Drachmann, Holger

Der kom Bud fra Theatret. Ulfs og Gerhards Skuespil skulde opføres; dets Tur var kommen - eller man havde intet bedre for Haanden; Arrangementsprøverne var begyndt, nu vilde 520 Sceneinstruktøren gerne konferere med den af Forfatterne, som kunde være tilstede under Prøvernes Gang.

Gerhard var da tilstede. Chefen saa's ikke; Gerhard havde i den fungérende Sceneinstruktør den bedste Støtte, en diskret Vejleder, en smagfuld Arrangør, en Mand, der i Udlandet havde iagttaget meget, eksperimenteret en Del herhjemme, ikke var opslidt endnu - om han end syntes at have nogle Illusioner bag sig og adskillig Tvivl foran sig.

Gerhard manglede den Praksis, der alene gør sikker, Ansigt til Ansigt med Scenen. Han erkendte det og lagde saa vidt muligt Alt i Instruktionens Hænder. Instruktøren imødekom ethvert Ønske, føjede sig efter de beskedent udtalte Vink, hvori der forekom ham at være bon sens. De to Mænd fandt temmelig hurtigt et Fælles, hvori de kunde mødes. De havde først begge to været reserverte, som skulde de vogte sig for Blottelser. Saa opdagede de, at det ikke gjordes Behov - smilede og spøgede med hinanden.

De havde nok ikke ventet Dem Prøverne saaledes? spurgte Instruktøren leende.

Jeg maa tilstaa - svarede Gerhard - jeg blev heller borte fra dem!

Det skulde De dog ikke! Selv om De synes, at alt nu ser kaotisk ud, saa former vi lidt efter lidt Rammen, den faste Støbning.... og har vi først den , saa vokser Kunstværket umærkeligt ud - hurtigere end De selv muligvis antager det! sagde Instruktøren.

Det skulde glæde mig - sagde Gerhard. Ærlig talt forekommer jeg mig som paa et Skib førend Afrejsen. Hvorledes der skal komme Orden, Plan, en ledende Traad - endsige et »Kunstværk« ud af denne Forvirring.....?

Jamen det kommer! sagde Instruktøren og kneb Læberne bestemt sammen, medens Øjnene smilende syntes at sige: Det kommer - men hvorledes ? - - -

Prøverne gik deres Gang. Men da Gerhard arbejdede hjemme til To, Tre ud paa Natten, mødte han med bankende Tindinger - Hovedet ligesom i Spindelvæv - ved Formiddagens Theaterprøve. Han var nærmest stemt for, at Stykket ikke duede - at det havde været formasteligt af Ulf og ham nogensinde at have ment det modsatte. - Han syntes dernæst, at Skuespillere og 521 Skuespillerinder var en Menneskerace for sig - uden hverken mere Vid og Aand, snarere med mindre Dybde end mange Mennesker, der spiller Komedie udenfor Scenen paa Livets Theater. Han begreb ikke, at Instruktøren i det hele gjorde sig den Ulejlighed at instruere - da ingen hørte efter ham men alle vranten gik deres egen Vej. Gerhard tænkte: de har alle opdaget, at Stykket er slet.... lad mig tage det tilbage, mens Tid er, ogsaa for Ulfs Skyld!

Men Instruktøren erklærede med sit Smil - at nu kunde Stykket ikke tages tilbage - ikke uden stor Staahej, Vrøvl, Aviskævl.... og hvorfor det i Grunden?

Det er en anden Sag! sagde Gerhard godmodig. Men i hvert Fald kan jeg da blive borte.... min Tid er knap, meget knap! -

Ja De arbejder nok meget! sagde Instruktøren henkastet. Der var maaske en Medfølelse deri - men Gerhard tænkte: han ynker Dig! Jo jeg vil gaa!... sagde han højt... De klarer nok det hele!

Instruktøren bad ham elskværdig om at holde ud. En Gang skulde jo dog være den første - og lærerigt var det!

