Drachmann, Holger Allegretto. Forspil .

Allegretto. Forspil .

412

Ulf skottede til Gerhard og nynnede:

Je suis pris par une femme,
cheveux blonds et teint de lait;
aussi fait-elle à mon âme
autant de mal qu'il lui plaît:
Valentin!.....

Gerhard svarede i Takt: Monsieur!

Ulf fortsatte, med hævet Stemme - tilbagetrængende sin Hoste, svingende Glasset:

Verse, verse, verse, verse,
verse-nous du vin tout plein.
Ah! ah! Valentin!
verse-nous du vin tout plein.

Saa kommer vi til min Version! raabte Ulf hæftig, trykkede Svanning Violinen i Hænderne, slog med Knoen paa Ravns Guitar, kastede Hovedet tilbage og halvt sang, halvt deklamerede til de to Med-Invaliders Akkompagnement:

Bourgogne.

Ung i Kvinders Kridthus stod jeg
for min Sang og for mit Mod;
men som Aarene forlod mig,
Livets Glæde mig forlod.
Satanas!....

(mørk Stemme)

»Her er jeg!«....
- Skænk mig Vin i dybe Skaaler,
drikke vil jeg, til jeg dor;
haa, haa, Satanas,
tag mig med, naar jeg blir or!

413

Og vi drak Bourgognes Drue,
hver en cru fra hvert et Sted,
drak paa Død for mangen Frue
ja og mangen Jomfru med.
Satanas!...

»Her er jeg!«....
- Denne Vin i dybe Skaaler
taaler jeg, indtil jeg dør;
haa, haa, Satanas,
det er Dig, som først blir ør!

Ømheds Nætter, Arbejds Dage,
frejdigt Mod paa Livets Gang:
Alting vender nu tilbage
med min Vin og med min Sang.
Satanas!...

»Her er jeg!«...
- Denne Vin i dybe Skaaler,
den gør ung, men ikke ør;
haa, haa, Satanas,
Du kan vente til jeg dør!

Men belært af mangen Frues
ja og Frøkens Ledebaand
overgiver jeg min Drues
Pasning i en trofast Haand.
Elskede!....

(lys Stemme)

»Her er jeg!«....
- Skænk mig Vin, som jeg den taaler,
saa jeg ej blir vild og ør;
Vin, Vin, Elskede,
draabevis indtil jeg dor; Elskede!
draabevis indtil jeg dør.

414

Da Sangen var endt, sank Ulf tilbage. Han syntes næppe at have Kræfter til at fatte om sit Glas og føre det til Munden. Hans Bryst arbejdede; paa hans blege, smalle Pande stod Sved i Perler.... med et mat Smil trykkede han Gerhards tavst fremrakte Haand. De saa' hinanden dybt ind i Øjnene - og i begge Mænds Øjne stod blank Væde. Først nu erkendte Gerhard ret Forandringen, som var foregaaet med Vennen; en Forandring, som bar Uoprettelighedens Mærke; og Gerhards Haand sitrede uvilkaarligt.

Nej Sludder! raabte saa Ulf og rejste sig med et Ryk - og en smærtelig-overgiven Grimace.... De mener, at det er min Svanesang - jo, det mener De! Men om saa var.... det maa dog engang ende - og man skal bare ikke bilde sig ind at man er »udødelig« - som den gamle Fritz sagde til sine Grenaderer. Aa, hvor det er dumt at hale dette Liv ud i en tyndere og tyndere Rebslagertraad - som de Fleste bestræber sig for. At knække over - at ligge dér - at være stille! det er hele Hemligheden. Og paa den Hemlighed kan man selv hjælpe saadan...!

Han greb Bollen med begge Hænder, satte den for Munden og sugede til. Kæmpen Ravn gav med en høj Latter sit Bifald tilkende; Hr. Svanning saa' ud som om han vilde kaste sig over Ulf og fravriste ham de fristende Rester af den Blandingsdrik, hvortil den lille Kreds øjensynligt ikke første Gang tog sin Tilflugt for at bedøve sig - for at glemme - eller blot simpelthen for at følge et Instinkt..... men den gamle, klinkede Terrin, klæbrig af de mange Opøsninger, gled ud af Ulfs Hænder, faldt paa Gulvet og knustes under et Brag.

Madam Ravn stod dér midt i Stuen. Uden Ophidselse, stille bydende, famlede hun ud mod Ulfs sitrende Haand, tog den og sagde: Nu gaar De ovenpaa, Hr. Brynjulfsen. Deres Ven skal da ikke se Dem saadan! - Og paa samme stille, inappellable Maade betydede hun sin Ægtefælle og Hr. Svanning at det var Sengetid.

Ulf lo - lidt genert - purrede sig op i Haaret, klappede Madam Ravn blidt paa Skuldren og sagde henvendt til Gerhard: Tante Eva har Ret; - vi har alle Ret - de, som nyder, og de, som forbyder; - men den, som siger nej, er den stærkeste. Desuden.... han pegede paa Terrinens Skaar.... jam finis est. Kom, Gerhard; min Hybel er ovenpaa! -

415

De to Venner stavrede i Mørke op ad en knagende Loftstrappe. Ulf rev Tændstikker af, aabnede en Dør; de traadte ind i et tarveligt Kammer - gammel Tobakslugt - et Vindu vendte ud imod Havnen - Maanen var gaaet bort derude - Ulf tændte et halvt nedbrændt Lys, pegede paa en brøstfældig Sofa med Hestehaarsbetræk - kastede sig selv paa en opredt Seng - gravede Ansigtet ned i Puden og hulkede: Jam finis est!

Gerhard satte sig paa Sofaen, foroverbøjet, seende paa Vennen, vidende hverken ud eller ind. Han syntes, at Verden nærmest var forrykt. Og dette var hans gamle Barndomshjem!.... og udenfor var Natten saa stille.