Drachmann, Holger III

III

Gerhard saa' paa sit Uhr, da han paa maa og faa gik ned ad Bredgade. Klokken var over To; han havde ikke spist Frokost - havde villet vente, til Scenen hos Konferensraaden var overstaaet. Og nu var den overstaaet; han havde Appetit; Manuskriptet var han bleven af med - og han smilede hen for sig, da han følte til Brevpakken i Lommen: Du er jo en sand lille Skat - hvis hemmelige Kræfter jeg ikke kender; men Du virker og kan maaske gøre 471 Vidundere endnu..... bedst at jeg gemmer dig; Ulf kunde muligvis omgaas dig med mindre Varsomhed!

Og han gik gennem Grønningen ud ad Langelinje, tænkende paa Konferensraadens Ansigt - smilende - men pludseligt trak der som et Næt af Skyer over hans Tanker: en af de ubestemte Forudfølelser, der kan kaste Skygge og rejse Storm midt i den klareste, stille, varme Augustdag.

Han rystede det af; gik op i Langelinjes Strandpavillon, forlangte noget at spise, satte sig ved et af Bordene i det ydre Galleri, lagde Hatten fra sig, tørrede sin varme Pande og saa' ud over Rheden.

En stolt Beliggenhed for en Hovedstad - tænkte han - og fangede i sit Blik Horisonten fra Taarbækspynten ned mod Tre Kroner, ud mod Kongedybet, over Værfterne paa Refshaleøen, til Batteriet Sixtus med Flagstangen, de kuplede Træer og Kanonerne. Kongedybet! tænkte han..... Minder fra Kanonaden, som ringede Aarhundredet ind over Hovedstaden og Landet...... og nu løber Aarhundredets Ebbe trægt og langsomt ud... maaske dog med en Daad, en Løftelse i sin Slutning.... eller med en Dønning fra en af Verdensstormene derude - derude.... Ulfs sociale Revolution!

Velkommen skal Du være! sagde han pludseligt og viftede med sin Hat; han begyndte saa at spise, og da han var færdig og havde tændt en Cigar, lænede han sig tilbage og tænkte: hvad nu - hvad saa?

Han vilde »gennemtænke« det Hele ret grundigt - hvilket? Istedetfor at gennemtænke, saa' han med Malerens Øje. Han saa' denne Flade dér for sig - og Augustsolen brændte ned derpaa - med bløde svage Briser hist og her, der lagde sig ligesom koketterende ind mod Skibsskrogene, overskærende Skyggespejlingerne, som legede i smaa Hop over det blanke Vand. Slæberdampere, som kom med Pramme, trækkende baade dem og Røgen efter sig - glidende døsigt forbi opankrede Lystfartøjer, der tørrede kridhvide Sejl og indigoblaa Skjorter.... nu en stor udenlandsk 472 Damper, ganske lodrette Sider, som en uhyre Cigarkasse af Jærn, med en kogende, sitrende Lyd gennem den stille Luft, sorte, sværtede Master op mod en gyldenglinsende Sky, der allerede begyndte at antage Eftermiddagens Skær.... og Jærnkassen lod Ankeret gaa, svajede op, stødte hvid Damp fra sig ind i den sorte Rog.... en Dirren og en Dronen - og stille laa Kolossen dér - og Baade kom paa Siden - Havnevæsnets Dampbarkasse - eller var det Karantænevæsnets?.... Gerhard fik formelig travlt med at finde ud, hvilken det kunde være........ og saa tabte alle disse Detailler, Skrog og Master og Briser og Spejlinger, deres Interesse for ham. Og han gav sig til at forestille sig, hvorledes denne Damper losser og atter lader - og alle de Hænder og alle de Hjærner, som sættes i Bevægelse derved - og Pakhusene og Oplagspladserne, som aabnes og fyldes, og Kontorerne med alle Pennefolkene og Regnefolkene - og Pengene, som kommer ind og løber ud igen - rundtomkring i Byen, som suger sin Næring fra Havnen. Og Principalerne, der tager ud paa Landet til Familierne, som holder alle Bladene og køber nogle af Bogerne; og Kommis'erne, Handelsbetjentene, der lukker Kontoret og begiver sig ud paa Tivoli eller længere ud ad Frederiksbergkanten, hvor Aftnen falder paa og hvor Forlystelsesstederne vinker og lokker med Lys og Lamper, med Revue-Forestillinger, Sang og Klang...... thi dette er en By, som har sin Havn - et friskt, kommercielt Pust igennem sig - og Byen vil more sig, vil hverken afmale sig Fremtiden særlig mørk eller rosafarvet, vil slide Dagen og leve Livet - hvad der maaske er det aller fornuftigste, saa længe man er ung.... og en By, en Hovedstad, bør aldrig blive gammel i den Forstand, at den skruer sig op i en kritisk-filosofisk Fremtidsspekulation og Nutidsforknyttelse. »Leben und leben lassen!« -

