Drachmann, Holger

Han skrev sine Betragtninger i nogle Breve til Ulf.

- - - - Altsaa, kære Ulf, De maa ikke gøre Dem nogen Forventning; det bedste er, at vi er fattet paa det værste. Det var De ganske vist, da vi skiltes, men jeg vilde jo sætte min Krig igennem. Nu vil De maaske ovenikøbet bebrejde mig det, naar vi begge ligger dér paa bar Mark med det væltede Læs - men jeg gjorde det for Deres Skyld og i den redeligste Hensigt. Kanske gaar det bedre end jeg spaa'r; og saa vil jeg have Dem her til Byen paa min Kvist; jeg faar et Værelse til, med Sol og dejlig Udsigt - helt ud over det blaa Sund, som nu er hvidt, men som til den Tid vil svulme af Henrykkelse.

525

Jeg svulmer undertiden af Henrykkelse ved Prøverne. Det er, naar jeg sidder og lytter til Deres Vers. Det er stolte Vers, Ulf! friske, ægte Varer - ubegribeligt at nogen endnu i vore Dage har Kilden i sig, siger jeg til mig selv. Og De kalder Dem syg! De burde skamme Dem.... det er mig, som begynder at falde af, synes jeg.

Kongen - Karaktérskuespilleren - er den, som behandler Versene bedst; en dannet og smagfuld Mand - mig en lille Smule for smagfuld kanske. Det er trist, saa Manglen paa Førsterangskræfter gør den enkelte Skuespiller altfor »ene«; han savner Medspiller, saa at sige Staal at slaa imod, og tilsidst maa Rutinen dække. Og han er træt; han gør paa mig det Indtryk at have opgivet det Hele - eller nogetnær. Han er maaske mere Kritiker end Kunstner. Han læser meget og er vist fra Karakterens Side en nobel Mand, en fin, forstaaende Natur. Tænk Dem, Ulf, en kgl. Skuespiller, som læser! Men han er ked af det. Gud véd, om de ikke alle er trætte.... eller er det blot mig dernede i Parkettet?

Jeg gør mig dog den redeligste Umage for at holde Illusionen og Humøret vedlige. Bare det ikke gaar mig som en Bekendt af mig fortalte, at det var gaaet ham ved Prøverne. Man bliver ved at slaa af og slaa af i sine Fordringer - stadig læggende noget af sit eget ind i Spillet - seende for hver Gang med mere og mere partiske Øjne - af Frygt for i det hele taget at skulle finde baade Spillet og Stykket trivielt, meningsløst..... indtil pludseligt Aftnen kommer, hvor Gassen skrues ivejret, et nyt, skarpt, grelt Lys paa det Hele.... de tusinde dumme og mellem dem de mange friske, ubestikkelige Øjne..... og med dem ser man den Aften - og saa ligger vi dér!

Naa, nu er jeg der atter. Blot vi havde gjort Narren lidt mindre sammensat, mindre sentimental maaske, mere af en Klown - undskyld! Komikeren, som har Rollen, er absolut Theatrets største Kraft, maaske det eneste »fødte« Skuespillertalent - han er flittig, mangesidig, kan sin Rolle paa Fingrene - men han kan ikke forvandle sin Natur.

Ridder Hagen - udføres af en Brugbarhed fra Vaudevillen. Nej De, Ulf, skulde have spillet ham - for ti Aar siden.

Jeg hører Dem allerede bande. Det maa De ikke - thi nu kommer vi til Damerne. Men jeg er for galant; jeg springer helst 526 over. Dette er ganske vist ingen Avisanmældelse, hvori man for Bladets Skyld ikke tør tage Bladet fra Munden. Alligevel...... hør véd De i en Fart noget, som kunde karakterisere disse vore kære Ingenuer - disse saft og kraftløse, sippede Smaadamer, som har faaet indstuderet en tre, fire Roller »mit Müh' und Noth«, og som paa dem lægger et helt Repertoire. At Uskyldigheden, den faldne eller den efterstræbte, endnu bestandig skal se ud som om den gik med Mamelukker og spillede Skolekomedie! Jeg begriber ikke, at vor Jomfru Else kan blive saadant et affektért Uvæsen - der undertiden sender den i Mørket siddende Forfatter et straffende Blik: Gud hvad det dog er for noget Skaberi, De her lader os sige!

