↩ Hertil kom sygdom. Formentlig under sit krigseventyr havde Ewald pådraget sig en ledegigt, som skulle følge ham resten af livet og lidt efter lidt deformere hans krop. Det første store udbrud af gigten kom i 1769, og året efter måtte han indlægges i tre måneder på Frederiks Hospital. Da han kom ud igen, blev han opsøgt af sin ven Torkel Baden, der fandt ham på et loftskammer, nøgen, forkommen - og nedbrudt af druk. For på dette tidspunkt var Ewalds tidlig vakte hang til spiritus blevet så stærk, at den var ved at gøre ham til dranker. Så vidt man kan forstå af hans selvbiografi, var det tabet af Arendse, der fik ham til for alvor at drikke, men gigtsmerterne har også krævet bedøvende midler.