Drachmann, Holger Forskrevet

Efterskrift og noter

632
633

Efterskrift

1. Indledning

Da Holger Drachmann, næsten på sin 44 års fødselsdag, i oktober 1890 udsendte romanen Forskrevet -, befandt han sig ved en skillevej.

Det var sandt at sige ikke første gang i hans liv, hvor både vaklen, tvetydighed og larmende om- og udsving var hyppige. For den unge mand havde spørgsmålet været, om han skulle være maler eller skribent. Han uddannede sig til det første, men så fik skriveriet overtaget. Også dèr var der flere veje, som dog nok kunne befares vekselvis: den lyriske med verskunsten og den prosaiske med skildring og fortælling, især journalistisk. Begge bragte ham ind i Georg Brandes' kreds, hvor han straks fra 1871 var den allerrodeste, fx med digtet »Engelske Socialister« i debutbogen Digte (1872), der var tilegnet Brandes. Som lyriker og novellist, især med erotiske sujetter, holdt han til blandt gennembruddets mænd. Her fejredes han som tidens største lyriker og som en usædvanlig fortællerbegavelse, som det bl.a. var demonstreret i memoire-romanen En Overkomplet (1876). Dog var og blev han en inspirationens og improvisationens mand. Hans private levned blev noget omtumlet, og de patriotiske og folkelige islæt i hans forfatterskab gjorde den selvhævdende digter mindre opportun for det litterære venstre. Til et kraftigt brud - efter flere reparerede - kom det i 1883.

Hermed er vi inde i Drachmanns »borgerlige« periode, hvor han som ægtemand og familiefar besang de hjemlige dyder og gerne, på anfordring, de fædrelandske på højrepartiets program. For Brandes-partiet var han nu un-person . Fra 1880erne stammer også hans kunstner- og dannelsesroman Med den brede Pensel (1887), et forsøg på Goethe-modenhed, medens mere romantiske og til dels folkloreprægede strenge anslås i andre værker, 634 herunder hans ivrige forsøg i den dramatiske genre, som var ny for ham. Han ville arrivere på Det Kgl. Teater, og han gjorde det (succes'en Der var en Gang -, 1887), men ikke uden trakasserier, der i 1889 fik ham til at eksplodere imod teaterchefen, kammerherre Fallesen. Samtidig var hans privatliv igen ved at gå i skred: digteren var blevet grebet af stor kærlighed til syngepigen Amanda Nilsson, »Edith«. Hans ægteskab gik itu, omend den definitive adskillelse først kom nogen tid efter hans store bekendelsesroman Forskrevet - (herefter Forskr .). Med den havde han brændt sine skibe endnu en gang; nu var han visselig ikke længere borgerskabets digter. Og det genoptagne vekselvise boheme- og morakkerliv - både Ulfs og Gerhards i romanen - tog hårdt på ham.

Han havde endnu en lille snes år tilbage i livet, hvor han navnlig i 1890erne fremviste bemærkelsesværdige resultater i poetisk drama og romantisk-ironisk fortælling. Men den bog, der skulle krone forfatterskabet: Den hellige Ild (1899), er en ruin, planløs, med nogle meget skønne prosastykker og sange. Holger Drachmann døde i januar 1908 som 61-årig, slidt op.

Hans store roman fra 1890, der godt kan læses uden biografiske og andre kommentarer, far alligevel her nogle ord med på vejen. Efterskriften behandler først og fremmest romanen selv: dens indhold og form, dens elementer, dens fortekster og lidt af dens kontekster. Efter denne forholdsvis udførlige karakteristik vender vi tilbage til de litteraturhistoriske standardemner: om værkets tilblivelse og dets modtagelse, samt dets senere skæbne i kritik og forskning.

Tilblivelse er også tilretning, herunder udeladelser; Drachmann skred mere eller mindre nødtvunget til et par sådanne, idet han dog med ophavsangivelse trykte de bortklippede tekster i samtidige tidsskrifter; vi har dem med som Tillæg i denne udgave.

Endelig bringes et antal punktkommentarer, dels til almindelig ord- og real-oplysning, dels til præcisering af forhold, der er mere generelt og summarisk omtalt i Efterskriftens værkanalyse.

635

2. Kærlighedsromanen og dens komposition

»Kom! kys mig! - og føl den eneste Friheds Lykke: at dø - - - -« (s. 558). Og: »kanske den store Vellyst først begynder ved vor Død« (s. 449). Sådan lyder et par kernesteder i romanen. Forskr . handler først og fremmest om kærlighed, om den store kærlighed, den umulige. Herved indskriver værket sig i en lang europæisk tradition - fra middelalderens oldfranske og oldhøjtyske Tristan-digtere, fra troubadourerne og fra deres elever Dante og Petrarca.1 Kvinden er den passioneret tilbedte, den til anden side bundne, den uopnåelige - i hvert fald for en legitim forbindelse. Hun kan være slotsfruen, en Madonna, eller den agtede vens hustru som i Rousseaus og Goethes berømte brevromaner. Men den sociale utilbørlighed kan også - mest på fransk grund - vendes den anden vej: den heftigt begærede er da den mere eller mindre højsindede fleremandspige (som Kameliadamen), og tilbederen kan selv være bundet i ægteskab; heri var der endnu sidst i 1800-tallet en god del provokation - således i tilfældet med syngepigen Edith, der er »holdt« af grosserer Halvvig - i forhold til de udgaver af kærligheds-idealismen, der nok kunne acceptere en resignativ tragik, men ikke, at heltinden er underklasse og seksuelt erfaren.

Men at kærligheds-idealismens tradition skulle være afbrudt i 1800-tallet, passer absolut ikke; tværtimod dyrkedes den på vers og i prosa, i læsning og på teateret som næppe før eller siden. Mange af de indvævede litterære associationer i Forskr . (se afsnittet »Islæt«) peger ligesom mange af de indlagte tekster i romanen på digterværker fra romantikkens og realismens tidsaldre. Med god grund: Kærlighedsdød associerer vi mindst lige så meget til Wagners musikteater som til Romeo og Julie eller til Faust og Gretchen. Og halvdelen af de store værker i det moderne gennembrud i skandinavisk digtning efter 1870 er variationer af samme historie, fx den om Huus og fru Katinka Bay i Herman Bangs Ved Vejen (i Stille Eksistenser , 1886). Medens Drachmann havde sin store roman i arbejde, læste han vennen Karl Gjellerups Minna (udkommet ca. 1. maj 1889), hvis fortæller og helt Harald Fenger fatter en stor kærlighed til Minna; hun er en brav datter af jævne, 636 noget alkoholiserede forældre i Dresden, men hendes fortids binding til en dansk kunstner kan hun ikke løse sig fra; først ved sin død er hun egentlig Fengers. Drachmann læste bogen for anden gang grundigt i efteråret 1889 og takker i et brev Gjellerup for værket, »der ved en eller anden Idéassociation, foruden ved sit eget reelle Værd, mere og mere 'stiger i min Agtelse'«.2

Om passionen handler disse digtninger altså: dens tilfældige eller uventede opståen, dens skæbnesvangre magt og så alligevel de successive forhindringer for at realisere kærlighedsforbindelsen. Vilh. Andersen3 har gjort noget nar af romankonstruktionen i Forskr . »med den langt udspundne Kærlighedshandling, hvor den Skønnes Hengivelse som i de gamle Hyrderomaner holdes in suspenso gennem seksten Bøger« og med de usandsynlige forviklinger. Med det sidste sigter han til det sent afslørede slægtskab mellem Ulf og Edith. Men både den halv-incestuøse attraktion Ulf-Edith og det tætte makker- og næsten tvilling-forhold Ulf-Gerhard byder på flere tematiske pointer end formentlige motiviske ubehjælpsomheder. Lad os imidlertid blot følge Vilh. Andersens fingerpeg til en optrevling af romanens motiviske forløb.

Romanens to bind er tilsammen opdelt i seks »bøger«. Vi noterer herefter sådan, at 1.II.6, s. 5 betyder bd. l, bog II, kap. 6, side 5. Her gælder det i første omgang blot de store motiviske linjer i kærlighedsforviklingerne. Lad os straks fremhæve, at selvom der ved »dobbeltmennesket« Gerhard & Ulf også rummes andre pointer, så er det et vigtigt forhold, at de er rivaler, der skiftes til at fortrænge hinanden.

I LI følger vi den hjemvendte grafiker og maler Henrik Gerhard visse døgn i løbet af april-maj et år i 1880erne i København. Han træffer bl.a. den formuende og æggende frk. Annette Kirchhoff, den moderlige og fraskilte fru Funch og - i varietéen Elysium - sangerinden Edith. I kafé- og varieté-miljøer træffer han sammen med den bohemeagtige digter Ulf Brynjulfsen; de bliver hurtigt fortrolige venner. Gerhard møder endvidere bl.a. Ulfs far og Annette Kirchhoffs stedfar, etatsråd Brynjulfsen, og en grosserer Halvvig, der skaffer ham en bolig. Personerne er stillet op.

I 1.II inviteres Gerhard med på en juninatlig køretur med bl.a. Ulf og Edith; Gerhard far (forkert) indtryk af, at Edith er kæreste 637 med Ulf. Den næste dag besøger Gerhard fru Funch og Annette og hjemfører ligesom på trods Annette som sin kæreste. Allerede den følgende uge besøger Annette og Gerhard som nygifte hendes mor og stedfar i Paris, hvor Gerhard sætter trumf på mod sin svigerfar. Samtidig modtager Gerhard et længere brev fra Ulf om dennes forhold til Edith: det er ren tilbedelse, men til slut med afsløring af, at hun er »holdt« af grosserer Halvvig. Summa summarum: Gerhard har impuls-giftet sig med den forkerte, da han troede, Edith tilhørte Ulf - det gør hun så ikke, men hun er heller ikke fri. Ulf har spærret for Gerhard, men Halvvig spærrer for Ulf.

1.III iler tre-fire år frem, hvor Gerhards kunstneriske og personlige, resignerende borgerliggørelse og det anstrengte ægteskab med den kokette Annette resumeres. Bruddet kommer ved et stort selskab en aprilaften hos svigerfaderen, der nu er teaterdirektør og konferensråd Brynjulfsen (1.III.5-8), hvorfra Gerhard fortsætter til Elysium, træffer Edith og taler med hende i en natlig underholdning. Denne er helt platonisk, men medfører, at Gerhard erkender, at han elsker Edith. Næste morgen hjemme modtager han pr. brev et nødråb fra en kusine i en købstad og kan - ved en samtidig uforsigtighed af sin hustru - heldigt nok kræve et større pengelån (forskrivningen) af Annette; pengene skal redde kusinen. På vej i toget ud af byen kommer Gerhard til at følges med sin herskende rival Halvvig; Gerhard afbryder den enerverende rejse i Roskilde, jager i hestevogn tilbage til Kobenhavn, opsøger i selvmordsstemning Edith; hun taler ham til ro, låser sig inde i sit værelse, men låner ham rejsepenge og gadedørsnøglen. Om morgenen tager han toget til købstaden, hvor den nødstedte kusine bor. - Angående Edith er denne bogs situation altså, at Halvvig måske kan passeres, men Gerhard er nu kaldt væk.

I 2.I tilbringer Gerhard maj og et par flg. måneder i købstaden - borte fra Edith, men i selskab med den her strandede Ulf og dennes moster og onkel Ravn samt Ediths første forfører, den animalske Svanning (»Kaliban«). Gerhard skriver et skuespil sammen med Ulf og erfarer noget - men netop kun noget og delvis vildledende - om Madam Ravns moder-relation til Edith: denne synes således at være Ulfs kusine. Det ser ud til, at Gerhard er bundet til Ulf nu.

638

Mere oplysning - men hvilken? - står i en pakke breve, Gerhard far med, da han i august rejser til København for at fa sit og Ulfs drama antaget på Det Kgl. Teater: herom i 2.II. Gerhard træffer Edith i Frederiksberg Have, men hun sender ham væk, da Halvvig kommer. Så opsøger Gerhard i trods Annette, der forførende ledsager ham til hans hotel. Her venter Edith imidlertid på ham; hun er ledsaget af bl.a. Halvvig. Hun bryder sammen, da hun ser Annette og Gerhard passere op ad trappen. Halvvig tager sig af hende. Gerhard erfarer miseren og bryder med Annette. Men han kan ikke fa lov at besøge Edith. - Gerhard har altså i sin svaghed og skinsyge mistet Edith, der på sin side næsten dør af skinsyge. I det flg. vinterhalvår, en bodstid, lever Gerhard af publicistisk slavearbejde, afbetalende på sin forskrivning til Annette. Teateret sætter skuespillet op, Gerhard overværer prøverne og rapporterer til Ulf i købstaden; Ulf svarer ikke.

Romanens sidste bog er tæt handlingspakket. 2.III begynder ligesom 1.I med en tidlig forårsaftens teaterpremière; Ulfs og Gerhards stykke bliver en fiasko - så slukkedes det håb. Men foruden af Gerhard er forestillingen overværet af Edith, som han træffer på gaden bagefter og følger hjem. De har en bevæget samtale, hvorunder Gerhard lægger Mad. Ravns brevpakke på Ediths bord. Men dette nulpunkt for Gerhard bliver kærlighedens øjeblik: nu går Edith i seng med Gerhard (2.III.4-5). I morgengryet, da Gerhard lykkelig går fra hendes havehus, kommer Ulf straks efter, optændt og skinsyg. Ulf prøver at voldtage Edith, der dog myndigt far ham pacificeret og efterlader ham uden for soveværelset. Her læser han Mad. Ravns brevpakke, hvoraf det fremgår, at Edith er et hemmeligt barn af Ulfs moder. Altså er Ulf ikke blot kommet efter Gerhard, men er incestuøst forhindret i sin kærlighed. Han falder om med en blodstyrtning. Edith tager med ham hjem til købstaden og vier sig til at pleje sin dødssyge broder - og så er såvel Halvvig som Gerhard afskåret. Gerhard har faet Edith - et øjeblik; den desperat skinsyge Ulf prøver tilsvarende, men afvises - først af den ikke-promiskuøse Edith, straks derpå af den familiære afsløring(s incestforbud). Hans sammenbrud binder imidlertid Edith til ham, skillende hende fra Gerhard. - Nogle år går (2.III.9: »Og op i Halvfemserne var man naaet.«). Gerhard har 639 brevkontakt med Ulf, der i et - sidste? - brev fortæller ham, hvorledes den fordrukne Svanning under politiske optøjer har slået højrekandidaten Halvvig ihjel under råbet: »Du har taget min Kærest' fra mig« (2.III.11). Edith og Halvvigs fraskilte hustru fru Funch står sammen ved Halvvigs dødsleje. Til Gerhard har Ulf skrevet om sin elskede søster Edith: »De faar hende ikke - De vover ikke at tage hende fra mig, selv ikke, naar jeg er død!« (2.III.10, s. 573).

En Epilog: I København endnu »Nogle Aar efter« (2.III. 12 - altså senere end udgivelsen af Forskr .!) tænker den ensomme Gerhard tilbage på de døde og de forsvundne. Han har til sidst to drømme om Edith og sig selv. I den første mødes de - eller forlader hun ham? - i en art længselsbåret opstandelse. I den anden drøm mødes og dør de sammen under et bombardement af byen i en ny krig.

Bortset fra, hvad den patetisk opera-agtige slutning i øvrigt indeholder af (bl.a. patriotisk) betydning, så er den i hvert fald en drømt Liebestod . Det strider imod den store kærlighedstradition, at Gerhard og Edith faktisk en gang har nydt den kødelige forening, ligesom Ediths sociale placering (men ikke hendes karakter!) afviger fra traditionens ophøjede status for kvinden. Men at der stedse er sat hindringer for kærligheden, og at den i sidste instans er bundet sammen med døden - det er ganske i den sublime og skrækkelige vesterlandske tradition. Edith er romanens kvindelige idol, men hun viser sig den ene gang efter den anden uopnåelig: længslen kan ikke gælde mindre end det uopnåelige. Romanen er bygget sådan op, at den motivisk gennemspiller dette; at det til dels sker med gamle roman-tricks - især familiekomplikationer - som bl.a. Vilh. Andersen har fundet tarvelige, er for så vidt mindre vigtigt; man kan til sammenligning og trøst tænke på, hvordan William Faulkners bedste roman Absalom, Absalom! (1936, dansk 2000) er bygget som en succession af mere og mere horrible (begrundelser for) forhindringer af et ægteskab.

640

At romanhandlingen er baseret på Henrik Gerhards og Ulf Brynjulfsens rivalisering om Edith, er sandt, men som de fleste raske totalanalyser dog en sandhed med modifikation. Det er således sandt nok, at Ediths tilsyneladende præference for Ulf er en vældig igangsætter af motivet næsten helt fra begyndelsen; men ellers må det medgives, at det spændingsskabende jalousiforhold igennem hele romanens første bind særlig har at gøre med grosserer Halvvig: han er den i starten uerkendte, sidenhen åbenbarede, virkelige rival. Det er i andet bind, hvor Halvvig i visse henseender rykker tilbage, at Henrik Gerhard og Ulf står permanent imod hinanden som rivaler - og hver på sin vis tabere.

Men denne rivaliseren er naturligvis ikke det eneste, der ligger i relationen mellem Henrik Gerhard og Ulf »Dobbeltmennesket« betegner jo først en karaktermæssig polarisering: den iagttagende og disciplinerede Gerhard - der til det sidste gerne nævnes ved efternavn4 - over for den »vilde« og ustandseligt talende Ulf; den borgerlige slider over for bohemen - en variant af en yndlingsmodsætning i århundredets litteratur og til dels i En Overkomplet og flere Drachmann-digtninger.5 Gerhard og Ulf er tillige professionelt forskellige: grafikeren og maleren over for digteren. Og medens Ulf har faet Drachmanns ydre, fysiske apparition, har Gerhard faet en meget stor del af synsvinklen i romanen og dermed adskilligt af Drachmanns indre, ikke mindst refleksioner og overvejelser. Det er i øvrigt teknisk interessant at observere og begrunde de steder i romanen, hvor noget meddeles uden for Gerhards synsvinkel - og uden for Ulfs skriftlige og mundtlige udgydelser.

Men les extrèmes se touchent : Ulf og Gerhard er jo for det første tiltrukket af hinanden; herunder ligger også det erotiske forskydningsforhold, at Gerhard er forelsket i Ulf som en mandlig Edith - det udtrykkes flere gange (se fx slutningen af 2.I.5) og far i slutningen afhandlingen sin helt konkrete forklaring. Gerhard glider endvidere ind på Ulfs professionelle gebet, idet han mere og mere bliver digter. De samarbejder, og deres digteriske produktion bliver tomandsværker: først folkevisedramaet, sidst opsangen til folket - og i begge er ikke tilfældigt kærligheden, ja Edith en slags centrum. I anledningen af dramaet giver Ulf og Gerhard 641 hinanden ledsagende skriftlige refleksioner over dramaturgiske og teater-forhold. Gerhard udgiver Ulfs tekster. Men især overtager han mere og mere af Ulfs stemme, stilling, væsen. Gerhards skandale-tale ved konferensråd Brynjulfsens middag 1.III.7 er således næsten suffleret af den fraværende Ulf (talens provokation om Water-Closet-systemet I, s. 266 er således en gentagelse af Ulfs udgydelse 1.I.10, s. 111); det hedder direkte i begyndelsen af 1.III.8, s. 266, at »Ulf havde 'besat' ham denne Aften; den Fraværende havde talt ud af ham«. Det er handlingsmæssigt også denne tale, der medfører Gerhards udelukkelse fra det gode selskab og overgang til (Ediths og) Ulfs verden.

Men Gerhards karakter bliver også mere og mere »ulficeret«: den forhen så beherskede, selvkontrollerende mand har sammenbrud, og mere end én gang forløses han af gråd. Hans måske skonneste hallucinationsdrøm, den næstsidste i bogen, hvor Edith på en gang imødekommer og viger op i en himmelflugt, gentager i en blegere, mere åndig form den hallucinatoriske drøm, som Ulf kort før sit knæk havde om den revolutionære skærtorsdagsheks (2.III.6, s. 557f.).

Man kan godt vælge at sige, at Drachmann ikke i længden kunne holde de to modsatte og rivaliserende personer ude fra hinanden. Men man kan også lade afsmitningerne, sammenflydningerne, være en del af romanens psykologi og kunst - og da ikke den mindst subtile.

En ejendommelighed ved romanen, som måske skyldes Drachmanns forcerede hast med at fa den sluttet, er, at vi faktisk ikke hører, at Ulf dør. Fra hans sygeleje i købstaden kommer et livstegn med digtet »Vi vil Guder!« (2.III.8), der dog også taler om et smertefuldt syge- og vel dødsleje. Derefter optræder Gerhard som udgiver af digte, noveller og aforismer af Ulf (2.III.9) - men ikke posthumt, for han søger Ulfs råd angående den store tidsroman, han (Gerhard) har i arbejde. Svaret, der ikke ses at relatere sig til Gerhards romanproblemer, kommer langt om længe, men er da også et meget ord- og indholdsrigt brev (2.III.10-11), hvoraf kun begyndelsen er skrevet af Edith efter diktat, resten, dvs. 10 af de ca. 11 tryksider, har patienten selv klaret. De handler om Edith, kvinderne, klasserne, revolutionen - den store 642 franske 1789 og den lille nylige i købstaden. Brevskriveren hentyder ofte til sin egen forestående død, bl.a. ved at nævne at have gjort »Begyndelsen til en Krigssang. De vil rimeligvis finde den blandt mine 'efterladte' Papirer.« (2, s. 576). Det har Gerhard åbenbart gjort, da den figurerer - med forfatterangivelse - som første strofe af sangen »Op, alle Mænd« i hans afsluttende vision. Den har han »Nogle Aar efter« (2.III.12, s. 580), og Ulfs død må da være indtrådt i mellemtiden. Mens Gerhard i et erindringsforløb husker på, at Skyggen er død og fru Funch er død og Edith tager sig af dennes nu forældreløse søn med Halvvig, så er der af Ulfs bortgang kun den indikation, at Gerhard »sætter sig i den gamle brøstfældige Hestehaarssofa, den han har udbedt sig som Arv efter Ulf.« (2, s. 583).

Dermed er Ulf dog ikke forsvundet helt ud af sagaen. Det fra romanen udeladte stykke af hans selvbiografi tryktes udparcelleret i to tidsskrifter. Det først (omkr. nytår 1890) publicerede i tidsskriftet Af Dagens Krønike bærer overskriften: »Af Ulf Brynjulfsens Papirer«. Det senere, i januar 1891 i Tilskueren publicerede, har overskriften: »Ulf Brynjulfsens efterladte Papirer«. Og i bogen Den hellige Ild (1899) møder vi Ulf Brynjulfsen igen, dels som et talende genfærd i Hamborg, dels som ophav til et eller flere af bogens kapitler.

3. Tiden og stedet

Forskr . hører ikke helt, men dog næsten til de bøger, der - som Pelle Erobreren - ender med deres egen tilblivelse. I hvert fald er der påfaldende ligheder mellem det romanprojekt af Henrik Gerhard, der omtales i 2.III.9, s. 570f., og den virkelige roman Forskr ., hvori omtalen og refleksionerne over projektet meddeles:

Gerhard har hverken som Ulfs udgiver eller som skribent på egne vegne haft held med at vinde et publikum, men så vil han »gøre et sidste Forsøg med en stor Roman - en Opgørelsesbog.« Arbejdet med den er vanskeligt; det synes i sidste instans at gå mere i retning af det lyriske end det narrative - bl.a. fordi det 643 føles penibelt at efterspore egne erfaringer og tolke motiver og sjæleliv hos modellerne til personer.

Projektet er da på en måde mindre fiktion end virkelighedsskildring, bedømmelse af samtiden: »hans Idé bestod kun i Kraft af det Tidsafsnit, han vilde skildre.« (s. 570). Nemt er det derfor heller ikke at sætte i gang og at danne en tilfredsstillende slutning. Vi dumper ind, og vi dumper ud.

Dette svarer jo slående til romanen Forskr ., navnlig som den først var tænkt, dvs. inden tidsbilledet blev forskudt til at være baggrunden for kærlighedshistorien.

I et brev til Viggo Drewsen 10. maj 1888 havde Drachmann omtalt sit nylig påbegyndte arbejde som »en bum- og bindstærk Roman, hensynsløs, excentrisk, frimodig og u-partisk (nogle skønne Adjektiver) om Halvfjers-Firsernes literære, sociale og tildels politiske, men navnlig literære Brydninger herhjemme.«6

1870erne blev knap nok bevaret - mest i det udeladte stykke om Ulfs første kærlighed og éducation sentimentale . Ellers kan handlingens ca. 5+x år bestemmes til sidste halvdel af 1880erne: provisorietiden og grundertiden i Danmark, med epokens karakteristiske brydning mellem gammelt og nyt. Vi dumper in medias res med den udefra kommende Henrik Gerhard, og vi ender med en futurisk mareridtsvision nogle år ind i 1890erne.

Denne skrækdrøm mindede måske især de historisk tænkende læsere ved romanens fremkomst i 1890 om englændernes rædselsbombardement af København 1807, en smule også om det patetiske 1864 med Dybbøl osv. I 1864 var gymnasiasten Holger Drachmann 17-18 år, bitter over, at hans far forbød ham at melde sig som frivillig til hæren, modsat kammeraten Erik Skram, der blev hårdt såret i Sønderjylland. Man har litteraturhistorisk reserveret »sårfeberen fra Dybbøl« til Herman Bang; det er en fejl - Bang var 7 år i 1864, mens det var teenagerne og de unge, der opfattede noget af landets skæbnetime og vovede - eller ikke vovede - livet i den forbindelse. Følelsen for fædrelandet og for folket stikker meget dybt i Drachmann; hans sønderjyske reportagebog Derovre fra Grænsen (1877), som vennerne i Venstre søgte at reducere til en politisk ubehændighed af den naive digter, er 644 ganske oprigtig og forklarer halvdelen af hans Højre-svingning i - og en smule før - 1880erne; den anden halvdel forklares af jævn opportunisme hos en fri skribent på markedet, samt personlige svagheder og hævnfølelser.

Med al sin gemytlighed var Drachmann som bekendt heller ikke som digter fremmed for den heroiske gebærde. Når den her i romanen udfoldes så voldsomt til allersidst, må det forstås i det nationale århundredperspektiv, som begynder ved Kongedybet 1801 (se 2.II.3, s. 472!) og i 1864 efterlod landet lemlæstet og meget formindsket. I sporet af Danmarks nederlag kom den side af forfatningskampen - fra 1870erne og århundredet ud - hvor man stredes om militærbevillingerne, specielt til Københavns befæstning. I romanen optræder Annette blandt Højres »kanondamer« (2.II.8), hvad der kan forekomme at stemple sagen negativt; til samme arrangement ses imidlertid også den gamle kaptajn, der huskes som bevarer af den demokratiske frihedsånd fra 1848 (se 1.III.8). På modsat hold af officerernes og aristokraternes Højre kan bemærkes bl.a. redaktør Bentzen, som udebliver fra forsvarsfesten: han er venstremand. Og venstretyper i flere afskygninger ses ikke mindst i pressen, men også venstre side af kvindefronten er repræsenteret ved »Jaguaren«, Bentzens tapre veninde.

I øvrigt er der ikke meget rigsdagspolitik i romanen: Politikken indgår i kulturbilledet - det historiske længdesnit fra Sjette Frederik og fremad: »vort Aandslivs Guldalderidyl op imod fin de siecle« (2.II.4, s. 481 - det sidste udtryk har været topmoderne i 1890). Der er dog rigsdagspolitik og endda revolutionære optøjer under valgkampen i købstaden, beskrevet af Ulf (2.III.10-11) med sarkasme og bitterhed - han har just sammen med Edith læst om den franske revolution og de revolutionæres forsvar af fædrelandet og friheden: hun var begejstret som en fylgje for det revolutionære folk, og han skrev den strofe, der indleder den opmanende sang i Gerhards slutvision (2.III.10, s. 576, sml. 2.III.13, s. 592).

Denne vision er jo nok en angstdrøm med minder fra 1864 (og, som nævnt, 1807); men det er også en ønskedrøm om at forene Højre og Venstre. Hvor pueril denne drøm har forekommet 645 læsere i 1890, gad man nok vide. Forfatteren Karl Larsens anonyme skrift Dommens Dag (1908) med dets forbløffende nojagtige beskrivelse af en tysk besættelse af Kobenhavn, som den kom 9. april 1940, er et stykke anti-hørupsk og anti-pacifistisk litteratur, som begræder æren, men ikke tror på hverken folket, pressen eller politikerne. Nutidige læsere, der ikke fikserer på 9. april 1940, men nok husker modstandsbevægelsen under den tyske besættelse 50 år efter Drachmanns roman, kan komme i tanker om en senere analogi, hvor yderste højre og yderste venstre var de første, der gik til modstand. For Drachmann har tanken eller drømmen været at overvinde den opslidende Højre-Venstre-strid, i hvilken han selv først havde stået yderst til venstre og nylig langt til højre - omvendt hans forbillede i Frankrig, nationalskjalden Victor Hugo - og haft det rigtig ubehageligt. Gerhards opbrud fra svigerfamilien repræsenterer den reaktive side af Drachmanns ubehag, mens visionen til slut trods al gru rummer en positiv ønskedrøm.

Højre er aftegnet med et flertal af sociale typer: fra aristokratiet og embedsaristokratiet (Ulfs far) og officererne til de unge grosserere omkring Halvvig. Gejstligheden er også med her - ligesom frivoliteten. Venstre er som nævnt især pressens folk. Ikke så fa af figurerne er tegnet efter model; og det har, som antydet i 1888-brevet til Viggo Drewsen, i hvert fald i nogle af tilfældene været meningen, at læserne skulle genkende modellerne, inklusive selvportrættet som Ulf; visse genkendelser har været reserveret en mere privat kreds. De fleste af modellerne var for øvrigt i live i 1890, så romanen læstes med nyfigenhed og delvis mere heftige følelser (sml. nedenfor om »Modtagelsen«). En mere eller mindre privat kreds har kunnet se flg. modelforhold:

Ulf/Gerhard: Holger Drachmann.

Edith: Amanda Nilsson.

»Skyggen«: Drachmanns afdøde beundrer farmaceut Wiese.7

Achlaitner: musiker Etlinger i Kehlets etablissement.8

Straks i kaféscenen (1.I.2, s. 24f.) introduceres politisk-litterære figurer, som det tydeligvis har været meningen at datidens læsere skulle opfatte som portrætter: 646 Redaktør Nørager: Otto Borchsenius (1844-1925), 1880-84 redaktør ved ugebladet Ude og Hjemme og i 1885-92 i redaktionen af det grundtvigske og Bergske dagblad Morgenbladet .

Kritikeren: Edvard Brandes (1847-1931).

Redaktør Bentzen: venstrepolitikeren Viggo Hørup (1841-1902), redaktør for dagbladet Politiken (grundlagt 1884). Senere introduceres Bentzens veninde:

frk. Harriet Palm: lærerinde Henriette Steen (1841-94) - måske på ny mest et portræt til privat genkendelse: frk. Steen var Hørups og Drachmanns kusine, et af Drachmanns ungdomssværmerier og senere en tid lang Hørups elskerinde.

Modeller eller snarere associationer har der sagtens også været til en del af de celebre gæster, der hastigt skitseres ved det store selskab hos konferensråd Brynjulfsen (1.III.5), således

(s. 253) »en Professor, som var Digter«: teologiprofessoren Henrik Scharling (1836-1920), forf. til Ved Nytaarstid i Nødebo Præstegaard (1862) m.m.

(s. 257) »to Mæcener« etc.:

kaffegrossereren Augustin Gamel (1839-1904), der bekostede opførelsen af Helligkorskirken, og

den alsidige, bl.a. kemisk-geologiske fabrikant Gustav Adolph Hagemann (1842-1926), der også var kunstmæcen.

Et tæt kulturpolitisk (for)tidsbillede fra 1870erne blev givet i Ulfs erindringer, det udeladte stykke, der tryktes under titlen »Den første Kærlighed«; her figurerer mere eller mindre forbigående

(s. 620f) »en tidligere Lærer«: gymnasielærer ved Metropolitanskolen, litteraturhistorikeren Kristian Arentzen (1823-99), Drachmanns ungdoms mentor, og

(s. 621) »en Fører«: Georg Brandes (1842-1927), som Drachmann i 1880erne vendte ryggen til - og som da også er næsten usynlig i resten af romanen. Meget mere fremtræder:

etatsråd, siden konferensråd Brynjulfsen: kammerherre Edvard Fallesen (1817-94), chef for Det Kgl. Teater.

Brynjulfsen senior er for øvrigt et tydeligt eksempel på dobbeltheden i skønlitterær modelbrug: alle har skullet genkende 647 teaterchefen og til en vis grad karakteren, mens hans øvrige rolle og relationer i romanhandlingen må tages for opfundne.

Også Det Kgl. Teaters personale har leveret genkendelige modeller til romanen. De omtales nedenfor s. 652f.

De fleste af de nu nævnte fra Venstre og Højre og fra teateret er blandt byens honoratiores. Folket i betydningen af underklasse: ansatte, arbejdere, bumser m.v., i København og købstaden, er gennemgående tegnet frisk og med sympati, omend - bortset fra Edith! - ikke med idolisering. I virkeligheden er Drachmann vel næst efter Schandorph den gennembrudsforfatter, der havde mest sans for folket. At det hos ham ofte synes at optræde mere eller mindre alkoholiseret, kan skyldes, at det ofte var i sådanne lag, at digteren kom underklassen nær; men det kan også være et ret realistisk træk fra det sene 1800-tals pauperisering. For øvrigt sørger digteren for, at socialdemokraterne, dengang de udskregne røde, er med i slutvisionens nationale samling.

Udtalt dansk er romanen også i sin topografi. Medens dannelsesrejsen til europæiske hovedstæder har en betydelig plads i Drachmanns foregående storroman Med den brede Pensel (1887), er udlandet i Forskr . reduceret til Gerhards og Annettes turist- og rekreationsophold, først med Annettes forældre i det frivole Paris (mod slutningen af 1.II), siden hen i det karske og friske østrigske, inklusive Bøhmen, Kärnten og Wien (1.III.3). Drachmanns anti-galliske indstilling modsvares altså af sympatien for det østrigsk-germanske; andetsteds har han vist sin sympati for de nabo-germanske nederlændere og flamlændere; alene den nordgermanske Preussentum kunne han endnu ikke fordøje - 1864 i erindring. Det synes også at være et (prøjserkejserligt) tysk angreb på København, slutvisionen handler om. - Her og i det flg. ser vi bort fra scenerierne i de indlæg, hvori Ulf fortæller om fortidige oplevelser (1.I.12 fra Sydtyskland; og udtaget fra 1.I.14 - jf. Tillæg - bl.a. om hans ungdomsforelskelse på Bornholm).

Romanens lokaliteter er altså overvejende danske, og inden 648 for denne begrænsning er de yderligere snævre. Stort set er der kun tale om to områder: dels København og omegn, især vestpå; dels den uspecificerede købstad ved vandet, i bd. 2, tilsyneladende nærmest på Lolland-Falster (i virkeligheden nok bygget på digterens fortrolighed med Helsingør).

Købstadsbilledet er ikke meget udførligt, heller ikke i »revolutionsskildringen« i 2.III.11, hvor næsten hele persongalleriet noget kunstigt - à la enden på en Dickensroman - er kaldt sammen af romanforfatteren. Det vigtigste miljø i købstaden er »Invalidehotellet«, der næppe fremtræder særlig egnsspecifikt.

