Drachmann, Holger

Jeg blev gift ganske ung. Altsaa skulde den hellige Grav være vel forvaret - efter vore Samfundsreformatorers Mening. Det tidlige Ægteskab!

Jeg ræsonnerer ikke, jeg fortæller.

Blot dette vil jeg understrege, at jeg - som senere fik Ord for ganske det modsatte - begyndte som den pure Maaneskinsidealist. Guderne skal ellers vide, at Skolen gjorde sit for at fortrænge Maaneskinnet. Anede vort Bourgeoisi, hvor galt det egentlig var fat med dets Opdragelsesfabriker, det vilde ikke helme før det havde rusket Autoriteterne op af Søvne og faaet Fabrikerne slaaet i smaa Stumper à 20 Drenge paa én Forstander - højest regnet. Men videre!

I Lømmelalderen og det første Studenteraar var mine Kammerater Kortspillere, Skørtejægere. De drillede mig og gjorde Nar ad mig for mine Særheder.... unge Mennesker kan ikke lide »Undtagelser« - saa lidt som Samfundet kan det. De fik mig med paa deres natlige Komments; jeg tiltaltes af det irregulære Liv - af Farven kan jeg kalde det - i disse grønne Bakkanaler. Udskejelserne frastødte mig, Farven tiltalte mig. En Slump af Kammeraterne er senere gaaet rabundus. En enkelt har jeg truffet nu og da - og hans Forbavselse har moret mig: Du, vor »Josef«, Du er blevet til den gale Ulf! -

Det forholdt sig rigtigt. Jeg var relativt en Josef iblandt Brødrene. Hos mig, Fantasten, Idealisten, stod Begreberne Dyden og Kvinden i en Glorie, som paa en Gang skræmmede og tiltrak. Kom der unge Damer i Besøg derhjemme, saa krøb jeg under Klaveret. Naar Pigebørnene i Kaadhed 605 - hvor var de kaade! - legede Kæreste med mig, saa blev jeg purpurrød af en indre Fryd og angestfuld Længsel, som jeg end ikke kan finde ét præcist Ord for nu. Jeg beundrede, skælvede, og lod mig henrive - bestandigt i Afstand. Jeg begik Bunker af Breve og Vers. Men da jeg en Gang havde sendt en af min Halvsøsters Veninder et formeligt Frierbrev, og da hun - Skælmsmestren - i dybeste Alvor besvarede det og satte mig Stævne, saa laa jeg frysende af Feber om Natten og vovede ikke saa meget som at se paa hende Dagen efter, da hun gjorde Visit. Hvor de lo ad mig!

Jeg vilde absolut være »Ridder« for Kønnet - men med nedslaaet Visir. Jeg fløjtede og sang den tyske Romance:

Die Dame, die ich liebe, nenn' ich nicht....,

udgydende mine hede Taarer derved. Jeg husker det, og ler ikke.

Saa forefaldt der iblandt Kammeraterne en Begivenhed, som rystede mig dybt.

En af Vennerne, pur ung, tidligt udviklet, flittig og ærgerrig, begik Selvmord. Senere har jeg oplevet dette for os Danske navnkundigt blevne »Tilfælde« mindst fem Gange blandt mine Venner.

Det slog som et Lyn ned iblandt os: Han har skudt sig! Det gaadefulde ved Sagen forøgede min Angest, min Beklemmelse - Frygten for mig selv og mine Drifter. Han syntes at have næret en skjult, hæftig Kærlighed for en vakker lille Pige. Om hun har besvaret hans Følelser eller ej, om han med Pubertetsalderens Uberegnelighed følte sig »ulykkelig« eller maaske altfor lykkelig - det kom aldrig til vor Kundskab. Netop den Alders Følelser er saa indbyrdes stridende - og i den Alder lader Fædrene oftest Sønnerne sejle deres egen So! Vist er det, at hans lidenskabelige Temperament lod ham begaa Udskejelser sammen med Kammerater - maaske ophidset af Spil og Drikkevarer..... og Sandsynligheden er da for, at han har følt sig »uren«, fornedret ligeoverfor sit Ideal.