Ja, min lille naadige Jomfru, en af os to skaber sig virkelig!

Eller Dronningen - som igennem Chefen har gjort bestemt Fordring paa, at baade dette og hint skal stryges, da hun umuligt - i det mindste ikke paa nogen Forestillingsaften - kan tage »saadanne« Udtryk i sin Mund. Hun vil stadigt give Rollen af - vil ikke være med til en saadan Ryggesløshed. Mon de gode Damer ved Theatret aldrig har elsket nogen Mand - legalt eller illegalt? Vidste man ikke det modsatte, skulde man virkelig tro det.

Idetheletaget har jeg en Anelse om, at Personalet finder Stykket jævnt interesseløst og jævnt anstødeligt. En af dem, Theatrets Haltefanden og gode Hoved, sagde forleden noget uhyre fint; han sagde, at som romantisk Stykke var det for »moderne«, og som moderne (hvad jeg bestandig paa Dril hævder, at det er) kunde han hverken se noget Princip eller nogen Debat deri. Hvis ikke den behændige Komponist og Musikdirigent havde lagt nogle gamle Melodier heldigt tilrette for Narren - saa vilde han holde hvad det skulde være paa en Fiasco.

Altsaa bliver det en Fiasco - thi Narren redder næppe vort stakkels Stykke. Det skulde da være, som Musikdirigenten sagde, at vi fuldstændig skrev det om som en Libretto for en Opera - hvortil han saa vilde sætte Musiken.

Ikke saa gal en Idé! Hvad siger De - i al Beskedenhed - kære Ven?

527

Nej nu skal jeg i al Beskedenhed sige Dem min Mening, Ulf. Prøverne er saa vidt fremskredne, at jeg kan danne mig en Mening. Overtøjet er lagt af - en og anden er trukket i en »Riddervams« - der er kommet en meget virkningsfuld Dekoration - Bagtæppet foreløbigt - ned fra Malersalen - og efter et forfærdeligt Skænderi imellem Damerne indbyrdes og mellem hele Personalet og Instruktøren (gamle og ny Tvistepunkter) har Dronningen bestemt sig for at »spille helt ud« (nærmest for at ærgre Ingenuen) og Jomfru Else har lovet, baade at hun virkelig vil skrige ude i Kulissen og at hun i Banketscenen vil aflægge sin sursøde Nolimetangere-Mine (irriteret ved Dronningens Paastand, at hun kun havde én Maade at bruge Øjnene paa). Alle vil de - paa Trods imod Instruktøren - gøre deres Bedste; og dette Bedste synes nu at skulle komme de ulykkelige Forfattere til Gode.

Dette er Lapperi - ja tilvisse. Men saadan er Institutionen. Et smilende Paradis for den, som træder naiv ind; et Kævlets og Intrigernes Helved ved nærmere Bekendtskab. Men da hele Landet synes at have forskrevet sig til de onde Magter - hvorfor saa ikke den første Kunstanstalt?

Vort Stykke har mange svage Punkter og Fejl; nogle, som endnu ville kunne rettes, andre, som ligger dybere og hvorpaa der ikke kan bødes - denne Gang ikke. Mine væsenligste Indvendinger beholder jeg foreløbigt hos mig selv. Men - trods alt - er det min faste Overbevisning, at Stykket vilde kunne gøre sig - hvis vi havde Skuespillere og Skuespillerinder.

