen er ædelt i sin stræben, afskyr uret og ikke kender til ejendomsret. Til den ædle natur svarer den varme følelse, mens det borgerlige samfund må nøjes med den kolde forstand - såvel hos Rousseau som hos Ewald.

✂ Endelig kan man mene at høre en genklang af Rousseau i Ewalds utallige henvisninger til sit hjerte; dette ømme, følsomme, svulmende, kærlige, enthusiastiske, dristige, flammende hjerte, som banker på hver side af Levnet og Meeninger. Med gustent overlæg siger jeg »kan«, for der findes naturligvis også det fænomen, man kalder tidsånd.

174

✂

8. Tristram Shandys Levned og Meninger

✂ Taler man om selvbiografiens stilling i det 18. århundrede, kan man ikke komme uden om også at beskæftige sig med romanen. En af de vigtige begivenheder i genrens historie er, at den ved århundredets midte indtræder i et intimt forhold til romangenren, som den bl.a. låner sin jeg-form. Den autobiografiske roman opstår; typeeksemplet er Laurence Sternes The Life and Opinions of Tristram Shandy, Gentleman, 1760-67.

✂ Der består også et intimt forhold netop mellem Tristram Shandy og Ewalds selvbiografi. Alene titlen: Johannes Ewalds Levnet og Meeninger udpeger Sternes roman som inspirationskilde. Det samme gør den lunefulde, springske og fragmentariske fremstilling. Tristram Shandys levned og meninger er et værk, hvis kronologi bestandig brydes op; fx slutter det fem år før sin egen begyndelse (1718-1713), og hovedpersonen forsvinder praktisk talt ud af sin selvbiografi i femårsalderen. Johannes Ewald, der er mindre radikal, lader dog tiden bevæge sig en lille uge i den rigtige retning (Hamborg - Magdeborg), og han er næsten seksten år gammel, da fortællingens mørke lukker sig over ham.

✂ Mellem de sparsomme brokker af Tristram Shandys levned, for mere bliver det ikke til, vokser da et vildnis af meninger frem, bestående af selvbiografens tanker om sin egen historie, hans besvær med at rekonstruere og fortolke den, og hans kvaler med at formidle den til genstridige læsere. Systemet i disse meninger er afvejens, digressionens, og deres bevægende årsag er den skrivendes egne associationer. - Også Ewalds tekst er fuld af digressioner; han kan alt for ofte ikke undlade med et par ord at berøre dette eller hint, dels for at kaste lys over det sagte, men også for at tage afstand fra sin egen fremstillingsform eller for at diskutere sin egen fortolkning af sine egne handlinger ... (se fx s. 78, 113, 139, 148). Om det så er de genstridige læsere, har Ewald taget hensyn til dem, ja indlagt dem i selve teksten. Han diskuterer længe med fyldebøtten ThundernTrunk og puritaneren WaterSous, der fra hver sit udgangspunkt har det til fælles, at de ikke forstår sig på vin eller fantasi (s. 99-105). Han besvarer hr. Quæstioturius' ligegyldige spørgsmål (s. 116) og tøver over for anti-moralistens berettigede (s. 137); begge dele i øvrigt med samme syrlige tonefald.

✂ Men den væsentligste overensstemmelse mellem Sterne og Ewald 175 ligger selvfølgelig på det plan, hvor tekstens kapriciøse overflade, fortolket, bliver til livsanskuelse. Hvor anstrengende denne overflade end kan virke på læseren (især hos Sterne), må man anerkende den som det passende udtryk for en vidt dreven subjektivitet. Bag disse ironisk-følsomme levned og meninger sidder et forfatter-jeg, der ganske efter eget forgodtbefindende fortæller eller lader være, oplyser eller tilslører, skåler med læseren (s. 111) eller vender ham ryggen for at gå i seng og læse - naturligvis i romanen om Tristram Shandys levned (s. 114). Men med en sådan digterisk selvfølelse er vi henne i nærheden af den romantiske ironi, hvis hovedtese netop er, at digterens vilkårlighed ikke bør tillade andre love end sig selv. Filosofisk set er indholdet i den romantiske ironi en potensering af jeg-fornemmelsen til en mystisk følelse af kosmos. Når man vil tage strukturen i Ewalds selvbiografi som udtryk for dette fænomen, kan man støtte sig til det første lille kapitel om Høyen, som netop besynger den digteriske følelse. Rask som ørnen river digteren sig løs, fra sit tungere støv, fra sin snævrere kreds, stiger op mod de højeste, hellige tinder. I en skildring, der foregriber den store ode Til Sielen (1777), spørger Ewald sig selv, om han som digter kan omfatte kosmos, om hans tanke og følelse kan spænde fra jord til himmel - og svarer ja (s. 98 f).

✂ Om det så også er et udtryk for denne præ-romantiske ironi, at Levnet og Meeninger har fragmentets form - er et åbent spørgsmål. Sternes roman om Tristram Shandy er et fragment, og det samme gælder dens efterfølger, A Sentimental Journey through France and Italy (1768), der også har betydet en del for Ewald. Det er ingenlunde givet, at Sterne mente noget særligt med formen; muligvis duede han bare ikke til at fa en ende på sine bøger. Men sikkert er det, at den tidlige romantik i fragmentet fandt en kunstform, som i særlig grad var kongruent med dens egne bærende ideer. Den tyske romantiks teoretiker, Friedrich Schlegel (1772-1829), der kendte og satte pris på Sternes romaner, brugte fragmentet som form, da han selv udkastede den romantiske doktrin. Ikke mærkeligt, for han definerede romantikken som en »progressiv universalpoesi«, dvs. en poesi hvis søgen er uendelig, evigt uafsluttet, og som derfor aldrig må lade sig indsnævre af nogen definitiv form. Netop fragmentet er en af de få litterære former, hvori denne uendelige åbenhed kan tage konkret skikkelse.

✂ En mindre filosofisk forklaring på det afbrudte i Ewalds selvbiografi kan være, at den faktisk er færdig, hvad det væsentlige angår. At 176 alt, hvad der er nødvendigt til forståelse af Ewalds liv og person, ret beset er indeholdt i fortællingen om krigseventyrets begyndelse og dets forudsætninger. Denne forklaring vil der blive argumenteret nærmere for i det følgende afsnit. Endelig står den mulighed åben, at Ewald med tiden er blevet træt eller ked af sin selvbiografi og har opgivet at føre den til ende. Denne forklaring, som ikke behøver at stride imod den foregående, støttes af manuskriptet og dets tilblivelseshistorie, som vi derfor også må ofre nogen opmærksomhed i det følgende.

✂

9. Johannes Ewalds Levnet og Meeninger

✂ Levnet og Meeninger har fra Ewalds hånd form af en række breve. Hvert brev er omhyggeligt syet sammen af flere ark foliopapir til et lille hæfte. I alt foreligger der fem sådanne hæfter, nummereret fra 1 til 5; dog er kun det sidste nummer påført af Ewald selv. I nærværende udgave er overgangen fra ét hæfte til et andet markeret med skift til ny side og nedrykning (s. 84, 98, 112,132).

✂ Hvert hæfte indeholder et eller flere kapitler under forskellige overskrifter, hvoraf nogle dog optræder både to og tre gange. Et overblik over dispositionen giver følgende opstilling:
Hæfte 1: Hamborg
Hæfte 2: Viinflasken (I)
Hæfte 3: Høyen(I)
Viin-Flasken (II)
Hæfte 4: Høyen (II)
Høyen (III)
Arendse (I)
Arendse (II)
Elskov (I)
Elskov (II)
Hæfte 5: Arendse (III)
Magdeborg
Min Ærlighed 177 Det første af brevene rummer en tilskrift til pastor Schönheyder, hvoraf det fremgår, at de er tænkt som en fortrolig bekendelse af forfatterens dårligheder, foreløbig kun beregnet til at læses af tre personer: præsten, hans hustru og Ewalds litterære rådgiver, konferensråd A.G. Carstens. Som vi imidlertid allerede har set, udvides både formålet og den påtænkte læserkreds i værkets løb. Ewald vil som nævnt bidrage til den almindelige kundskab om menneskehjertet, og han vil samtidig, ved at fremstille sine laster ubesmykket, hjælpe andre til at holde sig på dydens vej (-»gjøre dem de Feyl, som man har begaaet, og som man kun kan angre, saa uskadelige som mueligt«, s. 106). Levnet og Meeninger har altså et indbygget forhold til almen psykologi og moral.

✂ Men det overordnede og egentlige formål, ikke blot for Ewalds værk, men for selvbiografien som sådan, er et andet. Muligvis kommer det til orde i omtalen af de læsere, »der af andre Aarsager gjerne vil lære at kjende mig selv« (s. 145). Under alle omstændigheder er det et konstituerende træk ved enhver selvbiografi - også ved Ewalds - at den skrives for at afdække et selv, en personlighed, idet den skrivende gennemlyser sit eget livs begivenheder med erindringens fortolkende evne. Modsætningen til denne bestræbelse møder man i memoireværket, hvor den skrivende ganske vist også fremviser begivenheder fra sit eget liv, men kun for at lade dem stå som polerede minder om en svunden tid, kun for at bevidne, hvordan verden så ud så langt tilbage han kan huske. Memoireværket hviler ikke på erindringen, men på hukommelsen; og når mange memoireforfattere alligevel kalder deres værker erindringer, udtrykker det en begrebsforvirring, som Søren Kierkegaard ironiserede over ved at sige, at der så vist er mangen mand, som har skrevet Erindringer af sit Liv, hvori der ikke er spor af erindring...

✂ »At erindre er ingenlunde identisk med at huske. Man kan saaledes godt huske en Begivenhed til Punkt og Prikke uden derfor at erindre den. Hukommelsen er kun en forsvindende Betingelse. Ved Hukommelsen stiller det Oplevede sig frem for at modtage Erindringens Indvielse. [...] Erindringen er nemlig Idealiteten [...] Erindringen vil hævde et Menneske den evige Continuitet i Livet og sikkre ham, at hans jordiske Tilværelse bliver uno tenore, 178 eet Aandedrag, og udsigeligt i Eet. Derfor frabeder den sig, at Tungen skal nødsages til atter og atter at slaae Sladder for at eftergjøre Livs-Indholdets Sladder.« (Stadier paa Livets Vei bd. I, afsnittet Forerindring).

✂ Når selvbiografiens fornemste ærinde således er at fremstille den livssammenhæng, som vi også benævner med ordet identitet, er det så meget desto mere frapperende, at Levnet og Meeninger i hvert fald umiddelbart præsenterer os for alt andet end netop sammenhæng. Værket begynder ikke, som selvbiografier plejer, ved forfatterens fødsel, men midt i hans hidtidige liv, da han femten år gammel er på flugt hjemmefra. Flugtfortællingen afbrydes imidlertid snart af tilbageblik på de tidligere barndomsår, genoptages, men kun for påny at afbrydes af flere tilbageblik, af diskussioner om vin eller ærlighed og af situationsbilleder fra »nutiden«, dvs. af Ewald i Rungsted, bl.a. optaget af at skrive sit levned ...

✂ Bruger man en lidt mere objektiv, ordnende hånd end Ewald, grupperer værkets begivenheder sig i tre tidsplaner. Det første vedrører flugthistorien og omfatter følgende afsnit: Hamborg, til dels Viinflasken I og Høyen I samt Høyen II-III og Magdeborg. Kronologisk spænder det over en lille uge midt i forfatterens liv. Det andet plan vedrører tiden før flugten, nærmere bestemt dens forudsætninger, og omfatter en del af afsnittet Viinflasken I samt Elskov II og Arendse III. Kronologisk er det svært at sige, hvor meget det spænder over, men da Ewald bruger udtryk som »fra det første, jeg kunde skjønne« og »fra BarnsBeen af« (s. 87), kan der være mening i at tale om barndommen som helhed. Det tredie tidsplan endelig, vedrører den nutid, hvori Ewald skriver. Det omfatter til dels Høyen I samt Arendse I-II og Elskov I. Uden for tidsplanerne falder det diskuterende afsnit Viin-Flasken II og det reflekterende Min Ærlighed.

✂ Efter en sådan let ordning ses det, at planerne l og 2 tilsammen dækker den første halvdel af Ewalds liv, barndommen der kulminerede i flugten og krigseventyret, mens anden halvdel, livet som digter og dranker, henligger i mørke - bortset fra øjebliksbillederne i plan 3. Med Jens Aage Doctor kan man sige, at disse øjebliksbilleder slutter den parentes, som Ewald sætter om sit digterliv, og derved giver det en slags eksistens i fremstillingen, omend som tomrum (Guldalderstudier, Festskrift til Gustav Albeck, 1966, s. 51). 179 Som omdrejningsakse mellem den beskrevne og den ubeskrevne livshalvdel står det korte, mislykkede krigseventyr, ja den ene højspændte uge i 1759, da Ewald var på vej ud for at vinde lykken og sin elskedes hånd. I denne uge blomstrede hans sjæl. (Allerede i Magdeburg begyndte skuffelserne, da mødet med majoren havde et andet udfald end forventet, jf. s. 148). Alle hans tilbøjeligheder foldede sig ud - og derom handler selvbiografien, hvis man skifter briller og læser den skematisk. Ernst Frandsen har påvist (Johannes Ewald, 2. udg., s. 98), at de tre første afsnit af Levnet og Meeninger handler om Ewalds dragning mod det eventyrlige (Hamborg, Viinflasken I, Høyen I), de tre næste om hans tilbøjelighed for vin (Viin-Flasken II, Høyen II-III), og de følgende fem om hans kærlighed (Arendse I-II, Elskov I-II, Arendse III). Måske virker det lovlig hårdhændet at trække sådanne grænser mellem de enkelte afsnit, men sandt er det i hvert fald, at eventyr, vin og kærlighed udgør de tre »Hæng«, som har styret forfatterens liv. I hin uge, da han var på vej for at blive preussisk husar, for at vinde Arendse, og i en beruset vision på højen tog forskud på sin lykke, forenede de sig saligt til én brusende bølge.

✂ Hinsides dette midt- og kulminationspunkt knækker imidlertid bølgen under ham; de tre hæng kammer hver for sig over i desillusion eller tragedie. Eventyrtrangen skuffes, og Ewald må vende hjem som en våd hund. Glæden ved vinen slår over i misbrug og afhængighed. Og kærligheden bereder ham det dybeste tab, da Arendse forlover sig med en hørkræmmer.

