Drachmann, Holger

Er det alle Deres Børn - Edith? spurgte han fornøjet og stillede sig ivejen for hende.

Han havde ligesom hele Tiden vidst at han vilde træffe hende her i Haven - havde gaaet med den stille Forudfølelse af, at han maatte opleve et kært Gensyn. Haven havde med sin Stemning saa at sige forjættet ham det - og han sagde hende det, idet han smilende rakte hende Haanden.

Hun paa sin Side greb sig straks i sin første Tilbøjelighed til Generthed - trykkede leende hans Haand og sagde: Det er mine Eftermiddagsbørn.... er han ikke en mageløs lille Fyr, hvad? ham Henrik dér - som altid bliver fornærmet! -

En lille Navnefætter! sagde Gerhard. De holder af Børn, Edith.... det kunde jeg da forresten tænke mig - det ligner Dem ganske - og hvor De kan lege med dem - og hvor det klæder Dem at løbe saadan om imellem dem!

Ogsaavidere, ogsaavidere! svarede hun, bøjede Hovedet og blev rød. Vil De nok lade være at sige mig, hvad der klæder mig og hvordan jeg løber..... for ellers løber jeg fra Dem! udbrød hun.

Hvorhen? til Verdens Ende...... Til Havens skal jeg idetmindste nok følge Dem, Edith. Men skal vi ikke spasere sammen?

Jo - hvis jeg kan slippe bort fra Børnene! Men det er ikke saa lige en Sag, naar man først giver sig af med dem! sagde hun.