Drachmann, Holger XII

XII

Gerhard flakkede om - saadan som en Mand driver paa en Flaade fra et synkende Skib. Flaaden er ganske mekanisk bundet sammen af hvad der nærmest var for Haanden - hver ny Skvulpen af Dønningen løsner et Stykke - og tilsidst driver Manden paa en eneste Planke...... rundt omkring ham det tunge, graa Hav, hvorover Stormen er faret; og ikke et Sejl i Horisonten.... alene paa sin Planke, Dybet under ham og en tom Himmel spændende sin Hvælving over ham.

Disse Dage, Døgn, gør maaske en Mand til en Mand - naar de ikke sender ham tilbunds.

Han havde skrevet derud til Gartnerhuset - uden at vente Svar; han vidste, at intet vilde komme. Han havde været derude 511 ved Døren; en gammel, halvdøv, ugennemsigtig og ubestikkelig Kone havde rystet paa Hovedet og afvist ham. Han havde ventet sig det - og han drev og flakkede, hvileløs, søvnløs.... indtil han saa' sig siddende hos Anna Funch i hendes Stue.... og hørte sig selv, men som om det var en Fremmeds Stemme, spørge hende om de besynderligste Ting - hvortil hun svarede moderligt venlig - dernæst tilbageholdende, endelig forvirret, maaske saaret - og tilsidst medlidende, rystende langsomt paa Hovedet som ad en Syg. Men hvorledes skulde han ogsaa i sin Sindstilstand med omsigtsfuld Takt kunne have spurgt..... om saadan noget som Anna Funchs og Halvvigs intime Forhold i deres Ægteskab..... om Halvvig var en hensynsfuld Mand - om han var eller ikke var et stærkt Temperament - om hun mere havde at beklage sig over manglende Forstaaelse, over aandelig Uoverensstemmelse, end over hvad der dybest maa kunne saare Kvindens Gemyt - dér hvor det er fint og sart og let saarbart?......

Han følte selv tilsidst, at han hverken kunde spørge eller vente at faa Svar - han havde jo ikke den intime Ret her til en Fortrolighed, som Kvinden ikke yder Vennen - maaske næppe Ægtefællen - og kun undtagelsesvis Elskeren. Og da hun med varsom Deltagelse vilde flytte Fortroligheden over paa Gerhards eget Gebet - vilde mægle, forsone..... saa blev han stum, gav sig til at spørge om Drengen - han var sendt til Sorø Akademi.... og deres Samtale løb ud i en pædagogisk Undersøgelse af, hvorvidt Drenge skulde opdrages udenfor eller i Hjemmet - naar Moderen var saa optaget, som Anna Funch var.

Han gik; han vidste, at de efter denne Samtale ikke vilde ses mere. Saa fulgte der Dage af Lindring - Lindring forsaavidt som Gerhard maatte flytte fra Hotellet - han havde ingen Penge flere - maatte skaffe sig Arbejde - søge sig en Lejlighed - snakke med Folk.

Men stedse var der som Spindelvæv over hans Syn, Tryk paa hans Tanker, Mangel paa Energi i hvad han foretog sig - og tillige Rastløshed, Ængstelse for noget ubestemt..... og dette Ubestemte antog om Nætterne kun altfor bestemte Former - og han kunde ligge og stirre og stirre med lukkede eller aabne Øjne, indtil Morgenlyset kom med en blyvægtig Mattelse - og han sov ind 512 og vaagnede vaad af Sved, men ikke af Graad. Han kunde ikke græde..... aa havde han blot haft Taarer!

Han bestemte sig til at søge en Læge - hans tidligere Skolekammerat, som dengang havde bistaaet Annette og som nu havde faaet en stor Praxis - Nervepraxis.

Jagu er De nervøs, Gerhard! Hvis De var et Fruentimmer, vilde jeg ikke betænke mig - eller jeg vilde netop betænke mig paa at kalde det hysterisk. De skal spise og drikke godt - Styrtebade - Motion.... kan De ikke tage ud paa Landet?.....

Men Gerhard vilde ikke for noget tage ud paa Landet - da han dér vilde »begynde at søge«.... svarede han. Lægen saa' forskende paa ham - skrev noget op - Pulvere, Piller...... slog ham paa Skuldren: Ho'det ivejret, Mand!

Og se ligeud... jo Tak! svarede Gerhard med et anstrengt Smil. Tror De ikke, at en Sindssygeanstalt.....?

Aa hvor vil De hen? Appetit mangler De - noget Blod i Hjærnen..... tag Dem en Ferie, rejs!....

Jeg maa blive her - jeg skal og maa arbejde! svarede Gerhard kort.

Naa saa arbejd for Pokker - og gør Gymnastik.... vi begyndte jo dengang sammen derpaa - da havde jeg Tid - nu sluger den Praxis mig... jeg er maaske langt mere overanstrengt end De - mere »nervøs« - jeg, Nervelægen! Farvel! -

Og Gerhard mældte sig til Tjeneste ved nogle Aviskontorer; - et Par Stykker havde Brug for ham.

Han begyndte at oversætte - referere - anmælde - stedse med Spindelvævet om Hovedet. Mældte sig til Gymnastik hos Hr. Eriksen - tabte Klingen af Haanden - faldt ned af Springhesten - fik en halv Forstuvning af Foden - anlagde Stok..... begyndte at anlægge en historisk Novelle, men gøs, da han havde faaet et Kapitel færdig. Han var kommen til at bruge Ord, som lagdes i Munden paa en og anden Skønjomfru, men som han maatte huske var sagt af.... aa af hende, hvis Navn kredsede omkring ham som en Fugl højt oppe i den klare Septemberdag og snart var nærmere, snart fjærnere - ulideligt som nær, ulideligt som fjærn..... ulideligt alt.

Nej, han vilde, han skulde mestre det. Hun havde jo dog gjort 513 ham Fortræd - hvor meget eller hvor lidet hun saa havde villet det. Gav han efter for den blode Erindring, saa var han fortabt..... Stolt, stolt maatte han bære Hovedet - ivejret - ligeud - gennem Tykt og Tyndt, gennem Dagenes trivielle Slid. Var han ikke en Pokkers Karl, at han kunde slide sig bort fra Erindringen?....

Og hans Hovmod syntes ham Lægedom - den Planke, hvorpaa han drev.