I og for sig et rosværdigt Træk; - blot, at det ikke kan gøres om! Den unge, sarte Sjæl krymper sig saaret, dèr hvor Manden finder Undskyldninger om ikke Retfærdiggørelse for sine Handlinger.

Og han ladede Pistolen og skød sig gennem Hovedet.

Jeg saa' ham ikke. Det vilde have været altfor forfærdeligt. Eller maaske det var end mere forfærdeligt, at jeg ikke saa' ham men lod min Fantasi udmale sig Billedet.

Først blev jeg dobbelt sky. I Hjemmet var det en »Skandale«, med Advarselsprækner for mig og Kammeraterne. Saa fulgte et Omslag hos mig. Halvlysets Verden og Halv-Verdnens magiske Skær begyndte at øve sin 606 Tiltrækning paa min Indbildningskraft. Jeg forlod Maaneskinnet - jeg mødte en Verden af Lidenskaber.

Det var ikke mine Kammeraters galante Æventyr i den lavere Sfære, som fristede mig. Jeg var for kræsen - eller for bange. Aristokrat har jeg altid været, og en »Nimbus« har jeg forlangt.

Der var en ung Mand, kun nogle Aar ældre end jeg, eneste Søn af hvad man kalder »gode« Forældre; Faderen en højt anset Embedsmand med privat Formue, var nyligt død, og Sønnen, der vidste sig som Arving, havde fuld Lyst til at tage op paa Arven. Han levede ganske aabenlyst i Forhold til en ung, smuk, pikant Enke. De tænkte ikke paa at gifte sig; den unge Mands Moder vilde absolut ikke tillade det, og den unge Enke havde kun Raadighed over sine Midler imod at hun ikke indgik Ægteskab. Hendes Mand syntes at have været en raffineret Libertiner af den Slags, som ellers kun antræffes i udenlandske Romaner. Han vilde pine hende endogsaa efter Døden.

Over de to unge, smukke livsglade Mennesker laa et Skær af Romantik - for mig i det mindste. Vore Samfundsfilistre saa' Sagen anderledes. Men det æggede mig. Jeg kom til at udgøre et ikke uvæsenligt Element i denne fri Ménages snævre Kreds af Husvenner og Snyltegæster. At jeg ikke tænkte mig selv blandt de sidste, følger af sig selv. Selskabet var ganske vist blandet; der hørte et vist borgerligt Mod til at færdes dèr. Jeg vilde trodse, og jeg var Ridder om ikke for den anfægtede Dyd, saa for den ilde anskrevne Frihed. Det unge Par lod Pengene rulle, kørte, red, laa paa Landet, gjorde Rejser og Gilder. De morede sig, og de satte Pris paa at andre morede sig med dem. Min Melankoli begyndte at vige. Livslysten mældte sig; og saa var det Halv-Verdnen, den forbudne! Romantikens Stjærne stod over dette Liv..... derhjemme stod Konveniensens Moderatør-Lampe paa Fru Mamas Dagligstuebord.

En Episode fuld af Taabeligheder - men ganske harmløs for mit Vedkommende. Jeg kom i Grunden til at holde baade af ham og hende; de holdt virkelig af hinanden, og den Forargelse, de gav, var i hvert Fald usminket og aabenlys.... jeg vidste anden Slags Forargelse, som blev dækket.

Det gik et Par Sommere saadan. Unægteligt kunde jeg have bestilt noget nyttigere - men paa den anden Side blev mit Væsen slebent, mere elastisk, befriet for en Del Kejtethed og navnlig for et æstetisk Hovmod, hvortil Drømmere i smaa, bornerte Forhold gærne henfalder. At jeg kunde have taget dybere Skade, indrømmer jeg. Men mine tidligere Kammerater 607 da - med deres Knejpeliv, deres Gadestævnemøder osv.? Jeg drak i hvert Fald god Vin; jeg lagde mig efter Fransk og Engelsk, som jeg radbrækkede i Selskab med Attachéer og Industririddere, hvis ydre Form i hvert Fald modsatte sig Plumpheder og Sjofelismer. Der var - i det ganske smaa - noget af et »Kærlighedshof« ved dette mit Bekendtskab. Mine erotiske Poesier begyndte at strømme friere, sundere, elskværdigere.