✂ For så vidt er der altså nok sammenhæng i Ewalds skildring af sit liv. Der er også mening i, at anden livshalvdel får lov at henligge i mørke, som det tomrum, den i en vis forstand er. Tabets tid, erindringens tid, der står i så skærende kontrast til den håbefulde ungdom (man burde måske sige barndom, men kan ikke få sig til det).

✂ Af dette tomrum rejser sig kun én tilbøjelighed, den digteriske, som da til gengæld får en hovedpart af sin kraft fra de øvrige tilbøjeligheders forlis. De helte, som Ewald tidligere drømte om at ligne, følger han nu »med svulmende Sang«, og hans sjæl smelter »i fortryllende Følelser« derved (s. 99). Den elskede, som han ikke fik, vedligeholder sig endnu uforandret i hans hjerte (s. 138) og fremstår i dugfrisk yndighed på bogens blade, skønt hun i virkeligheden er udtæret af kummer, syg og døden nær (s. 121 f). Den kærlighed, som kaldes »en ulmende Gnist af [en] Levning af Paradiis« (s. 122), 180 korresponderer meget sigende med den »Gnist [af] den himmelske Ild«, som er Ewalds digterevne (s. 98).

✂ Ewald som digter beskrives ikke udefra - ved en opregning af arbejder og æresbevisninger - men indefra, hvad der jo er forståeligt nok i en selvbiografi. Hovedstykket er det allerede nævnte kapitel i tredie hæfte om Høyen (I). En lovsang til det sted, hvor han oplevede en første digterisk løftelse, og til vinen, som var dens umiddelbare årsag, men frem for alt til digterevnen selv, som nu helt har erobret hans indre. Dengang vidste han ikke, at hans lod var at blive snydt for en lynende skæbne, og han ville næppe have accepteret en sådan viden. Men nu er han indviet af tragediens muse og fuldt bevidst om sin undtagelsesposition. Med geniets ret hæver han sig over de mennesker, som blot følger det almindelige livs regler, og digter sig bogstavelig talt ind i himlen.

✂ Det var først og fremmest tabet af Arendse, der gjorde Ewald bevidst som digter, og han spørger på et tidspunkt sig selv, om han hellere ville have undværet det hele - »denne hellige Flamme, dette Forsmag paa Himmelen« (s. 139f), som altså både er elskov og digt, tab og erindring, smerte og smeltende fryd i én uløselig knude. Svaret er nej.

✂ Samtidig gør han opmærksom på, at denne forsmag på himlen er den væsentligste årsag til alle de moralske fejltrin, han har begået. Den har »fordærvet eller i det mindste forværret« hans hjerte (s. 140), og det hører med i ovennævnte kompleks af alt det, som Ewald ikke fortryder. Ganske vist skynder han sig at forsikre, at hvad der er sket for ham, næppe ville ske for andre, som kom i berøring med de samme grundkræfter i tilværelsen. I alle andre hjerter end hans »besynderlige, romanske, altforvarme, alt for enthusiastiske« ville disse kræfter givetvis kun befordre meget respektable dyder (sst). Men idet han derved yder moralen en teoretisk reverens, pointerer han blot yderligere sin egen særstilling. Vel anbragt i sin flammende digterhimmel trækker han stigen op efter sig. Nede på jorden står pastor Schönheyder.

181

✂

10. Efter Rungsted

✂ Således er da egentlig alt til stede i Levnet og Meeninger, som behøves for at forstå Johannes Ewald: eventyret, vinen, kærligheden, tabet, tomheden og geniets selvherlighed. Foruden naturligvis de egenskaber, som direkte lyser ud af teksten: humoren, følsomheden, det lyrisk bevægede og vidtåbne sind.

✂ Dog fremtræder netop disse egenskaber med en noget mattere glans i de sidste afsnit af selvbiografien (Magdeborg, Min Ærlighed), som der heller ikke blev taget hensyn til i ovenstående tematiske leddeling. Forklaringen er givetvis, at de er skrevet på et senere tidspunkt end de øvrige. Alt tyder på, at Ewald fra efteråret 1774 til sommeren 1775 har skrevet de fire første hæfter af sin selvbiografi (Hamborg - Elskov II) samt et udkast til det første afsnit i hæfte 5 (Arendse III). En del af dette udkast er stadig bevaret på et løst ark, hvoraf man kan se, at Ewald har ind- og omarbejdet det, da han nogle år senere skrev femte hæfte. Dette hæfte er af et lidt mindre format end de øvrige, og papiret bærer et andet vandmærke. Formentlig er det blevet til i 1778, hvorfra da kapitlerne Magdeborg og Min Ærlighed skriver sig.

✂ Men fra 1775 til -78 var der sket store omvæltninger i Ewalds liv. I efteråret 1774 var han begyndt at nære ambitioner om at blive professor (dog kun titulær), og han lagde pres på sine venner for at få udnævnelsen igennem hos geheimekabinetssekretær Ove Høegh-Guldberg. Det lyder sært, at Ewald i sin mest genialsk-selvtilstrækkelige periode skulle have været ivrig for at få en borgerlig titel; men noget tyder på, at en kvinde stod bag. Hvem hun var, er usikkert; måske en søsterdatter til hans værtinde i Rungsted ved navn Hedevig Roers. I selvbiografien optræder hun forbigående under navnet Juliane (s. 111). Hvorom alting er, blev Ewald forelsket og ville - til stor opstandelse for sine omgivelser - giftes. Planerne om ægteskab kan først dokumenteres fra 1775, hvad der jo på ingen måde udelukker, at de kan have været der forinden. Måske har Ewald ønsket sig professortitlen som et led i planerne, for bedre at overbevise sig selv og verden (og pigen?) om, at han var solid nok til at gifte sig.

✂ Pastor Schönheyder og enkemadam Huulcgaard blev dybt rystede, og da det ikke umiddelbart lykkedes dem at tale digteren til fornuft, 182 valgte de at flytte ham endnu længere nordpå, til det ensomt beliggende Søbækshus i nærheden af Humlebæk. Her boede Ewald fra efteråret 1775 til efteråret 1777, den hårdeste og mørkeste periode af hans liv. Da han stadig ikke ville opgive sin ondskab og afsindighed, som pastor Schönheyder kaldte det, satte man ham stolen for døren og truede med også juridisk at gøre ham umyndig. Dette, i forening med en ydmygende fattigdom og en gigt, der efterhånden havde gjort ham så krumbøjet, at han knap kunne gå, endte med at nedbryde hans modstandskraft. Muligvis har en følelse af digterisk udbrændthed også været medvirkende. I sommeren 1777 erklærede Ewald sig villig til at angre, ikke blot sin forelskelse, men sit hele egensindige levned, og omvende sig til Jesus. Schönheyder havde sejret, og som en art belønning lod han i efteråret Ewald vende tilbage til København.

✂ Da digteren i 1778 tog sin selvbiografi for sig påny, var hans situation altså en ganske anden, end da han begyndte på den, og følgelig også hans syn på sit eget liv. Hans betænkeligheder ved at forbinde sig med sit gamle, uomvendte jeg har gjort det svært for ham at genfinde den rette tone, så kapitlet Magdeborg er ikke frit for at minde om de postkort, man pligtskyldigst sender hjem fra en udenlandsrejse. Tilsvarende er Min Ærlighed, med al respekt, blevet en temmelig træg argumenteren. Trods den subtile logik, som her bringes i anvendelse til forsvar for uærligheden - også den selvbiografiske slags! - undgår man ikke en fornemmelse af træthed, mens argumenterne rasler imod hinanden.

✂ Ewald, der var sin egen strengeste kritiker, har næppe kunnet undgå at mærke det selv. Formentlig har han snart indset umuligheden af at fortsætte værket og lagt det til side igen, denne gang definitivt.

✂

11. Manuskripter og udgaver

✂ Hverken Herr Panthakaks Historie eller Levnet og Meeninger blev offentliggjort i Ewalds egen levetid. Heller ikke den firebindsudgave af Samtlige Skrifter (1780-91), som begyndte at udkomme året før digterens død, omfatter de to fragmentariske værker.

✂ Ewalds rettede renskrifter til værkerne findes på Det kongelige Bibliotek, i Ny kgl. Samling 489e, fol. Hen Panthakaks Historie har nr. 183 XI, Levnet og Meeninger nr. XIIa. Desuden findes, nummereret som XIIb, det omtalte løse ark med udkast til en del af Levnet og Meeninger, som imidlertid også indgår i nr. XIIa.

✂ Manuskriptet til Herr Panthakaks Historie består af et hæfte på 70 sider, sammensyet af 17 1/2 folioark. Manuskriptet blev første gang offentliggjort i 1805. Det skete i Knud Lyne Rahbeks månedsskrift Minerva (s. 1-44,129-162 og 233-274).

✂ Derefter blev Panthakaks historie optaget i Jens Kragh Høsts udgave af Ewalds Efterladte prosaiske Skrifter 1837, annonceret som et supplement til Samtlige Skrifter,

✂ I 1850-55 udsendte Samfundet for den danske Litteraturs Fremme en ottebindsudgave af Ewalds Samtlige Skrifter. Udgaven blev besørget af F.L. Liebenberg, men var baseret på forarbejder af brødrene E. L. og Christen Thaarup. I sjette bind (1853) indgik Herr Panthakaks Historie.

✂ Liebenbergs udgave var den første kritiske, men ikke desto mindre højst upålidelig. En nøjagtig udgave kom først, da Det danske Sprogog Litteraturselskab i 1914-24 udsendte Ewalds Samlede Skrifter bd. I-VI ved Victor Kuhr, Sv. Aa. Pallis og Niels Møller. Herr Panthakaks Historie indgik i bd IV, 1919. Alle seks bind blev fotografisk optrykt i 1969, men i øvrigt er Panthakaks historie ikke blevet udgivet siden.

✂ Manuskriptet til Levnet og Meeninger består som tidligere nævnt af fem hæfter, sammensyede af folioark. De er på henholdsvis 8, 12, 12, 16 og 16 sider. Vi ved fra indledningen i første hæfte og fra samtidige breve, at i hvert fald hæfterne 1-4 blev sendt til pastor Schönheyder og hans hustru samt konferensråd Carstens. Endvidere har kammerjunker Frederik von Mokke (1754-1836) haft dem til gennemlæsning, og han har igen lånt dem ud til teaterdirektør og sekretær i Videnskabernes Selskab C.F. Jacobi (1739-1810).

✂ I Ewalds dødsår 1781 offentliggjorde hans ven, teologen Friederich Münter (1761-1830), en artikel om hans liv og værk i tidsskriftet Deutsches Museum. Münter støttede sig heri på manuskriptet til Levnet og Meeninger, som han også citerede i korte udpluk i egen oversættelse. Året efter blev artiklen offentliggjort på dansk i tidsskriftet Dansk Museum (siderne 680-700), inklusive citaterne fra Levnet og 184 Meeninger, der imidlertid blev oversat fra Münters tysk og således fremtræder forvansket i forhold til Ewalds original.

✂ Til en egentlig (omend stadig ufuldstændig) offentliggørelse af Levnet og Meeninger kom det først i årene 1804-08. Da bragte Knud Lyne Rahbek en række uddrag i sit ugeskrift Den danske Tilskuer og i sit kvartalsskrift Ny Minerva (Tilskuerens 14. årgang bd. II s. 809-824 samt 15. årgang bd. I s. 1-8 og 121-136. Ny Minerva 1808 s. 151-168). Tilsammen omfatter Rahbeks uddrag lidt mere end en trediedel af hele selvbiografiens tekst.

✂ Som helhed offentliggjordes Levnet og Meeninger første gang af F.L. Liebenberg i ottende bind af den før nævnte udgave af Samtlige Skrifter, 1855.

✂ Samme år udsendte Liebenberg for universitetsboghandler Høst et kompakt bind Udvalgte Skrifter af Ewald. Også heri optog han selvbiografien.

✂ I 1856 lod Samtlige Skrifters forlægger, E.L. Thaarup, trykke en tobinds udgave af Ewalds Digte og dramatiske Arbeider samt Levnet og Meninger.

✂ Dermed var autobiografiens centrale plads i Ewalds forfatterskab grundigt slået fast. Siden da har den oplevet følgende genudgivelser, der - hvor intet andet oplyses - omfatter hele teksten. Privattryk er ikke medtaget. Nummereringen forudsætter, at Rahbeks uddrag regnes for første udgave:

(5)

✂ Samtlige Skrifter (I-IV, 1881), udgivet af Nyt dansk Forlagskonsortium. Bd IV.

(6)

✂ Udvalgte Stykker af Wessel og Ewald, udgivet for Foreningen Fremtiden af H. Schwanenflügel, 1892. Uddrag svarende til knap halvdelen af teksten.

(7)

✂ Levnet og Meninger, udgivet af Erling Rørdam for Wilhelm Priors Hofboghandel, 1899. Første selvstændige udgave af selvbiografien!

(8)

✂ Udvalgte Skrifter. Gyldendals Bibliothek for Hjemmet, redigeret af Vilhelm Østergaard, 1904.(9) Levnet og Meninger. Kunstforlaget Danmark, 1909.

(10)

✂ Levnet og Meninger. Selvbiografiske Brudstykker og Breve, udgivet af Louis Bobé med en fyldig biografisk efterskrift og solide noter. J.L. Lybeckers Forlag, 1911. (Delvis optrykt i 1942 og 1960, se nedenfor).

(11)

✂ Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs udgave af Samlede Skrifter (I-VI, 1914-24). Bd. IV, 1919. (2. oplag 1969).

(12)

✂ Danske Levnedsbøger. Leonora Christina. Johannes Ewald. H.C. Andersen, 185 udgivet af Verner Seemann. Gyldendals Bibliotek bd. XVI, 1928-30. Hele teksten minus nogle få sider af sidste kapitel(!).

(13)

✂ Af Levned og Meninger. Hasselbalchs Kulturbibliotek, redigeret af Jacob Paludan, bd. VIII, 1941. Forord af Magnus Stevns. Udvalg svarende til halvdelen af teksten.

