IX
✂ Resten af Udkastet var løse Antydninger - hist og her Scenegangen angivet - nogle Vers - Udstregninger - Blækklatter, som var lavet til Hoveder - atter nogle Vers - en Sang - tørre, skematiske Notitser - nogle Tal - og Slutningen (tre forskellige Slutninger).
✂ Men for Gerhard formede sig umiddelbart de to følgende Akter. Næsten uden at vide deraf havde han Pennen i Haanden - og det var som om Papiret slog Gnister. Lampen brændte; Gerhards Pande brændte og hans Indre skælvede. Tankerne jog ham og han jog Tankerne, medens han skrev, hvilede, mumlede og skrev.
✂ Han saa' Banketten for sig i den følgende Akt. Herrer og Damer i Hallen. I Baggrunden danses der, ved Siderne spilles der Bræt og drikkes. Kongens Navnedag - den store Begivenhed. Kongen og Dronningen hver paa sin Side af Salen; bag Dronningens Stol Ridder Hagen, forpustet fra Dansen, forceret oprømt, med Bæger i Haand. Narren ildner, hidser, spotter ved sine Sange - slyngende sine Viser som en broget Traad gennem Banketten, hvor Alt gaar ud paa det Ene: underkaste sig Kongens Vilje, føje hans Luner, og saa tage for sig af Retterne, enhver efter Evne.
✂ Da Kongens Fortrolige føler sig ramt ved et særlig djærvt Hib fra Narren, vil han paa Stedet tugte den Skrutryggede. Hagen lægger sig imellem og frier Narren for Mishandling. Vi Herrer - 446 siger han - faar ikke særlig store Opgaver at bruge vore Kræfter paa; Landet er i Fred; kun Vildtet og vore Damer véd sig ikke sikre. Men at slaa en Værgeløs - som tilmed synger for os - det er ikke Herre-Færd!
✂ Og den lille Flok af Ridder Hagens Trofaste giver deres Bifald tilkende. Modparten truer; man mærker, at Drikkelaget er fremskredet.
✂ Kongen byder Stilhed, rejser sig med løftet Bæger, siger smilende:
✂ Vore store Fædre har været os for store - de tog Løvens Part af Berømmelsen - hvor blev vore Fjender af? ingen blev levnet os at overmande!
✂ Dog jo: vi har Fjender: de Timer, der keder os; de Bekymringer, der mod vor Vilje rykker os paa Livet; Rynken under Øjet, Furen over Brynet, det graa Haar, den visnende Sjæl - fy! bort med dem! i Leding mod dem! Ingen skaane sig selv - saa lidt som vi skaaner Andre. Med Øjeblikket jages Fjenden paa Flugt. Prise vil vi da Øjeblikket, idet vi nyder det af al vor Formue:
✂
Hvert Vildt er om en Hals,
naar Jagtstaalet blinker;
hver Blomst er tilfals,
naar Jægeren blot vinker;
Livet er et Tavlbræt,
hvor Tærninger triller;
ingen kan vinde,
naar ikke han spiller.
✂ Narren ler højt, da denne Kongens Tale er tilende. Fanfare. Drikkelaget fortsættes.
✂ Men ved Kongens Side sidder Jomfru Else. Ligesom sløvet stirrer hun ud for sig; engang imellem smiler hun aandsfraværende, ler naar de alle ler - bliver pludselig tavs, tager imod et fremrakt Bæger, nipper, giver det hastigt fra sig med en Grimace - og siger til Kongen: Skal Eders Nar ikke synge os en ret fornøjelig Sang? en, som bringer til at glemme!
447✂ Jo, Nar! siger Kongen leende. Giv os en ret drøj Sang - os, vor Dronning, vor lille Else, vort hele Hof!
✂ Og han smisker i Skægget; og Alle laver sig til at høre noget ret saftigt.
✂ Narren træder frem under Hokuspokus, stemmer sin Luth - og synger en lille troskyldig Sang, som han engang har sunget for Jomfru Else.
✂ Hun rejser sig, gaar ligesom en Søvngænger tværs over Scenen imod Narren, der viger tilbage. Hun kommer til at staa lige foran Dronningen - ser ikke paa hende, men stirrer Ridder Hagen ind i Ansigtet - og med et Skrig styrter hun ned paa Knæ, strækker Armene imod ham, vil tale, men kan ikke.
