Drachmann, Holger

Han spiste til Middag paa Gæstgivergaarden, hvor han lod Maden bringe op paa sit Værelse. For hver Bid, han tog, faldt han i Tanker.... af dem, man med Anstrengelse maa rive sig ud af; han vilde ikke fortryde, at han havde handlet, som han havde. Det var jo hans Ungdoms Gæld, han betalte.... at sige, som han skulde til at betale. Men hun - for hvem han havde forskrevet sig - hun skulde blot ane....!

Og han spurgte sig selv: havde Du set hende saaledes - vilde Du da muligvis have besvaret hendes Brev og Telegram anderledes? -

Hvor havde han dog ikke i disse Aar bundet sig til det komfortable Liv - til en behagelig Nydelse af sin Frihed, den være sig nok saa parret med det Kedsommelige! Han hørte en Tid til, som 393 har indarbejdet sig i Forfinelse, fordringsfuld i Vaner, kræsen i Smag.... det erkendte han i dette elendige Gæstgiverhul, hvor Seng, Servante, et slidt Listetæppe, et »Tyrolerlandskab«, en skæv Hængereol med en Bibel, Knigges Omgang, nogle folkelige Almanaker og Topsøes Fra Amerika - i et ubestemt Tidsrum skulde være hans Fange-Bohave og aandelige Forfriskning.

Han havde læst i Topsøes Amerika - men ikke turdet blive ved. Han frygtede, at han skulde give efter for en Tilbøjelighed til at søge Frihed og Forglemmelse fjærnt vesterpaa - uansét Forfatterens københavnske Reservationer.

Nu sad han her og tænkte paa Edith! hun som blev og holdt ud.

Da Eftermiddagen og Skumringen faldt paa, udholdt han ikke længer Ensomheden. Han gik nedenunder i Gæstestuen. Der var en Del Folk, som i Halvmørket forekom ham alle ens - Byens Honoratiores eller Handelsrejsende. Tobaksrøg var der og Snak; ikke altfor livlig Diskussion; man talte

»en om et Kirktaarn og en om en Mast« -

og just som det bellmanske Vers faldt ham ind, rejste en noget undersætsig Herre sig, gik tæt hen til ham, viste ham et bredt, plusset Ansigt med umotiveret ungdommelige Træk, omhyggeligt børstet Kindskæg, nedfaldende Flip og Staal-Pincenez - hviskende, idet han exalteret trykkede hans Haand: Jeg er Ottosen - Tak, kære Svoger! Tak!....

Og »Svogeren« trak Gerhard med sig hen til det runde Bord foran Sofaen, fik ham sat paa en Stol, begyndte en Præsentation af de Tilstedeværende - afbrød saa, for at ringe paa Opvartningsjomfruen, forlangte Kaffe, Likør og Cigarer (som Gerhard senere fik paa Regning) holdende og ledende Traaden i en Samtale, hvori Gerhard kun med Enstavelsesord tog Del. Det syntes Hr. Ottosen om at gøre, at Hr. Gerhard stilledes i det gunstigste Lys - uden at han derfor anbragte en Skæppe over sit eget; han indflettede sit »Ikkesanclt, kære Svoger« ved Spørgsmaal om Kunst, Hovedstadsliv øg Politik - strøende med sin fede Haand et »Dér kan I se!« rundt omkring blandt Købmænd, Apotheker, Kontrollør, 394 Agent og Dampmøller.... og pludseligt, da Gerhard rømmede sig under Hr. Ottosens »vi maa dog alle sorn én erklære Socialismen for en Udskejelse, en Kræftskade«.... pludseligt styrkede Socialismens Bekæmper sig med to smaa Likører - og efter et opmærksomt Blik paa Gerhards reservérte Ansigt, gled Udskejelsen blideligt over til at blive en Sygdom »hvorpaa en klog og kærlig Læge kan raade Bod« - medens Kræftskaden ganske bortamputértes.

Gerhard overhørte, hvad der videre drøftedes til Landets Beroligelse og Verdens Fred; saasnart han kunde, rejste han sig, bukkede for Herrerne og gik ud i Gangen, hvor han havde Hat og Paletot.

Ottosen fulgte med:

De vil dog ikke forlade os allerede, kære Svoger? spurgte han forceret frejdig.

Jo jeg vil! svarede Gerhard kort.

Jamen?....

Jeg plejer at gaa min Aftentur! sagde Gerhard.

Saa følger jeg Dem! De gaar maaske hjem til Hanne?....

Jeg gaar mig en Tur - og jeg gaar helst alene! lød Svaret.

Aa - Hr. Gerhard! Er De vred paa mig - er De meget, meget vred paa mig? Gud, jeg føler dybt, hvor uværdig jeg maa staa i Deres Øjne - og hvor ædelt De har handlet imod mig - imod os.... og hvis et helt Livs Taknemlighed - ja og et redeligt Arbejde i Afsavn og Ydmyghed kan tilbagebetale Dem, hvad De maaske ikke savner - men som for os er - aa!....

Hr. Ottosen vilde kaste sig til »Svogerens« Bryst.

Gerhard rystede ham afsig. De var for hule, altfor lavede, disse Udgydelser. Det gjorde Gerhard ondt for denne Fyr - og paa samme Tid var Manden ham næsten modbydelig. Saa tørrede Hr. Ottosen et Par Likør-Taarer af sine Øjne og gik ind i Klubben igen. Gerhard drev op igennem Byen.