(14)

✂ Levnet og Meninger. Selvbiografiske Brudstykker, udgivet af Louis Bobé. Forening for Boghaandværk, H. Hagerups Forlag, 1942. Optryk af Bobés udgave fra 1911, dog mangler Ewalds breve, og Bobés efterskrift er stærkt forkortet Noterne er revideret.

(15)

✂ Levnet og Meninger. Selvbiografiske brudstykker. Louis Bobés udgave. Hans Reitzels serie, 1960. Indhold som foregående nr.

(16)

✂ Philets Forslag og Levnet og Meeninger (på omslaget dog kun: Levnet og Meeninger), udgivet med ordforklaringer og efterskrift af Erik M. Christensen. Gyldendals bibliotek bd. III, 1964. (2. oplag 1971, 3. oplag 1980).

(17)

✂ Ungdom og Dårskab. Digtere fortæller om deres barndom, bd. IV, udgivet af Dansklærerforeningen ved Jørgen Andersen. Gyldendal 1964. Uddrag svarende til knap en syvendedel af teksten.

(18)

✂ Levnet og Meeninger, udgivet af Dansklærerforeningen ved Jens Aage Doctor. Gyldendal 1969. En udgave med fyldig efterskrift om autobiografien som genre og om teksten som litteratur, samt grundige noter. (2. oplag 1973).

(19)

✂ Levnet og Meeninger. Gyldendals klassikere, 1986. Med en essayistisk efterskrift af Keld Zeruneith samt ordforklaringer fra Erik M. Christensens udgave (nr. 16). Også selve teksten er et fotografisk optryk af Erik M. Christensens udgave.

✂

12. Tekstrettelser

✂ Grundlaget for nærværende tekst er Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs udgave af Samlede Skrifter, bd IV 1919. Både Hen Panthakaks Historie og Levnet og Meeninger blev i denne udgave besørget af Victor Kuhr. Jeg har sammenholdt Kuhrs tekst med Ewalds manuskripter og fundet den pålidelig. Ganske vist rummer den enkelte mindre rettelser i forhold til manuskripterne, men dels er de som regel velbegrundede, dels gør udgaven selv opmærksom på dem (nemlig i variantfortegneisen i bd VI).

✂ I de fleste tilfælde har jeg stiltiende overtaget Kuhrs rettelser. Dog har jeg i enkelte tilfælde, hvor det kunne ske uden at forstyrre meningen, rettet tilbage, således at nærværende udgave på nogle punkter 186 er i større overensstemmelse med håndskrifterne. Intetsteds har jeg fundet det nødvendigt at rette imod både Kuhr og håndskrifterne. En enkelt frihed har jeg dog tilladt mig. Kuhr aftrykker loyalt Ewalds anførselstegn foran hver ny linie i en længere replik, selv om hans liniedeling ikke følger manuskriptets; men jeg har konsekvent strøget dem. Kun ved en repliks begyndelse og slutning har jeg beholdt anførselstegn, hvis Ewald har sat dem.

✂ Nedenstående liste rummer (foruden en enkelt variant, som Kuhr har glemt at notere) kun mine rettelser imod Kuhrs udgave. For rettelser imod Ewald, men med Kuhr, henvises til førnævnte variantfortegnelse i Samlede Skrifter bd. VI.

11,2

✂ især < især

14,2

✂ Moders Liv, < Moders Liv

14,38-15,1

✂ saa skulde < saa, skulde DSLs udgave har rettet, men ikke noteret rettelsen.

36,21

✂ Saxenhausen < Saxsenhausen

41,35

✂ »Panthakak < "Panthakak

74,8-10

✂ DSLs udgave har en symmetrisk indrykning af liniernes for- og bagkant, som ikke findes i manuskriptet.

76,1-15

✂ DSLs udgave trykker indledningen med petit, men manuskriptet har normal skriftstørrelse.

76,16

✂ De syv skilletegn mangler i DSLs udgave, men findes i manus, dog i form af dobbelte krydser.

122,4

✂ Det tegnede dødningehoved mangler i DSLs udgave, men findes i ma nus.

128,33

✂ steeg kun til, at ville < steeg kun til at ville

139,17-18

✂ hendes Haand, til mine Læber < hendes Haand til mine Læber

155,3-5

✂ som 74,8-10.

187

✂

13. Litteraturliste

✂ Bøgerne er udgivet i København, hvis ikke andet anføres.

✂ Billeskov Jansen, F.J.: Oplysningstiden (Verdens Litteratur Historie bd. V), 1972.

✂ Bobé, Louis: Efterskrift til Johannes Ewalds Levnet og Meninger, 1911 og 1942 (jf.ovf.nr. 10 og 14).

✂ Bobé, Louis: Johannes Ewald. Biografiske Studier, 1943.

✂ Brix, Hans: Johannes Ewald. En Række kritiske Undersøgelser, 1913.

✂ Brix, Hans: Til Johannes Ewalds Levned og Meninger, i: Analyser og Problemer bd.IV, 1938,s. 107-161.

✂ Christensen, Erik M.: Efterskrift til Johannes Ewald: Philets Forslag og Levnet og Meeninger, 1964 (jf. ovf. nr. 16).

✂ Doctor, Jens Aage: Efterskrift til Johannes Ewald: Levnet og Meeninger, 1969 (jf.ovf.nr. 18).

✂ Doctor, Jens Aage: Ewalds Levnedsbog, i: Guldalderstudier. Festskrift til Gustav Albeck, Aarhus 1966, s. 47-71.

✂ Frandsen, Ernst: Johannes Ewald. Et stykke dansk åndshistorie, 2. udgave, 1968.

✂ Grandjean, Louis E.: Johannes Ewald og Birthe i Rungsted, 1960.

✂ Hammerich, Martin: Ewalds Levnet, mest efter hans egne Meddelelser, 1860.

✂ Jørgensen, A.D.: Johannes Ewald, 1888.

✂ Kondrup, Johnny: Levned og tolkninger. Studier i nordisk selvbiografi, Odense 1982.

✂ Lukács, Georg: Rigdom, kaos og form: En samtale om Lawrence Sterne, i: Sjælen og formerne. Essays, 1979.

✂ Molbech, Christian: Johannes Evalds Levnet, med Bidrag til hans Digterværkers Historie og Charakteristik, 1831.

✂ Münter, Friederich: Efterretninger om Johannes Ewalds Levnet, i: Dansk Museum 1782, bd. I s. 680-700.

✂ Møller, Bente Ahlers: Efterskrift til Laurence Sterne: Tristram Shandys Levned og Meninger, 1976.

✂ Nedergaard, Leif: Introduktion og kommentar til Voltaire: Candide eller Optimismen, 1959.

✂ Nedergaard-Hansen, Leif: Bayle's og Leibniz' drøftelse af Theodicéproblemet bd. I-II, 1965.

✂ Olsen, Frederik Christian: Digteren Johannes Ewalds Liv og Forholde i Aarene 1774-77,1835.

✂ Plesner, K.F.: Det smagende Selskab, 1959.

✂ Plesner, K.F.: Voltaire, 1965.

✂ Zeruneith, Keld: Soldigteren. En biografi om Johannes Ewald, 1985.

188
189

✂

Noter

✂

Herr Panthakaks Historie

✂ navnlig: ved navn. - Panthakak: af græsk: pånta kakå, alt er ondt; jf Ewalds egen forklaring s. 33. - Canalen: kanalen omkring Christiansborg Slot. -Spanske-Kappe(r): et strafferedskab bestående af en trætønde, der blev sat ned over synderens overkrop, idet hovedet stak ud gennem et hul foroven. Synderen måtte derefter vandre rundt i byens gader under opsyn. -Lectier: forelæsninger. - Jøde: ofte pengeudlåner eller ågerkarl. - Bi-Ord: her adjektiver (tysk: Beiworter).

✂ Epicuræer: tilhænger af den græske filosof Epikur (341-270 f.Kr.), hvis tænkning kredsede om betingelserne for sjælelig lykke. I banaliseret betydning (som her): livsnyder. - F***: Ewald har oprindelig skrevet Friderichsstadt, navnet på en by ved Ejderen, men siden retoucheret det. - Halv-Ermer: ærmer af fint lærred, som kun dækkede underarmene. - et andet Menniske: et normalt, sundt menneske.

✂ paatvang sig hende: trængte sig ind på hende. - rette Küchleins: gode kyllinger (nemlig under Guds vinger). - de sidste Tider: tiden umiddelbart før verdens undergang. - kyste: kyssede. - Marschlandene(s): marsklandene, den sydvestjyske Vadehavskyst.

✂ billig: rimelig. - taugt: tiet.

✂ Perioder: sætningskæder. - laconisk: kortfattet, -fortryder: ærgrer. - Vittighed: intelligens. - Speckhøker: spækhøker, viktualiehandler. - deponerer: bliver student, -finde vi vel Raad hertil: får vi nok lejlighed dertil (nemlig til selv at træde frem i teksten).

✂ Væklager og Herzens Seufzerlein: Jammerklager og Små Hjertesuk, titler på datidens vidt udbredte andagtsvers og rimede bønner. - et Sodoma: en syndig by. Iflg. 1. Mosebog kap. 19 besluttede Gud at udslette byerne Sodoma og Gomorra som straf for indbyggernes syndighed. Den gudfrygtige mand Lot og hans familie, som boede i Sodoma, fik dog lov til at forlade byen før katastrofen. - Lucifers Døttre: djævelens døtre, -forvendte: abnorme. - Zoar... paa Loths Forbøn: Da den gudfrygtige Lot forlod Sodoma (jf ovenfor), havde han svært ved at gå og kunne kun nå til en lille by i nærheden. Denne by, som siden kaldtes Zoar, skånede Gud på Lots forbøn. - som Korah og Datan: Iflg. 4. Mosebog kap. 16 blev Kora og Da-tan opslugt af jorden, fordi de gjorde oprør mod Moses under israelitternes ørkenvandring. - (Silke-) Adriener: egentlig andrienner, vide, fodlange damekjoler. - Peccadill: lille synd. - soeret: svoret. - Sententser: sætninger, også bibelsteder. - en fuldkommen Job: en ulykkelig sortseer. Job (i Jobs Bog, Gamle Testamente) er en from og lykkelig mand, som Gud 190 imidlertid sætter på prøve ved at lade alle tænkelige ulykker hjemsøge ham. Job bliver først bitter over den grusomhed og ondskab, som han nu ser omkring sig, men opgiver siden at gå i rette med Guds vilje og genvinder da sin lykke.

✂ en ubequem Materie: et uegnet sto£ - vittig: intelligent, forstandsklar. - Sions ... Aarvaagenhed: det stridende Jerusalems årvågenhed (Sions datter er bibelsk billedtale for Jerusalem), omtrent: Guds børns vågne beredskab mod det onde. - Salomo: Davids søn og efterfølger som konge over Israel, død ca. 930 f Kr. Berømt for sin visdom. Iflg. overleveringen forfatter til blå. Prædikerens bog i Gamle Testamente, hvor altings forfængelighed udpensles.

✂ Hoved-Tøy: hovedtøj, hovedpynt. - det femte Bud: Du må ikke slå ihjel, jf 2. Mosebog kap. 20. - Cananiteme: kana'anæerne, et folk som Gud iflg. 5. Mosebog kap. 7 påbød israelitterne at udrydde. Han advarede dem samtidig mod at overtage k.s falske gudsdyrkelse. - Cartousche: Louis Domini-que C. (1693-1721), fransk røverhøvding. - Aretin: Pietro Aretino (1492-1556), italiensk forfatter, bl.a. af de pornografiske Ragionamenti (Hetæresamtaler), 1534-36. - Edelmann: Johann Christian E. (1698-1767), tysk forfatter af rationalistisk prægede, antikirkelige skrifter.

✂ Jomfrue Slip-slop: figur i Henry Fieldings (1707-54) roman Joseph Andrews (1742). En næsvis og hyklerisk kammerjomfru. - den Veder-Styggelighed, --- som Lots Døttre begik: blodskam. Iflg. 1. Mosebog kap. 19 var Lot alene med sine to døtre efter ødelæggelsen af Sodoma og Gomorra (se n.t. s. 14). Døtrene drak da Lot fuld og sov hos ham på skift for at blive be-svangret.

✂ klæde sit Barn ud i Fandens Lignelse: I folkelige fremstillinger optræder Fanden tit som junker, iført baret med vajende hanefjer, jf Goethes Faust, 1. del vers 1538. - Hanrey: hanrej, bedragen ægtemand - Beelzebub: Beelze-bul, djævelen. - StaaeVær: stavær, en høj og stiv genstand, her åbenbart et hovedtøj. - Vi vil... tilbage: hentydning til Lots historie i 1. Mosebog kap. 19 (se n.t. s. 14). På trods af Guds forbud vendte Lots hustru sig om for at se Sodomas ødelæggelse. Som straf blev hun forvandlet til en saltstøtte. - Sæt(tet): hovedtøj, som blev sat op med nåle.

✂ Til Pølen og Puten: til pølen og hullet, dvs. helvede. - betænksom i: tøvende med hensyn til. - kjærlingagtig: kællingeagtig.

✂ Madame Kuchleins Haand ...: hentydning til 1. Mosebog kap. 16, hvor Gud siger om Ismael, at hans hånd skal være imod alle og alles hånd imod ham.

✂ et Aftryk, af den store Menniske-Ven: et træk i Panthakaks sjæl, som genspejler Jesu sindelag. - Philantroper: godgørende mennesker.

✂ nedstreifet: strøget ned. - Korteer: kvarter. - Tubus: latin: rør, her stjernekikkert. - runde Taarn: Rundetårn i København rummede på Ewalds tid, som i dag, et astronomisk observatorium. - altfor hellige,...: for hellige til at bryde sig om lærdom.

✂ Betjentere: embedsmænd. - talte af Fornuften: var rationalister, altså 191 ugudelige. - sex Miile: godt 45 km. - Conrector: medforstander, vice-rektor. -Misocosmus: græsk: Verdenshader. - afsagtere: mere svoren. - ventelig: sandsynligvis. - hypochondriske: præget af indbildt sygdom og pirrelighed. - nymodigt: nymodens.

✂ Dette har al Anseelse af en mørk Tale: Dette ser helt uforståeligt ud.