Naar jeg tænker mig, at det er disse Mennesker - og deres Kolleger ved Privatscenerne, ja næsten enhver »Optræder« over den ganske By med Forstæder og Landkommuner - som er hele Landets Kæledægger! naar det er en Begivenhed, at denne Herre, Frue eller Frøken faar Snue - naar deres Gøren og Laden, privat eller offenlig, deres hele Ve og Vel gennem alle Pressens Afskygninger daglig serveres paa den alvorsfuldeste Maade Side om Side med indgribende Verdenshændelser.... og naar disse Mænd eller Kvinder, gennemgaaende ganske almindelige, flere af dem højst tarvelige Personligheder, i den Grad føler sig som Centrer for en ukritisk, næsten altid smigrende og rosende Opmærksomhed - ja saa begriber jeg baade deres Sky for den virkelige Kritik og jeg 528 staar undskyldende men tillige skamfuld-ærgerlig overfor deres barnagtige Forfængelighed, deres tomme, flade og ørkesløse Tilværelse - Dilettanter, som dog de fleste er, Væsner uden Kærne, uden Oprindelighed, uden fast Struktur - et Aands-Proletariat, efterabende det »gode« Selskabs ydre Fremtræden - det gode Selskab, som i sin Midte har optaget Goglerne og som ødelægger dem og selv ødelægges ved deres Skin-Kunst.

Jeg begriber det dybe Forfald, hvori - paa ganske enkelte Undtagelser nær - vor sceniske Kunst er geraadet; og jeg forstaar, at denne Kunst først paany vil hæve sig, naar Gøgleren atter bliver ærlig Komediant, stolt over sin Stand, den han afgrænser udadtil og uddyber indadtil næsten med drakoniske Love. Som det nu er, er det en selskabelig Vælling - oftest en Forfængelighedssag at »være ved et Theater« - en ganske indbringende Forretningssag undertiden - Theatret en tvivlsom Morskabsinstitution - en plumret Skandal-Kilde, der finder sit Afløb i Pressen - Pressen, som ikke tilfører Institutionen Fornyelse og Friskhed gennem »Folkets Røst«, men som yderligere opstemmer Strømmen til at blive en behagelig Dam for Andesnadder og Gaasevrøvl.

Om Forfatterne, Videnskabsmændene, de bildende Kunstnere lod sig behandle paa samme Maade! Ja det kommer maaske - Enden er jo ikke endda!

Dette er mit Hovedindtryk fra én enkelt Vinterkampagne ved vor første Scene. Tænk om jeg havde været der i ti!

Nu har Arbejdet nogetnær faaet sin »faste Ramme« som Instruktøren siger. Skade kun at Prøverne paa et Par Operaer og en ny Ballet kommer imellem - Stykkets Opførelse udskydes derved og Personalets Interesse slappes. Det er en underlig Anstalt - med alle mulige Kunstarter imellem hverandre; den ene træder den anden over Tæerne. Gid jeg kunde samle et Dusin Bekendte - Herrer og Damer - »Dilettanter« naturligvis. Jeg tror, jeg vilde kunne opføre Stykket med dem - helt naivt, paa bar Bund, med megen Flid og Indøvelse naturligvis, men uden alle disse fortvivlede sceniske Forudsætninger. Det at spille Komedie, er kanske ikke saa svær en Kunst, som man tænker - naar man bare ikke bestandig tænkte paa at spille Komedie. En meget svær Kunst 529 forøvrigt - baade at spille og skrive! Jeg bliver mere og mere bange for vort Arbejdes Skæbne; dets Svagheder falder stærkt iøjne - efterhaanden som den ubestemte »Duft« taber sig. Er det vor eller Skuespillernes Fejl eller begge Parters? Jeg sagde forleden til Instruktøren - der nødigt udtaler sig om Enderesultatet medens han med utrættet Opmærksomhed filer og afrunder Detaillerne - jeg sagde: Dette Stykke er fremkommet tredve Aar for sent - eller dets Tid vil først falde, naar en Generation er gaaet - hvis det da ikke »falder« for stedse med det samme!

Men han smilede blot og nikkede: Vi faar at se! De skal ikke tage det saa ængstligt - der er virkelig mange Skønheder deri!

Jeg svarede ham, som sandt var, at jeg havde liden Forfatterængstelse for mit eget Vedkommende; men at min Ven laa inde med »Løvens Part«, og at denne Ven var borte og syg!

Tror De ikke, at Brynjulfsen kommer til Stykkets Opførelse - eller dog til Generalprøven? spurgte han.

Og Svaret? Ja svar mig nu, kære Ulf.