Drachmann, Holger IX

IX

Resten af Udkastet var løse Antydninger - hist og her Scenegangen angivet - nogle Vers - Udstregninger - Blækklatter, som var lavet til Hoveder - atter nogle Vers - en Sang - tørre, skematiske Notitser - nogle Tal - og Slutningen (tre forskellige Slutninger).

Men for Gerhard formede sig umiddelbart de to følgende Akter. Næsten uden at vide deraf havde han Pennen i Haanden - og det var som om Papiret slog Gnister. Lampen brændte; Gerhards Pande brændte og hans Indre skælvede. Tankerne jog ham og han jog Tankerne, medens han skrev, hvilede, mumlede og skrev.

Han saa' Banketten for sig i den følgende Akt. Herrer og Damer i Hallen. I Baggrunden danses der, ved Siderne spilles der Bræt og drikkes. Kongens Navnedag - den store Begivenhed. Kongen og Dronningen hver paa sin Side af Salen; bag Dronningens Stol Ridder Hagen, forpustet fra Dansen, forceret oprømt, med Bæger i Haand. Narren ildner, hidser, spotter ved sine Sange - slyngende sine Viser som en broget Traad gennem Banketten, hvor Alt gaar ud paa det Ene: underkaste sig Kongens Vilje, føje hans Luner, og saa tage for sig af Retterne, enhver efter Evne.

Da Kongens Fortrolige føler sig ramt ved et særlig djærvt Hib fra Narren, vil han paa Stedet tugte den Skrutryggede. Hagen lægger sig imellem og frier Narren for Mishandling. Vi Herrer - 446 siger han - faar ikke særlig store Opgaver at bruge vore Kræfter paa; Landet er i Fred; kun Vildtet og vore Damer véd sig ikke sikre. Men at slaa en Værgeløs - som tilmed synger for os - det er ikke Herre-Færd!

Og den lille Flok af Ridder Hagens Trofaste giver deres Bifald tilkende. Modparten truer; man mærker, at Drikkelaget er fremskredet.

Kongen byder Stilhed, rejser sig med løftet Bæger, siger smilende:

Vore store Fædre har været os for store - de tog Løvens Part af Berømmelsen - hvor blev vore Fjender af? ingen blev levnet os at overmande!

Dog jo: vi har Fjender: de Timer, der keder os; de Bekymringer, der mod vor Vilje rykker os paa Livet; Rynken under Øjet, Furen over Brynet, det graa Haar, den visnende Sjæl - fy! bort med dem! i Leding mod dem! Ingen skaane sig selv - saa lidt som vi skaaner Andre. Med Øjeblikket jages Fjenden paa Flugt. Prise vil vi da Øjeblikket, idet vi nyder det af al vor Formue:

Hvert Vildt er om en Hals,
naar Jagtstaalet blinker;
hver Blomst er tilfals,
naar Jægeren blot vinker;
Livet er et Tavlbræt,
hvor Tærninger triller;
ingen kan vinde,
naar ikke han spiller.

Narren ler højt, da denne Kongens Tale er tilende. Fanfare. Drikkelaget fortsættes.

Men ved Kongens Side sidder Jomfru Else. Ligesom sløvet stirrer hun ud for sig; engang imellem smiler hun aandsfraværende, ler naar de alle ler - bliver pludselig tavs, tager imod et fremrakt Bæger, nipper, giver det hastigt fra sig med en Grimace - og siger til Kongen: Skal Eders Nar ikke synge os en ret fornøjelig Sang? en, som bringer til at glemme!

447

Jo, Nar! siger Kongen leende. Giv os en ret drøj Sang - os, vor Dronning, vor lille Else, vort hele Hof!

Og han smisker i Skægget; og Alle laver sig til at høre noget ret saftigt.

Narren træder frem under Hokuspokus, stemmer sin Luth - og synger en lille troskyldig Sang, som han engang har sunget for Jomfru Else.

Hun rejser sig, gaar ligesom en Søvngænger tværs over Scenen imod Narren, der viger tilbage. Hun kommer til at staa lige foran Dronningen - ser ikke paa hende, men stirrer Ridder Hagen ind i Ansigtet - og med et Skrig styrter hun ned paa Knæ, strækker Armene imod ham, vil tale, men kan ikke.