Mere ejendommelig er den københavnske topografi, der bruges i romanen. Først må vi indskyde en historisk bemærkning til en speciel provokation i bogen:

Københavns voldsomme vækst i sidste halvdel af 1800-tallet (indbyggerantallet fordobledes mellem 1860 og 1890) gav anledning til, at kommunen prøvede at regulere og forbedre de sanitære forhold. WC var for så vidt kendt i Danmark siden midten af århundredet, men en systematisk udbredelse af vandklosetsystemet modvirkedes længe, ikke mindst af manglende udbygning af kloaknettet, så at forureningen kunne føres ud i Øresund; i øvrigt fandtes konkurrerende teknikker til bortskaffelse af byens latrin. I romanens spilletid, og da den udkom, var diskussionen om wcsystemets indførelse ingenlunde afsluttet. Først i 1893-94 blev der givet tilladelse til at installere vandklosetter i de bydele, der havde nye kloakudløb, og endnu 1907, da der fandtes 32.000 wc'er i hovedstaden, var antallet af latrintønder ikke mindre. - Til forskel fra Victor Hugos interesse for kloakkerne i romanen De elendige (1862), har affaldsspørgsmålet i Forskr . kun betydning som Ulfs og Gerhards provokation af selskabet - og måske sindbilledligt.

I romanens københavnske topografi er der - navnlig i begyndelsen - konfrontationer af det nye grunderkøbenhavnske med det gamle bybillede fra Gerhards barndom eller endnu tidligere. Der er - mest, men ikke kun, i bd. 2 - antydninger af det nye triste København med brokvarterernes kaserner på Vesterbro og Gerhards hummer på vej til Nørrebro. Og der er enkelte spadsereture (fra teateret) i den centrale by. Men ellers er det 649 by -udkanterne , romanen gør mest brug af: Tidligt og mere sporadisk senere i romanen er det Langelinjepromenaden og det indenfor liggende: Bredgadekvarteret med bourgeoisiets (Annettefamiliens) boliger, Østerbro for de lidt yngre (fru Funch og Annette i begyndelsen). Men især er det jo Frederiksberg med de vigtige romanskuepladser »Elysium« og Frederiksberg Have, udfaldsretningen ad Roskildevej eller retningen indad gennem Gl. Kongevejskvarteret, der leverer scene til begivenhederne. Om Gl. Kongevejskvarteret handlede det udeladte tekststykke »Intermezzo«, der havde haft plads som optakt til 1.I.7, se Tillæg.

Man færdes mest til fods, evt. med droske eller (hestetrukken) sporvogn, ved de dramatiske rejseanledninger med damptog. De miljøer, hvor hovedpersonen far sin gang i hovedstaden, er mødesteder . Det gælder i et vist omfang endda Gerhards atelier i bd. 1, hvor Ulf og pressevenner kan indfinde sig. Det gælder selvsagt særlig de offentlige steder. I mere fremskudt række for tidsskildringen har vi straks i 1.I kafeen over for teateret; kafeen er et sted, hvor hovedstadens intellektuelle, politiske og kommercielle herrer kommer; og vi har Langelinjepromenaden , hvor der desuden træffes damer. Adskillelse imellem og mødemulighed for de to køn er et interessant topografisk forhold i en kærlighedsroman! Det intimeste mødested er naturligvis Ediths havehus et sted mellem Frederiksberg Allé og Gl. Kongevej. Men blandt de offentlige er to institutioner af særlig betydning i romanen. Det er Det Kgl. Teater og Elysium ; som underholdningsanstalter er de beslægtede, men i kunstform, personale og publikum unægtelig polære.

Drachmann drømte en tid om at bringe de to slags scenekunst nærmere til hinanden, og han lader Gerhard forsøge det - ligesom han fablede om, at de politisk stridende Højre og Venstre kunne finde fællesskab. Men det førstnævnte bliver meget mere prominent i romanen end det politiske, i hvert fald i dettes snævrere mening. Hvis man derimod lader det politiske strække sig ind i det kulturelle og kunstneriske, hænger tingene fortsat ret godt sammen. Drachmann sledes som flere danske og udenlandske kunstnere i tiden mellem borger og boheme . Det gjaldt i hans private liv, og det gjaldt i hans svingende parti-sympatier. Det 650 gælder også i denne roman polariteten i scenekunsten. Den er for øvrigt ikke altid nem at distingvere: den kgl. teaterdirektør er åbenbart lidt af en satyr, mens syngepigen Edith er så kulturelt og moralsk stræbsom som nogen guvernante. Scenekunsten i romanen bør da betragtes lidt nærmere.

4. Scene og tribune

Forskr . er ikke som Med den brede Pensel en kunstnerroman, selv om hovedpersonen er billedkunstner. Det er knapt heller en digterroman, selv om Ulf og snart også Gerhard er digterisk produktive. Det er derimod et godt stykke af en teaterroman. Dette er ikke et dementi af påstanden om, at Forskr . først og sidst er en kærlighedsroman. Den elskede ses på tribunen, hvor hun synger. Og på det store teater prøver Ulf og Gerhard at gestalte en kærlighedshistorie, der i visse henseender svarer til den om Edith.

I Drachmanns eget liv og arbejde havde teateret faet en vigtig plads, og hans erfaringer har affødt noget af også denne side af romanindholdet. Ligesom romanen begynder med et besøg i Det Kgl. Teater og ender med en fantaseret scene, der kan minde om et patetisk syngespil, kan vi begynde med teateret - Det Kgl. Teater på Kongens Nytorv.

I den - relativt moderne - forestilling, som Gerhard bivaner her i bogens første kapitel, har skuespilkunsten ligesom dramaforfatteren åbenbart vanskeligt ved at finde sine egne ben imellem det nye og det gamle. Det nye kan associeres til Henrik Ibsen, men vel også til de lettere aflæggere blandt københavnske forfattere som Otto Benzon (En Skandale , 1884). Det gamle er den romantiske og efterromantiske tradition fra Oehlenschläger til Molbech den Yngre. Svingende mellem det moderne og det romantiske var jo både, hvad man kalder »tiden«, og digteren Holger Drachmann i liv og værk. Og ikke mindst var han det som teaterdigter.

De dramaturgiske betragtninger af Ulf, som Gerhard læser den nat i købstaden, hvor han far adgang til Ulfs dramaudkast (2.I.8), er da også nok så heterogene, man kan vel endda sige 651 delvis trivielle. Kernen i dem er dog interessant nok: en spænding imellem genrens objektiveringskrav - ingen fortæller og ingen direkte udtalelse til publikum her! - og på den anden side subjektivitetstrangen, troen på, at digterhjertets udgydelse alligevel er den eneste bevægekraft. Dobbeltheden er i øvrigt karakteristisk for den litterære »impressionisme«, som man har set Forskr . som en mærkelig eksponent for.9 Men her er Ulfs erklæringer altså tænkt som præliminarier til dramatisk digtning.

Faktisk var dramatikken den sidste genre, som den ganske genremobile Drachmann vovede sig i kast med. Fra 1880erne stammer en række forsøg på at erobre scenen. Medens Gerhard i romanen begynder med et lyrisk eventyr- eller folkevisedrama sammen med Ulf og ender med et »lille moderne Toaktsstykke [...] som legende Solskin over en sydlandsk Kyst« (2.III.8, s. 567) var Drachmanns bane på Det Kgl. Teater nærmest omvendt: Blandt hans første forsøg var den mildt Ibsenske toakter Puppe og Sommerfugl (1882) og Lykken ved Arenzano (1884), og hans først efterhånden ekstremt succesrige eventyrspil Der var en Gang - havde en temmelig lang vente- og tilpasningstid før premieren på Kongens Nytorv januar 1887. Drachmann valgte i denne periode at indtage en særdeles positiv og høflig holdning til teaterdirektøren, kammerherre Edvard Fallesen (jf. listen over modeller ovenfor), der på sin side kunne underrette digteren om, at Hs. Majestæt Chr. IX havde fundet behag i Der var en Gang - og viftede med en orden.10

Teaterets skuespillere havde Drachmann lært at kende under indstudering og opførelse af flere af sine stykker. Der er bl.a. berettet om en animeret fest for skuespillerne i digterens hjem i Roskilde i april 1883, efter at hans første helaftensstykke, Strandby Folk , var bragt til opførelse - for øvrigt ikke med øjeblikkelig succes.11

Men Drachmanns velbefindende i de højere kredse holdt som bekendt ikke. Han blev overmåde rasende på kammerherre Fallesen, da denne - og teatercensoren Erik Bøgh - ikke havde villet antage to nye skuespil til opførelse: det ene af dem, Esther (trykt 1888), har en sagnhandling med tætte berøringspunkter med Forskr . I tre artikler i Morgenbladet 9., 12. og 19. februar 1889 angreb 652 digteren teaterlederen som en sleben, men magtsyg herre, indifferent over for dramatisk-litterære og skuespilleriske kvaliteter. Drachmann hævdede, at han havde givet Fallesen en advarende, men privat opsang allerede i sommeren eller forsommeren 1888. Fallesen svarede blot i Berlingske Tidende 11. februar l889 med at citere fra en lobhudlende omtale, Drachmann havde givet ham i en artikel i Berlingske Tidende 23. februar 1887.

Poul Herring har i sine upublicerede Drachmanniana (1946, på Det Kgl. Bibliotek) fremdraget yderligere nogle manuskriptudkast af Drachmann, der ligger i forlængelse af polemikken mod Fallesen i februar 1889. De har synlige berøringspunkter med skildringen af konferensråd Brynjulfsen ved Gerhards audiens hos teaterchefen i Forskr . (2.II.2). Magtkampen i denne scene gentager jo imidlertid til en vis grad den, der fandt sted i Paris efter Gerhards lynbryllup (1.II.5). Brynjulfen senior er genkendeligt og klart nok fremstillet efter model - vi har kun ét Kgl. Teater, der i perioden kun havde chefen Fallesen; men dermed er ikke alt sagt om Brynjulfsen senior. Gerhards svigerfar er en fortræffeligt tegnet karakter, i sidste instans jo en fiktionsperson: han har en langvarig og ganske vigtig rolle i handlingen. Han har hverken suveræn magt i hjemmet eller på teateret. Han er intelligent og svag for smukke piger. Han er far til Ulf, og samtidig er han den, der har forkastet Ulf. I romanen er han på én gang den centrale repræsentant for bourgeoisiet og for det etablerede, i slet forstand rutinemæssigt kørende Kgl. Teater. Så længe han sidder i chefstolen, vil nationalscenen ikke for alvor blive fornyet. Men det ønskes måske heller ikke af publikum med dets dødvægt af 600 abonniner og distræt-bornert bourgeoisi ifølge romanens skildring (1.I.2 og 2.III.2).

Af skuespillerkorpset, dets talenter såvel som dets nykker, gives der en skildring fra Gerhards synsvinkel i 2.II.14-15 og 2.III.2. Også her er der tale om genkendelige portrætter. Allerede i teaterchefens mønstring 2.II.2, s. 467 har hovedstadens læsere vidst at sætte navne på:

»én Karakterskuespiller«: Emil Poulsen (1842-1911).

»én komisk Kraft«: Olaf Poulsen (1849-1923).

653

»en Sanger, som gør Skuespillertjeneste«: Peter Schram (1819-95).

De kommer igen som aktører under indøvelsen af Ulfs og Gerhards stykke i 2.II.15, hvor Olaf Poulsen betegnes som »Theatrets største Kraft« (s. 525), og Emil Poulsen foruden stadig at være »Karakterskuespilleren« (s. 525) far prædikatet »Theatrets Haltefanden« (s. 526) - han var bevægelseshæmmet pga. en ryglidelse. Modeller for de øvrige medvirkende på scenen kan i dag næppe identificeres med sikkerhed (selvom mindst en aktrice følte sig stødt over skildringen). Derimod kan der næppe være tvivl om, at der med den diskrete og intelligente sceneinstruktør (2.II.14, s. 519f. og senere) er tænkt på William Bloch (1845-1926).

Karakteristikkerne savner ikke en selektiv positiv sympati, men blev flere steder i pressen og teaterpersonalet opfattet som et særlig utilladeligt og grimt træk ved romanen.

Der er et stort spring herfra til den anden art af scenisk optræden, der har plads i romanhandlingen. Det er tribunen med sangerinderne - vi vil snarest kalde det for cabaretkunstens sted. l romanen hedder det »Elysium«, og det er her, Edith er ansat og synger. Det er velkendt, at Drachmann byggede skildringen over etablissementet Kehlet (senere Lorry), Allégade 9 på Frederiksberg, og at romanens heltinde er en idolisering af hans illegitimt elskede, sangerinden Amanda Nilsson; også andre i miljøet i romanen - som citherspilleren Achlaitner - har haft identificerbare modeller, jf. ovenfor s. 645f.

Det ville være nemmest at sige, at cabaret'en er det positive modbillede til Det Kgl. Teater i romanen. Det er heller ikke ganske galt, men det er dog en sandhed med modifikation. Billedet af Elysium, både af Ediths kolleger og af publikummet af studenter, officerer og borgerfolk, er ikke pletfrit. Og andre cabaret'er i romanen står i et tvivlsomt, frivolt-erotisk lys; det er Annettes og ikke Ediths steder: dels den parisiske cafe-chantant, der besøges 654 på Gerhards bryllupsrejse (1.II.6), dels kanondamernes amatørscene, hvor Annette optræder for bl.a. Gerhard (i 2.II.8). Og dog er et cabaret-teater for folket Gerhards drøm. Dens realisering er antydet i romanens sidste kapitel, men om denne tribune har succes, oplyses ikke. I virkeligheden var Drachmann i tiden omkring romanens fremkomst optændt af tanken om at skaffe støtte til en sådan scene.12 Forsøg på at skabe en kvalificeret litterær cabaret gjordes flere gange i 1890erne, med Drachmannsk inspiration på »National« i København ved nytår 1892 og ved samme tid af Herman Bang i Kristiania, men uden succes.

I romanen vises noget om, hvad Drachmann har følt som grundlaget under en tribunekunst, en sang- og folkescene efter hans drøm. Det er musikudøvelse og sange om kærlighed, sange i private lag - noget, som spillede en ganske stor rolle dengang, dvs. før fonografens, grammofonens og radioens tid. Her er først episoden, hvor Achlaitner med sin cither spiller og akkompagnerer Edith og Gerhard på Linds restauration (1.III.14); det er tyskøstrigsk tradition. Siden (2.I.3-4) er der »Invalidehotellet« med Bellman og en enkelt fransk vise (Bellmans musik var også delvis af fransk oprindelse). Man kan godt sige, at det er en noget ramponeret besætning, der her lægger sig i selen, men der er ikke tvivl om, at Drachmann har taget den store humoristiske, erotiske og dionysiske svenske sangskrivers værk ganske seriøst som ægte folkelig brugskunst; digteren idealiserer jo ikke disse fortabte spillemænd, men det, de har mellem hænderne, er Drachmanns ideal af formet livskunst, versekunst og musik. (Se også om Bellman i afsnittet »Islæt« nedenfor).

Det er interessant, at det folkelige eller formentlig folkelige her går forud for det nationale. Omvendt prioriteres der til gengæld i slut-tableau'et med krigen og Ulf/Gerhards sang, fremført af Edith og Gerhard. Det skal vel fremstå som en forening af det store teaters patetiske syngestykke og cabaret'ens hjertesang, og som en virkelighedsforestilling. Det er en umulig drøm. Det var digterens teatertanker vel også. Og dog kunne Drachmann på en større scene og i fællessangens repertoire have held til at nå folkeligt repertoire: takket være den rette komponist og instruktør-bearbejder 655 har Der var en Gang - som bekendt faet en umådelig og langvarig genklang i landet.

5. Islæt

Forskr . er ikke blot en teaterroman, men også en meget litterær roman, og dette på to måder.

For det første er den som nævnt (ovenfor s. 642f.) lidt af en meta-roman, altså en roman, der tematiserer sin egen art og næsten også sin tilblivelse.

For det andet er Forskr . gennemvævet med citater fra og allusioner til anden digtning. Man taler nu generelt om den slags som »intertekstualitet«, men det er ikke på det mest generelle niveau, at dette forhold er mest interessant - i en vis uinteressant forstand betjener vi os alle af citater og tekstgenbrug. Det er heller ikke de mest tilfældige sporadiske citater, der behøver størst opmærksomhed. Men nogle områder af citater og hentydninger har en sådan frekvens og vægt, at de har del i værkets udsagn på en måde, der overstiger, hvad punktkommentarerne kan sige (oftest blot til identifikation). I Forskr . er de vigtigste knyttet til Ulf og betegnes med forfatternavnene Goethe, Byron-Heine-Musset, Bellman; der er også andre af interesse, bl.a. Heines raffinerede lærling Emil Aarestrup, men lad os først tage disse tre komplekser i øjesyn.

Goethe : Den af digteren forkastede »Prolog«, der er optaget i denne udgaves Tillæg, peger på (dobbelt)romanen om Wilhelm Meister som en art model for Forskr .; men det er for sin personlige regning, at Drachmann har taget et vers fra Faust, Anden Del til motto for romanen, en subjektiv forklaringsretning, hvor Meister hentydningen var objektiv. I Drachmanns og flere forudgående og følgende generationer af danske forfattere var det en selvfølge at kende Goethes Faust og måske kunne dele af den udenad.13 Inde i romanen er det særlig Ulf - i en tidlig fase sekunderet af Gerhard - der gør brug af Goethe, nærmere bestemt af Faust . Her er det første del af stykket: Der Tragödie erster Teil (1808), der holder for.14 Det er Goethes stormfulde og urolige renæssancefigur med 656 hans livsbegær snarere end hans metafysiske grubien, der klinger igen hos Ulf; og især er det den berømte erotiske episode, hvor Faust betages af og forforer og forlader den yndige, småborgerligt opdragne Margarete (Gretchen), hvad der koster hende og deres nyfødte barn livet på en forfærdende måde. Faust aner undervejs i glimt hendes ulykke (i heksescenen på Bloksbjerg: »Walpurgisnacht« v. 4183ff.) og angrer, da det er for sent. Dog bliver det som bekendt til allersidst (i Faust. Anden Del , først trykt 1832) Gretchen og det evigt kvindelige, der frelser Faust fra hans ellers ret fortjente fortabelse. Måske er det mere end et tilfælde, at Forskr . ud over den snævrere Gretchen-handling fra Faust trækker på værtshusscenen »Auerbachs Keller« og heksesabatten i den nævnte »Walpurgisnacht« med dens vulgære erotik.

Fausts diabolske og kyniske - og vittige - ledsager, om man vil: en side af ham selv, er den magiske person Mephistopheles; det er ham, der hjælper til med forforeisen, præsenterer sex fra den animalske side og negligerer Fausts anfald af anger og angst. Ulf og Gerhard i Drachmanns roman svarer ikke til Mephistopheles og Faust hos Goethe; deres makkerskab er et andet. Men både Henrik Gerhard, der har Fausts fornavn, og især Ulf ligner på nogle måder en stormfuld og sønderbrudt Faustskikkelse. Bl.a. har de begge en brudt kærlighedsforbindelse bag sig; og deres nuværende dyrkelse af Edith, på én gang paria for borgerskabet og manifestation af noget ophøjet evigt kvindeligt, har noget af Gretchen-romantikken over sig. Det er næppe heller tilfældigt, at det er hendes navn: Margarete, der i Gerhards drømmetekst »Jeg drømmer«, 1.I.13, er knyttet til den heltinde, der kun kan besiddes ulovligt og med fatale følger. I drammen indgår også andre litterære og drømme-maskerede monstre. Men som karakter ligner Edith aldeles ikke Gretchen.

Da er Ulf langt snarere en ægte Sturm und Drang-yngling som Faust - eller som titelpersonen i Den unge Werthers lidelser , Goethes ungdomsroman (1774) om den flammende og udelukkede forelskelse. Ulf kan den udenad og citerer den (1.II.9, s. 208).

Goethes navn er således ikke for ingenting det forreste i den vidnerække af menneske- og elskovserfarne digtere, som Ulf 657 opregner i sit brev til Gerhard i Paris (1.II.9, s. 209f.). Men det er jo ikke det eneste, heller ikke den eneste digter, af hvem ekkoer lyder i romanen.

Goethe og Byron syntes for en vis eftertid som to søjler at danne portalen til det 19. århundredes poesi. Hos Ulf hører Byron dog snarest sammen med franskmanden Alfred de Musset og tyskeren Heinrich Heine som de specifikt moderne, zerrissene og erotiske digtere. At netop de tre også er centrale personer i de tre sidste bind (1875, 1882 og 1890) af Georg Brandes' Hovedstrømninger , siger i det mindste noget om en fælles horisont for gennembruddets frie litterater. De tre digtere hørte endnu til Sophus Claussens husguder, for resten sammen med Burns og Bellman (se nedenfor) - medens hans og Johs. Jørgensens Baudelaire var for krydret for Brandes' og Drachmanns smag.

Mindst hentydes der i Forskr . til Musset, den beundrede boheme, hvis erotiske digte og skuespil og roman Ulf har kunnet spejle sig i - navnlig romanen: La Confession d'un Enfant du Siècle (1836) om en ungersvends udskejelser og efterfølgende store ødelæggende passion. I Gerhards »Jeg drømmer« kan man måske finde et præg af Mussets skuespil, fx Fantasio (1834). Men vigtigere i bogen er Byron og Heine.

Byron stod langt ned i århundredet som inkarnationen af den gudsforgåede digter, frihedshelt og elskovsbesynger, i lige grad naturidyllens og den sjælelige fortvivlelses tolk. Holger Drachmann havde påbegyndt en oversættelse, der strakte sig fra 1882 til 1902, af Byrons store, vittige, ufuldendte versroman Don Juan (1819-24), og nu just efter en længere pause genoptaget arbejdet.15 Byron var således for Drachmann både blandt hans gamle og hans nye guder. Og Ulf i romanen har Byron som eksempel og Byrons poesi på læberne, og har haft ham med sig siden sin ungdom, som det fremgår af hans selvbiografi i »Den første Kærlighed« (se Tillæg). Drachmann har givet denne af romanen udeladte og separat publicerede tekst et motto fra sin oversættelse af Don Juan ; det er fra versfortællingens første sang, og Drachmann greb således tilbage til den oversættelsesportion, han havde udgivet i 1882. Byron var både Drachmanns og Ulfs favorit - ergo også Skyggens, kan man næsten sige. Skyggens litterære 658 præferencer følger her som i hele den behandlede digtergruppe smukt i hælene på Ulfs. - Der hentydes ikke i romanen til de også dengang kendte - af Georg Brandes i første omgang afviste - historier om Byrons incestuøse forhold til halvsøsteren; at de kan have spillet ind i dannelsen af Ulf-skikkelsen i forhold eller ikke-forhold til Edith, kan ikke udelukkes.

Heinrich Heine , død 1856 i sit eksil i Paris, den tyske digter, der forblev århundredets populæreste i Danmark, hører også naturligt til Ulfs repertoire. Kærlighedsdigter i den høje stil såvel som i den drøje, elegisk, jublende, zerrissen, dertil en nådesløs satiriker over for personer og forhold i samfundet - således i hans gensynsdigt Deutschland, ein Wintermärchen (1844) - endelig også som prosaist en vittig, ondskabsfuld, stemnings- og kapricerig causeur.

Heine var modsat Ulf en élegantier, men derunder ligesom Ulf en utrættelig og upålidelig stridsmand, huggende imod venstre og imod højre - mest det sidste. Hans årelange og alt andet end stumme dødsleje i »madrasgraven« giver Ulf anledning til en spejling: også han er »unjung und nicht ganz gesund« (2.I.3, s. 402). Også Heines vittige prosa i Reisebilder kan Ulf udenad (1.I.9, s. 100).

I verskunst i snævrere forstand går Ulf ikke i hans fodspor - det skulle da være i det hymniske »Juninat« (1.II.1, s. 210-12), der er beslægtet med visse af Heines rimfrie digte i Die Nordsee (1825-26).

Værd at notere er også Ulfs henvisning, i brevet til Gerhard i Paris (1.II.9, s. 209f), til de russiske roman -heltinder som repræsentanter for grænseoverskridende kærlighedsnatur. Af de tre dèr nævnte romanforfattere var Turgenev sikkert en vigtig inspiration for Drachmanns stemningsrige ungdomsroman En Overkomplet (1876); men det er Dostoevskij - Ulf nævner skøgen Sonja og morderen Raskolnikov - der har bidraget til den dramatiske højspænding og rablende fortællemåde i passager af Forskr . (Gerhards togrejse sammen med Halvvig 1.III.22-24) og til idealiseringen af den sociale paria: syngepigen, den holdte pige.

Længere tilbage griber Ulf i sit repertoire og romanen i sine litteratur-islæt for det folkeliges og det dionysiskes skyld: til sidste tredjedel af det 18. århundrede. Den i nogle henseender 659 aristokratiske boheme Ulf elsker ikke alene »rött vin«, men også - skønt rigtignok ikke kritikløst - folket. Det fremgår både af, hvad han fortæller (i sit brev til Gerhard i Paris), og hvad han mere end de øvrige møder i romanhandlingen. Som en folkesanger blandt elskovsdigterne har han nok opfattet den skotske digter Robert Burns, hvem han et par gange nævner. Men det vigtigste navn er den svenske digter Carl Michael Bellman (1740-95), hvis Fredmans epistler og Fredmans sanger (1790) er kernestykker for trioen i »Invalidehotellet«. De stockholmske krogæster og musikere, kredsen omkring Fredman, skal åbenbart spejle de noget ramponerede og fortabte spillemænd i den syddanske købstad. Det hedder et sted, at Bellman var »naiv«, hvad der forekommer at være en forveksling af kunstneren og hans sujet, men det skal måske signalere den ucensurerede realisme i mangt et Bellmansk billede af det festlige stockholmske low life ; hans Ulla Wiinblad, Fredman-gruppens muse, er vel ligesom Edith fra en højborgerlig synsvinkel en paria, men af den mere sexede type. Ellers mangler den »naive« Bellman jo hverken rokoko-musikalitet eller barokstilens mytologiske emblemer. Striden mellem at dyrke Venus og at dyrke Bacchus afgøres oftest til den sidstes fordel - ligeså af Ulf (og af »Kaliban« Svanning), så længe det da varer.

Bellman som mærkesmand for en artistisk, erotisk og dionysisk kultur på nordisk naturbund var Drachmanns særlige fortolkning i den lange række af danske Bellmanianere fra J.L. Heiberg til William Heinesen. I et kapitel i sin konfessionsbog Den hellige Ild (1899) indsætter Drachmann den svenske digter som det egentlig eksemplariske og opdragende kulturbillede for de nordiske folk - i stedet for den Rembrandt als Erzieher , som den nordgermanske racistiske kulturfilosof Julius Langbehn havde lanceret i en bog i 1890, der havde vakt adskillig interesse også hos os.

Fra Goethe over romantismens store frie lyriske ånder til Bellman: dette litterære materiale væves ind i Forskr . til karakteristik af hovedpersonerne, især Ulf, og til berigelse af det erotiske centraltema.

En lang række andre litterære allusioner og citater har næppe så vigtige karakteriserende formål og så afgørende tematisk 660 betydning. De kan have mere eller mindre lokal effekt i teksten, men blot og bar dekorativ kulturfernis er de i almindelighed ikke.

Vi kan her som eksempel nævne de genkommende hentydninger til historien om Amor og Psyche fra den senromerske digter Apuleius' roman Det gyldne Æsel (egl. Forvandlingerne, Metamorphoses, 2 . årh. e.Kr.), der har indbudt mange digtere og billedkunstnere til genskabelse - på dansk fx Frederik Paludan-Müller. Hos Drachmann er det ikke motivet med den straffede nyfigenhed, der fænger; historien er jo, at den yndige Psyche ikke kan nære sig for at tænde lys og tage sin uidentificerede guddommelige elsker Amor i øjesyn, og derved mister hun ham. Men her i romanen er det snarere selve den hemmelige elskov, identitetstabuet og jomfruens hengivelse, der alluderes til - også af Halvvig (1.III.24, s. 347).

En mængde Shakespeare-reminiscenser og undertiden -citater er drysset ud over romanen. Lad være, at noget af dette kan betragtes som kulturel fernis; det var ikke så flovt i det 19. århundrede. Men oplysende er Ulfs benævnelse af Arthur Svanning som sin Kaliban, den uhyggeligt bestialske, men midlertidigt undertvungne skikkelse i skuespillet Storm en (The Tempest , omkr. 1610); her er et karakteriserende perspektiv. Et sådant mangler, hvor der ved onkel Ludvigs tale ved konferensråd Brynjulfsens famøse middagsselskab (1.III.6, s. 260) gøres brug af en passus i Macbcth (omkr. 1603): her varsl es et skræmmende genfærd, et offer, der blev ryddet til side ligesom Ulf i faderfamilien; parallellen er hårtrukken og sagtens humoristisk ment, skønt absolut ikke elskværdigt. Til Romeo and Juliet (omkr. 1595) hentydes med større tematisk effekt i Ulfs opremsning af tragiske kærlighedspar i litteraturhistorien (1.II.9, s. 210, hvor der også har været andet Shakespearestof i pennen).

Endelig er Shakespeare naturligvis på tapetet som periodens store forbillede for højere teater- og dramakunst. Faktisk har Ulfs og Gerhards drama med den tyranniske konge, den attraktive dronning og den oprørske unge mand - endda med en lejlighedsvis vanvittig elskende pige - nogle lighedspunkter med Shakespeare-dramaer, især Hamlet .

Konferensråden nævner under Gerhards audiens på 661 teaterchef-kontoret (2.II.2, s. 467), at dennes og Ulfs stykke sagtens vil vidne om studier i Shakespeare og Oehlenschläger. Ved den sidste kan også tænkes på de middelalderlige sujetter og på den stil af folkevisepastiche, der gennemtrækker en lang række alvorlige dramaer i det 19. århundredes teaterrepertoire, bl.a. af Heiberg og Hertz. Det er vistnok en fejl at anse de oldnordiske (og oldgermanske, jf. Wagner - og Karl Gjellerup) og middelalderlige sujetter for at være overhalede af Ibsens moderne dramatik fra 1870erne og 80erne. Meget markante teaterbegivenheder på Kongens Nytorv var i perioden Ernst von der Reckes troubadourstykke Bertrand de Bom (1873) og Drachmanns eget Der var en Gang - (opført 1887, meget omarbejdet fra første bogform 1885). Teaterrepertoiret på Det Kgl. Teater bød jo også både pligtmæssigt og med kulturel idealisme stadig på klassikere som Shakespeare og Oehlenschläger.

Sidst blandt det indvævede materiale i romanen kan nævnes de anonyme eller anonymiserede visestumper: den franske sang om den blonde pige (1.I.6, s. 75, 1.I.8, s. 98) eller senere den Kammersang, som Gerhard og Edith synger som duo (1.III.14). Tekster, der i en opregning som nærværende kan synes nok så sporadiske, men i virkeligheden peger ind mod meget centrale ting i romanen. De er eksempler på ægte, lodig og folkelig sanglyrik, som det er et af Gerhards projekter at give en tribune og en vækstplads i hovedstaden. Og de er, som på sin vis hele romanen, en øm og tragisk kærlighedspoesi.

Er Drachmanns roman således mættet med digtning »udefra«, så er den også fuld af »indefra« kommende tekster: personerne bidrager med digte, erindringsfortællinger, visioner m.v. - såkaldte indlæg . Som ved de fleste af Drachmanns romaner har man hæftet sig ved de mange indlagte digte og ofte betvivlet, at de havde nogen særlig forbindelse med den fiktionsverden, de var placeret i. En diskussion af dette med gennemgang af de enkelte indlæg - flere af de bedste er i prosa - vil være for vidtløftigt i denne Efterskrift.16 Her kan vi blot pege på det største af romanens indlæg: 662 Ulfs og Gerhards folkevisedrama. Drachmann havde først tænkt sig at indlægge et helt skuespil af egen tidligere produktion, men skitserede i stedet - delvis i forkortende referat - det stykke, vi nu læser i 2.I.8-10. Det er en fantasi over og en gennemspilning af Ulfs og Gerhards egne konflikter: Således kan Gerhards stilling mellem Annette og Edith sammenlignes med Ridder Hagens mellem Dronningen og Jomfru Else; Narrens med Ulfs, men til dels også Gerhards plads i selskabslivet og i kærligheden; Kongens figur er overdetermineret, rummer såvel forestillinger om Halvvig som om fader Brynjulfsen.

6. Tilblivelsen

Det siger sig selv, at en så omfangsrig digtning som Forskr . ikke er skrevet i løbet af nogle fa måneder, uanset fremstillingens friskhed og fart. Trykmanuskriptet, der er bevaret (i Den Collinske Samling på Det Kgl. Bibliotek), bærer navnlig i de første afsnit spor af en omfattende overarbejdelse:

Mange afsnit er streget ud, særlig dem med beskrivelser, refleksioner, (Gerhards) erindringer, ligeledes psykologiske forklaringer af adfærd. Stilen er strammet, fyldeord strøget, stedvis ændres syntaksen til nominalstil - alt sammen noget af det, man senere har talt om som impressionisme. En række enkeltheder er forandret; således hed Henrik Gerhard (som omtalt i note 4) i de første fire kapitler Frans.

I det Drachmannske manuskriptmateriale vedr. denne roman, der især er gransket af Poul Herring,17 findes nogle indlæg eller påtænkte indlæg til romanen i dateret kladde fra april 1888, men tilløb til romanen kan sættes tidligere endnu.

Det er rimeligt at antage, at de udgår fra forfatterens selvbiografisk baserede fortælletrang, der havde fundet udtryk i ungdomsromanen En Overkomplet (1876) og kunstnerromanen Med den brede Pensel (1887). Den sidstnævnte mindes man om ved Henrik Gerhards profession og karakter, men også ved den konciperede »Prolog« til Forskr . (se Tillæg), hvor Goethes Wilhelm 663 Meister opstilles som forbillede for en bred livserfarings- og konfessionsroman af førnaturalistisk tilsnit, ligesom dens affødning, schweizeren Gottfried Kellers selvbiografisk baserede kunstnerroman Der grüne Heinrich (oversat af Drachmanns kone Emmy 1883-84) utvivlsomt var det beslægtede forbillede for Med den brede Pensel . Drachmann skrev ud af sit liv; det er åbenbart en af betydningerne ved Forskr .'s motto fra Faust II .

I dette lys kan man også forstå det af Poul Herring fremhævede afsnit af et brev,18 hvori Drachmann 10. maj 1888 taler om sin »næste Bog« til vennen Viggo Drewsen; til denne, der døde i november samme år, blev den senere fremkomne roman jo dediceret. Det hedder i brevet:

Apropos den »næste« Bog. Jeg har fattet den for et Geni ikke aldeles overraskende Plan - og har allerede siden Jul begyndt paa Arbejdet - at skrive en bum- og bindstærk Roman, hensynsløs, excentrisk, frimodig og u-partisk (nogle skønne Adjektiver) om Halvfjers-Firsernes literære, sociale og tildels politiske, men navnlig literære Brydninger herhjemme. Planen er god nok - jeg har ovenikøbet udarbejdet en fuldstændig »Disposition«, begyndende med Slutningen og først derpaa i Krebsegang langsomt arbejdende mig hen til Begyndelsen, som blev skrevet dels for 10 Aar siden, dels for 3 Aar siden da jeg lige kom hjem fra Udlandet (hvilket jeg ikke burde have gjort). Hvis mit Helbred holder ud - hvad det naturligvis ikke gør men burde gøre - og hvis jeg ikke bliver træt undervejs paa den lange Marsch - saa vil det blive den mærkeligste Bog siden Adam Homo og Phantasternes (maaske Maria [sic] Grubbes) Dage. Men i hvert Fald vil der blive 25 gode Sider og et lærerigt Kapitel deri. Nu kan jeg skrive en saadan Bog - efter at have begaaet den Monolog, som hedder »Med den brede Pensel«. Den vil komme til at vrimle med Figurer - hvorfor skulde man nægte sig noget? - og Indledningsdigtet (der bliver Digte deri) ender saaledes:

Nu er jeg stærk! Jeg staar alene.

