Drachmann, Holger Forskrevet

Intermezzo

En tidlig Formiddag - Slutningen af April. Over den lange, brede Færselslinje - Gamle Kongevej - lægger Solen sig fra hvide, kølige Skyer. De driver deroppe i Luften, de kølige, altfor gennemsigtige Foraarsskyer. De har endnu ikke faaet det rette Greb paa at fortætte sig og antage plastiske Former. Ogsaa de spejder efter Varmen - og i Ventetiden suger de Skorstenenes Røg op til sig, mætter sig paa den, og drager afsted med den, for at lade den dale som fin, blaa Taage ned over Tage, Gavle, Træer i Perspektivets Dybde. Vintren har været stræng og lang. Alt har ligget knuget. Men Hovedstaden har denne Elasticitet i sig, som kun synes at behøve nogle Nætters Regn og den første Solskinsdag for at ytre sig i Færsel, Arbejde, frisk Humør.

Vogne: alle Slags. Arbejdsvogne læssede med Kul, Brædder eller Mursten - Droscher - Kvægtransportvogne - Mælkevogne - Bryggervogne - de forskellige store Udsalgssteders Firma-Ekvipager... afsted ruller de; og medens store, gule Hunde jagter om imellem dem, og gamle Damer staar fortvivlede over ikke at kunne komme tværsover Gaden, skrangler en tom Skraldevogn ud paa Fangst med tre »fidele« Lazaroner klumpende sig sammen paa Forsmækken. Den Enes brune Enspænderfrakke skinner agurkegrøn, naar Solen falder over den; den Andens »Islænder« er Stopning ved Stopning; den Tredje - Kusken - er som sammensyet af Lap paa Lap, dækket bag et Forklæde, som vilde have bragt Teniers og Ostade i Henrykkelse. Disse tre »gamle Hollændere« ler paa deres Skarnager-Triumfvogn ad hele Verden - som skulde de indtage en Verden! Politibetjenten værdiger dem et trevent Genkendelsessmil. Den Alvorsmand kan ikke benægte, at Kusken for nogle Aar tilbage var en flink Mur-Polerer, som mistede sin Politur ved »Krach'et« - og at han dér i Islænderen selv har været Vognmand og i Kompagni med den Kaffegrønne! Nu besørger de Dagrenovationen - og den Ene ler, slaar ud med Haanden og hilser Politibetjenten: Der skal Nogle til det Værste! Hyp! hæng i, Københavner! Hovedstaden er elastisk. I næste Omgang kan vi være Værtshusholder - og da 601 vil den uniformerte Alvorsmand næppe vægre sig mod den tilbudte Bajer! Den er ham vel undt. Vi ere godmodige Folk her i Hovedstaden!

Der er maaske kun den rette Filosofi og de rette Filosofer, naar vi kommer ned i det Samfundslag. Ingen kender kanske Livet - og Ingen kan føle dets hele Fylde af Mulighedsuendeligheder - som ikke til en Tid har kørt Skraldevognen.

Hyp!

Og Skoledrengene, som har kastet deres Overfrakke, men endnu beholdt de højskaftede Støvler, plasker i hver en blinkende Søle, der langs Nordsiden af Vejen strømmer over Fortovene fra Havernes Rester af jordslaaet Sne. Skolepigerne gaar to eller tre sammen, tæt op til hinanden - maa absolut hviske de mindste Ubetydeligheder paa den mest intime Maade - indtil de bliver kaade i Foraarsluften og slænger med de Fløjels Tornistre eller de tilbundne Poser ad de gøende Hunde. Disse Hunde, stumprumpede, langbenede, sortsnudede, ældre, yngre, smaa eller store, som man nu drakonisk vil tillivs, fordi de unægtelig kan samle et Opløb ved deres Naturligheder eller skræmme en fintfølende Sjæl: aa ja! Men hvorfor ser ikke de samme skarpe Øjne, der forfølger Hundene, at vor Hovedstad bliver kedsommeligere i sit Præg for hver Dag, der gaar? - og at netop disse forfløjne Vagabonder spreder Ensformigheden og lokker et Smil frem i Alvorsminen?

Hejsa! Proletarer! hop og spring, saa længe Dagen tilhører Jer! Og flaar I min Drengs Bukser eller bærer I Jer uartigt ad op ad mit Stakitværk - saa vil jeg knibe et Øje til og mindes alle de Løjer, I Firbenede har gjort for mig, naar jeg var bedrøvet over mig selv eller vred paa mine Med-Tobenede!

Saa er der disse Butikker: Slagterens, Bagerens, Grønthandlerens, Melhandlerens, Høkerens, Urtekræmmerens - det er, som de alle uvilkaarlig aabnede sig for at indtage Kunder og Foraarsluft... og de vimse Tjenestepiger synes med deres Kurves Størrelse at antyde Herskabernes vaagnende Købelyst og Evne. Disse fornøjelige Tjenestepiger - vore uundværligste daglige Medskabninger - hvem intet kan kue - ikke den lange Vinter, med Kul- og Brændeslæbning, Staaen i Vaskebaljen, i Træk og Køkkenos - uopslidelige trods Husmødrenes Gnavenhed, Børnenes Urimelighed... de hopper nu paa nedtraadte Sko ud og ind hos de Handlende - kurtiseret af Fiskemanden, der holder paa Hjørnet med sin Kærre, dette dryppende Hyttefad paa Hjul, ud af hvis Beholdning han tager en Rødspætte, kniber den i Halen for at faa den til at blive »sprællevende«.