✂ en Virkning ... Aarsag: Hentydning til et hovedpunkt i G.W. Leibniz' (1646-1716) og hans elev Chr. Wolffs (1679-1754) filosofi, nemlig læren om, at alt eksisterende udøver en virkning, hvorfor også alt har en årsag. Et givet fænomens årsag er den »nødvendige og tilstrækkelige« forklaring på fænomenet. Den første og tilstrækkelige årsag til verden er Gud Se i øvrigt s. 63 f

✂ Q.E.D.: Quod Erat Demonstrandum: latin: hvilket var at bevise; slutfor-mel i logisk bevisførelse. Oprindelig fra den græske matematiker Euklids Geometriens begyndelsesgrunde, ca. 300 fKr. - rimeligt: sandsynligvis. -Vid. supra: Vide supra (latin): se ovenfor. - Men Gudforstaaer os, sagde Fader P anså: let tillempet citat fra forordet til G.W. Rabeners (1714-71) satire Antons Panssa von Mancha Abhandlung von Spruchwörtem (Satiren, 1764, IV s. 26). - a priori og posteriori: latin: ud fra det forudgående og det efterfølgende, dvs. ud fra logikken og ud fra erfaringen. - dersom ikke Vanen ... blev jaget ud: hentydning til et berømt sted hos den romerske digter Horats (65-8 f.Kr.): Naturam expellas furca, tamen usque recurret (Epistola I, 10,24), oversat: Jag naturen ud med forken, den kommer dog altid igen. -uefterrettelig: utilregnelig.

✂ Machine: maskine. - Den ærgerlige Krønike af H**: H**s skandalekrønike. - Primaner: elev i øverste klasse, Prima, i en lærd skole. - Præceptorer: lærere. - Commentatores: latin: egentlig personer der kommenterer, her kommentarbind til de klassiske tekster. - hypochondrisk Blod: pirreligt sind. - Baccalaureus: latin: ældre studerende, akademiker af laveste grad. - i den ziirligste Chrie: i den nydeligste lille tale. - paastod Rang og Sæde over ham: hævdede at have højere rang og dermed ret til at sidde på en finere plads end han. - Academiet: universitetet. - recensere: anmelde. - Dissertation ... H**anis: latin: Afhandling om H**s lærde mænd. - Fidibuser: papirstrimler til optænding.

✂ gabede ... paa: gloede på, her lyttede til med åben mund. -Jøderne... Egypterne: Iflg. 2. Mosebog kap. 12 stemte Gud ægypternes sind gunstigt mod israelitterne, da disse skulle forlade landet. Af deres tidligere fjender fik israelitterne således både sølv- og guldsmykker og klæder.

✂ libri memoriales: latin: huskebøger, formentlig indeholdende remser. Manuskriptet har oprindelig: Grammatiker. - Thesaurer (af græsk thesauros: skatkammer): ordbøger eller koncentrerede håndbøger. - Vestibuler: (af latin vcstibulum: indgang): begynderbøger, -per Accidens: latin: tilfældigvis. - de Ciceronianske Skjønheder: Marcus Tullius Cicero (106-43 fKr.), romersk politiker, forfatter og advokat, efterlod en række tekster, som i formel henseende regnes for de mest fuldendte i den latinske litteratur. -gjøre sig saa forstaaelig [i Latinen] som en Polack: sigter måske til det faktum, 192 at polsk er stærkt influeret af latin, som langt op i nyere tid var Polens officielle sprog. Især det 17. århundredes poetiske blanding af polsk og latin (»maccaronismen«) var berygtet. - Authorer: forfattere. - Sallustius: Gaius Sallustius Crispus (86-35 fKr.), romersk embedsmand og historiker. - en ajjectert Nar i Preusisk Uniform: Sallustius deltog i den romerske borgerkrig på Cæsars side og blev senere statholder i provinsen Nordafrika, hvor han groft udplyndrede befolkningen. - Cicero en efter det Pariser Til-Snit: Cicero en elegant og overfladisk nar. Sigter vel til det faktum, at Ciceros værker mindre udmærker sig ved dybsindighed end ved formel elegance. - Plimus: P. den yngre (62-114), romersk forfatter, især kendt for sine breve, -for fuld af Blomster: for blomstrende, dvs. farverig i sin stil. - Curtius: Quintus C. (1. årh. e.Kr.), romersk historiker. - Geb-Recht: tysk, ordret oversat: Giv ret. - Homer: græsk digter fra det 8. årh. f.Kr. Antages at være ophavsmand til Hiaden og Odysseen.

✂ Bemærkelse: betydning. - Perrault: Charles P. (1628-1703), fransk forfatter. Deltog i det 17. årh.s litterære fejde mellem »klassicister« og »modernister« med bl.a. digtet Le Siede de Louis le Grand, 1687, hvori de antike digtere, deriblandt Homer, blev stærkt nedvurderet til fordel for de samtidige. -Boileau Despreaux: Nicolas B.D. (1636-1711), fransk kritiker og satirisk digter. Klassicist og modstander af Perrault i ovennævnte litterære fejde. -Terrasson:Jean T. (1670-1750), fransk litterat. Tog del i ovennævnte litterære fejde på modernisternes side. Placerede renaissancedigteren Tasso over Homer og Vergil. Fra 1721 professor i græsk og latinsk filosofi. - Chapelain:]ean C. (1595-1674), fransk digter og medstifter af Det franske Akademi. Skrev bl.a. eposfragmentet La Pucelle, 1656. - Sentiments: fransk: følelser. - Boeotier: mand fra landskabet Bøotien, der sydøstlige hjørne af det græske fastland. Befolkningen her havde ry for bondskhed. Homer var iflg. overleveringen fra øen Chios. - de danske Mikkler... de latinske Jurgener: første led dannet over talemåden: den tyske Mikkel, som betyder den brave, indskrænkede tysker.

✂ Tampen: prygleredskab af tov. - beskjæret: beskåret. - den beste Verden: hentydning til det 18. årh.s theodicédiskussion, jf s. 160f - det glimrende: det som blot glimrer, uden at være guld. - en Enthusiast: en begejstret person, her nærmest en sværmer. - Sybaritiske Lyster: lyst til luksus og vellevned (Den syditalienske by Sybaris var i oldtiden berygtet for indbyggernes vellevned).

✂ blindlings: blindt. - Sclaver: slaver, her tilhængere. - brystfældig: brøstfældig, faldefærdig. - Pyrrhonismus: skepticisme, altomfattende tvivl (efter den græske filosof Pyrrhon (død 288 f.Kr.), hvis grundsætning var, at man måtte tvivle om alt for at finde sandheden). - Misocosmi: latinsk genitiv, altså Misocosmus'. - Præcepta: latin: regler.

✂ employert: ansat. - Vaysen-Huuset: vajsenhuset, en stiftelse hvor forældreløse børn bor og undervises (tysk: Waisen = forældreløse). - Halle: universitetsby ved floden Saale, ca. 30 km nordvest for Leipzig. Byen var en pietistisk højborg. - et lovligt Kald: en gyldig grund. - Ethymologie: 193 videnskaben om ords oprindelse. - Avlede Kiødet AfKiød: frembragte det syndige (nutids-)menneske ud af deres egen syndige menneskenatur. - Algodhed Klædes Af Knur: Her er to læsemåder mulige. 1) Altomfattende godhed kædes sammen af genvordigheder eller knuder, dvs. livets trængsler føjer sig sammen til et godt resultat. 2) Den algode Gud kedes af (menneskets) knurren. Under alle omstændigheder repræsenterer denne anden »etymologi« et optimistisk modstykke til den foregående, der rent fordømmer menneskelivet. - deriuere: derivere, aflede. - det Aegyptiske Fængsel: hentydning til jødernes 430-årige fangenskab i Ægypten, jf 2. Mosebog kap. 1-14. Her: jordelivet.

✂ Begjærlighed: lyst. - intet mindre end: slet intet. - Marktskrigere: højtråbende reklamemagere. - Viintappere: værtshusholdere. - Bullenbidere: bulbidere, bidske hunde. - Sumimus ... in patriam: latin: Vi tager pengene og sender æslet tilbage, hvor det kom fra. Sætningen har ikke kunnet lokaliseres, men har muligvis forbindelse med den udtalelse, som tillægges Philip af Makedonien (4. årh. f Kr.): at ingen fæstning er uindtagelig, hvis blot den har et hul så stort, at et æsel belæsset med penge kan komme ind. - Re-nommister: studenter med hang til at prale og slås, gøre sig omtalte. - Pen-nalister: ældre studenter, som tyranniserer de yngre. - Philister: filistre, åndløse spidsborgere. - Granadeer: grenadér, soldat i en særlig eliteafdeling inden for infanteriet. - Medicus: mediciner. - duxgregis ipse caper: latin: hjordens fører, selv en buk. Unøjagtigt citat fra den romerske digter Ver-gils (70-19 fKr.) Bucolica, 7. ekloge vers 7.

✂ Pietister: tilhængere af den lutherske fromhedsbevægelse, der gik over Tyskland efter ca. 1650. Til Danmark kom pietismen under Frederik IV, og Ewalds forældre tilhørte bevægelsen (jf s. 162). - herculisk: uhyre anstrengende (efter den romerske sagnhelt Hercules, grækernes Herakles, der af Mykenes konge fik pålagt tolv eventyrlige kraftprøver). - imellem Hirschfeld og Francfurt: Frankfurt am Main ligger nær Mainflodens udløb i Rhinen ca. 300 km sydvest for Halle. Hersfeld ligger omtrent midtvejs mellem Halle og Frankfurt. - aftakkede: forhenværende, også afdankede. -equiperede: påklædte, -paa et Haar: fuldstændigt.

✂ har De got min Herre: er De vel udrustet, min Herre. - Haand-Værks-Burs: håndværkssvend (af tysk: Bursche). - sagte: sagtens, nemt. - Physiognomie: ansigtstræk. - skildret: malet. - Saxenhausen: Sachsenhausen, forstad til Frankfurt på den anden side af Main.

✂ Guld-Børs: pung indeholdende guldmønter. - med de Dristigste: blandt de dristigste.

✂ oppebie: vente på. - den nedbryder en af den Dydiges ...: Meningen er, at mistanken, som rettes mod den dydige, nedbryder en af de sikreste forskansninger mod lastens indtrængen i hans sjæl, nemlig det naturlige ønske om at gælde for et godt menneske. - den uvittige: den uintelligente. - erindre: minde om.

✂ en Pasquill: et smædeskrift. - noget som Gallien stod paa: noget som han risikerede at komme i galgen for. - sin Haarskjærer og sin Balberer: sin frisør og 194 sin barbér. - tage i Betænkning: betænke sig på, tøve med - Bresche (fransk, militært): hul - betænkt: tænkt på. - 400 Gylden: En gylden var oprindelig en guldmønt, siden ca. 1650 også en sølvmønt og en regningsenhed, som brugtes i Tyskland og omliggende stater. Værdien var vekslende fra stat til stat jævnlig også fra by til by.

✂ devot: from, også skinhellig. - Lintøy: skjortebryst og manchetter. - den ene Gang over den anden: gang på gang. - Fahr zu Kutscher!: tysk: Kør til, kusk!

✂ under Contribution: under skat (meningen er, at han via damens sjæl havde adgang til hendes pengepung). - Lineamenter: ansigtstræk. - Christlieb Vogellein: tysk, ordret oversat: Kristkær Lillefugl. - bede: holde hvil.

✂ logement: fransk: bolig. - satt Vittighed: moden forstand. - den langørede Pus: haren. - skjærtsende: muntert legende. - Agerrenden: agerfuren, den rende som adskiller to agre. - Cabrioler: krumspring.

✂ Polarer: poularder. - standse: studse, -forekomme: komme i forkøbet, undgå. - Søvnens Forbud: søvnens forvarsel, dvs. trætheden.

✂ vogte Kammeret: holde sig hjemme. - sidste Løbedag: sidste gyldighedsdag, udløbsdag.

✂ en Priis Tobak: en lille portion snustobak. - bestride: bekæmpe. - 1000 Rixdaler: Rigsdaleren var dansk mønt fra 1713 til 1875, da den blev afløst af kronen (l daler = 2 kroner). Der er hos Ewald tale om Courantdaleren, som gjaldt indtil 1813. Værdien vekslede med tiden, men det kan nævnes, at rektor Licht i Slesvig fik 100 rigsdaler for at have den unge Ewald i kost og logi i et år (1755). En typisk pris for et lejlighedsdigt af Ewald var 3 rigsdaler (1776). En rigsdaler underinddeltes i 6 mark og en mark igen i seksten skilling. Klokkeren ved Trinitatis Kirke fik i 1781 6 rigsdaler 5 mark og 4 skilling for at ringe over Ewalds lig. - Geneve: by i det sydvestlige Schweiz, lige på grænsen til Frankrig. Blev i det 16. årh. gennem-trængt af den religiøse reformator Johan Calvins lære og erhvervede status som centrum for protestantismen i de fransktalende lande, sætte ud: anbringe fordelagtigt, fx på rente.

✂ Snauserie: skidt. - 600 Gylden: se n.t. s. 39. - Tøyet: tingene. - honet: honnet, hæderlig. - emphatiske: eftertrykkelige. - hen og her tænkende: tænken frem og tilbage.

✂ i en ... Franzoises Lignelse: i skikkelse af en [...] fransk kvinde. - piquant: fransk: pikant, tiltrækkende. - fire Skilling: fast udtryk for næsten ingenting, svarende til vor tids »fem øre«; jf n.t. s. 45. - Coeffure (egentlig coiffure, fransk): hovedbeklædning. - Skæfer-Hat (egentlig Schåfer-): hyrdehat. -Jladdrede: flagrede. - viideste: her = hvideste. - skjærere: finere. - Ala-baster: alabast, marmorlignende gipsart anvendt til kunstgenstande. -smagtende: smægtende, lidende.

✂ Basilisk: fabeldyr, hvis blik mentes at være dødbringende. Ofte symbol for djævelen. - opvarmede i min Barm: nærede ved min barm. - have skilt Jorden ved: have berøvet jorden. - det mordiske Gevær: det morderiske våben.