Naa ja; det var det! Resten er Tavshed - siger vor Tip-Oldefader Hamlet.

664

Tilbagehenvisningerne kunne da gælde tidligere forsøg på at skrive noget fortællende i forlængelse af En Overkomplet (1876) om digterens første tragiske ægteskab med bornholmerpigen Vilhelmine Erichsen, jf. Ulfs udeladte beretning om den første kærlighed. Og ved hjemkomsten fra Wien og Kärnten i 1885 kan Drachmann vel have oplevet gensynet med København og modet med de politiske animositeter som noget, han burde fortælle om som en overlegen - eller bekymret eller skuffet - iagttager. Dette lag i bogen synes at have haft et større omfang i begyndelsen af roman arbejdet (jf. også det udeladte stykke »Intermezzo« i Tillæg), der altså kan være konciperet, før Drachmann i vinteren 1886-87 gjorde sig færdig med Med den brede Pensel .

Den »Disposition«, som Drachmann taler om i brevet til Drewsen 10. maj 1888, har Poul Herring villet identificere med et udateret koncept betitlet »Treugadei« i digterens manuskriptmateriale af udkast m.v. i forbindelse med Forskr . Konceptet skitserer højdepunkter af handlingen fra og med Gerhards skandaletale ved svigerfaderens selskab (1.III.7) til og med de store voldsomheder i slutningen (2.III.11-12). Hovedpersonerne er her på plads, men der nævnes bipersoner, som ikke bevaredes i arbejdet. Man noterer sig også, hvorledes Drachmann her har forestillet sig slutningens voldsomme begivenheder ganske melodramatisk, lige ud i romanens forgrundshandling, medens de i trykmanuskript og bog er blevet forskudt til formidlingsplaner (brev, drøm) og selv for de sidstes vedkommende dæmpet. Til Karl Gjellerup, som Drachmann havde indviet i sit igangværende arbejde, skrev han 10. januar 1890: »Efter meget Overvejelse holder jeg alligevel fast ved Krigs-Finalen.«19 Edith er central i konceptet; fru Funch er lidt mere til stede end i den færdige romans sidste halvdel. Meget mangler i dennes trinvise udvikling, men både denne omstændighed og fraværet i konceptet af ethvert notat om forhistorien til Gerhards (ægteskab og) skandaletale kan støtte Poul Herrings hypotese om, at vi her har den »Disposition«, Drachmann omtaler i brevet i maj 1888.

Igennem mulige tilløb fra det foregående tiår, som da må være ind- og sammenarbejdede i et kladdestadium påbegyndt omkring 665 nytår 1888, og gennem de følgende to og et halvt år tog romanen så form.

Altimens havde digteren også andre tekster under udgivelse og havde et igen temmelig oprevet privat- og udeliv. Utroligt, at han fik den store roman så ordentligt fra hånden; navnlig i det sidste år kostede det en vedvarende hektisk arbejdsindsats. Og der er i den færdige roman næppe en skarp lagdeling mellem de evt. kronologisk forskellige emnefortællinger, der indgår i den: ungdomsmemoirer, tidskonfrontation - både gensynet med hovedstaden og afspejlingerne af den politiske tvedragt - og teaterromanen, der har baggrund i Drachmanns personlige positive og negative erfaringer med Det Kgl. Teater igennem 1880erne. Det hele er vævet ind i kærlighedsromanen, der i hvert fald fra 1888 har været den konstituerende idé med og i fortællingen.

Også den var jo baseret på egne oplevelser - af digteren, hans hustru og hans tilbedte syngepige Amanda Nilsson. Og disse oplevelser var på ingen måde tilbagelagte, da Drachmann digtede sin roman over dem - de var blodigt alvorlige, og deres romanindskrivning var utvivlsomt, trods den aflivende slutning, en skrækkelig pinsel for hustruen og en meget betinget fornøjelse for den derved berømte syngepige, der dog var klog nok til periodevis at absentere sig, bl.a. på tourné i Norge ved romanens udgivelse lidt ind i oktober 1890. Glimt af romanen fra denne private side findes i breve, som fx disse brudstykker viser:

Holger Drachmann til Amanda Nilsson 12. februar 1890: »Jeg er jo hver Dag sysselsat med Dig, min Elskede, i den »store« Bog; deri lever Du, jeg omgaas med Dig saa fortroligt som nogensinde, søger i den tilfældigt sammensatte »digteriske« Form at nærme mig dit Liv, dine Tanker, din Kærlighed - og at gøre mig selv Rede for mit Liv, mine Tanker, min Kærlighed.«20

Drachmann til P.E. Lange-Muller 23. juni 1890: »En underlig Bog. Den har kostet mig lange Aars Sindsbevægelser - og Emmy mange Taarer. Der er dog noget Grusomt ved Kunsten - den virkelige Kunst. Men enten - eller.«21

Drachmann vidste godt, at eventyret med Edith og den store provokerende roman, der fejrede det, måtte koste ham dyrt. Det 666 gjorde det rigtignok også, både i såkaldt borgerlig anseelse: han blev nu også droppet af Højre - og i familielivet: hans hustru forlod ham sammen med børnene. Han ville betale prisen for sin personlige og kunstneriske foryngelses skyld. Om den vidner fremfor alt vor store lyriske roman.

7. Modtagelse og efterliv

I dette afsnit skal vi belyse modtagelsen og virkningen af Drachmanns roman. Vi begynder med enkelte private reaktioner. De offentlige, som vi efterfølgende tager fat på, kan deles i dagbladsanmeldelserne og tidsskriftkritikkerne. Derpå kommer de behandlinger - ofte i større sammenhænge - som romanen er blevet underkastet i senere kritik og litteraturhistorieskrivning. Og endelig kan man spørge, om den har haft indflydelse på andre forfatteres værker - et spørgsmål, der dog kun kan signaleres, ikke besvares på dette sted.

Her bliver selvsagt kun tale om en selektiv belysning af de forskellige receptionsfelter. Således er den udenlandske kritik kun i et par tilfælde antydet.

Drachmann fik adskillige private reaktioner på sin omfangsrige roman. Blandt de første må han have glædet sig over et kærligt og begejstret brev fra søsteren Erna Juel-Hansen, skrevet 6. oktober 1890, straks hun har læst værkets »første Bog«:

»Bogen er jo dig - det er, som om du havde skaaret Brystet op og sagt: kom her - se - her er mit Hjærte - her er mit Blod saadan som det varmt svært rødt løber gjennem Aarerne - saadan har jeg elsket, lidt - raset, levet [...]«.22

Interessant, at en fortrolig således allerede ved den første bog, der dog mest sætter miljøerne og personerne op, inden den store forelskelseshistorie er begyndt (men vi far ganske vist Ulf-skikkelsen, og der indgår »Jeg drømmer«), hæfter sig ved det subjektive, selvudleverende. Romanens motto er da mere sigende end dens titel! - Den tidsskildrende nøgleroman om københavnske koryfæer, der er ganske iøjnefaldende i starten, har været helt sekundær for Erna Juel-Hansen.

667

En anden venlig hilsen nåede digteren fra Berlin. Den kom hen under jul fra Henrik Pontoppidan, der selv var i en skilsmissesituation og i perioden havde haft sin gang også hjemme hos Drachmann, før han selv nu sad i Berlin.23 Som vanligt er Pontoppidan snarere tvetunget end uforbeholden, og navnlig nogle afsluttende bemærkninger om sammenhæng mellem Drachmanns varieté-teaterplaner og brygger Jacobsens ølmæcenat virker noget spydske. Men ellers taler Pontoppidan ikke om romanens indhold, men om sin lykkefølelse ved at læse den, især første bind. Han beundrer Drachmanns »Tvangløshed«, den friske skrivemåde. Pontoppidan nævner både med distance og en vis sympati - i hvert fald i forhold til formodet kritik i »vor begavede Presse« - at bogen måske ikke regnes for »god«, hvad enten han dermed mener facil eller hverdagsrealistisk: »at den mange Steder hører ind under »de umulige«.« Dette gjorde Drachmann selv nok også for Henrik Pontoppidan, der gav et ubehageligt portræt af ham fra Ulf-siden i sin roman Lykke-Per 's første par bind (1898) som den omstridte marinemaler Fritjof Jensen, et varmere under hans eget navn i det sene erindringsbind Familjeliv (1940).

Hos Pontoppidan stod der altid en puritaner over en dionysiker. Hvad han i sit takkebrev 1890 særlig oprigtigt saluterer for vedrørende romanen, er digterens enorme arbejdsindsats. Han var selv i gang med, hvad der blev til hans første store komposition, trilogien om Emanuel Hansted. Ved fremkomsten af det første bind: Muld i oktober 1890 syntes nogle kritikere, at Hansteds store oprørstale mod bourgeoisiet genkaldte Gerhards ved svigerfaderens middag. Det er muligt, at Forskr . således har spillet en rolle for Pontoppidans roman, men det er dog to meget forskellige opgør, skønt de begge koster en (mulig hhv. realiseret) ægteskabelig forbindelse; det er svært at se Hansted-skandalen som en så entydig frigørelse som Gerhard-skandalen.

Hvis man vil kalde Pontoppidans reaktion på Forskr . for både berørt og undvigende, så gælder kun den første bestemmelse for en gammel dansk kritiker, som Drachmann mødte 8-9 år senere - i New York, under digterens langvarige Amerika-tur. Det var 1860ernes berømte Clemens Petersen, der under skandaløse homosexuelle omstændigheder var flygtet fra København 1869 og i 668 den følgende menneskealder levede som ret anonym literary hack blandt USAs skandinaviske immigranter, udraderet af de kulturelle annaler herhjemme. Petersen holdt alene en læsende forbindelse med den danske litteratur, og i marts 1899 har han så just læst Forskr .; han opsøgte Drachmann på dennes bopæl i New York og sagde disse ord om romanen: »Dette er en hel ny dansk Prosa og en af de mægtigste Bøger i moderne nordisk Literatur!« Ordene er gode, om end kilden desværre ikke er den sikreste: det er Drachmann selv, der den 17. marts 1899 fortæller det i et brev til sin forlægger Jakob Hegel,24 hvor han også taler højt om sit snart afsluttede arbejde Den hellige Ild ; det udkom sidst på året, som også markeredes af 2. udgave af Forskr .

Lad os imidlertid gå tilbage til førsteudgavens år 1890. Drachmann havde ladet nogle venner få bogen eller i hvert fald dens første del at se før udgivelsen. Til disse hørte kritikeren og redaktøren Otto Borchsenius. Han havde i alle Drachmanns antibrandesianske ar været ivrig for at promovere ham og få hans bidrag til sit tidsskrift Ude og Hjemme og til sin avis Morgenbladet , af national og grundtvigiansk venstre-observans; han forsøgte ligesom modstanderen Brandes at kuske med danske digtere, holde dem forspændt for sin vogn, og gjorde dem mange tjenester - Drachmann havde han senest tjent som en art uheldig mellemmand eller opvigler mellem denne og Karl Gjellerup, der var raget uklar i sensommeren 1890. I Forskr . er Borchsenius portrætteret som redaktør Nørager, egentlig ikke ret perfidt, men modellen blev meget fornærmet: »Skildringen af mig deri [i romanen] har gjort mig overordentlig ondt«, skriver han den 22. september til digteren.25

Borchsenius skyndte sig at anmelde romanen i Morgenbladet ; det skete allerede den 11. oktober. En tidlig anmeldelse kan undertiden sætte dagsordenen for modtagelseskritikken, og hævnen er under alle omstændigheder en af anmelderfagets sødeste glæder. Borchsenius levner kort sagt ikke Forskr . eller dens forfatter for to skilling ære.

Fra et højt kunstnerisk niveau i den nærmest foregående årrække er Drachmann med sin nye roman faldet ned i det platte og tarvelige: det mener Borchsenius, der nævner Med den brede 669 Pensel som »en Roman, der i alle Henseender staar himmelhøjt over 'Forskrevet'.« Den nye og alt for omfangsrige bog - omfanget viser sig faktisk, som forlæggeren havde frygtet, at være en anstødssten næsten overalt i modtagelsen - ser Borchsenius som journalistiske aftryk og portrætteringer af Drachmanns netværker under hans ideologisk og litterært omskiftelsesrige tilværelse gennem en periode. Nøgleromanen deri lader anmelderen dog fornemt-højlydt ligge, om end med anmærkning om, at andre måske vil reagere, bl.a. på »de meget nærgaaende Skildringer fra det kgl. Theater«. Hovedtendensen i bogen er en dommedag over Danmarks og dets teaters elendighed; oprejsningen spås at komme fra varietéen og fra kvinderne, d.e. den frederiksbergske Edith, der »er, hvad de brave Nordmænd kalder en Holddame«.

Borchsenius' giftige appel til den danske puritanisme har næppe været forgæves. Flere andre dagbladsanmeldere har vanskeligt ved at acceptere Edith, enten som psykologisk overbevisende eller som moralsk stueren. Det første gælder endog det radikale Politiken , der den 27. oktober lagde sig i bagtroppen af avismodtagelsen. Anmeldelsen dèr var skrevet - og signeret - af Peter Nansen, som hermed brød bladets årelange fortielses-boycot af Drachmann. Anmeldelsen er et mesterstykke af listighed, med en lang intetsigende-drillende optakt (måske det eneste, som kommissær-redaktør Edvard Brandes og selv Hørup gad gennemlæse?) og først derpå en præsentation af romanen som anti-bourgeois, anti-højre og anti-Kgl. Teater. Drachmanns interesse - i fiktionen og i den aktuelle periodes virkelighed - for at etablere en litterær cabaretkunst omtales fyldigt og sympatisk. Selve romanen i Forskr . vægtes mindre: »I Virkeligheden er den [bogen] kun en stor journalistisk Lyrikers Opgør med sig selv og med alt det, han har været inde i og med til.«

Politiken kunne - nu igen - bruge Drachmann som retoriskpoetisk tolk for rigtige meninger, men anmelderen afstod med taktisk klogskab fra at forsvare Forskr . som roman. Den mest dræbende anmeldelse havde netop taget bogen fra denne synsvinkel. Det var den meget udbredte, i øvrigt også venstreprægede boulevardavis Aftenbladet , som under rubrikken »Roman« havde henrettet Forskr . den 17. oktober. Anmeldelsen, der er kortere og 670 langt morsommere end Borchsenius' ugen for, holder sig til handlingens kausale og hovedpersonernes psykologiske absurditet; der udloves en senere opfølgning på »andet af Staffagen«, dvs. nøgle-portrætterne m.v. I sin analyse af handlingssammenhængen er den anonyme anmelder for resten kynisk klartseende, ser fx, at Gerhards erobring af Annette er en direkte følge af skuffelsen over, at Edith tilsyneladende er optaget til anden side. »Elysium« kaldes uden videre for »Kehlet«. Og Drachmanns tvetydige forsvarsnationalisme sættes giftigt i forbindelse med hans tidligere poetiske propagandatjeneste for Garderhøjfortet.

Så tydeligt oplysende disse parti- og personbestemte reaktioner end er, far man dog mere forstand af tre anmeldelser fra den mindre snerpede eller mindre partidirigerede politiske midte.

En række venstreblade i provinsen, således Østsjællands Folkeblad 10. oktober, Sorø Amtstidende 11. oktober og Kolding Folkeblad 14. oktober, bragte enslydende længere anmeldelser, signeret G. eller A.G., ifølge Kolding Folkeblad er det »vor kjøbenhavnske Korrespondent« (Albert Gnudtzmann?). Denne ser først romanen som digterens tidskarakteristik - hverken så skandaløs i portrætteringen eller så partisk i det politiske, som forhåndssnak havde kunnet lade formode. De politiske optøjer i købstaden omtales; og Gerhards afsluttende krigsvision refereres, dog med et ønske om, at »hele dette fantastiske og temmelig taagede Anhang var udeladt«: det strider mod bogens generelle virkelighedspræg. Derpå karakteriserer anmelderen hovedpersonerne i kærlighedshistorien, herunder Edith, hvis kyske karakter omtales helt loyalt og uironisk. Anmelderen vil ikke give handlingsreferat, men roser i miljøskildringen både »Knejpelivets Poesi« (dvs. »Elysium«) og de »ypperlige Billeder af Kjøbenhavn«. Derimod kommer teaterromanen knap til syne hos A.G.

Berlingske Tidendes , aftenudgave bragte den 14. oktober en anmeldelse af forfatteren Einar Christiansen. Denne var personligt bekendt af digteren og havde den 8. oktober takket ham pænt for tilsendelse af bogen, som han og komponisten Lange-Muller læste og diskuterede under en østrigsk arbejdsferie.26 I anmeldelsen kommer indvendingerne derimod til orde; de fylder det meste, trods nogle forsikringer om »Kjærnens Ypperlighed«. Digteren 671 har fyldt for megen triviel causeren og ræsonneren uden om den begrænsede handling. Af personerne hefter Christiansen sig ved Ulf, Gerhard og Edith. Han betvivler høfligt Ediths - ikke realitetspræg, men typicitet; han forstår meget vel, at Drachmann vil pege på nationens redningsmulighed i kvinden og folket, men han bryder sig ikke om, at det skal være en tribunekunstnerinde, der glorificeres, mens Det Kgl. Teater sværtes og udhænges med personligheder. Overhovedet synes Christiansen, at teateret fylder for meget og politikken for lidt i romanens billede af 1880erne. - Af Ulf-skikkelsen er anmelderen tydeligt fascineret, mens han finder Gerhard uinteressant (inklusive hans »abgeschmackte Ægteskabshistorie«), snart blot en vandet og forfladiget kopi af Ulf. Christiansen mener, at »Bogens Grundfeil« ligger »i Sammenstillingen af disse to mandlige Hovedfigurer, der hver paa deres Maade skulle illustrere Digteren selv.« Anmelderen mindes om Bangs Haabløse Slægter (1880), »hvor Forfatteren ogsaa maatte bruge to Personer til at fremstille sig selv.« Bogen ville altså have været bedre uden Gerhard! Alt i alt er romanen »kun en 'Begivenhed', ikke noget Mesterværk.« Overraskende - medmindre det blot er et diplomatisk anmelderplaster på såret - er Christiansens afsluttende lovprisning af slutsangen, som han tror vil leve længst af værket.

Det kulturborgerlige Dagbladet bragte den 18. oktober en stor, meget kompetent anmeldelse; den er anonym (Peter Hansen?). Den begynder med at hentyde til den alarm, bogen har fremkaldt - blandt læsere og navnlig ikke-læsere - pga. sine portrætter. Efter anmelderens mening er disse dog ikke så slemme, undtagen dem af Det Kgl. Teaters skuespillere, hvem Drachmann dog skylder sit tidligere sceneheld. Anmelderen kan billige meget i tidsbilledet og i digterens forargelse og angst for Danmark ved århundredslutningen, også heroismen i »hans skjønne Digt« til slut. Men der gøres også reservationer, navnlig ved at Drachmann ud fra sit »romantisk-idealistiske Naturel«, sin dermed sammenhængende antimaterialisme og »forunderlige Mangel paa realistisk Iagttagelsesevne« peger på »Embedsstanden« som den moralske skurk (anmelderen har åbenbart sin politisk-sociale loyalitet placeret her); og Gerhards tale ved skandalemiddagen er jo blot en 672 våd kineser! Anmelderen har den gode iagttagelse, at Drachmanns satire i nogen grad afmonteres eller tages tilbage ved opstilling af sympatiske figurer i de kritiserede grupper og partier: Halvvig fra Højre, redaktør Bentzen fra Venstre, osv. Bipersonerne er ofte vellykkede, således Annette, modsat hovedpersonerne, der forekommer umodne eller kunstigt kombinerede (Ulf og Gerhard) eller utroværdige, litterære og urealistisk ædle (Edith og Halvvig).

Dagbladets anmelder har adskilligt at udsætte på romanen som kunstværk ; han synes således, at bogen er »for vidtløftig, for springende og for overfyldt med Indskud, med Digtninge, der ikke staa i organisk Forhold til selve Fortællingen, og som, selv om de kaste klarere Lys over Et og Andet i denne, gjøre Skade ved at standse og sinke Fortællingens Fremadskriden, hvad der er saameget uheldigere, som denne Roman stik modsat 'Med den brede Pensel' er ret fængslende og spændende.«

Men anmelderen får også udtalt en meget stærk ros til romanen som digterværk med dens mægtige »Rigdom af Poesi«, dens stemninger og høje flugt. Det er ikke Drachmanns idé om »Forædlingen af Variétéscenerne til folkeopdragende Forlystelsessteder«, der er hovedsagen, men bogens præg af digterbekendelse - også dette naturligvis med en vis grad af rollespil.

I hælene på dagspressen kom ugebladene med reaktioner på Drachmanns roman - mere eller mindre seriøse efter deres art. Det ret platte og udbredte vittighedsblad Punch lavede i vers og streg sjov med digteren, ikke særskilt for hans anfald på Det Kgl. Teater, men mere for hans ustabile orientering gennem livet (digtet »Forskrevet« i nr. 42, den 16. oktober); derpå om bogens tykkelse (tegning med dialog i nr. 47, den 20. november) og om Drachmanns cabaret-projekter m.v. (digtet »National?« i samme nummer). Senere blev Drachmann - altid et taknemligt offer, skønt mindre end brødrene Brandes i dette antisemitiske ugeblad - ålet for et digt til den irske frihedsmand Parnell, denne libertiner, i Edvard Brandes' blad Politiken , som digteren før havde forholdt sig anderledes antagonistisk til (digtet »Mr. Fox« i nr. 50, den 11. december, og tegning med vers »En Mosaik til Bodskapellet« i nr. 51, den 18. december) - altså angreb på digterens 673 seksuelle moral og vendekåbe-politik, tydeligvis i kølvandet af romanen. Grinet i Punch var måske netop noget af det, der i romanen klages over at tiden har forskrevet sig til; her var da svar på tiltale.

Anderledes seriøst stod en relativt sen anmeldelse, eller måske snarere kommentar, i ugebladet Illustreret Tidende den 25. januar 1891 (bd. 32, nr. 17). Anmelderen laster en smule bogens talesproglige diktion, men frikender nøgleroman-portrætterne fra anklagerne for usømmelighed og kunstnerisk mindreværdighed. Anmelderens hovedbudskab er, at bogen »er en af Drachmanns mærkeligste og mest fremragende.« Han går hverken ind på personer eller handling men siger:

»Denne Bogs Romanform er nærmest en Maske, i Virkeligheden er den en dirrende Bekjendelse om et sært drømmeagtigt og lidenskabeligt Elskovsforhold og et gjennemført og heftigt Angreb paa det aandelige Liv her til Lands og da navnlig i Hovedstaden.«

Anmelderen fortolker angrebet i en ånd, der minder om Valdemar Vedels kritik af den facile efternaturalisme, i tidsskriftet Ny Jord et par år før. Det er da en halvfemserposition, skønt ikke just den, Johs. Jørgensen endte i. Anmelderen identificerer sig med initialerne N.M.; det var digteren Niels Møller.

I et brev til sin ven, litteraturhistorikeren Valdemar Vedel, p.t. i Rom, havde Møller allerede den 9. november 1890 talt meget positivt om romanen.27 Begge de unge kritikere sørgede for at komme til at udtale sig grundigere om emnet. Samtidig med - eller måske forud for - sin artikel i Illustreret Tidende skrev Møller en lang, digterisk medievende karakteristik af romanen i anmeldelsessektionen i årets sidste nummer af Nordisk tidskrift för vetenskap, konst och industri (det Letterstedske, Stockholm 1890, 3. årg., s. 668-72). Vurderingen er den samme som i Illustreret Tidende , men detaljeringen selvsagt større - dog stadig uden handlingsreferat. Møller fremhæver Drachmann som persontegner, og han tænker sig også, at de offentligt ukendte figurer som »Skyggen« kan være gjort helt eller delvis efter model. Mest taler han om Ulf, der repræsenterer »zigøjneren i Drachmann« over for Gerhard, »kultursiden af digteren«. Møller roser kærligheds- og 674 kvindeskildringerne: Gerhard-Annettes »kærlighed, der er sand i sanserne, men lyver i hjærtet« er måske udpræget halvfemser-psykologi? Og den betagende, men åbenbart ikke blot fantaserede Edith, hvis opdukken i slutningen af Med den brede Pensel (som Møller ikke beundrer) og i Suleîma-skikkelsen i Sangenes Bog (1889) han nævner - ikke for den inside information , Møller sikkert har haft del i, men for den tilbedende poesi. Interessant er det også, at Møller lægger vægt på tidsbilledets seriøse eller sorgfulde side, med angsten for nationens skæbne. På politikken i snævrere forstand og om teatertematikken i romanen spilder denne anmelder ingen ord.

Vedel skulle først tilbage fra Italien midtvejs i 1891, men det lykkedes ham i hans nye opgave som førsteanmelder i tidsskriftet Tilskueren at presse en lang behandling af Forskr . ind mellem titlerne i bunkeanmeldelsen »Literatur-Oversigt« i augustnummeret 1891 (især s. 620-27). Hovedindtrykket er betagelse; men som vanligt hos kritikeren Valdemar Vedel kommer der en del subtraktioner med i vurderingen; således har han et kritisk blik for Drachmanns falske åndrigheder og tankemæssige naivitet - à la Hugo og Bjørnson. Vedel går ellers væsentlig i vennen Møllers spor, om end mere analytisk og psykologisk. Ganske vist finder han Ulf mindre interessant end Gerhard, men det hænger måske sammen med, at Vedel er mindre karakterologisk, mere fænomenologisk og mere reflekteret end Møller. Han er opmærksom på romanens vægt på små ting og tilfældigheder, kontingensen. I en række scener ser han en præsentation af sjælelivets irrationalitet »med fuldt moderne Syn, - i Slægt med Russernes.« At romanen bades i et skær af fantasi og stemninger, bl.a. juninatscenen, er ikke noget nyt i Vedels anmeldelse; mere bemærkelsesværdigt er det, at de nævnte træk tilsammen opfattes som symptomer på, at bogen overhovedet er »skreven om Livets Uendelighed, Uudtømmelighed«, og at dette indicerer, at »Positivismens, Naturalismens Tid synes at være forbi.«

Også Dagbladets anmelder havde ganske vist lovprist Forskr ., fordi den stod »mellem den naturalistiske Romanskrivnings tørre Pindebrænde som et levende Træ, i hvis susende Løvværk der kvidres og synges« osv.; men det var snarest en litteraturpolitisk 675 pointe, bagudvendt. Vedels synsvinkel er - kan vi vel nu sige - snarere vendt fremad mod 1890erne og en kunst, der psykologisk og i livsregistrering hører til i moderniteten.

En anden interessant skikkelse fra periodeskiftet omkring 1890 var den svenske digter og kritiker Ola Hansson. Han forsøgte i disse år at slå sig igennem som en art skandinavisk-tysk litteraturformidler, ofte med station i Tyskland og Schweiz. Han havde udbedt sig bogen af Drachmann (i et brev den 17. november 1890 fra Schweiz28) for at tage den med i et essay, han havde under arbejde til tidsskriftet Nord und Süd , og som også skulle præsentere Strindbergs I hafsbandet og Arne Garborgs Forfatterliv i Norge . Essayet fremkom under overskriften »Drei Bücher, drei Schicksale« i tidsskriftet februar 1891 (s. 222-235). Det var formodentlig med til på længere sigt at bane vejen for den tyske udgave af Drachmanns roman: Verschrieben (1892).29

Digteren takkede den svenske kritiker i et både varmt og sigende brev den 21. marts 1891,30 skønt Hanssons psykologiske Drachmann-portræt langtfra er smigrende. Svenskerens behandling af romanen er selektiv, men også intelligent og sensitiv. I sin artikel til et tysk publikum forsøger Hansson at præsentere de tre nordiske forfattere med deres aktuelle seneste bog både som nationale typer og kulturelle opponenter. Hansson distancerer sig udtrykkeligt fra Taines lære om tid og miljø som digtningsskabende kræfter, men er positiv over for den nyere »folkepsykologi« (der vel langt hen var en udmøntning af Taines tredje faktor: »racen«). Som udpræget nationaltype opfatter han i hvert fald Drachmann: følsom og skønhedsbevæget, men viljesvag, svingende, eminent lyrisk. Således også den store bog Forskr .: til den ene side realistisk, til den anden romantisk. Dette går helt ind i personerne, der snart er kækt udadvendte, snart månesygt sværmeriske. Digterkritikeren Hansson kan måske heller ikke selv overalt siges at magte formidlingen mellem analytisk systematik og med- og videredigtende impressionisme; men til artiklens fine pointer hører hans iagttagelse af, hvordan billedet - og karakteren? - af de tre mænd Ulf, Gerhard og Halvvig forædles gennem deres tilbedelse af Edith. Hun er både den proletariske varietésangerinde og en elverskikkelse, poesien og folkets sjæl, et symbol . Hansson bruger 676 dette sidste ord, og i hans halvfemser-retorik betyder det klart nok noget mindre afgrænset og entydigt end i stilistikken; det er snarere en religionspsykologisk kategori.

Forskr . blev også læst og påskønnet i andre nabolande, således med en begejstret omtale i det bergensiske tidsskrift Samtiden 1891 (s. 78-80) ved Gerhard Gran. Han kalder den en »Dichtung und Wahrheit«, »et lyrisk epos i prosa«, og fremhæver værkets dobbelte karakter af protest og befrielse. Som satire - og selvdom - flænger det ikke mindre dybt end Adam Homo ; ved at sprænge naturalismens »regler for god fortællekunst« er digteren kommet lykkeligt ud af sit undertiden dumt-negative forhold til moderne (naturalistisk) digtning. Gran går overhovedet ikke ind på bogens narrative indhold, men vover den vurdering, »at man formodentlig fra den bog vil kunne datere en ny fase i fortællekunstens udvikling her i Norden«.

Sammenfattende kan man vel sige, at modtagelsen af romanen i én retning hæftede sig ved det - som det syntes - uformelige og det aktuelt skandaløse, i en anden retning ved det livfulde, subjektive og ofte betagende i form og indhold. Med årene fæstedes billedet af bogen, med vægt på det sidste, som et af digterens hovedværker. Ved digterens 50 års dag i 1896 resumerede Georg Brandes i en artikel31 opfattelsen af værkets personlige og sværmeriske karakter, med Edith som centrum og juninatscenen som »en af de skonneste i dansk Poesi«.

En anden celebrering af digteren og romanen findes på et par inspirerede sider i Vilh. Andersens bog Bacchustoget i Norden (1904), hvor Drachmann ses som en dansk Dionysosdyrker. De oplyser flot, men er måske også reduktive: digterens drøm om en stor omvæltning opfattes som psykologisk, ikke spor politisk, og Drachmann formenes at savne satirisk åre. Fortolkeren og digteren synes her at stå på hver sin side af det demokratiske systemskifte 1901; Vilh. Andersen hører næppe den gamle knurren og fortvivlelse; han var også en glad ægtemand.

Da tiden for nye celebreringer og skandaler (Rådhusfesten 1906) og digterens liv var endt i 1908, var det øjeblikket til mønstring af det uhyre forfatterskab. Opgaven blev løst af Valdemar 677 Vedel i en knap og suveræn monografi Holger Drachmann (1909). Heri genbruger Vedel forståeligvis sine ældre kritikker, bl.a. Tilskuerartiklen fra 1891 om Forskr ., men i retoucheret og uddybet version. Modsat Vilh. Andersen holder Vedel fast ved, at Forskr . »er en dybt revolutionær Bog, og Revoltens Muse i baade Gerhards og Ulfs Sind hedder Edith.« (s. 92).

Her er nu ikke stedet til at følge den videre vurderings- og placeringshistorie for Drachmanns roman. Denne kunne belyses forskelligt, men stod fast som et af højdepunkterne i forfatterskabet. Man kan da nøjes med at henvise til de mere eller mindre fyldige karakteristikker, der bliver romanen til del i vore større litteraturhistorier: Vilh. Andersen i 1925 i Illustreret dansk Litteraturhistorie , IV; Hakon Stangerup i 1966 i Politikens Dansk litteraturhistorie , III; og Torben K. Grodal i 1985 i Johan Fjord Jensen m.fl.: Dansk litteraturhistorie , VI. Endvidere til de - efter sammenhængens natur mest, men ikke udelukkende biografisk-genetisk prægede - omtaler, der findes i større Drachmann-biografier: af Paul V. Rubow i hans Holger Drachmann 1878-1897 (1945, især s. 200-08) og Johannes Ursin i hans Holger Drachmann. Liv og Værker , II (1953, især s. 83-88). Her bør også peges på Poul Herrings ikke publicerede Drachmanniana (1946, men påbegyndt i 1930erne) på Det Kgl. Bibliotek, der ikke mindst rummer vigtige iagttagelser og hypoteser om Forskr.s baggrund og tilblivelse.

Baggrundsmateriale er endvidere tilgængeligt i forskellige udgaver af Drachmann-breve, bedst og mest omfattende i de fire bind Breve fra og til Holger Drachmann , udgivet for DSL af Morten Borup 1968-70. Heri er ikke medtaget digterens breve til Amanda Nilsson, g. Gerlach, der faktisk er bevaret og findes på Det Kgl. Bibliotek. I den biografiske litteratur er de udnyttet og i vidt omfang, om end ufilologisk hidsat i beretningen i Margrethe Loerges: Edith - en skæbne i et bundt breve (1983), en opfølgning af samme forfatters Drachmanns muser (1981).

I den biografiske litteratur kan i øvrigt nævnes skrifter af 678 digterens anden hustru, Emmy Drachmann, særlig hendes nøgleroman Ingers Ægteskab (1910) og det posthumt publicerede lille manuskript Edith (1992).

Det kan videre bemærkes, at Forskr . er indrømmet en meget synlig plads i forskellige tværgående analyser af periodens roman- og fortællekunst.

I Sven Møller Kristensens disputats Æstetiske studier i dansk fiktionsprosa 1870-1900 (1938), der i den udvidede andenudgave 1955 mere oplysende hedder Impressionismen i dansk prosa 1870-1900 , er Drachmanns store roman hyppigt citeret som eksempel på den moderne skrivemåde, ganske vist med spor af førnaturalistisk romanstil rundtomkring. Sammenfattende hedder det:

»I en roman som 'Forskrevet' ser man - ved siden af Bangs produktion - det skarpeste udtryk for den danske litterære impressionisme, i en gennemført opløsning af såvel romanformen (jfr. også spaltningen af hans egen person i de to hovedfigurer), som af syntaxen, en flydende, kaotisk, associativ stil, undertiden pludselig afbrudt af refleksioner. Alt kan gå ind i formen, for der er ingen.« (1955, s. 166).