602

Eller de staar - disse fikse Tjenestepiger - i de aabne Vinduer ud mod Villaernes Smaahaver... de ryster de blommede Gardiner - de brogede Støveklude - ler til Bagerens Kusk - og trækker sig tilbage, ivrig optaget af at flytte Blomsterpotterne, naar Husfruen kommer ind og spørger: Stine! hvor har jeg nu igen gjort af Nøglen til Buffeten? -

Og disse Villaer - her over hele dette Kvarter - paa begge Sider af de to Færselslinjer - med de indbydende Vej-Navne: Kastanie-, Akacie-, Ahorn-, Platan-, Lindevej - hvad de nu hedder... ret et Kvarter, som opfordrer vort Foraar til dog endelig engang at aflægge sit Besøg! Det er ikke de store evropæiske Hovedstæders prunkende Millionær-Villaer, der maa kunne stikke saa mangen sulten, hjemløs Stakkel i Øjnene. Det er Embedsmandens, den heldigere Handlendes, tilnød Videnskabsmandens jævnt fordringsløse Asyler. Har den Ene Spejlglasruder og en lille udbygget Vinterhave mere end den Anden, saa har de Alle tilsammen ikke overdrevent meget at misunde hverandre: Indkomsterne, Skatterne, Selskabeligheden nogenlunde ens... to »Middage« om Aaret, og forresten Familieaftner, hvor man gør lidt Musik, snakker lidt Politik, og keder sig godmodigt, indtil Elleve-Sporvognen bringer Gæsterne til Byen og Huset tilkøjs!

Disse Smaahaver, som gør hele Kvarteret til én sammenhængende Have, udparcelleret à saa og saa mange Kroner pr. Kvadrat-Individ! Ja - maaske klumper Individerne sig for tæt sammen! og muligvis kunde nogle Rigmænds Parkanlæg gøre godt! Men Forholdene er Forholdene. Her kan en Kunstner leve - tæt op ad Byen, og dog fjærnt fra Brostenene... her kan han, naar han selv vil være lidt varsom i Begyndelsen, huse og bygge paa sit eget Enemærke, lidet opmærksom for og lidet generet af, hvad Nabo og Genbo tænker og mener, koger og spiser. Her kan man indrette sit Studereværelse, sit Atelier - borte fra Vejen, ud mod denne Have, som ogsaa venter paa Foraaret. Og medens Haven venter, og Roserne endnu staar omviklede med Bastmaatter, som Fakler, der skulle stikkes i Brand - saa har Aprilsolen allerede gennem de klare Skyers Brændglas tændt smaa hvide, gule eller rødmende Gnister dér langs Murens Sydside. Træerne ere nøgne, Buskene ere nøgne, Murens Espalier er nøgent - men i Randen af de ovale Bede glimter det spirende, forjættelsesrigt, vaar-smilende. »Det er Vintergækker!« siger Stu'pigen. »Jeg tror, jeg vil knibe et Par Stykker og sende en til Urtekræmmerens Svend og en til Bagerens Kusk! Lad dem saa se, om de kan gætte!« -

603

»Det er Krokus, det er Primuler, Hyacinther, Liljer - det er Pintsens Friluftsbørn!« siger Solen og kniber Øjet missende til.

Solen er den store Optimist, Sangviniker, Sommer-Profet. Han ser allerede i Aanden disse Græsplæner grønnes, Buskene tættes, Træerne løves. Det støver derude paa Hoved-Vejen, hvor Sporvognsomnibussen, knaldende-mønjerød, lunter afsted i Middagsheden. I Sidevejene er der Skygge - Fred - Fuglesang og dæmpet Pianoklimper. Villa er skjult for Villa. Trækruden i et Ateliervindue staar aaben - og ind i det svale Rum strømmer Duft af Blomster, varm Luft, Reflexer fra det tætte Grønne. Dér sidder en Mand inde og arbejder flittig den hele Dag. Naar Skyggerne bliver lange og Lyset gyldent, rejser han sig - med en god Samvittighed og en god Appetit. Den gamle Husholderske har Maden færdig og Bordet dækket nede i Stueetagen. En Ven af Maleren er buden til Middag. De spiser, drikker, drøfter Tingene - og indsuger Havens Aroma gennem de vidtaabne Vinduer og Døre. De bliver siddende længe. Den blide Skumring lister sig - umærkelig som Livets Alder - over dem begge. Gæsten løfter sit Glas, ser gennem det op imod det rødmende Lys og siger, idet han langsomt nedsvælger Amontilladoen: »Du er et lykkeligt Menneske med din Harmoni - dit lille Havehus - din »tørre« Sherry - dine Anlæg for det, som man engang kaldte Poesi! - Skaal!« -

( Literatur og Kritik bd. 3, dec. 1889 (1890))