Gerhard holdt ud. Han holdt ud at komme træt, modfalden - søvnig - fra det skarpe Formiddagsskær og den friske Luft ind i Theaterbygningens Halvmørke, sparsomme Gasbelysning, Støv, Stank. Var han for sensibel - eller var det virkelig ikke en altfor »kunstig« Verden denne, hvori en hel lille Verden for sig, en hundred Mennesker, virkede afspærret fra Luft og Lys og i Grunden fra Livet med, for at frembringe Kunstværker, der i saa høj Grad maa bygge paa det Tilfældige? Var det blot Ulfs og Gerhards Stykke, som forekom ham at have saa svag Grund at hvile paa - eller virkede alt herinde, det hele Repertoire, paa saa løst Fundament: nogle Mennesker, der »agerede« - en Ledelse, der syntes utilgængelig at holde sig skjult bagved en Stab af Embedsmænd - og endelig Publikum... dette ganske mystiske Væsen, som nu var forsvundet fra de dunkle Bænkerader, de tomt gabende Loger, men som en Aften, naar Gassen blev skruet ivejret, vilde sidde dér, give sin Mening tilkende og atter forsvinde? - - -

Og hvordan vilde Gerhard paa Ulfs og sine egne Vegne da være tilmode? Vilde han have fornemmet, at det sælsomme Væsen - det underligt store gloende Dyr med de mange hundrede 522 Øjne - at det havde faaet en ædel Trang tilfredsstillet, eller blot at det var gaaet bort ligesaa apathisk som det var kommet? - - -

Han sad her, Dag efter Dag, paa en af de tomme Bænke - i Mørke - med det øde Orkesterrum som en dyb, bred Grav mellem sig og den svagt belyste Scene. Og deroppe gik nogle Herrer og Damer; de fleste i Overtøj for Trækvindens Skyld - Trækvinden, der svøbte ned fra det taarnhøje Maskinloft, hvor stundom en aaben Luge nedlod Vintersolens kolde Striber, Dagens grelle Skær. Af og til, medens Herrerne og Damerne paa Forfatterens Sprog tiltalte hverandre - eller afbrudt ved en Bemærkning fra Instruktøren snakkede sammen i »daglig« Tale - - af og til lod da Maskinfolkene et Bagtæppe gaa ivejret eller skiftede en Kulisse for en anden »Prøves« Skyld.... og der blev et kortere eller længere Mellemrum af Mundhuggeri - Herrerne og Damerne tog atter fat, og Gerhard var i Middelalderen igen, blandt Ulfs og sine egne Skikkelser af Kød og Blod.

Eller han var der ikke - det var ikke hans Skikkelser, endnu mindre Ulfs - og Kød og Blod havde de ikke. Han gjorde ved sig selv den Iagttagelse, at disse Herrer og Damer, med mere og mindre Rutine, enkelte med Talent for Scenen - som det kaldes - at de gennemgaaende befandt sig i et næsten fuldkomment Vilderede: hvor skulde de tage disse Følelser fra? hvad gøre med disse Ord? hvordan vende og dreje sig i et ovenikøbet »uhistorisk« Skuespil, der ikke selv pegede for dem henimod denne eller hin Rolles »Opfattelse«?

Gerhard blev mildere og mildere stemt, jo mere han saa', hvor Skoen trykkede; godmodig og beskeden gav han sig under Pavserne i Snak med dem. Han forklarede, at der efter hans Mening bag enhver Fremstilling af menneskelige Affekter, fra de stærkest akcentuerede til de mest ligefremme, altid laa en personlig Hukommelse for noget oplevet eller følt. Der var - stadig efter hans beskedne Mening - i og for sig ikke Tale om nogen »Rolle« og allermindst om nogen Theater-Opfattelse. Digteren gav de indre Omrids af Figurer, Mennesker, hvori han selv havde nedlagt Hukommelsesarbejde fra egne Lidenskaber, Følelser, Anelser - eller fra hvad han nærliggende havde iagttaget eller anet hos andre.

