Drachmann, Holger VI

VI

Gerhard fik travlt de følgende Dage. Han havde skrevet efter sine Sager, Pakkassen og Kofferter. De kom; og med dem et lille Brev fra Annette. Gerhard aabnede Brevet med nogen Overvindelse..... indeholdt det Bebrejdelser? eller bad hun om Tilgivelse? hvorfor skrev hun i det hele taget? Annette skrev ligefrem, ret elskværdigt; hun havde taget mod en Indbydelse fra den gamle Lehnsgrevinde - de vilde til et Bad sammen og tilbringe en Del af 426 Sommeren i Udlandet. I Familien - skrev Annette - hed det sig, at Gerhard var taget paa en Studierejse, og ingen vilde da fortænke hende i, at hun saa ogsaa vilde ud og more sig. Imidlertid havde de jo Stunder til at tænke over deres Forhold. Hvorfor i Grunden gøre Skandale? - og hvorfor egenlig tage sig Verden saa sérieux? Det mente ogsaa den gamle Lehnsgrevinde.... og hermed Farvel, min Ven, og overanstreng Dig ikke, og lad os mod Sommerens Slutning mødes som to fornuftige Mennesker - hvad vi saa end bestemmer. Din Annette.

Han brændte Brevet, idet han tænkte: hvor alle Mennesker, som intet har at bestille, hvor de dog ligner hinanden!

I hans Tanker formede sig Ordet: Luxus-Kvinde! Og saa var der alligevel hos ham en Længsel - hvorover han ærgerlig eller skamfuld bed sig i Læben. Vilde jeg da ønske, at de var Vaskerkoner eller Strygejomfruer alle?.... nej, men han vilde ønske, at han kunde tage Annettes Penge og give dem til Edith.... Edith, som saa ogsaa vilde blive Luxus.... aa Snak! det laa slet ikke deri !

Uvilkaarligt tænkte han paa den lille Alma derhjemme hos Konferensraadens - og paa Pastor Nærøe - og paa Konferensraadens Theater - og paa hele »Selskabet« - Publikum - Intelligensen - Pressen - hele den Verden, hvori Gerhard havde levet og som han dog ikke kunde sætte sig udenfor - - - - - - - - - - - - - - - og atter tænkte han paa Ulfs Verden - Madam Ravn - Matthias Ravn - »Kaliban« - Ulf

Det forekom ham, som han glimtvis øjnede Traade, der krydsende forbandt de tilsyneladende saa dybt adskilte, ja uforenelige Verdner. Skulde man vente paa Ulfs »store Folkeomvæltning«? - eller kunde Kunsten ikke slaa Bro - hans, Gerhards, Kunst? - - -

Der var andre Breve; et fra Redaktionen ved det regeringsvenlige Organ, hvortil Gerhard havde sendt Artikler. Redaktøren skrev - undskyldende, beklagende - den store Stofmængde - en nødvendig Reduktion af Medarbejdernes Antal..... kort sagt, Konditionen var sagt op. Ah! tænkte Gerhard; Krigen erklæret!

Han læste Bladene - dem, som Gæstgivergaarden holdt; og han fik tilsendt Aviser og Tidsskrifter. Han var hurtigt klar over Stillingen. De regeringsvenlige Blade »luftede« den Frafaldne ud - til Tak for det »Vi vil lufte ud«, som Nøragers Sprøjte prangede 427 med. Det Billed, som Gerhard havde sendt til Udstillingen, og som en Kunsthandler havde gjort ham et jævnt antageligt Bud paa, det fik i Løbet af to, tre Dage læst og paaskrevet gennem nogetnær hele Regeringspressen. Man beklagede, at den alvorlige og begavede Kunstner havde givet efter for en desværre mere og mere om sig gribende Tendens henimod en »usund Retning« osv. Gerhard smilede. Hans Billed var tværtimod et jævnt nøgternt Rutinearbejde - mente han selv. Kunsthandleren skrev, at Publikums Købelyst desværre havde vist sig saa lille, og hvis Gerhard ikke vilde gaa ind paa en betydelig Reduktion i Prisen... osv.

Gerhard svarede tilbage, at han skulde rejse og bruge Penge - han tog imod det »reducerte« Tilbud.

