Drachmann, Holger Forskrevet

Dér sad han - og han spurgte sig: er Du sindssyg, Ulf? Det forekom ham, at han var det - var »gal«; og atter vidste han ganske nøje, at han var klar over Alting - »synsk« maaske; han saa' sig selv siddende her paa Trappen udenfor Ediths Dør, saa', kendte, følte sit Legem siddende her - medens en ulegemlig Del af ham var trængt indenfor og opholdt sig i det Værelse, hvis mindste Enkeltheder i Gryets aandeagtige Skær viste sig for ham. Ligesom ved hint Morgengry - Aar tilbage - syntes han, at han havde sovet derinde, at han pludselig var vaagnet og at han igennem Vinduet højt oppe i Luften saa' de første smaa svage Rosa-Skyer over en underlig død Skorstenspibe; at han listede sig paa Taaspidserne omkring Bordet, bøjede sig, kyssede de Bøger, som Edith om 555 Dagen læste i.... knælede ned, kyssede Fligen af Bordtæppet, det hæklede Betræk paa Stolen, et halvt sømmet Lommetørklæde - Alt, hvad der ved sin stille Orden og Properhed mindede om hendes Sans for Orden og Hygge..... og at han lyttede ved Døren, Døren ind til Helligdommen - dér, hvor hun sov. Og han gentog sit Digt:

Agnes vom Graben, træd ind, gak ud!
som var Du i Stuen hjemme:
Gak bort som Søster, træd ind som Brud -
ret aldrig jeg skal mig forglemme!
Naar Klokkerne ringe til Ave.

Men som han gentog dette - og som alle smærtelige Fornemmelser af Savn og Længsel fra de mellemliggende Aar skød sig ind - saa tænkte han paa ham, den Mand, Vennen, som var gaaet ud af Havelaagen - ud fra dette Hus....... og Ulfs Hoved bøjede sig

saa tungt, og han knugede sine foldede Hænder sammen..... var

det muligt?

Nej, det var umuligt!

Han begyndte at eksaminere sig selv - han vilde Punkt for Punkt overtyde sig om, at han havde været i endog en usædvanlig Ophidselse - at han havde drukket altfor megen Vin denne Aften og Nat - at Vinen havde frembragt en Hallucination - at han følgelig intet havde at fortvivle over, intet at bebrejde Edith - blot havde at sidde her og vente til Morgnen - til Dagens Komme - til denne Dør blev oplukket - til han kunde kaste sig for hendes Fod og bede hende tilgive....

Og han begyndte: Du véd jo, Ulf, at Du kom til Byen og tog ind hos »Skyggen« - at Du bor hos ham - at han har ladet rede Seng til Dig paa Sofaen - at I var sammen i Theatret - at Du dér saa' Ediths Nakke - at Du gik førend Forestillingen var forbi - ligegyldig for, hvorledes den endte - gik ud paa Torvet og drev omkring dér ligegyldig for Alt - og at Alt blev Dig til Pine i samme Nu som Du havde set Gerhard og Edith gaa bort sammen.... at Du saa gik paa Vinstuer - og omkring paa Sangerlokaler.... og 556 at Alt, hvad Du drak og Alt hvad Du saa' og hørte, kun var én stor Bekræftelse paa »at den store Pan var død« - at Kunst ikke existerede mere, eftersom - eftersom at......

Aa, hun elsker ham! Og jeg maa se at ombringe ham! Hvorfor løb jeg ikke efter ham - brødes med ham - kvalte ham - eller han mig? Saa var det forbi, forbi, forbi......

Nej men det er jo Vanvid. Hvorfor har han ikke samme Ret, som jeg, til at tale med hende i den flygtende Nats fortrolige Timer.... især efter »Nederlaget«, hvor han trænger til Trøst?

Og Ulf gav sig til at le: forlanger jeg Trøst for noget Nederlag? Pokker ivold med Kunst og Alt! Men se han har alle Kort paa Haanden: Liv og Sundhed og Arbejdslyst og Fremtid og Gud véd hvad det Vaas hedder..... medens jeg kun har hende; kun hende!

Kan man elske saa sinnlich-übersinnlich, at Alt udenfor dette Ene, denne Ene, er tomt Mørke? Kan nogen, som jeg, elske uden at attraa - og dog attraa Besiddelsen? Er det nødvendigt, at man dør, naar man er saaledes beskaffen - da det dog er umuligt at leve paa en saadan Lidenskab uden at være eller blive gal?

Maaske jeg er gal! Nu sidder jeg her - og derinde, nogle Rum borte fra mig, sover en ung Kvinde. Jeg vil sværge paa - jeg vil lade min Haand brænde af paa - at hun er kysk i sine Tanker, sanddru, god, stolt...... og dog er hun kun en Kvinde, kun et Menneske. Ogsaa hun har Fordringer paa Livet, frejdig, sund, ung, som hun er - og hun vil elske og blive genelsket! Det er den Længsel, som bølger gennem Verdensrummet; den Lov, hvorunder hvert Væsen bøjer sig; og naar nu Kunst og Literatur gaar i Vinterkvarter, naar de »store« i Aanden giver sig til at præke Oldkristendom, Askese, Dødelse af Livet her for at vinde et muligt hisset - maaske blot for her at finde Hvilens Nirwana - saa ser jeg et Kvindehoved bevæge sig langsomt benægtende, beskedent tvivlende - og de søde, kyske Øjne sænker sig under en Protest: Livet vil Elskov - Elskov er Gud - Gud er Kærligheden!....

Ja ja! mumlede Ulf og han støttede sit Hoved i sin Haand op mod Trappegelænderet. Maaske er jeg sindssyg - maaske uendelig klog og skarpsynet. Mit Legem er her, medens mit ulegemlige Væsen er borte herfra!

557

Og han syntes, at han begav sig hjem - hjem til Skyggens Bopæl. Det forekom ham, at det var Skærtorsdag Morgen. Dagen gryede stærkt. En Mælkevogn rullede op foran Huset - og dér stod han og satte Nøglen i Gadedøren. Mælkekusken sprang ned paa de glatte, dugvaade Stene, der skinnede i Reflekser fra Æthrens tiltagende Klarhed, hvorover lette, broncegyldne Smaaskyer drev for den friske Søndenvind. Frisk saa' han ud, denne Kusk med sit røde Skæg, æblemossede Kinder, Kasketten paa Sned. Godmorgen! hilste han og gav sig til at tumle med sine Blikspande. Det klang af Dag og Dagsgerning. Ulf lukkede Døren bag sig, syntes at han lukkede Dagen og Livet ude, steg i Halvmørket op ad de knagende Trapper - korn ind - fandt »Skyggen« sovende med et nedbrændt Lys ved Siden - blev paa engang rørt over Skyggen og forbittret paa ham - kastede sig tungt paa Sofaen og følte, at der inde i hans Bryst sad en Hulken, som var ved at kvæle ham.

Han hørte denne Hulkens Lyd; den forfærdede ham og han skammede sig. Han rev Flippen af og Skjortelinningen op, tømte Vandkandens Indhold over Nakke og Isse - saa' hen paa Sengen, kunde ikke udholde Skyggen dér - gik ind i det tilstødende lille Værelse, op og ned, op og ned indtil det begyndte vaandefuldt at synge indeni ham. Hvor kommer disse Idéforbindelser fra - med Rhytmedans over sig - disse Ord med Farveglød - et Noget, der glider ud fra Mørket, svinger gennem Lys og skærer i Hjærtet med sød Gysen og en angstfuld Fornemmelse af atter at skulle til at græde? Han sidder ved Bordet, med Papir foran sig, Pennen i Haand. I dette Øjeblik bøjer en hvid Skikkelse sig ind i hans Favn - og hun ser paa ham igennem Øjne, der græder, men uden Taarer. Hun lægger sine Arme - de slanke, barnlige Arme om hans Hals - og Ord vrider sig ud af hendes halvtaabne Mund, hvis Læber ere saa paafaldende røde i det paafaldende blege Ansigt: Vi er ulykkelige begge to - fordi vi er mere lykkelige end Mennesker mægter at være! Kender Du en Religion, som er evig? Der er kun en ! - alle de andre ere kun Forsøg, som har laant fra den - og de blegner, glider ud i Mørket, forsvinder. Tør Du nævne den? Det er Band og Baal for dig - Menneskenes Korsen sig - Kirkens Anathemer - Samfundets: Bort! ud af Synedriet!

558

Men i dit Øre tør jeg hviske Dig den.... For vel er det Skærtorsdag, og alle Bandbullerne oplæses Verden over, og Kætterne brændemærkes, og Autoriteterne triumferer - men paa denne Dag vasker Pave, Kejser og Kejserinde, Kongen af England og mange, mange store Folk i Ydmyghed de Fattiges, de Lidendes, de Ulykkeliges Fødder. Du og jeg, vi er de Fattige, de Ulykkelige - vi har forskrevet os, vor Frihed, vor Person - men vor Sjæl er fri! Og idet vi klamrer os Legem til Legem, stiger vi, Sjæl mod Sjæl, op efter imod det Evige. Du sitrer! Du taaler ikke denne Fart, svage Mand, som Du er! Men jeg er Heksen - Skærtorsdagsnattens unge Heks - som bryder Troesbekendelsens Skranker, Fornuftens Grænser, Statskalenderens Baand - alle Love undtagen den eneste evige: Elskovens! Fik de mig i deres Magt, de dernede: hvor stenede de mig ikke, brændemærkede mig, slæbte mig i Skarnet, bandt mig til Pælen, antændte Veddet og takkede Himlen, at denne Forargelse blev kvalt af Røgen og tørret til Aske af Flammerne! Kom, Elskede! Tør Du? Ikke til nogen Tromskirke gaar det, ikke til noget Bloksbjærg! Hvad skulde vi dér? Hvad har jeg at gøre med den gustne Cyniker, den hæslige Spotter, hvis Magt jeg har trodset hele mit ringe Liv igennem - sanddru, som jeg har været i min Fornedrelse, stolt i mine fattige Kaar, uafhængig i mit Fangenskab, undseelig i min Stads, ulykkelig under min Svaghed, kysk i mine Tanker, øm og hengiven i min Kærlighed! Med ham , Fristeren og Spotteren, har jeg intet at skaffe - og han intet med mig!

Men i det grænseløse Rum, hvor de mylrende Stjærner kredser om Sol efter Sol og smiler ad vor lille Jordfunkes Myther - dér vil jeg stige med Dig, indtil vi føler vore Legemer svinde ind og pustes bort. Da ville vore Sjæle i unævnelig Henrykkelse favnes som én skinnende Gnist, der oplyser Vejen imod den store Urgaades Mysterium!

Kom! kys mig! - og føl den eneste Friheds Lykke: at dø! - -

Ulf var atter vaagnet op af sin Bedøvelse, sin Rus, sin Hallucination - han kunde ikke give sin Tilstand noget Navn, men idet han saa' sig siddende her, lænet op mod Trappegelænderet, foran Ediths Dør, følte han, at han maatte blive gal - hvis ikke hun vilde 559 tage hans Angst og hans Tvivl fra ham, berolige ham, trøste ham - blot lægge sin Haand paa hans Hoved.....

Gjorde hun det ikke, vedblev denne Dør at være lukket for ham - paa denne tavse, haanlige eller ligegyldige Maade, hvorunder livløse Genstande formelig kunne synes at tænke, ytre sig højt, handle - saa maatte han dø. Han var, syntes han, naaet til Tingenes yderste Grænse.

Og han ringede - stærkt, gentagne Gange.