Drachmann, Holger

Ulf svarede ikke. Gerhard var næsten tilsinds at betragte det som et daarligt Varsel. Havde Ulfs Tilstand da forværret sig saa meget? Stakkels Ven - hvor var de fattige begge to nu - og hvor meget afhang ikke af Skuespillets Skæbne!

Ulfs Fremtid. Paa sin egen tænkte Gerhard ikke. Han var jo dog sammenlignelsesvis den lykkeligere - hvor overanstrengt, hvor nedslaaet han ogsaa tidt følte sig. Han var den sundere Del af Legemet; han haabede, han ventede.

Vintren var gaaet; den kolde, bidende Marts forbi; April med sine Byger, sine Solsmil, sine Forjættelser begyndt. Generalprøven blev ansat.

Den halv-festlige Stemning, som kan virke saa betagende paa Forfatteren, der første Gang skal i Ilden. Og dog mangler der Uhyret med de mange, mange Øjne - Publikum - som alene giver Spændingen, Faren, Sejren, Nederlaget. Gulvet er halvt fyldt - med Skuespillere, Komparser, Funktionærer, Kvinder og Børn - som et tavst, afdæmpet Karneval. I Parketterne - hvor de »fine« Folk imorgen skal sidde - sidder hviskende og pegende de sminkede, 530 kostumerede Aktører, Aktricer, Statister. Man lister sig op paa Scenen gennem den lille Jærndør i Orkestret, og kommer ned igen - sætter sig ikke altfor nær ved Forfatteren, da man hverken vil skænke ham en mulig forhastet Opmuntring eller paa Forhaand nedslaa ham. Ingen kan danne sig nogen endelig Dom om et Skuespil ved Generalprøven - men der er dog nogle »vise« Mænd og Kvinder, som oftest blandt de inferiøre Skuespillere, hvis Udtalelser man lytter efter - saaledes at man privat altid haaber noget mere eller frygter noget mindre.

Og der dannede sig smaa hviskende Klynger rundtomkring.

Gerhard holdt sig borte fra dem. Han vilde kun forlade sig paa sine egne Indtryk - han noterede i en Lommebog og talte af og til dæmpet med Instruktøren.

Chefen var der, i tilknappet sort Frakke; han hilste koldt høfligt paa Gerhard og forlangte endnu nogle Strygninger hist og her.... i og for sig uden Betydning, men han erklærede visse Ord »anstødelige« og fordrede dem strøgne. Gerhard nikkede smilende - og bejaende; han hørte knap efter, hvad der forlangtes af ham - han var ganske inde i Stykket; det løb ham varmt op til Panden og med en behagelig let Gysen ned ad Ryggen. Han sad drømmende - sugede disse stærke Ord til sig igennem det bløde Sprog.... tænkte forunderlig lidet paa, at han selv havde haft med dette Stykke at gøre - saa' og hørte paa det ikke som »Stykke« men som en halvtredje Times Symfoni, der havde Ulf til Mester og som fortonede sig op imod en Baggrund af den lyse Nat - med et blond, blegt Kvindehoved indrammet af Maanebølger.......

Med et Suk - og en stille, glad Taknemlighedsfølelse rejste han sig, da man var færdig. Han nikkede rundt til de Nærmestsiddende, der saa' lidt betuttet paa ham..... og med Korets Slutningsord: til det hellige Land! stod han ude paa Torvet i grelt Eftermiddagssolskær.

Han skyndte sig hjem og skrev bevæget, højtideligt og derpaa muntert spøgende til Ulf. Endnu et Brev begyndte han paa; men det rev han itu......

Han gik tidligere iseng end han plejede, laa ikke og læste, faldt snart isøvn. Han drømte om Edith fra ifjor Foraar - og om en Succes for Ulf.