Drachmann, Holger

Dér - idet han passerede den halvrunde Bænk med de skyggefulde Busketter omkring - hilste han paa Anna Funch. Hun sad sammen med Overgaard og Frøken Harriet Palm. Gerhard gik 474 lige hen til Bænken, trykkede Overgaards Haand og Anna Funchs - hilste ærbødigt paa Frøken Palm.

Men i hvilken Krog af Verden har Vorherre haft Dig saa længe? raabte Overgaard. Sæt Dig, Menneske, og fortæl!.... din Villa var aflukket, de jeg vilde besøge Dig, og man sagde......

Anna Funch standsede ham med et Blik, som hun lod gaa over til Gerhard og som dvælede dér med en ængstlig Spørgen og med en moderlig Vemod - en Moders, eller en Søsters - tænkte Gerhard, medens det samtidigt ikke undgik ham, at Overgaard prøvede Blikket og ikke fandt sig ganske beroliget derved. Gerhard nikkede - blev adspredt - og spurgte endelig Anna Funch, hvorledes Drengen havde det?

Han har det godt, han er bleven stor og gaar i Skole - Ferien er jo nu endt og nu maa han slide i det - ligesom vi andre! svarede hun med sit gamle, lyse Smil og med den dulgte Varme i dette Smil - som Gerhard dog fandt mere tilsløret, paa en egen Maade »ældre« - ligesom ogsaa Stemmeklangen forekom ham forandret.

Ja - Aarene gaar! sagde han, for at sige noget.

Og Drengene vokser op til at blive Fædrelandsforsvarere! raabte Overgaard. Det er ellers mageløst - vi slaar paa Trommen og bygger Fæstninger, baade tillands og tilvands, for at komme i Krig med Preusserne eller Russerne - hvis det da ikke bliver Kineserne - og saa gaar vi selv hen og bliver fra Dag til Dag mere og mere preussisk eller russisk eller kinesisk - Sabelherredømme og Mandarinvæsen - Presseforfølgelser, Bøder, Fængsel - stadige Overgreb fra Regeringens Side; se nu den sidste Afskedigelse - en ren Skandale.... det er s'gu behagelige Forhold at være Redaktør under!

Hvor er din gamle Overlegenhed? spurgte Gerhard smilende.

Aa Du snakker... vrissede Overgaard. Hvad bestiller Du - hvorfor skjuler Du dig - hvorfor tager Du ikke din Part af Oppositionens Slid - da Du dog begyndte derpaa?

Du mener, at det vilde kunne nytte? spurgte Gerhard lidt drillende. Jeg maatte da først og fremmest kunne finde Oppositionen - 475 at sige, den samlede, den ordnede og derfor den virksomme. Men da jeg igaar kom tilbage til Byen igen og gav mig til at læse Bladene - saa fandt jeg bare, at I skældte hinanden ud indbyrdes - ligesom for et halvt, et helt eller flere Aar siden. Men at skælde Nørager ud i Bentzen-Overgaards Blad - og omvendt - det er ikke fristende. En Engel af Uegennyttighed maatte den Regering være, som ikke benyttede sin overlegne Stilling: den at være en Enhed!

En rar Enhed - Selvtægtens og Bornerthedens! sagde Overgaard skarpt. Er Du bleven vakkelvorn igen?....

Nej men Du er bleven nervøs! svarede Gerhard kort.

Anna Funch saa' bønligt misbilligende paa dem. Frøken Palm faldt ind. Hun havde øjensynligt ventet paa at tage Ordet. Hendes Næsefløj dirrede; hun saa' lige ud for sig - og Profilen tegnede sig med sine stolte, strenge Linjer op mod den sollysende Luft, medens hendes Mundvig krusede sig - som til Bid og Kys paa engang - og hele den slanke, spænstige Skikkelse dirrede af Utaalmodighed og Stridslyst...... dette Ansigt og denne Skikkelse »lige sluppen ud af et Bjærgpas« - som Ulf havde sagt - Jaguaren, som laver sig til Spring.

Mændene er fejge, fejge - sagde hun og kastede haanligt med Hovedet. Hendes indre Bevægelse nægtede hende at faa sagt mere.

Mener De med Mændene ogsaa Redaktør Bentzen? spurgte Overgaard med et Sideblik.

Hun vedblev at rette Blikket ligefrem - Munden krusede sig endnu mere.... det var, som vilde den sende et Kys ud, men den bed. Jeg undtager ikke Redaktør Bentzen! sagde hun - bøjede saa Hovedet, som om hun stiltiende gjorde en Afbigt - og fortsatte dæmpet, næsten gennem Tænderne og dog med en Blødhed, der overraskede Gerhard og gjorde hendes Ord vægtigere end hvis hun lidenskabeligt havde forceret Stemmen: Vi Kvinder kan være Diplomater - siger man; vi kan forstille os og derved sejre; men vi kan ogsaa.... her blinkede hun og saa' truende lige paa Gerhard.... vi kan ogsaa være Soldater, ofre os, kaste os hen - det beror paa, om man fører os - om man vil og tør! Vi tør altid! tilføjede hun pludseligt.

476

Anna Funch lagde sin Haand paa hendes Arm. Kære Harriet!.... sagde hun beroligende.

Frøken Palm rev Armen til sig - smilede derpaa, som vilde hun undskylde sin Hæftighed, og sagde til Gerhard: Véd De, at Anna Funch er traadt ind i Bestyrelsen af vor Forening og hjælper med til at redigere Bladet? Hun skriver og oversætter meget deri - og skriver godt - naturligvis. Skade kun, at det nytter saa lidet! sagde hun spydigt.

Det mener De ikke, Harriet.... svarede Anna Funch paa sin blide Maade. Jeg vilde kun ønske, at jeg havde Deres brændende Energi - mine Kræfter slaar ikke altid til og da Bevægelsen virkelig er »stigende«, som Overgaard siger, saa bliver Arbejdet det ogsaa. Vi kunde ønske en Mand med i Redaktionen; at sige en Mand, som var enig med os - som virkelig stod paa Kvindens Side og ikke lod sig trætte eller anfægte af enhver begyndende Bevægelses Ufuldkommenheder - navnlig ikke lod sig anfægte af det let-komiske Skær, som »Kvindebevægelsen« i vort lille hyperkritiske og lattermilde Samfund til en Begyndelse ikke er undgaaet. Vore Modstandere, Mændene, har jo de mange morsomme Indfald og de smidige Penne - men vor værste Modstand er naturligvis fra Kvinderne selv. Imod den skulde en Redaktor træde op - en Redaktør, som engang til Forskel fra de mange Journalister var en Mand !

Og hun saa' aabent spørgende paa Gerhard.