Saa pakkede han sine Sager ud. Han vilde male, han vilde radere. Det Bentzen-Overgaardske Organ indeholdt hans »Drøm«. Organet indeholdt tillige i Anmældelsen af Kunstudstillingen en Passus om Gerhards Billed. Man sagde ham ingen Komplimenter; det vilde have været malplaceret; man var betydeligt mere reserveret end den begejstrede Nørager - men Velvilligheden overfor Forfatter-Kunstneren skinnede igennem, og med stor Behændighed var Slutningen formet saaledes, at den hele Passus kunde læses som en Anerkendelse af »Jeg drømmer« - medens Billedet paa Udstillingen traadte tilbage i den akademiske Halvskygge, hvor det retteligt havde sin Plads.

Gerhard smilede. Han vilde radere Illustrationer til sin Drøm; nu kunde han gøre det. Og han vilde male et Interiør - den bellmanske Nat - en »moderne bellmansk Vision«. Han havde Modellerne ved Haanden; og han havde Natten, Stemningen, »Inspirationen« i sit Hjærte.

Det skulde komme an paa en Prøve - om der var Plads for individuel, inspireret Kunst i det lille Land, hvor man ødelagde hinanden paa Stik- og Slagord. - - - - -

Han havde straks den første Dag taget Ediths lille Nøgle frem - den, han efter Løfte skulde sende hende tilbage. Han nænnede det ikke, kunde ikke bringe det over sit Hjærte - han syntes tilmed, at han med denne lille Ting ligesom kunde »lukke af for hende« og beholde hende for sig selv. Han bed sig i Læben, da 428 han tænkte dette - og da han følte, at han dog ikke kunde lukke af; - hun ejede jo selv sin Person, sin Frihed - eller ejede den ikke! Han skar Tænder, gik op og ned ad Gulvet, gik ud, ned til Havnen, løste en lille Baad, som laa dér, roede et godt Stykke ud paa Fjorden, kom drivvaad af Sved tilbage - tog Brevpapir frem og skrev med dirrende Haand - skrev godt , som det forekom ham, selv om Bogstaverne næppe nok lystrede Haanden.

Da han sent om Aftnen læste Brevet igennem, fandt han, at det kun indeholdt Bebrejdelser og mest talte om ham selv.

Han brændte det.

Saaledes var det gaaet hver Dag - og hver Aften. Nøglen laa endnu i den lille Portemonnaie, og Brevet kom ikke videre.

Men nu arbejdede han efter løse Udkast paa sine Plader; der begyndte at falde Ro over ham; og om Aftnen tegnede han en Karton henne hos Familien Ravn. I Førstningen vilde det ikke ret smage det lille Selskab, saaledes at »udlevere sine Intimiteter« som Ulf sagde. Men efterhaanden som Interiøret dukkede frem, de to Stuer, Bordet, Lampen, Instrumenterne, Figurer, Hovederne - og navnlig da Kartonen gav Plads for det opspændte Lærred, og da Selskabet med Undren og derpaa med Selvtilfredshed begyndte at se sig selv i Farve, med stærkt angivne Lys og Skygger..... efterhaanden vænnede man sig til den temmelig faamælte, af sit Arbejde optagne Maler. Ulf var oprømt, ledede Koncerten og Opøsningen af en ny »gammel« Bolle; Hr. Ravn fortalte Historier og passede sit Instrument, »Kaliban« var tavs og passede sit, Madam Ravn var stille og sad under Lampen med Visdommens Bog. Aftnerne gik.

Om Dagen havde Ulf nogle Timer i Borger- og Realskolen - Timer i Dansk og Skrivning, skøndt han, som han sagde, »hverken kunde Dansk eller kunde skrive«. Man maatte jo - tilføjede han paa sin sørgmodig-vrantne Maade - fortjene sit Brød ved Noget; Klæderne skulde man da ogsaa holde sammen om Kroppen - ihvorvel det havde været bedre at vise sig i hele sin Nøgenhed for den By - saa var man fuldstændig Paria - og dette er en Hædersrang her !

