Drachmann, Holger VII

VII

Ulf laa paa Sengen; han tørte sin Pande med et Haandklæde, som han brugte i Stedet for Lommetørklæde, og drak langsomme Slurker af et Glas med Rom, koldt Vand og Sukker...... hostede nu og da og skottede til Vinduet, som stod aabent.

Skal jeg lukke -? spurgte Gerhard, som sad i Sofaen foran det 433 brøstfældige Bord, hvor det flød med Bøger, Papirer, Kridtpiber og Cigarstumper.

Nej - svarede Ulf - ikke endnu! Aa hvem der kunde ryge sig en Pibe. Men se det kan man nu ikke med denne Hoste - Basta......! Keder ellers mine Dokumenter Dem? -

Gerhard saa' op fra Papirerne og smilede: De vil dog gerne indkassere Deres Forfatter-Tribut! -

Mais si! lo Ulf - hostede og slurkede.

De havde været en Sejltur med Svanning i hans Dæksbaad »Brune Betty«. Aftnen var faldet paa, en af disse klare Majaftner, hvor man - som Ulf sagde - kan se durk igennem Himlen uden at finde Vorherre. Ulf havde været stille og var krøbet sammen under Gerhards Plaid; Svanning havde været talende...... det var som om Brisen, Baadens elastiske Bevægelser, den aabne Horisont ved Fjordens Munding, den skarpe, friske Luft havde dirket hans Evner op. Han havde, paa Ulfs Tilskyndelse, sunget en Malaier-Sang og fortalt besynderlige Historier fra Sydhavet og om et Mytteri ombord i en spansk Brig, hvor Mandskabet var sammenløbet Rips-Raps fra alle Himmelegne. Og Ulf havde omsider afbrudt ham med Stumper af Aarestrups Oversættelse efter Victor Hugo:

I denne store Brigantine
er lutter tappre Mænd ombord.

Saasnart Ulf citerede noget, holdt »Kaliban« øjeblikkeligt inde med sine Historier, lyttende efter Ulfs Stemme, som var det Visdom alt, hvad der flød af denne Kilde.

Det syntes, som om Svanning havde beholdt Erindringen om et vildt, planløst Livs brogede Situationer - medens der var sænket som et Slør over hans oprindelige Skoleopdragelse, hans boglige Kundskaber. Der lysnede Glimt frem hos ham af Intelligens og Forstaaelse - naar Ulfs Tale paavirkede ham; ellers sad han mut og tvær, kun opmærksom paa Rorpinden, Sejlskødet, Baadens Fart gennem Vandet; de Historier, han fortalte, var 434 lugenlunde utroværdige, men ensformige med deres Knivstik, Malaierpiger, Renden bort fra Skibe, Hyrebasser, Spillebuler og Dansebuler.... de blev fortalt drævende, næsten søvndyssende..... men undertiden kunde Fortælleren gribes som imod sin Vilje af Situationens dramatiske Kraft - og paa Forhaand lo han - det vil sige: Arret, den forfærdelige Skramme, lo - medens det øvrige Ansigt beholdt sin tavse Muthed; og naar Arret havde let, saa lo Øjnene..... og det var som om Næveslag, Knivsblade, Romflasker, nøgne brune Piger og blødende Mænd farvede Luften i hans Nærhed.

Ulf kunde da stirre paa ham, som om han selv var hallucineret af disse Syner. Og Gerhard betragtede de to Mænd - faldt i Tanker - tænkte paa Raderinger - paa sin Kusine - paa hele Livet bag ham..... og paa Edith.

- - - Ulf laa paa Sengen; Aftnen havde været for kold for ham, han hostede og drak sin kolde, søde Grog. Og han sagde:

Det er den »store« Forkølelse, Gerhard! Det er den, jeg tager med mig og som tager mig med sig over i Evigheden. Hvis det da ikke er et Hjærteonde - som Lægerne siger; ha ha! disse kloge Hoveder, som har opdaget en »Hjærtefejl« hos mig..... hører De, Gerhard! jeg har Fakultetets Ord for, at der er noget ivejen med mit Hjærte ..... lykkelige jeg, som ejer et!