Uden at underskrive alt i denne vurdering tør man anbefale Møller Kristensens tilgrundliggende stilanalyse - et aspekt af romanen, der dårligt nok er blevet behandlet i nærværende efterskrift.

En stilistisk dimension indgår også i Johan Fjord Jensens komparative undersøgelse Turgenjev i dansk åndsliv (1961) sammen med spørgsmål om karaktertypologi, synsvinkel- og fortællingskonstruktion samt naturopfattelse. En af hovedskikkelserne i den Turgenevprægede danske prosa er Drachmann; det russiske præg hos ham er massivt i 1870erne, men viser sig igen som en art anden natur i årene ned mod 1890. Af stemningsstilen i den længst kanoniserede juninatscene giver Fjord Jensen en indgående karakteristik (s. 147-55), efter at han har drøftet romanens karaktertypologi i forhold til Turgenev (s. 140-42).

I deres afhandling Aladdin-Noureddin traditionen i det 19. århundrede (1972) forsøger Jens Kr. Andersen og Leif Emerek at 679 efterspore en art grundhistorie fra Oehlenschlägers drama gennem det 19. årh.s danske prosafiktion. Den drejer sig om - kunne man sige - blomsterbarnet over for slideren, og handlingen udviser et bestemt forløb i deres rivaliseren om lykken (pigen og samfundsaccepten); men hvem der bliver sejrherren, varierer med den (litteratur)historiske udvikling. Forskr . inddrages i denne strukturalistisk-litteraturhistoriske konstruktion med en også forskningshistorisk grundig behandling og en lang analyse, der styrer mod de to forskeres gennemgående fortolkning (kap. II, s. 50-70). Behandlingen har adskillige fine enkeltheder, bl.a. forståelse af en del af indlæggenes sammenhæng med romanpersonernes situation; men der sigtes som nævnt især mod en systematiseret helhedsopfattelse. Den er udmærket oplysende, men som i anden strukturalisme købes klarheden i nogen grad på bekostning af det analyserede værks semantiske og stilistiske fylde. I tilknytning til den motiviske analyse fremsættes en social og socialhistorisk fortolkning, inkl. forestillinger om splittelse og »falsk bevidsthed« hos hovedpersonerne (og forfatteren); denne fortolkning føles noget præget af 1970er-marxismen.

Det sidste gælder trods titlen i ringe grad den smukke behandling af Forskr. i Knud Michelsens Digter og storby: Tre romaners fortolkninger af industrialismens København (1974), der foruden Drachmanns roman indbefatter Herman Bangs Stuk og Pontoppidans De Dødes Rige . Ligesom sidstnævnte har Forskr . jo handlingsdele uden for hovedstaden, og ikke alt i hovedstaden er af digteren just relateret til industrialismen. Der er ganske vist hos Michelsen tale om samfundet, dog knap det i købstaden og det i udlandet, og der er tale om revolution, dog ikke den i købstaden, som er den eneste virkelige i romanen. Men dette er ikke hovedsagen for Michelsen, der opfatter billederne af det splittede samfund som afhængige af den spaltede eros: den sanseligt æggende Annette og den kyske Edith deler både Gerhards og romanens verden. Især om Edith som en Diana, månegudinden, står der et par smukke og inspirerede sider i kapitlet. Blandt Michelsens inspirationer er i øvrigt Villy Sørensen (termer som »faldet« og »forlovelsessituationen« kommer i anvendelse s. 57) og Aage Henriksen, hvis lære om »kunstnerens erfaring om en sammenhæng 680 mellem det seksuelle afkald og den kunstneriske inspiration« (s. 65) skal forklare, at og hvornår Gerhard bliver sig bevidst som digter: det volder Edith. »Og det er i dette øjeblik, hvor attråen fastholdes, men driften samtidig holdes tilbage, Dianaforestillingen træder ind.« (s. 64).

Forekommer dette at være en - intelligent og tankevækkende - fortolkning på grænsen til det egensindige, er en nyere af Bo Hakon Jørgensen bredere belysende. Den findes i den kanoniskpædagogiske serie Læsninger i dansk litteratur , bd. 2, om 1820-1900 (Odense 1998). Under titlen »En kvindes smil« leverer Jørgensen (s. 266-81) en ikke aldeles præcis, men mangesidigt interesseret, frisk og common-sense-præget gennemgang af romanen. Hovedvægten ligger på den tematiske og tekstorganisatoriske mangfoldighed. For så vidt overordnede synspunkter kan udpeges, turde det være tidshistoriske: emnemæssigt til 1880erne, psykologisk og til en vis grad poetologisk til 1890erne. Et afsluttende sideblik kaster Bo Hakon Jørgensen på romanens affødning: Tom Kristensens Hærværk (1930).32

Ved et tilbageblik på den kritiske litteratur kan man bemærke, at Drachmanns prosa i den sidste menneskealder har tiltrukket sig mere opmærksomhed end hans versdigtning. Dette ville man i hans egen levetid have fundet absurd. Forskydningen hænger antagelig sammen med to ting: For det første, at den art og stil af verskunst, inden for hvilken Drachmann var den største digter, i det 20. århundrede først kørtes hen på et sidespor blandt de metriske former, og at disse dernæst i det hele blev stillet i antikverethedens skygge af de frie vers efter ca. 1945. For det andet nutidens tydelige skrumpning i litterær interesse til næsten kun én - ganske vist elastisk - genre, nemlig prosaromanen. Og dèr har det altså været muligt, hvis man foretrak det perspektiv, at se et værk som Forskr . som modernitetspræget, stilistisk og psykologisk, måske endda kompositorisk og stofligt nybrydende.

681

8. Om tekstens historie og tekstrettelser

Som manuskriptets fuldendelse nærmede sig, har Drachmann og derpå vistnok især forlaget (Jacob Hegel på Gyldendal) været bekymret for omfanget, der var ret voldsomt i forhold til datidens gængse romanstørrelse. To passager blev derfor taget ud af manuskriptet, til skade for romanens tids- og lokalkolorit og dens psykologi. Den første stammer fra I Bogs kap. 7, hvor Gerhard søger atelier i Gl. Kongevej-kvarteret; Drachmann lod allerede i december 1889 tekststykket trykke under titlen »Intermezzo« i tidsskriftet Literaturog Kritik (bd. III). Den anden passage er den erotiske selvbiografi, hvormed Ulf i slutningen af I Bog kvitterer for Gerhards »Jeg drømmer«; dette ret lange tekstforlob, hvis udeladelse nok især skyldtes forlaget, fordelte Drachmann på to tidsskrift-offentliggørelser under rubrikken »Af Ulf Brynjulfsens Papirer. (Et Kapitel af en større Roman)« hhv. »Af Ulf Brynjulfsens efterladte Papirer«. Den første publicering var i tidsskriftet Af Dagens Krønike , maj-juni-nummeret 1890; den fik titlen »Der er en Ø i Livet«. Den anden publicering var i Tilskueren januar 1891 - altså efter romanens udgivelse oktober 1890 - og bar titlen »Den første Kærlighed«; i den oprindelige Forskr.-sammenhæng har den - som for- og efterhistorie - indrammet »Der er en Ø i Livet«. Der er således foretaget nogle mindre tekstoperationer på vejen fra romanmanuskript til tidsskrifttryk; den vigtigste er elimineringen af fortællesituationen med Gerhard som Ulfs udspørger og tilhører.

Sammen med den vistnok langt tidligere konciperede og droppede »Prolog« til romanen bringer vi de tre tidsskriftpubliceringer i Tillæg.

Romanen tryktes - bortset fra de omtalte udeladelser - med et antal mindre rettelser (typisk på enkeltord-niveau) i forhold til trykmanuskriptet. Disse rettelser må være indført af forfatteren under korrekturlæsning; om han derved har haft manuskriptet til stadig konferering, far stå hen; enkelte af forandringerne fra trykmanuskriptet tyder på, at han ikke har. Romanen Forskr . udkom i oktober måned 1890, i to bind på hhv. 548 og 306 sider.

I 1899 udkom en »Anden Udgave«; den er tættrykt på ret store sider, hvorved den holdtes inden for ét bind på 570 sider. Ved bortfaldet af opdelingen i to bind er nummereringen af værkets »bøger« ændret til fortløbende: hvad der i 1890 hed 2. binds Første, Anden og Tredie Bog, hedder derfor i 1899 værkets Fjerde, Femte og Sjette Bog. Trods nysætning følger teksten meget tæt førsteudgavens; der er fa nye fejl, og kim de mest 682 skrigende trykfejl - endda ikke alle - i førsteudgaven er her blevet rettet. Det turde være tvivlsomt, om forfatteren er blevet ulejliget med korrekturlæsning.

Blandt romanens senere udgaver kan nævnes den, der udgør bd. 9 (1908) i den såkaldte Folkeudgave af Samlede Poetiske Skrifter (SPS ). Optrykket følger teksten i étbindsudgaven fra 1899, idet der dog er foretaget en række ændringer eller moderniseringer i ortografi og i interpunktionen, særlig indførelse af anførselstegn om replikker. Drachmann, der døde i januar 1908 efter nogen tids udpræget svagelighed, kan næppe have deltaget i korrekturlæsningen.

Tekstgrundlag f or DSL-udgaven

Til grund for nærværende udgave ligger førsteudgaven fra 1890. Førstetrykket er af udgiveren i hele sin udstrækning sammenholdt med trykmanuskriptet.

Hvor førstetrykket afviger fra trykmanus, er bogtrykket som regel foretrukket, da afvigelserne må antages at være foranstaltet eller dog godkendt af forfatteren. De er for det meste meningsfulde, og de er oftest klare forbedringer, tit stramninger. En del er dog mere trivielle: Nogle indskrænker sig til forsøg på at standardisere ortografien, som ikke lå urokkeligt fast i den nærmeste fortid, ej heller i Drachmanns praksis. Andre gælder interpunktionen; navnlig reduceres antallet af prikker i de prikserier, digteren og hans samtid yndede (når det gik hurtigt, skrev Drachmann dem næsten som tankestreger, hvad sætteren vistnok er gået galt ved nogle gange i Bind 2), og ligeledes reduceres antallet af citationstegn, som forfatteren brugte og overforbrugte til at signalere dengang moderne, evt. argot- eller jargonagtige (særbetydninger af) ord, foruden til en del indre monologer.

Hvad der må antages at være forfatterens inkonsekvenser her og i visse grammatiske forhold, er blevet stående. Det kan således næppe afgøres, om den lejlighedsvis forekommende flertalsform af verbum i nutid (de ville i stedet for de vil ; vi vide i stedet for vi véd ; osv.) er en bevidst eller ubevidst allusion til bibelsk stil, brug af poetisk tradition eller blot et opmærksomhedsslip hos den midaldrende forfatter.

Vort hovedprincip er altså at følge den trykte førsteudgave, men i nogle tilfælde tror vi dog, at afvigelserne fra trykmanuskriptet kan skyldes dobbelt uopmærksomhed under produktionen i 1890 - hos typografen og forfatteren, særlig hvis sidstnævnte ikke har konfereret med manuskriptet; her er man fristet til at rette eller i det mindste bemærke forholdet. Desuden 683 er der få - med vor tids øjne at se forbløffende få - evidente trykfejl. Vi registrerer i en efterfølgende liste, hvad vi har rettet i teksten i forhold til 1890-trykket, i en anden liste de steder, vi mener der kan være tale om en utilsigtet ændring fra manuskriptet - i begge tilfælde med angivelse af ordlyden eller interpunktionen i manuskriptet, førsteudgaven (1890) og andenudgaven (1899), i visse tilfælde også udgaven i SPS bd. 9.

Tekstrettelser

Forskrevet - :

Bd. I:

19, 8: Bebreidelser > Bebrejdelser (således i ms. og 1899-udg.)

34, 22: de fremturer > De fremturer

35, 6: levendegjorte > legemliggjorte (således i ms.)

60, 28: nynnede > nynnende (således i ms.)

76, 9: Fuldmægtig; > Fuldmægtig , (således i ms.)

87, 8: sagde kort! > sagde kort : (sandsynligvis sætterens fejllæsning af et utydeligt kolon i ms.)

108, 22: Langelinie > Langelinje (således i ms. og 1899-udg.)

143, 2 fn.: virkeligt > viseligt (således i ms.)

161, 4 fn.: maa spørge > maa jeg spørge (således i 1899-udg. Ms. havde først maa jeg be'e , men HD har rettet til den mangelfulde form)

164, 5: brillant. Ulf! > brillant, Ulf! (således i ms. og 1899-udg.)

166, 14: ham!... > ham!« ...

202, 6: Forbindelse »fri« > Forbindelse, fri (således i ms.)

207, 4: VIII > IX

208, 16: IX > X

226, 19: X>XI

290, 25: spørgende > spøgende (således i ms., hvor HD har rettet fra spørgende til spøgende; spørgende er formentlig overset i korrekturen af forf, hvis korrekturlæsning generelt er mindre grundig)

316, 19: dæmpet! >dæmpet : (således i ms. og 1899-udg.)

326, 21: dygtigste,... > dygtigste .... (således i ms.)

332, 5: ladegaa over - inden > ladegaa over - ladegaa over - inden (således i ms.)

333, 8: Værs'go'! de > Værs'go'! De

684

337, 4: skyd bare .... skyd bare .... skyd ham bare ned! > skyd bare... skyd bare .... skyd ham bare ned! (således i ms.)

362, 21: XXVII > XXVIII

363, 14: da de stod > da De stod (således i ms. og 1899-udg.)

Bd. II:

405, 26: Opfattelse og Tilegnelsesevner > Opfattelses og Tilegnelsesevner (således i ms.)

407, 12: Mathias > Matthias (således i ms.)

407, 16: Forbrydelse > Fortrydelse (således i ms.)

412, 4: fait elle > fait-elle (således i ms.)

456, 4 fn.: Mathias > Matthias (således i ms.)

475, 2: tilbage Byen > tilbage til Byen (således i ms.)

507, 2 fn: saa' > saa (således i ms.)

522, 6: Damer! > Damer ; (således i ms.)

Tillæg:

Teksten i »Prolog« er bogstavret gengivet efter forfatterens manuskript til romanen og for så vidt uproblematisk.

De tre øvrige tekster i »Tillæg« er gengivet efter tidsskrifttrykkene, idet dog evidente trykfejl er rettet. Tidsskrifterne har i et vist omfang modificeret Drachmanns ortografi og interpunktion (bl.a. prikserier), og de afvigelser fra manuskriptet, der alene har denne karakter, anmærkes ikke efterfølgende.

Nedenfor noteres nærværende udgaves tekstrettelser i tillæggene. Visse afvigelser fra manuskriptet i tidsskrifttrykkene er opfort s.686.

601, 14: Tomustre > Tornistre (således i ms.)

602, 8: Ahorn > Ahorn - (konsekvensrettelse efter tidsskrifttrykket)

610, l fn.: Jeg syntes at >Jeg syntes, at (således i ms.)

614, 13: Mandfolk havde > Mandfolk - havde (således i ms.)

621, 5 fn.: Illiaden > Illaden (således i ms.)

623, 3: eller mere > eller mere! (således i ms.)

627, 24: i ganske enkelte af mine smaa > i mine ganske enkelte, smaa (såle des i ms.)

628, 24: En Aften > En Aften (således i ms.)

685

Trykmanuskripternes afvigelser i forhold til trykkene

Forskrevet - :

Bd. 1:

38, 5 fn. Vorherre bevar'es < Vorherre bevare's

92, 8 rigtige Mor? < rigtige Mo'r?

99, 2 fn. ikke længe! < ikke længer!

140, 20 slæber os ned - ned < slæber os med - ned

143, 27 Kunsten, hvad De nu vil? < Kunsten, hvad De nu vil!

147, 10 udbrød han hastig < udbrod han hæftig

171, 4 fn. Gravstemme < Gravstemmen

174, 26 Gæst her. Hr. Eriksen < Gæst her, / [ny linje] / Hr. Eriksen

175, 21 Damer! [ny linje) Medens < Damer! [ny linje] - [ny linje]

Medens

247, 29 comedia < commedia

253, 21 Digter og Professor, som var Politiker < Digter, og en Professor ,

som var Videnskabsmand

268, 2 fn. proved, forstaar De! < prøvet, forstaar De !

272, 14, l fn. tankestreger < (formentlig) prikker

273, 15 do.

295, 4-3 fn. do.

296, 11, 16 do.

297, 4, 18 do.

298, 21, 4 fn. do.

299, 2, 9 do.

299, 11, 18 do.

305, 15, 17 do.

305, 8-7 fn. do.

306, 26-27 do.

330, 5-6 tvinge sig < bringe sig

335, 7-8 DSB og DSB < S B og S B

336, 9 DSB < SB

336, 13 fn. tankestreger < (formentlig) prikker

337, 7 fn. do.

338, 3 fn. do.

339, 14fn. do.

339, 2 fn. do.

341, 21 do.

363, 8, 9 fn. do.

686

367, l fn. Edith! ---- < Edith!

369, 18, 4 fn. tankestreger < (formentlig) prikker

370, 20, 7 fn. do.

Bd. II:

402, 16 tankestreger < (formentlig) prikker 426, 22-23 do.

462, 15 lidt < tidt

550, 10 Ansigt og han smilede < Ansigt - og han smilede

556, 13 har hende; kun hende! < har hende! kun hende!

574, 9 Edith have i os to < Edith have: os to

Tillæg:

Den første Kærlighed (Tilskueren , jan.1891)

Afvigelser i 1891-tryk fra manuskript:

604, 9 Ord for ganske < Ord for at være ganske

604, 9-8 fn. grønne Bakkanaler < grønne Orgier og Bakkanaler

605, l legede Kæreste < legede Kærester

605, 4 fn. min Fantasi < min tøjlesløse Fantasi

606, 22 var Ridder < var Idealist - Ridder

606, 14 fn. vige. Livslysten < vige; Livslysten

606, 8 fn. holdt virkelig af < holdt virkelig - paa deres Maade - af

608, 5-6 fn. Betegnelse! - / Vi stod < [strygning i manus af Gerhards spørgsmål til fortælleren Ulf; se noter]

613, 6 stille, som om < stille, næsten som om 616, 16 ud af Byen < ud ad Byen 619, 2 min skikkelige Tante < min brave, skikkelige Tante

»Der er en Ø i Livet« (Af Dagens Krønike , maj-juni 1890)

Afvigelser i 1890-tryk fra romanmanuskriptet

622, 15 Jagt. Jeg < Jagt. Jeg vilde, spare Dampskibsbillet - eller jeg vilde maaskee netop ikke mødes med de unge Piger ombord. Jeg

624, 5 fn. fast, men <fast, betydningsløse Ting; men

626, 7 Gøglerne paa Dyrehavsbakken < Gøglerne den Nat paa Dyrehavsbakken

687

628, l vidunderlige Drøm; selv < vidunderlig Drøm. Det synes at være Dem, min Kære! somformaar at skildre Drømme - i Deres Raderinger ... og ikke mig/ Men selv

628, 4 fn. Jeg saa' < Jeg saa'

Noter til Efterskrift

1. Se fx Denis de Rougemont: L'Amour et l'Occident , 1938 og senere udvidede udgaver. Kai Aalbæk-Nielsen: Kærlighed i middelalderen , 1999, m.v.

2. Brev fra Hellebæk 14. okt. 1889, nr. 607 i M. Borup (red.): Breve fra og til Holger Drachmann , DSL, III, 1970.

3. Vilh. Andersen og Carl S. Petersen: Illustreret dansk Litteraturhistorie , IV (1925), s. 252.

4. Benævnelsen ved efternavn er vel ment som en slags objektivering fra Drachmanns side ligesom med hovedpersonen og synsvinkelbæreren i hans foregående roman Med den brede Pensel (1887). Man har påpeget, at navnet Henrik Gerhard ekkoer Drachmanns egne midterste navne: Henrik Herholdt, evt. et hemmeligt signal om, at ledepersonen er digterens alter ego. Når han kom til at hedde Henrik i stedet for Frans, det navn, der brugtes i den ældste del af manuskriptet, kan det vel også have mere litterære grunde: Både Shakespeares Prins Hal (Henry IV's kronprinsesøn, den senere Henrik V) og Goethes Heinrich Faust spiller ind i romanen.

5. Jf. J.Kr. Andersen og L. Emerek: Aladdin og Noureddin (1974), hvorom nærmere her i Efterskriften s. 678f.

6. Borup III, brev nr. 592, s. 397.

7. Uden fornavn i Harriet Bentzon: Holger Drachmami i Breve til hans Fædrenehjem (1932, register). Johs. Ursin: Holger Drachmann , I-II (1953) har ham som cand.pharm. Heinrich Wiese. En sådan kendes ikke i Dansk Farmaceutstand , der imidlertid registrerer en Vilh. Wiese, ukendt fødselsår, medhjælpereksamen i Kiel 1861, død 1884. Kombineret i M. Borups kommentar til Drachmann-breve (II, 1968, s. 308f.); Borup henviser bl.a. til Georg Brandes' Levned , bd. III (1908), s. 78f., der strider imod Drachmanns anti-semitiske brev til Fr. V. Hegel 11. marts 1884, efter Wieses selvmord. (Borup III, nr. 415).

8. Se Drachmanns brev til Jacob Hegel 14. okt. 1890: Borup III, nr. 623, s. 440f.

688

9. Sven Møller Kristensen: Impressionismen i dansk prosa 1870-1900 (2. udg. 1955). Se afsnittet »Modtagelse og efterliv« senere i Efterskriften.

10. Brev nr. 567 af 27. jan. 1887 i Borup III.

11. Emmy Drachmann: Erindringer , 1925, s. 198ff.

12. Det ses bl.a. i hans brev til Jacob Hegel 14. okt. 1890: Borup III, nr. 623.

13. Det er for så vidt overflødigt at nævne, at Drachmann i 1887 skrev om en Faust-opf ø relse i Malmø - med vægt på Gretchentragedien - i Berlingske Tidende (aftenudg.) 11. febr.

14. I kommentarerne henviser vi med verstal som i Erich Trunz' udgave af stykket = bd. III i Hamburger Ausgabe: Goethes Werke (1949 og oftere derefter); de tilføjede oversættelser er fortrinsvis fra Arne Rosenhoffs moderne, ofte bogstavtro gengivelse: Faust. En tragedie i to dele (1990).

15. Drachmann fejrede dette med et »Indledningsdigt« til Andet Halvbind, dat. febr. 1890 og publiceret i P. Nansens tidsskrift Af Dagens Krønike , II (1890, s. 123ff).

16. En gennemgang vil fremkomme i Danske Studier arg. 2001.

17. Jf. hans Drachmanniana (1946) på Det Kgl. Bibliotek.

18. Borup III, brev nr. 592.

19. Borup III, brev nr. 609.

20. Edith-brevene på Det Kgl. Bibliotek, Tilg. 444.

21. Borup III, brev nr. 612.

22. Borup III, brev nr. 620.

23. Brevet findes ikke i Bay og Bredsdorff (red.): Henrik Pontoppidans breve , I, 1997, men er i forfatteren Vagn Steens privateje. Han har venligt stillet en afskrift til rådighed for nærværende Drachmann-udgivelse.

24. Borup IV, brev nr. 741.

25. Borup III, brev nr. 617.

26. Borup III, brev nr. 621.

27. Niels Møller - Valdemar Vedel: Brevveksling 1885-1915 , ved Knud Bogh, DSL 1959, s. 40f.

28. Borup III, brev nr. 625.

29. Et brev fra Holger Drachmann i bladet Litterarisches Echo 1892 til den tyske oversætterinde Mathilda Mann, er desværre bortkommet på Det Kgl. Bibliotek, men søges fremskaffet fra anden kilde og publiceret i Danske Studier 2001.

30. Borup III, brev nr. 628.

31. Optr. i Samlede Skrifter , III, 1900, s. 113ff, se især s. 117.

689

32. En ny sammenligning af Tom Kristensens Hærværk med Drachmanns roman ved udgiveren skal fremkomme i Danske Studier 2001.

For hjælpsomhed i forb. m. tilvejebringelse af noter og oplysninger til Efterskrift takkes bl.a. Dansk Folkemindesamling, Johnny Christensen, Sven-Aage Jørgensen, C.H.Koch, Klaus Neiiendam, Birgit Nielsen, John Pedersen og Vibeke Winge.

9. Bibliografi

Bibliografi og dokumenter

Johannes Ursin: Bibliografi over Holger Drachmanns Forfatterskab . 1953. samme: Bibliografi over Litteraturen om Holger Drachmann . 1959.

Morten Borup (udg.): Breve til og fra Holger Drachmann , DSL, bd.1-2. 1968; bd.3-4. 1970.

Margrethe Loerges: Edith - en skæbne i et bundt breve . 1983.

Emmy Drachmann: Edith , udg. af Benedicte Alkjær og Vibeke Drachmann. 1992.

Om forfatterskabet

Vald. Vedel: Holger Drachmann . 1909.

Paul V. Rubow: Holger Drachmann 1878-97 . 1945.

Johs Ursin: Holger Drachmann. Liv og Værker , bd. 2. 1953.

Monografiske og tværgående studier

Poul Herring: Drachmanniana (maskinskrevet, Kgl. Bibi.). 1946.

Sven Møller Kristensen: Impressionismen i dansk prosa 1870-1900 . 1955. (1. udg.: Æstetiske studier i dansk fiktionsprosa 1870-1900 . 1938).

Johan Fjord Jensen: Turgenjev i dansk åndsliv . 1961.

Jens Kr. Andersen og Leif Emerek: Aladdin-Noureddin traditionen i det 19. århundrede . 1972.

Knud Michelsen: Digter og storby. Tre fortolkninger af industrialismens København . 1974.

Bo Hakon Jørgensen: »En kvindes smil«, i (Povl Schmidt og Ulrik Lehrmann, red.): Læsninger i dansk litteratur . Andet bind, 1820-1900. 1998.

Lars Peter Romhild: Om indlæggene i »Forskrevet« og om relationen mellem »Hærværk« og Drachmanns roman, i Danske Studier 2001.

690

691

692

S . 690-91 viser udsnit af H. Waagensens bykort Kjøbenhavn
(1886 )

693

Noter

Første Bind

Titelblad

Forskrevet - : dvs. skriftligt forpligtet, l bogen spilles generelt på forestillingen om at forskrive sig til Fanden: tankestregen efter ordet i titlen erstatter, hvad der tidligere stod i manuskriptet: »til Fanden«. En del af romanens mange hentydninger til Faust-dramaet kan forbindes med samme motiv. Det hedder med vidt perspektiv, at tiden har forskrevet sig til onde magter, eller at vi forskriver os til samfundet (s.271), til teateret eller til et slet publikum (s.537). Mere flersidigt: 1.III.16 (s.309). Konkret er der tale om forskrivning som en rent økonomisk gældsforpligtelse - Gerhards til Annette.

7

Viggo Drewsen : (1843-88), ved siden af sit virke som embedsmand og kontorchef dyrkede V.D. filosofiske interesser og udgav flere skrifter om især konsforholdet, således det anonymt udsendte En Livsanskuelse, grundet paa Elskov (1881), og deltog i 1880ernes sædelighedsdiskussion; heri fremhævede han på den ene side elskovsfolelsens grundlæggende betydning uanset kirkelig sanktion, vendte sig på den anden side imod promiskuøse forbindelser.

11

Sphinx: (...) Räthsel sein. Goethe. Faust. II : Sfinxens replik i Goethes Faust, II (1832), scenen »Klassische Walpurgisnacht« v.7132: »Udtryk dit eget selv, og du har gåder nok« (Martin N. Hansens overs.).

Første Bog

1.I.1

13

det kongelige Theater : på Kongens Nytorv, hvis nybygning - nu benævnt »Gamle Scene« - var taget i brug okt. 1874. - en moderne Forfatter : dvs. fra den naturalistiske tid som Henrik Ibsen fra 1870erne og 80erne eller de yngre københavnske som Otto Benzon. - »Elverhøj «: J.L. Heibergs nationalromantiske skuespil fra 1828 indtog pladsen som Det Kgl. Teaters mest spillede stykke. - Godsejerrækker : de større godsejere havde gerne en vinterbolig i Kobenhavn, hvor de og 694 deres familier bl.a. dyrkede Det Kgl. Teaters underholdende eller klassiske repertoire.

14

(vi) ville (nyde ): nutids flertalsform; om denne ældre grammatiske forms lejlighedsvise brug i romanen, se Efterskrift s.682f. - saa begyndte Orkesteret : mellemaktsmusik, se s.16, l.10. - Haydn : Joseph H. (1732-1809), østrigsk komponist.

16

Rafael : Raffaello Santi (1483-1520), en af renæssancens store italienske malere, - fransk Visit : kortvarigt besøg.

17

Hælvt : halvdel.

18

Danmark (...) Vænge : den ikke mindst efter 1848 populære fædrelandssang om Tyre Danebod, af Laurids Kok (1634-91), trykt første gang i Peder Syv: 200 Viser om Danske Konger, Kæmper oc Andre (1695). - saluterede : gjorde honnør for el. hilste med kanonsalut. - skuffende : illuderende. - Brillant : strålende glans.

20

Torvet : Kongens Nytorv. - Sporvogn : normalt hestetrukken i perioden (1880erne). - skuffe : bedrage.

21

Holmens Kanal : se kortet s.691 ang. denne og andre københavnske og frederiksbergske lokaliteter omtalt i romanen. - sprungen : danset (til ende). - Chr. Winther : (1796-1876) opfattes her som den landlige danske sommers digter. - ville (...) oprive (...) fortære : nutids flertalsformer, se Efterskrift s.682f. - Etatsraad : titel på person i 3. rangklasse, jf. n.t.s.68.

1.I.2

22

Vorherre under Debat : evt. med genlyd af Georg Brandes' løsen, i indledningsforelæsningen til Hovedstrømninger nov. 1871, om at sætte problemer under debat. - Akademiet : her = kunsten, vel særlig den etablerede, konservative; Det Kgl. Akademi havde fra midten af 1700-t. til huse i Charlottenborg på Kgs. Nytorv. - kvantsvis, som Holberg siger : på skrømt; fx i Holbergs Ulysses Von Ithatia (1724, tr. 1725): »De slaaes kvants-viis sammen«, regianvisning i 2. akt, 9. sc. - unternehmend : (ty.) aktivitetsberedt, rede til at udrette noget. - Bagtalelsens Skole : også den danske titel fra 1788 på R.B. Sheridans komedie The School for Scandal (1777). - Fileværk : slibemaskine, knivfabrik.

23

Klopfægteri : skærmysler, klammeri, - stive i Hætten : stædige, dogmatiske. - ville : se Efterskrift s.682f. - skabrøse : vovede. - Udstillingen : Charlottenborgs forårsudstilling.

24

Pariser-Salonen : den årlige officielle kunstudstilling i Paris. - Impressi - 695onismen : den moderne retning i fransk malerkunst, gerne dateret fra en udstilling i Paris 1874. - Lionardo : den italienske renæssancekunstner Leonardo da Vinci (1452-1519). - Seminarisme : halvdannelse, substansløst præk. - en Journalist og Æsthetiker : om modeller for denne og andre romanpersoner, se Efterskrift s.645f. - Askov . Askov Folkehøjskole, grundlagt 1865, var central i den grundtvigske bevægelse. - Bjørnsons »Fiskerjenten« : udg. 1868. Den norske digters fortællinger signalerer sammen med det førnævnte, at Nørager tilhører den grundtvigske side af Venstre-bevægelsen og måske ynder den såkaldte skolelærerlitteratur mere end de Brandes'ske gennembrudsforfattere.

25

to Mænd : se Efterskrift s.646. - de to Augurer(s ): augurerne i det gamle Rom tydede de tegn, der tilkendegav gudernes vilje; eksperter og vismænd. - en garde : (fr.) på vagt.

26

Islænder : Brynjulf er et gængs oldnordisk og nyislandsk navn. - Gasos : lamperne brændte med gas, jf. s.27,I.19.

28

Cliquot : en champagne. - Treuga Dei : (lat.) Guds fred, våbenstilstand påbudt af kirken i middelalderen. Tidligere en af forf.s ideer til romanens titel. Sml. også s.94. - Lejdebrev : tilladelse til fri gennemrejse el.lign. - mod Skønhed (...) stræbt : vistnok en allusion til Henrik Ibsens ord i »Ballonbrev til en svensk dame« (dec. 1870, i Ibsens Digte , 1871): »Thi mod skønhed hungrer tiden«, som Drachmann har som motto for sin bog To dramatiske Digte (1889). - Glutten : spædbarnet.

29

de »lykkelige Faa« : jf. det engelske udtryk »the happy few«, egl. fra Shakespeares Henry V (1599), 4.akt, 1.sc., v.60: »we few, we happy few, we band of brothers«, dvs. kongen og hans tapre skare over for en talstærk fjendtlig styrke.

32

Confound it! : (eng.) pokkers også! - Polyfem (-Tænder ): menneskeædende kæmpe i den græske sagn verden, jf. Odysseen , 9. sang. - Seid (...) Millionen : fra Fr. Schillers digt »An die Freude« (1785), kendt som slutkor i Beethovens 9. symfoni (1824).

33

Blænkerne : sonderende patruljesoldater. - Gid Pest (...) Huse : »A plague a (= on) both your houses!« udbryder Romeos ven Mercutio flere gange i Shakespeares tragedie Romeo and Juliet (ca. 1595), 3.akt, l.sc., da han er blevet dødeligt såret i striden mellem slægterne (»husene«) Capulet og Montague. - Heibergs Æsthetik : den kunstopfattelse og poetik, som J.L. Heiberg (1791-1860) udbredte gennem afhandlinger, kritik og til dels digtning, nød autoritativ status i vide kredse også efter hans død, men ansås af de yngre i 1870erne og 80erne for forældet, spekulativ, af en ugyldig idealisme. - Allens696Danmarkshistorie : historieprofessoren C.F. Allen (1811-71) havde skrevet en Haandbog i Fædrelandets Historie (1840), derpå en Lærebog i Danmarks Historie til Skolebrug (1843), der var meget udbredt. - Bonvivant : (af fr.) levemand.

34

Confound (...) King : fra den engelske kongesang »God save our gracious Queen/King« (1742) stammer disse linjer om rigets fjender: slå deres rænker itu,/ gør deres lumpne kneb til skamme,/ Gud bevare (egl. frelse) Kongen. - Havelock : kappe med slag uden ærmer. - Vale : (lat.) farvel.

1.I.3

35

Frokost : morgenmad. - Middag : varmt måltid midt på dagen el. hen på eftermiddagen.

36

Rheden : opankringsfarvandet uden for havnen. - Dampernes Trafik : til landliggerbyerne langs Øresund fra Skovshoved til Helsingør. - Værfterne : mindre træskibsværfter reduceredes med den tekniske udvikling efter ca. 1850.

37

næppe ville : se Efterskrift s.682f. - Livius : den romerske historieskriver Titus Livius (59 f.Kr.-17 e.Kr.) læstes normalt i skolens latinpensum. - Trigonometrien : læren om beregning af (vinkler og linjelængder i) trekanter. - gik paa Stumperne : kun med nod og næppe holdt den gående. - Nihilister : betegnelse for de russiske anarkister, der vakte opsigt i tiden såvel ideologisk som ved attentater o.a. voldsudovelse.

39

Det Gode, det Skønne, det Sande : traditionel trehed af begreber i den idealistiske og romantiske æstetik og filosofi. - Idealisme og Realisme : populære begreber i forb. m. navnlig 1870ernes frontdannelser i livsanskuelse og kunst, således at idealisme gjaldt den ældre (generations) forædlende kunst, realisme den moderne, formentlig illusionsløse virkelighedsafbildning.