523

Dette var Naturen - Kilden til al Kunst - sagde han; og med jo større Energi man nærmede sig den og øste deraf, jo mere virkede Kunstværket som rent og purt Menneskeliv, Menneskeværk. Det samme maatte gælde for Skuespilleren - blot at han havde den skærpede Opgave og Fordelen ved tillige at virke med de ydre Midler, Stemmen, Minen, Øjets Sprog, Gestikulationen, Legemets Førelse. Ogsaa alt dette hvilede paa Selviagttagelse, Hukommelse fra Naturen - aldrig paa Tradition, Theaterrutine. Og hvad historisk eller uhistorisk Digtning angik, saa ytrede Gerhard, at det »historiske« Skuespil paa en vis Maade - hvis man havde et meget intelligent Publikum for sig - kunde gives i hvilketsomhelst Kostume. Om Digteren saa har gjort de grundigste Arkivstudier, bliver han dog aldrig mere historisk end hans eget Blod og Temperament er. Det var atter Mennesket - eller de forskellige Mennesker i ham - som talte ud gennem Fløjel eller Klæde, Staal eller Hvergarn. Dette kunde Skuespillerne maaske ikke have Skade af at høre - saa lidt nyt det iøvrigt var.

De hørte ogsaa gerne - eller lod ialfald saadan. En enkelt, som syntes særlig anlagt for filosofiske Drøftelser, fordybede sig i den Grad i Æmnet, at Gerhard fandt det klogest at dreje af. De havde alle - forekom det Gerhard - mest Tilbøjelighed til at blive rost for deres »Opfattelse af Rollen«, samtidig med at de paa det elskværdigste underkastede sig hans Kritik. Kritisér os bare dygtigt! sagde de - baade Herrer og Damer - det er jo dog det vi skal lære af! Han var meget varsom; han syntes, at de fleste af dem var nogle store Børn - og Børn vil netop ikke Kritik. Han blev forholdsvis hurtigt klar paa, hvor liden Oversigt de havde over et Stykke - hvor lidet et Stykke i det hele interesserede dem - hvorledes det altid var Rollen - og hvordan de til denne eller hin Rolle næsten som Regel tog noget, der var dem tillært fra en anden Rolle - noget, som dem indbyrdes imellem gjaldt for Traditionen. De havde en egen barnlig, nærmest ubevidst Respekt for denne Tradition - og heri blandede sig saa for nogle af de yngres Vedkommende Bestræbelsen henimod »Naturlighed«. De havde af Bladene læst, gennem Literaturen faaet meddelt visse Paamindelser om, at de levede med i en Tid, hvor Virkelighedsdigtning og Virkelighedstrang gjorde Fordringer gældende. De moderne 524 Stykker, nordiske og fremmede, der af og til blev spillet mellem Vaudeville-Repertoiret og en enkelt løsflagret romantisk Fugl, havde skærpet deres Appetit for ogsaa at være med paa det Moderne. Saa havde de anlagt en egen slentrende Gang, en tør, monoton Replikfremsigelse - eller et afsnuppet, kort Trav - visse drævende Bevægelser, et Kast med Hovedet, langsomt skelende Øjne - for Damernes Vedkommende en egen kæphøj Impertinence, som om de altid var fornærmet - afbrudt af klynkende Klage og atter af konvulsiviske Latterudbrud. Det Sentimentale og det Impertinente, det nervøst Forjagede og det ligegyldigt Omkringslentrende - det syntes at være blevet det moderne »Virkelighedsmærke«, som paa den ene Side stred med Traditionen og paa den anden Side allerede var ifærd med at blive Tradition. Ingen eneraadig Vilje kastede sin Opfattelse herimod - intet stort, beherskende Talent dækkede over de mange smaa Forsøg - det Hele var nærmest som en »Forsøgsskole«.... der nu forsøgte sig med det Gerhard-Ulfske Stykke, saaledes at tre, fire forskellige Lag af scenisk Fremstillingskunst aflejrede sig indenfor den middelalderlig-romantiske Ramme.

Og Gerhard saa' det og blev mere og mere tilbøjelig til at ønske, at han kunde to' sine Hænder og i Stilhed liste sig væk.