Aa men Gerhard, hvad skal jeg gøre med Evigheden? Blot jeg dog var Mystiker! Undertiden er jeg lige ved at være det..... jeg er Fanden ikke tilsinds at skrive under paa vort Aarhundreds videnskabelige Kapitulation. Jeg vil ha' en Evighed.... maa jeg be' om at kunne mødes med - med hende! Jamen saa er der den anden. Aa Snak; hvis der er To, saa smælter de sammen til en Enhed. Hvorfor skulde de ikke kunde det? »Det opstaar i Uforkrænkelighed!« Er det blot noget Præstesludder, for at dække over alt det Fæle, Orme og Stank? Herregud, er vor Fantasi blevet saa sølle, at vi ikke kan gøre det Hop over Orme og ilde Lugt - helt ud i det svævende Blaa, de hvide, skinnende Skyer, Beskuelsens Herlighed, hvori de frigjorte, forklarede Sjæle mødes! Er det Sludder, da vil jeg s'gu begrave mig i Middelalderen, hvor to Mennesker, der ikke kunde faa hinanden i Livet, troede fuldt og 435 fast paa et Gensyn »hisset«. Hvilken Styrke heri, hvilken Livsstandhaftighed: - Tinsoldaten og den lille Danserinde, der smælter sammen til én Klump - Støv og Aske - saa Opstandelsen og Gensynet! Ja De ler, Gerhard? De skulde Pinedød skamme Dem!.....

Jeg ler over den Maade, hvorpaa De siger det, ikke over hvad De siger! svarede Gerhard og tilføjede, idet han pegede paa et Ark Papir: Skal vi skrive et Stykke sammen, Ulf?

Hvilket Stykke? et Stykke i en Avis?... det kan De vist selv besørge! sagde Ulf spydig.

Et Skuespil! Her ligger et Udkast. Skal vi - oprigtig talt? spurgte Gerhard indtrængende.

Aa lad mig i Fred! bad Ulf. Desuden - det er for sent. Jeg er træt, Ebben løber ud. Jeg er født paa den gale Side af Aarhundredet. Jeg skulde heller have ventet til ind i næste Trækning. Nu bestaar jeg af sentimentale Brokker - De tildels ogsaa. Vil De gøre noget, saa gør det paa egen Haand. De maa gerne bruge mit Udkast. Jeg skal engang imellem - naar jeg er fuld - give Deres Kladde en Overhaling. De maa gerne have alle mine Papirer; det er en net Bunke »Aphorismer«. Maaske kan De faa et lille Bind derudaf - hvis De vil bekoste min Begravelse. Men glem ikke, at jeg vil have en Sten - en rigtig stor, solid Graasten ude fra Strandkanten - paa min Grav. Saa forvilder maaske en veritabel Havmaage sig ind paa Kirkegaarden, og sætter sig paa Stenen og giver dette dejlige, klingre, skarpe Kampskrig fra sig - og saa tror Folk Gudstraffemig at det er mig, mig selv dernede, som skriger paa Revolution - Hurra for Havet og Stormfloden! - - -

Ulf hostede og slurkede. Gerhard saa' blødt bevæget paa ham. Ulf vedblev - mere dæmpet: De skal ogsaa plante Margueriter paa min Grav.... ja det er sandt, jeg er Medlem af en eneste Forening, Ligbrændingen, men det er lige fedt: jeg vil have min Urne i Jorden - jeg elsker Jorden - og en Strand-Sten ovenpaa - jeg elsker Stranden - og Margueriter rundtomkring - jeg elsker disse hvide, skære, højstænglede, slanke, ydmyge og stolte Blomster. Do You understand? Jeg véd ikke hvorfor, men jeg synes at Margueriterne minder mig om det, som Tyskerne kalder »die süsse 436 Gewohnheit des Daseins« - og jeg vil dog, ærlig talt, saa forbandet nødigt bort fra dette »Dasein«..... Skaal, Gerhard, min Eftermand, min Arvtager! Leve den sociale Republik - Fred paa Jorden og blandt Menneskene en Velbehagelighed! -

Lidt efter bad han, med Hænderne lagt over Øjnene: Aa luk det Vindu; jeg tror, jeg kan sove. Men bliv De bare siddende! Min »Digterlampe« er iorden iaften - tror jeg.

Gerhard lukkede Vinduet, stirrede ud i den klare, tindrende Majaften, der hvilede med lange gyldne Striber over det fjærnt blaanende Hav; og han vendte sig og saa' en Tid lang paa den Sovende.