40

Valgcensus : formueforhold som betingelse for valgret. - Hovedlineal : stor, T-formet lineal. - faa Lov til at lære Latin - og tage saa mange Examiner, De vil : 1875 indførtes adgang for kvinder til studentereksamen og til universitetet.

42

for bedre Køb : billigere.

43

mange Minotaurer (...) Ariadnetraad : i den græske sagnverden kendes Minotauros, et uhyre delvis i tyreskikkelse, der skjultes i Labyrinten i Knossos på Kreta og hvert år som offer fordrede 7 unge mænd og 7 unge kvinder fra Athen. Minotauros blev fældet af Theseus, som fik 697 hjælp til at finde ind i og ud af Labyrinten af kongedatteren Ariadne: hun forsynede ham med det garnnøgle, hvorfra han trak den vejvisende og frelsende »Ariadnetraad«. - Halv-Verdenen : (af fr.: demimonde) den dyrere del af de prostituerede. - impertinente : næsvise.

1.I.4

44

ovenpaa : sporvognene havde to etager. - kullede : nøgne, prunkløse. - Katzenjammer : (af ty.) tømmermænd. - Postament : sokkel. - den borgerlige Konge : H.V. Bissens statue (1858) af Frederik VI (1768-1839), konge fra 1808, men regent fra 1784 pga. faderens sindssyge.

45

Guldaldertid : denne benævnelse af litteraturperioden i beg. af 1800-t. i analogi med den romerske litteratur under Augustus var vistnok ny omkr. 1890. - Øhlenschlæger(s ): Adam Oehlenschläger (1779-1850) boede i sin barndom og første ungdom på Frederiksberg og havde også i sine senere år en bopæl her (Fasangården). - Vi alene vide : den alm. forkortende gengivelse af Frederik Vis erklæring 1835, forstået som hævdelse af den absolutte autoritet. - Ewald : digteren Johs. E. (1743-81). - fræk Fortrolighed : i digtet »Til Sielen. En Ode« (tr. 1780) hedder det: »Blussende ved det Leer, som du kryber i,/ Væmmed ved Vrimlets frække Fortrolighed,/ Opsvinger du dig, vild, utretted,/ Hoit, som en springende Hval mod Solen.« (str.13). Johs. Ewald: Udvalgte digte v. E. Kielberg og K. Ravn (Danske Klassikere ) 1998, s.98. - Sippschaftet : (af ty.) det familiære slæng.

46

slaa Trommen (...) Marketendersken : oversættelse af begyndelsen af Heinrich Heines digt »Doktrin«, det første i afdelingen »Zeitgedichte« i hans Neue Gedichte (1844), jf. Efterskrift s.658. - Sorti : afgang, egl. ved at forlade scenen.

47

Frakker : jakker. - Kristiern den Anden : (1481-1559), dansk konge fra 1513, fordrevet 1523, fængslet efter sin tilbagekomst 1531 og død i fangenskab. - Titan : egl. medlem af græsk gudeslægt; på 1890-dansk: overmenneske. - Vue(r ): vision. - Elskerinde : Dyveke (jf. s.48, 1.2), som Chr. II havde mødt i Bergen og gjorde til sin kæreste; død 1517, muligvis forgiftet af stormanden Torben Oxe, som kongen lod henrette. - Kone : Chr. Ils hustru, den ostrigskfodte og nederlandsk opdragne dronning Elisabeth el. Isabella (1501-26). - Raadgiverske : Dyvekes mor, Sigbrit Villumsdatter, f. i Holland, var en indflydelsesrig rådgiver for Chr. II, særlig i den økonomiske politik. - d$ i Fængslet : Chr. II døde ikke i fangenskab på Sønderborg Slot, men i arrest i Kalundborg 1559. - niende Akt : en velbygget tragedie har 698 normalt ikke over 5 akter. - Makulaturen : skidtet (egl. om kasseret trykt papir el. tarvelig emballage).

48

Hvergarn : hjemmevævet el. tarveligt stof af hørgarn og uld. - sammensat : kompliceret og navnlig i moralsk henseende ikke entydig, i modsætning til den alm. figurtegning i det romantiske repertoire. - Trauerspiel : ty.: sørgespil (som fx Schillers). - Gretchen : den kvindelige hovedperson i Goethes Faust, I (1808), se Efterskrift s.655-57. - Doktor Heinrich Faust : se Efterskrift s.655f. - Skudsmaalsbog : moralske omdømme; fra 1832 til 1921 skulle en skudsmålsbog følge et tyende; den indeholdt oplysninger om person- og tjenesteforhold. - Dr. Faustus : den latinske navneform af Faust; medens Faust på tysk betyder 'næve', betyder det latinske faustus 'lykkelig'.

49

det Evigt Kvindelige : udtrykket fra de sidste linjer af Goethes Faust, II (1832), v.12110f.: »Das Ewig-Weibliche/ Zieht uns hinan«, Det evigt kvindelige drager os opad. - uden Nerve : slapt. - larmoyant : (af fr.) tårevædet. - Allons : (fr.) lad os gå. - Lass die Musik (...)- drum! : »Lad musikken lyde! Formér geledderne påny! Trom-trom!« Citatet ikke identificeret.

50

Pusterthal(er-Sopran ): i de sydtyrolske Alper.

1.I.5

50

Poesien (...) Menneske : jf. den traditionsrige forestilling (fra Platons dialoger Ion og Phaidros ) om digtevirksomheden som en irrationel, hellig besathed.

51

Rus : nybagt student, førsteårsstuderende. - renommeret : bekendt, berygtet. - Elysium : navnet på det lyse, paradisiske dødsrige i græsk mytologi; om Drachmanns model for etablissementet i romanen, se Efterskrift s.653. - in myfreedom, myfancy's (...) my madness's : (eng.) »i min frihed, min fantasis kabaret, hvor min ungdoms ånd sover begravet under min galskabs [ånd]«. Den Hamlet-lignende tirade er ikke et citat, i det mindste ikke et Shakespeare-citat, men vel Ulfs improvisation. Stavemåden 'burried' for 'buried' er Drachmanns. - hende gik det (...) gal : hentydning til den gale prins' kæreste Ophelia i Shakespeares Hamlet (ca. 1601). - Neofyt : nylig optagen.

52

Gesundheit (...) rosigen Licht : Skål, I herrer! »Længe leve Kongen! Lad glæde sig, hvo der ånder deroppe i det rosenrøde lys!« De to sidste sætninger er citat fra balladen »Der Taucher« (1797 , Dykkeren), str. 16, af Friedrich Schiller (1759-1805). - Hs. Højærværdighed : gejstlig af høj rang, fx biskop, jf. s.71, l.18. - Bor jeg paa det høje Fjæld : første 699 ord i sangen »Norges Herlighed« af Johan Nordahl Brun (1745-1816), trykt i dennes mindre Digte 1791. - Lord Byron : den britiske digter George Gordon Lord Byron (1788-1824), se Efterskrift s.657f. - Vi flænger vort Hjærte (...) Boghandler : Drachmanns kilde til udtalelsen er ikke identificeret. - Morituri te salut [ant]: (lat.) »de, der skal dø, hilser dig«, hilsen til romerkejseren Claudius if. dennes levnedsskildrer Suetonius (ca. 70 - ca.140).

53

Transatlantiker : Atlanterhavsdamper. - Næseklemme : lorgnet. - Kongerevue(s ): kongelig inspektion af hær el. flåde, med behørig kanonsalut. - Gige : violin. - Faust : se her og for flg. kommenteringsord om Goethes Faust , herunder Tragediens første Del (1808), i Efterskrift s.655f. - parerede : væddede.

54

O schoöner (...) fliesst : v.2291 (i scenen »Auerbachs Keller in Leipzig«) i Goethes Faust , 1.del; det er alle krogæsternes replik, idet de begynder at drikke den vin, Mephistopheles har fremtryllet: »Oh hvilken skøn kilde, der strømmer os i møde.« (Rosenhoffs overs.). - om vi ikke (...) paa Bjærget? : jf. Jesper Ridefogeds replik i Holbergs Erasmus Montanus (opf. ca. 1723, tr. 1731), da han er imponeret af sin bysfælle Per Degns (dårlige) latinkundskaber: »Jo, jo, Monsieur Montanus, vi har sommend ogsaa Folk her paa Bierget«, dvs. den landsby, hvor handlingen foregår (3.akt, 3.se.). - Uns ist (...) Säuen : v.2293f. (i scenen »Auerbachs Keller«) i Goethes Faust , 1.del; fællesreplik sunget af alle krogæsterne: »Åh, hvor har vi det dejligt, som kannibaler, der æder,/ som svin, der mæsker sig i solet!« (Rosenhoffs overs.). - Nur hütet (...) vergiesst : v.2292 (i scenen »Auerbachs Keller«) i Goethes Faust , 1.del; Mephistopheles' replik: »Pas bare på, at I ikke spilder noget!« (Rosenhoffs overs.). - have hemmelig Omgang med Musen : være digter i smug; muserne i græsk mytologi var gudinder for kunstarterne. - Broder i Apollo : digterbroder el. kunstnerkollega; Apollon er i græsk mytologi bl.a. gud for kunstnerne.

55

Pillespejle : høje spejle anbragt på el. ved vinduespille. - Gestalt : skikkelse. - Mephisto (...) Gretchen gleicht : v.4183f. og v.4187f. (i scenen »Walpurgisnacht«) i Goethes Faust , l.del; Fausts replik: »Mefisto, kan du se den blege, smukke pige derhenne,/ som står ganske alene og lidt for sig selv? (...) Jeg må indrømme, at jeg synes,/ hun ligner den søde Margarete.« (Rosenhoffs ovs.). - Das ist die Zauberei (...) Liebchen vor : v.4199f. (i scenen »Walpurgisnacht«) i Goethes Faust , 1.del; Mephistopheles' replik: »Det er jo netop trolddomskunsten, din godtroende tåbe,/ at sådan et fantom forekommer enhver at være hans elskede!« (Rosenhoffs overs.). - timbre : (fr.) klangfarve.

700

56

Apparition : fremtoning. - ville : nutidsform, se Efterskrift s.682f. - Diana(s ): den jomfruelige måne- ogjagtgudinde i romersk mytologi, svarende til Artemis i den græske. - Marsk Stigs Døtre : jf. folkevisen af dette navn (Danmarks gamle Folkeviser m . 146), der handler om de to forældreløse dotres landflygtighed, sorg og død.

57

Tornerose og Snewittiken (Snehvide): kvindelige eventyrfigurer fra brødrene Jacob og Wilhelm Grimms Kinder- und Hausmarchen (1812-15 og senere). - Sakuntala : heltinden i den oldindiske digter Kalidasas skuespil af sm. navn (antagelig 5. årh. e.Kr.); se også n.t. s.627 i Tillæg. - Pigen i Museskindspelsen : titelpersonen i »et jydsk Eventyr« i Chr. Molbech: Udvalgte Eventyr og Fortællinger (1843 og senere udgaver), i 1873 igen optegnet af Drachmanns korrespondent Evald Tang Kristensen (A. Aarne og S. Thompson: The Types of the Folk-Tale [ Motif Index ] (Helsinki 1928), 870). - Tegnebog : lommebog, notesbog. - Gretchen : jf. n.t.s.48 og Efterskrift s.656.

58

Sonet : digtform, der som her består af 4+4+3+3 linjer, hvoraf de sidste seks linjer holdes sammen af to rim; tilsvarende gælder ofte de første otte linjer, dog ikke her; til gengæld gentager rimene i Gerhards sonet dem i Ulfs.

59

Probiren (...) Kunst : (ty.) at forsøge er ingen kunst.

1.I.6

60

Folie : baggrund (at brillere på).

61

Bene : (ital.) godt. - Io non sorw securo : (ital.) det er jeg ikke sikker på. - Gibser : person, der laver gibsafstøbninger; eller: stukkator. - Krigen : 1864. - Ily en a : (fr.) der findes sådanne. - Agamemnon(s) (...) Iphigenia : Glucks opera Iphigenie en Aulide (1774), bearbejdet af Richard Wagner 1846, opførtes på Det Kgl. Teater første gang 1861 og forblev på repertoiret århundredet ud.

62

Soubrette : kammerpige, Pernille-type i (musik)teater. - frugalt : beskedent, tarveligt. - Fräulein (...) Dänisch : (ty.) froken(en) taler vel dansk? - g'rade (...) herabgefallen : (ty.) ordret: netop faldet op fra himlen. - Heruntergefallen : (ty.) faldet ned. - Lass (...) Frdulein : (ty.) Drop det, min dreng. Enhver fugl synger med sit næb. Ikke sandt, frøken. - Aurora von Kønigsmark : Maria Aurora von Königsmarck (1662-1728), begavet svensk adelsdame, hvis vidtløftige levned i forbindelse med den sachsiske og polske August II og forgæves tilnærmelsesforsøg til hans fjende Karl XII af Sverige har affødt et rigt anekdotisk 701 og litterært materiale. - habe die Ehre : (ty.) omtrent: det er mig en ære at træffe Dem. - Toujours la même : (fr.) stedse den samme.

63

Sind Sie unrklich (...) Frdulein? : (ty.) Er De virkelig ikke wiener, nådige frøken? - Nee (...) Sächse : (ty., let dialektalt) Næ, jeg er sachser! - Aber nadirlich (...) Schafskopf : (ty., delvis imiterende dialekt) Ja naturligvis; han er jo nærmest et halvt fæhoved! - Vn poco infarinato : (ital.) har snuset til en del forskelligt, forstår sig lidt på det ene og det andet; med en vis kulturel fernis. - omme il faut : (fr.) passende.

64

Nuits og Chambertin : fornemme mærker af bourgogne vin. - Ich bin (...) Nase : (ty.) Jeg er stolt af min røde næse! - Ach! hären (...) aanderes : (ty., dialektalt) Jamen hør nu! Det er en kedelig en! Syng noget andet!

66

»Harmoni« : romantikkens opfattelse af den græske oldtidskultur og skønhedsverden som bestemt ved apollinsk harmoni mødtes i slutn. af 1800-t. af modforestillinger hos bl.a. Nietzsche og føltes i hvert fald som udpræget konventionelle. - voila tout : (fr.) det er hele sagen. - Lustig (...) leben : (ty.) Muntert, muntert vil vi leve! - pereat : (lat.) lad ham falde (d.e. dødsdom). - barok -: bizar-.

67

is' ja (...) Leiche : (ty., med dialektal udtale) det er jo den afdøde majors lig! søreme, en nydelig mand - et billedskønt lig! - Habet : (lat.) han far den/det. -Jessus (...) wild : (ty.) Gud, nu bliver den mand vild! - Nur (...) anständig : (ty.) fortsæt bare, men sømmeligt!

68

Etatsraad : se n.t.s.21. - Bredgade og Kronprinsessegadc : opfattet som hjemsted for overklassen, det højere borgerskab. Se også s.!04f. - Rangklasserne : det hierarki af titler (fx etatsråd) til højere embedsmænd og andre, som stats- og kongemagten efter visse regler tildelte. Her altså nogenlunde = samfundsspidsernes rækker. - Hof- og Statskalenderen : den årligt udsendte oversigt over statens institutioner, embedsmænd, ordensindehavere m.v. - Aber schweig (...) veraasst : (ty.) omtrent: Hold dog mund, dit svin [egl. pindsvin]! Hold mund! Du har jo besudlet hele nadveren for mig! - ligger »krum paa Skjold« : hentydning til linjen: »Ung Halfdan ligger krum paa Skjold« i str. l af »Frode paa Vifils Ø« i Oehlenschlägers Helge (1814). - mir ganz Wurst : (ty.) mig ligefedt.

69

Node-Etagére : møbel med hylder til noder. - Czardas : vild ungarsk folkedans. - Rakoczy-Marsch : ungarsk nationalmarch, bl.a. kendt i bearbejdelser af Franz Liszt og Hector Berlioz.

70

Poco piu tardo : (ital. og mus.) lidt langsommere. - habe nie (...) verführt : (ty.) har aldrig forført en jomfru. - N'en parlons plus : (fr.) Lad os 702 ikke tale mere derom. - Bonvivant : (af fr.) levemand, - forlorne Søn : fortabte søn, jf. lignelsen i Lukas 15, v.11-32.

71

Konferensraad : titel på rangsperson i 2. rangklasse nr. 12. - Ach, Vater (...) mori : (ty.) O fader! du er dog en tro kammerat! Kom, gamle, kære fyr! Vi vil på druk! Hvadbeha'r? Hvad? Ryster på dit grå hoved og siger halvhøjt: (lat.:) husk, at du skal dø! Den tyske del af Ulfs lange replik er ikke identificeret som citat. - den, som dør (...) Evigt-Kvindelige : ligesom Faust, se n.t.s.49. - Reclam-udgave : billigbog i lommeformat fra forlaget Reclam i Leipzig. - Hs. Højærværdighed : jf. n.t.s.52. - Sjællands Bisp : den luthersk-evangeliske kirkes førstemand, fra 1854 til sin død 1884 den konservative H.L. Martensen, derpå 1884-95 biskop B.J. Fog. - Af Jord (...) kommen : ordene fra Jobs Bog, der bruges i kirkens begravelsesritual. - Lær mig, o Skov : Oehlenschlägers populære døds- og trøstedigt fra 1813, Den danske salmebog (1953) nr. 632. - Fasankirkegaarden : uklart, om der sigtes til Solbjerg kirkegård nærmest jernbanen eller Frederiksberg kirkegård med Oehlenschlägers og andre notabiliteters grave.

75

Saaledes endte den første puniske Krig : oversættelse af kendt sætning fra flere elementære latinlæsebøger. - Dumas père's Musketerer : i Les Trois Mousquetaires (1844), den populære historiske roman af den ældre Alexandre Dumas (1803-70). - Je suis pris par une femme, / cheveux blonds et teint de lait : (fr.) Jeg er betaget af en kvinde/ med blond hår og mælkehud. Citatet ikke identificeret af udg. - Prærogativ : særlig rettighed.

1.I.7

76

gamle Kongevej : en bredere præsentation af kvarteret og dets udvikling besluttede Drachmann at udelade fra begyndelsen af dette kapitel; under titlen »Intermezzo« tryktes det i et tidsskrift ved nytår 1890; se Tillæg.

77

Associé : (af fr.) partner, kompagnon.

78

Real- eller Latinskole : realskole: skole med en kortere og mindre lærd fagkreds, sigtende mod præliminæreksamen. Latinskole: gymnasium, dengang med oldsprogene i sin fagkreds, sigtende mod studentereksamen. - national : den tendens i dansk politisk liv i perioden efter 1864 og især 1870, der lagde vægt på det dansk-nationale og så med mistænksomhed på åbenhed over for de europæiske udlande.

80

Fribolig paa Akademiet : som hæderbevisning til fortjenstfulde ældre kunstnere og lærere ved Kunstakademiet på Charlottenborg. - højre : 703 se s.643ff. - det Almene : det offentlige, samfundsmæssige. - del følger (...) Literaturen : Siden Georg Brandes i sine 1871-forelæsninger havde talt om selvmorderen Werther (i Goethes roman 1774), og den naturalistiske litteratur havde skildret bl.a. trængte og fortvivlede mennesker, som ville tage deres eget liv, var en af de klerikale anklager mod den moderne litteratur, at den forherligede selvmord.

81

en Studie : skitse; tegning eller maleri efter model, jf. 1.2fn. - Svippestok : tynd, bøjelig spadserestok. - Agat(knap ): flerfarvet kvartssten. - Flanør(en ): lediggænger, der nyder gadelivet, herunder evt. passerende kvindeskønhed. - Etatsraaden : se n.t.s.21.

82

det Decente : det ærbare, sømmelige. -Juno : fyldig kvindelig skønhed; egl. gudinde for ægteskabet i den romerske mytologi. - Justitsraad : titel på rangsperson i 5. klasse nr. 3. - Physicus : (af lat.) embedslæge. - flot : overlegen, rask på det.

1.I.8

85

Amor og Psyche : i den senromerske roman Metamorphoses (i danske oversættelser ofte Det gyldne æsel ) af Apuleius (ca. 125-180 e.Kr.) er indlagt den mytologiske fortælling om den skønne pige Psyche, der elskes af guden Amor, men mister ham, da hun overtræder hans forbud imod at tænde lys og se - og identificere - sin elsker. Jf. Efterskrift s.660.

86

Skolerne : uddannelsesforløbene for de forskellige billedkunstarter på Akademiet.

88

Cerberus : streng dørvogter; i græsk mytologi navn på den frygtelige hund, der bevogter dødsrigets port. - my house is my castle : det engelske udtryk for hævdelse af privatlivets ukrænkelighed og den private ejendomsret stammer i forskellige versioner fra 1500- og 1600-t.

89

Vallø : Vallø slot syd for Køge, hjemsted for en stiftelse for ugifte adelige damer. - Geheime -: betegner et højere trin på rangstigen, således geheime-etatsråd i 2. rangklasse i forh. til etatsråd i 3. rangklasse. - mon dier : (fr.) min kære. - Fra-før-89 : tilhænger af den gamle enevælde og hierarkiske samfundsorden før den store franske revolution 1789.

90

den hvide Fane : eller den hvide lilje: mærke for det før-revolutionære franske kongehus (Bourbon), der genindførtes 1815-30. - reformert Kirke : betjener delvis fransk (calvinistisk) menighed. - Rochefort : den franske politiske journalist og smædeskribent V.H. de Rochefort (1830-1913), der propaganderede for en række forskellige, især 704 nationalistiske bevægelser. - Voyons : (fr.) lad os se. - Tlieaterchef : se Efterskrift s.646 og 652 ang. modelforhold. - schwerfällig : (ty.) tung, ubehjælpsom.

91

Stortyrk : den tyrkiske sultan (spøgefuld betegnelse). - Selvhersker : betegnelse for den russiske zar, dvs. enevældig hersker. - Lampister : teaterfunktionærer, der passer belysningen. - Per-Tot : uselvstændig og forsagt mand. - Fürstendiener : (ty.) fyrstetjener; snob for kongelige. - den første slesvigske Krig : 1848-50. - K. D .: Kommandør af Dannebrog (ordenen).

92

C'est une partie honteuse : (fr.) Det er en uværdig forbindelse. - Familiekroniken : familieannalerne, familiens historie. - Genesis : (af gr.) tilblivelseshistorie. - gaa paa Spisekvarter : være middagsabonnent på et spisehus el. en restaurant. - Holmens Kirke : marinens kirke, opført på Chr. IVs initiativ, i flere etaper (især 1640-42). - R F P : forkortelse for (lat.): Regna firmat pietas, gudsfrygt styrker rigerne, Chr. IVs valgsprog, der i denne forkortelse anbragtes på flere af de bygninger, han lod opføre.

93

Tinkturer : farver i flydende form. - Voksstabler : (spiralformede) vokslys.

94

Treugadei : se n.t.s.28. - damasceret : hærdet og evt. med indlagte sølvel, guldfigurer i stålet. - den evige Jøde i Gjenboerne : Jerusalems skomager Ahasverus, der figurerer komisk i Chr. Hostrups sangspil Gjenboerne (1844), 1.akt, 9.se. - tager Reis-auss : forsvinder, stikker af.

95

mit Wonne : (ty.) med fryd. - clairobscur : (af fr.) malerisk fordeling af lys og skygge. - Halvtinter : halvfarver; lyse skygninger.

96

Valborgsnat : natten mellem 30. april og 1. maj, der i folketroen var tidspunktet, hvor troldtøj huserede, ikke mindst hekse - jf. også scenen »Walpurgisnacht« i Goethes Faust , 1.del (v.3835-4222).

97

Scheideivasser(s ): på tysk = skedevand, salpetersyre.

98

Je suis prit (...) lait : se n.t.s.75.

1.I.9

98

»Udendørs og Indendørs« : modellen for Nørager, Otto Borchsenius, redigerede 1880-84 ugebladet Ude og Hjemme . Se Efterskrift s.646 og 668f.

99

nomina sunt odiosa : (lat., et tillempet Cicero-citat): anførelse af navne er ikke ønskelig. - polsk(e) Tiggergang : betleri; særlig om en selskabsleg, hvor den tiggende indkasserer knips eller kys, som han skal videregive til sin »ægtefælle«.

100

knirkes op : blive sat i bevægelse, fas liv i. - Heine! »Det er den første705(...) tillade det« : citatet er de sidste ord i Heinrich Heines prosaarbejde Die Harzreise (1824 ) (tr. 1826 i bd. I af hans Reisebilder ),jf. Efterskrift s.658. - Velin : fint, pergamentlignende papir.

101

Hyp (...) Heste : Lille Claus' råb i H.C. Andersens eventyr »Lille Claus og store Claus« (Eventyr, fortalte for Børn , 1835). - stikkes : stikke boller på suppe = forme boller med en ske og sætte dem på suppe. - kommer (...) til Vinden : egl.: kommer skråt op mod vinden, så man kommer i fart; her nærmest: i (aggressiv?) stemning.

103

Psalmebogen : humoristisk betegnelse for et spil kort. - Slut med Psalmebogen : spillet er ude, vi er færdige.

104

ominøse : ildevarslende. - Schopenhauerianer : tidens moderne pessimisme påberåbte sig bl.a. den tyske filosof Arthur Schopenhauer (1788-1860). - Slet Selskab fordærver gode sæder, if. l.Kor., kap.15, v.33. - Bredgade (s ): se n.t.s.68.

105

Danskens (...) Magt : hentydning til sidste strofe af kongesangen, Johs. Ewalds »Kong Christjan« fra hans syngespil Fiskerne (1779). - voluptiøse : vellystige. - Slange (...) Adam : jf. syndefaldsberetningen i 1. Mos., 3.

106

Decorum : (af lat.) det sømmelige. - diletterede : morede, fornøjede. - ak hvor forandret: jf . Blichers novelle med denne titel (1828). - Matroner : (ældre) gifte koner.

1.I.10

108

springe over Klingen : hugge ned, dræbe.

109

Nihilist : se n.t.s.37. - værge vort Land : hentydning til Bj. Bjornsons sang »Jeg vil værge mit land« i hans fortælling Fiskerjenten (1868); her: at være nationalt højreorienteret i perioden.

110

Buddene : ved konfirmationen eksamineredes bl.a. i de 10 bud fra 2. Mos., 20. - Artium ved Universitetet : artium = studentereksamen; denne aflagdes i ældre tid ved universitetet; 1875 fik kvinder ret til at aflægge studentereksamen og studere ved universitetet. - prostituere os : vanære os, gøre os til grin. - Læseforeningen : Kvindelig Læseforening, stiftet 1872.

111

foudre : (fr.) lynild, - som Vorherre (...) klæder :jf. Matt. kap.6, v.26-30 og Grundtvigs salme »Lille Guds Barn«, Den danske salmebog (1953) nr. 35. - »nye« Mænd : manuskriptet har »nye Mænd«, anførselstegn om hele ordparret, som vel må forstås som flertals-oversættelse af (lat.) homo novus = opkommende, nyrig. - Waterclosetsystem : se Efterskrift s.648.

706

1.I.11

115

Ejland : ø. - skruede (...) Natlampe ivejret : skruede vægen op, så lampen lyste mere.

117

(Livs-)Maxime : læresætning, formuleret visdomsord.

119

(en) rar (En ): mærkværdig. - Lyst for (...) Æventyret : trylleformel i eventyr, bl.a. hos Grimm, hos Sv. Grundtvig og hos Evald Tang Kristensen (»Den røde Ko« i sidstnævntes Æventyr fra Jylland , 1881). - Emancipation : kvindefrigørelsesbevægeisen markerede sig iøjnefaldende i forskellige retninger i Danmark i 1870erne og 80erne.

120

stukne : broderede.

1.I.12

121

engelsk Kamin : åbenbart en art, hvori der fyres med kul.

122

ikke min Broders Vogter : jf. 1. Mos., kap.4, v.9. - Hverdagshistorie : med hentydning til Thomasine Gyllembourgs fortællinger; en af de første, En Hverdags-Historie (1828), brugtes både som genrebetegnelse og i hendes anonymiserende angivelse af forfatterskabet i publikationerne som af »Forfatteren til en Hverdags-Historie«.

123

Ironien : vel med hentydning dels til begrebets negative karakter hos Søren Kierkegaard, dels til den målbevidst sarkastiske og satiriske stil hos Viggo Hørup, modellen for red. Bentzen. - Partiet : dvs. Venstre. - de Gamle : dvs. Højre. - man begynder (...)frie Tænkning : dette gjaldt faktisk flere betydelige personligheder som Georg Brandes og Drachmanns fætter Viggo Hørup. - »Livet (...) indre« osv .: citat fra Fr. Chr. Sibberns Psychologie, indledet med alm. Biologie (1843, 4. udg. 1862), der brugtes ved filosofikum-undervisning og til dels lærtes udenad. Den grundlæggende definition af livet var berømt for sin længde og tunge sætningsføjning.

124

Jerusalems Ødelæggelse : if. Jesu spådomme, fx Matt., kap.24, og byens faktiske ødelæggelse under romerkejseren Titus 70 e.Kr. - Hamborgblaat : d.s.s. mineralblåt, en blandet, lys blå farve. - Shakspeare : alm. stavemåde i 1800-t. og åbenbart Drachmanns foretrukne; de steder, romanen har Shakespeare med e midti, skyldes sætteren. - Basta cosi : (ital.) så er det nok. - Flakon(er ): lugteflaske el. her snarest lille glasel, porcelænsflaske med fx cognac.

125

Boulevard des Italiens : gade med modebutikker i Paris. - Cirkelslaget : cirkellinjen, cirkelfiguren. - Amadis af Gallien : titelhelten i en udbredt 707 portugisisk ridderroman fra o. 1500, bl.a, kendt som Don Quixotes forbillede i Cervantes' parodiroman 1605.

126

Vogt Dig : det udråb, hvormed Klint og et kor med komisk virkning skræmmer Løjtnant von Buddinge i Chr. Hostrups sangspil Gjenboerne (1844), 2.akt, 11.sc. - spids (, min Frue ): spydig. - Truvéren : af fr. trouvère, svarende til provençalsk: troubadour. - (forlanger) Satisfaktion : æresoprejsning, især ved duel. - Grog : drik af rom el. cognac plus varmt vand. - Bislag : lille verandaagtig udbygning ved indgangen til et hus. - spanskgrønt : stærkt grøn farve af kobber, irgrønt.

127

var »festgeknejpt« : sad fast på hotellet, fordi han var ude afstand til at betale. - Kreuzer : østrigsk småmønt; 100 Kreuzer = l gylden, jf. s.129, l.25.

128

Weiter : (ty.) videre. - Bierfidlere : musikanter (i ølstue el.lign.). - Gretchen : typen på den unge pige som i Goethes Faust , se Efterskrift s.656. -flere (...) mellem Himmel og Jord, end osv .: udtrykket fra Shakespeares Hamlet (ca. 1601), 1.akt, 5.se., v.166. - le vent (...) fou : (fr.) vinden, der går gennem bjergene, vil gøre mig gal. Citat fra Victor Hugos digt »Guitare« fra samlingen Les Rayons et les Ombres (1840).

129

lægge Vind paa : tilstræbe. - Hverdagshistorie : se n.t.s.122.

130

ville vi : se Efterskrift s.682f. - Verveine (...) -Water : parfume af jernurt (verbena). - Parfum (...) rafraîchissant : (fr.) blid, styrkende, forfriskende parfume.

131

Aften-Berlinger : avisen Berlingske Tidende udkom i perioden med en morgen- og en aftenudgave. - Romanen deri : føljetonen. - Overformynderiet : statsinstitution 1869-1981, der bestyrede umyndiges midler. - Heinrich der Vogler : tysk konge 876-936; Vogler = fuglefænger.

132

O sancta simplicitas : (lat.) o hellige enfold. - elysæiske Marker : udtrykket, der betegner det paradisiske land for døde heroer i græsk mytologi, spiller her måske på den parisiske boulevard Champs Elysées og sikkert på Ediths frederiksbergske »Elysium«. - mais enfin : (fr.) nuvel.

1.I.13

133

Satin- Velours : atlaskagtig fløjl, jf. n.t.s.135. - ere : jf. Efterskrift s.682f.

134

Kjole : langskødet jakke.

135

Atlask : glinsende (silke)tøj af særlig vævning. - Overhøring (...) Konfirmation : jf. n.t.s.110. - lykkelig (...) Øjeblikket : jf. den eftertragtede, umulige og dog opnåede tilstand for Goethes Faust (i den såkaldte Pagtscene: »Studierzimmer«, v. 1699ff. i Faust, I :) »Werd' ich zum 708 Augenblicke sagen:/ Verweile doch! du bist so schön!« osv.: »Hvis jeg siger til øjeblikket:/ Bliv dog, du er så skøn« (Rosenhoffs øvers.); sml. Faust, II , v.11.585f.

136

Wagnersk : den tyske komponist og digter Richard Wagner (1813-83) var især ved sine operaer, der også opførtes i København, det store aktuelle navn i musikken. - Margarita : jf. Fausts Margarete = Gretchen, og Henrik : jf. fornavnet på Goethes Faust: Heinrich. - Boudoir : (af fr.) en kvindes gemak.

137

Approche : (fr.) kom nærmere, også som kommando til hund. - Tusind og en Nat : den arabiske eventyrsamling, kendt i Europa fra beg. af 1700-t. og flere gange oversat fra fransk til dansk.

138

KatzEnjammer : (af ty.) tømmermænd. - Slet : på slaget, præcist. - Malefikant : (jur.) forbryder. - Fiat justitia : (lat.) lad retten ske fyldest.

141

Chok(ket ): rytteriangreb.

143

Mønningen : her vel: murryggen.

1.I.14

144

lader (...) ligge links : (af ty.) tager ikke hensyn til, negligerer.

145

Schopenhauer : se n.t.s. 104.

146

lægge Torpedoen (...) Ibsen : sidste linje af Henrik Ibsens digt »Til min ven revolutionstaleren!« i Digte 1871 lyder: »Jeg lægger med lyst torpédo under Arken.« - Ibsen : havde i flere skuespil, bl.a. Et dukkehjem (1878) og Gengangere (1881) givet provokerende belysning af kønsforhold, ægteskab m.v. - St. Paulus (...) gifte Jer : i 1.Kor., kap.7, v.1-9. - har in mente : har (lat.:) i erindring, tænker på. - Ivil fortryde (...) eller ikke : jf. et af diapsalmata i Første Del af Enten-Eller , Søren Kierkegaards tobindsværk fra 1843; i Skrifter , V (1997), s.47. - Julie og Romeo : i Shakespeares kærlighedstragedie Romeo and Juliet (ca. 1595).

147

Borgerfejden : striden mellem de to partier i Verona er en forhindring for Romeos og Julies forbindelse, da deres familier er på hver sin side. Ulf hentyder her snarest til striden i 1870erne mellem Georg Brandes-modstandere og -tilhængere. - Sværmere : raketter.