Vanskeligt er det for en Mand at finde Traaden, der holder hans Indskydelser og Bevæggrunde sammen. Vanskeligere endnu at bestemme de fine Traade i Ynglingealderens brogede Væv. At føle sig, saa ung, som Renommist, det smigrer Forfængeligheden. Utvivlsomt har det været smigrende for mig.... og jeg nød den Triumf at ærgre Familie og Slægtninge. Men væsenligst tror jeg, at jeg fornam min erotiske Trang tilfredsstillet ved at leve saa tæt op ad et Forhold, der ydede min Fantasi Næring uden at sætte mine endnu barnlige Forestillinger om slet og godt paa altfor haard en Prøve.

Senere hen, naar jeg tænkte tilbage derpaa, dukkede uvilkaarligt Begrebet »Skønhed« op for mig - Skønhed, som altid er parret med Frihed. Ungdommen vil altid Friheden - men det er ikke altid at den faar Skønhedsfornemmelsen med sig paa sit Felttog imod Filisteriet. Familie og Slægt troede mig allerede halvt fordærvet..... og jeg har maaske ikke været saa nær ved »Uskyldighedstilstanden« som den Gang.

Episoden endte. En Dag modtog jeg en Billet, skreven af Damehaand. Konvoluten havde en adelig Krone over Initialet. Det var den unge Mands Moder, som bad mig om en Samtale i hendes Hjem. Jeg anede Taarer, Bibelsprog og Fortvivlelse. Men afslaa kunde jeg vanskeligt. Jeg tog min bedste Frakke og mit fineste Slips paa og fandt mig staaende temmelig beklemt i hendes Entrée. En alvorlig Tjæner i Sort tog mit Kort og mældte mig. Hun sad, sortklædt, i en højrygget Stol ved et ovalt Bord bedækket af kvindelige Haandarbejder, som rimeligvis gik til Bazarer for Tjænestepigehjem og Børnehospitaler. I Sofaen, bøjet over sit Arbejde, sad en ganske ung Pige, meget bleg og meget smuk, ogsaa i Sort. Den ældre Dame rejste sig, tog min Haand og bad mig sidde ned; samtidig gjorde hun en Bevægelse hen imod den unge Pige og sagde: Det er min Niece, som er opdraget hos mig. Hun er ganske som min egen Datter!

Jeg satte mig. Det var virkeligt en fornem Dame, jeg havde for mig. Man kunde læse Sorg og Græmmelse i hendes Træk; hun maatte have været en Skønhed som ung. Men det blev hverken til Taarer eller Bibelsprog. Hun ytrede ingen Sorg over Sønnen - den skinnede igennem af sig 608 selv - kom ikke med Bebrejdelser - dem følte jeg, som tyngede de paa mig selv. Hun nævnede, at han som Dreng var kærlig og god - at hans Fader maaske ikke havde taget ham rigtigt, snart forkælet ham, snart revset ham for haardt. Saa døde Faderen, netop som Drengen kom ud i Verden; og saa var der denne Formue!.... Hun gjorde Rede for den, som om jeg havde været juridisk Konsulent; hævdede bestemt, at Rygtet langt havde overdrevet den. Kun ved fornuftig Økonomi vilde Sønnens Fremtid kunne sikres uafhængig... vilde han fortsætte det Liv, han nu førte, saa.... Her dirrede Læberne, og hun henvendte et Spørgsmaal direkte til mig:

Kunde De ikke anvende Deres Indflydelse paa min stakkels Dreng? De ser saa god og - jeg tror næsten hun tilføjede - uskyldig ud!....

Hun kunde ikke have taget mig paa et ommere Sted.... og alligevel hørte jeg kun halvt paa hende. Hele min Opmærksomhed var fæstet ved den unge Pige, som ikke sagde et Ord, men hvis Blik jeg fornam indeni mig som en stum Inkvisitors.