✂ Han stiller sig foran Dronningen stirrende paa Jomfru Else. Alle er spændt paa denne Scene: - hvad dette muligvis, i Hoffets letfærdige Ensformighed, kan blive til?
✂ Jomfru Else løser et Smykke fra sit Haar, løser sin guldbræmmede Kappe - hastigere og hastigere kaster hun Ringe fra sig, river sin Overkjole af.... sigende: Jeg hørte de smaa Fugle synge paa Engene - lad os gaa ud paa Engene, min Elskede, hvor den friske, svale Vind blæser! Jeg hørte Gøgen kukke i den tætte Skov - lad os skjule os dér i Mørket, min Elskede! Men saa vil de onde Folk pege ad os med skæv Mund.... lad os derfor gaa til Aaen, hvor Vandet rinder, det dybe, rene Vand - lad os dykke os derned i - dykke os dér tilsammen, min Elskede, og føres langt, langt bort - til det hellige Land!
✂ Dronningen ler højt: Det hellige Land! Herrer og Damer gentager spottende: Det hellige Land! Fanfare.
✂ Kongen raaber leende: Nok - nok, lille Else! Du gøgler næsten saa godt for os som min Nar!
✂
Hvad om vi gav Dig til Narren som hans Frille -
til Omstrejfer-Livet Du passe vilde:
i blotte Særk og paa nøgen Fod
kan hændes Du blev hver en Gøgler god!
✂ Narren knæler for Jomfru Else; men Hagen støder ham tilside og rækker sine Arme frem - og hun kaster sig til hans Bryst med det Raab: Frels mig - og frels Dig selv!
✂ Kongen harmfuld frem: Er dette Gilde-Skæmt? I, min Frue! (til Dronningen) tag den Tærne med Jer i jer Badstue - hun er afsindig - lad hende faa en Svedekur - og stryg hende saa til Kagen!
✂ Blæs op, Spillemænd! Og I, Ridder Hagen, gaa for i Dansen - hvis I er ved Sans og Samling end!
✂ Ridder Hagen trækker sin Klinge, medens hans Kammerater slaar Kreds om ham og Jomfru Else; og han raaber pegende ud:
✂
Den Dans, jeg danser for,
den træder I mig vel efter;
Fordærvelsen som Giftsvamp
ved Hallens Vægge hæfter;
det var vel en stor Gerning
at rydde den Rede ud -
ædru frygter jeg Kongen,
men drukken jeg frygter kun Gud!
✂ Stor Larm. Stille! tordner Kongen. Vaabnene ned! Alle Kvinder skal forlade Hallen! -
✂ Saa træder Kongens Drabanter frem og afvæbner Ridder Hagen og hans Kammerater. Alle Kvinder forlader Salen - Jomfru Else hændervridende mellem Dronningens Tærner.
✂ Kongen gaar smilende hen til Hagen, lægger sin Haand paa hans Skulder, stryger hans lange, bløde Haar. Kongens Fortrolige hvisker noget - men Kongen slaar op med Haanden og svarer leende: Nej, den Hals er for smuk til at snæres af Mestermandens Strikke. Ungdommen tager sig altid Livet for alvorligt. Nu ville vi have god Rus inat, I Herrer! Og hvis Narren dér ikke synger os sin lystigste Vise - saa skal han hænges ved Gry i Galgen, og Ridder Hagen skal selv klynge ham op. Jeg er Konge - jeg er Herre! -
✂ Narren og Ridder Hagen veksler et hastigt Øjekast. Saa synger Narren - synger sig fra Galgen, som han siger. Jubel; alle Bægre svinges.
449
✂
De Tærninger, de trille
i Jomfruens Skød:
om Kvælden Spøg og Favnetag
og Vinen lind og rød!
Til Sengekamret finder jeg
vel Vejen mig tilnød -
imorgen kan I vække mig
ifald jeg ej er død.
✂
O Rus, som giver Døden
i Vinen saa rød:
o hellige Guds Moder, Du,
jeg hviler i dit Skød!
Du stiller hver en Smærte mig,
ja Elskov med tilnød -
kanske den store Vellyst først
begynder ved vor Død.