Kongedybet!..... Ja, tænkte Gerhard, hvis Blik atter var ude over Rheden; det var saaledes..... og gennem Fragtdampernes Dirren og Dronen kan man endnu ligesom fornemme et svagt Ekko af de snart hundredaarige Kanoner fra de gamle Blokskibe....... men for at »flette en saadan Mindekrans om Nationens Pande« tør denne Pande ikke stadigt være feberhed af den moderne Tænkning. Værs'god! Videnskab, Kritik, Kunst har sine 473 lovbestemte Veje og Virkninger - og den, der vil skrue tilbage, skruer sig selv i Klemme..... men hvem siger, at det naive Drag i Folket, at Lysten til harmløs Livsglæde ikke findes endnu? og at denne Folkets store gode Side ikke netop var medbestemmende i det »Humør,« hvormed man slog, skrev og sang dengang?......

Ve dem, der nu kunstigt, i god Tro eller paa en politisk Doktrin, skruer Folket op til Krigsberedskab med Kanoner og Volde og Værker og Faner..... Ansvaret vil komme over dem, og saa er det maaske ikke engang dem , som skal bløde! Men ve ogsaa dem, der som et Modtræk paa en anden politisk Doktrin puster til Folkets gamle Svaghed for at »gøre Grin med det Hele«. At slaas - og rimeligvis falde, det er endda ikke den værste Udgang paa et ebbende Aarhundred; at more sig ved et Glas og en rask Sang, det kan være ligesaa godt som det daglige Brød.... men at grine, det er virkningsløst; paa Grinet bygger man ligesaa lidt et Folk op, som man dermed nedriver Magthavernes Værker og Volde!

Hvad om man engang kunde tage Livsglæden, Morskaben i sin Haand - synge den ud blandt et træt men endnu ikke livstræt Folk - skænke den ud til tørstige Gemytter - selv om »Udskænker« skulde blive hængende ved Ens Navn! tænkte Gerhard og rejste sig. Jan Steen havde sin Knejpe - Bellman sine Tilhørere. Shakspeares Theater vilde vi nu kalde en Gøglerbod; men da Heiberg kom hjem fra Paris med sin Vaudeville, saa spurgte vore »alvorlige« Digtere, om Meningen var at gøre Theatret til en café chantant? Meningen var god nok - men Heiberg blev den fine Mand. Nu er hans Æsthetik fløjten; hans Koupletter bestaar..... Leve den kommende danske Digter, der ikke ender som min Svigerpapa - som »fin« Mand! Aa, Ulf, Ulf, havde Du faret lidt skaansommere frem imod Dig selv, saa havde Du kunnet være Jan Steen og Bellman i én Person!......

Og Gerhard gik ud ad Langelinje.

Dér - idet han passerede den halvrunde Bænk med de skyggefulde Busketter omkring - hilste han paa Anna Funch. Hun sad sammen med Overgaard og Frøken Harriet Palm. Gerhard gik 474 lige hen til Bænken, trykkede Overgaards Haand og Anna Funchs - hilste ærbødigt paa Frøken Palm.

