Drachmann, Holger III

III

Han gik igennem Gammelholms Kvarteret, standsede i Havnegade ligeoverfor Knippelsbro; havde for sig dette Stykke »gamle« By, der smælter sammen med den nyere Bys Liv langs Kaierne - de store engelske Dampere og den hjemlige Fragtfart; det Stykke København, der ikke forsvinder - for saa maatte vi selv forsvinde med vort nationale Mærke, Handelen, Skibsfarten, Udførsel af Landbruget, Omsætningen. Nu var her stille; kun Lyd af en vagthavende Toldmands Skridt - og en dæmpet Brummen ombord fra de indskibede Stude. Gerhard lyttede til Kreaturernes ejendommelige beroligende Sprog - og han mønstrede de langs Bolværket i Rækker opstillede Smørfustager - lod saa Blikket flakke over paa »Finlappersiden« tværs over Vandet - hvor de gammeldags Gavle trekantede sig op imod den maanelyse Luft. Et rødligt Lys fra en af Matrosskænkestuerne - og de muntre Toner fra en Gige eller Harmonika.... og Alt blev stille, en Dør lukkedes. En forsinket Færgebaad skar langsomt med sin mørke Skygge over 540 det smalle Vand - overskærende den rislende Guldregnglans fra Maanen. Gerhard tænkte paa den Aften han havde siddet ved Havnehovedet i den lille Købstad.

Nu stod han her.

Børsens Spir hævede sig - og Mastetoppene - og over Knippelsbro drønede dumpt en Vogn..... og Skygger lagde sig ud over Vandet fra Bygninger rundt omkring - med Lygtestriber imellem, der syntes at strække sig legende efter Maanens blanke vippende Skiver. Det slog ham, hvor beboet og dog hvor stille - hyggeligt og hjemligt her var. Den hvilede i sindig, tryg Ro, denne ejendommelige Del af Byen - tænkte ikke paa hidsende Skuespil, brød sig ikke om, hvorvidt et »Stykke« var faldet eller ikke - var selv et Skuespil, der skulde nydes sundt og frejdigt og med Kærlighed og Pietet.

Der paakom Gerhard den samme taknemlighedsfyldte Stemning som hin Eftermiddag ude i Frederiksberghave...... og nu tænkte han: Edith!

Han var allerede saa godt »luftet ud« fra Indtrykkene i Skabet - kendte en fornøjelig Ligegyldighed hos sig, en virkelig Overlegenhed uden Anmasselse..... han drejede om Hjørnet, ned ad Gaden, kom forbi Theaterbygningen - hvor Folk under den »røde« Lygtes Skær lige begyndte at strømme ud.

Han gik tværs over Torvet..... og nu saa' han en slank Dameskikkelse, som med bøjet Hoved hastede henimod en Omnibus.

Han traadte uvilkaarligt ivejen. Edith! sagde han og løftede Hatten.

Hun saa' op - forskende et Sekund - og rakte ham den behandskede Haand, som han frejdigt greb og trykkede. Vil De tage min Arm, Edith? Og han havde hendes Arm under sin; de skraaede hastigt over Torvet ned ad Gothersgade, som var temmelig mennesketom.

Hun var bevæget og oprørt. Hvor kan man dog pibe ad det Stykke! sagde hun.

Ja saa - lo han - de peb?....

Hun saa' paa ham: Var De der ikke til Slutningen?..... aa det var hæsligt.... jeg hørte dem klappe bag mig - men saa blev der 541 hysset - og tilsidst pebet! Og hun tog den ene Haand op til Øret.

Han lo. Hun standsede ham med et lille Ryk og saa' ham vist ind i Ansigtet. Saa begyndte hendes Øjne at faa Glans - det spillede i dem - hun sagde: Nu maa De ikke blive vred.... men jeg maa le sammen med Dem..... det var dog for dumt at pibe!

Og de lo sammen. Han sagde: Men ser De, jeg har overstaaet det - jeg er saa glad som en Fisk i Vandet - saa tilfreds!....

Endnu engang saa' hun spørgende paa ham, bøjede Hovedet og sagde: Jeg synes naturligvis, at der var saa meget kønt deri - men de kan ikke, nej de kan ikke spille det .... og det kan maaske slet ikke spilles!

Saa gik de langsommere Gaden ned, drejede om ad Nørreboulevard, talende sammen om Aftenens Begivenhed. Han blev saa hyggelig tilmode over hendes klare, friske Syn paa baade Skuespilkunst og Forfatternes Arbejde. Han glemte halvvejs, at han var Part i Sagen - men ytrede han en for varm Tilslutning til hendes Domme, saa holdt hun undseelig inde eller hun sendte ham det prøvende Blik: mener De det nu ogsaa saaledes - eller er det maaske høflig Overlegenhed?

