Drachmann, Holger

Gerhard gik gennem Byen. Han kunde ikke komme bort fra det Blik, som var vekslet mellem de To. Det vedblev at sysselsætte ham: Akurat som om de var ifærd med at forbløde sig begge - af Vunder, som de tilføjer hinanden - og som Samfundet, Omgivelserne, hjælper til at udvide - og dog tilhører de hinanden, elsker hinanden - hun ildner hans svigtende Energi - han blødgør og bøjer Metallet i hende..... og saa forbløder de sig begge - men de er lykkelige; - Hoben, Skraalet, Støvet, Snavset kan ikke trænge op til deres Højde, den »ideale« Kærlighed - i hvis Ensomhed saa mange Taarer fældes, saa meget Hjærteblod rinder!

Og Gerhard tænkte sig Redaktør Bentzen i Ensomheden - den frygtede Pen, det sarkastiske Smil, den drømmende Ironi..... og denne modige, ærekære og kloge Mand fælder Taarer i Ensomheden og hans Hjærteblod siver - og Støvet og Snavset hvirvles op imod ham - og hans Pen bliver dobbelt frygtet, hans Ironi fortærer som en jævnt fremskridende Brand - fortæret som han selv er.

Her - i dette lille Land - den snevre Hovedstad! tænkte Gerhard.