Drachmann, Holger Forskrevet

Herredsfogden, en gammel jovial Ungkarl og Levemand, lo hjærteligt, da jeg pakkede Schou og Aagesen ud og lavede mig til at stille dem op som manende Memento'er i min Reolhylde. Han lo endnu mere, da han tog 627 et Bind af Heine i Haanden.... saa klaskede han mig paa Skuldren og sagde: Nu følger De med i Klubben, hvor vi spiser til Middag sammen. Fra imorgen besørger min Husholderske Ménagen for os herhjemme.... Aftensmaden tager vi altid i Klubben! -

Mit Martyrium lod ikke til at begynde med Spægelse. Det blev til den størst mulige Frihed. Jeg lærte at spille en fejlfri Whist og støde en nogenlunde anstændig Queue i en Pyramide. Herredsfogden og hans Kollega Byfoged og Borgmester førte an i et Klubliv, der efter Omstændighederne kunde kaldes ret vildt. I disse vore smaa Ravnekroge - som Hovedstaden tror saa uskyldige - fejrer Bedsteborgerne, ofte med den høje Øvrighed i Spidsen, ret artige Orgier. Endog Kvinder mangler ikke for de glade Sybariter - blot at man ikke er for kræsen. Vor Borgmester havde baade sin Hof-Nar og sine Favoritinder - og min Herredsfoged gav Rollen som Marsk og Mundskænk ved Kongens muntre Taffel. Jeg deltog i det glade Leben - spillede, drak, sang og pokulerede.... men ved Kvinderne satte jeg Stop.

Jeg havde mit Ideal.

Maaske er jeg Digter. En Digter maa plukke sin Sjæl itu, for at presse den fine Essens ud af sine Erindringers Blade. Men jo mere jeg nærmer mig dette min Kærligheds Vaarbrudd - denne min Henrykkelses første Sommer - jo omhyggeligere tager jeg Enkeltheder med - ligesom for at forhale det Øjeblik, da jeg skal skildre det Ugengivelige......

Hvordan skildre denne Sommer? Jeg kan kun sige: den er - den findes - i mine ganske enkelte, smaa Digtninge - skrevne lang Tid efter - under urolige, tidt fortvivlede Forhold - stundom henkastede under en Mellemakt paa Bagsiden af et Theaterprogram, med et fremmed Sprog summende mig om Øret.......... Ja, jeg forstaar Heine, naar han siger, at det er de store Smærter, som gør de smaa Sange - jeg forstaar ham nu , hvor jeg længst er ophørt med at læse ham........ dengang , hvor jeg stadigt læste ham, forstod jeg ham ikke!

Altsaa til nogle spredte Vers - maaske et enkelt Digt i en hel Samling - maa jeg henvise. Dér skyder Stemningen som en Aakande paa den skjulte Stængel op fra Dybet - den hvide, sarte Blomst med Guldskæret indeni det halvt aabne Bæger svømmer paa det mørke, rolige Vand - den fine Blomst, det stille Vand, den dybe Grund.... og Sol og Maane glider hen over den, og jeg synes selv at jeg kan høre Blomsten sukke, naar Duggens Taarer lister sig ned ad de blege Kinder.

Tilgiv!

628

Den Sommer var en vidunderlig Drøm; selv som »Almanak-Sommer« staar disse Maaneder for mig i én eneste varm og gylden Glans. Det forekommer mig, at Solen aldrig var fra Himlen, kun dæmpede sin Glød den korte Nat igjennem og straks den næste Morgen skinnede lifligt fra skyfri Luft. Og hører jeg nogensinde en Nattergal nu, saa er det den Nattergal, som dirrende og jublende ledsagede vore Aftenvandringer i Skoven udenfor den lille By.

Men ikke husker jeg det første Møde, og ikke kan jeg skelne det første fra alle de følgende Møder. Hvad Han sagde til Hende og Hun til Ham - Miner, Bevægelser, Ord - Intet staar for mig saaledes at jeg vilde kunne nedskrive det - jeg, som har en Hukommelse, der har staaet sin Prøve. Alt flyder ud - som ombord paa Jagten - i en Folie af Sølv, Guld, Orange og Purpur.

Jeg har siden den Tid gaaet alle - ja jeg tror næsten alle menneskelige Stadier af Sindsbevægelser igennem - med mig selv og paa Andres Vegne. I et uroligt Op og Ned - i Rejse- og Zigeunerlivets Fristelser og Nydelser, Savn og Farer har jeg været Deltager og Iagttager. Jeg har levet blandt Londons Tyve og Skøger, set de sidste Trækninger af Pariserkommunens Heksesabbath, følt Dækket svinde under mine Fødder paa Havet og Jorden glide bort under mig paa en Vulkan - jeg har elsket meget mer end jeg har hadet, og meget skal maaske af den Grund blive mig tilgivet - men jeg har aldrig, i Lyst og i Nød, i Liv og næsten i Død, følt, hvad jeg dengang i min gryende Sturm- und Drangperiode følte.

En Aften - en af de sidste lyse Nætter - erindrer jeg. Fra Hovedstaden var et af Privattheatrenes Selskaber kommen til den lille Ø for at give Ferieforestillinger. Hvad der blev spillet, hvor og hvorledes, véd jeg ikke. Jeg omgikkes Aktører og Aktricer som god Kammerat. Lumskeligt havde jeg en Aftenstund - efter Klubben - lokket Selskabets Mandskvartet med mig hen igennem Gaden, hvor min Elskede boede. Lad os nu synge! bad jeg dem. Intet anende, men selv betagne af Nattens stille Skønhed - og maaske af Borgmestrens Bourgogne - stillede de sig op og sang. De havde gode Stemmer og var vel sammensungne. Under Valdnøddetræets Krone hævede Serenaden sig - Tonerne slog deres svulmende Vinger ud - og kærtegnende strøg de blødt-kraftige Mandsrøster over den Elskedes smaa Ruder. Jeg saa et hvidt Glimt af hende bag de jomfruelige, mørke Ruder.... saa drog Kvartetten videre gennem den sovende By, hvor ingen Vægter forstyrrede og ingen Indvaaner lukkede Vinduet op.

Jeg blev ene tilbage. Bag Ruderne var der atter mørkt. Men i mig 629 flammede den lyse Nat, al Elskovens tyveaarige Glød;... i en uudsigelig Ekstase, i en Henrykkelse uden Ønsker, uden Forlangende, uden Grænser, knælede jeg ned, medens Taarerne strømmede mig ud af Øjnene.... jeg kunde have kysset Gadens mossede Brostene - dunket mit Hoved itu mod disse Stene;.... jeg var besat, jeg var gal.... ubegribelig, at jeg ikke blev gal. Og jeg løftede min Haand, lovede og svor.... hvad jeg svor, véd jeg ikke.... men hvis »hun« i det Øjeblik havde forlangt mit Liv, saa havde jeg trukket den norske Kniv, jeg altid bar, og med et Smil ombragt mig paa den store Offersten for Kærlighedens Alter, der har været rygende af Ungdommens Hjærteblod saa længe Elskovs-Myther og Elskovs-Sagn har regeret Fornuften.

Dér ser De Umuligheden af at skildre !....

(Af Dagens Krønike , maj-juni 1890)