148

Heine : den tyske lyriker og prosaist Heinrich Heine (1797-1856), se også Efterskrift s.658. - Wer zum ersten (...) sterbe : digt nr. 63 i afdelingen »Die Heimkehr« (1823-24), optaget i Buch der Lieder 1827: »Den, der elsker første Gang,/ omend forgæves, er en Gud;/ men hvem der for anden Gang/ forgæves elsker, er en Nar. // Jeg, en saadan Nar, jeg elsker/ atter uden selv at elskes!/ Maane, Sol og alle

709

St

jerner/ lér, og jeg lér med - og dør.« (Poul Sørensens overs.). - Barbe-bleu [e]: (fr.) Blåskæg, kendt fra et eventyr af Ch. Perrault 1697; Blåskæg lod sine hustruer henrette, når de formastede sig til at kigge ind i hans hemmelige kammer. - Henrik den Ottende : (1491-1547), engelsk konge fra 1509, populært kendt for sine talrige ægteskaber, der i et par tilfælde endtes med, at han lod hustruen henrette.

Anden Bog

1.II.1

149

Material- og Droguerihandel(en ): forretning, der handler med kemikalier, farver m.m. - Sejerværk : ur.

150

Ringens og Lampens Aand : de magiske hjælpere i Oehlenschlägers eventyrdrama Aladdin (1805). - rundt : klart, utvetydigt. - Kønnet : kvindekønnet, kvinderne.

151

Materialist : kemikalie- og farvehandler. - Regalia : mærke på stor cigar. - - zerrissne : (af ty.) sønderrevne, fortvivlede som moderigtigt i en vis art romantik. - Aarestrup : Emil Aarestrup (1800-56), se også Efterskrift s.655 og n.t.s.620.

152

At Natten (...) i Sjælen : af Aarestrups ritorneller, hhv. nr. 95, nr. 81 og nr. 101 i hans Saml. Skrifter , bd. II (DSL 1976), s.202-05. - Amor (...) hos Psyche : se n.t.s.85. - Garibaldiskjorte : rød skjorte, benævnt efter den italienske frihedshelt Giuseppe Garibaldi (1807-82) og hans friskarers uniform.

153

ere (...) ville (..) kunne flere gange: jf. Efterskrift s.682f.

155

Soit : (fr.) o.k., jeg accepterer. - Frakken : jakken. - Andianw : (ital.) lad os gå; af sted. - a la campagna : (ital.) ud på landet.

1.II.2

156

Landauer(en ): firhjulet tospænderkøretøj. - voltigerede : sprang behændigt. - Villakvarteret : mellem Gl. Kongevej, Frederiksberg Allé og Pile Allé.

157

Byron : den britiske digter G.G. Byron (1788-1824), se Efterskrift s.657f. - Entontcas : (af fr.): kombineret parasol og paraply. - Let us have (...) after : Byrons Don Juan , 2.Sang (1819), slutn. af str. 178: »kom, Vin og Kvinder, Liv og Lyst i Salen;/ imorgen ta'er vi Soda og Moralen.« (Drachmanns overs. 1880). - Man (...) intoxication : sammestedsfra, beg. af str. 179: »Rus maa der til; spørg hver erfaren 710 Mand!/ Rus er jo dog i Livet alt det Bedste« (Drachmanns overs.).

159

idenne Juninats (...) Frihed : fra Ulfs digt s.152ff. - Vejridsningen : grøften.

160

Aa Du (...) Jansen : personen/citatet ikke identificeret. - Loven : med hentydning til 2. Mos. kap.24ff. - Konfession : trosbekendelse.

161

bede : holde hvil.

162

full dress : (eng.) selskabstøj. - Kallebodstrand (Kalvebodstrand): Sjællandssiden ved den senere Sydhavn. - heroisk Landskab : som i den antikke digtnings helte- og halvgudeverden. - Pan (...) Sivene : den græske hyrdegud Pan skar en fløjte af den dunhammer (syrinx), som en flygtende nymfe var forvandlet til. - Diana : den romerske mytologis jagt- og månegudinde.

163

Maskepi : hemmelig forbindelse, sammensværgelse.

164

Aurora : morgenrødens gudinde i romersk mytologi. - hinc (...) lacrimæ : (lat.) »derfra disse tårer«. Citat fra den romerske digter Terents' komedie Andria (166 f.Kr.), 1.akt, sc.1. - iUskyldighedstilstanden : som Adam og Eva før syndefaldet; jf. 1. Mos., kap.3, v.5ff. - som Ibsen siger : Bisp Nikolas' replik i 2.akt af Kongs-emnerne (1863): »Jeg er i uskyldighedstilstand: jeg kender ikke forskel mellem godt og ondt.« - Adam før Syndfloden : fortalelse el. vittighed af Ulf: i 1. Mos. hører syndefaldet til Adam (i kap.3), mens det er Noa, der sidenhen reddes fra syndfloden (kap.6ff.). - Evolutionen : udviklingen, populært som biologisk og civilisationshistorisk begreb i perioden, efter Ch. Darwin og H. Spencer.

165

Slottet : Frederiksberg Slot.

166

Filister : spidsborger, sippet og amusisk person. - Vidste Du (...) Frelse : Jesu ord i Luk., kap.19, v.42, da han forudser Jerusalems ødelæggelse. - Fæstning - Forter : et vigtigt led i Estrup-regeringens politik var at udbygge Københavns forsvar ved en ring af kanaler, fortifikationer og fæstninger. Se også Efterskrift s.644. - Slaget paa Rheden : 2. april 1801, da englænderne under admiral, Lord Nelson besejrede den hjemmeværende danske flåde ved København. - rev Voldene ned : i 1856 opgaves Københavns utidssvarende befæstning, og nedrivningen af voldene omkring byen begyndte; dette var bl.a. signal til den hastige vækst af bebyggelser udenfor, ikke mindst i brokvartererne, jf Efterskrift s.648.

167

Sædelighedssag : igennem 1880erne var kønsmoralen et stridspunkt. - holder (...) Storebededag : hvor københavnerne i stort tal fejrede fridagen ved at spadsere på volden. - heibergske Vaudeviller : fra ca. 1825-40 og gennem resten af århundredet udgjorde de en populær del af 711 Det Kgl. Teaters repertoire, men betragtedes til sidst som en del af en spidsborgerlig og snerpet kultur. - brand en burgsk : af kurfyrstendømmet Brandenburg fremgik 1701 kongeriget Prøjsen, kernen i den tyske rigsenhed, der etableredes i løbet af 1800-t. -glimre : nutid, jf. Efterskrift s.682f.

168

Retfærdigheden (...) Juan synger : i Mozart og da Fontes opera Don Giovanni (1787, Don Juan ) med den hævnende kommandants stenstatue til slut; ordene indgår i indskriften på statuen og læses/synges af Leporello i 4.akt, 1.sc. (A. Zinks ovs. af v. Wolzogens bearbejdelse: Don Juan , Kbh. u.å.). - Ræk mig (...) Søde : »Ci la darem la mano«, duet ml. Don Giovanni og Zerlina i Mozarts Don Giovanni. - Addio : (ital.) farvel. - Signorina : (ital.) frøken. Der fortsættes altså i operastilen, men her næppe citat.

169

Judas : han forrådte Jesus med et kys: Matt., kap.26, v.48f.

170

Bryggerierne(s ): Carlsbergs og Kongens Bryghus' bryggerier i Vesterbro-Valby-kvarteret. - Slagterblod : måske fra det nye kvægtorv fra 1879 i området. - Garverbark : bark, der indeholder farvestof, som bruges til garvning. - Odalisk : (hvid) haremspige hos den tyrkiske sultan. - Almée : ægyptisk sangerinde og danserinde. - Bajadere : indisk tempeldanserinde; også om kurtisane.

171

TH . Moore : den irske digter Thomas Moore (1779-1852) var kendt i Danmark bl.a. gennem oversættelser af Aarestrup og ved et kapitel i G. Brandes: Naturalismen i England (1875). Den gengivne passus er ikke identificeret. - straks : først. - akurat : just. - Fehmgericht : tysk domstol fra middelalderen, med hemmelighedsfulde virkemåder.

172

Pavlun : (bibelsk) telt, bolig. - Dervisch : asketisk muslimsk munk.

1.II.3

172

Frokost : morgenmad.

173

Bonjour : (af fr.) sort kjole (à la kjole og hvidt). - Bajs -: flonels-. - Engagér : ordre inden for fægtekunst til at presse modstanderens våben sidelæns. - degagér : ordre til at slippe presset på modstanderens våben og skifte side (h/v), - Battement : angrebsslag mod modstanderens våben, - fald ud : angrib.

174

Frakken : jakken. - en garde : (fr.) forsvarsstilling, hvorfra man tillige er rede til at angribe. - Parade : afbødning af angrebsstød. - Ripost : stød el. hug lige efter en parade. - bardous : brat, bums. - voltigeret : foretaget springøvelser (over hesten). - Carit Etlars Skrifter : forf. Carl Brosbøll (1816-90) skrev under pseudonymet Carit Etlar et stort antal 712 populære, især historiske romaner. - temmelig nøgne (...) Træsnit : der hentydes til den mere el. mindre pornografiske, primitivt illustrerede oversættelseslitteratur.

177

Let us (...) laughter : se n.t.s. 157.

178

Judas : se n.t.s.169.

1.II.4

180

A la bonne heure : (fr.) dvs.: lad gå. - Bakkantinde : i græsk-romersk mytologi en af de unge balstyrige kvinder i vinguden (Dionysos') Bacchus' følge, -gamin : (af fr.) kåd. - Kongebrev : bevilling til at indgå ægteskab uden forudgående lysning; vielsesbrev. - Fait accompli : (fr.) fuldbyrdet kendsgerning.

181

paa Klampenborg : dvs. på det derværende badehotel (fra 1866).

1.I

I.5

184

Stokværk : etage. - Boulwardier : (af fr.) person, der holder af at drive om på byens store strøg. - Demimondedamer : se n.t.s.43.

185

bonapartistisk : som var tilhænger af indsættelse af et medlem af den siden 1870 fordrevne kejserfamilie Bonaparte som statsoverhoved. - Gallicismer : franske ord og vendinger i dansk. - Konferensraaden : om titlen, se n.t.s.71. - conseiller d'etat : fransk dommer ved forvaltningsdomstol (altså en ordret, men helt misvisende oversættelse af Brynjulfsens danske titel).

186

Roman i gult Omslag : som dengang almindeligt for moderne franske bøger; her menes vel underholdningsroman. - nitid(e ): pyntelig, især sirligt indbundet. - le Figaro : mondænt, konservativt fransk dagblad. - Frakken : jakken.

187

Depesche : ilbrev el. telegram. - Bon : (fr.) godt.

188

sans façon : (fr.) uden omsvøb, evt. groft. - Fornøjeligt : fornøjet.

189

insultere : fornærme.

190

Faldskærm : uden relation til flyvemaskiner! - Bredouillen : (af fr.) spektaklet, skærmyslen.

1.II.6

190

Champs Elysées : den store boulevard op imod Triumfbuen i Paris. - Karrebæksminde : lokalitet på Sydvestsjælland, men godset er Drachmanns fiktion. -Kammerherre : titel på rangsperson i 2. klasse, nr. 5. - 713Bazarer for Zulukaffer-Missionen : en (fiktiv?) af de kristelige filantropiske indsamlinger til den ydre mission. - Stiftsprovsten : højere gejstlig, der administrativt assisterer en biskop, her åbenbart Sjællands biskop i København.

191

Tunnel : tunnelen under Den engelske Kanal var således en idé hundrede år, før den faktisk blev bygget (1987-94). - Inflammation : betændelse, fx lungebetændelse el. blindtarmsbetændelse. - merci : (fr.) her: nej tak. - Pletkniv(en ): kniv med sølvbelægning. - Mentor : læremester, åndelig formynder.

192

elektriske Lamper : i perioden et moderne, påfaldende fænomen. - café-chantants : (fr.) kabaret'er. - attraperet : pågrebet, standset.

193

nedringet : her om herrejakke med rund dyb halsudskæring; moderne dandy-snit i perioden. - Trottoir : (af fr.) fortov. - à la guerre : (fr.) til kamp. - Statskalender : se n.t.s.68. - Almanach de Gotha : kalender udgivet i Tyskland siden 1763 med fortegnelse over alle levende medlemmer af europæiske fyrstelige og adelige familier.

194

Fædrenes Synder : 2.Mos. kap.20, v.5. -ganske vist : måske i den ældre betydning: helt bestemt. - Alte Betschwester, junge [Bettschwester]: tysk mundheld: Gammel bedesøster, ung sengeveninde. Jf.: Da Fanden blev gammel, gik han i kloster. - / 'addition : (fr.) regningen.

195

Bummel : sold, svir. - en petit comité : (fr.) i en snævrere, fortrolig kreds. - Hanswurst-Bod : harlekin- og klovne-teater. - Opera comique : på Opéra-Comique i Paris fik genren - med tekster på fransk i stedet for på italiensk og med talt dialog - hjemsted fra 1716. Genrebegrebet blev siden udvidet, og teatret har skiftet bolig: 1870-87 husedes det i Théâtre Favart. - Chansonnette( -): (fr.) lille sang el. vise. - Handelsbetjentfen ): kommis.

196

couplets : små vittige, ofte satiriske viser. - Kurtisaner : her i afledt moderne betydning = prostituerede. - chic : (fr.) moderne, pikant smag el. snit.

197

pandemisk(e ): syg; her snarest: liderlig (af gr. pandemos, som tilnavn til kærlighedsgudinden Afrodites kødelige aspekt). - kultiverte : velopdragne. - elle (...) faite : (fr.) hun er fandens velskabt.

198

bjærgtagen : helt væk, fortryllet som i eventyr og sagn om personer, der lokkes ind i elverpigernes høj el.lign.

1.II.7

198

Bajadere : indisk tempeldanserinde; glædespige. - Stormogul(en ): østerlandsk (mongolsk) herskertitel.

714

200

excommuniære : bandlyse, bortvise fra det hellige el. borgerlige samfund. - Bakkanal : svirefest.

1.II.8

201

Caporal( -): tobak af jævn kvalitet. - alle sove : nutid, jf. Efterskrift s.682f.

203

vide vi ikke : jf. Efterskrift s.682f. - Roman : kærlighedshistorie. - Skærtorsdagsheks : if. østdansk og svensk folketro fløj heksene natten før skærtorsdag (i anden folketro: skt. hansaften) til deres heksesabbat, deres løsslupne fest med Fanden, på Troms eller på Bloksbjerg; sml. s.558.

204

Madame (...) maitresse : (fr., dog med fejlplaceret cirkumfleks): Deres ærede elskerinde.

205

klerikal : kirkeligt sindet. - indifferent : ukirkelig; ligeglad. - konnubialt : ægteskabeligt. - sinnlich-übersinnlich : (ty.) sanselig-oversanselig.

207

Adam (...) Syndefaldet : 1. Mos., kap.3, v.22-24; kendt motiv i billedkunst og digtning.

1.II.9

207

facteur : (fr.) postbud.

208

vore første Forældre : dvs. Adam og Eva. - Schopenhauer(s ): se n.t.s. 104,

1.II.10

208

Sund Færgegaard : åbenbart fiktiv lokalitet el. benævnelse. - Wiefroh (...) Menschen : begyndelseslinjerne af det første brev i Goethes brevroman Die Leiden des jungen Werthers (1774), Den unge Werthers lidelser: »Hvor er jeg glad over, at jeg er væk! Bedste ven, hvad er dog menneskets hjerte!« - Carlo Gozzi : (1720-1806) italiensk forfatter og dramatiker, Udg. har ikke kunnet verificere den gengivne udtalelse, -det »videnskabelige« Digteri : måske hentydning til Løjtnant v. Buddinges ord: »ved literære Arbejder, ved Artikler i Bladene og videnskabelige Digterværker tjener jeg ikke saa lidt« i Chr. Hostrups syngespil Gjenboerne (1844), 2.akt, sc.4. - slaar De (...) Luther : reformatoren Martin Luther opslog i 1517 95 teser, bl.a. imod afladshandelen, på kirkedøren i Wittenberg. - Theses : (af gr.) sætninger, påstande. - Højskole(s ): universitet.

209

Herakles : den græske kæmpe og halvgud, der efter vældige bedrifter 715 mødte sin død ved den skrækkelige Nessusskjorte : en giftholdig kjortel, som Herakles fik og iførte sig, og som påførte ham brændende, langsomt dræbende smerter. - profecto : (af lat. - og holbergsk) minsandten. - Catull : den romerske kærlighedsdigter Gaius Valerius Catullus (ca. 84-ca. 54 f.Kr.). - Ovid : den romerske, bl.a. mytologiske og dristigt erotiske digter Publius Ovidius Naso (43 f.Kr.-19 e.Kr.). - paa Volden : Københavns bykerne var indtil 1850erne omgivet af volde, egl. befæstningsanlæg, nu yndede til promenader. - Sang ikke (...) Spurv : Catuls digte nr. 2 og 3. - Kristenbernikovstræde : gade i det indre København nær ved bl.a. Metropolitanskolen og Østre Borgerdydskolen i disse gymnasiers (latinskolers) daværende beliggenhed. - blanco : uden sikkerhed. - Schleh-Augen : dvs. slåen-øjne. - Goethe (...) Turgenjew : se Efterskrift s.655-58. - Robert Burns : skotsk lyriker (1759-96). - Molière : egl. Jean Baptiste Poquelin (1622-73), den store franske komediedigter. - Alfred de Musset : fransk digter (1810-51). - Turgenjew : den russiske romanforfatter Ivan T. (l818-83). - Portia : heltinden i Shakespeares komedie The Merchant of Venice (ca. 1598, tr. 1600). - Elisabeth(s ): Elizabeth I af England (1533-1603) regerede 1558-1603, dvs. det meste af Shakespeares levetid (1566-1616).

210

man siger (...) Venice : vel altså hofdame(r) ved Elizabeths hof, ikke dronningen selv. 1800-t.s Shakespeare-biografier var rige på gætterier og anekdoter. - Globe : Shakespeares teater i London i en del af hans skuespiller- og dramatiker-år. - som frembringe : jf. Efterskrift s.682f. - Adam og Eva(s ): efter 1. Mos. ofte i billedkunsten og i digtningen, fx John Miltons Paradise Lost (1667). - Romeo og Julie : i Shakespeares tragedie fra ca. 1595. - Faust og Margrete(s ): i Goethes Faust , sml. Efterskrift s.655f. - Don Juan og Haidie(s ): kærlighedspar i 2.-4. sang af Byrons Don Juan (1819-21), som Drachmann oversatte. - Hagbart og Signe : sagnet hos Saxo og folkevisen om den tragiske elskovshistorie ligger til grund for såvel Oehlenschlägers Hagbarth og Signe (1815) som Karl Gjellerups Hagbard og Signe (1884). - Turgenjews (...) Conditorpige : Gemma, den kvindelige hovedperson i Turgenevs roman Foraars-Bølger (1872, da. overs. ved Vilh. Møller 1873). - Tolstojs Kosak-Skønhed : Marjanka, den kvindelige hovedperson i Tolstojs fortælling Kosakkerne (russ. 1861, da. overs. ved W. Gerstenberg 1890). - Dostojewski (...) Morder og Skøge : hovedpersonerne Raskolnikov og Sonja i Dostoevskijs roman Brøde og straf (russ . 1866, da. overs. Raskolnikov ved A. Wendt og Erna Juel-Hansen 1884). - Pegasen : den vingede himmelhest i græsk mytologi, gerne taget som 716 billede på den digteriske kraft eller inspiration (»bestige sin pegasus« o.lign. udtryk).

212

lade Fiolen sørge : lade stå til, ikke bekymre sig på forhånd. - Kæmpeviserne : d.s.s. folkeviserne.

213

(Dame-)Boudoir : (af fr.) påklædnings-, spejl- og make-up-værelse. - flet dit Aar : således både i manus, der er næsten uden fejlskrivninger, og i bogtrykket 1890, uforklarligt for udg.; i trykkene 1899 og 1908, som digteren næppe har læst korrektur på, rettet til »Haar«.

214

Led mig (...) Fristelse : den 6. bøn i Fadervor: Matt., kap.6, v.13 og Luk., kap.11, v.4. - Heurika : (gr.) jeg har fundet det! Legendarisk udråb af Arkimedes (f. 287 f.Kr., græsk matematiker og fysiker, ved opdagelsen af en fysisk lovmæssighed. - saa fuld (...) Augustmaaned af Fluer : talemåde om uoverskueligt antal - hos Holberg »Fluer i September Maaned«.

215

Bloddraaben i Æventyret : ikke identificeret af udg. Betydningsfulde bloddråber forekommer i mange folkeeventyr og digtninge; jf. også Abels blod i 1. Mos., kap.4, v.10.

216

Madammen : dvs. jordemoderen. - Offer og Accidents : foreskreven ydelse til præsten, især ved visse kirkelige tjenester, - indigoblaa : dybblå farve.

217

Harmonien i Naturen : if. romantisk forestilling.

218

decente : ærbare.

222

der staar (...) skadeligt : nyttelæren var en del af positivismens etik, men denne - meget grove - formulering har udg. ikke identificeret.

223

Logogrif : bogstavgåde.

224

Roman : også med betydningen kærlighedshistorie. - Nirwana : tomhed, den salige udfrielse fra jeg'et i buddhismens lære, aktualiseret af bl.a. den tyske filosof A. Schopenhauer. - pastoral(e ): egl.: vedr. hyrder; her om hyrdedigtningen og dens stilleje. - J'aime (...) vin : (fr.) jeg holder af god vin. Antagelig citat af en drikkevise el. kabaretsang. - Eau de Verveine : se n.t.s.130.

1.II.11

226

Caporal : jævn pibetobak.

227

ikke noget Udkomme : ikke noget at stille op.

228

de Ingemannske Romaner : den realistiske periode anså Ingemanns romaner - såvel de historiske (1824-36) som samtidsromanen Landsbybørnene (1852) - for naivt skematiske i deres etik og menneskeopfattelse.

717

Tredie Bog

1.III.1

229

milieu : med lille begyndelsesbogstav, altså af forf. følt som en fransk glose, der endnu knap har faet indfødsret som dansk fremmedord (substantiv med stort). - Konferensraad : se n.t.s.71.

230

Carçon : (af fr.) her: ungkarl. - Duodez -: bog i ganske lille format.

231

Riget fattedes Penge : således udlagdes populært forkortelsen R F P på bygninger fra Chr. IVs tid i København, jf. n.t.s.92. - Resten (...) Hamlets Ord : The rest is silence, prins Hamlets sidste ord, før han udånder i 5.akt, se.2, v.360 i Shakespeares tragedie Hamlet (ca. 1601).

232

raillerende : drillende, spottende. - det Bakkantiske : det berusede el. tøjlesløst erotiske.

233

Forestillinger : bebrejdelser.

234

Informationer : privatundervisning.

235

Professionisterne : de næringsdrivende, håndværkerne; her evt. de professionelle el. levebrøds-politikere.

236

ville rage : nutid, sml. Efterskrift s.682. - taget dit Parti : truffet dit valg, måske med hentydning til Fr. Paludan-Müllers Adam Homo , beg. af 10. Sang (1849). - Fiffikus : smart, snu person. - Forsvarssagen : se Efterskrift s.664. - Statssocialisme : i modsætning til den egl. antikapitalistiske socialisme betegner statssocialismen statslig varetagelse af sociale hjælpeforanstaltninger m.v., som teoretisk og praktisk udviklet i Bismarcks Tyskland siden 1870erne.

1.III.2

237

fortune cachée : (fr.) skjult formue, skat; her: skjult kærlighedseventyr.

238

Kanapé : lille sofa.

239

Overkastet : sjalet.

240

ubehjælpsomme : hjælpeløse. - Kravat : halssløjfe, slips, gerne fastbundet til at sætte fast foran på kraven, -fausse couche : (fr.) abort.

1.III.3

241

Jærnbade : mineralbade i stærkt jernholdigt vand. - Franzensbad : tjekkisk Františkovy Lázně: ligesom Marienbad og Karlsbad et af de yndede kursteder i det nordvestlige Bøhmen (indtil 1918 under 718 Østrig). - Kärnten : i Sydtyrol, dengang østrigsk, siden 1919 delvis italiensk (Alto Adige). - voluptiøs : yppig. - Sommerfrischler : (ty.) ferierende.

242

Frisch auf : (ty.) ny vind, af sted. - paa Vidderne : titel på et af Henrik Ibsens digte i hans Digte (1871). - über Berg und Thal : (ty.) over bjerg og dal; alm. vending i romantikkens sangdigtning. - Almen : (af ty.) sæteren. - Senn( -): (ty.) sæter.

243

Burscher : (af ty.) fyre. - Schnadahüpfl : tysk-østrigsk improviseret sang i 4-linjede strofer, med jodlen. - schimpfer : (af ty.) skælder ud på. - Wagnerianer : jf. n.t.s. 136.

244

gauche : (af fr.) kejtet. - der trockne Däne : (ty.) den tørre el. stive dansker. - leget ud : formentlig fra Byrons Don Juan , 11.sang, str.86, der igen rummer Shakespeare-citater: »'Life's a poor player.' Then: 'play out the play/ Ye villains!'«, i Drachmanns overs. (Don Juan , Andet Halvbind, 1902): »'Livet er Skuespil!' - 'spil da til Ende,/ Hallunker!'«

1.III.4

245

Studenterne i Auerbachs Kælder : i scenen »Auerbachs Keller in Leipzig« i Goethes Faust, I , gækkes de svirende unge mennesker (»Gesellen«, altså håndværkere, ikke studenter) af Mephistopheles' magiske forvandlingsnumre.

246

Filister-Næse i Haanden : som Brander med Siebels næse efter optojer og Mephistopheles' magi (Faust , 1.del, v.2323). - Zum Teufel (...) geblieben : (ty.) Spiritus'en er gået Fanden i vold, dorskheden er blevet tilbage. Fra digtet »Kastraten und Männer« i Anthologie-Gedichte af Fr. Schiller (1759-1805). - intet »Folk« : ingen (revolutionær) underklasse.

247

Sisiphus : (lat. navneform) i græsk mytologi en sagnkonge, der i dødsriget var straffet med et uendelighedsarbejde - at rulle en tung sten op på et bjerg, hvorfra den straks trillede ned igen. - Ixions Hjul: i græsk mytologi straffes sagnkongen Ixion ved at være fastspændt til et ildhjul, der stedse drejer rundt. - spasere (...) Dante eller Virgil : den italienske digter Dante Alighieri (1265-1321) og den romerske digter Virgil el. Vergil (70-19 f.Kr.). Den sidste figurerer som fører og vejviser for Dante igennem Helvede, som det skildres i Divina comedia : Dantes visionsdigt fra beg. af 1300-t. - Æneide : Vergils heltedigt om Romerrigets grundlægger Æneas, skrevet i årene op til digterens død i 19 f.Kr.

719

248

Smørret - uansét Margarine : produktionen af margarine, »det nye kunstsmør«, tog fart i Danmark i 1880erne; Otto Mønsteds margarinefabrik åbnede som den første herhjemme i 1883. For det smørproducerende danske landbrug og dets talsmænd - bl.a. Viggo Hørup ved Folketingsforhandlinger i 1887 - var det et problem; de talte for restriktioner, mens bl.a. arbejderne i titusindvis underskrev en adresse til fordel for den billigere margarine. Striden kendt som »Margarinekrigen« 1887. - Kapellan : hjælpepræst. - Konfessionarius : (af lat.) hoffets præst. - prædestineret : forudbestemt, ligesom Gud har forudbestemt individerne til frelse eller fortabelse if. fx Rom. kap. 9 samt den hellige Augustin og reformatorerne Luther og Calvin. - Boston : et kortspil. - den romerske Guldalderliteratur : med bl.a. digterne Catul og Ovid (se n.t.s.209) behandler erotiske emner med stor frihed.

249

Vallø-Stiftsfrøken : se n.t.s.89. - urbant : hørligt. - Kalumniant(s ): bagvasker. - Kammerjunker : titel på rangsperson i 4. rangklasse, nr. 2.

250

indre Mission contra Socialismen : Indre Missions organisationer grundlagt i 1860erne samlede ikke mindst tilhængere blandt fattigfolk, men stod i modsætning til den socialistiske bevægelse i Danmark (fra 1870erne) ved deres afstandtagen fra »verden«, fra materielle interesser og klassekamp. - Katholicismen contra Socialdemokratiet : således i Frankrig og til dels i Tyskland, hvor Bismarck var den, der i 1870erne og 80erne forsøgte at begrænse pavekirkens magt uden dog at sympatisere med dens tydeligste ideologiske modstander, socialisterne. - l'abbé Frédéric : den franske betegnelse signalerer typen af en verdensklog og evt. verdsligt tænkende gejstlig i det 18. årh.s stil, jf. fx den som Abbé benævnte person i Goethes roman Wilhelm Meister (1795-96).

251

gaa over Rubicon : tage det afgørende skridt som Cæsar, da han år 49 f.Kr. krydsede den norditalienske flod Rubicon og marcherede mod Rom. - knække sin Kaarde : som den gudsforgåene, trodsige Ulrik Christian Gyldenløve, i kap. 5 af J.P. Jacobsens roman Fru Marie Grubbe (1876), da han endelig kapitulerer for præsten ved sit dødsleje, brækker sin kårde og udråber: »Pardon, Jesus, Pardon!« - Tjenerinde : måske med bibelsk klang, se fx Rom., kap.16, v.1.

1.III.5

252

Heiberg, Hertz og Hostrup : en del af de tre digteres komedier fra ca. 1825-60, ofte med et vist biedermeierpræg, fastholdtes århundredet ud i Det Kgl. Teaters repertoire.

720

253

Opsats : hævet bakke på bordet med blomster eller noget af maden. - allegorisk Menu : spisekort med symboliserende illustrationer. - Silen (hoved ): i græsk-romersk mytologi og kunst en lystig (ældre) mandlig naturguddom, der fornøjer sig med kvinder og især vin. - Sukkerfustage : sukkertonde. - viveur : (fr.) levemand.

254

Hovedhaar (...) talte : jf. Matt., kap.10, v.30, og Luk., kap.12, v.7.

256

for den Rene: jf . Paulus' brev til Titus, kap.1, v.15.

257

Bestillingsmand : underordnet tjenestemand. - Ladestok : pind, der brugtes til forladegeværer, - for femogtyve Aar siden : dvs. i den første slesvigske krig 1848-50. - Mæcener : velgørere; se Efterskrift s.646. - Ajax (Aias): navn på to forskellige græske helte i kampen om Troja; de er ikke brødre. - galvaniseres : egl. dækkes med metalhinde ved anvendelse af elektrisk strøm.

258

rider Pegasus i Jambetrav : digter i jævnt mekanisk versemål. - larmoyant : (af fr.) rørstrømsk, tårevædet. - Toldere : syndere - men ikke uden for Guds nåde, jf. Luk., kap.18, v.9-14.

1.III.6

259

Decorum : (regler for) sømmelighed. -Jordaens : den flamske maler Jacob Jordaens (1593-1678), kendt for sine kraftigt kropslige motiver. - kanonisere : kåre til helgen. - vi ere (...) have vi : se Efterskrift s.682f

260

(Guld)næseklemme : lorgnet. - Macbeth - tredje Akt : Shakespeares tragedie Macbeth (ca. 1606, tr. 1623), hvor tronraneren Macbeth ved en festbanket skræmmes fra vid og sans af genfærdet af den myrdede Banquo, hvis fravær han netop hyklerisk har beklaget. - Her sad nu (...) tilstede : Lembckes overs. af Macbeths replik i 3.akt, sc.4, v.40f. - springe over Klingen : dræbe.

1.III.7

263

fare imag med : spare på. - dubiøse : tvivlsomme. - som Skrædderen (...) Slag : i eventyret »Den tapre Skrædder« (»Das tapfere Schneiderlein« i J. og W. Grimm: Kinder- und Hausmärchen , 1812-15 og senere). Engang slår den lille skrædder ud efter en sværm fluer og dræber syv med ét smæk. Derpå anlægger han et bælte med indskriften »Syv med ét slag« og drager ud i verden, hvor han imponerer alle med de prangende ord og ved sin snildhed bedrager de mægtige til at tage dem for gode varer. Hos Gerhard er pointen det illusoriske og ikke 721 som i eventyret dets succes. - iMarken: i felten, i kamp. - Kadre(r ): den faste kerne i en militærafdeling. - Landeværn : i ældre tid en lokalt opstillet forsvarsstyrke; 1801-08 en styrke af reservister. - Spørgsmaalet om vort Forsvar : se Efterskrift s.644.

264

Køge-Slag : hvor englænderne 1807 slog de sjællandske landeværnsregimenter forud for bombardementet af Kobenhavn. - Køgebugts Slag : det berømte soslag 1678 i Køge Bugt, hvor den danske flåde under Niels Juel tilføjede den svenske flåde et nederlag. - Der er et yndigt Land : nationalsangen af Oehlenschläger, trykt 1823. - ligger paa Strandvejen : holder sommerferie ved Øresund.

265

lille, fattigt Land : citat fra P.M. Møllers digt »Glæde over Danmark« fra Kinarejsen 1820; heri begynder str. 5: »Klerken raaber i Manillas Rønner:/ 'Danmark er et lidet fattigt Land!'« - Voldenes Sløjfning : i årtierne efter 1856. - dotere : skænke. - nye Kirker : opførelsen af flere af de mange nye kirker uden for voldene skyldtes gaver fra storkapitalister, således Jesuskirken i Valby som gave fra brygger Carl Jacobsen.

266

Waterclosetsystem : se Efterskrift s.648. - nye System : som en vits spilles måske også på den politiske betydning af'system' som forfatningssystem, der var periodens store stridsemne, da kongen indtil 1901 modsatte sig parlamentarisme; se Efterskrift s.676.

1.III.8

266

Paletot('en ): (af fr.) let overfrakke.

268

Fortrydelse : ærgrelse. - dem fra 48 : frihedsfolkene fra 1848, hvor kravet om demokratisk forfatningsændring rejstes kraftigt i mange europæiske lande og i nogle af dem, bl.a. Danmark, slog igennem. - Informationer : privattimer.

269

Nihilismen : her næppe i den russisk-politiske betydning (jf. n.t.s.37), men om fornægtelse af værdier i almindelighed, herunder nationale værdier. - Sverig-Norge : i rigsfællesskab (personalunion) 1814-1905.

271

Æske : om (lukket) hestedroske. - forskriver os (...) Forskrivningen : underskriver en forpligtelses- el. gældserklæring = forskrivning; jf. i øvrigt n.t. romanens titel. - Café chantant : se n.t.s.192.

272

Banquos Aand : jf. s.206 og noter dertil.

722

1.III.9

272

Flyvemaskine : en sådan konstruktion tilhørte endnu ved 1890 fantasiens verden. - Højt fra Dachsteins top : citatet ikke identificeret, åbenbart fra en populær (oversat) tyrolervise. Dachstein : bjerggruppe sydøst for Salzburg.

273

Steierland : ligeledes østrigsk: sydvest for Wien. - malkontent : misfornøjet.

1.III.10

276

Rubens(' ): den produktive og alsidige flamske maler Peter Paul Rubens (1577-1649) har også malet mytologiske og fyrstelige motiver. - Watteau('s ): den franske maler Antoine Watteau (1684-1721) malede gerne galante og erotiske motiver.

278

Bravo : (af ital.) røver, her: lejemorder.

1.III.11

280

Kämtnerdal : jf. n.t.s.241. - den lille noble Skikkelse : se n.t.s.44.

281

hans Elskede : Frederik Vis elskerinde Frederikke Dannemand (1790-1862), med hvem han fik flere børn uden for ægteskab; forbindelsen varede til kongens død 1839. - Hofetat : stab af hoffunktionærer. - Hajdukker : lakajer. - martialsk -: krigerisk. - Chalup : stor marinerobåd. - Trekantede : uniformshat. - Flaaden tabt : til englænderne efter bombardementet af København 1807. - Banken sprængt : ved statsbankerotten 1813. - Norge Fanden ivold : Norge skiltes fra Danmark og kom i personalunion med Sverige ved Kielerfreden 1814 efter Danmarks fatale deltagelse i Napoleonskrigene.