Men i hvilken Krog af Verden har Vorherre haft Dig saa længe? raabte Overgaard. Sæt Dig, Menneske, og fortæl!.... din Villa var aflukket, de jeg vilde besøge Dig, og man sagde......

Anna Funch standsede ham med et Blik, som hun lod gaa over til Gerhard og som dvælede dér med en ængstlig Spørgen og med en moderlig Vemod - en Moders, eller en Søsters - tænkte Gerhard, medens det samtidigt ikke undgik ham, at Overgaard prøvede Blikket og ikke fandt sig ganske beroliget derved. Gerhard nikkede - blev adspredt - og spurgte endelig Anna Funch, hvorledes Drengen havde det?

Han har det godt, han er bleven stor og gaar i Skole - Ferien er jo nu endt og nu maa han slide i det - ligesom vi andre! svarede hun med sit gamle, lyse Smil og med den dulgte Varme i dette Smil - som Gerhard dog fandt mere tilsløret, paa en egen Maade »ældre« - ligesom ogsaa Stemmeklangen forekom ham forandret.

Ja - Aarene gaar! sagde han, for at sige noget.

Og Drengene vokser op til at blive Fædrelandsforsvarere! raabte Overgaard. Det er ellers mageløst - vi slaar paa Trommen og bygger Fæstninger, baade tillands og tilvands, for at komme i Krig med Preusserne eller Russerne - hvis det da ikke bliver Kineserne - og saa gaar vi selv hen og bliver fra Dag til Dag mere og mere preussisk eller russisk eller kinesisk - Sabelherredømme og Mandarinvæsen - Presseforfølgelser, Bøder, Fængsel - stadige Overgreb fra Regeringens Side; se nu den sidste Afskedigelse - en ren Skandale.... det er s'gu behagelige Forhold at være Redaktør under!

Hvor er din gamle Overlegenhed? spurgte Gerhard smilende.

Aa Du snakker... vrissede Overgaard. Hvad bestiller Du - hvorfor skjuler Du dig - hvorfor tager Du ikke din Part af Oppositionens Slid - da Du dog begyndte derpaa?

Du mener, at det vilde kunne nytte? spurgte Gerhard lidt drillende. Jeg maatte da først og fremmest kunne finde Oppositionen - 475 at sige, den samlede, den ordnede og derfor den virksomme. Men da jeg igaar kom tilbage til Byen igen og gav mig til at læse Bladene - saa fandt jeg bare, at I skældte hinanden ud indbyrdes - ligesom for et halvt, et helt eller flere Aar siden. Men at skælde Nørager ud i Bentzen-Overgaards Blad - og omvendt - det er ikke fristende. En Engel af Uegennyttighed maatte den Regering være, som ikke benyttede sin overlegne Stilling: den at være en Enhed!

En rar Enhed - Selvtægtens og Bornerthedens! sagde Overgaard skarpt. Er Du bleven vakkelvorn igen?....

Nej men Du er bleven nervøs! svarede Gerhard kort.

Anna Funch saa' bønligt misbilligende paa dem. Frøken Palm faldt ind. Hun havde øjensynligt ventet paa at tage Ordet. Hendes Næsefløj dirrede; hun saa' lige ud for sig - og Profilen tegnede sig med sine stolte, strenge Linjer op mod den sollysende Luft, medens hendes Mundvig krusede sig - som til Bid og Kys paa engang - og hele den slanke, spænstige Skikkelse dirrede af Utaalmodighed og Stridslyst...... dette Ansigt og denne Skikkelse »lige sluppen ud af et Bjærgpas« - som Ulf havde sagt - Jaguaren, som laver sig til Spring.

Mændene er fejge, fejge - sagde hun og kastede haanligt med Hovedet. Hendes indre Bevægelse nægtede hende at faa sagt mere.

Mener De med Mændene ogsaa Redaktør Bentzen? spurgte Overgaard med et Sideblik.

