↩ Renæssancens humanister brugte ganske bevidst deres selvbiografier som en art psykologiske laboratorier, idet de her lagde deres egne handlinger til grund for en intellektuel afsøgning og kortlægning af den menneskelige personlighed (se fx Girolamo Cardanos De vita propria, Om hans eget liv, 1574-76; findes i en moderne tysk udgave fra 1969). Når Johannes Ewald taler om sin selvbiografis »HovedØyemed [...] nemlig det, at bidrage saameget til Kundskaben om det menniskelige Hjerte, som mueligt« (s. 145), og når han omtaler sin egen livshistorie som »Anledning« til at lære selve mennesket at kende (s. 91), så synes man at høre et ekko fra disse humanister. Eller rettere: man hører et i tiden udbredt motiv, som blev anslået to-tre århundreder forinden. Det klinger også hos Rousseau.