Den unge Enkes Navn blev ikke nævnet; alligevel var det hende, som beskæftigede disse to Kvinder...... det var ikke vanskeligt at mærke. En af Livets Romaner begyndte at skrive sig ind i mig.

Der var ikke meget at svare til den ældre Dames Bøn. Jeg tror dog, at jeg svarede naturligt og taktfuldt. I hvert Fald følte jeg ikke den Utilfredshed med mig selv, da jeg nu gik, som da jeg kom. Jeg trykkede den fornemme Dames hvide, smalle Haand; hun saa' mig med et sælsomt forskende og tillidsfuldt Blik ind i mine Øjne.

Tjæneren lukkede mig ikke ud; det gjorde derimod den unge Pige - Jutta, som jeg hørte hende blive kaldt. Hun hjalp mig i min Paletot, skøndt jeg søgte at forhindre det. Et Øjeblik stod vi og saa' paa hinanden. Hun var vistnok en nitten, tyve Aar, men syntes yngre. Noget saa slankt og fint, næsten henimod det sygelige, havde jeg ikke set. Skuldrene sad maaske en lille Kende for højt, men hun bar Hovedet gratiøst; de dunkle Øjne var paa en Gang blide og energiske. Kjolenederdelen sad - imod den Tids Mode - temmelig stramt om Hofterne, og paa disse slanke Hofter vuggede det sarte Overlegeme sig, som - som - en Blomst paa sin Stængel... jeg kan ikke finde nogen anden Betegnelse! -

Vi stod som sagt et Øjeblik og ligesom maalte hinanden. Saa spurgte hun sagte, idet hun saa' ned for sig: Finder De hende meget smuk - eller - meget elskværdig?...

Jeg kunde ikke tvivle om, hvem hun mente; men førend jeg fik svaret, havde hun fæstet sine Øjne paa mig og sagde:..... Aa, det er skændigt - 609 for han vil aldrig blive lykkelig med hende..... men smuk er hun - hun har Figur - og det er jo det , som Mændene..... ikke sandt, det er det , som..... aa jeg véd ikke, hvad jeg siger!

Hun græd, rev sit Lommetørklæde op og bed krampagtig deri. Jeg stod maallos. En saadan Ophidselse - et saadant Udbrud havde jeg aldeles ikke forberedt mig paa. Jeg rakte Haanden ud, trak den atter tilbage, ønskede mig hundrede Mile borte, lovede mig selv, at jeg aldrig skulde optræde som Tillidsmand og Fortrolig. Jeg bar mig ad som en stor Æsel og som en lille Dreng. Og saa sagde hun, idet hun med ét lukkede Døren op ud til Gangen, i en besynderlig tør, fjendtlig Tone:

Gaa saa! Jeg tror ikke, at De gor nogetsomhelst for os!.....

Og efter mig ned ad Trappen raabte hun bævende, med sammenbidte Tænder: Hils Parret!

Jeg var ikke stor i mit eget Omdomme, da jeg gik hen ad Gaden. Det var en dejlig Sommerdag. Himlen blaa, Folk glade; Væddeløbssporten var lige indført hos os; alle skulde ud til Skoven; en Kapervogn kom jollende forbi; Kusken vinkede, at der var en Plads endnu. Jeg sprang op; jeg vilde ud til »Parrets« Landsted.

Han vilde have redet med i Gentlemansløbet; men i sidste Øjeblik var hans Favorit bleven syg. Nu var han fortrædelig og hilste mig tvungent. Hun var allerede væddeløbsklædt; en Kjole aflyst Raasilke sluttede som en Amazones Pansersærk om det elastiske Legeme. For første Gang maaske tog jeg rigtig hendes Figur i Øjesyn. Hvor den var spænstig-yppig, ret som af Staal, der vilde trodse Alder og et ekstravagant Livs Strabadser!

Hun søgte ved pudsige Indfald at forjage hans Gnavenhed. Efter Bordet sendte hun ham ind i Paaklædningsværelset, for at han kunde gøre sig »uimodstaaelig« - den smukke, slanke, skulderbrede Adonis, som han var. Og han kyssede hende, idet han bøjede hendes Stol helt bagover, saa at hun med et lille Skrig halvt svævede i Luften og viste sine elegante smaa, højvristede Fødder.