✂ de la Chicaniere: fransk, omtrent: von Krakiler. - Han gav os an: Han angav 195 os. I 1685 havde Louis XIV ophævet det næsten 90 år gamle nantiske edikt, der sikrede de franske reformerte (huguenotterne) trosfrihed Helt frem til 1791 var huguenotterne nu uden borgerlige rettigheder i Frankrig. - Det fortrød dem: Det gjorde dem vrede.

✂ Frontin mon cher: fransk: Frontin, min kære. - Patagoner: indianerne i Patagonien i det sydligste Sydamerika; af betydelig legemshøjde. - Ribbe-Stød: stød i ribbenene. - sankede: samlede. - til Anseelse: tilsyneladende.

✂ standsede: studsede. - over den anden: [den ene] efter den anden. - toede: tørrede.

✂ Løberen: lakajen. - Gouvemanten: huslærerinden. - Marquien afV***: En marquis er en fransk adelsmand i rang mellem hertug og greve. V*** står uden tvivl for Voltaire, forfatteren af Candide, der siden 1755 ejede lystslottet Les Délices uden for Genéve og siden 1758 tillige slottene Ferney og Tourney på grænsen mellem Frankrig og Schweiz (jf s. 167). - artig: ordentlig, anstændig. - Eremitage: fransk: ensom bolig.

✂ Blessurer: sår. - Contusioner: kvæstelser som følge afslag. - Spiritus vini: latin: vinsprit. - Alteration(s-Pulver): sindsbevægelse, -galant homme: fransk: gentleman. - (de folkerigste) Steder, her: stæder, byer. - Formaal, her: offer. - Zirkel: cirkel, dvs. omgangskreds. - Maitressen: elskerinden. - Favoriten: tyrannens mandlige yndling.

✂ Procuratorer: sagførere. - det menniskelige Kjøn: menneskearten. - Rulle: rolle. - Satumus: planeten Saturn; den yderste planet som kan ses med det blotte øje, og den yderste kendte i Ewalds levetid. Uranus opdagedes i 1781. -Slag: slags.

✂ Mopse(s): moppe, en skødehund - Bemærkelse: betydning.

✂ Milt-Syge: sygelig melankoli, der tidligere mentes at stamme fra milten. -tykt Blod: trægtflydende blod, der tidligere mentes at forårsage enten tungsind (som her) eller sanselighed. - Prakkere: tiggere, stoddere. - Arca-dien: landskab midt på øen Peloponnes i Grækenland Blev både i oldtiden og senere besunget som et idyllisk hyrdelandskab, lykkens sted på jorden. - Vraaer: afkroge. - Ekkel: afsky. - Schadenfroh: tysk: en skadefro person. -Misanthroper: menneskehadere. - æquivoque: ekvivokke, tvetydige.

✂ Intet mindre: slet ikke. -for Tiden: før tiden. - zierligste: fineste.

✂ altforheftig: alt for stærk. - Krig med Algier: I 1769 havde sørøverstaten Algeriet erklæret krig mod Danmark for at presse Danmarks traktatlige ydelser i vejret. Som svar sendtes i 1770 en dansk flådeafdeling ned for at indtage byen Algier, hvilket dog mislykkedes. En følge af fiaskoen var det i øvrigt, at Ewalds beskytter, J.H.E. Bernstorff, mistede sin post som udenrigsminister (jf s. 169). - Freden imellem Russen og Tyrken: Rusland og Tyrkiet førte en af deres mange indbyrdes krige 1768-74. Danmark var traktatligt forbundet med Rusland - Aabenbaringen: Johannes' Åbenbaring, det sidste skrift i Det nye Testamente. Skildrer i en række syner de sidste tider før verdens undergang og Kristi genkomst. - staae tiere Fare: står oftere i fare. - Phænomenon: græsk: fænomen.

✂ Ewa havde Lyst at spise Æbler: syndefaldet, jf 1. Mosebog kap. 3. - Et Æble196 ... Troias Ødelæggelse: Den trojanske krig, som Homers Iliade beretter om, begyndte med, at gudinderne Afrodite, Pallas Athene og Hera stredes om et æble, der bar påskriften »Til den skønneste«. - Rom ... en Gaas: År 387 fKr. trængte gallerne nordfra ind i Rom og belejrede byens sidste forsvarere på byhøjen Capitolium. En nat forsøgte de at indtage Capitolium ved én for én at klatre op ad en stejl, ubevogtet klippevæg, men gudinden Junos hellige gæs begyndte at skræppe, så romerne vågnede og drev gallerne bort. Derved undgik Rom udslettelsen. - Frankerigs store Henrick ...: Henri IV (1553-1610) rustede i sine sidste år til en storstilet krig mod huset Habsburg, specielt i Østrig og Spanien. Ewalds forklaring på krigsplanerne - den skønne dame - er imidlertid uklar og næppe historisk. - en anden stor Prinds ... et Ørfigen: Kurfyrst Johann Sigismund af Brandenburg og hertug Philip Ludwig af Pfalz-Neuburg var o. 1609 blevet enige om at sikre sig det herreløse hertugdømme Julich og Kleve (i det nuværende Vesttyskland, på grænsen til Holland) ved et ægteskab mellem kurfyrstens datter og hertugens søn. Men ved bryllupstaflet kom det til en ordstrid, og kurfyrsten gav hertugen en ørefigen. Det deraf følgende brud skal have været en forberedende faktor til Trediveårskrigen. - Tycho Brahe..:. Tyge Brahe (1546-1601), dansk astronom, der på Hven i Øresund byggede observatorierne Uraniborg og Stjerneborg. Han forlod Danmark i 1597 pga. uoverensstemmelser med kongen, Christian IV. Ewald refererer til et sent optegnet og tvivlsomt sagn om, at T.B. skulle være blevet uenig med rigshovmester Christoffer Valken-dorff om en hund. - Christian den IIden: Chr. II (1481-1526), konge af Danmark og Norge 1513, af Sverige 1520, blev forjaget i 1523. Han traf på et bal i Bergen i 1509 borgerpigen Dyveke, som han dansede med og samme nat tog til sin elskerinde. Hans årelange forhold til Dyveke (og til hendes mor, Sigbrit Villoms) vakte megen forargelse, især blandt adelen, og forøgede hans upopularitet. - Hiame ... en maadelig Poet: Iflg. Saxos Danmarkskrønike besluttede danskerne efter Frode Fredegods død, at kongemagten skulle overgå til den mand, som kunne digte det bedste lovkvad over den afdøde. En bonde ved navn Hjarne digtede et for-dringsløst vers og vandt dermed Frodes udstrakte rige (6. bog kap. 1).

✂ Nadvere: aftensmad. - Panthakak skrabede: at skrabe eller gøre skrabud med foden gjaldt tidligere som et høflighedstegn på linie med et buk. Jf udtrykket samme side: skrabende og bukkende.

✂ Cathecet: hjælpepræst; person der katekiserer, dvs. underviser menigheden i religion gennem spørgsmål og svar. - Stoele-Kone: den kone, som sørgede for at holde kirkestolene rene. - Brochmand: professor, siden biskop Jesper Brochmands huspostil, en folkelig evangelieforklaring, der første gang udkom 1635-36 og siden i to århundreder hævdede sig som hjørnestenen i den dansk-norske andagtslitteratur. - den Kielske Gros-Fyrste: hertug Karl Frederik af Holstein-Gottorp (1700-1739), der efter afslutningen af Den store nordiske Krig 1720 blev drevet ud af Slesvig og måtte aflevere sine besiddelser dér til den danske konge Frederik IV.

197

✂ Accissen: indenlandsk afgift på forbrugsvarer, gerne opkrævet når varerne blev ført fra landet ind i byen. - holdtfor: holdt for, mente. - et Haarbredt: en hårsbred, en smule. - Satyre: satire. - bandende som en Gascogner: indbyggerne i den sydvestfranske provins Gascogne havde ord for at være stortalende.

✂ Sand paa Gulved ... Sand-Huuset: Det var førhen skik at bestrø de hvidskurede plankegulve med sand - og at drysse sand fra et såkaldt sandhus over frisk beskrevet papir for at undgå udtværing af blækket, -glemte alle sine Concepter: glemte planerne til sin historie, overført: mistede fatningen, -første virkende Aarsag: hentydning til Leibniz' og Wolffs filosofi, jf n.t. s. 25. - Leibnitz: Gottfried Wilhelm L. (1646-1716), tysk universalbegavelse, jf. s. 160. - Triumuir: triumvir (latin), den ene af tre stormænd. -Wolff: Christian W. (1679-1754), tysk matematiker og filosof, der populariserede og systematiserede Leibniz' optimisme. - Pope: Alexander P. (1688-1744), engelsk digter og kritiker, hvis hovedværk An Essay on Man (1732-34) udtrykker den optimistiske filosofi, omend det mindre er inspireret af Leibniz end af filosoffer som Shaftesbury og Bolingbroke.

✂ Collegier: universitetsforelæsninger. - Ride-Skoelen, Fegte-Boden: Siden renæssancen indgik ridning og fægtning sammen med en række universitetsstudier i en ung adelsmands dannelsesprogram. - afsee: undvære. - Bur-mann: formentlig en hentydning til Pieter Burmann den ældre (1668-1741), professor i Leyden, som i 1726 havde udtalt sig uheldigt om de lærdes standard i Danmark, og som blev tilrettevist pseudonymt af Ludvig Holberg i et latinsk åbent brev: Holgeri Dani ad P. Burmannum Epistola (Brev fra Holger Danske til P. Burmann). Holbergs valg af pseudonym rummer igen en hentydning, som Ewald naturligvis også spiller på, til folkevisen Holger Danske og Burmand (Danm. gi Folkeviser nr. 30), hvori Burmand er en grum kæmpe, der besejres af Holger. - Defendens: defensor, som skal forsvare en påstand eller en disputats. - for ved: foran. - Opponenten: defensors modstander, hvis opgave er at kritisere den fremførte påstand, -den store Verdslig-Viise(s mindste Ord): hentydning til Chr. Wolffs betegnelse for sin og Leibniz' filosofi: Weltweisheit, verdslig visdom. - det almindelige Sprog: det sprog, som forstås af alle verdens indbyggere. Tanken om et sådant beskæftigede oplysningstiden, men blev først realiseret med kunstsprogene Volapiik 1880 og Esperanto 1887. - at deducere ham til absurdum: at pille hans argumenter fra hinanden.

✂ refutered: gendrevet. - burlesque: fransk: burleske, lavkomiske. - scaramutzi-ske: adjektiv dannet af Scaramuccio, en fej, storpralende tjenerfigur i den italienske commedia dell'arte; slyngelagtige.

✂ foretrække ham en anden: foretrække en anden frem for ham.

✂ Plump-Køller: tunge, klodsede våben. - Alexander: A. den Store (356-323 f.Kr.), konge af Makedonien. Skabte et hellensk imperium ved at erobre hele Perserriget incl. Babylonien og Ægypten under sit store felttog 334-323. - som Alexander ... Jorden for snever: refererer muligvis til de rygter, der kort før Alexanders død gik om, at han ville genopbygge 198 Babelstårnet, j£ historien om dette tårn i 1. Mosebog kap. 11.- Ammons Søn: en titel, som Alexander modtog af ypperstepræsten, da han under sit felttog besøgte templet for den ægyptiske gud Amon. Grækerne identificerede Amon med Zeus. - Phalanx: falanks, slagorden. Den makedonske falanks, skabt af Alexanders fader Philip, var særegen ved at bestå af en offensiv rytterifløj og en defensiv infanterifløj. - Titan: kæmpe. Titanerne var i græsk mytologi de tolv uregerlige børn, som Uranos og Gaia, Himlen og Jorden, fik med hinanden ved verdens begyndelse. - Sacer: indbyggerne i Saqqara, en oldtidsby i Ægypten, beliggende ved Nilen syd for det nuværende Cairo. - Sogdianer: indbyggerne i Sogdiana, den nordøstlige provins i det gamle Perserrige, nu i Sovjetunionen sydøst for Aralsøen. Alexander brugte flere år på at besejre sogdianerne. - besynderlige: usædvanlige (i positiv forstand).

✂ par honneur: fransk: for ærens skyld, dvs. uden at tjene på det. -forskudt: opbrugt.

✂ resoluere til: beslutte sig til. -galonnerie: besat med guld- eller sølvindvæve-de bånd (tresser). - Pjlegma: flegma, besindighed.

✂ Forbindligheder: forbindtligheder, høfligheder. - udbetinger sig: kræver. -den Vestphaliske, den Kjøbenhavnske, og den Fontainebleauiske Fred: Den westfalske fred 1648 afsluttede Trediveårskrigen, hvori Christian IV havde deltaget, og styrkede Sverige på Danmarks bekostning. Den københavnske fred 1660 afsluttede tre års krig mellem Danmark (Frederik III) og Sverige (Carl X Gustav); Danmark mistede ved freden Skåne, Halland, Blekinge, Hven og Bohuslén. Freden i Fontainebleau 1679 afsluttede Den skånske Krig 1675-79 mellem Danmark (Frederik V) og Sverige (Carl XI) og konfirmerede den for Danmark ydmygende københavner-fred.

✂ enckelte: enkle. - Over-Last: ulejlighed. - Denfranskeste: den frankeste. - af-fectere: efterligne.

✂ Liberie: tjener- eller kuskeuniform. - Timon: T. fra Athen (5. årh. £Kr.) skildres af Plutark og Lukian som en stor misantrop. Shakespeare skrev i 1607-08 et drama om ham (Timon of Athens). - quækeriske, omtrent: ver-densfjerne; adjektiv dannet af substantivet kvæker, d.e. et medlem af et kristent trossamfund, som blev grundlagt 1650 i England men siden skabte kolonier i Nordamerika. Kvækerne var modstandere af militærtjeneste og privat ejendomsret.