Han lo. Edith - sagde han - De er altid paa Deres Post. De betvivler dog, at jeg har frigjort mig, at jeg virkelig har det Hele bag mig. Men skal vi nu lade denne Genstand falde - som Herren i Selskabet sagde til Damen!

Hvad sagde da Herren til Damen? spurgte hun nysgerrig.

Han pegede - svarede Gerhard - paa en temmelig grim og idiotisk Mand, og spurgte saa Damen: hvem mon det Uglebilled er dér? Hvortil Damen svarede: det er min Mand! Hvorefter Herren sagde: skal vi saa lade den Genstand falde!

De lo begge ad denne tarvelige Historie. Nedover Boulevarden gik de, hvor Husrækken kastede Slagskygge, medens Maanens grønlige Skær laa over de nøgne Træer, det svagt blinkende Vand i Ørstedsparken. De kiggede derind gennem Gitteret og saa' paa de antike Bronceafstøbninger, der hist og her, i Skygge eller belyste, syntes at leve et Liv for sig i Frihed, Nøgenhed, Skønhed midt imellem det gamle Københavns grimme og den nye Byes kedelige Husrækker. Gerhard tog fat paa Emnet, blev veltalende uden at tænke paa at ville være det..... Ja ja! sagde 542 han; det er alligevel en stor og god Handling af den Rigmand, der har sat disse »fremmede Guder« ind iblandt os, et Musæum under aaben Himmel; vi og vore Børn kan have godt af at se baade Nøgenheden, Skønheden og Friheden Ansigt til Ansigt - hvor vi før kun havde et Skilderhus, en Kanon og en Mølle. Og tilmed Chapu's Jeanne d'Arc! Er hun dog ikke som en Aabenbaring - et saadant Begejstringens simple, knælende Digt i Bronce! Jeg standser hver Dag for hende paa mine Ture - og jeg tænker paa.... naa det er ligemeget, Edith! men der kommer heldigvis mange varme og stærke Tanker gennem mit Hoved, naar jeg lufter Dagslidet og Døgnliteraturen ud. Bare vi kunde komme ind til hende - er hun ikke dejlig?.... har De set hende, Edith?

Jo, Edith kendte hende godt - kendte dem alle derinde - havde øjensynligt ikke alene set dem og tænkt over dem, men ogsaa skaffet sig Kundskab om dem.... og Alt kom frem paa denne friske, klare og dog tilbageholdende Maade, der for Gerhard særlig iaften var Musik at høre. Men han vogtede sig nu for at sige det. Hun talte, han hørte, han svarede, de gik, de stod stille.... og nu og da skottede hun til ham, han til hende, og de opdagede det begge og lo - og han sagde: Vi ta'er Maal af hinanden - men det behøves aldeles ikke - vi snakker brillant sammen iaften, ikkesandt Edith? Han kunde ikke andet - behøvede ikke at gøre sig Umage - men talte til hende og gik ved Siden af hende saa naturligt og ligefremt, saa hjemmevant ved hendes Selskab næsten, som spaserede de denne Tur hver Aften. Og hans elskværdige Oprømthed var smitsom; hun fortalte hvorledes det sidste Efteraar var gaaet: - ude paa Landet, i en afsides, meget bakket og skovbevokset Egn hos venlige og hjærtelige Folk - først en dejlig September, men da var hun bleg og træt - saa en lidt trist Oktober, men da var hun bleven glad og rødkindet..... og de hjærtelige Mennesker havde gjort deres dertil - Folk, som stod sig godt, men tillige var jævne og fordringsløse. De fandt kun - sagde Edith med sin rene, godlidende Latter - at jeg undertiden ytrede mig, maaske ikke altid i Ord men i Tankegang noget mere fordomsfri end man var vant dér paa Egnen. Moderen var meget religiøs, Datteren vilde gerne være det - var ikke længer ganske ung, havde muligvis givet nogle Kurve bort, og vilde have mig til

        

543 Fortrolig i Hjærteanliggender. Faderen var stiv konservativ i alle politiske Spørgsmaal - et gammelt jovialt Stykke af en forhenværende Levemand. Vi havde Disputer nok - og nogle hæftige. De ansaa' mig... sagde Edith med den nydelige Bøjning af Hovedet... for en ung velstaaende Pige, der havde fri Raadighed baade over sin Tid og sine Beskæftigelser og som rimeligvis engang havde tænkt paa at gaa til Scenen. Jeg hverken bildte dem noget ind, som ikke var sandt, eller modsagde dem - men naar Talen faldt paa Folkeløn, paa Landarbejdernes Kaar, paa Socialisme, paa Rigdom og paa Fattigdom - paa alle de Spørgsmaal, som ogsaa var trængt til den afsides Egn - saa kunde jeg tage Bladet fra Munden.... og de gjorde store Øjne! Fruen i Huset tog mig da tilside og mente, at jeg vist havde været under daarlig Paavirkning - og Datteren blev halvt bange for mig og mere og mere nysgerrig. Jeg tror alligevel, at begge kunde lide mig - og jeg har bevaret de allervenligste og taknemmeligste Følelser for dem. De troede vistnok, at min Sygelighed - som de kaldte det - skrev sig fra en ulykkelig, ubesvaret Tilbøjelighed......

