Drachmann, Holger

Drev omkring paa maa og faa, mellem Mennesker, forbi oplyste Bazarbutiker med nydelige Damer, forbi Drikketeltene, hvor 495 man var særlig patriotisk: Man burde kaste sig ind i det - tænkte han - blive begejstret, være begejstret - rive med sig! Der er - som jeg sagde - Noget deri, noget bagved og over dette - men som blot bliver forfladet, forjasket paa denne Maade. Aa, var det store Øjeblik der - det, som maa komme! hvor man kunde falde med Ære - lære dem at falde med Ære! Den værste Død af alle er dog at lade sig trampe ihjel af Gæs!

Og som han lod sine Øjne løbe langs Rækkerne af de kulørte Lamper, opdagede han en Mand - en Skikkelse, som han flere Gange glimtvis havde set - en besynderlig lang, mager Mand, hvis Hoved syntes med et højt, stift Halsbind ligesom limet fast paa Kroppen. Og dette Hoved havde et skægløst, udtæret Ansigt, der smilede - smilede uhyggeligt i Lampernes grønlige eller gullige Skær, medens Skikkelsen skød de kantede Skuldre ivejret og vrikkede med Hovedet i Takt - naar en patriotisk Sang eller et Udraab ret skar igennem.

Gerhard studsede: hvad har den Mand at bestille? - er han Lampist? - hvorfor lusker han frem og tilbage og kigger paa Transparenternes Gud og Konge og Fædreland? Se, han griner jo formelig - som var han den levende Død!

Gerhard gøs uvilkaarligt, lukkede Øjnene, og forestillede sig alle disse skikkelige Mennesker her stillet Ansigt til Ansigt med den store Afgørelse. Forsvar - Krig - Dræbning!

Mon Festkomiteen har tænkt derpaa?