Jeg saa' beundrende paa hende. Hun lo; hendes Overlæbe krummede sig op over to skinnende hvide Tænder.....

Jeg deklamerede Aarestrup:

Har en mere rosenrød Mund
sin Elsker kunnet bide? -

Og hun kastede Servietten efter mig.

610

Da han, med kendelig Fornøjelse over Citatet, havde lukket Døren efter sig, skubbede hun Maraschinoen over til mig, tændte sig en Cigarret og sagde, tilbagelænet i Stolen med sine graa livslystne Øjne fæstede paa mig:

En lille Fugl har sunget noget for mig om et Besøg, De har i Sinde at aflægge - eller maaske allerede har aflagt!

Jeg forsøgte at se ligegyldig ud.

Fik De saa Prækner? spurgte hun.

Jeg dukkede Hovedet og havde ikke Lyst til at svare. Hun forekom mig i dette Øjeblik mindre bedaarende. Den gamle Dames Øjne stod tydeligt for mig.

Aa, bryd Dem blot ikke om det! sagde hun; jeg tager mig det ganske let. Men sig mig - saa' De Frøken Jutta?

Jeg hørte hendes dæmpede Latter..... der var ingen Ondskab, maaske kun Overmod deri..... men da jeg nu saa' paa hende, gjorde hun en ugengivelig Bevægelse med Skuldrene, som hun skød opefter og derpaa atter lod falde i deres symmetriske, fristende Leje. Og hun smilede.....

»Aa, Kvinder! Kvinder!« tænkte jeg.

Han kom ind, godmodig selvtilfreds, struttende af en Ungdom og en Sundhed, hvorpaa man dog kendte de trukne Veksler.

Naa! hvad stikker I Hovederne sammen for? spurgte han og raabte paa Kusken.

Brynjulfsen har været hos din Mama! sagde hun.

Han har Pokker....Velbekomme! lød Svaret. Det var sorgløst, tankeløst.... al Alvor kedede ham.... og han saa' paa sit Guldremontoiruhr og sagde: Jeg haaber, at den kære Mama ikke har sat Dem Fluer i Hovedet.... Dødogpine! vi maa af Sted! -

Af Sted tog vi. Hun kørte Spandet, to herlige Fukser, der bed i de Nysølvs Skumkæder og stænkede sig over med hvid, utaalmodig Fraade. Han sad ved hendes Side i den høje, smalhjulede og bredsporede Char-abanc; jeg alene bagi.

Jeg var utilfreds med mig selv - med Vejret, som var straalende - med min Dragt, som forekom mig latterlig og som ikke var ganske ny. Jeg havde skiftet Klæder oppe paa Værelset og - jeg véd ikke hvorfor - trukket i et kaffebrunt Sæt, med lysebrun Filthat, et højrødt Silkeslips bundet i Sømandsknude, paillegule Handsker. Jeg maa have lignet en lang Abe.

Folk saa' efter os. Men det var vi vant til. Jeg syntes, at alle gloede paa 611 mig i Dag. Min Forfængelighed var angrebet.... og noget endnu dybere i mig saaret. Stedse stod Moderens Blik for mig. Jeg begyndte at tænke paa: dersom Du nu selv var som han dér.... og havde din Moder i Live!! Og jeg følte mig ulykkelig. Saa tænkte jeg paa Frøken Jutta: Hun har i Grunden kastet dig ned ad Trapperne! Og du har fortjænt det, din Æsel!....

Jeg har aldrig haft Smag for Væddeløb - dette pseudo-aristokratiske Dyrplageri; mindst af alt for Væddeløbene herhjemme.... vi har ikke Luksus og Kapital dertil, og de svarer ikke til vor Folkekarakter.

I Dag ønskede jeg, at jeg var langt underjorden i Stedet for at spankulere over Saddelpladsen med min Ven og hans Veninde. Jeg havde søgt et Ridderlighedens Martyrium i at udfordre og trodse Folkesnakken. I Dag hørte jeg kun altfor nøje efter, hvad Folk sagde - og Braaddene blev stikkende i mig.