Gerhard spurgte sig selv, om Ulf dog ikke var affektert; men han opdagede snart, at Vennen virkelig havde »kastet los« og med 429 en lidende, filosofisk, absolut ophøjet Foragt saa' ned paa Byen - hvilket Byen besvarede med saa vidt muligt at sky ham, som havde han været en uren. Der var maaske nok noget af et Martyrium heri for Ulfs Vedkommende - og et Martyrium har sit Sukkergodt i al Bitterheden. Ulf erkendte det ogsaa; som han i det hele taget »erkendte Alt - ligetil Cynisme«. Han gik maaske virkelig og ventede paa den store Omvæltning - den, han baade i sin barnagtige Fantasi og i sin dybe, intuitive Fornemmelse af den almindelige Forsumpning forestillede sig som nær forestaaende. »Det kan komme idag - og det kan komme imorgen - og det kan vare et Par Aar. Jeg haaber, at jeg maa leve saa længe indtil jeg kan se mig selv hængt op paa Lygtepælen.... jeg vil i hvert Fald komme i stort, om ikke i udvalgt Selskab,« sagde han smilende. Og han tilføjede: »Min Lærergerning - sit venia verbo - bekræfter for mig den almindelige Regel, Forsumpningen, Stagnationen, Forfaldet. Vi afretter disse Drenge til at blive kongetro og lovlydige og religiøse og nationale og Gud véd alt. Det vil sige, saa snart der er en Fyr, som har nogen Tilbøjelighed til individuel Tænkning, nogen Stolthedsfølelse i sig, Ærekærhed, Selvstændighedstrang - ja blot vil slaa lidt ud med Arme og Ben - saa »skruer« vi ham. Maskineriet virker, og Hvalpen er inden kort Tid lovlydig, gudsfrygtig, kongetro osv. Kan vi sletikke magte ham - saa støder vi ham ud af Skolen med et Kridtkors paa Ryggen. Vi slaar ham til »Canaillens Ridder« - og han kan da ty til Hovedstaden og formere det utilfredse Proletariat dér..... og saa er han moden , naar Tidens Fylde kommer. Han vil da først og fremmest hænge sine gamle Lærere!«

Og Ulf gned sig i de magre Hænder, skød Læberne frem og hostede.

Jeg vogter mig ellers strengt for - vedblev han - at foregribe Begivenhedernes Gang i Skoletimerne. Jeg behandler Drengene mildt; jeg kan ikke andet; de gør lidt Nar ad mig, men jeg trækker paa Skuldrene; jeg »præker« aldeles ikke for dem..... deres Tid kommer alligevel! Véd De ellers, min kære Gerhard, hvem der staar mig haardest imod her i dette Hul?.... Ja undskyld, han er nok af Deres Familie - men vi kan ikke bære Ansvaret for vor Familie - jeg ikke heller. Det er Deres ærede Svoger, Hr. Ottosen 430 - en charmant Stridskæmpe for de »ordnede Tilstande«. De undskylder, at jeg ler! Endnu iaftes i Klubben skal han have ytret sin dybe Beklagelse over at De var faldet iblandt Røverne - i »Gøglerreden«, som han benævnede min stakkels Ravne-Krog. Aa Gud, hvor Menneskene er grinagtige! Gør mig ellers oprigtigt ondt for Deres Kusine..... ja for her i Byen véd vi Alting.... men forresten ikke mere ondt for hende end for saa mange andre stakkels Kvindemennesker - hvis Herrer Ægtemænd eller Herrer Elskere ikke er det Salt værd, som de spiser, og ikke den Væde til Saltet, som Vorherre i sin uransagelige Visdom lader dem tilflyde

- paa Snyltekontoen i Klubben! - - - - - - - -

Ulfs Ord pinte Gerhard; han havde selv Fornemmelsen af, at han maatte vælge mellem Kusinen, Svogeren, Klubben og Byen paa den ene Side - og Ulfs »Ravne-Krog« paa den anden. Han blev mere og mere reserveret overfor Hr. Ottosen, og med mindre og mindre Takt søgte denne at indynde sig hos Svogeren, drage sig hans mulige Kunstner-Naivitet til Nytte, slaaende ved alle Lejligheder paa Familieskabet, i hvis fjærne Hovedstadspidse Konferensraaden lyste som en Guldfrugt i en Æventyrhave. Hr. Ottosen havde Fantasi - og vilde gerne plukke. Om ikke den ældste lille Pige kunde blive anbragt ved Balletten? - det var jo dog baade en sædelig og en udviklende Skole, og maaske, hvem véd, den lille Ottilie kunde have slumrende Evner.... Vejen fra Balletten til Skuespillet var traadt mer end én Gang.... og saa var en kgl. Skuespillerindes Gage - med Feu - en formelig Kapital... og hun kunde komme i det bedste Selskab og gøre et glimrende Parti - for heldigvis var vore kongelige Skuespillerinder alle hævet over selv den ringeste Tvivl om deres uplettede Kvindelighed!

Og om ikke Hr. Ottosen kunde faa en Plads f. Ex. som Regisseur - til at begynde med? For han forstod sig paa Theatret - havde scenisk Blik - og kunde føre Regnskaber!.....