Der vældede op i ham en Kærlighed til den Mand dèr, en vemodig Ømhed, som han ikke kunde forklare sig - som han halvt følte sig genert ved. Han tænkte: er det en saadan Ømhed, der ytrer sig overfor Kvinder? Naar man har gjort Kvinder til Genstand for denne Ømhed - hvor skuffet vender man sig da ikke tit fra dem! Attraar vi ikke disse bløde, eftergivende, vort eget Legem saa modsatte Former, digtende dem et Indhold til, som vi ret besét tager fra vor egen, fra Mandens Sjæl, Fantasi, Intelligens? En Mand forlader sin Hustrus, sin Elskedes Arme; han være nok saa maadeholden i Nydelsen af hvad disse svage, bløde, eftergivende Arme skænker ham.... hvor ofte føler han sig dog ikke uoplagt til fortrolig, indtrængende Samtale - ja tidt paa en smærtelig Maade stødt tilbage af Manglen paa virkelig Fællesforstaaen, Fællesinderlighed dér hvor han for Minuter siden afbildede sig sin Tankes lønlige Lysthave med hviskende Ekko fra sin Sjæls sarteste Rørelser!

Vel sandt, et Døgn, en Dag behøver kun at gaa: og atter søger vi, om det saa blot var i Tanken, med Længsel tilbage til Stedet, hvor vi drømte Minuternes livsalige Drøm..... men den samme Opvaagnen har den samme sørgmodige Skuffelse i Følge - og naar Cynikeren forklarer det paa sin Maade, saa har Cynikeren dermed intet forklaret - thi Hemmelighederne i Mand og Kvindes Samliv ligger dybere end den raa Materialist kan naa' eller se dem.

437

Kan man elske en Kvinde - og have hende til Ven og Fortrolig paa samme Tid? Udelukker det ene ikke det andet? Hvorfor begaar Mændene Daarskaber, Forbrydelser - hvorfor »begaas« det Højeste i Kunsten - overfor saa mange Kvinder, der kun har Ungdommens eller Skønhedens farlige, vilkaarlige Evne til at fastholde?

Manden er grim - for mager eller for fed; hans kantede eller plumpe Former, grove Hud, uharmoniske Bevægelser, ru Stemme - hans hele Ydre, der kun undtagelsesvis er afslebet for at kunne behage, intet af dette frister os, hidser vor Fantasi, forvirrer vor Dømmekraft. Men Dage og Nætter igennem kan vi forfriskes ved hans Selskab, forynges ved hans Lune, græde sammen med ham over en Verden, hvis Mysterier hans Blik har gennemtrængt - aldrig en Kvindes. Nye Lande i Tanken opdager vi sammen med ham; og gælder det med ét Ord at ramme Kærnen i den Kunst, vi fælles dyrker, saa spørg ham . Tal til din Hustru, din Elskede, om det samme - og hvad enten Du er en Dilettant eller et Geni, hun vil ryste paa Hovedet, smile, lægge sine Arme om din Hals og sige: Jeg elsker Dig. Spørg ikke om mere! -

Lad os elske Manden!

Lad mig elske Dig, Ulf, dér! sagde Gerhard og bøjede sig over Vennen. Du magre, grimme, nedbrudte Mand - der alligevel minder mig om en ung Kvinde, som jeg rettelig burde afstaa Dig! Jeg er løbet fra Livets Goder - og løber maaske dog efter en Skygge. Jeg er stærk, jeg har Selvtillid, Livet ligger for mig. Jeg bør være den Stærke, give Afkald - og vokse derved. Jeg frygter desuden Kvinderne.... de har gjort mig det Onde, at jeg ikke stoler paa min Evne til at besvare deres Kærlighed. Jeg er bleven skeptisk..... medens Du, med alle dine lidenskabelige Udfald, er naiv, følsom - hvad Kvinden kalder en god Mand. Du er »god« - værst mod Dig selv, som det hedder. Jeg er »Mand« - en Egoist. Og hun, Edith, som staar imellem os, hun vil indse det og skænke Dig sin Kærlighed. Det er den , Du behøver, og Du vil leve op igen - vil blive de Lidendes, de Fortryktes, Staklernes, de Ensommes - Kvindernes Digter..... medens jeg bliver Artist! - 438 Og bevæget ved sine egne, som det forekom ham sjeldent højmodige Tanker, kyssede Gerhard Ulf sagte paa Panden.

Ulf slog Øjnene op, smilede og sagde: »Naa, skriver I, Karle!« Hvad er det, De bestiller, Gerhard? -

Gerhard tændte Lampen paa Bordet og svarede ligeledes smilende: den ene Del af Mennesket Gerhard-Brynjulfsen er ifærd med at filosofere over den anden Del! -

Aa - det husker De? sagde Ulf - lo - vendte sig om og sov videre.

Gerhard gav sig til at læse Ulfs Papirer: