Drachmann, Holger

Tiden gaar.

Hvad der nys er hændet os, kan paa engang forekomme os saa sælsomt fjærnt; og ransager vi vor Hukommelse, kan vi finde som 565 Slut paa en hel Række Lykke- og Smærtefornemmelser dette Ord fra daglig Tale: Tiden gaar.

Edith er optaget af sin syge Broders Pleje, ofrer sig ganske for denne Kærlighedsgerning, som havde hun netop ventet paa en saadan Opgave. Gerhard har kun behøvet et flygtigt Blik paa hende og paa ham, for at føle, hvorledes alt er forandret her i dette lille Hjem. Det er blevet til et Hjem - den syge Digters og hans Søsters; milde, store, forsonende Magter breder deres usynlige Vinger her, hvor en energisk, livskraftig ung Kvinde kæmper for at fravriste Døden dens Bytte. Ediths Blik paa Gerhard havde sagt ham Alt: Ulf taaler ikke at se nogen - allermindst den tidligere Ven; dette Hus forbliver lukket - kun Døden kan aabne det - og Døden kæmper vi imod!

Men da Gerhard gik bort, hviskede han for sig selv: ingen kommer her - jeg ikke - men saa er Halvvig ogsaa udelukket. Nu er der sket, hvad der skulde ske. Og med mig er det bedste sket..... jeg som haaber, at Ulf maa leve!