Jeg saa' hverken efter Heste eller Ryttere - jeg stod og surmulede - hun lo ad mig - han spurgte, om jeg ikke vilde parere - jeg virrede med Hovedet og tænkte ved mig selv: dette skal være sidste Gang... blot jeg kunde forsvinde! Og mere og mere generende blev Opmærksomheden rundt omkring os.

Saa hørte jeg en Stemme bag mig. Jeg kendte den tørre, kvækkende og slæbende Tone. Det var en af Slægtningene - dem fra Bredgade. En halvgammel velhavende Bonvivant - en Sladderhank, der piner Alverden - sætter Folk sammen - en løbende Avis.

Nu begyndte han. Jeg skulde høre det: »Nej, jeg maa sige, jeg havde ikke troet det! Det er infamt - saadan en Grønskolling som han er - og saa være Snyltegæst dér !«....

Jeg vendte mig rasende. Hun klemte min Arm haardt. Jeg saa', at hun blev rød; det var første Gang.

Maa jeg spørge?... begyndte jeg; men jeg var altfor hidsig; jeg blev stikkende i det.

Kom bare! kom! sagde hun og trak af Sted med mig. I det samme lød Raabene: Der er de! Den Gule er forrest - nej den Røde! Hurra!....

Alle trykkede sig sammen og gjorde lange Halse..... jeg saa' mit Snit og kom bort bagom Estraden. Jeg gik hastigt til - var nær bleven redet ned af en Husar - kom udenfor de bagerste Rækker - og satte saa i strakt Løb hen over den store Eremitageslette - som i dette Tilfælde forekom mig at være den modbydeligste flade Brakmark, jeg kendte.

Jeg drev omkring inde i Skoven mellem Træerne. Snyltegæst! Snyltegæst! lød det stadigt i mine Ører.

612

Og det var jo sandt - i hvert Fald sandt for de andre. Hvad Gavn gjorde jeg? Hvad tænkte jeg paa? Hvad førte dette Liv til? Til intet! Snyltegæst!....

Jeg gav mig slet ikke Stunder at fore noget Forsvar for mig. Min Ærekærhed var truffen midt i Prikken. Og jeg havde ikke en Gang faaet slaaet ham i Ansigtet - ham, som udskod den giftige Pil.

Jeg var meget ung.... og meget langt fra at være fordærvet.

Da jeg havde faaet gaaet noget af min Ophidselse - og en stor Del af Eftermiddagen bort, landede jeg ved Kirsten Pils Kilde: den Havn, hvortil ofte en modfalden Københavner er tyet.

Dér bemærkede jeg et Selskab. En ung Mand, Kontorist eller begyndende Forretningsmand, omgiven af nogle unge Piger, synligt hans Søskende, med et provinsielt men vakkert, fordringsløst Snit paa sig.

Den unge Herre var allerede københavniseret - det saa' man; tillige var han den »gode« Broder; han havde aabenbart spenderet Turen. Han var sig sin Værdighed, sit Ansvar bevidst - muligvis sine Opofrelser ikke ganske ubevidst - livlig, rastløs, i Besiddelse af den fornødne Dannelse - en smidig Figur, der utvivlsomt vilde gøre Karriere.

Min Opmærksomhed var delt mellem ham og de glade, fornøjede Pigebørn, der vilde more sig i Dag - og ikke havde Hovedstadsdamernes trykkende Fornemmelse af at være kendte og iagttagne.