282

Das kommt von das : (ukorr. ty.) Det kommer der ud af det.

283

Lommebog : tegnebog. - udmærkede : karakteristiske, særegne.

284

den første : den bedste, ypperste.

285

Staldmester(buk ): person, der forestår en fyrstes staldvæsen og hestehold, eller indehaver af tilsvarende opgave i cirkus.

1.III.12

289

Mill : den liberale engelske filosof John Stuart Mill (1806-73), og Spencer : den engelske nytte- og udviklingsfilosof Herbert Spencer 723 (1820-1903) var gjort bekendt i Danmark af især Georg Brandes og Harald Høffding. - Tant mieux : (fr.) så meget desto bedre. 290 stræbe, stræbe : måske hentydning til Goethes Faust , 2.del (v.11.936), hvor den fejlfulde hovedpersons frelse begrundes med, at han stedse har stræbt. - Mandtalslisten : folketællingsliste, hvor kirkelig tilknytning anførtes.

1.III.13

295

Drapperi : folderigt tæppe el. tøj.

1.III.14

296

wie (...) sagen : (ty.) hvordan skal jeg sige. - nee : (ty. talesprog) nej. - Siesind (...) verstehen : (ty.) De er en verdensmand, De vil forstå det. - hoch : (ty.) højt. - epheuomkranste : efeu el. vedbend var et af kendetegnene ved vinguden i græsk-romersk mytologi.

297

Santa Cæcilia : helgeninde for musikken, ofte afbildet i (kirke)kunsten med det i teksten omtalte blik. - Benediktinerlikør : fin likørtype, oprindelig fremstillet på benediktinerklostret Fécamp i Nordfrankrig.

298

Aber ja, gewaltig : (ty.) omtrent: Jo da, enormt. - Mei Schatzerl (...) nit : (dialektalt sydty.) Min lille skat er sød,/ men rig er hun ikke;/ hvad gavner mig rigdommen,/ pengene kysser jeg ikke. Sangens ophav ikke identificeret. - Schnadahüpfl : se n.t.s.243. - Carl Maria von Weber : (1787-1826) tysk komponist. - was denken Sie? (ty.) hvad mener De? - Mozart : den østrigske komponist W.A. Mozart (1756-91), der sm.m. den førnævnte Weber og den tyske Felix Mendelssohn -Bartholdy (1809-47), den østrigske Franz Schubert (1797-1828), den tyske Robert Schumann (1810-56) tilsammen betegner Achlaitners musikalske smag - og en alm. klassisk-romantisk, »ældre« smag i sidste del af 1800-t., der også omfatter den polsk-franske komponist Frédéric Chopin (1810-49).

299

ein schüchternes (...) heisse und : (ty.) en bly lille en, så sandt som jeg hedder Josef, og. - gaaet ned : tabt den rigtige tonehøjde. - Ach (...) glaube mir: (ty .) Ak, hvorledes er det da muligt,/ at jeg kan forlade dig;/jeg elsker dig af hjertet,/ det må du tro mig. - Du hast (...) allein : Du har så ganske indtaget min sjæl, at jeg ikke elsker nogen anden end dig alene.

724

300

tremolo : (af ital.) bølgende spillemåde, idet de brudte akkorder anslås hurtigt efter hinanden. - Freischütz : da. titel Jægerbruden , bekendt opera fra 1821 af Carl Maria von Weber. - Olympier : græsk gud; jf. »Elysium« og n.t.s.51.

1.III.15

301

den alle Eiskendes (...) Følgesvend : måske med genklang fra Shakespeares Merchant of Venice (ca. 1596, tr. 1600), 5.akt, sc.1. - sølvmors(hvide ): af silkestof med indvævede sølvtråde.

302

Cul-de-sac : (fr.) blindgyde.

303

Dravat : overhaling.

305

Chaiselong(en ): siddemøbel, mellemting mellem lænestol og sofa.

1.III.16

306

hverken kunne : nutid, se Efterskrift s.682f.

308

jus retorsionis : (lat.) gengældelsesret. - Morgen-Frokosten : morgenmaden. - stempel-fri : fritaget for stempelafgift; her vel: uden påtale.

309

dygtig : af god beskaffenhed.

310

det ene Fornødne : udtrykket fra Luk., kap. 10, v.42.

1.III.17

310

tolvtusind Kroner : til vurdering af beløbets størrelse kan anføres, at en københavnsk faglært arbejders årsløn i perioden skønnes at have andraget omkr. 1000 kr., medens årsindtægten for den bedrestillede middelklasse kunne variere omkr. 2000-3000 kr. - husholderisk : sparsommelig.

311

Diskontør(er ): person, der køber veksler, gældsbeviser, før deres udløbstid og gerne til en sløj kurs. - laane ham paa : kræve som sikkerhed for lånet. - Physikus : se n.t.s.82.

312

l'amour par dépit : (fr.) kærlighed af trods. - Kravat : se n.t.s.240.

1.III.18

313

klare sig : forklare for sig selv.

314

die ganze (...) minirt : (ty.) hele hæren er knust på én gang. Upræcist citat af den afdankede militære titelpersons pral i Holbergs Jakob Von725Tyboe (tr. 1725), 5.akt, sc.11. - Synedriet : egl. bibelsk om det høje råd i Jerusalem; det gode selskab. - Bon : (fr.) godt. - det ny Foretagende : minder i virkelighedens verden om grundlæggelsen af det venstreorienterede dagblad Politiken i 1884 med Viggo Hørup og kritikeren Edv. Brandes i redaktionen, se Efterskrift s.646.

315

tuti qyanti : (ital.) tutti quanti: allesammen. - Asylbørn : børnehjemsbørn.

316

den Messias : navnet på frelseren, der er profeteret om, som betegnelse for en personlighed, der kan forny samfund og kultur, kunne bl.a. ses både som tema og titel i Viggo Stuckenbergs lille roman Messias (1889).

317

Sapienti sat : (lat., egl. et citat fra komediedigteren Terents ca. 200-159 f.Kr.) det er tilstrækkeligt for den, der forstår. - han er (...) Kvinder bag : Bøjgens sidste replik - her lidt ændret - i 2. akt af Henrik Ibsens eventyrspil Peer Gynt (1867). - Tæring : udmarvende sygdom, især tuberkulose.

318

Ewald (...) Fortrolighed : se n.t.s.45.

1.III.19

319

va banque : (af fr.) hasard, hvor alt sættes på spil.

320

Praas : elendig stump lys. - (Muldvarp-)Kaas : kurs (gi.dags, poet.). - aksle : tage på, egl. tage over skuldrene.

321

Indtil Jorden (...) paa den : mundheld fra Peder Syv, fornyet af N.F.S. Grundtvig, her frit varieret.

322

Prokurator : sagfører, advokat.

323

underkøbt : bestukket.

324

Boudoir -: (af fr.) tilhørende dameværelse.

1.III.20

325

Rædslen for det Tomme : traditionelt udtryk for en forestilling om, at naturen ikke har tomrum; ofte som her brugt psykologisk om en bestemt slags panik. - Brevtaske(n ): tegnebog.

326

(-)patriciske : storborgerlige. - en bagatelle : (fr.) som småting. - Landauer : se n.t.s.156.

327

iræ (...) integratio : (lat., citat fra den romerske komediedigter Terents, ca. 200-259 f.Kr., i komedien Andria 3.akt, sc.3) de eiskendes vrede er en fornyelse af kærligheden, -paa nogen Tid : for en vis tid. - 726konfidentiel : fortrolig, fordrende diskretion. - ventelig : vistnok, antagelig.

328

Noget til bedste : en opsparing. - Middag : varmt måltid midt på dagen el. om eftermiddagen.

1.III.21

329

ville : nutid, jf. Efterskrift s.682f.; altså: ville have fortolket = ønsker fortolket. - Hesten : rytterstatuen fra 1688 af Chr. V på Kgs. Nytorv, af den franske billedhugger A.C. FAmoureux. - Hovedvagten : bygning på Kgs. Nytorv, centrum for byens militære bevogtning, for parader m.v., nedrevet 1874. Tekstens erindringsperspektiv her og for det flg. må gælde årene omkr. 1860. - Gæthuset el. Gjethuset: gl. kanonstøberi, siden militærskole, nedrevet 1872 for at give plads til opførelsen af det nye Kgl. Teater. - det gamle Kgl. Theater : før nybygningen 1874 (af den bygning, der nu kaldes »Gamle Scene«) fandtes den teaterbygning på Kgs. Nytorv, der toges i brug 1748.

330

en masse : (fr.) som mængde.

331

ganske vist : måske i betydningen: afgjort, absolut. - Beskyttelse : toldbeskyttelse kontra frihandel var stærkt debatteret i perioden, jf. n.t.s.334.

333

Døren (...) Kupé : kupeerne i datidens tog gik i hele vognens bredde og havde kun yderdør; det var således ikke muligt at forlade en kupé, før toget holdt næste gang.

1.III.22

333

over Korsør : med tog og færgeforbindelse vestpå til Jylland og evt. derfra til Hamborg; eller med skib fra Korsør til Kiel. - Roskilde : hvor vest- og sydbanen skiltes. - Masnedsund : mellem Vordingborg/ Masnedø og Lolland-Falster. Indtil Storstrømsbroens åbning 1937 måtte togrejsende sydpå - fx til Gedser og Berlin - først med færge fra Sjælland over Masnedsund. - Øerne : Lolland-Falster. - Westfalen : i det vestlige Tyskland ved Rhinen.

334

Haupt und Residentsstadt : (ty.) hovedstad og (konge)residensby. - Forfatningsstrid : striden om parlamentarisme, jf. Efterskrift s.644. - Transit -: udenlandske varers forsendelse til andet udland, fx via Frihavn : Den stigende internationale handel bevirkede, ikke mindst i større handels- og industriforetagender, et ønske om, at der i tilslutning til Københavns eksisterende havn anlagdes en frihavn, dvs. en havn uden for dansk toldområde. En anlægslov vedtoges af 727 Rigsdagen i 1891. - sans gene : (fr.) frit og utvunget. - Les Doyens : korr. Ledoyen, fornemt spisested på Champs Elysées i Paris.

335

Æske : lukket køretøj. -flyvende Koffert : jf. H.C. Andersens eventyr med denne titel fra 1839. -filérede : sammenknyttede tråde i finere håndarbejde. - DSB : manus har kun bogstaverne S B, sml. Tekstrettelser s.684-85. - de elysæiske Marker = (fr.) Champs Elysées.

336

engt : snævert, tæt. - Floden : Elben. - Sællandske : ældre form, acceptabel i 1890, for: sjællandske.

1.III.23

337

Vridsløselille : Statsfængslet i V., mellem Glostrup og Tåstrup, var i funktion fra 1859.

338

fiksere(t ): se skarpt på; holde for nar.

339

Mimose : den sarte blomst som betegnelse for sart-snerpet kvinde var bl.a. aktualiseret i Henrik Pontoppidans roman Mimoser. Et Familjeliv (1886). - Psydzen :sen.t.s.85.

340

Lacuner : huller, mangler.

1.III.24

344

Roman : oplevelser, kærlighedshistorie. - Thorvaldsens Museum : opført i 1840erne. - unge Piger ikke kunde gaa der : fordi der var afbildet nøgne figurer.

345

Kondition : stilling som tyende. - indvendig Jomfru : tjenestepige til husholdningen m.v., til det indendørs i modsætning til fx malkepige. - Skudsmaal : anbefaling, vurdering, sml. n.t.s.48. - spørge hos Politiet : der holdt opsyn med prostituerede.

346

bona officia : (lat.) redebon tjeneste.

347

Fablen (...) Mythe : om Amor og Psyche, sml. n.t.s.85 og Efterskrift s.660. - Molière : se n.t.s.209. - de ambulante : de omkringrejsende (teaterselskaber).

348

odiøs : misbilliget, uacceptabel.

1.III.25

349

Masnedsundtoget : jf. n.t.s.333.

350

Jagtvogn : let vogn til lystkørsel. - sveden : underfundig, snedig. - den nærmer : venstre hest i et forspand. - Fortrydelse : ærgrelse, anstød.

351

Varmt : alkohol med varmt vand, toddy, -gentil : fin, flot. - kavérer : 728 garanterer, kautionerer. - Blænker -: militær opklaringsfortrop. -ældgamle Bispe-Rede og Kongeby : Roskilde var i 1800-t. ikke stiftsby med biskop, men havde i middelalderen været dette samt kongeby; domkirken endnu begravelsesplads for danske konger.

352

Issefjorden : her = Roskilde Fjord. - Paa Sjølunds (...) Sletter : B.S. Ingemanns digt fra Julegave 1816 med N. W. Gades melodi fra 1838. - realiter : her: uden omsvøb. - omtrent mellem le og græde : citat fra Chr. Winthers digt »Flugten til Amerika«, str. 8.

353

den fjærmer : højre hest i et forspand. - er genegen til : har tendens til.

354

menicere el. menagere: spare, holde måde.

355

Fange-Koret i »Fidelio« : Beethovens opera F. fra 1805, med senere omarbejdelser, 2.akt, 2.billede.

1.III.26

356

Kirkegaarden : nuv. Solbjerg kirkegård. - zoologisk Have : på Frederiksberg Bakke/Valby Bakke, etableret 1859.

357

den store Fabrik : Den Kgl. Porcelænsfabrik havde fra 1882 en ny bygning i Smallegade 45. - Brillant : stråleglans. - Bellman(s ): om den svenske digter og sangskriver Carl Michaël Bellman (1740-95), se Efterskrift s.659.

358

Lommebog : tegnebog. - sidste Athenienser : med et sideblik til etablissementets navn »Elysium« spiller udtrykket her på titlen på (den danske overs. 1878 af) en roman af svenskeren Viktor Rydberg: Den sista athenaren (1859).

359

Forstads-Skuespil : folkelig dramatik, modsat den fornemme på nationalscenen og evt. den elegante på boulevardteatre.

1.III.27

360

par dépit : (fr.) af trods. - Judaskys : et kys, der forråder, jf. Luk., kap.22, v.47f.

361

Confession : (fr. og eng. af lat.: confessio) bekendelse - såvel tilståelse (bekendelse af synder) som trosbekendelse, her snarest det første, jf. måske Rousseaus Confessions (1781-82).

1.III.29

367

Nymfe( -): græsk kvindelig guddom, knyttet til træer, kilder m.v. - Houris : de evigt unge kvinder, der spreder fornøjelse i det islamiske 729 paradis. - Musselmænd : muhamedanere. - Faun : romersk mandlig guddom, d.s.s. græsk satyr; om en gejl mand.

369

Flovheder : dumme bemærkninger.

370

Samfund : miljø.

1.III.30

374

(Eau de) Verveine : (fr.) verbena, jernurt, hvis olie bruges i parfumerier. - Overkast : sjal.

1.III.31

375

Fotogravurer : tryk af en teknik, der kombinerer fotografi og ætsning af pladen.

376

vis-à-vis : (fr.) lige overfor. Citatet ikke verificeret, måske fiktivt.

377

Hva'fals : hvadbehager, hvad skulle det være. - Glarøje : glasglug.

378

Frihedsstøtten : på Vesterbrogade, rejst 1792-97 til minde om stavnsbåndets løsning 1788. - National : etablissement med restauration og optræden; på stedet findes nu Scala. - Canal grande : den centrale vandvej gennem Venezia. -Jæmbanegaarden : til dels det nuv. Palads biografteater ved Vesterport station.

730

Andet Bind

Første Bog

2.I.1

289

nærsom : driftig.

390

kiggede dem »durk« : så tværs igennem dem.

391

Akkorden : overenskomsten, her betingelserne for tilbagebetaling af det besvegne beløb.

392

(-)ombæltede Valkyrie : valkyrie, egl. en af de kvindelige krigs- og dødsguddomme i nordisk mytologi, ofte afbildet som skjoldmøer; bæltet er en del af krigerdragten.

393

Listetæppe : kludetæppe. - Knigges Omgang : yndet, men forældet lærebog i social adfærd: Über den Umgang mit Menschen (1788, dansk overs. 1869) af Adolph von Knigge (1751-96). - Almanak(er ): kalender med oplysende og underholdende læsestof. - Fra Amerika : forfatteren, publicisten og redaktøren V.C.S. Topsøe: Fra Amerika (1872). - en om et Kirktaarn (...) bellmanske Vers : str. 2, v.7 i nr. 35 af Fredmans epistlar (1790) af C.M. Bellman (1740-95), se Efterskrift s.659. Det sidste ord i den citerede linje er i den svenske tekst »kvast«: bundt, kost. - plusset : med fede kinder. - Svoger (...) Svogeren : ikke nødvendigvis hustrus bror eller søsters mand, men dog en slægtskabsforbindelse via ægteskab. - en Skæppe over sit eget : jf. Matt., kap.5, v.15.

394

Paletot : let frakke.

2.I.2

395

Fusel : dårlig, ikke destilleret brændevin. - kølsprængte : dvs. at tagryggen ikke danner lige linje mellem gavlene. - van der Neer : Aest v.d. Neer (1603-77) hollandsk landskabsmaler.

396

Økonom( -): husholder, leder af husholdning ved sygehus, fængsel el.lign.

397

Karré (en ): (mil.) rektangulær fodfolkformation opstillet til forsvar med front til alle fire sider.

731

399

Fredmans Sanger : den efterfølgende tekst er nr. 35 af samlingen Fredmans epistlar , ikke Fredmans sanger. - Heine (...) Musset : se Efterskrift s.657. - Bröderna fara : Ep. 35, begyndelsen af str. 1. -krogen : kroen. - Htet grand : en smule. - stulta : vralter. - bulta : banker. - knogen : knoen. - ragla : tumler. - stopet : kruset, kanden. - Fader Mowitz : Ep. 35, slutn. af str. 1 .-slå i : (sv.) skænk op. -trogen : trofast, - jemt : bestandig.

2.I.3

400

Bolle : skål, bowle til punch. - Gendarmen : det halvmilitære gendarmkorps blev særlig synliggjort fra 1885 af Estrupregeringen.

401

Hønsefødder og (...) Svane : den populære efterdans til sanglegen »Der brænder en ild«, kendt i Danmark i hvert fald siden 1800-t. (se S. Tværmose og Thyregod: Danmarks Sanglege , 1931). - Rør : siv. - Invalidehotellet : spøgefuldt navnelån fra det historiske bygningskompleks i Paris, der tjente til husning af krigsinvalider. -Matthias Corvinus : magtfuld ungarsk konge (reg. fra 1458 til sin død 1490), der bl.a. erobrede Wien, men også som renæssancefyrste fremmede kunst og videnskab. - Mikkel Ravn : Hans Mikkelsen Ravn (lat.: Corvinus) 1610-63, dansk skolemand og præst, forfattede betydningsfulde skrifter om verslære og musik.

402

Vartpenge : efterløn; her måske spøgende om, at han forsørges af hustruen. - Visdommens Bog : betegnelsen dannet efter det populære, men ikke kanoniserede bibelske skrift. - Verstanden : (ty.) (har De) forstået? - kommt doch alles später : (ty.) (det) kommer jo alt sammen senere. - Heine(s ): i digtet »Der Abgekühlte«, nr. 9 af »Lazarus« i afdelingen »Lamentationen« i hans samling Romanzero (1851). - unjung und nicht ganz gesund : (ty.) ikke-ung og ikke helt rask. Citatet lidt frit, orig. har: nicht mehr [ikke længere] ganz gesund. - Frederikdensyvende Skæg : hageskæg som Fr. VIIs. - Kaliban : det ondskabsfulde, halvt dyriske væsen i Shakespeares eventyrkomedie Stormen (The Tempest , 1611, tr. 1623). Toldere : jf. fx Luk., kap.18, v.9-14 og Matt., kap.9, v.9-13.

403

Prospero : hovedperson i Stormen , en fordreven fyrste, der ved sine magiske evner holder Kaliban under kontrol. - storstilet : (i typografi) med stor skrift. - Hus-Postille : prædikensamling til husandagtsbrug.

404

passeret Linjen : egl. krydset ækvator; her: efter klimakteriet. - selv tre Snese (...) sætter : tjeneren Leporellos liste over hans herres erobringer, i en arie i 1. akt af Mozarts og da Fontes opera Don Giovanni732 (Don Juan), 1787. - retirere sig selv : klare sig.

405

lave Vraa : beskedne hytte (poet.). - Skisma : splid, splittelse. - Kvindebevægelsen : Dansk Kvindesamfund, stiftet 1871, indtog under 1880-ernes sædelighedsfejde en ret puritansk holdning.

2.I.4

406

Bestik : orientering; egl. retningsbestemmelse i forhold til kompasset; dettes polretning har en større eller mindre misvisning. - Molest : ulempe, overlast. - mindeligt : gemytligt.

407

Fedteri : svineri.

408

Nr. 62 : af Fredmans epistlar. - Polonaise : dansemelodi i 3/4-takt. - Mowitz (...) i mund : Ep. 62, str. l, v.1-2. - tuggbuss : skrå. - valkar : ruller, vender. - unisont : enstemmigt. - Friskt (...) Lund : Ep. 62, str. 1, v. 10. - Gröna Lund : forlystelsespark i Stockholm.

409

»engelsk« Næse : betydningen af denne betegnelse for en fysiognomisk bestemmelse, der også findes andetsteds i Drachmanns skrifter, er ukendt for udg. og DSLs ordbogsmateriale.

410

you good for Nothing : (eng.) døgenigt, unyttig person. - nu er det s'gu (...) Røveren : ej identificeret. - berede : kirkeligt at give en døende den hellige nadver m.v. - Stemmen : melodistemmen.

412

Je suis pris (...) Valentin : drikkevisen er ikke identificeret af udg.; sml. n.t.s.75. (fr.) Jeg er betaget af en kvinde med blond hår og mælkehud; men hun gør også min sjæl så meget ondt, som hun lyster: Valentin! - Verse (...) plein : (fr.) Skænk, skænk, skænk, skænk, skænk os bredfuldt vin. Oh, oh, Valentin! Skænk os bredfuldt vin.

413

cru : (fr.)vinkvalitet, velvokset i bestemt vindistrikt.

414

Svanesang : sidste sang før døden. - udødelig (...) Grenaderer : den prøjsiske kong Frederik d. Store (Friedrich II, reg. 1740-86) gav i Torgau 3. nov. 1760 denne opsang til sine soldater: »Rackers, wollt Ihr denn ewig leben« (Møghunde, vil I da leve evigt). - Jam finis est : (lat.) det er allerede forbi. Lidt ændret citat fra Æneiden , l.sang, v.223, af den romerske digter Vergil (70-19 f.Kr.).

2.I.5

416

Grækerne : i slutningen af 1800-t. måtte den ældre opfattelse af grækerne som ligevægtige og harmoniske vige for en opfattelse, der fremhævede det voldsomme og passionerede: det 'dionysiske' mere end det 'apollinske'. - Odysseus (...) græder : fx i Odysseen 8. sang, 733 v.520-31. - Legeme (...) Aand : spiller vel på mundheldet om en sund sjæl i et sundt legeme, egl. et citat fra den romerske digter Juvenal (d. 128 e.Kr.), Satirae 10, v.356.

417

Solatium in tenebris : (lat.) trøst i skyggen. - Bums : den skotske digter Robert Burns (1759-96), se Efterskrift s.659. - Musset : den franske digter Alfred de Musset (1810-57), se Efterskrift s.657. - Byron : se Efterskrift s.657f. - Evald : digteren Johs. Ewald (1843-81). - Carl Bagger : dansk digter (1807-46). - Jeppe paa Bjærget : Holbergs komedie fra 1722 (tr. 1723). - hele Verden drikker : Jeppes monolog i I akt, sc.3. - Heine : den tyske digter Heinrich Heine (1797-1856) var af jødisk herkomst; se også Efterskrift s.658.

418

C'est (...) ridicule : (fr.) det er at falde i det latterlige. - sprænge Miner : måske: lave rav i den. - gaa paa Parti : gå ud sammen; spille. - taget Deres Parti : jf. Paludan-Müller: Adam Homo , 10. Sang, (1849), str.1. - Hoved i hendes (...) Lokker af : hentydning til historien om Samson og Dalila i GT, Dommerbogen kap. 16. - perdu : (fr.) fortabt.

422

agréments : (fr.) behageligheder. - Daarekiste : galeanstalt. - Psychen : se n.t.s.85 og Efterskrift s.660.

423

Guanahani('s ): de indfødtes navn på den o ved Amerika, hvor Columbus landede i 1492, og som han kaldte San Salvador.

2.I.6

426

sérieux : (fr.) højtidelig(t). - Kondition (en ): (tyendes) ansættelsesforhold.

428

Karton : skitse tegnet på groft papir, der overføres på lærredet til malerisk udarbejdelse.

429

sit venia verbo : (lat.) hvis dette udtryk går an; egl. citat af den romerske skribent Plinius d.y. (62-113): Epistolae , 5,6, 46. - skruer : klemmer, vrider, i skoledrengetortur. - Canaillen(s ): pøbelens, slynglernes; evt. ludernes?

430

Feu : spillepræmie for optræden ud over det pligtige antal aftener.

431

kan ikke derfor : kan ikke gøre for det.

2.I.7

433

Mais si : (fr.) omtrent: mon ikke. - Dæksbaad : mindre fartøj med dæk fra for til agter og én mast. - Brig : tomastet skib. - Rips-Raps : skrabsammen. - Aarestrups (...) ombord : slutlinjerne i str. l af V. Hugos »Chanson de Pirates« i saml. Les Orientales (1829) i Aarestrups overs. 734 »Sørøversang« i Saml.Skr . (1976), s. 174.

434

Hyrebasser : slyngelagtige fbrhyringsagenter. - Grog : sml. 1.3 i dette kap. - Fakultetet (s ): d.s.s. den højeste sagkundskabs. - opstaar i Uforkrænkelighed : 1. Kor., kap.15, v.42.

435

Tinsoldaten (...) Danserinde : i H.C. Andersens eventyr »Den standhaftige Tinsoldat« (1838). - Graasten : granitsten. - die süsse (...) Daseins : (ty.) tilværelsens søde vane.

436

Fred (...) Velbehagelighed : Luk., kap.2, v.14.

438

skriver I, Karle : replik af Vielgeschrey i Holbergs komedie Den Stundesløse (tr. 1731), 1.akt, sc.5 og oftere.

2.I.8

438

Zwitterkind : (ty.) hverken-eller; egl.: mellemting, hermafrodit-unge.

439

saare godt : jf. 1. Mos., kap.1, v.31. - Malière (...) Fruentimtnerskolen : hans komedie fra 1662 var for så vidt efter reglerne, men dog omstridt i starten, så M. fulgte den op med sketchen La Critique de l'École des Femmes (1663), hvor han lader den dogmatisk-akademiske Lycidas sige: »De, der kender deres Aristoteles og Horats, ser straks, kære frue, at denne komedie forsynder sig mod alle kunstens regler.« (se.4). - dine Synder tilgives : jf. fx Matt., kap.9, v.3. - grove Effekter : som drab på scenen el. Kong Lears udstukne øjne.

440

ville engang : sml. Efterskrift s.682f. - Anilinfarver : tjærefarver, gerne voldsomme kulører, men af begrænset holdbarhed. - Kæmpevise : folkevise. - Det var om en Midsommer Nat : begyndelsen af visen »Stolt Elselille« (Danmarks gamle Folkeviser 220). Sml. Efterskrift s.661 f.

441

Bederdands : middelalderlig dans, bejlerdans (folkeviseglose). - Svale(n ): balkon- el. loggialignende udbygning (folkeviseglose).

442

fra Holmblads Fabrik : dvs. som på spillekort. - ugenégen : utilbøjelig.

443

Tralværket : tremmeværket.

445

god Vilje for : kærlighed til.

2.I.9

446

Prise (...) Øjeblikket : se n.t.s.135. - Formue : formåen, magt. - er om en Hals : er i knibe, i livsfare.

448

stryg hende saa til Kagen : pisk hende bundet til skampælen. - Mestermanden(s ): bøddelen. - Nu ville : se Efterskrift s.682f.

735

2.I.10

450

frisch vom Fass : (ty.) frisk fra fad (som øl el. vin).

453

og oftere i det flg.: Saa ville vi : se Efterskrift s.682f.

454

fledført : stillet under omsorg el. afhængighed.

455

Brix(en ): narrestav, det typiske våben hos en nar el. harlekin, hans kendemærke. - vog : slog, dræbte.

Anden Bog

2.II.1

458

Employ : tjeneste, noget at udføre.

459

Justitsraad(en ): titel på person i 5. rangklasse, nr. l, el. 4. klasse, nr. 3, altså væsentlig under etats- endsige konferensråd på rangstigen, men måske Brynjulfsens daværende rang.

460

Søskendebørn : fætter og kusine.

461

lader sig hverken sige eller : bøjer sig hverken for formaninger el. advarsler.

463

tilfældigt Sjov : løst tilfældigt arbejde. - Jledførte sig : se n.t.I, s.454. - mild Stiftelse : filantropisk institution.

2.II.2

464

Allonge-Heroer : parykklædte helte. - Komedieskriveren blandt Universitetsprofessorer : dvs. Holberg. - rancune : (fr.) nag.

466

supponere : fremsætte den formodning. - Tirade : højtravende ordstrøm.

467

Shakspeare : bLa. med hans historiske dramer om engelske konger i middelalderen. - Øhlenschlæger : skrev også dramer med middelalderemner, bl.a. fra folkevise, som Axel og Valborg (1810). - ha-stemte : i patetisk stil, med tunge udråbsord (altså ikke komisk!). - en Karakterskuespiller : om modeller for ham og flere flg. nævnte kunstnere ved Det Kgl. Teater, se Efterskrift s.652f.

468

Tartuffe : Molières komedie fra 1660erne om en hyklerisk from person voldte den franske forfatter betydelig kirkelig chikane og ville måske også i 1880ernes København blive opfattet som antikirkelig. - in puris naturalibus : (lat.) splitternøgne; ganske ubesmykkede. - Dimission(s-Buk ): afsked.

736

2.II.3

471

Galleri : aflang sal, der er åben udadtil. - Rheden : opankringsfarvandet uden for havnen. - Tre Kroner : ø-fort i Øresund lige øst for Kobenhavn. - Kongedybet : farvandet ud for Kobenhavn, hvor søslaget med den engelske flåde 1801 fandt sted. - Batteriet Sixtus : kanonstillingen på nordspidsen af Nyholm. - Kanonaden : slaget på Rheden 2. april 1801. - indigoblaa : dybblå.

472

Dampbarkasse : dampdrevet mindre fartøj. - Principal(erne ): chef, arbejdsgiver. - Handelsbetjent (ene ): ekspedient. - Leben (...) lassen : (ty., mundheld) leve og lade leve. - Blokskibe : udrangerede orlogsskibe, der under slaget 1801 brugtes som flydende kanonstilling ved havneindløbet.

473

dem, der nu kunstigt (...) Faner : der sigtes til Højres agitation for et stærkt militær og for de omstridte bevillinger til Københavns befæstningssystem. - Værker : fæstningsværker. -Jan Steen : hollandsk maler (1626-79), bl.a. af værtshusscener. - Shakspeares Theater:S.s skuespillerkompagni var virksomt ved flere teatre med et bredt og blandet publikum. - Heiberg (...) Vaudeville : en af inspirationerne til J.L. Heibergs populære, men af flere førende teaterfolk misbilligede vaudeviller (på Det Kgl. Teater fra 1825) var franske syngestykker, som han så under sit ophold i Paris 1819-22. - Koupletter : se n.t.s.196. - Busketter : buskgrupper.

474

Mandarinvæsen : kompliceret og rangpræget bureaukrati. - Presseforfølgelser (...) den sidste Afskedigelse : Estrupstyret kunne også skride til afskedigelse af politisk åbenmundede embedsmænd, således i 1883 af gymnasielæreren Victorinus Pingel (1834-1919). 476 vor Forening : måske menes Dansk Kvindesamfund.

478

Fjerdingvej : en fjerdedel af en dansk mil, dvs. ca. 1,9 km. - Redaktor en chef : (fr.) chefredaktør.

2.II.4

479

subalterne : underordnede.

480

hele (...) »Strøg« : dagligsprogets betegnelse på gadelinjen fra Kgs. Nytorv til den nuv. Rådhusplads var knap i skriftlig brug før 1870erne. - et Torv : Højbro Plads, hvor der var blomstertorv. - Ruiner (...) Slot : Christiansborg Slot var brændt i 1884. - forfølge de Firbenede : med hunderegulativ 1885 og hundeafgift 1889. - Glacier : flertal af glacis (af fr.): skråning som værn foran fæstning. - Signet (er ): seglfigur (ofte 737 på en ring), der trykkes ind i lakken på dokument el. ved forsegling af breve.

481

sympathetisk : medfølende, deltagende. - Vaskov : varsko. - Guldalderidyl op imod fin de siecle : betegnelsen guldalder for Oehlenschlægers og Fr. Vis tidsalder var vistnok ny i romanens periode, sml. n.t.s.45; og udtrykket fin de siècle var splinternyt og af fransk herkomst ligesom den alternative og tydeligere betegnelse 'dekadence'. - en gammel Elsker : hentyder til Poul Martin Møllers digt »Den gamle Elsker« (»Og naar jeg nu bliver en gammel Mand«), publiceret 1819.

482

literære Fasangaard : her boede Oehlenschläger på sine ældre dage. - kaste(nde) paa Hovedet : slå fornærmet med nakken.

2.II.5

483

Kildekonen : solgte læskedrikke og slik.

2.II.6

489

Indskydelse : impuls, indre tilskyndelse uden bevidst beslutning, altså noget dybere end blot flyvetanke.

492

Jo galere, des bedre : udtrykket fra slutsangen i J.H. Wessel: Kierlighed uden Strømper (1772).

2.II.7

492

Kvæld-Ulv : navnet på Egil Skallagrímssons farfar i Egil Skallagrimssons saga .

2.II.8

493

hele Bredgade : dvs. det kobenhavnske bourgeoisi.

495

Den værste Død (...) ihjel af Gæs : if. ordsprog hos Moth. - Lampist : lampetænder.

496

Grillen fænger : person med fikse ideer, unyttige bekymringer osv. - la belle Annette (...) patrie : (fr.) den smukke Annette - den smukke kabaretvise. Ah! alt for fædrelandet! - Schäferhat : hyrdindehat. - bis : (lat.) anden gang; da capo. - et Extrakouplet : ekstranummer, én vise til.

738

2.II.9

500

Golkonda(s ): lokalitet i det centrale Indien, bekendt for rige diamantfund. - Dem Einen (...) Truhe : (ty.) Til den ene: perlen - til den anden: dragkisten (dvs. husholdningen?). Citatets proveniens ikke identificeret.

503

affundet sig : klaret sine forpligtelser, betalt.

2.II.11

505

Frokost : morgenmad. - Kinabark : kinin.

506

(Verdens)strike(r ): strejke. - Rubens : den flamske maler Peter Paul Rubens (1577-1649), i hvis righoldige produktion bl.a. billeder af yppige kvinder er kendt. - Jlanderske Æmner : billedverdenen i den flamske og nordfransk-nederlandske malerskole opfattet som udtryk for livsappetit og (småborgerlig) ubekymret livsglæde. - Nymfe : kvindelig, gerne erotisk attraktiv halvgud i græsk-romersk mytologi. - Bakkantinde : beruset ledsagerinde af vinguden Bacchus. - dégagée : (fr.) tvangløs. - Angostura : en bitter, der bl.a. bruges til at raffinere smagen af søde spirituosa.