Han stiller sig foran Dronningen stirrende paa Jomfru Else. Alle er spændt paa denne Scene: - hvad dette muligvis, i Hoffets letfærdige Ensformighed, kan blive til?

Jomfru Else løser et Smykke fra sit Haar, løser sin guldbræmmede Kappe - hastigere og hastigere kaster hun Ringe fra sig, river sin Overkjole af.... sigende: Jeg hørte de smaa Fugle synge paa Engene - lad os gaa ud paa Engene, min Elskede, hvor den friske, svale Vind blæser! Jeg hørte Gøgen kukke i den tætte Skov - lad os skjule os dér i Mørket, min Elskede! Men saa vil de onde Folk pege ad os med skæv Mund.... lad os derfor gaa til Aaen, hvor Vandet rinder, det dybe, rene Vand - lad os dykke os derned i - dykke os dér tilsammen, min Elskede, og føres langt, langt bort - til det hellige Land!

Dronningen ler højt: Det hellige Land! Herrer og Damer gentager spottende: Det hellige Land! Fanfare.

Kongen raaber leende: Nok - nok, lille Else! Du gøgler næsten saa godt for os som min Nar!

Hvad om vi gav Dig til Narren som hans Frille -
til Omstrejfer-Livet Du passe vilde:
i blotte Særk og paa nøgen Fod
kan hændes Du blev hver en Gøgler god!

448

Narren knæler for Jomfru Else; men Hagen støder ham tilside og rækker sine Arme frem - og hun kaster sig til hans Bryst med det Raab: Frels mig - og frels Dig selv!

Kongen harmfuld frem: Er dette Gilde-Skæmt? I, min Frue! (til Dronningen) tag den Tærne med Jer i jer Badstue - hun er afsindig - lad hende faa en Svedekur - og stryg hende saa til Kagen!

Blæs op, Spillemænd! Og I, Ridder Hagen, gaa for i Dansen - hvis I er ved Sans og Samling end!

Ridder Hagen trækker sin Klinge, medens hans Kammerater slaar Kreds om ham og Jomfru Else; og han raaber pegende ud:

Den Dans, jeg danser for,
den træder I mig vel efter;
Fordærvelsen som Giftsvamp
ved Hallens Vægge hæfter;
det var vel en stor Gerning
at rydde den Rede ud -
ædru frygter jeg Kongen,
men drukken jeg frygter kun Gud!

Stor Larm. Stille! tordner Kongen. Vaabnene ned! Alle Kvinder skal forlade Hallen! -

Saa træder Kongens Drabanter frem og afvæbner Ridder Hagen og hans Kammerater. Alle Kvinder forlader Salen - Jomfru Else hændervridende mellem Dronningens Tærner.

Kongen gaar smilende hen til Hagen, lægger sin Haand paa hans Skulder, stryger hans lange, bløde Haar. Kongens Fortrolige hvisker noget - men Kongen slaar op med Haanden og svarer leende: Nej, den Hals er for smuk til at snæres af Mestermandens Strikke. Ungdommen tager sig altid Livet for alvorligt. Nu ville vi have god Rus inat, I Herrer! Og hvis Narren dér ikke synger os sin lystigste Vise - saa skal han hænges ved Gry i Galgen, og Ridder Hagen skal selv klynge ham op. Jeg er Konge - jeg er Herre! -

Narren og Ridder Hagen veksler et hastigt Øjekast. Saa synger Narren - synger sig fra Galgen, som han siger. Jubel; alle Bægre svinges.

449

De Tærninger, de trille
i Jomfruens Skød:
om Kvælden Spøg og Favnetag
og Vinen lind og rød!
Til Sengekamret finder jeg
vel Vejen mig tilnød -
imorgen kan I vække mig
ifald jeg ej er død.

O Rus, som giver Døden
i Vinen saa rød:
o hellige Guds Moder, Du,
jeg hviler i dit Skød!
Du stiller hver en Smærte mig,
ja Elskov med tilnød -
kanske den store Vellyst først
begynder ved vor Død.