Hun vedblev at rette Blikket ligefrem - Munden krusede sig endnu mere.... det var, som vilde den sende et Kys ud, men den bed. Jeg undtager ikke Redaktør Bentzen! sagde hun - bøjede saa Hovedet, som om hun stiltiende gjorde en Afbigt - og fortsatte dæmpet, næsten gennem Tænderne og dog med en Blødhed, der overraskede Gerhard og gjorde hendes Ord vægtigere end hvis hun lidenskabeligt havde forceret Stemmen: Vi Kvinder kan være Diplomater - siger man; vi kan forstille os og derved sejre; men vi kan ogsaa.... her blinkede hun og saa' truende lige paa Gerhard.... vi kan ogsaa være Soldater, ofre os, kaste os hen - det beror paa, om man fører os - om man vil og tør! Vi tør altid! tilføjede hun pludseligt.

476

Anna Funch lagde sin Haand paa hendes Arm. Kære Harriet!.... sagde hun beroligende.

Frøken Palm rev Armen til sig - smilede derpaa, som vilde hun undskylde sin Hæftighed, og sagde til Gerhard: Véd De, at Anna Funch er traadt ind i Bestyrelsen af vor Forening og hjælper med til at redigere Bladet? Hun skriver og oversætter meget deri - og skriver godt - naturligvis. Skade kun, at det nytter saa lidet! sagde hun spydigt.

Det mener De ikke, Harriet.... svarede Anna Funch paa sin blide Maade. Jeg vilde kun ønske, at jeg havde Deres brændende Energi - mine Kræfter slaar ikke altid til og da Bevægelsen virkelig er »stigende«, som Overgaard siger, saa bliver Arbejdet det ogsaa. Vi kunde ønske en Mand med i Redaktionen; at sige en Mand, som var enig med os - som virkelig stod paa Kvindens Side og ikke lod sig trætte eller anfægte af enhver begyndende Bevægelses Ufuldkommenheder - navnlig ikke lod sig anfægte af det let-komiske Skær, som »Kvindebevægelsen« i vort lille hyperkritiske og lattermilde Samfund til en Begyndelse ikke er undgaaet. Vore Modstandere, Mændene, har jo de mange morsomme Indfald og de smidige Penne - men vor værste Modstand er naturligvis fra Kvinderne selv. Imod den skulde en Redaktor træde op - en Redaktør, som engang til Forskel fra de mange Journalister var en Mand !

Og hun saa' aabent spørgende paa Gerhard.

Overgaard ligesom belurede hendes Blik. Til hans Beroligelse svarede Gerhard undvigende - at det maatte have sine store Vanskeligheder at finde en saadan mandlig Redaktør - der jo næsten skulde være Ridderen uden Frygt og Dadel - foruden at hans Kundskaber maatte være omfattende - sociale, nationaløkonomiske, juridiske. En »digterisk« Natur - for ikke at sige en Poet - mente Gerhard absolut vilde være forkastelig; han vilde ikke kunne stille sig upartisk, vilde føle sig tiltrukket af Ynde, Elskværdighed, og tilbagestodt af det modsatte - hvis han selv endnu var en Mand, som ikke helt havde taget Afsked med Ungdomsrørelserne; eller han vilde blive en besværlig, fordringsfuld »Profet« 477 - hvis han havde passeret Middagshøjden og nærmede sig Oldingen. Og deri samstemmede Overgaard - ingen Digter, ingen Kunstner, men en Journalist!