508

Jordaens : den flamske maler Jacob Jordaens (1593-1678). -Jan Steen : (1626-79) og Frans Hals (ca. 1580-1666), hollandske malere. - lade Fiolen sørge : give pokker i alle bekymringer. - Fusel(ens ): dårlig brændevin.

509

Othello : i Shakespeares tragedie af sm. navn (ca. 1604, tr. 1622) dræber Othello i 5.akt, se.2 sin hustru Desdemona, som han med urette mener har været ham utro.

510

missede : messede (altså her parodisk). - Chapeau'er : (af fr.) beskyttere af dame. - je (...) à part : (fr.) jeg skal sove for mig selv. - Tu vas faire : (fr.) du skal.

2.II.12

511

Sorø Akademi : drengekostskole.

2.II.13

515

Tresse(hat ): bånd med sølvtråd.

739

2.II.14

517

Goldamme(n ): barnepige, der passer barnet uden at amme det.

518

hic et ubique : (lat.) her og hvorsomhelst. - Langhalm : jf. mundheldet: at tærske (opr.: for) langhalm; i den lidt ældre betydning: at udføre tungt og frugtesløst litterært (trælle)arbejde. - Kourtoisi : (af fr.) høflighed, belevenhed.

519

Nogle Linjer (...) Magten fra Læseren : måske fiktivt citat, ikke identificeret. - Imidlertid ville : se Efterskrift s.682f - sukke og bede : fx i Salm.Bog, kap.77, v.4 eller Mark., kap.7, v.34f. - Sceneinstruktør : se Efterskrift s.653 om modelforhold.

520

bon sens : (fr.) sund fornuft.

523

Hvergarn : simpelt vævet stof. - moderne Stykker : som Henrik Ibsens og nogle franske.

524

Vaudeville-Repertoiret : var en mindre, men fast ingrediens i Det Kgl. Teaters repertoire århundredet ud. - Impertinence : uforskammethed. - konvuhiviske : krampagtigt voldsomme. - to' sine Hænder : vaske sine hænder; erklære sig uskyldig el. uden delagtighed, jf. Matt., kap.27, v.24f.

2.II.15

525

Karaktérskuespilleren : se Efterskrift s.652f. - Komikeren : se Efterskrift s.652f.

526

Ingenuer : (af fr.) naive ungpigeroller. - Mit Muh und Noth : (ty.) med nød og næppe, med anstrengelse og knap nok. Citat fra Goethes ballade »Erlkönig« (1782). - Mamelukker : småpigebenklæder, kendt som kostume for pigeroller i vaudeviller m.v. - Haltefanden : om modelforhold, sml. Efterskrift s.653. Haltefanden er kendt som titelfiguren i den franske forf. Alain-René Lesages roman: Le Diable Boiteux (1707). - Debat : Georg Brandes havde 1871 angivet som kendetegn for moderne kvalitetslitteratur, at den satte problemer under debat, et synspunkt, der på ny gjordes gældende af Vald. Vedel i den programmatiske artikel »Moderne Digtning« i tidsskr. Ny Jord 1888.

527

Nolimetangere(-Mine ): (af lat.) rør-mig-ikke. - Lappen : småting. - endnu ville : se Efterskrift s.682f.

528

drakoniske : særdeles strenge. - Vinterkampagne : vinterfelttog.

529

Komparser : statister, medvirkende i stumme roller.

530

halvtredje : to en halv.

740

Tredie Bog

2.III.1

531

Elverhøj : J.L. Heibergs romantiske skuespil fra 1828, Det Kgl. Teaters evergreen også i 1800-t. - Ægide : værn, (beskyttende) ledelse. - tilhøjre (...) og Bukke : jf. Matt., kap.25, v.32-33. - Ulve i Faareklæder : jf. Matt., kap.7, v.15. - romersk Bad : varmluftsbad med efterfølgende vandbad.

532

Halsbind : hvidt klæde, der bindes i sløjfe under flippen, forgængeren til slips. - Forgyldningen (...) Svinelæ'ret bestaar : jf. de to kendte mundhed: »Forgyldning forgaaer, men Svinelæder bestaaer!« (således i H.C. Andersens eventyr »Det gamle Huus«, 1848) og »Forgyldningen er gaaet af Sankte Gertrud« (hos Peder Syv er det af Sankt Jorgen - i hvert tilfælde et helgenbillede).

533

Prosceniumsloge : loge helt fremme ved siden af forscenen. - Umiddelbart førend Spartanerne (...) Kofoeds Verdenshistorie : skolemanden H.A. Kofod (1777-1829) var forf. til en ned i århundredet meget anvendt lærebog i historie, der oplagdes i flere bearbejdelser. Citatet synes ikke at figurere i udgaven fra Drachmanns skoletid: Almindelig Verdenshistorie i Udtog. Ny Udg. omarbejdet af S.B.Thrige (1857), og er muligvis fiktivt. Det hentyder måske til det berømte slag ved Thermopylæ, hvor spartanerne under kong Leonidas søgte at standse den persiske angrebshær og blev hugget ned, da de ikke overgav sig.

2.III.3

539

Smørfustager : smørtønder. - Finlappersiden : ikke identificeret del af havnen, hvor der lossedes træ fra Finland.

540

Torvet : Kgs. Nytorv.

541

Nørreboulevard : nu Nørrevoldgade.

542

den Kigmand : brygger Carl Jacobsen (1842-1914) skænkede foruden den grundlæggende samling i Glyptoteket talrige statuer til København via legatet Albertina. - Jeanne d'Arc : den bekendte statue fra 1870 af Henri Chapu (1833-91) findes dels i Ørstedsparken i bronze (1882), dels på Glyptoteket (i en marmorkopi bestilt 1886).

543

Folkeløn : aflønning af tyende og arbejdere.

545

overflødige : hos Turgenev og de mange danske fortællende forfattere i hans følge betegner glosen en særlig karaktertype, der nok er oplyst 741 og ofte veltalende, men savner organisk forbindelse med fællesskabet.

2.III.4

545

Dagmar-Komplex : med et teater, ved hjørnet af den nuv. Rådhusplads og Jernbanegade, var ligesom det nærved liggende National opført i beg. af 1880erne af entreprenøren Hans Hansen som en del af det nye, fashionable forlystelseskvarter. - St. Pauli : forlystelseskvarter i Hamborg. - abandon: (fr .) skødesløshed, afslappethed. - bon-mot : (fr.) skæmtende, fikst anbragt udtryk.

546

Bugter : spørgsmål.

547

Tivoli-Carstensen : Georg Carstensen (1812-57) grundlagde Tivoli i 1843 og senere flere forlystelsesetablissementer. - Hospitaler : Vestre Hospital, åbnet 1886, var prostitutions-lazaret, beliggende i Tietgensgade (senere Rudolph Berghs Hospital).

548

DonOttavio : i Mozarts og da Fontes opera Don Giovanni (1787) synger Ottavio Jegsværger (...) Ære : til sin tilbedte Donna Anna, idet han lover at hævne hendes fader, som Don Juan har dræbt.

549

Methusalems Alder : if. 1. Mos., kap.5, v.27, blev Metusalem 969 år. - Jemsalems Skomager : den hvileløse Ahasverus, der if. legenden er dømt til at vandre omkring indtil Jesu genkomst.

550

Mod Skønhed (...) stræbt : citat fra Henrik Ibsens »Ballonbrev til en svensk dame« i hans Digte (1871).

552

vi faar (...) Udsæd : jf. Esajas, kap.5, v.10.

2.III.6

556

Pan var død : citat fra den sengræske skribent Plutark (ca. 48-122). - sitmlich-übemnnlich : (ty.) sanseligt-oversanseligt. - Ninvana : det store intet, den højeste forløsningstilstand if. buddhismen. - Gud er Kærligheden : en (for)drejning af Johs.' 1. Brev, kap.4, v.8 og 16.

557

Anathemer : (af gr.) forbandelser, udstødelses-erklæringer. - Synedriet : egl. det høje råd i Jerusalem.

558

Skærtorsdag(snatten ): se n.t.s.203. - Tromskirke : dvs. domkirken i Trondheim, if. folketroen samlingssted for hekse. - Bloksbjærg : i folketradition (og derfra i Goethes Faust , 1. del, scenen »Walpurgisnacht«) det sted i Harzen, hvor heksene forsamles valborgsaften, natten ml. 30. april og 1. maj; sml. J.M. Thiele: Danmarks Folkesagn , III 742 (1860), nr. 724. - gustne (...) Spiller : Djævelen, vel særlig i skikkelse af Mephistopheles i Goethes Faust. - mit Fangenskab : ligeledes et træk, der genkalder Goethes Faust , hvor Gretchen kommer i fængsel. - Da ville : se Efterskrift s.682f.

559

formelig kunne : se Efterskrift s.682f.

560

elsker (...) tusind Gange mere : jf. måske Shakespeares Hamlet (ca. 1601), 5.akt, sc.1, v.263.

561

Fürwahr (...) genoss : citat af Faustreplik i scenen »Walpurgisnacht« (v.4195 og 4197-98) i Goethes Faust , 1. del: »Sandelig, sådanne øjne har kun en død (...) Det er den favn, som Gretchen bød mig, / det er det dejlige legeme, som gav mig glæde.« (Rosenhoffs overs.).

2.III.7

565

Sverig-Norge : var 1814-1905 to stater samlet under den svenske konge.

566

De lever (...) Uskyldighedstilstanden : se n.t.s.164.

2.III.8

567

bæstisk : dyrisk. - epheu-kranste : den græsk vingud og hans følge har efeu (vedbend) blandt sine kendetegn.

568

Stammefader : stamfar, dvs. Adam. - Genier : (med hårdt g og tryk på første stavelse) af genius: romersk mandlig skytsånd.

569

Afrodites Bælte : den græske gudinde for kærlighed og skønhed bar et bælte, der i sig selv besad disse egenskaber. - Thyrsusstav : et Dionysisk kendemærke, stav med efeu eller vinløv omkring.

2.III.9

570

Gudernes Tungemaal : poesien, if. Platons dialog Ion (300-t. f.Kr.). - Dagbladsfeuilleton : enten fortsættelsesroman eller med den ældre betydning af føljeton: aviskronik. - Segment : afsnit.

571

Drift : hjord, kreaturflok. - Anatomi- og Kriminalromanen : ordet anatomi signalerer formodentlig i denne forbindelse det analytiske, optrevlende, måske også den detaljerede beskrivelse af bl.a. kropslige forhold. G. Brandes refererer i et essay om Flaubert, at man ud fra ældre poetiske idealer fandt, at franskmandens roman Madame Bovary »lignede mere Kirurgi, Anatomi« (Mennesker og Værker , 1883, s.419).

743

2.III.10

572

Skrab-Kassen : brokkassen, affaldsspanden. - snavs : sløj. - genegen : tilbøjelig. - ug : forkortelse for »udmærket godt«, højeste karakter på den daværende skala. - Pretiosa : (af lat.) kostbarheder, smykker.

573

Blækhorn(et ): blækhus.

574

Kanon-Kvinde : kvindelig aktivist i Højres forsvarsagitation; i 1884 havde en kvindekomité indsamlet penge til nogle fæstningskanoner, som overdroges til Chr. IX.

575

Præsterne (...) Hænder : se n.t.s.524. - Pyæmi(en ): infektion, metastase.
- Indsegl : autorisationsmærke. - Lapidarstil (en ): stenstil, kort og fyndig, som til indskrifter på mindesmærker o.lign.; her vel blot: stiv, gammeldags udtryksmåde.

576

den store Revolution (s ): den franske revolution 1789 ff. var skildret af en række forfattere og historikere i 1800-t. - da de unge (...) Friheden : den unge revolutionære republiks folkehære forsvarede med held Frankrig mod udenlandske styrkers angreb i 1790erne.

2.III.11

577

Vale et F ave : (lat.) farvel og vær mig/os gunstig. - De nye Valg : der var folketingsvalg i jan. 1887 og i jan. 1890. - les quatrefins de l'homme : (fr.) menneskets fire former for endeligt. Talemåden/citatet ikke identificeret. - intransigente : radikale, »fundamentalistiske«. - Evropæere og Danske : henholdsvis den radikale, til dels fritænkeriske, og den grundtvigianske fløj af Venstre, - forhandlende og uforsonlige : Venstre var delt i en fløj, der søgte forlig med Estrups Højre-regime, og en anden, der afviste at gå på kompromis. - Bænkevælling : rodsammen.
- Gendarmerne : se n.t.s.400.

578

Trepægleflaske : l pægl = 1/4 liter.

579

ikke vide (...) gøre : Jesusord under korsfæstelsen (med nutids flertalsformer, jf. Efterskrift s.682f), Luk., kap.23, v.34.

2.III.12

580

Dunstkredsen : atmosfæren. - Voldkvarteret : et af de nye kvarterer, der skød op uden for de sløjfede volde i den sidste tredjedel af 1800-t. på begge sider af Søerne; her synes det at være i nærheden af den nuv. Rådhusplads. - Kuglen paa Nikolajtaarn : en kugle på det høje tårn fungerede 1868-1909 som tidssignal.

744

581

Garibaldi : den ital. revolutionsfører Giuseppe Garibaldi (1807-82). - Frihedsstøtten : på nuv. Vesterbrogade rejst 1792-97 til minde om stavnsbåndets løsning, en af de store reformer i landbruget og personrettighederne sidst i 1700-t.

582

Traktater : religiøse oplysnings- og propagandaskrifter.

583

Skambud : groft underbud. - clairvoyante Tilstand : hvori man - evt. som et medium - skuer det ikke-forhåndenværende, fjerne el. fremtidige.

584

Romeos (...) my name : i II akt, se.2 (v.165), i Shakespeares tragedie Romeo and Juliet (ca. 1595, tr. 1597), siger Romeo de citerede ord, da Julie ved afskeden har udtalt hans, sin elskedes navn. - Toldere og Syndere : Matt., kap.9, v.10-14, og Luk., kap.18, v.9-14.

586

Volte(n ): drejning. - Kepi : militærkasket el. felthue. - Sluffe : bor; slæde.

587

Til Arbejde (...) Død : citat fra U.P. Overby og Chr. J. Rasmussen: »Socialisternes March« (1872).

588

Genferkors : Røde Kors-mærke.

589

Kanon-Kvinde : se n.t.s.574.

591

forfølge vort Sprog : som i det fra 1864 tysk-annekterede Sønderjylland. - Zweckessen : (af ty.) bespisning til gunst for et politisk el. tilsvarende formål. - ville synge : jf. Efterskrift s.682f.

593

sid (e ): lavtliggende.

745

Tillæg

Prolog

597

Palazzo : (ital.) palæ. - Canal grande : hovedvandvejen gennem Venezia. - dunstopfyldt : opfyldt af damp, tåge. - Serenadebarker : formodentlig gondoler til turister med en mere eller mindre smægtende sanger om bord: barca (ital.) = båd. - amore : (ital.) kærlighed, skat. - Lejebibliothekerne : dvs. private udlånsinstitutioner, der fortrinsvis disponerede over populærlitteratur.

598

Sala : (ital.) salon. - jeg er Læge : ligesom Drachmanns faktiske bekendte, den sydtyske læge Friedrich Kappier (1841-1908), der virkede i Venezia fra 1875, især som gynækolog, og for øvrigt også var skønlitterært aktiv. Se Jørgen Breitenstein: »Holger Drachmanns Venezia«, i Danske Studier 1969, særlig s.63. - Vilhelm Meister : Goethes dannelsesroman Wilhelm Meisters Lehrjahre (1795-96) med fortsættelsen Wilh. Meisters Wanderjahre (1821 og 1829). Sml. Efterskrift s.655.

599

Nôtre [Notre]-Dame de Paris : Victor Hugos farverige historiske roman fra 1830, på dansk oftest med titlen Klokkeren fra Notre Dame. - ejendommelige : karakteristiske, individuelle. - drakoniske : overdrevent strenge. - Hælvten : halvdelen.

Intermezzo

600

skrangler : skramler, -fidel(e ): gemytlig, lystig. - Enspænderfrakke : enkeltradet frakke eller jakke. - Teniers : den flamske maler David Teniers (1610-90) og Ostade : den hollandske maler Adriaen van Ostade (1610-85) er kendt for deres friske folkelivsbilleder.

601

drakonisk : alt for strengt. - nu (...) vil tillivs : 1889 indførtes lov om hundeafgift, også med bestemmelser mod løsgående hunde, specielt i byerne. - Høker(ens ): handlende med levnedsmidler, viktualiehandler.

602

blommede : blomstrede. - Vintergækker (...) gætte : gætte, hvem vintergækkerne kommer fra, i den kendte leg tidligt om foråret/før påske.

746

603

Sporvognsomnibussen (...) lunter afsted : det erindres, at trækkraften var heste. - Amontillado (en ): sherry-type.

Ulf Brynjulfsens efterladte Papirer.
Den første Kærlighed

604

Byron : se Efterskrift s.657f. - den staar (...) Syndefald : Byrons Don Juan , 1.sang, str. 127, v.2-3: »It stands alone,/ Like Adam's recollection of his fall.« På dansk her næsten som i Drachmanns o vers. (Første halvbind, 1882, s.55), der dog har »ene« i st. f. »alene«. - Komments : (af fr. og ty.) drikkelag. - Bakkanaler : gilder, udskejelser med alkohol. - Josef : Josef i Ægypten demonstrerede kyskhed ved at afvise de utugtige opfordringer fra Potifars hustru (1. Mos., kap.39); han blev ilde medhandlet af de fleste af sine brødre og havde således det moralske fortrin.

605

Kønnet : kvindekønnet. - Die Dame (...) nicht : (ty.) »Den dame, som jeg elsker, siger jeg ikke navnet på«, fra en yndet Salonlied af F. Löwe fra 1800-t. - Halv-Verdnen (s ): den finere del af prostitutionen.

606

Nimbus : stråleglans som med helgenglorie. - tage op paa (Arven ): låne med arven som sikkerhed, tage forskud på. - Moderatør-Lampe : olielampe med særlig reguleringsindretning for olietilførsel; ældre end 1870-80ernes gængse petroleumslamper.

607

Kærlighedshof : mere eller mindre legendariske kvindedomstole, hvor subtile spørgsmål om kærlighedens væsen og problemer kom til forhandling, i troubadour-miljøer i 1200-t.; måske aktualiseret af bl.a. E. Trojels disputats Middelalderens Elskovshoffer (1888). - Indskydelser : impulser, ikke-besluttede handlinger og forestillinger; mere end blot flyvetanke. - Renommist : ilde berygtet person. - Frakke : (lang) jakke. - Tjænestepigehjem : institution eller pensionat for tjenestepiger.

608

Inkvisitor(s ): streng, især kirkelig forhørsdommer. - Paletot : let overfrakke. - (...)Betegnehe! ... Vi stod ( ...): Mellem de to afsnit har digteren i trykmanuskriptet overstreget flg. fra den mundtlige dialogiske situation, hvori Ulfs selvbiografiske fortælling var indlagt: 'Vent lidt! sagde Gerhard og holdt Haanden for Øjnene, som for at fæste Billedet bedre. - Nu har jeg hende! Vil De blot sige mig: det var altsaa denne unge Pige, som De blev gift med?
Nej! svarede Ulf dæmpet [strøget: efter et kort Ophold]. Det var ikke hende, men ......
Videre! bad Gerhard .
Brynjulfsen fortsatte:'

747

609

Væddeløbssporten : fra 1870 afholdtes væddeløb på Eremitagesletten. - Kapervogn : hyrevogn, der under kørslen optager (kaprer) passagerer. - Gentlemanløb (et ): væddeløb for ikke-professionelle, altså herrer og ikke jockeyer. - fortrædelig : sur, ærgerlig. - Amazone(s ): kvindelig kriger i græsk sagnverden; en kvindelig ridedragt hed omkr. 1890 amazonedragt, amazonekjole. - Adonis : billedskøn ung mand, egl. den græske kærlighedsgudinde Afrodites elskede. - Aarestrup : Emil Aa. (1800-56), jf. Efterskrift s.655. - Har en mere rosenrød Mund/sin Elsker kunnet bide? : fra Emil Aarestrups digt »Charlottenlund«, str.6 (Digte 1938, Danske Klassikeres Aarestrup-udvalg, s. 94).

610

Maraschino (en ): en kirsebærbrændevin. - (Guld)remontoiruhr : særlig optrækkeligt lommeur. - Fuks(er ): mørkerød hest. - Nysølv(s ): en sølvlignende legering. - Skumkæder : kæder på hestens bidsel. - Char-a-banc : (af fr.) åben vogn med sidebænke, - paillegul(e ): strågul, bleggul.

611

Saddelpladsen : det fineste område af tilskuerpladser, - parere : vædde. - Bredgade : altså Ulfs families overklassekvarter. - Bonvivant : (af fr.) levemand. - Estrade(n ): forhøjning med tilskuerpladser.

612

midt i Prikken : lige i centrum. - Kirsten Pils Kilde : den angivelige helligkilde, hvorom først et kildemarked, siden Dyrehavsbakken (nuv. Bakken) havde udviklet sig. - Dæmring : tusmørke, skumring. - Askepot : den stedmoderligt behandlede pige i brødrene Grimms eventyr af samme navn i deres Kinder- und Hausmärchen (1812-15). - Ryste-Toddy : specialitet blandet af vand fra Kirsten Pils Kilde og cognac plus sukker. - Kamme : flerfarvet, skåret ædelsten med reliefbillede.

613

Dryade : i græsk mytologi en gudinde, der bor i træer. - Katzenjammer og Prækner : jf. n.t.s.44. Herredsfoged : dommer og politimester. - Thingsret : formue- og ejendomsret, jf. n.t.s.622. - Schous Forordninger : lovsamling startet 1777 af J.H. Schou (1745-1840) og fortsat siden som standardværk for jurister. - Byron, Bums og Heine : se Efterskrift s.657f., s.659 og s.658. -Jagt : enmastet sejlskib.

614

Frokost : morgenmad. - nye Liv : jf. Dantes selvbiografiske fortælling og digtsamling Vita nuova (ca. 1290) om hans livsforandrende forelskelse i Beatrice. - Vindbeutel : charlatan, - latinsk Jura : (faget) romerret.

615

Blanfoe polydor : en særlig slags billardspil. - Jonathan : tro kammerat, ligesom Sauls søn Jonatan i forhold til David i GT, jf. 1. Sam., kap.14 - 2. Sam., kap.1, navnlig v.26. - Agentur : salgsarbejde for et firma. - det Decennium : (1860ernes) årti. - Tabet af Hertugdømmerne : dvs. af Slesvig og Holsten ved krigen 1864. - indbyrdes Spaltning : 748 mellem Højre og Venstre i dansk politik i resten af århundredet; jf. Efterskrift s.644. - Race-Krige : i den racetænkende Drachmanns perspektiv sikkert den fransk-tyske krig 1870-71, måske også den russisk-tyrkiske 1877. - Borgerkrige : der tænkes vel især på Pariserkommunen 1871. -Jus :jurastudiet. -Arnen : hjemmet.

616

en Milsvej : l dansk mil = ca. 7,5 km. - mournful[l] : (eng.) sørgmodig, sorgfuld. - gloomy : (eng.) dyster. - kunne øjne : nutid flertal, se Efterskrift s.682f.

617

ville fritte : se Efterskrift s.682f. - torebet Sejl : sejl mindsket med to reb. - klodsrebet Fok : tæt rebet og evt. formindsket forsejl.

618

plat for Vinden : i direkte medvind. - Braaddene : brænding, voldsomt brydende bølger. - Wahlverwand[t]schqft : det tyske ord, der som titlen på Goethes roman fra 1809 betegner en kemisk-psykologisk samhørighed. - Elementet : her altså: havet. - Bomløbet : mellem nordenden af Flådens Leje og Toldbodbroen.

619

Scribe : Eugène Scribe (1791-1861), fransk teaterforfatter, hvis velkonstruerede og overfladiske dramatik nød stor popularitet også på Det Kgl. Teater i København. - Calderon : Pedro Calderon de la Barca (1600-81), stor spansk dramatiker, genopdaget af romantikerne, i Danmark bl.a. J.L. Heiberg. - H.F . Ewald : (1821-1908), populær forf. af underholdende, ofte historiske romaner. - Bjørnson (...) i Italien : den norske digter Bjørnstjerne Bjørnson (1832-1909) opholdt sig under en længere udlandsrejse 1860-63 især i Rom. -forandret Signaler : i 1872 vakte Bjørnson megen debat i Danmark ved at anbefale, at man forandrede signaler til det forsonlige over for Tyskland (»signalfejden«). - Den russiske Roman : blev kendt i Danmark gennem oversættelser (ved Vilh. Møller) i 1870erne af Turgenev - med stor virkning på det moderne gennembruds forfattere - og fra midten af 1880erne af L. Tolstoj (især ved de russiskkyndige E. Hansen og W. Gerstenberg) og Dostoevskij (mest ved Drachmanns søster Erna Juel-Hansen). De forelå lidt tidligere på tysk og fransk; en indflydelsesrig fransk orientering forelå med E.-M. de Vogue: Le Roman russe (1886), endvidere Georg Brandes: Indtryk fra Rusland (1888). - sin Ø (...) Hugo : den franske digter Victor Hugo (1802-85) var som fjende af Napoleon III gået i landflygtighed og boede på den britiske Kanal-ø Guernsey indtil 1870. - ligesom Garibaldi : den italienske frihedshelt Giuseppe Garibaldi (1807-82) boede på øen Caprera nord for Sardinien, når han ikke stod i spidsen for militære aktioner imod Pavestaten og dens allierede. - Den store (...) Imperator : Napoleon III (1808-73), fransk kejser 1852-70. - Martensen : den toneangivende 749 teolog og biskop H.L. Martensen (1808-84) havde god afsætning på bl.a. sin Den kristelige Ethik (1871-78). - Blicher : St. St. Blicher (1782-1848). - Carl Bagger : (1807-46), boheme og forfatter af bl.a. romanen Min Broders Levnet (1835), der spillede en væsentlig rolle for Drachmann som romanforfatter. - vor bornholmske Saxo Grammaticus : den bornholmskfodte store sprogforsker og latinist J.N. Madvig (1804-86), der havde anmeldt Baggers roman i Maanedsskrift for Litteratur i 1835. - Aarestrup : Emil Aarestrup (1800-56) kom først rigtig i fokus ved en posthum udgivelse af hans digte med forord af Georg Brandes i 1877. - Stiftsfysikus : overordnet embedslæge i provinsen. - Andersen : H.C. Andersen (1805-75) led i sine sidste år af leverkræft. - Revue des deux mondes : det også uden for Frankrig meget læste, bredt kulturelle 14-dagesskrift, grundlagt 1831. - Athenæum : læseforening 1824-1901 i Kobenhavn. - Deviser : sedler med vers eller billedgåder. - Nordens Athen : navnlig i 1840erne og nærmest flg. årti den prangende betegnelse på Kobenhavn. - nye Kirker : propagandaen for at bygge nye kirker, bl.a. i den stærkt voksende hovedstad, organiseredes i 1890 i Udvalget for Kirkesagens Fremme. - Sædelighed : jf. den såkaldte sædelighedsfejde, hvor man især i årene 1883-87 i Danmark, Norge og Sverige stredes om opretholdelsen af den gamle officielle kønsmoral. - Totalqfholdenhed : kan dels parodisk sigte til et standpunkt i sædelighedsdiskussionen, dels til tidens aktive afholdsbevægelse over for alkohol. - Hundeskat : indført 1889. - indre Mission : den pietistiske vækkelsesbevægelse og kirkeretning fra midten af 1800-t. vandt i slutningen af århundredet også stærkt frem i København. - lod (...) ligge links : (af ty.) tog man sig ikke af. - Bondevenner : politisk gruppering i 1850erne og 60erne, hvis tilhængere senere indgik i Venstre. - Doktrinære : der sigtes formodentlig til de Nationalliberale, hvis storhedstid endtes med katastrofen i 1864, men som endnu lod sig identificere i en periode senere, inden de smeltede sammen med godsejerne i Højre.

620

Kierkegaard : Søren Kierkegaards (1813-55) skrifter lægger op til meget divergerende arter af kristendomsvurdering. - Feuerbach : Ludwig Feuerbach (1804-72), tysk religionsfilosof, der i hovedværket Das Wesen des Christentums (1841) opfattede forestillingerne om Gud som projektioner af mennerskers følelser, behov osv. - Strauss : den tyske religionshistoriker D. Fr. Strauss (1808-74) havde i værket Das Leben Jesu (1835) forsøgt at meddele en rent historisk opfattelse af Jesusskikkelsen og dens ry. - Renan : den franske religionshistoriker Ernest Renan (1829-92) havde bl.a. med bogen Vie de Jésus (1863) 750 fortsat og udbredt den samme betragtningsmåde, der af teologer opfattedes som gudsfjendtlig. - en tidligere Lærer : se Efterskrift s.646 om modellen, Drachmanns gymnasielærer på Metropolitanskolen og ven, litteraturhistorikeren Kristian Arentzen (1823-99). - aforistisk : i kort, tilspidset form. - den milesiske Venus el. Venus fra Milo: den berømte Afroditestatue fra øen Melos, opstillet i Louvremuseet i Paris. - Koteri : (litterær el. kunstner)klike. - literært Hakkelseskæren : at skære hakkelse i døgnets rejsestald er en betegnelse, oprindeligt i et digt 1861 af Carl Ploug, på journalistisk arbejde; videre om anmelderi o.lign. - Sisyfusarbejde : uendelighedsarbejde som det, hvormed Sisyfos straffedes if. græsk mytologi, - sit Arbejde : jf. Kr. Arentzens 8 bind lange værk Baggesen og Oehlenschläger (1870-78). - f Ny og Næ : titlen på en digtsamling af Vilh. Bergsøe (1867). - Krøllepapir : papir, der bruges til at sætte krøller, papillotter. - Kikindiewelt : (af ty.) grønskolling.

621

Styverfængere : personer, der kun er ude på pengefortjenesten ved fx litterært arbejde. - Skælm : bedrager; hos Holbek og Kjær (1969) nr. 3563. - Nelsons Undskyldning : den engelske søhelt admiral H. Nelson (1758-1805) førte angrebet på Københavns Red 2. april 1801; da hans foresatte, flådechefen H. Perker, signalerede til ham, at slaget skulle afbrydes, satte Nelson kikkerten for sit blinde øje; da han således var undskyldt for at se signalet, fortsatte han angrebet og vandt. - en Fører : Georg Brandes (1842-1927), hvis epokeskabende forelæsninger over Hovedstrømninger , påbegyndt nov. 1871, påhørtes af bl.a. Drachmann; jf. Efterskrift s.646. - Og Sol (...) ned : jf. Præd.Bog, kap.1, v.5. - Iliaden blev til Odysseen : af de to Homeriske heltedigte handler det første (i tidsskrifttrykket fejlagtigt stavet Illiaden ) om krig og erobring, det andet om den brydsomme og farefulde hjemrejse.

Af Ulf Brynjulfsens Papirer. (Et Kapitel af en større Roman)
»Der er en Ø i Livet«

622

Der er en Ø i Livet : citat fra Claras sang i Første Handling af Oehlenschlägers syngespil Ludlams Hule (1814), hvis 1. str. lyder: »Der er en Ø i Livet, / Dens rette Navn er Elskovs Ø, / Af steile Field omgivet, / Midt i den bittre Sø. / Enhver, som hører Øens Fryd, / Sig ønsker derhen, og iler derhen, / Men kommer snart tilbage / Med revne Seil igien.« (Poet.Skr . udg. af F.L. Liebenberg, 14. Deel, 1859, s.21). - den og den Ø : skildringen er digtet over Drachmanns kærlighedshistorie (og hans senere første hustru Vilhelmine Erichsen) på Bornholm; 751 holm; men øen identificeres ikke nærmere i teksten. - Herreds- eller Byfoged : se n.t.s.613 - Jus : se n.t.s.615. -Jagt : se n.t.s.613. - Trekroner : søfortet foran Københavns havn. - oret : fordærvet, mideholdigt. - Beskøjt : tvebak. - Schous Forordninger : se n.t.s.613. - Aagesens Thingsret : den københavnske juraprofessor Andreas Aagesen (1826-79) holdt normgivende forelæsninger om formue- og ejendomsret (tingsret) og udgav skrifter derom 1866ff. - Byron (...) Heine : se Efterskrift s.657f.

623

stik i Stævn : direkte forfra. - som en Columbus : jf. s.625f.o. - i en Folie : på en baggrund.

624

Kirsten Pils Kilde : se n.t.s.612. - lagde bort fra : styrede væk fra. - Digterne altid ville : se Efterskrift s.682f. - tyve Grader Reaumur : svarende til ca. 25° Celsius. - Ulk(en ): søulk, erfaren, barket sømand.

625

Guanahani(s ): den ø i Bahamagruppen, som Columbus nåede i 1492 og kaldte San Salvador. - Va;. rp : trosse, fortøjningsreb. - Fataliteter : fortrædeligheder. - laa for Dræg : lå for anker. - Omen : (af lat.) varsel. - Torneroses Ø: hvor man sov ligesom prinsesse Tornerose i brødrene Grimms eventyr i deres Kinder- und Hausmärchen (1812-15). - Sprøjtehuset : brandstationen.

626

Dyrehavsbakken : sml. s.612f. - Lyst (...) mørkt bag : se n.t.s.119. - blisset : med et lyst felt i panden. - vates : (lat.) profet, digter.

627

Queue : (af fr.) kø, billardstok. - Pyramide : en art billardspil. - ret artige : virkelig kraftige. - Sybariter : livsnydere, nydelsessyge. - pokulerede : drak, svirede. - (ganske) enkelte : her formentlig i betydningen: enkle. - henkastede under en Mellemakt : som Drachmanns digt »Sakuntala« påbegyndt en teateraften i München 1876, tr. i romanen En Overkomplet (1876). - Heine (...) smaa Sange : »Aus meinen grossen Schmerzen/ Mach' ich die kleinen Lieder« lyder det i nr. 36 i afdelingen »Lyrisches Intermezzo« i Heinrich Heines Buch der Lieder (1827). - stadigt : vedholdende. - det stille Vand, den dybe Grund : jf, ordsproget »Det stille vand har den dybe grund«.

628

Pariserkommunen : den kommunistiske opstand i Paris i forårsmånederne 1871 blev blodigt nedkæmpet; nogle af de overlevende flygtede til London. - en Vulkan : Ætna på Sicilien, hvor Drachmann på en ungdomsrejse havde en lignende oplevelse. - meget skal (...) tilgivet : jf. Luk., kap.7, v.47.

629

norske Kniv : vel det samme som tollekniv, en bredbladet snittekniv; måske med en hentydning til offerscenen i 4.akt af Oehlenschlägers Hakon Jarl hin Rige (1807). - Dèr ser De : i denne adressering er bevaret et spor af den mundtlige fortællesituation i romanen, hvor Ulf 752 beretter for Henrik Gerhard under et besøg (I, kap.14). I romanen var der således ikke tale om »Papirer« (i titlen på dette tidsskrifttryk), hverken som skriftstykke eller oplæsning. Men Ulfs beretning blev udeladt ved trykningen, jf. Efterskrift s. 681.