✂

Levnet og Meeninger

✂ De min beste Ven: Selvbiografiens indledning er stilet til dr.theol. Johan Christian Schonheyder (1742-1803), der siden 1773 fungerede som en mellemting mellem formynder og rådgiver for Ewald; jf s. 169. - Deres Kjæreste: Deres hustru. - ConferentsRaad Carstens: Adolph Gotthard Carstens (1713-95), jurist og embedsmand i Tyske Kancelli (hvorfra 199 hertugdommerne administreredes). Medlem af Selskabet til de skiønne og nyttige Videnskabers Forfremmelse (kaldet Det smagende Selskab) og rådgiver for Ewald i litterære spørgsmål. - authentiqve: fransk: autentisk, sandfærdig. - i Hensigt til: af hensyn til

✂ min Broder: Ewalds storebroder Mathias (1739-65). Endte som soldat i Dansk Vestindien, hvor han omkom under et forsøg på at desertere. Se s. 86. - Husarer: letbevæbnede soldater til hest. - den Preusiske Resident: kongeriget Preussens fastboende repræsentant i Hamburg. Residenten tager sig af mindre sager end ambassadøren og gesandten. - Kjærling: kælling. - uskikket til alt Overlæg: ude afstand til at tænke mig om. - denne mig saafortrædne Efterretning: denne efterretning, som gjorde mig fortrydelig, dvs. ærgerlig. - vore Kaarder: kården var dengang en del af studenternes påklædning. - vore academiske Vidnesbyrd: attester på, at vi var studenter.

✂ Ringe-Kunst: brydekunst. - i denne Fald: i denne henseende. - der er bleven deducert til absurdum: hvis argumenter er blevet pillet i stykker. - i Hensigt til: med hensyn til. - de umechaniske Forsvars- eller AngribelsesVaaben: dvs. åndsevnerne. - (stoed han) blot: forsvarsløs. - romanske: eventyrlige, romantiske, -gordisk: uløselig. Den gordiske knude var bundet af den fry giske konge Gordios. Iflg. sagnet skulle den, der kunne løse knuden, blive herre over Asien. Alexander den Store (se n.t. s. 88) løste den ved at hugge den over med sit sværd.

✂ tilig nok for: tids nok til. - Vittighed: intelligens. - Presence d'esprit: fransk: åndsnærværelse. - stifmoderlig: stedmoderligt. - vor Quixottiske Reyse: Romanen om Don Quijote, af Miguel de Cervantes (1547-1616), handler om en fattig adelsmand, som har læst for mange ridderromaner og selv drager ud på en tragikomisk ridderfærd til ære for en bondepige, som han har forelsket sig i. Han sammenblander på sørgmunter vis fantasi og virkelighed og er blevet prototypen på en fantast. - Elven: Elben, flod i Nordtyskland ved det daværende Danmarks (:Holstens) sydgrænse.

✂ von Hecht: Johan Julius von H. (1719-92), preussisk resident (se n.t. s. 77) i Hamburg 1752-92. - han bar et rødt Baand: von Hecht var dekoreret med den russiske St. Anna-orden. - Cadet-Academiet: officersskolen. - Kongen af Preüsens Bedrifter: Frederik den Store (1712-86), konge af Preussen fra 1740. Viste sine store feltherreevner i Syvårskrigen (1756-63), som Preussen førte stort set alene imod det halve Europa. Hovedmodstanderne var Frankrig, Østrig og Rusland. Ved krigens afslutning stod Preussen som en førsterangs militærmagt og F. selv som den betydeligste europæiske statsmand. I tiden før krigen havde kongen desuden vist sig som en varm dyrker af kunst og videnskab; bedst kendt er hans venskab med Voltaire. - Harangue: fransk: højtidelig tale. - FriPostighed: frimodighed -to Alen: godt 125 cm. - recolligerte... mig: genvandt fatningen.

✂ Granadeer: grenadér, soldat i en særlig eliteafdeling indenfor infanteriet. -Manteüfel: Heinrich von M. (født 1696), kommandant for de preussiske soldater i Pommern 1757-60. - i Commission: til opgave. - KammerHusar: livtjener, altså en civil lakaj i husaruniform. - Har du vel Lyst: Har du 200 måske lyst. - Pommern: tidligere hertugdømme ved Østersøen, i dag indlemmet i Polen og DDR. - Magdeburg: fæstningsby ved Elben, ca. 130 km vest for Berlin. - Ham kunde jeg maaske skaffe Dem: Unge mænd, især bønderkarle, blev dengang ofte lokket eller tvunget i soldatertjeneste; se fx Holbergs Erasmus Montanus, 5. akt scene 2-5.

✂ Overalt: hvorom alting er. - Staldbroder: staldbroder, kammerat. - mit i: midt i.

✂ efter al Anseelse: efter al sandsynlighed. - min Stiffader: min stedfader, dvs. Peder Huulegaard (1711-69), hørkræmmer og overformynder i København. Enkemand 1758, året efter gift med Ewalds moder Marie, f Wulff (1715-91), som havde været enke siden 1754. Forholdet mellem Ewald og stedfaderen var meget spændt. - Lentsen: Lenzen, en by ved Elben, ca. 100 km sydøst for Hamburg.

✂ Caresser: kærtegn. - Froekost: dagens første måltid, morgenmad. - politisk: taktisk.

✂ paa en Omstændighed nær: Ewald vender aldrig tilbage til denne omstændighed, men det har utvivlsomt været en hilsen til Arendse. - en Expresser: et ilbud. - 12 Miil: godt 90 km.

✂ Rendsburg: dansk fæstningsby på grænsen mellem Slesvig og Holsten. -Leening: soldaterløn. - Credit: anseelse. - Vestindien: De vestindiske Øer i Det caraibiske Hav ud for Centralamerikas østkyst. Tre af øerne var danske indtil 1917 og rummede især sukkerrørsplantager, som blev drevet med negerslaver. De danske embedsmænd på øerne (ofte udskud, som man ikke ville have i selve Danmark) døde i stort tal af tropesygdomme. - med god Betænksomhed: med fuldt overlæg, -forekom Climaet: kom klimaet i forkøbet. - den Art afdebauche: den last (nemlig drikkeri). - laster-hafte: tysk: lastefulde, umoralske. - Ubillighed: urimelighed. - A la bonne heurel: fransk: Godt! Lad gå!

✂ Eylande: øer. - dronet: druknet. - Enthusiasme: begejstring. - soeren: svoren. - det Besynderlige: det særlige (uden negativ klang). - Sententser: sætninger, her bibelsteder. - Troens Artikler: grundsætninger i en trosbekendelse.

✂ Espen AskeFiis: eventyrfigur i slægt med Klods-Hans. Esben er den yngste af tre sønner, en drømmer der ligger hjemme og roder i asken fra ildstedet, men i tidens fylde viser han sig alligevel kvik nok til at vinde prinsessen (se fx Svend Grundtvig: Danske Folkeæventyr, Ny Samling, 1878, s. 19 ff). - Alexander den Store: (356-323 fKr.), konge af Makedonien. Skabte et hellensk imperium ved at erobre hele Perserriget incl. Babylo-nien og Ægypten under sit store felttog 334-323. - umistelige: nødvendige. - Stiile-Bøger: bøger, hvoraf man kan lære skriftlig fremstilling. - Philo-log(s): sprogforsker, her klassisk filolog. - purus putus: latin: ren og ublandet. Der sigtes til rektor JP. Licht ved domskolen i Slesvig, hvor Ewald var elev 1754-58. Licht var en lærd kender af græsk og romersk oldtids-litteratur.

✂ Tomjones: egentlig The History of Tom Jones, a Foundling, roman af Henry Fielding (1707-54). Romanen, der udkom 1749, er en broget historie om 201 talrige eventyr, især med kvinder. - Robinson Crusoe: egentlig The Life and Strange Surprising Adventures of Robinson Crusoe, roman af Daniel De-foe (1660-1731). Udkom 1719 og blev forbillede for utallige robinsonader. - Rousseaus Afgud: Den franske filosof Jean-Jacques Rousseau (1712-78) anbefaler i sit værk Émile ou de l'éducation (1762) varmt Robinson Crusoe som læsning for børn, dog i bearbejdede udgaver. - Ostindien: ældre betegnelse for Indien og Bagindien (Burma, Thailand, Laos, Cambodia og Vietnam) samt Indonesien og Filippinerne. - den tydske Krig: den preussiske Syvårskrig 1756-63. - in ejfigie: latin: i billedet, billedligt. Fx kunne forbrydere henrettes in effigie, hvis de ikke lod sig fange. - en miniature: fransk: i lille målestok. - til en Advarsel etc.: som et varsel... Ewald blev senere optaget i den østrigske hær som trommeslager. - or-dentligyiis: sædvanligvis, normalt. - Gevær: våben. - sloeg haandløst: slog uden at slå direkte med hænderne, dvs. kastede. - et Chor: en flok. - Cur-render (af latin: curro, jeg løber): Fattige latinskoleelever, som på bestemte dage løb om i byen og sang sig til almisser ved folks døre. - Corinther: indbyggerne i Korinth, det antikke Grækenlands førende havne- og handelsby, siden en af de kristne menigheder, som apostlen Paulus skrev breve til. - Cabaler: intriger.

✂ en god Product: en dragt prygl. - Knollii Vocabularium: Johann Knolls Voca-bularium Biblicum (1717 og oftere siden), en glosebog til Det nye Testamente. - Hørkrammets): person, der handler med spegesild, klipfisk, lertøj m.v. (oprindelig med hør). - det danske Academie: Københavns Universitet. - de Danskes Kandestøberiske Krig: hentydning til Holbergs komedie Den politiske Kandstøber (1723), hvis hovedperson er kandestøber i Hamborg, men interesserer sig mere for de politiske begivenheder, som han ikke har forstand på. Se specielt 2. akt scene 1. - næst: næst efter, bortset fra. -Cosakker: folkestammer fra det sydlige Rusland, fungerede som ridende soldater. - Calmukker: sydøstrussisk befolkningsgruppe af mongolsk oprindelse. - Pandurer: en ungarsk fodmilits, uregelmæssigt organiseret og vild. - Knebelsbarter: store overskæg. - bizarr: underligt. - Subordinationens: lydighedens. - Infanterist: soldat af fodfolket.

✂ vor ordentlige Sphcere: vort normale menneskelige niveau. - ved en ordentlig Følge: i overensstemmelse med normal fremgangsmåde. - hildet: dannet. -besynderlig: noget særligt (i positiv forstand). - Avanturier: fransk: lykkeridder.

✂ f. E:for eksempel. - Guarnison: garnison, fast militært kvarter.

✂ Precautioner: forholdsregler. - Diogenes... Alexander: Diogenes (403-323), græsk filosof af den såkaldt kyniske skole, der prædikede foragt for verdens nydelser. Siges at have været bosat i en tønde. Blev opsøgt af Alexander den Store (se n.t. s. 88) kort efter dennes tronbestigelse i 336; men da Alexander spurgte, om han kunne opfylde et ønske for Diogenes, svarede denne blot, at A. kunne gå til side og lade være med at skygge for solen. - Hæng: hang, tilbøjelighed.

✂ Aesopus: Æsop, græsk fabeldigter fra midten af 6. årh. fKr. - Hercules: 202 romersk sagnhelt, svarende til grækernes Herakles (se n.t. s. 113 om Aleme-nes Søn). - Amadis: helten i en anonym spansk ridderroman, Amadis de Gaula, der kan spores tilbage til det 14. årh. A. er ædel, stærk, modig og tapper. - Zopyros: fornem perser, der 516 f Kr. hjalp kong Dareios I med at indtage Babylon ved list. Z. lemlæstede sig selv for at narre babyionerne. - Scævola: latin: den kejthåndede. Tilnavn til romeren Gaius Mucius, der var fange hos etruskerkongen Porsena i år 507 f Kr. Da Porsena truede med at brænde M. levende, viste denne sit mod ved at stikke højre hånd ind i ilden og lade den forkulle. Porsena skænkede ham derpå friheden. - Curtius: Marcus C., romersk sagnhelt, der 362 fKr. skal have kastet sig i afgrunden for at frelse sin hjemby. - Aristoteles: græsk filosof og naturforsker (384-322 fKr.) - Scotus: Johannes Duns S. (1265-1308), engelsk skolastisk filosof, medlem af Franciskanerordenen. - du Guesclin: Bertrand du G. (1320-80), marskal af Normandiet, fransk hærfører. -Cartouche: Louis Dominique C (1693-1721), fransk røverhøvding. -Col-/?ert:Jean Baptiste C. (1619-83), fransk finansminister under Louis XIV. -Sejan: Lucius Ælius Sejanus, henrettet 31 e.Kr. Chef for den romerske prætorianergarde under kejser Tiberius. - Olim meminisse juvabit: latin: engang vil mindet os fryde. Ufuldstændigt citat fra Vcrgils heltedigt Æneiden (29-19 fKr.), 1. sang vers 203.

✂ paa den Tydske Bund: ind på tysk territorium. - et Par Rigsdaler: se n.t. s. 45.

✂ tre Miile: knap 23 km. Angivelsen passer på byen Hitzacker vest for Lent-zen. Rejsen fra Hamborg til Lentzen varede i virkeligheden tre dage, men Ewald har i selvbiografien trukket dem sammen til én. - Cajtiten: kahytten.

✂ overalt: desuden.

✂ Uafseelige: uoverskuelige. - skjærtsende: muntert legende. - Barde: sanger, digter. - Amor(s): romersk kærlighedsgud, svarer til grækernes Eros. -Hymen(s): græsk gud for bryllup og ægteskab. - Bacchi: latinsk genitiv af Bacchus, den romerske gud for vin (svarende til grækernes Dionysos). -Cimbreme(s): nordisk-germansk folkestamme, hjemmehørende i Jylland. Her dog blot danskerne. - spiirende Barde: vordende digter (:Ewald). - store Drik: store drag. - Melpomene: tragediens muse. En af grækernes ni muser, dvs. gudinder for kunst og videnskab.

✂ venskabelig skuffende: som indgiver behagelige illusioner. - hilde: fastholde. - (Salige) Formad: forbillede, her Gud. - mein Herr von ThundernTrunk (tysk klingende): min herre von Tønder-Slurk, typen på en frådser og fyldebøtte, som formodes at være blandt Ewalds læsere. Navnet er lånt fra Voltaires roman Candide (1759), i hvis første kapitel der optræder en westfalsk baron von Thunder-ten-tronckh. Modsætning til hr. van WaterSous(s. 104).