Gerhard blev omsider ked af hans Overhæng. En Dag gik han til Kusinen; han traf hende alene hjemme - det var næppe usædvanligt; hun havde grædt - det var maaske Reglen; Gerhard opdagede, ved at se nærmere paa hende, at hun skulde være Moder igen - for fjerde eller femte Gang.

431

Han trykkede hende tavst i Haanden, beholdt den uvilkaarligt i sin, satte sig ved hendes Side i Sofaen. Han vilde sige hende uforbeholdent sin Mening om hendes Mand; det nyttede ikke, han kunde ikke bekvemme sig til at betragte ham som en Paarørende..... for Pokker! hvad Forhold staar han i til mig ? sagde Gerhard og knugede denne Haand dér med de blaa Aarer og den af Synaalen haardtprikkede Fingerspids.

Det er Dig , Hanne, jeg vil være god imod - men jeg kan ikke taale hans Paatrængenhed - det maa Du vide. Vi er jo ingen Børn!.....

Hun slap hans Haand, lagde sin Arm paa hans Skulder, bøjede sit Hoved imod ham og græd: Sig det ikke - sig det ikke saadan, Henrik! bad hun. Jeg er dog saa ulykkelig!.....

Han klappede dette Hoved dér; hun lagde sig helt ind til hans Bryst, som vilde hun græde ud engang ved en Mands Bryst.

Han hviskede uvilkaarligt - som en Trøst: Hvem er lykkelig? Tror Du jeg er?....

Hun saa' mønstrende paa ham gennem sine Taarer - et Kvindeblik - ikke skarpt men dog undersøgende nok:

Jo, Du er lykkelig, Henrik. Du skal ikke sige det modsatte, for at trøste mig. Du er lykkelig med hende - Du har jo heller ikke Grund til andet. Du kan se saa underlig længselsfuld ud af dine Øjne - Du er aldrig hos os i Stuen, men altid langt borte..... aa jeg misunder Dig; det er stygt - men jeg misunder Dig. Tiden har gjort mig lille og snever - men jeg kan ikke derfor. Nu da Du er kommen, véd jeg godt, hvordan jeg er. Henrik, Henrik..... det kunde have været ganske anderledes! -

Han saa' paa dette Haar, forpjusket som det var; paa denne Pande, med en Fure i; paa disse Øjne, der vilde skjule sig og dog løftede sig, matte og trætte, røbende sig og tilstaaende ham, hvad der ikke længer kunde have Værdi for ham - hvad hun selv følte at der ingen Fristelse, ingen Appel indeholdt for ham...... og han

bøjede sig ned til hendes Mund, som bad ham - uden Ord - om et Kys.

Han kyssede sin Kusine - et uskyldigt Kys - ikke hende men en hel lidende Kvindelighed igennem hendes Sorger og Skuffelser og trofast gemte Hemmelighed.... og han fik en saa uendelig 432 Medfølelse med hendes sagtmodige, kyske Sorg - han omfavnede hende hæftigt idet han mumlede et Navn, som hun antog for sit eget.

Et Hm! bragte ham - dem begge - til at se ivejret. Hr. Ottosen var kommen ind i Stuen. Der var et plumpt og dumt og tillige snu Blik i de efter Sædvane glansfulde Øjne, hvormed Kusinens Mand smilede til »Svogeren«. De trøster nok den stakkels Hanne! sagde han med en Haandbevægelse, der ganske var laant fra Provinsscenen - og han smilede, som vilde han sige »Aa hvad, imellem Familie«.... og saa klappede han sin Kone paa Hovedet, og hun lod sig tage ind til hans Bryst - og dér stod Gerhard oprejst, bidende sig i Læben, søgende rundtomkring med Øjnene efter sin Hat - som laa paa Gulvet.

Bliver De ikke og tager til Takke hos os idag til Middag, kære Gerhard? spurgte Hr. Ottosen familiært - saa familiært, at Gerhard straks svarede:

Tak - jeg har lovet min Ven Brynjulfsen at sejle en Tur ud med ham i Eftermiddag!

Aa Brynjulfsen - Deres »anden« Svoger! lo Hr. Ottosen. Det er Skade at vi ikke alle tre kan være sammen. Men jeg skal sige Dem, jeg har nu mine Anskuelser!.....

Og jeg har mine! sagde Gerhard hurtigt, tog Hatten op, hilste og vilde gaa.

Henrik! bad Fru Ottosen og strakte Haanden ud - bliver Du ikke, for min Skyld?

For din Skyld - gaar jeg! var Gerhards Svar. Og han gik.