Pludseligt studsede jeg. I den lyse Sommeraftens begyndende Dæmring - hernede under Træernes Kroner, hvor Kilde-Teltet og Lovet skyggede - lagde jeg forst nu Mærke til den yngste, maaske Askepot iblandt Pigerne. Hun sprang som et Raavildt fra Teltet over til Kilden for at hente en Karaffel Vand. Selskabet skulde have den historiske Ryste-Toddy med Sandkage til; og den »yngste« maatte springe. Hun var slank, spinkel, netop lige udvokset; Kjolen lidt for kort; de fine Skuldre sad en Kende højt, Hovedet lignede en Sydlænderindes, med denne skære, blege men ikke sygelige Teint, som det dunkelblonde Haar indrammede paa en saa rørende barnligt-jomfruelig Maade, og hvori et Par store, lidt forbavsede Øjne ligesom svømmede i vage Anelser om at tilhøre en Skønhed i Knop, lige før Gennembruddet.

Hun havde lagt Mærke til at jeg iagttog hende.... hun sendte mig et sky Blik - derpaa endnu et, nysgerrigt og dog trygt.

Derpaa var hun inde i Kredsen igen, og jeg opfangede kun hendes Profil, som var regelmæssig smuk; en fint skaaren Kamme har den ikke noblere. Der var ikke Sammenligning mellem hende og Søstrene, om de 613 end gennemgaaende havde et Familietræk, der tiltalte ved noget ejendommeligt.

De lo og larmede, naturligt og uskyldigt, med en Dialektfarve over Stemmerne, der gjorde de fordringsløse Ord ligesom betydningsfulde. Havde Hovedstadsdamer sagt det samme, vilde min ungdommeligt strænge Kritik være vaagnet. Hun, den yngste, var stille, som om hun følte sig tilsidesat - eller drømte - eller ikke gad blande sig i Samtalen og Vaaseriet.

Et Raavildt mumlede jeg ved mig selv. En Aabenbaring fra Skov - fra Hede - fra Mose.... hvor hun er sød!

Og da jeg havde sagt dette: hvor hun er sød! syntes jeg, at det var fornærmeligt. Hun var et Syn - en Aabenbaring i den dejlige stille Sommeraften - og ovenpaa alt dette ubehagelige - som jeg nu syntes laa Aar bag mig - og som jeg kaldte for væmmeligt.

Jeg var forelsket, saa sikkert afgjort forelsket, som et ungt tyveaarigt Blod kan blive det i en Dryade. Og - hvad der var ganske underligt men lige saa korrekt for mig den Gang: jeg var bleven forelsket ved en Lighed, som dog ikke var en Lighed.... en Idéassociation, som i mit bølgende, urolige Gemyt rullede sin Dønning fra Formiddagens Møde med Frøken Jutta op mod denne Sommeraftens Skumringskyst.

Efter at Selskabet var taget bort..... jeg fulgte et Stykke Vej spejdende i Afstand.... følte jeg mig saa hjærtelig ulykkelig, beklemt, ene overladt til min Skæbne.

Og saa ruskede jeg mig op: Din Skæbne - sagde jeg til mig selv - er at Du bliver gift med hende! Hvorledes, det var mig en Gaade - med en hemmelighedsfuld sød Forventning i sig. Saa blev jeg indfanget af Kammerater.... vi drak den halve Nat igennem. Der var Katzenjammer og Prækner næste Dag. Papa stillede mig det Alternativ: enten faar du en bestemt Sum og tager til Amerika - eller du tager, med Maanedspenge, ud paa Landet og læser Jura!

Jeg valgte det sidste; snedigen havde jeg udforsket, at min Elskede boede paa en lille Ø Sønden om Sjælland, hvor Faderen var i Toldfaget. Dér boede tillige en gammel Herredsfoged - Studenterkammerat af Papa. Hos Herredsfogden kunde jeg bo og læse.

Og jeg pakkede min Koffert med Thingsret og Schous Forordninger. Øverst lagde jeg - saa at ingen fik det at se - Byron, Burns og Heine. Hvorledes Selskabet i Kofferten kunde forliges, det maattc de selv om.

Jeg sejlede med en Jagt. Vi drev over et Døgn i Vindstille.... jeg læste Heine, døsede og drømte. Da jeg endelig vaagnede, laa Øen for mig.

614

Jeg havde Lyst til at vende om; men nu var jeg der. Herredsfogden, en levelysten gammel Ungkarl, modtog mig med en Frokost og lo ad mig. Begyndelsen paa det »nye Liv« var sket.