100

✂ Halv-Potte (Flaske): 1/2 pot = ca. 1/2 liter. - Muskateller: sød og krydret vin, muskatvin, -femten Aar: Ewald har først skrevet femten, men siden tilføjet tallet 16 over linien. - Tokayer: en vin fra egnen omkring Tokay i Ungarn. - Madera: madeira, en hedvin fra Atlanterhavsøen M. - 203Styk-Fad: et stort vinfad, rummer 1000-1200 liter, -proh Phoebel: græsk: ved Phoibos! dvs. Apollon. - aerohydrogasteriske, ordret oversat: luft-vandbugede. Hjemmestrikket adjektiv sammensat af de græske ord aér (luft), hydor (vand) og gaster (bug). - Loths forsaltstyttede Husfrue: Iflg. 1. Mosebog kap. 19 fik den gudfrygtige Lot og hans familie lov til at forlade byen Sodoma, som Gud havde besluttet at udslette. Familien måtte ikke se sig tilbage, når den gik ud af byen, men Lots hustru kunne ikke styre sin nysgerrighed og blev som straf forvandlet til en saltstøtte. - dit Hochlandiske OxseHoved: Et oksehoved er et vinfad, der rummer ca. 250 liter. Hochland betegner distriktet Saint-Macaire ved Bordeaux. - MaelStrømmen: malstrømmen, hvirvelstrøm i havet. - Kold-Fyr: koldbrand. - Vim inertiæ: latin: inertiens kraft, træghedens magt. - bombogranotympo-taratandiniske Gaspar MaurenBrecher: Maurenbrecher er en pralende soldat i farce- og anekdotesamlingen Rollwagenbuchlein af Jorg Wickram (ca. 1505-60). Adjektivet har Ewald dannet af ordene bombe, granat, tympanon (:pauke) og hornsignalet tarantara. - corpulente: tykke.

101

✂ den Hellige Augustin: katolsk kirkefader (354-430) og helgen. Forfatter af Confessiones (Bekendelser), det første værk i den selvbiografiske genre, jf s. 170. - crapula ... servo tuo: latin: en rus påkommer undertiden din tjener. Omtrentligt citat fra Confessiones, X. bog kap. 31. - Pjlegma: flegma, sindsro. - et vandagtigt Legeme...: Iflg. den såkaldt humoral-patolo-giske tradition, der går tilbage til den græske læge Hippokrates (o. 400 fKr.), er verdens fire elementer: ild, vand, luft og jord, knyttet til menneskets fire temperamenter: det koleriske, det flegmatiske, det sangvinske og det melankolske. - SexpotteBimpler: trætønder, som rummer hver seks potter = ca. seks liter. - mit Dilemma: min dobbeltsætning, mit enten-eller. - Phlegeton: iflg. græsk mytologi en flod i underverdenen med brændende bølger. - Ege-Knub: egetræsklods.

102

✂ purusputus Pflegmaticus: latin: ren og skær flegmatiker. - Krud: krudt. - si-mile claudicans: latin: med en haltende sammenligning. - uroest: uden at rose mig selv. - mine Concepter uskadte: uden at miste fatningen. - Mayn-Strømmens Bredde: floden Mains bred. - tout de bon: fransk: alvorlig talt. - qvibus ... obrepit: latin: hvem en rus undertiden påkommer, jf n.t. s. 101. - Physiolog: person med viden om organismens livsfunktioner. - Oino-koiliolog, ordret oversat: vin-bug-kyndig. Substantiv sammensat af de græske ord oinos (:vin), koilia (:bug) og logos (:tale). - Kampschatka: halvø i det østlige Sibirien. - Autor dassicus: latin: klassisk forfatter.

103

✂ F.E.: for eksempel. - Cerebello: lillehjernen. - undtagen: med mindre. -Fil: fedt. - 7.Q.ED.: forkortelse af Id Qvod Erat Demonstrandum (latin): det som skulle bevises. Slutform el i logisk bevisførelse, oprindelig fra den græske matematiker Euklids Geometriens begyndelsesgrunde, ca. 300 fKr. - Tintamarre: larm, forvirring. - arqvebuseert: arkebuseret, hen-rettet ved skydning.

104

✂ Umaadelighed: umådehold. - myn Heer van WaterSaus (egentlig Water-Sous, hollandsk): min herre von Vandsovs. Tænkt afholdsmand blandt 204 Ewalds læsere, modsætningen til hr. von ThundernTrunk s. 99 E - raisonnere: tænke, argumentere. - Knaster: kanaster, en tobak til lang pibe. -Christal: krystal. - balsamiske: vellugtende. - Heltes og Englers Formad: heltes og engles forbillede, dvs. Gud. - et Slags Sæd: en slags frø eller anlæg. - Schiras: persisk by, hvis omegn er rig på roser og vin.

105

✂ Schah Sejt: en persisk fyrste, næppe historisk. Ewald har muligvis lånt navnet fra den tyske forfatter Andreas Gryphius' komedie Horribilicribifax (1663), hvor det forekommer i en replik. - Brasilien brasiliansk tobak. - Vater-Suppe: vandsuppe. - Bratchen og ... Sallatchen: tysk: lille steg og lille salat. Diminutiv-endelsen er nedsættende ment. - hypochondnske: præget af indbildt sygdom og pirrelighed. - baragruiniske, egentlig bara-guiniske (af fransk baragouin: kaudervælsk): uforståelige. - Hollah: halløj. - recommanderer mig: anbefaler mig. - Leddiker: aflukker, gemmesteder. -Homer: græsk digter fra det 8. årh. fKr. Antages at være ophavsmand til Hiaden og Odysseen.

106

✂ Clarices Lovelace: Clarissa, or the History ofa Young Lady er en roman fra 1748 af Samuel Richardson (1698-1761). Lovelace er romanens mandlige skurk, der bl.a. voldtager hovedpersonen Clarissa for siden at angre og tilbyde hende ægteskab. - toe: vaske. - vort store Mynster: vort store mønster, dvs. Jesus. - determinert: afgjort. - choleriske: koleriske, ildfulde. - (tørre og heede) Complexion: sammensætning, her legemsbeskaffenhed, jf n.t. s. 101 om et vandagtigt Legeme. - Kilder: kildren, lystfølelse. -epanchement: fransk: udgydelse.

107

✂ vant: vænnet. - mærke: bemærke.

108

✂ Paragraph: afsnit. - Hypochondrien: se n.t. s. 105. - underligge, under: ligge under for, lide under.

109

✂ skjertse: lege muntert. - Skrinter: skrænter. - en underdyrisk Maade: en måde, som ligger under dyrenes niveau. - Vin de Rhone: fransk: vin fra Rhone-dalen. - Burgunder: bourgogne. - tilforladelig: oprigtig talt.

110

✂ Rhabarbera: rabarber. - Decoctum: dekokt, afkog. - Sort: slags. - Genever: hollandsk enebærbrændevin, -flire Skilling: fast udtryk for næsten ingen penge. En skilling var 1/96 af en rigsdaler, jf n.t. s. 45. -forelskt som en Rotte: del aftalemåden »så forliebt som en rotte i en gammel ost«, der bl.a. bruges af Holberg i Den politiske Kandstøber, 5. akt scene 8, og i Jean de France, 4. akt scene 1. - Ørnene: ørene, ører. - Tracasserier: bryderier.

111

✂ Und der Oberste Trumpf...: tysk: Og oberst Trumf sad højt i den elastiske lænestol,/ Tænkte på sine ungdomssynder osv. Unøjagtigt citat fra F.W. Zacharias (1726-77) skæmtsomme heltedigt Der Phaeton (Poetische Schriften, 1767,1 s. 228). Desuden påvirket af Davids salme nr. 25 vers 7: Mine ungdomssynder og overtrædelser kommer du ikke i hu. -£p:forkortelse af praeter plura (latin): med mere, osv. - Hebe: datter af de græske guder Zeus og Hera, selv gudinde for den evige ungdom. Har til opgave at skænke nektar (se ndf) for Olympens guder. -Juliane: formentlig et navneskjul for Hedevig Roers, en søsterdatter til Ewalds værtinde i Rungsted kro, Katrine Jacobsen. Hedevig var ca. 35 år 205 garnmel, da Ewald i 1775 fattede planer om at gifte sig med hende, jf s. 181. (Et alternativt tydningsforslag gives i Louis E. Grandjean -.Johannes Ewald og Birthe i Rungsted, 1961). - Nectar: den saft, som de græske guder levede af, og som sikrede dem udodelighed. - det gjorde got!: citat fra Holbergs komedie Jeppe paa Bierget (1723), 1. akt scene 6, hvor Jeppe udbryder således efter at have drukket en snaps. - Alas poor Yorrik!: engelsk: Ak, stakkels Yorick; citat fra Shakespeares tragedie Hamlet (1603), 5. akt scene l, hvor hovedpersonen finder kraniet af sin barndoms ven, hoffets tidligere nar, og udbryder således i klage. Yorick er også en person hos Laurence Sterne, jf n.t. s. 123.

112

✂ lykkeligere, end den Persiske Monark: hentydning til den romerske digter Horats (65-8 £Kr.), der i en af sine oder skriver: Persarum vigui rege beatior, Jeg var lykkeligere ved livet end persernes konge (Carminum III, 9). - Sapphir: safir, blå ædelsten. - Zephyrer: græsk: vestenvinde. - min Arendse(s): Arendse Huulegaard (1743-94), se s. 163. - Semele: en prinsesse fra Theben, som Zeus forelskede sig i. De fik sønnen Dionysos (latin: Bacchus), vinguden. - Phoebus: Phoibos Apollon, søn af Zeus og Leto. Gud for blå. sol og sommer. - dølge: skjule. - Sancho Pansa: Don Quijotes følgesvend og væbner, jf n.t. s. 79. - (mit store) Mynster: mønster, forbillede, her Don Quijote.

113

✂ Pinsel: pensel. - Alcmenes Søn ... den Lernæiske Slange: Zeus og den mykenske prinsesse Alkmene avlede helten Herakles (latin: Hercules), som af Mykenes senere konge fik pålagt tolv eventyrlige prøver. En af disse var et dræbe den lernæiske hydra, som var et nihovedet slangeuhyre. - Blut und TrauerBiihnen: tysk: blod- og sørgescener. Hentydning til datidens bloddryppende sørgespil. - Cluninstaridosarchidiske Lignelse: dvs. sammenligningen mellem den lernæiske slange og vinflasken. Det hjemmelavede adjektiv synes sammensat af de latinske ord clunis (:bagdel) og instar (:sidestykke) samt de græske eidos (:skikkelse) og sarx (:kød). Vigtigere er imidlertid, at Ewald nok har lånt ordet fra den romerske dramatiker Plautus' (ca. 250-184) komedie Miles gloriosus, hvor hovedpersonen, den storpralende soldat Pyrgopolinices, opfinder en feltherre ved navn Clutumistharidysarchides (1. akt). Ordet skulle da snarest betyde pralende, hovmodig - eller simpelt hen skrupskør. - Mester Gotskalk: bøddelen (mestermanden) i datidens København hed Got-skalk Miihlhausen. Han henrettede bl.a. greverne Struensee og Brandt i 1772. - Martyrolog: en lærd, der beskæftiger sig med de kristne martyrers liv og død. -Judas: den discipel, som forrådte Jesus ved et kys.

114

✂ Tobby og ... Trim: personer i romanen The Life and Opinions of Tristram Shandy, Gentleman (1760-67) af Laurence Sterne (1713-68). Sætningen som helhed betyder, at Ewald vil læse et par kapitler i romanen. - overalt ingen Materie: frem for alt intet stof

115

✂ Ritmester: kaptajn i rytteriet. - Turenne: Henri d'Auvergne, Vicomte de T. (1611-75), marskal af Frankrig og berømt som hærfører. - hundrede206Ducater: ca. 200 rigsdaler, j£ n.t. s. 45. En dukat var en guldmønt af meget fint guld - Execution: udførelse (afstraf). - bravoure: fransk: tapperhed. -habilité: fransk: dygtighed, -skjø n nende: taknemmelige.

116

✂ Herr Quæstioturius (af latin quaestio = spørgsmål): hr. Spørgejørgen. - trænge til mig, også: trænges omkring mig.

117

✂ paa Østerrigernes Bekostning: se n.t. s. 80 om Kongen af Preiisens Bedrifter. - Afbræk: skade. - VdenVærker: u væsentligheder, biomstændigheder. -Forødere: ødelande. - Fordeelbringendejøder: jødiske ågerkarle.

118

✂ Kopperne: sygdommen kopper var almindelig på Ewalds tid Overlevende havde varige ar efter sygdommen, de såkaldte kopar. - et Dørslag: en si. -finned: filipenset. - Taille: fransk: talje. - Ræddike: en rodfrugt i slægt med radisen.

119

✂ de Berlingske Tidender: Kiøbenhavnske Danske Post-Tidender, grundlagt 1749 af E.H. Berling (1708-50); forløberen for vore dages Berlingske Tidende. - Bataille: fransk: slag. - blessered: såret. - Standart: rytterfane. -Cornet: yngste officer ved en ryttereskadron, -for ved: foran. - Esqvadron: afdeling af rytteriet. - Permission: orlov. - Lorbær: laurbær. - Udenværkerne af Commendantens Frue: kommandantfruens smykker. - Potz tausendl: tysk: død og kritte!

120

✂ erindre Deres Velgaaende: drikke Deres skål. - Calif: muhammedanernes gejstlige og verdslige overhoved. Kilden til Ewalds anekdote er D.D. Cardonnes værk Mélange de litterature orientale, Paris 1770,1,195. - beherberge: huse. - Mahomets Forbud: Muhammeds lære forbyder nydelsen af vin. - (Viin)Mandat: befaling, her forbud. - Al-Mauni: skal være Mahdi, den tredie kalif af Abbasidernes dynasti; levede i det 8. årh. - Potentat: fyrste.

121

✂ Dulcinea: navnet på Don Quijotes elskede, jf n.t. s. 79. - ved Cupido: ved Amor (den romerske elskovsgud). - Vink: blik. - Gratierne: romernes tre gudinder for ungdom og ynde. - vittig: intelligent. - satt: moden. - Snørliv: livstykke af stift lærred, afstivet med fiskeben, som snøredes om kvindens talje for at gøre den smallere, -forslaae din Kummer: fordrive din sorg. - og nu har en anden hende: Arendse giftede sig i 1764 med hørkræmmeren Rasmus Riber i København, -fortørres: tørres ud -forsmertet: forvundet.