Edith vilde le, men bøjede Hovedet og Gerhard saa', at hun rødmede.

Han sagde Et eller Andet, for at slaa det hen. Hun løftede Hovedet, knejsede lidt og udbrød: Aa men, det er dog ogsaa virkelig sandt - og det sagde jeg tidt til den Gamle, at.... Hvilket? spurgte Gerhard. Hun vedblev, mere behersket: han paastod, at Folkelønnen ikke kunde sættes højere - i de daarlige Tider - og han erklærede Husmandens og Arbejderens Kaar for gennemsnitlig gode - naar de blot ikke selv faldt hen til Misfornøjelse og Misundelse. Baade den kristne Moral og sund Fornuft maatte desuden lære de Tjenende Nøjsomhed og Afsavn.... de skulde bare lade være at drikke. Jeg spurgte ham, om han altid havde foregaaet med et godt Eksempel? - og han lo, men blev dog næsten vred. Saa henviste hans Damer til den store Godgørenhed, som fandtes blandt mange Godsejere - og deres Fruer blev fremhævet, fordi de besøgte Fattige og strikkede til dem og holdt Bibellæsninger og foranstaltede Basarer. Men nu blev jeg næsten vred og paastod, at intet var saa skadeligt i virkelig moralsk Forstand som denne spredte Godgørenhed, ganske bortset fra, med hvad Midler 544 den virker. Den bare gør, at en hel Del velstillede Mennesker skyder sig ind under den og siger: dér kan I se, hvor meget Godt der gøres - tiltrods for at man raaber paa de Riges Haardhed! Godgørenhed skulde altid ske i det Stille - og alle , der havde noget tilovers, skulde føle sig af deres Samvittighed tvungne til at give rigelig bort uden at ville have Tak eller Omtale derfor. Saa var der allerede en »Løsning« igang af det store Spørgsmaal.... og sker det ikke, saa kommer dog den Dag, da de Fattige tager fra de Rige - og skøndt jeg ikke vil forsvare det, saa maa jeg dog sige....

Men Edith, De er jo en hel lille Radikaler! afbrød han hende muntert.

Atter bøjede hun Hovedet, rødmede og svarede: Jeg er radikal og ikke radikal - som man vil; jeg bliver blot flov, naar jeg hører det benævnet saadan eller saadan - det, som jeg i min Ensomhed saa tidt gaar og tænker paa. Undertiden synes jeg, at alle Mennesker maa tænke som jeg - og at de i det mindste gerne vilde, om de blot ikke var bange for at skulle høre Navnebetegnelsen »radikal«, »emanciperet« og saa videre. Men véd De, hvad der blandt andet kan falde mig ind? spurgte hun med sælsomt funklende Øjne. Naa, lad høre! - bad Gerhard. Hun tøvede lidt, saa sagde hun, først undseeligt, og saa stigende i Tonen og Udtrykket, pegende mod Parken: Jeg tror, jeg kan sige, at jeg elsker alt, hvad der er skønt og frit - om ikke alt hvad der er nøgent, i det mindste ikke det, som jeg ved at se paa faar Indtrykket af at være nøgent. Jeg elsker at se paa godt Skuespil i Theatret, at høre god Musik, baade den alvorligere og den lettere. Jeg holder ubeskriveligt meget af at færdes i Naturen - og kan jeg ikke faa Skov eller Strand, saa gaar jeg gerne i en Park med Træer og et lille Vand. Jeg holder grumme meget af denne By - jeg har jo ogsaa kun set saa faa' andre, der var større og smukkere; jeg synes, at der gøres meget for dens Forskønnelse - og naar jeg læser det modsatte i mine »oppositionelle« Blade, saa synes det mig tidt at være uretfærdigt. Men hvis jeg var rig - meget rig - saa vilde jeg maaske dog ikke anskaffe dejlige Statuer, hvorover nogle Voksne kunde glæde sig og som maaske Børn kunde vænne sig til at se 545 det Skønne ved. Jeg tror, jeg vilde tænke paa de Tusinder af Børn og Voksne, som først og fremmest trænger til Mad, Klæder, Renlighed, Boliger, Skolegang.... ja De smiler - jeg tager det maaske for hæftigt - men jeg glemmer aldrig, hvad jeg saa' i min Opvækst og dengang jeg som pur ung var ude at tjene - og hvad jeg siden den Tid dagligt har haft for Øje og maaske særlig har haft Øje for - nej det maa lyde for Dem som en Lærebog - og saa hører jeg dog til de »overflødige« Skabninger, hvis Livsstilling i hvert Fald ikke egner sig til at betragtes som stort andet end Lediggang, der interesserer Lediggængere.....!