Anna Funch modsagde mildt; Frøken Palm huggede ind. Overgaard blev varm - og det klædte ham. Samtalen blev levende. Anna Funch vendte sig mere og mere til Overgaard, over hvem hun øvede en Indflydelse, der ikke var til at tage fejl af. Frøken Palm drillede baade ham og Gerhard.... Gerhard, som alligevel kun halvt var med i disse Spørgsmaal Mand og Kvinde imellem; de forekom ham maaske lidt for ydre, for meget af Theorier, valgte Standpunkter - uanset Alvoren, det Personlige, som han ikke kunde benægte. Hvad vil da disse to Kvinder?... foruden alt det, de »vilde« paa Grund af en Bevægelse, der var stærk nok til at forme baade Ønsker og Fordringer. Frøken Harriet Palm var langt den betydeligere, den dristigere, den lidenskabelige, den, som maaske havde haft mest at lide, mest at trænge tilbage - syntes Gerhard. Men hvad vilde hun da? Aa, jo dog, maaske - under en stor Bevægelse, en Revolution, gribe Fanen, være selve Fanen..... men vilde hun være dette for en enkelt Mand snarere end for de mange, baade Kvinder og Mænd?.... Ja hvem véd! Tiden vilde maaske vise det.

Men overfor Anna Funch kunde Gerhard ikke værge sig imod dette Indtryk af en Theori... det, som Halvvig i Kupeen havde ytret. Og Gerhard blev adspredt. Vi Mænd saavelsom Kvinder er ude over vort naturlige, i hvert Fald vort tidligere Hvile- og Tyngdepunkt - tænkte han - og vi gaar vanskelige Tider imøde - Ulfs »vanskelige« Tider.

Saa rejste man sig og gik. Overgaard indviklet i et Stridsproblem med Frøken Palm. Anna Funch og Gerhard nogle Skridt bagefter.

Kan De huske - spurgte han uvilkaarligt - da vi mødtes og spaserede her sammen, dengang da.... ja det er snart adskillige Aar siden!

478

Hun saa' hurtigt paa ham, gav hans Haand et let Tryk, og sagde dæmpet, bedrøvet:

Vil De dog ikke træffe sammen med Annette? Hun er her jo - ude hos den gamle Lehnsgrevinde. Men det véd De vel? Tilgiv mig - men jeg synes, at De begge maa ønske en Forklaring.... nu er der gaaet saa lang Tid - meget kan se anderledes ud - og man taler dog bedre end man kan skrive!

Gerhard bed sig i Læben: Ser De hende - har De talt med hende? spurgte han dæmpet.

I dette Øjeblik vendte Overgaard sig og raabte til Gerhard: Hør Du Hemmelighedskræmmer - din politiske Tro trænger vist til Bestyrkelse. laften - og imorgen Aften med - »styrker« den gamle Lehnsgrevinde de Troendes Skarer ved en stor Have-Forsvarsfest ude paa sit lille Enkesæde, Du véd den hvide Gaard med den kønne gamle Park her tæt udenfor Byen - knap en Fjerdingvej; man kan køre eller gaa derud, som man vil. Vi har faaet Indbydelseskort paa Kontoret - man vil ogsaa have Vantro med, dels for at omvende, dels for at »anmældes«. Enhver uberygtet og nogenlunde ædru Person har forresten Adgang - imod en passende Entrée til Forsvarssagen - altsammen Selvbeskatning! Den gamle Dame giver loyalt sine Træer og Buske og Plæner til Pris... der vil blive talt og sunget og gøglet ved kulørte Lamper, med Tombola og Theater og Fyrværkeri - Alt for Fædrelandet. Tag derud!.... Damerne og jeg kommer..... vi skal blot spise til Middag med Bentzen....... ah, dér har vi vores Redaktør en chef!......

Og Redaktør Bentzens trætte, joviale Skikkelse, smilende sarkastisk i Solskinnet, ligesom levendegjort solbelyst Intelligens, svingede ind paa Langelinje imod dem.

Han hilste med en hvid Haand... Damerne bøjede deres Hoveder... Frøken Palm løftede hurtigt sit, krummede Læben, sigtede og afskød en eller anden Pil - som Bentzen greb i Luften, sendte tilbage - bøjende sig drømmende med de kloge Øjnes noble Ironi - en hengiven og lidende Ironi under Jaguarens bløde Blik.

479

Gerhard anbefalede sig. Han skulde spise sammen med en Ven - sagde han.