122

✂ [vignet af et dødningehoved]: reproduceret efter Ewalds manuskript. - neppe to Aar siden ...: Arendses besøg hos Ewald har sandsynligvis fundet sted i sommeren 1773, kort efter at han var flyttet til Rungsted Hun havde familie i nærheden. - skimrede: skinnede svagt. - Arria: romerinde, gift med Caesina Pætus, der for sin deltagelse i et komplot mod kejser Claudius blev dømt til døden i år 42. Pætus, der selv ønskede at støde dolken i sit bryst, turde alligevel ikke. Da tog Arria dolken, stødte den i sit eget hjerte og rakte den tilbage til Pætus med de ord, som Ewald citerer. -Clementina(s): heltinden i romanen Sir Charles Grandison (1753-54) af Samuel Richardson (1689-1761).

123

✂ Yorik: Yorick er en person i Laurence Sternes roman The Life and207Opinions of Tristram Shandy, Gentleman (1760-67) og desuden hovedpersonen i samme forfatters roman A Sentimental Journey through France and Italy, by Mr. Yorick (1768),jf n.t. s. 111. - Garonne: flod i det sydvestlige Frankrig. Sætningen som helhed refererer til 7. bog af Tristram Shandy, hvor Tristram (ikke Yorick) flygter for døden til Garonnes bredder. - mordiske: morderiske. - Har jeg ikke mit Udkomme paa meer, end et Aar?: Har jeg ikke haft mit udkomme i mere end et år? - Si. (Rector Licht): salig; rektor Licht døde 1764. - den lange Gade: Lange Strasse i Slesvig. - en middel-aldrende Regimentskorteermester-Frue: en midaldrende regimentskvartermesterfrue. - EnterHager: entrehager, redskaber til entring af et fremmed skib. - bilder: danner.

124

✂ Platoniker: tilhænger af den græske filosof Platon (427-343 fKr.). Platonisk kærlighed bruges som betegnelse for åndelig elskov. - for (Christi Fødsel): før. - Halv-Ermer: ærmer af fint lærred, som kun dækkede underarmene. - Kalve-Kryds: kalvekrøs, et kruset skjortebryst. - uforvendt: ufravendt, stift.

125

✂ spilte min Roman: spillede rollen i den tænkte kærlighedsroman. - Paille: fransk: strågult, -forekom mig: kom mig i møde. - sarkophagiske: kødædende, -freined: fregnet. - Cramer: Peter C. (1697-1777), præst ved domkirken i Slesvig. - Tynder: tønder, tændstof - hvilket jeg dog ikke erindrer: men det kan jeg ikke huske (nemlig om han dengang mente at elske den fregnede jomfru).

126

✂ DriveFjære: drivfjeder, -je ne s$ai qvoi (nufransk: je ne sais quoi): jeg ved ej hvad. Udtrykket bruges hyppigt af den franske dramatiker Pierre Corneille (1606-84) i forbindelse med vågnende kærlighed. I det 17. og 18. årh. endvidere almindelig brugt som betegnelse for et kunstværks uforklarlige skønhedsværdi. - Vinetti: Nicolas Venette (1633-98), fransk læge, forfatter til det pseudonyme, dristige værk Tableau de l'amour, 1686. - Aretin: Pietro Aretino (1492-1556), italiensk forfatter, bl.a. af de pornografiske Ragionamenti (Hetæresamtaler), 1534-36. - Nuditeter(ne): maleriske fremstillinger af menneskelegemets nøgne partier.

127

✂ incompatible: fransk: uforenelig. - Distinction: udmærkelse. - ajfectere: foregive.

128

✂ Rulle(s): rolle. - Neyende: nejen, kniks, -fatte større Anslag: nære større planer eller ambitioner.

129

✂ piatud: rent ud sagt. - traktes i Haar med: kom i totterne på. -for mig: før mig.

130

✂ min ældste Broder: se n.t. s. 77. - to andre unge Studenter: brødrene Holger (1740-78) og Thomas Huulegaard (1742-1800), Arendscs fætre. - Point d'honneur: fransk: æressag. - holde Lyset for alle de andre: være skive for de andres spot og drillerier. - (tage mig for) fuld: et fuldgyldigt medlem af kredsen. - hans Kaarde: se n.t. s. 77. - Contubernaler: medlogerende.

131

✂ den fromme Magdelone: heltinden i en folkebog (anonym underholdningsroman med rødder i middelalderen), Den skønne Magelona og Ridder Peder med Sølvnøglerne. Hun er både smuk og from, men Ewald sigter 208 måske til, at hun for at gøre sig ukendelig ifører sig en gammel særk og smører sit ansigt med jord og spyt. - den cumaniske Sybille (egentlig Sibylle): spåkvinde fra 6. årh. f.Kr.; levede i underjordiske huler ved byen Cumae i Italien og blev så gammel, at til sidst kun hendes stemme var tilbage. - Hexen afEndor: iflg. 1. Samuelsbog kap. 28 en troldkvinde, som Saul opsøgte før sin sidste kamp mod filistrene.

132

✂ Medusa: græsk fabelvæsen, hvis ansigt var så forfærdeligt, at alle der så det, forstenedes af rædsel. - refroignées (egentlig renfrognés, fransk): gnavne, vrantne, -gabede: gloede. - xantippiske: arrige; adjektiv dannet af navnet Xantippe, den græske filosof Sokrates' (469-399 fKr.) hustru.

133

✂ en Broderdatter af min Ven: Dorthe Arendse Huulegaard (1736-64), en kusine til Ewalds egen Arendse. - lidelig: tækkelig, pæn. -formeente: formodede. - sødtlisplende: sødt hviskende, indsmigrende. - ny modige Sætter: nymodens hovedpynt.

134

✂ Approcher: tilnærmelser. - Syllogismer: logiske slutningskæder (jf n.t. s. 153 om Propositio Maior). - Testimonier: vidnesbyrd. - Ode over IndfødsRetten: I 1776 udstedtes en lov om, at embeder i det danske rige med ri undtagelser var forbeholdt indfødte, dvs. danskere, nordmænd og holstenere. Ewalds hyldestdigt til loven blev udarbejdet 1776-77, men først offentliggjort i 1778. - Hen Professor Gottscheds Regler: Johann Christoph Gottsched (1700-66), professor i Leipzig. Forkæmper for en rationalistisk og strengt regelbunden æstetik. Frem til ca. 1740 den tyske oplysnings litterære førerskikkelse. - Troper og Figurer: overførte udtryk (billedsprog) og retoriske ordstillingsfigurer (fx klangfigurer, gentagelser, modsætninger).

135

✂ krydede: krydret. - Prude: tysk: snerpet fruentimmer. - Metaphorer, Sy-nechdocher og Metonymier: overførte udtryk, underforståelser og navne-ombytniiiger (tre slags troper). - Prude = Prude, se ovf - slipslappiske: afvisende. Ewald har dannet adjektivet over navnet på en arrig og hyklerisk kammerjomfru, Mrs. Slipslop, i Henry Fieldings (1707-54) roman Joseph Andrews, 1742. - korsviisplantede: anbragt overkors. - Karthau: kartove, en kort kanon. - som Tobiæ Engel fordum f ordrev Asmodeus: Iflg. den apokryfe Tobits bog i Det gamle Testamente fordrev Tobias efter et råd af englen Rafael den onde ånd Asmodæus med røgen fra brændt fiskelever og -hjerte. Lugten fik Asmodæus til at flygte fra Ekbatana i Persien til Øvre Ægypten.

136

✂ Alexander(s}\ Alexander den Store, se n.t. s. 88. - Carl den Tolvte(s): (1682-1718), konge af Sverige fra 1697. Krigsgal fantast, hvis person blev genstand for megen, især svensk-national heltedyrkelse. - Die schone Magdelone: se n.t. s. 131. - SchattenSpiel an der Wand: tysk: skyggespil på væggen, en i datiden yndet form for silhouet-dukketeater. - en Maintenon: Fran^oise de M. (1635-1719) var Louis XIV af Frankrigs elskerinde og fra 1684 hans hustru. Kendt for sin bigotte fromhed. - Lucretia: en romerinde, som iflg. sagnet blev voldtaget af kongesønnen Sextus Tarquinius (509 f.Kr.). L.s ægtemand var villig til at affinde sig med det 209 skete, men selv følte hun sin ære så krænket, at hun begik selvmord. - Phryne: græsk hetære fra det 4. årh. fKr., berømt for sin store skønhed. For den formue, hun tjente ved sit erhverv, rejste hun en statue afsig selv. -Spidsbuberie: bedrageri.

137

✂ Lasteret: lasten. - Maximer: grundsætninger, leveregler.

138

✂ Fortrydelse: ærgrelse. - den ældste Jomfrue H***: Arendse Huulegaard. -Raphael(s): Raffaello Santi (1483-1520), italiensk maler og arkitekt, især berømt for sine madonnabilleder. - Petrarch(s): Francesco Petrarca (1304-74), italiensk digter, især berømt for sine kærlighedsdigte til Laura.

139

✂ Marter: pine. -forekommet: kommet i forkøbet, dvs. forhindret.

140

✂ leder: afleder.

141

✂ Indostan: Hindustan, det nordøstindiske sletteland omkring floderne Ganges og Jumna.

142

✂ diverterede: morede. - betraf: angik.

143

✂ Iver for Muserne: studerelyst (jf n.t. s. 98 om Melpomene).

145

✂ Piqvet: (fransk, militært): piketvagt, en beredskabsvagt opstillet bag feltvagten. - attrapered mig: grebet mig selv. - Recommendation: fransk: anbefaling.

146

✂ Alt eller Prignitzer: Altmark eller Prignitz. Dele af kongeriget Preussen. Altmark ligger vest for Berlin (i dag i det vestligste DDR), Prignitz ligger nord for Altmark. - Mark Brandenburg: markgrevskabet Brandenburg, det preussiske monarkis stamland. - rare: sjældne. - den Stendelske RetterPlads: henrettelsespladsen i Altmarks hovedstad Stendal. - Steyle: stejler, pæle på hvilke vandretliggende hjul var anbragt. Ind i hjulenes eger flettede man de dømtes radbrækkede kroppe, somme tider mens de endnu var levende.

147

✂ den Tillyske Belejring: I 1631 (under Trediveårskrigen) belejrede og indtog den katolske hærfører Tilly (1559-1632) Magdeburg. 30.000 af byens 36.000 indbyggere blev dræbt, og plyndringerne var forfærdelige. Af bygningerne blev kun domkirken og Liebfrauen-klostret skånet. -de 200 Jomfruer: Under plyndringerne blev mange kvinder voldtaget. Nogle valgte dog at begå selvmord for at undgå denne skændsel, heriblandt 20 (ikke 200) jomfruer, som styrtede sig i Elben. - Estafette: fransk: stafet, ilbud. - Croesi Rigdomme: Kroisos eller Krøsus var konge i Lydien i Lilleasien 560-545 fKr. og samlede sig sagnagtigt store skatte. -fatvigert (af fransk: fatigué): træt. - Det var ... intet mindre end mit Forsæt: intet lå mig fjernere end ...

148

✂ har sin Hensigt til: angår.

149

✂ Qvod tibi...feceris: latin: Hvad du ikke ønsker der skal ske dig, bør du ikke selv gøre mod nogen; Tobits bog kap. 4 vers 15 (i den latinske Vul-gata dog vers 16). -positiv (Lov): fastsat, eksisterende.

150

✂ Luthers Catechismus: Martin Luthers Lille Katekismus, dvs. lærebog i kristendommens grundsætninger (1529), tjente i den danske børneskole som en af de vigtigste lærebøger helt ind i det 20. årh. - to Sacramenter: 210 Iflg. protestantisk opfattelse er der kun to sakramenter eller hellige handlinger: dåb og nadver. Iflg. katolsk opfattelse er der syv. - Men sæt den Fald: men forudsæt det tilfælde. - Orthodoxer: rettroende, her protestanter. - syncretistisk: som vil forbinde to divergerende opfattelser, specielt religioner.

151

✂ den Augsborgske Confession: den protestantiske trosbekendelse, forfattet af Philip Melanchton (1497-1560) og forelagt på rigsdagen i Augsburg 1530. Her blev den dog forkastet af et katolsk flertal. - Doch! wo gerathe ich hin?: tysk: Men hvor kommer jeg hen? Citat fra G.W. Rabeners (1714-71) satire Von der wahren Beschqffenheit eines vemunftigen Burgers (Satiren, 1764,I s. 70).

152

✂ den Spartanske Republik: Militærstaten Sparta på Peloponnes fik i det 8. årh. f Kr. en forfatning, iflg. hvilken al jord var statens ejendom og alle frie mænd havde pligt til at tjene staten som krigere. Der herskede streng (»spartansk«) disciplin, også blandt børnene, som blev opdraget under offentligt tilsyn. - de Pensylvaniske Indbyggere: kvækerne, et kristent trossamfund uden formuleret trosbekendelse, men med antipati mod privat ejendomsret og militær. Samfundet grundlagdes 1650 i England, men pga. forfølgelser emigrerede talrige kvækere til Nordamerika, hvor de fik et fristed i kolonien Pennsylvania, grundlagt 1681 af deres leder William Penn. - Iagttagelser, her: hensyn.

153

✂ Axioma: græsk: påstand, grundsætning som ikke behøver bevis. - eludere: bortforklare, omgå. - Propositio Maior: latin: overordnet sætning eller første præmis i en logisk slutningskæde (syllogisme). - atqvi ita ergo: latin: men altså således; udtryk som betegner, at man tilføjer en undersætning (propositio minor) eller anden præmis til propositio maior. - det syvende Bud: Du må ikke stjæle, jf 2. Mosebog kap. 20. - Harpax: sendebud i komedien Pseudolus af den romerske dramatiker Plautus (ca. 250-184 f Kr.). Narres i handlingens løb, ikke for penge, men for en pige. Ewald har snarere tænkt på Harpagon, titelpersonen i Moliéres (1622-73) komedie Den Gerrige, der netop jamrer over et stjålet pengeskrin (4. akt scene 7).

154

✂ For-Muur: værn. - delicat: forsigtig. - Conservation: fransk: bevarelse, opretholdelse, -fortjene: tjene (ved arbejde).

Ewald, Johannes Herr Panthakaks Historie og Meeninger