Drachmann, Holger Forskrevet

Gik Gangene op og ned langs de snoede Kanaler i den stille Have - hvis Larm fra Udkanterne efterhaanden tystnede ind, alt som Eftermiddagsskyggerne strakte sig over Plæner og Rabatter. Satte sig saa paa en Bænk, under et Træ, dér hvor kun ganske enkelte Par smaahviskende gled dem forbi - eller hvor saadan en »gammel Elsker« foroverbøjet dukkede afsted, fordybet i sin Drøm. De generede sig lidt i Begyndelsen, men efterhaanden saa' de ingen og intet. De talte sammen.

De talte om, hvad de tidligere havde talt sammen om: Bøger, Liv, Skuespil, Samfundsspørgsmaal, Rigdom, Fattigdom - men fors t fortalte Gerhard længe om Opholdet i den lille Købstad - om Ediths Familie - om Ulf- om Gerhard selv; han meddelte Alt, hvad han vilde sige, og sprang over Alt hvad han ikke mente sig berettiget til at berøre - ikke var klar paa selv og ikke vilde spørge om. Edith paa sin Side spurgte ikke, men hørte; var synlig glad ved at høre ham tale saa smukt og godt om Forældrene - indskød Bemærkninger, smaa Udraab - nikkede bedrøvet, eller nikkede glad. Ganske naturligt faldt Ordene dem imellem - som havde de kendt hinanden længe; men denne Sommer havde jo ogsaa givet dem fælles Berøringspunkter nok. Deres sidste Møde blev kun lige strejfet.

De talte sammen som gode Venner taler. Og Gerhard fornam med Glæde, hvor tryg Edith følte sig nu..... og da han ytrede denne Glæde og fremhævede alt det Gode og Smukke, som hun efter hans inderste Overbevisning havde kaldt tillive i ham og som det var hans Haab at deres fortsatte Bekendtskab vilde styrke hos ham, saa nikkede hun saa aabent og elskværdigt, som man kun kan nikke til en god Ven, fra hvis egen Mund man nok kan taale at høre sig lidt berømme. Hun saa' ham glad ind i hans Øjne 485 - ligesom forundret over at finde ham saaledes , og paa samme Tid tagende hans varme Ord, hans ærbødige og hengivne Blik som en Tribut, hendes egen Tillid til ham og Respekt for ham nok kunde retfærdiggøre.

Aa ja, ja ikkesandt - vi vil være Venner, gode Venner? sagde hun gentagne Gange holdende hans Haand i sin.

Men derpaa gled hun atter for et Øjeblik tilbage i noget Undvigende - som søgte hun i sig selv og ikke rigtig var klar paa, hvordan hendes Ord kunde fortolkes - og efter et saadant Øjeblik kunde hun afbryde ham næsten hæftigt: Nej, nej; De maa ikke tillægge mig saa meget godt. Kendte De mig rigtig, som jeg er, saa vilde De finde mig misundelig, smaalig, mistroisk - ja lavt tænkende - kort sagt, et ganske almindeligt Kvindemenneske! lo hun. Jo jo, De skal tro det, naar jeg siger Dem det. Der er blot Et, jeg forlanger at De skal stole paa: jeg kan være trofast mod mine Venner - jeg glemmer ikke selv tilsyneladende Ubetydeligheder - men deraf følger ogsaa at jeg husker, hvad der krænker mig. Og man siger, at jeg nemt saares. Dér ser De, hvad De har at rette Dem efter.... aa jeg forekommer mig virkelig utaalelig til Tider. Gud véd om jeg har godt af den megen Ensomhed! tilføjede hun hen for sig, bøjende Hovedet, ridsende med Parasollens Dupsko i den tørre Jord.